Skaberi, meraki, krea…kald det hvad du vil

Hvis du følger mig på Instagram, så har du nok allerede set disse billeder, men her på bloggen kan jeg knytte lidt flere ord til, så derfor får du dem lige her også. Jeg er inde i en virkelig god stime for tiden, hvor jeg får produceret en hel masse. Hver gang jeg sidder til et lærermøde eller hjemme i sofaen om aftenen har jeg strikketøjet i hænderne. Jeg er blevet helt afhængig, og jeg er sådan nærmest barnlig ivrig efter at få færdiggjort projekterne, så jeg kan prøve dem på og se dem i brug.

Denne gang var det Skrupsakken, der fik en ny vest, som han specifikt havde bestilt og selv valgt garn til.

Jeg fandt den rigtige opskrift i e-bogen Boys Knits efter en del søgen. Jeg vidste lige nøjagtig, hvordan den skulle være oppe i hovedet, men kunne ikke finde den helt rigtige opskrift, før jeg fandt Katya Frankels e-bog. Den er strikket i Mayflowers Big Classic, så den er god vamset og tyk uden at være for voldsom. Han blev meget glad for den, heldigvis. Det er aldrig helt til at vide med ham nu. Han har virkelig fået sine egne meninger  om tingene.

Udover strikkeriet, så får jeg også produceret lidt inde på syskolen ved Line.

I torsdags lavede jeg en tunika til Ananassen efter dette mønster i en af Lines japanske bøger.

Stoffet er fra Stof & Stil og er en meget let og luftig bomuld. Indtil det bliver lidt lunere kan hun have den på med en langærmet body indenunder og senere er den rigtig fin til forår og sommer. Helt sikkert et mønster jeg godt gad have i voksenstørrelse.

Til sidst skal I lige se en fødselsdagsgave, som jeg skulle have haft med til Nordjylland i vinterferien. Men da den tur blev spoleret af sygdom, må min mor vente lidt ekstra på sin gave. Nu får hun den så at se her, som en lille forsmag. Jeg håber den falder i hendes smag. Selv vesten var et ønske, men stoffet har jeg selv valgt til hende. Det er sart rosa babyfløjl med broderier yderst og Liberty inderst. Tillykke med fødselsdagen mor:

Zapperbarnet

Det gik op for mig på lærermødet i dag. At jeg ikke før har været så længe på en arbejdsplads, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er en af de nye og dermed i næsten automatisk undring og kritisk stillingtagen til alt. I stedet er jeg blevet en af dem, der får trang til at forsvare nogle af de handlemønstre vi har. Også de mindre heldige. Jeg er blevet en af de “gamle”.

Det er mit fjerde år på skolen. Dog med en barsel imellem. Det er første gang i mit nu tolv år lange lærerliv, at jeg er på fjerde år. Jeg har arbejdet som lærer 7 forskellige steder. Fra Aalborg til København og Brooklyn og nu her på naboskolen.

Jeg er indbegrebet af zappergenerationen. Der skal ske noget. Forandring. Fornyelse. Et eller andet. Keder jeg mig, slår jeg væk. Zapper videre. Eller måske er jeg bange for forpligtelsen? Og det ansvar der følger med det at være en af “de gamle”. Det stempel. Måske bilder jeg mig bare ind, at det er nemmere at skifte personligt spor, i stedet for at blive og tage slæbet med at skifte retning, der hvor jeg er. Noget af det handler også om, at jeg ikke gider spilde min tid på et job, der gør mig ked af det eller som ikke giver mig noget. Det skal være min tid værd. Jeg er der ikke kun for pengenes skyld. Hey, så var jeg aldrig blevet lærer.

Men, noget er anderledes nu, hvor jeg er på fjerde år. Måske er det den barsel, der kom imellem, der skabte forandring nok. Måske er det min uddannelse. Måske er jeg bare faldet mere til ro. Eller måske er det fordi forandringerne lige så stille sker for næsen af mig. Lærermødet i dag var i hvert fald anderledes end før. Mere drive. Energi og vilje. Humor. Det var rart.

På min mands arbejde afskedigede de i dag 30 personer. Han var heldig og er stadig ansat. Nu på 12. år.

Vi er lidt forskellige på det punkt, kan man vist roligt sige.

Jeg bor i mit 19. hjem i mit 37 år lange liv. Det er to år hvert sted i gennemsnit.
Han bor i sit 5. hjem. De sidste tre flytninger har været med mig. Zapperbarnet.

Jeg er blevet bedre til at være i nuet af at kende ham. Han er blevet bedre til at turde slippe det. Vi er et ret godt match på den måde. Og lige som man tror, at ens nu er roligt og urokkeligt, kommer sådan en morgenmail med varsling om fyringer. Og man bliver nervøs på hans vejne. Også selv om man føler sig sikker for ham. Helt sikker er man jo aldrig i dag. Vel. Det var de 30 andre fx ikke.

Det er en forkælet tankegang at være zapperbarn. Jeg ved godt, at jeg er et produkt af en måske afsluttet æra. At zappe videre er de færreste forundt i dag, selv som lærer. Men jeg ville stadig skifte, hvis mit job gav mig flere ærgrelser end glæder. I et splitsekund.

Og der sad jeg, på lærermødet, og tænkte tanker om næste år. Og de kommende år. På den skole. For mig. Og for mine børn. Og se nu der! Det var første gang for mig. At tænke sådan. At det nu, jeg sad i, også var en del af den fremtid, jeg drømte om.

Det er faktisk også sjældent, at jeg ser andet end DR i dag. Og det skriver jeg egentlig mest bare for at runde indlægget af. Er det et mønster, tror I?

To skridt bagefter

Det der hverdagsliv kom på en eller anden måde alligevel som en overraskelse for os. Selv om vi jo godt vidste, at det var på vej, og vi kendte datoen for det og alt muligt.

Så sneg det sig alligevel ind på os med listige skridt og tog røven på os. Det havde nemlig lige en lille maveforkølelse med sig. Og en masse væske på ørerne, som stadig ikke er forsvundet. Og en barnets 1. sygedag i morgen. Yay, så får man lov at være den første på skolens vikarskema. Er det ikke den rekord man lige går efter at slå, når man kommer tilbage fra barsel. Det tror jeg da nok lige.

Men altså, hvad fanden. Som min kloge kollega sagde, da jeg ringede og græd snot i hendes blødende ører: “Bare rolig AB, det er ikke i morgen vi skal helbrede kræft. Det er først på mandag.”

Så indtil da vil vi hygge os med at skifte lortebleer i morgen og lægge dræn på fredag. Og ind i mellem det huske at nyde at det samtidig også betyder ekstra tid med hinanden.

Og lige om lidt kommer en stor Skrupsak hjem fra fire dages fætterferie i Jylland hos sin morfar. Jeg glæder mig helt afsindigt til at indsnuse ham igen. Og til at mærke hans små stærke arme omkring min hals. Måske er det i virkeligheden derfra mit tungsind kommer. Og slet ikke fra hverdagsstart med vuggestuesygdomme. Fra savn.

Om femten minutter i følge min brors GPS.

Retningssans

Der begynder at tegne sig en retning i mit hovede. En retning mod mit kommende arbejdsliv. Eller ønsket om det i hvert fald.

Der er fem måneder til, at min barsel er slut, og jeg kan mærke, at jeg lige så stille er begyndt at vende blikket ud af boblen igen. Som Ananassen vokser sig større og mere og mere selvstændig, giver jeg mere og mere slip på hende og tager fat på mig selv. Jeg var godt i gang med en uddannelse, da jeg stoppede sidste sommer og mangler stadig en tredjedel af den. En uddannelse, som kom mere eller mindre tilfældigt ned i min turban, men som endte med at være langt mere interessant og gnisttændende for mig end forventet. Jeg glæder mig afsindigt til at komme til at arbejde med børns læsning igen.

Jeg har sat mig et personligt mål, som jeg måske vil dele med jer en dag. Om ikke andet, når det er opfyldt. Og det skal det gerne være inden sommeren 2013. Det vil sige, at jeg har givet mig selv et år til at nå mit mål. Og jeg tror faktisk, at det endeligt er et realistisk mål, også selv om det er tæt på at være drømmemålet for mig. Det føles på én gang forunderligt og grænseoverskridende at tro så meget på mine egne evner og ambitioner. Det er i hvert fald nyt. Og det giver mig, om ikke andet, lyst til at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Lyst til at dygtiggøre mig yderligere. Lyst til redefinere nogle ting og lyst til at cementere nogle andre.

Den lyst har jeg savnet. Og jeg ønsker den hjertelig velkommen hjem igen. Den er min indre retningssans.

Korthuse i blæsevejr

Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza, og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg erkende, at han oprigtigt har været syg. Med over 39 i feber. Og jeg må ligeledes erkende, at jeg havde nok været mindst lige så pylret, som han er, hvis det var mig.

Men hvis det er sådan, jeg har det, hvorfor bliver jeg så helt og aldeles uudholdelig at være sammen med i sådan en situation? Hvorfor bliver jeg ikke lige så omsorgsfuld og betænksom, som han ville have været over for mig? Og det ville han. Han er den bedste sygeplejer i verden, som kommer med te og nusser rygge og alt muligt.

Faktum er, at jeg ikke kan døje ham, når han er syg. Jeg bliver så pisseirriteret på ham og synes, at han gør alting forkert. Han snakker kun om, hvor skidt han har det. Ligesom han har behov for at beskrive detaljerne i hans følelse i halsen, når teen løber ned. Og skal han absolut måle sin feber hele tiden, og dermed ligesom dyrke den, i stedet for bare at tage et par panodil og komme videre? Og med komme videre, mener jeg selvfølgelig ud i stuen og hjælpe mig med de minimennesker, der også bor i vores hjem. Og med vasketøjet. Og aftensmaden. Og livet, you know. For faktum er også, at som hans pylreniveau stiger, stiger mit eget pylreniveau proportionelt. Jeg synes pludselig, at det er vildt synd for mig, at jeg skal gøre det hele selv. Og at jeg ikke har nogen voksen at snakke med om, hvor synd det er for mig. Og at jeg ikke kan ligge og snue derinde under dynen, som han kan, for det er jo i virkeligheden, det han gør. Snuer. Dog med feberrystelser, men stadig snuer. Ikk’? Sådan føler jeg det, seriøst. jeg sagde jo, jeg var slem.

Så de sidste par dage er der kun én jeg har været mere irriteret på end ham, og det er mig selv. For hold nu op, hvor er jeg træls så. Stort U i panden for Uudholdelig til mig! Og så må jeg jo gå i tænkeboks lidt. Det er her, jeg bliver stille og lukker af og tænker tænker (dobbelt tænker er, når man for alvor grubler). Hvad er det der gør mig så uudholdelig? Hvad er det der tricker det i mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være omsorgsfuld og rumme hans svaghed?

Og det er jo elementært, når man lige tænker tænker sig lidt om. For han skal jo være stærk. Vi skal være stærke sammen. Ellers holder korthuset ikke i blæsevejret. Hvis han forsvinder, står jeg jo alene med det hele. Og den angst er alt for stor at rumme, så jeg vælger at blive irriteret på ham i stedet. Det synes meget lettere i øjeblikket. Og ligger så lige for at blive.

Og nej, en influenza slår ingen ihjel. Men jeg tror, at tegnene på, at han kan væltes, vækker noget grundlæggende i mig. En instinktiv angst. Og måske også et instinktivt ønske om, at han skal være stærkere end mig. For hvem skal ellers gribe mig, når jeg vælter?

Nå, men nu er han heldigvis ved at være rask igen, og så kan jeg stoppe alt det tænke tænkeri, for det er sgu da lige til at få grå hår og mylderbæ af. Øget selvbevidsthed er fandme anstrengende mand og SÅ opreklameret!

Hvis nat var dag

Det er sjovt, hvordan ting som søvn, ikke har den store betydning i ens tankevirksomhed, hvis man får nok af det. Det er ligesom sex. Og chokolade. Basale behov, you know.

Når man så ikke får det, altså søvnen, så fylder den pludselig alt. Manglende søvn er tortur. Og afbrudt søvn bruges kun på de allermest standhaftige gidsler….og så lige nybagte forældre. Det kan knække enhver. Det ved alle gidseltagere. Det står på side 1 i Gidseltagningshåndbogens bind 1.

Men hvis nat var dag, så havde vi faktisk en datter på ti uger, der sov igennem. Godt nok er der mørkt for tiden, men jeg kan vist ikke helt lave om på nat og dag endnu. Så vi har så ikke en datter der sover igennem. Mere. Det havde vi lige for en kort periode der. Men så rykkede hun den der lange sammenhængende søvn frem, og nu kan hun snildt nappe sig en 6 1/2 timers lang formiddagslur. Ork jo, moren kan nå en masse i den tid. Barselstid er herligt, når man har et barn der sover om dagen. Hvis det barn så også gad at sove om natten. Men det gør hun så ikke. Ikke før klokken er 2-3 stykker. Og jeg er altså gerne den, der går kold før tolv (ouh, min indre nordjyde kan bare ikke lade den remse ligge uanset hvor grim den end lyder).

Efter en del konferering med de klogeste kvinder, jeg kender, er jeg nu blevet overbevist om, at jeg skal vække hende efter tre timer i formiddagsluren. Det er mig ellers meget imod at vække et sovende barn. Helt vildt meget imod. Men jeg kan ikke rigtig se, hvad ellers jeg kan gøre. Så nu er det nu, at du som den sidste klogeste kvinde (eller mand), jeg har overset i min overvejelsesfase, skal komme med det gyldne råd til mig. Sig gerne noget med, at det har du også oplevet med lille Hansemand og det gik over helt af sig selv…i morgen! Eller dagen efter. Og sig også gerne, hvis du synes det er helt godnat (haha, get it…godnat?) at vække hende fra luren eller omvendt. Jeg er modtagelig for alle slags råd lige nu.

Men forestil dig lige selv at skulle vække denne Zenbaby:

Yndlings

I yndlingstid med mine yndlingskvinder hersker der ingen orden:

Der er syrlig pik på bordet…og andre lækkerier, som fyldte chokolader med absinth og salmiakki:

Kvinder kan sidde med spredte ben og lade vommen og farverne hænge frit ud:

Der dimses og duttes og glemmes alt om spisetider:

Men skidt med det, når bare der er brownies nok, rødvin, cider, champagne, kaffe, Faxe kondi, gin, og frisk vand fra E.kolifrit område i ukrudtssprederen:

 

Hvad er det værste, der kan ske?

Så måske har han én dårlig dag i børnehaven.

Én dag mod så mange andre rigtig gode.

Det dør de jo ikke af. De små. Vel?

Måske styrker det ham endda? Det hører man da. Læser om det hele tiden.

Måske kan trøsten fra pædagogLene endda give ham større vished om, at hun også er der for ham i de svære situationer.

Og ikke kun mor og far.

Hey, måske styrker det netop deres i forvejen gode forhold, at han får lov at græde lidt ud ved hende. Ja, det må det gøre. Ikk’?

Måske er vi endda så heldige, at de tårer og den gråd, der var der, da hans far gik, stoppede lige efter.

Kunne det tænkes, de var en del af et spil, han afprøver for tiden? Nej, vel? Det ville vi kunne høre. Kender forskellen li’som, ikk’? Joooohhh…

Og en dag alene herhjemme er da også god for mig engang i mellem. Og alene er jeg jo ikke helt. Har jo hende bettefisen i maven, som de påstår kommer til at betyde lige så meget som ham den grædende henne i børnehaven. Det gør hun jo nok.

Altså det gør hun. Det ved jeg godt. Bare lidt svært at forstå lige nu. Ikk’? Nu hvor hun ikke græder. Li’som ham.

Og måske græder han slet ikke mere. Det gør han nok ikke. Det er jo over en time siden nu. Og hvis han gjorde, så ville de have ringet nu. Det tror jeg bestemt, de ville. En time og tyve minutter med et grædende barn. Det kan ingen holde ud. Så ville de ringe.

Så jeg ringer ikke. Vel?

Jeg laver en kop kaffe. Ikk’?

Og spiller lidt mere scrabble og indhenter den søvn, jeg ikke fik i nat mellem kl. 4 og 6. Ikk’?

Uden dårlig samvittighed. Selvfølgelig…

 

Et af livets store spørgsmål på en søndag, hvor man har fri dagen efter og mange uger derefter igen

Og hvorfor svarer den person så ikke? I ved, ham der har sat sin Philips Espressomaskine, der aldrig er brugt, men til gengæld er rød, på Den Blå Avis. Ham der har fået et bud af mig i aftes. Et bud man ikke kan afslå, må jeg tilføje. Godt nok 1000 kr. under hans pris, men hey, det er altså stadig et rigtig godt bud. Han burde hoppe og danse af glæde over, at der overhovedet er nogen, der gider eje hans røde espressomaskine! Som om rød er særlig pænt i et køkken. Det er da også kun fordi alt andet vi ejer, der kan snurre og spinde i køkkenet, er rødt, ellers havde jeg da ikke skænket den et blik.

Ha! Som om!

Og egentlig kan jeg godt lide Nescafé og kold mælk fra køleskabet, men mine gæster vil så gerne have en rigtig kop kaffe, og så er det der mælkeskum jo blevet et pokkers hit i det ganske danske land, der ikke gør det nemt at invitere nogen som helst uden man ejer en espressomaskine med mælkeskummer. Og jeg har ikke noget imod gæster. Eller mælkeskum. Eller rigtig brygget kaffe. Bevares, jeg drikker det da også gerne selv. Når nu det ikke kan være anderledes. Men det er jo ikke nemt, når sælgere af sådanne indbyggede mælkeskummere ikke gider svare tilbage, og jeg ellers har tændt bilen OG gjort plads på køkkenbordet OG bagt brownies til kaffen OG hævet pengene for at køre til Roskilde og hente den. I dag!

For hans skyld. Og mine gæsters. Naturligvis.

>Abstinenser

>Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg har et afhængighedsproblem. Eller skal vi hellere sige flere? Jeg har hovedpine, og det har jeg fordi jeg trænger helt enorm til:

- alenetid med min computer og min kære dejlige blog og alt hvad dertil hører af blogroll, kommentarfunktion og læsere.

- skabetid, hvor jeg kan tegne et referat færdigt, tegne puslespilsbrikker, som tilsammen udgør et billede, jeg bare MÅ vise jer snart.

- asocialtid med mine to dejlige mænd uden afbrydelser, andet end dem tilfældet byder os af hyggestunder, krammeminutter og kærlige grin.

- hjemmetid med mine trygge farverige rammer omkring mig og mine spirende have udenom.

- bloggerellas, som fodrer mine energidepoter med chokoladedrømme, fællesskab, skaberi, grin, kærlighed, store ører, gode fortællinger og varme venskaber.

Men lige nu sidder jeg i flytterod ved min far og hans dejlige kone, og må tiltuske mig fem minutter med rystende hænder ved den nyopsatte computer i det nyindrettede kontor. Jeg får et lille fix af synet af min lille blog, af læsningen af blogpigernes trylleord og af synet af mine elskede streger igen. Jeg sniffer et par stykker af dem hurtigt ind og skynder mig videre ind foran det nyopsatte fjernsyn, hvor Bamse kører frejdigt på skærmen. Hvis jeg er heldig kan jeg lige nå at sprøjte min lille Skrupsak ind i min højre arm og stjæle et hurtigt kys og smil fra Manden. Og senere i aften, når Focusen kører op i indkørslen vil jeg gå en stille runde i min have og mit hus og fylde resten af mit blod med de euforiserende stoffer, jeg er blevet så afhængig af de sidste par år.