Den der 7. juni, den er særlig for os

Hvert år, denne aften, sidder jeg og prøver at formulere, hvorfor jeg har fået en klump i halsen og tårer i øjnene, hver gang jeg har set på mine børn i løbet af dagen.

Hvert år, denne aften, sidder jeg og tænker på dagen i morgen, som for altid vil være dén dag.

Dén dag, hvor hun måtte give op. Den lille Isabella. Den dag, hvor hendes forældre, som allerede troede, de havde oplevet det værste en forælder kunne opleve, nemlig at kæmpe om liv og død på cancerafdelingen i et opslidende og ulideligt år, måtte sande, at der fandtes det, der var værre: At tabe den kamp.

Det er SÅ svært at finde ord, der er nok. Og alligevel VIL jeg finde lidt ord. For hun fortjener at blive nævnt. Igen og igen. Husket. Og være den evige påmindelse, hun er, på at livet er det mest værdifulde vi har, næstefter hinanden.

Det er nogens hverdag at leve hver dag uden sit barn. Det er ikke min. Men jeg tvinger mig selv til i det mindste at prøve at føle deres tab, så jeg kan forstå bare en lille brøkdel af deres smerte. Mest af alt, fordi hun også er savnet af os. Hun er en del af vores egen seksårige dreng og knap treårige pige. Den alder hun ville være nu og den alder hun var, da vi så hende sidst. Hvor ville jeg gerne have haft hende med i sommerhus i sidste uge, da vi nød Ebeltoft med hendes forældre og søskende.

Hvert år, denne aften, tænder vi lys i vores hjem. For i morgen slukkedes hendes. For tre år siden i år.

Hvorfor så trist?

I aftes midt i X-Factorfinalens pause, eskalerede dramaet om min arbejdstid pludselig. Og før end jeg vidste af det, havde jeg fået en mail fra Danmarks Lærerforening, hvori der stod, at jeg ikke måtte møde op på mit arbejde den 2. april. Forhandlingerne var brudt sammen. Forligskvinden havde kastet håndklædet i ringen. Og jeg var hermed lockoutet.

Så sad jeg der i sofaen. Der var jo i princippet ikke noget nyt i min opfattelse af tingene. Intet jeg ikke havde forventet på forhånd. Og stadig en god uges påskeferie med familien forude.

Og alligevel blev jeg overraskende ked af det. Som i grædende ked af det. Som i nedtrykt, demotiveret og inderligt trist.

Overraskende, fordi jeg ikke selv havde regnet med den reaktion. Hvilket min mand naturligvis heller ikke havde, og han spurgte derfor, hvad det mon var, der vækkede så voldsom en reaktion fra mig? Men jeg ved det ikke.

Måske var det kulminationen på flere ugers spekuleren, vejen for og imod og insisterende engagement. Måske var det følelsen af at være en ligegyldig brik i et større skakspil. Eller var det mon fornemmelsen af, at skulle gentage mig selv igen og igen i et tåbeligt forsøg på at forsvare mig selv og min faglige integritet?

Så var der farcen med Ziegler og Bondo’s skænderi i døren. Beskeden om de genoptagede forhandlinger. Ventetiden. Trætheden. Og jeg valgte dynen og søvnen. Indtil min telefon bippede omkring midnat med en pushbesked fra DR Nyheder, der fortalte mig, at der igen var sammenbrud. Og at lockouten igen var en realitet.

En besked jeg knap nok ænsede i min søvn, men resten af natten blev urolig, usammenhængende og alt for kort. Når man vågner med hoved på, er det som regel et tegn på en aften fyldt med fest og sjov. Hvor ville jeg ønske, at det var baggrunden for det hoved, jeg vågnede med i morges. Og har båret rundt på hele dagen i dag.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det hele lige nu. Og hvor jeg ser mig selv i det. Eller hvad der sker næst. Jeg prøver ihærdigt at starte påskeferien på ny i dag. Og at fokusere på større og vigtigere ting i mit liv end skolekonflikter. Som fx at Skrupsakken havde sin sidste børnehavedag i fredags. Og at han lige om lidt skal være SFO-dreng og kommende skolebarn. Det har i det hele taget været en uge med følelserne uden på tøjet på mange planer, der ikke har en disse med skolekonflikten at gøre. Måske var dramaet i aftes bare en katalysator, ligesom en dårlig b-film, der gav tårerne det frie løb, de havde ventet på at få?

I har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende

Så kom dét frem, dét som vi jo egentlig allerede troede, vi vidste. Nu ved vi bare, at vi ved det. Og det føles på en eller anden mærkværdig måde langt værre. Mere håbløst og trist.

I morgen er der planlagt demonstrationer i de større byer over hele landet som en del af protesten mod det der foregår i disse overenskomstforhandlinger. Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville deltage. Om jeg kunne se mig selv i det. For ærligt talt, så er jeg ikke sådan et menneske, der er særlig god til at vælge side og danne fælles front. Måske er det min indre Vægt, der vejer for og i mod hele tiden eller måske er det Sandwichbarnet i mig, der konstant forsøger at finde den gyldne middelvej for at få alle til at mødes i kompromiset på midten. Faktum er, at jeg kan se både og i den her konflikt.

21 Søndag forleden afgjorde det for mig, selv om det tog mig et par dage at indse det. Jeg vil være der. Både fordi, jeg ikke har lyst til at gå glip af noget, der nok går hen og bliver en historisk begivenhed engang. Men også fordi, der sker dingen und sachen lige nu, som jeg overhovedet ikke synes er i orden.

Jeg synes ikke, at det er ok, at KL og regeringen har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende overfor en masse gode tiltag i en ny og anderledes skolereform, fordi de sammen besluttede sig for at blande den til en grå uigennemsigtig masse af ufinansierede luftkasteller og påtvungne arbejdstidsregler.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de på forhånd har bestemt, hvad jeg skal mene og gøre som lærer i den danske folkeskole, når jeg står overfor forandringer af den ene og anden slags.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de sammen beslutter, at jeg pr. automatik er klassens genstridige møgunge, som bare skal køres “hele vejen” i en slags Nul Tolerance pædagogik for at makke ret.

Og jeg synes ikke, at det er ok, at den regering, jeg selv var med til at stemme ind og som jeg havde spændte forhåbninger og stor tillid til, ler hånt af Den Danske Model og retten til at føre en reel arbejdstidsforhandling som faggruppe. En rød regering!?

Jeg kan faktisk godt leve med, at Antorini stiller sig op og gør sig klog på, hvad hun mener er ny og spændende undervisning, som jeg ikke allerede udfører, nu på 13. år. For det er hende, der kommer til at se dummere ud, når hun gør det. Vi andre, både vi forældre, vi lærere og vi, der holder os bare en lille smule opdaterede i medierne, ved jo godt, at man i mange år har arbejdet både praktisk/musisk, projektorienteret, med flere læringsstile og i team på tværs af fag og klasser i folkeskolen.

Og jeg kan også godt leve med, at man vil tilføje noget, man vil kalde aktivitetstimer for at kunne forsvare, at man forlænger børnenes skoledage markant, fordi man i virkeligheden vil skrue på et helt samfunds arbejdstidsregulering. Bevares, vi ved jo alle, at vi er færre, der skal passe mange lige om lidt, så jo mere vi alle kan arbejde, jo bedre. Vi er nødt til at effektivisere alle steder. Jeg ville ikke synes om det, men jeg ville kunne leve med det, og jeg ville få det bedste ud af det, fordi det måske betød, at nogen havde en idé om, at det gav en bedre skole for vores børn og et bedre samfund for os som helhed. På den lange bane.

Men jeg kan næsten ikke leve med det, hvis der ikke er netop den idé med det hele. At skabe noget bedre for os alle på sigt. Og at man alligevel dækker det ind under den agenda.

At det hele i stedet handler om taktik og økonomi, som i den sidste ende blot skal munde ud i nogle tal nederst på bundlinjen, der beviser at en rød regering godt kan finde ud af at tænke økonomisk strategisk og imens lukke ned for solidariteten og socialismen. At bevise, at rød kan godt tænke blåt.

Tillykke, jeg tror, I når målet Kære Regering. Jeg håber, I har jer selv med hele vejen derop, og at alle de værdier, I gik ind i politik med engang, stadig ligger godt gemte i jeres hjerter. For det føles for mig lige nu, som om nogen af jer, har tabt dem lidt på vejen mod toppen. I har i hvert fald tabt mig, og min stemme vandrer på nuværende tidspunkt hjemløs rundt derude et sted.

Så i morgen kl. 17 er jeg at finde på Christianborg Slotsplads sammen med forhåbentligt tusindvis af andre, der tænker bare en lille smule som jeg selv. Måske er vi ikke 100% enige om alting, os mange tusinde demonstranter, for vi er jo en broget flok af humanister, vidensskabsfolk, sportsudøvere, musikere, kunstnere, sprognørder, matematikere og meget mere. Men vi er enige om én ting, og det er at det ikke er i orden, det I har gang i lige nu, KL og Kære Regering!

Limboland

Jeg er ikke holdt op med at synes noget om hverken skolereformen eller overenskomstforhandlingerne. Jeg har bare trukket stikket lidt på min deleknap, mens vi befinder os her i limbolandet mellen forlig eller lockout.

Der kører vildt mange gode og saglige debatindlæg, artikler og oversigter rundt derude i cyberspace, både med det ene og det andet argument for og imod det hele. Og jeg læser. Og forholder mig til det. Lige som alle mine kolleger også gør. Og vi deler med hinanden og snakker med hinanden både online på computeren og inline i kaffekøen på lærerværelset.

I fredags blev jeg simpelthen overhalet indenom af en kæmpe træthed, svært forstærket af den halsbetændelse, jeg fik i tirsdags og først havde tid til at få penicillin til torsdag. Hele weekenden gik med at vågne op igen, og jeg hænger stadig lidt. Og det gik op for mig, at jeg havde brugt al min fritid på hele det cirkus, der kørte på de sociale medier og i nyhedsforarerne. Fordi jeg havde sat mig for, at jeg ville forstå og jeg ville være nuanceret i min forståelse. Jeg ville ikke falde i fælden, hvor jeg pr. automatik overtog alle Danmarks Lærerforenings holdninger, bare fordi jeg var lærer. Jeg ville bevare min evne til at se det hele fra begge sider og forholde mig kritisk, så vidt muligt, til selv mine egen argumenter. Det vil jeg stadig. Og jeg deler ikke bare alt, der støtter op om min faggruppes sag, bare fordi.

Jeg tror, det er en vigtig ting at kunne. At ikke lade sig rive med af vreden og bitterheden, og måske endda angsten, over alt det der måske kommer til at ske af forandringer. Men i stedet holde det hele lidt ud i strakt arm og se det lidt fra oven…og fra siden…og måske endda nedefra.

Og nu holder jeg så lige en tænkepause. Og mærke/følepause, hvor det hele får lov at synke ind, blive fordøjet og forstået og i mellemtiden finder de store mænd på toppen måske ud af det hele for os. Eller også gør de store damer på den højere top det måske. Jeg lover, at jeg ikke er stille helt indtil da. Men lige nu skal jeg lige finde fokus igen. Og passe mit arbejde og mine elever. Som lige nu skriver projektopgaver om det at være i et andet limboland, nemlig mellemlandet Barn til Voksen. Ingen af dem skriver om skole. Hverken den halve eller hele skole. Og de gør lige som jeg, fornemmer jeg; holder sig for ørerne og traller højt, og håber på, at det hele falder på plads lige snart, så vi kan få lidt arbejdsro igen. Jeg er (næsten) ligeglad med i hvilken retning det ender. Bare det ender. Snart.

Heldigvis venter påsken lige forude. Jeg spår, at det bliver en af de ferier, som mine kolleger og jeg kaster os over målstregen ved og sukker lettet over at være nået til.

Måske skriver jeg i morgen om det hele igen. Måske skriver jeg om noget jeg har syet eller strikket…eller tegnet. Måske hører du først fra mig i næste uge. Nu ved du hvorfor.

Kære Margrethe Vestager

Det er et modigt træk, du gjorde i nat. Først på din Facebookprofil og senere via Berlingske. Det er en af grundene til, at jeg altid har haft enorm stor respekt for dig som politiker. Fordi du tør at melde ud. Også når det er upopulært. Man kan vist godt konstatere, at du har en ret stor skare af vælgere blandt lærerne, hvilket jo bunder i, at du gentagne gange har talt vores sag og plederet for, at man også skulle lytte til os som faggruppe.

Du er var min favorit som statsminister. Du er var for mig indbegrebet af statsministerpotentiale med dit nærvær, fornuft, økonomiske forståelse og respekt for individet. Du er var min sidste tro på denne regering, som jeg desværre selv har stemt ind.

Så når du så vælger at give mig en opsang en søndag morgen, for at bakke op om den overenskomstkonflikt, min faggruppe står midt i, så lytter jeg. For det plejer jeg at gøre, når du udtaler dig. Ofte sidder jeg og nikker, når du bliver citeret i pressen, og jeg forsvarer dine holdninger i de politiske snakke jeg har med venner og kolleger. Fordi jeg er enig. Eller fordi jeg synes du argumenterer godt for din sag og dermed måske endda ændrer min mening. Og hvis ikke vi er enige, så respekterer jeg alligevel (næsten) altid den holdning du fremfører, da den som regel netop er velargumenteret og velformuleret.

Og nu sidder jeg her. Og læser artikelen på Berlingske igennem igen og igen. Og leder efter det, der skal få mig til at bakke op om dig igen. Det der skal give mig den anden vinkel på min situation. For det vil jeg gerne. Kunne se tingene fra flere sider og forholde mig kritisk til mine egne opfattelser også. Og jeg nikker, når jeg læser at du siger: “Vores ambition er at gøre skolen bedre. I stedet for at tro, at man kan opnå større mål ved at have samme forberedelse til alle fag, må vi gøre tingene anderledes.” For ja, vi skal gøre tingene anderledes end nu og vi skal gøre det bedre. Og det er forskelligt, hvor meget tid, hvert fag og hver lærer bruger på forberedelse. Men det er jo netop konkluderet af flere forskere og undersøgelser, at det ikke gøre læringen bedre at bruge mere tid på undervisningen. Hvorfor overhører du det? Du plejer ikke at lukke ørerne for kompetente faglige vurderinger. Hvorfor nu?

Og du forholder dig til plakaten, du kører forbi hver morgen, men forholder dig ikke til det ord på plakaten, som særligt sætter lærerne og forældrene i opposition: Heldagsskole. Din agenda går på lærerne. Og deres forberedelsestid. Som jo er en konsekvens af heldagsskolen. Og som skal finansiere hele jeres reform. Og som du derfor selv var med til at blande sammen til en grå uigennemsigtig cocktail, da du gik med til reformen.

Og du gør noget ved mig, som lukker mine ører, min hjerne og mit hjerte. Du taler ned til mig. Pludselig. Ud af det blå. Først med et billede af et æble på din Facebook, hvor du sagde jeg var Dagens Helt, netop som du havde offentliggjort reformudspillet sammen med Antorini. Og nu igen, hvor du i de sene aftentimer forbereder mig på, hvilken lussing jeg kan forvente at vågne op til næste morgen i pressen. Og jeg skal lige vænne mig til, at du ikke længere nødvendigvis taler min sag. Eller lytter til mig. For du lytter til noget andet nu. Og det prøver jeg at forstå, hvad er. Fordi du før har gjort dig fortjent til, at jeg brugte energi på at forstå dig.

Og du får mig derfor til at tænke, at måske er det mig, der er noget galt med. Måske er den sag, jeg kæmper for lige nu helt tosset. Måske har jeg misforstået det hele og er røget i lemmingsfælden. For når Margrethe Vestager kan være så skråsikker i sine holdninger, at hun bryder al god pli og etik og finder det nødvendigt at blande sig i en overenskomstforhandling. Så må der da være noget om snakken. Også selv om det er mig selv, der står for skud.

Og så slår det mig: Er det strategien Margrethe? Er det dét I har tænkt, da I valgte at lade dig gå ud med den pressemeddelelse til Berlingske? At hvis de (læs: lærerne) vil lytte til nogen, så må det være dig. For dig respekterer de. Dig kan fleste af dem lide. Du er deres yndling. Er det dét I har tænkt? Jeg spørger, fordi jeg ikke kan finde argumentet i dine ord for, at det er i orden, at du som politiker pludselig går ind og blander dig i mine arbejdstidsforhandlinger og på den måde påvirker processen politisk. Du siger, at det er mig, der blander det sammen. Men det er det jo ikke. Det er dig. Og regeringen.

I startede det“, ville man høre ude i skolegården i det store spisefrikvarter. Søndag er min uges spisefrikvarter, og jeg starter den med at tude højt og pege fingre og med at miste troen på en mine største rollemodeller fra de store klasser. Hende som jeg troede var reel og som normalt bakkede mig op, når de andre store drillede. Hun vendte mig ryggen i det frikvarter og brugte sin retoriske styrke på den grimmeste mobbende måde, jeg har set længe. Og det skal jeg lige forstå hvorfor. Jeg leder stadig efter en voksen, der kan hjælpe mig med at løse konflikten.

I stedet vil jeg nu holde frikvarter resten af dagen. For det trænger jeg til. Mit hoved er ved at eksplodere af stillingstagen og tankevirksomhed om mit professionelle jeg og dets nærmeste fremtid. Og det er godt. For jeg prøver at forstå. Og at finde mening i det hele. Men din udmelding Margrethe, den fik det til at koge over et øjeblik. Og derfor skal jeg have en pause nu.

God søndag til dig og dine
AB

Grundlæggende…ikke imødekomme…ønsket om…at modernisere

Der blev, som forventet, varslet lockout i dag kl. 13.00 for alle folkeskolelærere. Jeg sad og så det på lærerværelset på min ipad og tog et par fine screen dumps til jer.

Jeg ved ikke med dig, men når jeg hører ordet ‘modernisere’ så tænker jeg 80er og 90er-retorik. Men i dag fandt jeg ud af, at det er mig, der er håbløst gammeldags og helt grundlæggende forandringsangst: (læs teksten i det gule felt).

IMG_0273IMG_0274KL er simpelthen i gang med at modernisere mine arbejdstidsregler. Jeg burde være glad. Det er jo ligesom at få et helt nyt køkken bare ved at male mine låger.

Men som lærer er jeg åbenbart grundlæggende imod ønsket om modernisering. Eller er jeg imod modernisering i det hele taget? Nå nej, jeg er ikke grundlæggende imod det. Jeg vil bare grundlæggende ikke imødekomme ønsket om at modernisere. Aihmen, er jeg den eneste, der synes, at den sætning er noget vrøvl?

Hvad ved jeg? Jeg er jo også bare dansklærer.

En dansklærer, der faktisk godt kan lide fornyelse. Jeg trives forbavsende godt i fornyelsen. Hungrer ligefrem efter den ind i mellem, når der går for meget hverdag og rutine i den. Ja, også gerne fornyelse og forbedringer undskyld, modernisering af mine arbejdstidsregler. Jeg har længe syntes, at de var håbløse at finde rundt i og skabe overblik over. Så nej, det er jeg ikke imod. I ved vist godt, hvad jeg er imod i denne sag. Det er der heldigvis også en del andre der er, efter LIKE-knappen at dømme på det indlæg. Det handler jo ikke bare om at forandre for forandringens skyld. Det handler om at forandre til noget, der er bedre. Det ligger ligesom i ordet ‘modernisere’, ikke?

Så skal vi ikke bare blive enige om, at det her ikke handler om, at lærerne er grundlæggende imod ønsker om moderniseringer. Vi har faktisk selv foreslået nogle ret markante forbedringer af vores arbejdstidsaftale, som vi synes giver en bedre skole for vores børn. Det er stadig dem, vi laver skole for, ikke?

Vi lærere er også professionelle nok til at kunne se, at lige netop de moderniseringer KL kræver, kommer til at koste os endnu mere arbejde, som vi ikke får ekstra løn for at udføre. Fordi de selvsamme moderniseringers besparelser skal bruges til at finansiere en stor politisk skolereform, som ellers ikke kunne realiseres rent økonomisk. En reform, som jeg for øvrigt godt kan se en masse gode tanker bag på trods af kritikken. Så nej, jeg er ikke pr. definition imod alt nyt, bare fordi jeg er lærer. Bare så vi forstår hinanden.

Hvis jeg ikke var lærer…

Lad os bare for et kort øjeblik lade som om, jeg ikke var lærer i den danske folkeskole. Lad os nu bare sige, at jeg “bare” var forælder til et kommende skolebarn. Et barn, der skal starte om en måned i mini-SFO.

Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Hvad så hvis, jeg ER lærer. Og overraskende måske (for nogen) ikke pr. automatik var imod forandringer. Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Ok, men lad os så sige, at jeg var lærer OG forælder til et kommende skolebarn OG omstillingsparat på én gang. Måske endda ligefrem søgte efter forandringer på folkeskoleområdet. Hvad så? Tror du, jeg er imod?

Du har ret!

Hvad er jeg så imod?

  • Jeg er imod, at man vil bestemme over mit barns og min fritid sammen.
  • Jeg er imod, at man ikke tilgodeser det rige forenings- og klubliv, vi har i Danmark.
  • Jeg er imod, at man ikke lytter til forskere og andre eksperter på området, og at man direkte fordrejer deres vurderinger, så de passer til ens egen agenda.
  • Jeg er imod, at man lover forandringer i en skole, der trænger til det, og ikke har det økonomiske fundament eller de pædagogiske og didaktiske begrundelser i orden til at holde, hvad man lover.
  • Jeg er imod, at man presser en overenskomst ned over hovedet på lærerne og dermed blander politik og arbejdstidsforhandlinger sammen.
  • Jeg er imod, at man lader som om, man vil forhandle, når man allerede inden har bestemt sig for, at det vil man ikke.
  • Jeg er imod, at man spilder min tid både som forælder og som lærer og som ildsjæl, når man alligevel ikke har tænkt sig at lytte til, hvad jeg har at sige.
  • Jeg er imod, at jeg ikke kan gøre en skid ved det hele og føler mig låst fast i en forhandling, der i virkeligheden er et diktat fra min øverste chef.

Men mest af alt, er jeg imod, at man ikke kigger på vores børn. Og finder ud af, hvordan vi allerbedst, sammen, ALLE os der arbejder med deres skole, kan tilgodese de behov, de hver især har for god undervisning og udviklende læring. Vi er skole for børnene. Og det synes jeg, man glemmer lige nu. Og det er jeg virkelig meget imod.

Aaaaaih maaain, kåsteer’t nå’e?

Jeg sidder midt i opgaveskrivningen, når jeg altså ikke arbejder og passer børn og går på syskole og blogger og alt muligt andet.

Men der er noget, der forstyrrer min evne til at tænke klogt om læsevejledning i folkeskolen i disse dage, og det er reformudspillet om folkeskolen. Det fylder selvklart meget for både mig, mine kolleger og en stor del af mit netværk for tiden.

Og lad mig lige starte med at slå fast, at der er faktisk ikke ret meget i den her reform, som jeg ikke bakker op om. Jeg synes virkelig, at det er en ret god reform. Hvem med en lille smule interesse i børn og undervisning kan ikke bakke om dette: Engelsk fra 1. klasse, større fokus på den praktiskmusiske dimension, bedre muligheder for to voksne i undervisningen, mere og bedre undervisning i dansk og matematik, mere anvendelse af it og digitale læringsformer, inddragelse af elever og forældre og øget fokus på trivsel, en udskoling med øget fokus på overgangen til ungdomsuddannelser og inklusion – en folkeskole med plads til alle!

What’s not to like? OK, nogen (læs:jeg) er ikke hooked på idéen med heldagsskolen. Og andre, synes ikke aktivitetstimer er et hit. Men altså, de store træk er jo fine.

Ja, man har endda tænkt sig at fjerne en stor del af det unødvendige bureaukrati. Min største kæphest ved folkeskolen.

Men altså, det er luftkasteller for mig. For de har lavet en indkøbsliste uden at have penge med til købmanden. Og alle kan godt se, at det kunne blive et brag af fest med de varer, der står på listen. Hvis bare man havde pengene. Og tiden. Og aftalen med deltagerne på plads. Det har man bare ikke. Og jeg fatter ikke, hvorfor de ikke har tænkt over det.

Jeg . fatter . det . ikke . !

Min barndomsveninde, som også er lærer skrev sådan her på sin Facebook i dag:

Klokken er 22 og endnu en aften er gået med at besvare mails fra forældre og kollegaer, forberede undervisning og læse PPR indstilling igennem, inden den sendes videre i systemet. I morgen tidlig kl. 7.30 lægger jeg ud med et møde med forældre og en elev. Gad vide om Antorini synes jeg har hvilet for meget på laurbærene, inden jeg har fortjent at holde weekend?

Min egen dag startede kl. 8.00 og sluttede kl. 16.15 efter et teammøde, og nu sidder jeg lige og kigger på undervisningen til min engelsktime i morgen i Niendeklassen. Men det er min egen fejl, at jeg sidder så sent. Jeg tillod mig at holde aftenen fri til egne fornøjeligheder på Syskolen. Klaphat!

Prøliåhørher…De der 16 timer, ikk. Som en gennemsnitslærer åbenbart underviser om ugen. Det er retorik venner! Det er ikke virkelighed. Det er et gennemsnit, der er regnet sammen ved at tælle ALLE læreres undervisningstal sammen. Og det er ikke realistisk. For vi er nogen, som ikke har ren undervisning. Fx har jeg 100 timer læsevejledning om året og 3 lektioner faglig støtte om ugen. Og så får jeg 200 timer om året til mit studie, fordi jeg læser for at kunne udfylde den rolle som læsevejleder, som jeg har fået tildelt.

Mit ugentlige undervisningstal er 17 lektioner + de tre faglige støtte timer. Dvs. 20. Min kollega er AKT-lærer. Hendes ugentlige undervisningstal er endnu mindre.

Men det er fordi vi laver noget andet. Som man for øvrigt også forbereder sig til. Og bruger masser af tid på ved siden af. Det er bare ikke undervisning. Og mit og hendes skema tæller ned for resten af flokkens 23-25 lektioner, hvilket ikke virker sådan helt fair, vel?

Men det er god retorik. Og det forstærker en sejlivet myte om os skolelærere og vores lange ferier. Nu fortæller jeg dig så, at IT AIN’T SO! Fortæl det gerne videre, til dem der gider lytte. Og endnu hellere til dem der ikke gør.

Se her Fru Thorning og Hr. Fabrin!

Jeg sidder hjemme under dynen med en næse så lang. Dels af snot. Dels af skolereformslæsning.

»Nu kan vi se, at borgerne har nøjagtig den samme opfattelse som os. Folkeskolen er ikke god nok. Produktet er ikke godt nok. Der skal tilføres mere undervisning. Og det kan man kun få, ved at lærerne tilbringer mere tid sammen med eleverne«, sagde Erik Fabrin, som er næstformand i Kommunernes Landsforening blandt andet til Politiken den 29. november.

Undskyld mig, Hr. Erik Fabrin. Men hvordan er den påstand og det argument indlysende? Produktet er ikke godt nok, siger du. Det er vi faktisk til dels enige om. Men det bliver da ikke et bedre produkt af, at man presser dem, der skal levere det yderligere og skærer deres mulighed for at forbedre produktet væk.

Jeg er selv leveringsdygtig af det produkt, som Erik Fabrin og befolkningen ikke kan lide. Jeg leverer varen hver dag i min klasse med de midler og muligheder jeg har. På min fabrik udvikler jeg selv min vare, organiserer den og producerer den. Jeg udtænker nye idéer til produktets design, produktets udførelse og produktets markedsføring. Det er vigtigt at jeg tænker kreativt og i målbare resultatskurver, så min øverste leder kan bruge mit produkt til at promovere sig selv og firmaet både i en stor verdensomspændende konkurrence og et mindre landsdækkende kapløb på fire år. Samtidig med at jeg selv står for hele produktionen af mit produkt, fra idé til udvikling til udførelse til levering, så skal jeg også forholde mig personligt til hver enkelt af mine forbrugere og deres individuelle modtagelse af produktet. Det er dem der skal bruge mit produkt, så det er vigtigt, at det er tilpasset specifikt til hver enkelt af dem. Det står i min personalehåndbog på side 1, at det er et af firmaets vigtigste mål. Eller er forbrugerne ikke netop en del af det produkt, Erik Fabrin taler om?

Og det er her jeg bliver forvirret. For hvordan kan vi overhovedet tale om et produkt i denne debat?

Vi har med mennesker at gøre! Meget små mennesker og lidt større mennesker, der er på vej til at blive hele fuldvoksne mennesker. Og dem bruger vi altså også tid på. På vores fabrik.

Og når regeringen og KL siger til mig, at jeg skal bruge mere tid med disse mennesker, så bliver jeg glad. Men når de så samtidig også siger, at jeg skal bruge mindre tid på at gøre dette samvær med de mennesker kvalitativt, trygt og udviklende. Så bliver jeg ked af det.

I må gerne skære i min forberedelse til hjemkundskab, for helt ærligt, jeg bruger ikke den tid på det, som jeg får. Til gengæld bruger jeg mere tid end den jeg får, når jeg er dansklærer, engelsklærer og ikke mindst klasselærer. Det samme gør min tysk-, matematik- og naturfagskollega osv. Var det en idé, at man ikke skar i den tid, der samtidig skal være eksamensforberedende? Eller den tid, der påvirker trivslen og læringsmiljøet i den enkelte klasse og for den enkelte elev?

Var det en idé, at man kiggede på de enkelte fag hver for sig, og måske endda vovede sig derhen, hvor man gav tid og løn for kvalifikationer, kompetencer og arbejdsområder, som man gør det på andre fabrikker og virksomheder. Nu hvor vi har valgt den retorik at sammenligne os med. Hvor man gjorde op med den tanke, at det skal være ens for alle ansatte, og i stedet belønnede dem, der gjorde noget godt for udviklingen for at nå de endelige mål på bedste vis. Taler jeg om bedste testscore? Hell no! Testresultater siger intet om en lærers eller en skoles formåen, med mindre de bliver sammenlignet med tidligere resultater af den præcis samme målgruppe. Jeg taler om vidensdeling, videreuddannelser, kompetencegivende kurser, løntillæg, ekstra forberedelsestid, innovative udviklingsprojekter og lignende produktudviklende tiltag. Måske ville det forbedre produktet?

Var det en idé Hr. Erik Fabrin og Fru Helle Thorning?

For helt ærligt, som det ser ud lige nu, med den idé I har fået sammen, så er jeg ikke sikker på, at jeg hverken selv orker at blive på fabrikken meget længere, og ej heller ønsker for mine børn, at de skal modtage den vare, der bliver leveret derfra. Men måske er I heldige, og jeg er den eneste, der tænker sådan. Måske kan forbrugerne godt lide det nye produkt, I er ved at udvikle sammen. Og så er alle jo glade alligevel. Og nye fabriksarbejdere, kan man jo altid finde, ikke? Især i disse tider.

Jeg har mere…hvis du orker

Jeg har tænkt og tænkt det meste af natten i går. Fik faktisk næsten ikke lukket et øje. Hvorfor gik den dokumentar mig så meget på? Og hvorfor ramte den så hårdt ind i det meste af den danske befolkning? Og har kloge Anne ret, når hun skriver, at det handler om at finde en syndebuk? Ja, det har hun. Det behøver vi bare se på TV2′s Facebookside i dag for at konstatere.

Men jeg tror, jeg er ved at have fundet frem til, hvorfor jég i hvert fald blev så vred.

Lidt fordi, der var et forældrepar, der sagde ja til at give deres to yngste børn væk, fordi de måske ville dø af HIV inden for fem år. Vi er enige om, at de også er ofre, men det kan ikke tage det faktum væk, at de solgte deres egne børn.

Og lidt mere fordi, der var nogle pengestærke adoptionsbureauer, der var svinske nok til at manipulere med de stakkels syge forældre. Og korrupte nok til at snyde dem senere hen i processen.

Og ja, jeg blev vred på det danske adoptivforældrepar, der naivt troede på, at man kunne hive en fireårig op med rødder og hjerte og derefter automatisk forvente, at hun tilpassede sig og rettede sig ind efter sine nye forældres regelkodeks.

Og ikke mindst de danske myndigheder, der lader sådan noget her ske igen og igen. Og ikke gør noget før en manipulerende sensationslysten dokumentarist maler billedet så sort og hvidt for dem, at den fjerde statsmagt tvinger dem ud i at tage stilling.

Jeg bliver også virkelig vred over at møde en psykolog, der rådgiver et forældrepar til at være reserveret over for deres barn i sorg, og en veluddannet psykiater, der ikke selv formår at vise sin adoptivdatter den kærlighed og omsorg, som hun grådkvalt og rådvild viser sin mand og kameraet, at hun rummer, da datteren for første gang kommer hjem fra sin aflastningsfamilie og har fået en nyttehave i gave.

Og jeg bliver for alvor vred over alle de voksne, der vælger, at det er ok at følge et fireårigt etiopisk barn i seks år med et kamera og lade hele hendes ulykkelige historie blive allemandseje på landsdækkende dansk TV i den bedste sendetid.

Men mest af alt, og det der gør mig virkelig vred, er at det eneste Masho nogensinde har sagt i al den tid dokumentaren står på, er FRA! Hun siger fra. Igen og igen. På den eneste måde hun kan i et land, der ikke taler hendes sprog, hverken verbalt eller menneskeligt.

Og det er der ingen der hører eller tager alvorligt. Ingen der anerkender. Tværtimod.

Og dét gør mig vred. På dem alle. Virkelig harmdirrende vred.

For mig, handler det ikke om at placere skyld, for jeg synes den er ret nem at placere hele vejen rundt i det voksne system. Det handler tværtimod om at nogen ikke har været sin opgave voksen. Og at nogen ikke har taget barnets tarv alvorligt. Og man derefter har valgt at lave en sensationshistorie ud af det i den gode sags tjeneste. Målet helliger midlet mener både dokumentaristen, TV2 og adoptivforældrene. Historien skal ud, siger de. Det er en vigtig historie at få fortalt.

Og jeg er enig. Men det er på bekostning af en lille pige, der hedder Masho, som kommer fra Etiopien og bor på et børnehjem i Danmark. Og det gør mig vred. Og ked af det.

Jeg skal se programmet igen i aften. For jeg må se, om der er noget jeg har overset. Noget der forklarer det hele for mig og giver mig den åbenbaring, der viser at det er det hele værd for Masho.