Trine har skrevet poesi ved hjælp af sine statusopdateringer fra 2012. Det starter med den første hjertelyd. Det bliver ikke smukkere i min verden.

Vi kom igennem år 2012. Verden gik ikke under, det første år med barn nummer to slog os ikke omkuld og livet efter barsel gjorde ikke ondt på nogen.

År 2012 har været det år, hvor vi lærte vores lille nye familiemedlem at kende. Året, hvor hun poppede ud af sin lukkede indre verden og langsomt inddrog os mere og mere i sine kluk og småsnakke. Hun anerkendte os ved at sige vores navne højt, løbe efter os og stole nok på os til at turde gå væk fra os også. Hun omfavnede sin storebror og alt han står for og følger ham med beundrende blikke og forundrede hovedryst. Året med Ananassen har været oplevelsesrigt, morsomt og øjenåbende for os alle.

Det var også året, hvor Skrupsakken begyndte at hvile i det menneske, han er. Hvor han tog sine første skridt ind i fordybelsens verden. Han fandt ud af at ét bogstav, sat sammen med et andet, byggede ord, der kunne gives videre, og at en legoklods sat sammen med en anden byggede en ny verden op omkring ham. Han lærte at følge opskrifter. På at bygge verdener op og på at være menneske. Og han retter så småt de sidste til hen ad vejen, så de passer til det menneske, han kan lide at være. Han forstærkede de venskaber, han allerede har så kære, og kom nærmere de familiemedlemmer, som han sommetider synes han kan være lidt for genert til at vise åbent, hvor meget han holder af. Han sluttede sit år af med at sige, at det skulle være jul altid. For så kunne man altid være sammen med sin familie.

Min mand brugte sit år til at finde sin form. Han cyklede rundt i det sjællandske skove og frem og tilbage til arbejdet og dag for dag forsvandt der lidt mere af ham. På årets sidste dag blev jeg også bedt om at trimme hovedet på ham, så de glatte områder på hans isse ikke længere stod alene. Jeg synes, han ser brandgodt ud, men det har jeg jo hele tiden synes. Nu synes han det vist også selv, og det er virkelig fedt at se. Han er stadig verdens bedste far, og da han holdte sine ti ugers barsel med Ananassen, var det fantastisk at se, hvordan han virkelig nød at være sammen med både børnene og mig. Jeg elsker den mand så højt. Han er mit ét og alt, og jeg synes vi er så stærke og gode sammen. Vi brugte hans barsel på en rejse tilbage i tiden. Vores gensyn med USA var på én gang bekræftende og konkluderende. Det var dejligt at være tilbage og ikke mindst se de mennesker, vi holder så meget af. Men det var også tydeligt for os, at vi valgte rigtigt, den dag vi valgte at rejse hjem til Danmark igen. USA var en oplevelse for os. En oplevelse, vi ikke ville have været foruden, men det var også en begrænset periode, og det vi har her nu, det er ubegrænset tid. Med familien. Men et samfund, der passer til os og vores værdier. Og med jobs, der gør os glade og giver os frihed til at være familie. Sammen. Vi har det godt og priviligeret.

I 2013 kunne jeg godt tænke mig at finde min form, min opskrift og mine ord igen. Jeg vil rigtig gerne have skrællet lidt af mine barselslag af. Finde ind til den kvinde, der jo stadig gemmer sig derinde. Også selv om Skrupsakken siger, at han elsker at have verdens blødeste mor. Jeg tror godt, jeg kan bevare lidt af den blødhed alligevel. Opskriften på en blanding af det gode berigende arbejdsliv og det værdifulde nærende familieliv, den vil jeg gerne finde. Jeg er så småt ved at have fundet de enkelte dele, der skal sættes sammen i det for mig. Nu skal blandingsforholdene bare på plads også. Hvornår er for lidt for meget og omvendt. I kender det. Og den er så individuel den opskrift. Det der passer for den ene, er helt forkert for den anden. Og sådan er det jo. Jeg skal finde min. Og gøre det til vores familieopskrift. Og ordene har jeg jo. Og jeg deler dem gerne. Både her og på Billedguiden. Men de skal finpudses, de ord. Og have lidt mere retning. Herinde får de stadig lov at flagre i vildskab, som de altid har gjort det. Det er min pointe med bloggen. Men når det handler om billeder, ord, undervisning og børn, så skal de gøres klarere. Og skarpere. Det er et af de vigtigste mål, jeg har for mig selv i det kommende år.

2012 var et springbræt. For mine børn, min mand, mig selv og måske også for den folkeskole, jeg er blevet en del af. Vi lander i 2013. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i min lille familie, nok skal lande sikkert på vores ben (eller cykelhjul). Folkeskolen kan jeg måske godt tvivle lidt på, men så rejser den sig igen. Og det kan måske også være meget godt at vælte lidt engang i mellem. At komme lidt ud af balance og være tvunget til at finde sit faste ståsted igen. Forhåbentligt et bedre ståsted. Måske et nyt. Og stærkere. Jeg er med den. Og holder fast så godt jeg kan, hvis den vælter. Og hjælper den inderligt gerne med at komme op og stå igen.

Glædeligt nyt år for jer alle. Og TAK fordi I gider læse med i mine personlige kringelkroge. Uden læsere, ingen blog, ingen pingpong. Jeg glæder mig til at møde det nye år sammen med jer og mine kære.