Hit and run på Nordjylland

Vi har været i Jylland igen.

For fjerde gang i tre uger for mit vedkommende. Vi lavede et hit and run på Frederikshavn. Kom i går eftermiddags, fejrede min morfars 75 års fødselsdag og rejste hjem igen i formiddags. Molslinjen tur/retur.

Og bare det, at vi lige havde lørdag formiddag og søndag eftermiddag herhjemme, gjorde at det alligevel smagte lidt af weekend. At vi alligevel nåede at geare helt ned og bare være sammen og lege og småskændes lidt med hinanden.

Hvor andre får udrejselængsel og lyst til at se nye steder om foråret, får jeg lyst til at være hjemme i min have og bare følge tingene, som de springer ud.

Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå en tur i haven og se forandringerne siden jeg tog afsted. Er noget nyt sprunget ud? Har hostaerne mon overlevet vinteren? Er klematisen kommet højere op af legehuset siden sidst? Mon pæonen er kommet op over jorden? Har kastanjen det godt? (…og det har den!)

Og jeg ved godt, at det tangerer mormorstadiet, men jeg elsker virkelig bare at se det hele gro lige for øjnene af mig. Og at se min lille familie midt i det. Bruge det og vælte det og nyde det. Haven bliver det ekstra legerum, vi ikke har i huset. Vi har spist ude hver dag siden påsken.

Jeg kan fornemme, at vi går sådan en sommer i møde, hvor tre haver bliver til én inklusiv vejen. Ananassen kører frit mellem genboens og vores egen have sammen med sin gode ven Carl. Den anden genbo, Bertram kommer så småt med i legen også og ingen af de tre går særligt meget op i grundskel eller ejerrettigheder. Som venner vi deles. Og vi elsker det allesammen. Det styrker fællesskabet yderligere og presser os voksne til at komme ud af vores vinterskal og snakke med hinanden igen. Så foråret er hjemmetid for mig.

Jeg har hjemmearbejdsdag om mandagen og lige i morgen passer det mig rigtig fint at have hele dagen herhjemme alene. Have ro til at arbejde, mens de andre er afsted, og være hjemme i rammen imens.

På onsdag

Man kunne jo godt skrive et indlæg om alle de tanker, man gjorde sig for to år siden, da man sad tyk og oppustet og ventede og ventede på tiende dag over tid. Men det gider jeg ikke.

For lige så langsomt som tiden gik i de dage. Lige så hurtigt er den gået siden. Og på onsdag skal vi fejre Ananassens to års fødselsdag. Hun snakker om ALT, danser, synger, filmer, faker, puzzler, tryller, slår smut med både øjne og sten og er i det hele taget bare en fest at være sammen med. Jeg er vild med, at hun kom forbi vores hus og blev her.

Hun er en stor pige nu, og spørger du hende, er hun næsten lige så stor som sin storebror. Kan det samme som ham. Næsten. Hun prøver i hvert fald med de knubs det medfører. Xerox kalder vi hende. Hun er skide ligeglad med at blive kaldt en simpel kopist, hun vil også kunne dance breakdance, regne på fingre og køre uden støttehjul. Og så er hun selv blevet mor. Det kræver jo sine kompetencer; som fx at kunne holde en taske rigtigt på skulderen. Det mestrer hun også!

Her i huset støtter vi kunsten

Og når man som forælder er så naiv at tro, at man begge to kan sætte sig inde i sofaen og søndagseftermiddagsstene (johooo, vel er det så et ord!) den, mens begge unger befinder sig andetsteds i huset uden at larme, så risikerer man at møde følgende syn:

Ananassen havde lige fundet mit spritlager og havde udfoldet hele sin artistiske søndagsblues ud på køkkengulvet. Det var dog ikke værre end at det kunne tages af med lidt vand og sæbe. Ikke meget kunstdrama over noget, der kan vaskes af med sulfo, vel?

Sort arbejde

Det sker ind i mellem herhjemme, at en af os får en vild idé efter kl. 21.30 om aftenen. Som at flytte om i stuen. Eller at male et maleri. Eller at sy tre par leggins. Eller at grave tørv op hele vejen rundt om legehuset og plante de høstanemoner og hostaer, nogen lige har fået af sin svigermor. I mørke.

Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker. Men det er jo mig. Det havde I regnet ud, ikke?

Og så kommer jeg alt for sent i seng, når det sker. Og ind i mellem er der så også et barn, der vågner tidligere end sædvanligt. Gerne efter en af den der slags aftener, der peekede efter 21.30. Og barnet har feber. Og så kan man ligesom godt regne ud, at man ikke får det barn til at sove videre, ikk’?

Så her sidder vi. Barnet og jeg. Hun med iPad’en og feberen, jeg med bloggen og snotnæsen, og vi er trætte. Men vi har nye leggins på og pæne blomster i haven. Jeg er for træt til at poste billeder. Se med på Instagram, hvis du ikke kan være i din krop for nysgerrighed.

Paint left. Paint right.

Skrupsakken og jeg har fået malet vores legehus indeni i dag. Der er snart ikke det træværk på vores grund, der ikke har fået en omgang maling denne sommer. Udhæng på huset, gavlene, plankeværket og nu legehuset. Heldigt at jeg godt kan lide at male. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at male. Man kan se, hvor man kommer til. Det er meditativt og beroligende for mig at sidde der med penslen og male frem og tilbage og få fladerne til at stå rene og nymalede hen.

I skal nok få det færdige resultat at se, når vi er helt færdige, det er en større husrenovering, vi har gang i. Her er et par shots fra i formiddags inden vi for alvor gik i gang med penslen.

IMG_3157 Ananassen stod for forplejningen, mens sjakbajsen preppede huset til første omgang maling.

IMG_3159

Malearbejdet er bare en lille del af renoveringen. Her til aften har jeg siddet på terassen og syet betræk til den madras, der ligger på bænken derinde, og i morgen er det pudebetrækkene og så alle de små ting.

Faktisk er det lidt sjovt at gøre det både til et drengehus og et pigehus. Kodeordet er indtil videre ‘Vespa’. Jeg ved ikke om det helt holder i realiteten. Vi får se.

Man er freakin’ aldrig alene

Når jeg sidder på toilettet og gør det man nu gør der…leger med sin iphone, you know. Så står der altid en lille meters penge og kigger på mig. Snakker til mig. Vil op til mig. Laver spas med mig. Finder legetøj til mig.

Og alt jeg drømmer om, er at få lov til at s…. i fred.

ps. der skal selvfølgelig stå SURFE i fred.

Jeg er her stadig

Selv om jeg stadig er lockoutet og stadig skriver alt om det på BLockOut, så er jeg også stadig her i mit personlige felt. Jeg får bare ikke rigtig skrevet om det.

Det er som om, at når det andet fylder så meget, så bliver det personlige endnu mere personligt og trangen til at holde kortene helt tæt inde på kroppen øges. Men lad os bare sige, at de sidste tre uger har været en rutchebanetur med alt hvad det indebærer af op- og nedture, gys og kilden i maven, kvalme og rundtossethed og ikke mindst uvished. I dag er en stille dag. Jeg forsøger at holde vognen i ro i min sofa. Skriver lidt. Strikker lidt og om lidt går jeg ud og syer lidt på overlockeren.

Jeg er træt ovenpå weekenden, hvor jeg var alene med begge børnene. Vi har hygget os og haft det skønt. Her er de i aftes. Nyvaskede med ipad-underholdning og JustEat-pizzaer. Bad eller mad? Det blev bad den aften.

Man er bare altid lidt mast, når man pludselig står alene med hele mandsopdækningen af især hende den lille opkomling. Hun kan virkelig give sine forældre kamp til stregen med spontane flugtplaner, kaosteorier og psykologisk krigsførsel. Hun er i en kategori hendes storebror aldrig har turde overveje at træde ind i, og det er på en gang forfriskende dejligt og total angstprovokerende at opleve som forælder. Men hold nu op, hvor er hun festlig at være sammen med!

Skrupsakken er faldet godt til i sin nye SFO. Han melder sig selv til ture ud af huset, får nye venner og udvikler sig i det hele taget hurtigere, end jeg kan nå at skrive om for tiden. Det var ligesom nemmere dengang, det drejede sig om at begynde at gå, eller kravle, eller snakke. Håndgribelige konkrete udviklingsmarkeringer. Nu taler vi om flagrende kompetencer som selvstændighedshandlinger, grænsemarkeringer og social bevidsthed. Noget sværere lige at skrive om på en blog. Men lad mig bare konkludere, at jeg synes han klarer det der SFO-shit til UG! Og at hans behov for tryghed og hjemmehygge som følge deraf, bliver honoreret 100%. Vi fylder tanken op herhjemme og håber der er nok brændstof på til hele dagen i SFO. Her graver de et hul. Bare fordi huller åbenbart er det nye sort i SFO’en.

Jeg er stoppet på syskolen. Pengene skal strække lidt længere i disse lockoutdage og så må man vælge til og fra. Jeg valgte min sytid fra. Jeg har også efterhånden lært så meget af Line, at jeg godt kan holde interessen ved lige herhjemme lidt og måske en dag vender jeg tilbage til kælderen på Vesterbro. Den sidste gang i torsdags endte i de her to tunikaer til Ananassen:

Jeg overvejer, hvordan jeg kan få lavet en lignende i størrelse AB. Det må kunne fixes. Nogen der kender et godt raglanmønster til en voksentunika?

Nørden og Fuglen in action

Sådan endte kostumerne med at se ud med børn indeni.

Store Nørd aka Kåre aka Skrupsakken med strithårscreme og tv-stjerneattitude. En attitude, der dog blegnede en smule, da han 10 minutter senere stod i børnehaven blandt 100 superhelte, som han tvivlende svarede, når de spurgte hvem han var. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver sidste gang, at han får den oplevelse, og det er med en blanding af stolthed og ængstelse, at man som forældre ser på det. Jeg synes jo, han var fantastisk! Og det gjorde han selv heldigvis også, og derfor skulle jeg også sende et billede til Kåre, så han kunne se, hvor sej han synes han var.

Og Ananassen fandt sig at blive forvandlet til en fugl. Og forblev endda en fugl resten af dagen. Vingerne havde jeg syet fast på en bluse, så de ikke skulle fæstnes nogen steder.

Og foran på blusen havde jeg også påsyet fjer, så det blev en hel lille dragt, som hun kan tage frem og lege med igen og igen. Fjerene klippede jeg ved at folde et langt stykke stof fem/seks gange og så klippe en bue i det. Så kan man folde det ud og sy en hel række på af gangen. Det var virkelig nemt! Du kan evt. se idéen på den øverste række af fjerene på maven herunder.

Nørden og Fuglen

Jeg har ikke på noget tidspunkt i dag tænkt, at jeg ville gå i seng til aften og have begge ungers fastelavnskostumer på plads. For at være ærlig har jeg slet ikke tænkt, at de skulle noget med fastelavn i denne uge. Jeg har ligget under dynen på sofaen og hygget mig med resterne af den halsbetændelse, jeg fik inden weekenden.

Men et hurtigt smut på børneintra efter aftensmaden viste sig at være velvalgt, da hele institutionen holder fastelavnsfest på fredag, hvor børnene skal møde op udklædte. Og da jeg ikke er hjemme hverken i morgen eller torsdag aften, var det ligesom i aften, at den ged skulle barberes. Sig forresten lige til mig, at jeg ikke er den eneste, der konsekvent undrer sig over, at man for det første kan slippe afsted med at udvikle så elendig en kommunikationsplatform til kommunalt regi og for det andet, at man ikke bare bruger skoleintra fra starten af, så man ikke skal køre to forskellige systemer. Forældre kan være svære at opdrage, you know.

Nå, men Skrupsakken var nem. Han har længe proklameret, at han ville være Kåre fra Store Nørd. Hans store idol.

En hurtig udskæring af NØRD-logoet i karton og et par grågrønne bukser og en grøn bluse gjorde det muligt for Skrupsakken selv at male logoet på tøjet. Hørebøfferne fra hans fødselsdag og nytårsbeskyttelsesbrillerne færdiggør looket sammen med dunvesten. Og nå ja, så skal han låne mit strithårscreme (!?), så han kan få Kårehår.

Super nemt og hvor er jeg stolt over, at han vælger netop det kostume, som siger ham mest og ikke det som alle de andre drenge vil have. “Det bliver min yndlingstrøje fra nu af, mor“, sagde han inden han gik i seng. Det tror jeg på.

Ananassen var straks værre, for helt ærligt, så fatter hun det jo alligevel ikke, og hun gider ikke have noget på hovedet. En hurtig billedgoogling gav mig en god mulighed for at bruge nogle af alle de stofrester, jeg har liggende. Indtil videre har jeg limet to fuglevinger til hende, som lige skal have en tur i symaskinen i morgen.

Jeg regner med at sy dem fast på ærmerne på en farverig bluse og så et par orange leggings eller strømpebukser og hun er en fugl. Forhåbentligt. Vi får se. Hun er en ret bestemt lille dame, der ikke sådan lige lader sig forvandle til hvad som helst.

Torsdag holder vi fastelavn i udskolingen, hvilket betyder, at jeg også lige skal have lavet et kostume til mig selv. Min kollega og jeg har en plan sammen. Måske får du resultatet at se her på bloggen. Måske ikke.

En slags statusopdatering

Trine har skrevet poesi ved hjælp af sine statusopdateringer fra 2012. Det starter med den første hjertelyd. Det bliver ikke smukkere i min verden.

Vi kom igennem år 2012. Verden gik ikke under, det første år med barn nummer to slog os ikke omkuld og livet efter barsel gjorde ikke ondt på nogen.

År 2012 har været det år, hvor vi lærte vores lille nye familiemedlem at kende. Året, hvor hun poppede ud af sin lukkede indre verden og langsomt inddrog os mere og mere i sine kluk og småsnakke. Hun anerkendte os ved at sige vores navne højt, løbe efter os og stole nok på os til at turde gå væk fra os også. Hun omfavnede sin storebror og alt han står for og følger ham med beundrende blikke og forundrede hovedryst. Året med Ananassen har været oplevelsesrigt, morsomt og øjenåbende for os alle.

Det var også året, hvor Skrupsakken begyndte at hvile i det menneske, han er. Hvor han tog sine første skridt ind i fordybelsens verden. Han fandt ud af at ét bogstav, sat sammen med et andet, byggede ord, der kunne gives videre, og at en legoklods sat sammen med en anden byggede en ny verden op omkring ham. Han lærte at følge opskrifter. På at bygge verdener op og på at være menneske. Og han retter så småt de sidste til hen ad vejen, så de passer til det menneske, han kan lide at være. Han forstærkede de venskaber, han allerede har så kære, og kom nærmere de familiemedlemmer, som han sommetider synes han kan være lidt for genert til at vise åbent, hvor meget han holder af. Han sluttede sit år af med at sige, at det skulle være jul altid. For så kunne man altid være sammen med sin familie.

Min mand brugte sit år til at finde sin form. Han cyklede rundt i det sjællandske skove og frem og tilbage til arbejdet og dag for dag forsvandt der lidt mere af ham. På årets sidste dag blev jeg også bedt om at trimme hovedet på ham, så de glatte områder på hans isse ikke længere stod alene. Jeg synes, han ser brandgodt ud, men det har jeg jo hele tiden synes. Nu synes han det vist også selv, og det er virkelig fedt at se. Han er stadig verdens bedste far, og da han holdte sine ti ugers barsel med Ananassen, var det fantastisk at se, hvordan han virkelig nød at være sammen med både børnene og mig. Jeg elsker den mand så højt. Han er mit ét og alt, og jeg synes vi er så stærke og gode sammen. Vi brugte hans barsel på en rejse tilbage i tiden. Vores gensyn med USA var på én gang bekræftende og konkluderende. Det var dejligt at være tilbage og ikke mindst se de mennesker, vi holder så meget af. Men det var også tydeligt for os, at vi valgte rigtigt, den dag vi valgte at rejse hjem til Danmark igen. USA var en oplevelse for os. En oplevelse, vi ikke ville have været foruden, men det var også en begrænset periode, og det vi har her nu, det er ubegrænset tid. Med familien. Men et samfund, der passer til os og vores værdier. Og med jobs, der gør os glade og giver os frihed til at være familie. Sammen. Vi har det godt og priviligeret.

I 2013 kunne jeg godt tænke mig at finde min form, min opskrift og mine ord igen. Jeg vil rigtig gerne have skrællet lidt af mine barselslag af. Finde ind til den kvinde, der jo stadig gemmer sig derinde. Også selv om Skrupsakken siger, at han elsker at have verdens blødeste mor. Jeg tror godt, jeg kan bevare lidt af den blødhed alligevel. Opskriften på en blanding af det gode berigende arbejdsliv og det værdifulde nærende familieliv, den vil jeg gerne finde. Jeg er så småt ved at have fundet de enkelte dele, der skal sættes sammen i det for mig. Nu skal blandingsforholdene bare på plads også. Hvornår er for lidt for meget og omvendt. I kender det. Og den er så individuel den opskrift. Det der passer for den ene, er helt forkert for den anden. Og sådan er det jo. Jeg skal finde min. Og gøre det til vores familieopskrift. Og ordene har jeg jo. Og jeg deler dem gerne. Både her og på Billedguiden. Men de skal finpudses, de ord. Og have lidt mere retning. Herinde får de stadig lov at flagre i vildskab, som de altid har gjort det. Det er min pointe med bloggen. Men når det handler om billeder, ord, undervisning og børn, så skal de gøres klarere. Og skarpere. Det er et af de vigtigste mål, jeg har for mig selv i det kommende år.

2012 var et springbræt. For mine børn, min mand, mig selv og måske også for den folkeskole, jeg er blevet en del af. Vi lander i 2013. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i min lille familie, nok skal lande sikkert på vores ben (eller cykelhjul). Folkeskolen kan jeg måske godt tvivle lidt på, men så rejser den sig igen. Og det kan måske også være meget godt at vælte lidt engang i mellem. At komme lidt ud af balance og være tvunget til at finde sit faste ståsted igen. Forhåbentligt et bedre ståsted. Måske et nyt. Og stærkere. Jeg er med den. Og holder fast så godt jeg kan, hvis den vælter. Og hjælper den inderligt gerne med at komme op og stå igen.

Glædeligt nyt år for jer alle. Og TAK fordi I gider læse med i mine personlige kringelkroge. Uden læsere, ingen blog, ingen pingpong. Jeg glæder mig til at møde det nye år sammen med jer og mine kære.