Annika og Allan

Kære Annika Aakjær,

Din farmor havde ret. Du var den bedste deroppe på den scene i aftes. Undskyld Allan, Randi og Dorthe og I andre talentfulde mennesker. Men det var hun. I var også gode. Især Allans forunderlige evne til at se de mennesker vi alle kender og sætte melodi på dem og Dorthes sexede og vidunderlige stemme gav dig konkurrence til stregen. Men allerede i første nummer En stille glød i mørket, fik du mig helt i knæ. Din stemme, Allans tekst, teaterets ramme og min egen afdøde bedste var mere end jeg kunne rumme i mig på én gang.

Den kongelige scene var spækket med talent. Maria Timm, Randi Laubæk, Dorthe Gerlach, Marie Bergman og violinisten Jane Clark gjorde alle deres til, at jeg hørte de ellers så velkendte Allan Olsen numre på en ny måde. Hans tekster blev bestemt ikke ringere af at have kvindelige afsendere. Poul Erik Krogen blev endelig hyldet på Det Kongelige, Kongelogen blev fyldt op med Vendelbomålsfællessang og jeg lærte, hvordan engelske låneord også kan oversættes til dialekt, med blot et lille ryst på hovedet. Jeg blev fyldt med en ellers lidt glemt stolthed over at være nordjyde. Det var i sandhed en fantastisk aften fra start til slut.

Så Annika, du må meget gerne indspille den sang og udgive den, og gerne lidt tjept, så jeg kan høre den og dig igen og igen. Indtil da, må vi nyde den version, jeg indtil i aftes, troede var den ultimative bedste. Det var det så ikke. Du gjorde den fuldendt for mig. Tak for det!

 

OPDATERING:
Dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, linkede Annika Aakjær selv til dette klip fra aftenens koncert, så nu kan du også få hendes version med. Hvis du klikker på ejeren af klippet, kan du se flere af hans videoer fra aftenen på hans Youtubekanal.

OS TO – Give Away!

Min nye tegneseriepusher Forlaget Damgaard har sendt mig endnu en lille oversat perle, som jeg også må dele med jer. Så lyt godt efter nu!

OS TO er virkelig fin! Allerede når du får den i hånden føles den lækker og indbydende. Et lille hæfte fyldt med sødme. Den er rød, den er blød og den er sød….eller måske ikke. For forholdet mellem mand og kvinde er jo ikke altid kun sødt og blødt. Og det får Philippa Rice vist os på sin helt egen stille og småsarkastiske måde igennem sine lette streger. Der er genkendeligehed og humor på hver side for mig.

Jeg tænker, at det er en perfekt lille gave til et bryllup, til veninden, til kæresten og ikke mindst, til én selv. 80 kr. koster den, når du køber den direkte fra forlaget. Den er alle pengene værd i min bog!

Desuden synes jeg, at oversættelsen til dansk fungerer rigtig godt i denne tegneserie, lidt i modsætning til min oplevelse med Pope Hats. Forlaget Damgaard skriver faktisk selv på deres blog om netop, hvorfor det er vigtigt at udgive disse tegneserier til dansk. Læs selv mere her.

Og det bedste af det hele, du kan vinde den! Lige nu. Her hos mig!

Skriv en kommentar herunder og så trækker jeg lod mellem jer om en uges tid. Vinderen får direkte besked og gaven bliver sendt direkte fra forlaget.

Den farlige dreng

Den farlige dreng - 3DVi har lige kørt et to ugers forløb om 2. verdenskrig i Ottendeklassen og jeg oplever altid, at  netop dét emne fanger eleverne på en helt særlig måde. I år var ingen undtagelse. Som en af pigerne sagde i evalueringen: “Det er første gang, at jeg har oplevet at føle undervisningen, sådan rigtigt.” Jeg oplevede faktisk selv at blive temmelig rørt i en af lektionerne, hvor eleverne skulle fremlægge deres fortolkninger af en ung jødisk piges digte. Jeg blev rørt over deres refleksionsniveau, deres evne til at forstå de pinsler hun forsøgte at udtrykke og deres indlevelse i hendes historie.

Derfor takkede jeg også straks ja, da jeg blev tilbudt at anmelde Den Farlige Dreng af Boris Cyrulnik. For flere personlige historier om en tid så grusom og dilemmaer, man som moderne menneske ikke fatter at sætte sig ind, er altid interessante at læse, synes jeg.

Cyrulnik tager i bogen flere større problematikker op i kraft af hans virke som psykiater og forfatter. Fx hvordan vi husker ting fra vores barndom – især traumerne – og kommer igennem dem. Og hvordan vi forholder os til offerrollen. Hvorfor bliver nogle mennesker ofre, mens andre rejser sig og udvikler sig af modgang i stedet for at blive et offer. Han bruger sin egen historie til at forklare sine tanker om resiliens.

Bogen bliver en tand for videnskabelig og faglig for mig, måske fordi jeg havde forventet noget andet. Den fangede mig aldrig helt og jeg må indrømme, at jeg opgave at læse den færdig. Jeg oplev dog også, at jeg blev klogere undervejs i læsningen. Klogere på den menneskelige psyke og på de sår 2. verdenskrig har sat på så mange millioner af mennesker. Jeg forstår godt, at bogen blev en bestseller i Frankrig og at så mange i Danmark også er vilde med den. Der er ingen tvivl om, at det er en særlig bog, der bryder med nogle tabuer. Genren er bare ikke lige mig. Måske er det mere dig?

 

Ord. Der fortæller hvordan vi har det med hinanden

Jeg lovede jo at fortælle jer om min bedste fødselsdagsgave i går. Det nåede jeg ikke, så det bliver nu i stedet.

Lad mig starte med, hvad det ikke var. Det var ikke en dyr gave. Den var heller ikke stor og prangende. Og nej, det var heller ikke en graviditet, som jeg kan forstå, at jeg har fået mange af jer til at tro med den afsluttende cliffhanger. Der er en risiko for, at netop I bliver slemt skuffede over dette indlæg.

Gaven var et håndskrevet kort leveret med posten.

20131018-083157.jpg

Og indeni stod der den sødeste og dejligste hilsen fra den veninde, der nok har kendt mig længst og bedst. Og som desværre bor alt for langt væk med alt for mange mænd og børn og jobs og uddannelser mellem os. Den manlende resttid i hverdagen opsluger alt det tomme rum imellem os, hvor vi kunne mødes og snakke.

20131018-083340.jpg

Den fortjener sit eget indlæg, fordi det er den slags gaver vi alle bør give lidt oftere. Ord. Der fortæller hvordan vi har det med hinanden.

Og fordi hun fortjener at læse, hvor vigtig netop den gave var for mig. Hun fortjener i det hele tager sit eget indlæg på denne blog. Lad dette være starten på det.

Vinderen af Blogbogen

…blev nr. 23, som er Randi:

20130921-230614.jpg

Hvis du sender mig din adresse på mail: ab(snabela)billedguiden.dk, så sørger jeg for, at du får et eksemplar af bogen tilsendt med posten.

Tillykke Randi!

Update: Jeg har lige opdaget, at Anne fra Undreland stadig har sin lodtrækning kørende på Blogbogen. Så vandt du ikke her og vil stadig gerne have fingre i bogen, har du chancen der. Skynd dig over og smid en kommentar!

Give away – Blogbogen

Jeg har fået sindssygt meget ud af at blogge. Noget jeg ikke havde den fjerneste idé om, da jeg i 2003 begyndte at skrive på nettet om vores rejse til USA, så familien derhjemme kunne følge lidt med i vores gøren og laden. Det endte med Fra Hoved til Pen ad flere omveje. Og lukken ned og åben op – alt efter hvor mit paranoiabarometer lå i det pågældende år.

Bloggen er blevet mit frirum. Også selv om det er begrænset, hvad jeg skriver om. Den er mit familiealbum, mine Barnets Bøger om Skrupsakken og Ananassen. Min kreative opslagstavle med mine tegnerier og andre skaberier. Mit tankerum. Min holdningsholdeplads. Og senest blev den min ventil under en lockout, der fik en langt større betydning for mig, end jeg nogensinde havde turde tro. Faktisk overtog lockouten min blog og jeg måtte leje nye lokaler ude i byen, så denne blog kunne forblive det stressfrie rum, den efterhånden var blevet for mig.

Jeg bliver ikke rig af at blogge. Hvis man regner kroner og ører. Men regner man i netværk, ordkløveri, holdningsændringer, personlig perspektivering og venskaber, så er jeg blevet meget meget rig af min blog.

Julia Lahme har begået en ny klog bog. Denne handler netop om det at blogge. Og jeg har fået et eksemplar til at dele ud her på min blog. Så hvis du nu sidder og tænker, at det der blogging, det kunne måske være noget for dig. Måske er det lige netop en blog, du står og mangler for at finde din retning, dit fokus, din drøm…whatever. Så er Julias bog genial. Selv jeg, som har blogget i ti år nu, får noget ud af at læse om den genre, jeg efterhånden kender så godt. For Julia har et know-how i kommunikation og markedsføring, som i den grad skinner igennem i hele bogen. Hun er en af Danmarks førende indenfor PR- og kommunikation og er direktør i kommunikationsbureauet Lahme. Og så er hun selv blogger. Med andre ord, denne dejlige dame ved hvad hun taler om!

Så skriv en kommentar til indlægget her og deltag i min lodtrækning af Julias bog. Jeg trækker lod blandt alle kommentarerne lørdag den 21. september.

Og prøv lige at se, hvem der er nævnt på side 18. Arhmen, der er jo ikke et øje tørt:

Jeg har mere…hvis du orker

Jeg har tænkt og tænkt det meste af natten i går. Fik faktisk næsten ikke lukket et øje. Hvorfor gik den dokumentar mig så meget på? Og hvorfor ramte den så hårdt ind i det meste af den danske befolkning? Og har kloge Anne ret, når hun skriver, at det handler om at finde en syndebuk? Ja, det har hun. Det behøver vi bare se på TV2′s Facebookside i dag for at konstatere.

Men jeg tror, jeg er ved at have fundet frem til, hvorfor jég i hvert fald blev så vred.

Lidt fordi, der var et forældrepar, der sagde ja til at give deres to yngste børn væk, fordi de måske ville dø af HIV inden for fem år. Vi er enige om, at de også er ofre, men det kan ikke tage det faktum væk, at de solgte deres egne børn.

Og lidt mere fordi, der var nogle pengestærke adoptionsbureauer, der var svinske nok til at manipulere med de stakkels syge forældre. Og korrupte nok til at snyde dem senere hen i processen.

Og ja, jeg blev vred på det danske adoptivforældrepar, der naivt troede på, at man kunne hive en fireårig op med rødder og hjerte og derefter automatisk forvente, at hun tilpassede sig og rettede sig ind efter sine nye forældres regelkodeks.

Og ikke mindst de danske myndigheder, der lader sådan noget her ske igen og igen. Og ikke gør noget før en manipulerende sensationslysten dokumentarist maler billedet så sort og hvidt for dem, at den fjerde statsmagt tvinger dem ud i at tage stilling.

Jeg bliver også virkelig vred over at møde en psykolog, der rådgiver et forældrepar til at være reserveret over for deres barn i sorg, og en veluddannet psykiater, der ikke selv formår at vise sin adoptivdatter den kærlighed og omsorg, som hun grådkvalt og rådvild viser sin mand og kameraet, at hun rummer, da datteren for første gang kommer hjem fra sin aflastningsfamilie og har fået en nyttehave i gave.

Og jeg bliver for alvor vred over alle de voksne, der vælger, at det er ok at følge et fireårigt etiopisk barn i seks år med et kamera og lade hele hendes ulykkelige historie blive allemandseje på landsdækkende dansk TV i den bedste sendetid.

Men mest af alt, og det der gør mig virkelig vred, er at det eneste Masho nogensinde har sagt i al den tid dokumentaren står på, er FRA! Hun siger fra. Igen og igen. På den eneste måde hun kan i et land, der ikke taler hendes sprog, hverken verbalt eller menneskeligt.

Og det er der ingen der hører eller tager alvorligt. Ingen der anerkender. Tværtimod.

Og dét gør mig vred. På dem alle. Virkelig harmdirrende vred.

For mig, handler det ikke om at placere skyld, for jeg synes den er ret nem at placere hele vejen rundt i det voksne system. Det handler tværtimod om at nogen ikke har været sin opgave voksen. Og at nogen ikke har taget barnets tarv alvorligt. Og man derefter har valgt at lave en sensationshistorie ud af det i den gode sags tjeneste. Målet helliger midlet mener både dokumentaristen, TV2 og adoptivforældrene. Historien skal ud, siger de. Det er en vigtig historie at få fortalt.

Og jeg er enig. Men det er på bekostning af en lille pige, der hedder Masho, som kommer fra Etiopien og bor på et børnehjem i Danmark. Og det gør mig vred. Og ked af det.

Jeg skal se programmet igen i aften. For jeg må se, om der er noget jeg har overset. Noget der forklarer det hele for mig og giver mig den åbenbaring, der viser at det er det hele værd for Masho.

Kære Jan Guillou

Du er i pressen flere gange blevet beskrevet som en kontroversiel, venstreorienteret og aggressiv debatør og samfundskritiker. Ligesom dine kommentarer i Aftonbladet også viser en passioneret og vidende mand, der tydeligvis har et stærkt engagement i vores samfunds udvikling. Mit spørgsmål til dig lyder derfor: Hvordan har dine barndom/ungdomssoplevelser på Solbacka og med din far været med til at påvirke det menneskesyn og de værdier, du har i dag i dit voksne liv?

Mange hilsener
AB

Og sådan fik jeg to fribilletter til dette års Bogforum foræret. Desværre når jeg ikke ind i Diamanten i morgen aften og hører ham svare på mit spørgsmål. Hvis du gør, vil du så ikke fortælle mig, hvad han svarede?

Ses vi i Bella Center lørdag?

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?