Jeg har mere…hvis du orker

Jeg har tænkt og tænkt det meste af natten i går. Fik faktisk næsten ikke lukket et øje. Hvorfor gik den dokumentar mig så meget på? Og hvorfor ramte den så hårdt ind i det meste af den danske befolkning? Og har kloge Anne ret, når hun skriver, at det handler om at finde en syndebuk? Ja, det har hun. Det behøver vi bare se på TV2′s Facebookside i dag for at konstatere.

Men jeg tror, jeg er ved at have fundet frem til, hvorfor jég i hvert fald blev så vred.

Lidt fordi, der var et forældrepar, der sagde ja til at give deres to yngste børn væk, fordi de måske ville dø af HIV inden for fem år. Vi er enige om, at de også er ofre, men det kan ikke tage det faktum væk, at de solgte deres egne børn.

Og lidt mere fordi, der var nogle pengestærke adoptionsbureauer, der var svinske nok til at manipulere med de stakkels syge forældre. Og korrupte nok til at snyde dem senere hen i processen.

Og ja, jeg blev vred på det danske adoptivforældrepar, der naivt troede på, at man kunne hive en fireårig op med rødder og hjerte og derefter automatisk forvente, at hun tilpassede sig og rettede sig ind efter sine nye forældres regelkodeks.

Og ikke mindst de danske myndigheder, der lader sådan noget her ske igen og igen. Og ikke gør noget før en manipulerende sensationslysten dokumentarist maler billedet så sort og hvidt for dem, at den fjerde statsmagt tvinger dem ud i at tage stilling.

Jeg bliver også virkelig vred over at møde en psykolog, der rådgiver et forældrepar til at være reserveret over for deres barn i sorg, og en veluddannet psykiater, der ikke selv formår at vise sin adoptivdatter den kærlighed og omsorg, som hun grådkvalt og rådvild viser sin mand og kameraet, at hun rummer, da datteren for første gang kommer hjem fra sin aflastningsfamilie og har fået en nyttehave i gave.

Og jeg bliver for alvor vred over alle de voksne, der vælger, at det er ok at følge et fireårigt etiopisk barn i seks år med et kamera og lade hele hendes ulykkelige historie blive allemandseje på landsdækkende dansk TV i den bedste sendetid.

Men mest af alt, og det der gør mig virkelig vred, er at det eneste Masho nogensinde har sagt i al den tid dokumentaren står på, er FRA! Hun siger fra. Igen og igen. På den eneste måde hun kan i et land, der ikke taler hendes sprog, hverken verbalt eller menneskeligt.

Og det er der ingen der hører eller tager alvorligt. Ingen der anerkender. Tværtimod.

Og dét gør mig vred. På dem alle. Virkelig harmdirrende vred.

For mig, handler det ikke om at placere skyld, for jeg synes den er ret nem at placere hele vejen rundt i det voksne system. Det handler tværtimod om at nogen ikke har været sin opgave voksen. Og at nogen ikke har taget barnets tarv alvorligt. Og man derefter har valgt at lave en sensationshistorie ud af det i den gode sags tjeneste. Målet helliger midlet mener både dokumentaristen, TV2 og adoptivforældrene. Historien skal ud, siger de. Det er en vigtig historie at få fortalt.

Og jeg er enig. Men det er på bekostning af en lille pige, der hedder Masho, som kommer fra Etiopien og bor på et børnehjem i Danmark. Og det gør mig vred. Og ked af det.

Jeg skal se programmet igen i aften. For jeg må se, om der er noget jeg har overset. Noget der forklarer det hele for mig og giver mig den åbenbaring, der viser at det er det hele værd for Masho.

Kære Jan Guillou

Du er i pressen flere gange blevet beskrevet som en kontroversiel, venstreorienteret og aggressiv debatør og samfundskritiker. Ligesom dine kommentarer i Aftonbladet også viser en passioneret og vidende mand, der tydeligvis har et stærkt engagement i vores samfunds udvikling. Mit spørgsmål til dig lyder derfor: Hvordan har dine barndom/ungdomssoplevelser på Solbacka og med din far været med til at påvirke det menneskesyn og de værdier, du har i dag i dit voksne liv?

Mange hilsener
AB

Og sådan fik jeg to fribilletter til dette års Bogforum foræret. Desværre når jeg ikke ind i Diamanten i morgen aften og hører ham svare på mit spørgsmål. Hvis du gør, vil du så ikke fortælle mig, hvad han svarede?

Ses vi i Bella Center lørdag?

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

Gratis viden til dig

Når der er nogen, der deler gratis viden og glæde ud, så synes jeg man skal dele det. Og det er der mange bloggere, der gør i disse dage. Deler. Det er der en grund til. Det er fordi denne dame er god. Og i den grad værd at dele.

Jeg taler selvfølgelig om Julia Lahme og hendes minimagasin.

De dage, hvor man købte sine magasiner ved købmanden er ovre. Dette magasin får du leveret to gange om måneden i din mailboks, og du kan i ro og mag læne dig tilbage og blive klogere på kommunikation, tekstforfatteri, blogging, PR, trends og tendenser. Prøv det selv og fortæl mig så bagefter, at jeg ikke har ret. Hun kan sit shit, den Julia.

Minimagasinet kan du abonnere på, ved at klikke her.

Og vil du læse det sidste nummer, som blandt andet handler om hvorfor vi er så mange, der er afhængige af Facebook, så klik her.

Julia er mest kendt for sine bøger om forlagte babyer og løgneres sandheder. Men vidste du, at hun også har skrevet flere gratis e-bøger, der ligger frit tilgængelig på nettet til dig?

Gør-Det-Selv-PR

Kloge Kvinders Guide Til Blogging

Kommunikatørens Guide Til Platforme

Fra børn og fulde folk, ikk’!

Jeg siger det lige igen, bare med lidt andre ord. For vi har gang i en revolution nu. Vi provinsielle borgerlige kedelige voksne mennesker dukker lige så stille op til overfladen her og der. Senest er det SuzetteGravidgraHVAD og Trine, der alle er ved at springe ud som voksne på deres blogge.

Men prøv lige at tænke på det sådan her:

Hvis du stod på gaden og så på en lille grædende pige. Og den lille pige havde fået at vide af sin mor, at hvis hun nogensinde blev væk fra hende, så skulle hun finde en voksen, der kunne hjælpe hende. Hvad ville du så helst; at hun så på dig og bad om hjælp, fordi du i hendes øjne er en voksen. Eller at hun så på dig og lod blikket søge videre efter en anden, fordi hun ikke turde tro på, at du var voksen nok til at være der for hende?

Har du børn? Så er du den voksne af jer. Den de regner med.
Er du færdig med din uddannelse og igang med at fast job?
Har du realkreditlån?
Ser du DR2?
Sukker du jævnligt over P3′s værter og slukker hovedrystende for The Voice?

SÅ . ER . DU . VOKSEN .

Det behøver ikke betyde, at verden herefter går i stå og at du aldrig mere må sige, gøre eller ønske noget sjovt og umodent. Voksen betyder ikke nødvendigvis alvor og kedsomhed resten af livet. Bare rolig!

Voksen betyder derimod at der er en ny generation under dig, der regner med dig. Med voksenlivet kommer et ansvar, som kan være temmelig skræmmende, og lad os bare sammen indrømme, at det er derfor, det er så skide svært for vores generation at indse, at vi er voksne. Vi er ikke supervilde med ansvar. Det forpligter. Og skaber forventninger. Alt sammen tunge ord for generation X.

Men hold nu op, ikk’? For vi kan jo ikke rende fra at de fleste af os er over 30 nu, vel? Og at vi har børn, kreditforeningslån og pensionsopsparinger. Og vi kører i stationcars eller har eget firma. Så kan vi nok så mange gange sige, at vi ikke føler os voksne og at vores ægtemænd og koner er vores kærester. Men sandheden er, at vi er de voksne i legen nu. Og hende du gifter dig med, bliver din kone, om du kan lide ordet eller ej.

Som min yndlingsJulie siger: “Fred og ro og tilfredshed er det nye avantgarde.” Jeg er så meget med dig på den Julie!

Kampen om magten – eller bare kampen om at vinde

I flere relationer, hvor jeg ikke selv er indblandet, foregår der pt. en kamp om, hvem der har magten. Eller om hvem der har ret. Eller bare om hvem, der vinder.

Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår ikke, hvorfor man har behov for at komme ud af uenigheden som vinderen. Og forstå mig ret. Jeg hader selv at tabe. I spil. Og konkurrencer. Men når det kommer til relationer, så vil jeg hellere blive klogere på mig selv og det andet menneske end at forlade konflikten som vinderen. Lyder det frelst?

Måske. Jeg kan godt selv høre det. Og jeg skal da bestemt heller ikke sige mig fri for at have hægtet mig fast med næb og kløer til mine egne usaglige argumenter, for at vinde diskussionen. Men jeg har lige så ofte, og måske endda oftere, sagt: “Fair nok. Det har du ret i. Den her får du, hvis du forklarer mig, hvorfor du mener du som du gør.

Som lærer kan det være svært. For der er et ulige magtforhold fra starten af. Jeg er læreren. De er eleverne. Jeg bestemmer over dem. I teorien. Ikke altid i praksis. Faktisk sjældent i praksis. Men i teorien, you know. Og derfor kan det være en svær kamel at sluge, at jeg skal indrømme, at en elev har en pointe. At han har outsmartet mig. Eller at mine egne argumenter for noget ikke holder på den lange bane. At jeg har fejlbedømt situationen, og at deres argumenter til gengæld er både valide og konstruktive. Så må de få ret. Og få deres vilje. Mister jeg så magten? Næææ, det synes jeg ikke. Jeg synes faktisk jeg vinder den. Samtidig med at jeg vinder deres respekt, tillid og forståelse. Al god læring går igennem den gode relation. Det tror jeg faktisk oprigtigt på. Er du færdig, hvor er det bare SÅ meget nemmere at være lærer, hvis man har en god relation til eleverne. Man får så meget foræret. Og man kan tillade sig at bede dem om at gøre næsten alt.

Og sådan er det også i de daglige relationer vi indgår i i vores privatliv. I parforholdet. I venskabet. Med kollegaerne. Chefen. Familien. Det handler for mig ikke om, at gå væk som vinderen. For så kan man ende med at være taberen i det store billede. En ven fattigere. En elsker i underskud. For ikke at tale om den der taber. Måske bliver den person en større taber, end man umiddelbart ønskede til at begynde med. Der kan være ulige ting på spil i sådan en diskussion. Hvad der for mig måske bare er en professionel diskussion om god opførsel med en elev, kan være en kamp om selvværd og respekt for ham. Og taber han den, taber han mere end jeg ville gøre, hvis jeg tabte. Går man derimod konflikten i møde, sætter sig selv i spil og viser den sårbarhed, det er at indrømme sin egen usikkerhed, kan man risikere, at den anden gør det samme og pludselig bliver relationen hundrede gange mere ærlig og åben. På den måde vinder begge.

Det handler om at turde overgive sig, var der en klog veninde, der sagde til mig i går. Jeg tror hun har ret. At smide barrikaderne for en stund og tro på at et andet menneske kan tilføre én noget. At turde modtage uden at give. Og at turde indrømme, at man har fejlet. Også selv om man burde være den, der var øverst i magtfordelingen. Det er en svær lort at sluge. Lidt lige som at indrømme, at ens lillebror er blevet klogere end én selv. Eller at ens barn har overhalet én på viden.

Jeg tror bare, at man i den sidste ende, ender med at vinde, hvis man tør det. Og det er jo det man vil. Ikke?

Lånte ord

I dag vil jeg linke dig videre.

For i dag kom jeg i tanke om den gang, jeg gik og dækkede op til selskaber i min fars restaurant. Jeg arbejdede i min fritid som tjener i restauranten. Startede som opvasker og blev forfremmet til tjener, da jeg fyldte 18. Sådan gjorde vi det alle tre. Mine brødre og jeg. Den gang med opdækningen var jeg 19 år. Og skulle lægge bestik på. Og tallerkener. Og glas. Og kuvertaskebægere.

Når jeg så gik der og dækkede op, så tog jeg fx en håndfuld knive og overbeviste mig selv om, at hvis antallet af knive i min hånd passede til antallet af kuverter, jeg manglede, så blev det en god dag. Hvis det ikke passede, ja såå… Det kunne også være teskeer til kaffekopperne. Eller kuvertaskebægere, som skulle på ved hver anden person. Måske passede det næsten. Så blev +/- 2 tillægsreglen opfundet. Den dag bestikket passede med det antal tallerkener, der manglede, jublede jeg. Højlydt ned på den gamle veranda, hvor jeg gik og dækkede op. De dage, hvor det ikke passede, kunne jeg gå helt nedtrykt derfra. Fik jeg sagt, at jeg var 19 år gammel?

Og jeg husker stadig den hjertebanken, jeg fik, når jeg gik op af trappen til min fjerdesalslejlighed i Aalborg. Jeg kunne helt sikkert høre trin længere nede. Og de sidste to etager blev nogen gange taget i panikløb. Angsten drev langsomt ud af mig, så snart jeg var inde bag min egen dør og kunne rationalisere mig frem til, at der selvfølgelig ikke var kommet nogen ind samtidig med mig af den låste hoveddør. Den “Nogen” jeg ikke havde set snige sig ind, inden jeg nåede at lukke den. Selvfølgelig ikke.

Nå, men Suzette siger det meget bedre på Kun Sandheden. Læs selv. Måske kan du også finde dig selv mellem hendes linjer?

Multifunktionelle briller og andre sære opfindelser

Skrupsakken er vild med Kalle & Palle bøgerne. Og især bogen med de sære opfindelser er et hit.

Han er en rigtig opfinder selv og Legoklodserne bliver dagligt omdannet til de mærkeligste opfindelser, som kun han kender den helt særlige funktion af. Fx har han bygget en hajfanger med 8 indbyggede hjul og en lang snøre. Den er god at have, når hajerne på stuegulvet bliver lidt for vilde og farlige.

I går, da han var hjemme syg med hoste og snot, byggede han og hans far disse multifunktionelle briller á la Kalle & Palles:

Kalle & Palle bøgerne er fra Turbine Forlaget og du kan læse mere om dem her, hvis du også har et påhitsomt barn, der ville elske historier, hvor alt kan lade sig gøre.

Quang-metoden – en pædagogisk metode med rod i relativismen

Jeg vågnede i morges kl. 5.30 med hele det højre næsebor fyldt med snot og et højre øje der løb i vand. Kunne ikke falde i søvn igen, da nasalfontænen fortsatte med stille løbende vand og smånys ind i mellem. Fik sendt Skrupsakken i børnehave med 24 pink og grønne boller med spøgelser, tissemyrer, sølvperler og turkise diamanter på. Det var hans tur til 15 minutes of fame and power, hvor HAN skulle dele ud, sige værsgo og 100% havde styringen over fredagens bolleseance (kan ikke lade være med at kalde det det, selv om det er allerhøjest upassende, sorry) på Gule Fugle. Det er stort at være ugens bollemester, men det kræver sin kvinde af morgenbolledamerne, der står bag.

Niendeklasserne fejrede sidste skoledag med det årlige show i hallen, hvor vi som Ottendeklasser + lærere måtte stå op nede bagved. En times oprejst pinsel i et overophedet lokale resulterede i stenhård vom, plukveer en masse og hovedpine. Nu sidder jeg herhjemme med tæppet i sofaen, snøfter mens jeg kigger ud af vinduet på støvregnen og overvejer om det skal ende med en lur eller en bog. Der er ro i maven igen, men hovedet kører stadig. Der er ting, der skal ordnes, huskes, skrives, sendes, rettes og jeg har ikke ork til det. Jeg har derimod vældig ondt af mig selv. Selv fire miniTobleroner har ikke kunne pille selvmedlidenheden af mig.

Og så er det, at jeg kommer i tanke om min kollega Heidis og min plan for den kommende Syvendeklasse, vi forhåbentligt skal køre sammen efter min barsel. Planen lyder på en fast metode, som vi kalder Quang-metoden. Den er temmelig simpel, og kan nemt implementeres i den daglige undervisning. Alt der kræves er en fast musikafspiller i klasselokalet eller at læreren evt. selv har en melodisk stemme at bidrage med. Metodens formål er at baseret på det filosofiske begreb relativisme, som bygger på udtrykket “Alt er relativt” og betyder at alt skal sættes i et forhold, før det har nogen værdi, sandhed eller betydning etc. Derfor, så snart ynken, selvmedlidenheden og skoletrætheden tager over, vil der blive tændt for denne sang:

Heidi har testet metoden i det små på vores nuværende Ottendeklasser, og resultatet er slående. Det virker faktisk. Det skaber til og med smil og humor i klassen. Vi har derfor store forventninger til det fremtidige brug af metoden.

Måske skulle jeg lige afspille den engang for mig selv nu før lur og bog?