Kære Jan Guillou

Du er i pressen flere gange blevet beskrevet som en kontroversiel, venstreorienteret og aggressiv debatør og samfundskritiker. Ligesom dine kommentarer i Aftonbladet også viser en passioneret og vidende mand, der tydeligvis har et stærkt engagement i vores samfunds udvikling. Mit spørgsmål til dig lyder derfor: Hvordan har dine barndom/ungdomssoplevelser på Solbacka og med din far været med til at påvirke det menneskesyn og de værdier, du har i dag i dit voksne liv?

Mange hilsener
AB

Og sådan fik jeg to fribilletter til dette års Bogforum foræret. Desværre når jeg ikke ind i Diamanten i morgen aften og hører ham svare på mit spørgsmål. Hvis du gør, vil du så ikke fortælle mig, hvad han svarede?

Ses vi i Bella Center lørdag?

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

Der er ingen vej uden om det – de digitale børnebøger er kommet for at blive

Jeg elsker de digitale medier. Jeg elsker at de kan inddrage os i fortællinger og parallelle universer. Gøre os til aktive deltagere af festen. Vi spiller. Vi læser. Vi ser. Vi oplever. Og vi deltager.

Den digitale børnelitteratur kører i fuld fart frem lige nu. Og siden Julie introducerede mig for Morris Lessmore har jeg allermest lyst til at sige mit job op og lave digitale børnebøger resten af livet. Det er jo et fantastisk medie!

Gyldendal og Rosinante er blandt de forlag, der har luret tendensen. Så de har allieret sig med seks dygtige folk, der alle ved noget om børnelitteratur fra forskellige vinkler. To af mine yndlingsbloggere er med i flokken. Amrit og Julie blogger på BØRNeBØGER.nu, som er den nye blog om digitale børnebøger, apps og meget mere. Her kan du følge med i det sidste nye indenfor de digitale medier og deltage i debatten om dette nye fortællingsunivers.

Prøv fx lige at se den prisvindende The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore her:

Jeg er vild med de gale!

Det er ikke ret ofte, at jeg deltager i en give away. Ligesom jeg sjældent selvafholder en. Men Julie giver en bog væk, som jeg vildt gerne vil have fingrene i, og du kan hjælpe mig.

Du skal bare sætte din stemme i dette indlæg, hvor du stemmer for at hun skal give bogen til mig. Jeg elsker den bog og jeg elsker graphic novels, og hvis I hjælper mig, lover jeg, at jeg laver en give away på min blog til jer. Det må være på tide, at jeg giver noget ud igen. Man kan jo ikke bare få hele tiden, vel? Måske en spritstreg? Eller nogen helt andet. Den tænker jeg lige over, ikk’. Mens I går over og stemmer.

På forhånd tak og kram!

Mit yndlingskøb

Jeg fik købt Jonathan Safran Foers sidste bog “Tree of codes” mens jeg var i USA. Faktisk måtte jeg ind i Barnes and Nobles på Union Square for at finde et eksemplar. Og jeg tog den sidste.

20120408-095636.jpg

Jeg var nær aldrig kommet ud igen. Fire fulde etager med bøger og et barn, der lige var faldet i søvn i barnevognen. Hvor tit sker det lige?

Nu skal jeg bare lige have fundet ud af koden til at læse den.

20120408-095657.jpg

Har du læst den?

Pakker med posten

I får lige en video mere. Af ham Skrupsakken. For det er ham, der er eksperten i dette indlæg.

Han fik en kasse med posten forleden. Faktisk fik han to. Det kan godt betale sig at have en mor, der blogger og læser blogs. Vi fik nemlig først en kasse fra dejlige Fie, fordi vi havde vundet hendes give away med et bagesæt fra Headchef:

KÆMPE succes! Og ikke tale om, at lillesøster kan låne det engang. Så nu ønsker vi os også et sæt til hende. I pink. Javel ja.

Den anden kasse, vi fik, kom fra Den Gamle Fabrik. Og de har allerede formået at smøre deres marmelade godt og grundigt ud i blogland med denne lækre oplevelseskasse. For eksempel synes jeg at Anne skriver et virkelig godt indlæg om det med at blande børnelitteratur og reklame sammen. Og Julie har skrevet et godt indlæg om selve historien Bærfolket og om Lene Kaaberbøl som forfatter. Men hvad siger børnene egentlig til det?

Skrupsakken har sovet med lommelygten lige siden. Og Digestivepakken (udtales for øvrigt Dikkestiiiive herhjemme) er for længst konsumeret. Marmeladen er vellidt af 110 centimeteren. Især den cremet boysenbær. Moren her har lidt andre smagspreferencer, når det kommer til marmelade, da jeg pt. elsker Frk. Annas Råsyltet Appelsin og Bangs Lemon/Lime og Ingefærmarmelade. Og så kan Den Gamle Fabrik jo ikke vide, at vi er ret godt forvent med marmelade her i huset, da vi får farmors hjemmelavede lækkerier foræret jævnligt. Og det slår altså alt andet. Sorry guys!

Men til historien. Som jo ellers er skrevet til de lidt større børn. Skrupsakken er fire år og vi var lidt spændte på, om han ville blive fanget af den. Der er ikke så mange billeder i bogen, som han er vant til og den er lidt tungere tekstmæssigt også. Men han er hooked. Og ja, der smutter lidt forståelse undervejs, men han kan virkelig godt lide den og mistede ikke opmærksomheden en eneste gang under oplæsningen. Ligeledes er den medfølgende gratis app også accepteret. Især fordi det er Sebastian, der læser op. Sebastian styrer for vildt! Men se selv, hvad han siger om det hele:

Multifunktionelle briller og andre sære opfindelser

Skrupsakken er vild med Kalle & Palle bøgerne. Og især bogen med de sære opfindelser er et hit.

Han er en rigtig opfinder selv og Legoklodserne bliver dagligt omdannet til de mærkeligste opfindelser, som kun han kender den helt særlige funktion af. Fx har han bygget en hajfanger med 8 indbyggede hjul og en lang snøre. Den er god at have, når hajerne på stuegulvet bliver lidt for vilde og farlige.

I går, da han var hjemme syg med hoste og snot, byggede han og hans far disse multifunktionelle briller á la Kalle & Palles:

Kalle & Palle bøgerne er fra Turbine Forlaget og du kan læse mere om dem her, hvis du også har et påhitsomt barn, der ville elske historier, hvor alt kan lade sig gøre.

Naivt eller optimistisk

20110713-180135.jpg

Feriebogstakken til de kommende ni dages Toscanaafslapning. Før Skrupsakken var stakken dobbelt så stor til sådan en tur. Nu kan jeg ikke rigtig vurdere om det er optimistisk at tage alle fire med. Eller om det bare er direkte naivt.

For de interesserede kan jeg nævne at bøgerne er:

  • Sumobrødre af Morten Ramsland
  • Potensgiverne af Karin Brunk Holmqvist
  • En amerikaners lidelser af Siri Hustvedt
  • Elefantpasserens børn af Peter Høeg
Derudover har jeg to ekstra bøger med i en gave til min storebror, som jeg ikke kan afsløre her. Men som helt sikkert også er bøger jeg selv gerne vil låne og læse. Tanken om at nå de to også, ved jeg dog godt er direkte stupid!
Måske kan du hjælpe mig med at vælge, hvilken af de fire jeg skal starte med i flyveren? 

Dette burde skrives i nutid

Selv om jeg egentlig skulle læse denne bog i forbindelse med vores bogklub på skolen, og vi først skal mødes og snakke om den i august, så er jeg altså nødt til at udtrykke et eller andet om den nu, hvor jeg lige har læst den sidste linje. Så må de af mine kolleger, der ikke kan holde ud at høre min mening allerede, klikke videre eller gå ud og nyde solen i stedet.

At læse den har været som at sidde i et vakuum. Handlingen er nærmest stillestående og romanens jeg-fortæller trasker hvileløst rundt i sit liv efter tilfældighedsprincippet. Man sidder som læser og føler trang til at råbe den unge kvinde ind i hovedet, at hun skal få fingeren ud og tage noget ansvar med sit liv. Gør noget! Sig noget! Præster for pokker da noget! Et eller andet. Og man fristes flere gange til at smide bogen ad helvede til i mangel på bare en lille smule bevidst handling. Men som hun selv siger midtvejs i bogen: “Jeg ville helst heller ikke rime på verber. Jeg afskyede aktiv nutid“.

Og så er der mosteren. Der er omtrendt samme alder, som den unge kvinde ville være, hvis den netop havde været i nutid. Det er den ikke. Men hvad hvis den var? Det burde den jo, siger forfatteren. Hvad ville den så fortælle os? At Helle Helle selv blev reddet fra tilfældighedernes liv af sit skriftsprog og sin evne til at holde sine læsere fast i et vakuum igennem en hel bog? At Dorte Hansen x 2 er én og samme person? At Dorte Hansens nervesammenbrud er et “coulda woulda shoulda”, som heldigvis aldrig blev til andet end karakter i en roman?

Jeg må erkende, at bogen gjorde mig træt og tung, mens jeg læste den, og samtidig synes jeg den er noget nær det mest geniale, jeg har læst længe. Hvilken tvetydighed i en læsning af en roman. Den tunge sløve handling sidestillet med den fortættede Maggiterning af sproglighed er modsætningsfyldt. Jeg mindes ikke, at jeg har oplevet lignende siden jeg læste “Rester” og “Rødby – Puttgarden”, sjovt nok af samme forfatter.

Hvad er det hun kan, hende Helle x 2? Måske er det netop, fordi hun formår igen og igen at følge det råd Dorte får til sidst i bogen af den glatte kortprosaforfatter: “Der er så meget, der lyder flot, der er så meget, man kan tage med. Man kan tage alt med. Men der skal være en grund. Enhver idiot kan indføre en sjov lille mand med hat i teksten.” Så hun tager kun det vigtigste med. Skærer helt ind til benet i sproget, udelader adjektiverne, og skitserer virkeligheden som en tekst og lader resten være op til læseren og hovedpersonens handlinger.

Er det en anbefaling? Ja, for pokker! Men giv dig tid. For selv om romanen ikke er længere end 160 sider lang, så fylder den mindst x 2 i læsning og fortolkning.

No og mig

En af fordelene ved at have fået formaninger om at holde pauser i horisontal vinkel, er at jeg får læst bøger igen. Min ungdomsbogpusher, Tina, som også er vores skolebibliotekar, stak mig den franske bog “No og mig” af Delphine de Vigan for et par uger siden. Jeg huskede, at hun selv havde citeret bogen flere gange på sin FB og min nysgerrighed var vakt fra starten af.

Det der slog mig først, var at dette ikke kun er en ungdomsbog. Det er hvad man også kalder en “cross over” udgivelse, da den kan læses på tværs af aldre. Romanens Lou er en super intelligent 13-årig pige, som bor i Paris, er sprunget to klasser over og bruger det meste af sin fritid på at systematisere og eksperimentere med hverdagens små ligegyldigheder. Hun sætter færdigretters indhold i system og finder fællesnævnere, måler hårelastikkers robusthed kontra gummielastikker og så elsker hun grammatik:

Dem, der tror, grammatik bare er en samling støvede regler, tager fejl. Hvis man går lidt i dybden med grammatikken, opdager man, at den afslører historiens skjulte mening, skjuler uorden og forfald, skaber forbindelser og får modsætninger til at mødes, grammatikken er en fantastisk mulighed for at organisere verden efter sit eget hoved.

Igennem et skoleprojekt møder hun den hjemløse 18-årige pige No, som hun tager under sine vinger og gør til sit projekt at redde. Og som Den Lille Prins og ræven, beslutter hun sig for at gøre No til sin ræv og gøre hende tam.

“Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.” Det er måske det eneste, der betyder noget, måske skal man bare finde nogen. man kan gøre tam.

Lou bliver klogere på livet og på mennesker som bogen skrider frem. Hun bliver klogere på at gøre vilde dyr tamme. Og hun bliver klogere på grammatikken, og på de ting man kan sætte i system og dem man ikke kan:

Så giver jeg mig til at tænke på adverbier og sideordnede konjunktioner, der angiver brud i tid (pludselig, med ét) eller en modsætning (alligevel, til gengæld, derimod, imidlertid) eller en indrømmelse (selv om, trods alt, omend), jeg kan ikke tænke på andet, jeg forsøger at opremse dem i hovedet, gøre status over dem, jeg kan intet sige, ikke en lyd, for det hele flyder sammen og bliver uklart for mig, både væggene og lyset. Så tænker jeg, at grammatikken har forudset alt, skuffelser, nederlag og alverdens elendighed.

Bogen blev en kæmpe succes i sit hjemland Frankrig og er netop ved at blive filmatiseret. Jeg vil helt klart anbefale den som en af sommerens gode læseoplevelser.