Det var så det!

I morgen er det min officielt sidste barselsdag. Så er det slut med at have tid til vigtige ting, som fx at sidde og billeddokumentere bizarre tv-programmer på TV3:

Og slut med at gå i kosmisk selvsving over de plexibokse, jeg købte i Søstrene Grenes i dag og over hvor bolsjelækre mine kreating nu ser ud. Jeg har seriøst planer om at lægge mig ind i skabet senere og sove på hylden i nat ved siden af dem:

Slut med at have mentalt overskud til at instagramme skyporno fra “sommeren med de vildeste skyformationer evar!“:

Og ikke mindst, slut med at dele hvert vågent sekund med de her lækre firs centimeter:

Lånte ord

Nu er hun afleveret. Og jeg er Julie. Uden sne. Og ikke helt så bange for scenariet med den hvide slavehandel. Så havde de jo nok også solgt den vidunderdreng, der render rundt i børnehaven, og ham så jeg i sandkassen, da jeg cyklede væk på den tomme cykel.

De ringer, når hun er klar til at komme hjem igen. Mon ikke der er en pakke Pringles i køkkenet et sted?

Ti måneder….i går!

Er det sådan, det er med barn nummer to? At man altid er en dag for sent på den.

Nå, men i går var det ti måneder siden, at vi tvang Ananassen ud i denne verden. Siden har vi ikke kunne tvinge hende til ret meget. Hun er en viljefast pige, som ikke sådan lige lader sig hundse med. Heller ikke af en noget større Skrupsak. Men hun lader ham gerne bære sig rundt på hænder og fødder. Og han føler sig vist noget kun større og stærkere på den konto, så det er en slags win/win situation, de har kørende der.

Ellers må balance være nøgleordet for denne måned. Noget med at finde balancen på benene, når man står helt stille og giver slip. Den balance går det helt pænt med.

Vi skal også finde balancen mellem hjemme og institutionen nu. Hun startede i onsdags og i dag, skal hun have sin første alenedag der. Bare en times tid, men alligevel. Alene.

Om lidt skal jeg finde balancen mellem arbejdsliv og hjemmeliv frem igen. Den ligger gemt derinde bagerst i hovedet et sted, og jeg skal nok finde den. Det er jeg sikker på. Men den skal nok lige smøres lidt og trænes op igen. Lige nu er den blokeret lidt af den store klump der sidder i min hals. Mon ikke den forsvinder snart også?

Og så ugens optur, som slet ikke har noget med balance eller barselsstop at gøre, men derimod handler om noget så simpelt som retail therapy. Vi fik solgt vores gamle havebord fra Silvan, som vi købte da vi flyttede ind i huset for tre år siden. Det var faktisk vores første og eneste møbel de første tre uger, da vores container ikke kom hjem før fra USA. Heldigvis var det rigtig godt vejr, de uger, så vi boede mere eller mindre på terrassen. Det blev solgt igennem DBA forleden aften, til det sødeste hippiepar inde fra Brønshøj. Helt unge var de og lige på kanten til at skulle etablere sig sådan for alvor. Med villalejlighed, babytanker og havebord. Hun hviskede endda til mig, at hun også gerne vil have en datter, der hedder Anna engang…tihi… Jeg sagde jo, de var søde! Og vilde med hjertet i bordet. Total livstilsfoto, jeg der havde smidt på annoncen. Jeg kan mit shit på DBA!

2100 kr. fik vi for det. De pruttede ikke engang om prisen. Jeps, meget søde, ikk?

Så tog jeg i Bilka i forgårs aftes. Vidste du at de først lukker kl. 22? Det er jo sindssygt. Men dejligt den dag. For så kunne jeg daffe afsted efter putning kl. 19 og have god tid til at kigge på deres havemøbeludsalg. Og vupti vupti, kom jeg lige hjem med et spritnyt granit og jern bord og otte stole til 3500 kr. Efter et hurtigt tjek på nettet, var det et sæt til 15500 kr i vejledende pris. Damn, jeg er en krejler og hold nu kæft det var sjovt! Jeg var total høj bagefter. “I må have en sætpris for de stole? Jeg skal vel ikke give 529 for dem, når jeg køber otte? Ja, 300 lyder helt klart bedre.” og “3900 siger du? Hvis vi siger 3500, så tager jeg det.” I skulle have hørt mig, det var helt tossi!

Så nu kommer der et bord i dag. Og otte stole. Og jeg synes det er intet mindre end fantastisk. Når man modregner salget på det gamle, så har jeg kun givet 1400 for hele sættet. Sådan noget kan jeg li’! Retail therapy, når det er allerbedst.

#Klumpihalsen

Dette syn gav mig en klump i halsen. Af mange grunde.

Af taknemmelighed over at de havde gjort sig umage for at få os til at føle os velkomne. Det er en særlig dag og det mærkede man også fra pædagogernes side.

Af deja vu tilbage til den dag Skrupsakken havde sin første dag på samme sted. Også det var en særlig dag. Vi var tilbage i Danmark og vuggestuelivet var en af de ting ved det danske system, jeg havde savnet mest. Underligt nok. Jeg kan den dag i dag stadig få kuldegys af glæde over at kunne cykle hjem i regnvejret med en glad børnehavedreng på cyklen. Det er meget dansk i min verden.

Af reality check! Nu er det nu. Nu skal hun ikke længere kun være vores. Men også deres. Deres lille Blå Giraf. En lille pige i en stor vuggestue.

And we’re back!

Af en eller anden grund har dette indlæg ligget færdigskrevet et par dage på min computer i et åbent vindue. Jeg får det ikke lige skrevet færdigt og udgivet. Måske fordi det oser langt væk af den slags indlæg, der er nødvendige for at få gang i en ferielukket blog igen. Et opsamlingsindlæg, der skal fortælle, at ferien har været god og nu er man tilbage igen.

Well, jeg er tilbage. Bloggen er åben og hverdagen banker på døren. Ligesom mange andre bloggere, så har billedspammen på Instagram taget over, der hvor ordene på bloggen slap op. Men kort fortalt, så har vi sovet i telt i haven, hoppet i sprinklerstråler, renset havemøbler, både været og haft besøg, spist ærter, jordbær og hindbær fra haven og is fra fryseren. Og vi har bygget en ny sandkasse til børnene. Byggevejledningen fandt vi her og så forstørrede vi den bare til vores ønskede mål.

Vi har hygget, skændtes, krammet, vrisset, puttet, nusset, råbt lidt, grinet en masse og testet og sat nye grænser. Børnehaveferie betyder blandt andet, at man lærer at tale i lavere decibel og at man ikke konstant har underholdning stående ved siden af sig. Det betyder også, at man kan blive lidt ekstra forkælet. Vi har fx (næsten) spist is hver dag og i hvert fald sukker!

Ananassen står helst op nu. Går lidt og slipper gerne sikker støtte. Det koster knubs og sejrssmil. Hun er i alt. Det koster potteplanter, vinflasker og et konstant vågent forældreøje. Og så er hun også er begyndt at ville kysse. Her er det nabodrengen, der får lidt kærlighed.

Om under en uge skal hun starte i vuggestue. Så er hun ti måneder gammel. Det bliver godt for hende, tror jeg. Men jeg kan ikke helt finde glæden i det. Det er der mange grunde til, men skal vi ikke bare konkludere, at det fylder en del i mit hoved og hjerte for tiden? På den lidt triste måde. Og det har selvfølgelig også været en del af denne ferie. Sådan er det jo, når en barsel bliver afløst af en ferie. Symbiosen slutter og hverdagen tager over. Jeg frygter morgenerne især. Lige nu er der ro på og alle får set alle og vi får snakket og spist sammen. Det er jeg spændt på, om vi har tid, overskud og energi til om en måned.

Men i dag er det den sidste officielle feriedag for os alle. Så jeg har slet ikke tid til at sidde her og stoppe filtrerede billeder ind i et ligegyldigt come back indlæg. Solen skinner udenfor og dagens afsnit af Emil fra Lønneberg a.k.a. børnepause er snart slut. Der skal males profiler til vores nye plankeværk, der skal sælges gammelt havebord og indkøbes ny (måske) og der skal hygges og nydes. Eller skulle man tage en tur til Malmø i stedet?

Kan du også have en dejlig søndag derude, hvad end du beslutter dig for at gøre med den.

Den ambivalente sommer

Om en måned skal jeg aflevere hende her og selv køre mod det der arbejdsliv, alle taler om. Så er hun ti måneder gammel. Skrupsakken var næsten dobbelt så gammel, da han startede i vuggestue.

Man bør ikke aflevere et barn, der ikke har lært at stikke af. Det har hun. Hun kravler med det ene ben. Går med det andet. Og holder begge hænder solidt plantet på jorden. Nærmeste associationskilde må være Klokkeren fra Notre Dame, der også slæber den ene side af kroppen efter sig. Men skidt med den kunstneriske udførsel ikke er helt i top. Hun kan stikke af.

Og hun vil op af. Op at stå. Op at flyve. Op at klatre. Op af sin seng. Op af sin barnevogn. Op og hænge på arm. Op op op.

Det giver mig lidt spat, når det fx tager længere tid at putte hende til lur end selve luren. Eller når jeg rejser mig fra legetæppet og går de to meter hen til sofaen, og hun så jamrer efter mig, som om vi netop havde sagt farvel for livet. Hun er midt i et eller andet kuller i hovedet. Nogen kalder det udviklingsspring. Jeg kalder det også en fase. Mest for at minde mig selv om, at det går over igen. Blandet med en god gang vedvarende væske på ørerne og to potentielle fortandsbrud, så er det svært at holde smilet på læben en hel dag for både hende og jeg.

Så der er også en lille del af mig, der glæder sig til at få lidt fred igen. Til at skulle dele hende med andre. Få lidt frihed på job. Lidt ro i ørerne. Lidt tid til fordybelse. Lidt jeg-tid. Og ja, jeg skal stadig være lærer.

Og selvfølgelig er hun også stadig helt og aldeles vidunderlig. En lille pige, som kan kysse, muhe, kykkelikye og gø, og jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, at jeg snart skal af med hende. Og at andre voksne måske skal se hende tage sine første skridt. Tanken om et tilbagevendende arbejdsliv er tenderende deprimerende. Nu havde vi det jo lige så godt herhjemme i boblen. Hende og jeg.

Så ja, det er en ambivalent tid. Ikke så meget mere at sige om det.

Kalder alle trailer moms

Vi har simpelthen købt en trailer. En cykeltrailer. Jeg fandt en på DBA, som var vældig billig og næsten ikke brugt. Og jeg synes det er ret smart, det der med at kunne fragte to børn på samme tid uden at bruge benzin og uden at skulle høre på jammer over, at den ene er træt i benene.

Men er der nogen af jer, der ved hvordan man skal forholde sig til æggeskaller på hovederne af ungerne, når de sidder i sådan en karet? Jeg tænker, at de er frygtelig ukvemme at sidde med i et sæde, og at de jo er både spændt fast og pakket ret godt ind. Men hvad gør I andre trailer moms? De lidt dyrere og fangsiere ladmoms, må også gerne svare. Det er vel lidt same shit, different wrapping, so to speak.

I dag tog vi den ud for en test drive, og det var den rene fest. Der blev hygget og krammet bagi, og råbt “Mor har muller, Mor har muller…”, når det gik op af bakke og “Hva’ ska’ vi ha’? Is hver dag!”, når det gik ned. Ja, vi har gode sunde slogans her i huset.

Og nu også en trailer. Og det endda lige som vores meget blå Ford Focus med jydekrog tog til de evige Fords marker i himlen med en totalskade efter et indbrud på mandens arbejde. Jeg er ikke sikker på, at den nye vogn er SÅ meget billigere i benzin. For hva’ ska’ vi ha’? IS HVER DAG!

Billedspam fra en dag i zoo

Vi var i Zoo i forgårs sammen med min nabo og mødregruppeveninde Mia, og hun er rigtig rigtig ferm med et kamera. Det endte i en kæmpe bunke billeder, hvor jeg blandt andet også selv var med på for en gangs skyld. Jeg er så glad for de billeder. Mest fordi hun har fanget børnene i nogle rigtig gode situationer, der ikke er opstillede og unaturlige. Og så var det bare sådan en hyggelig dag med total afslapning og hygge, der fortjener at blive gemt i albummet.

Her fx min dejlige Skrupsak:

Og ham og hans “girl next door”:

Og Ananassen, som i dag er otte måneder gammel og tydeligvis æææælsker is:

 

Og hendes “Boy next door”:

Og så et par stykker af mig og ungerne:

Barselslimbo

Jeg vågnede ikke rigtig op, før end jeg sad i sofaen og kværnede en pose M&M’s, mens Ananassen tog sin formiddagslur (som for en gangs skyld varede længere en den famøse halve time, som vi ellers kører stilen med for tiden…Halleluja!).

Min krop var bare slet ikke klar til at skulle op. Hverken kl. 5.50 da hun vågnede uden for tur og skulle have mælk for at tie stille, så hun ikke vækkede de andre i huset. Eller kl. 6.30, da hun vågnede igen sammen med sin storbror. Bevares, jeg mærkede dem da nok, som de lå der ved siden af mig i sengen, og kastede deres ben ud over det hele. Men jeg ænsede dem ikke. Halvsov bare videre. Kender I det? Jeg kunne bare ikke vågne. Og det er som om, at Skupsakken har fået ben over det hele. Som om de er vokset i samme hast som mælkebøtterne ude i haven og nu er overalt. Og knæ. For helvede da, de knæ. De kan jo trykke selv det fedeste lår fladt, gult og blåt på et nanosekund.

Nå, men jeg ænsede dem ikke. Og det var også halvt i søvne, at jeg skovlede havregrød i den lille og formaninger i den store under morgenmaden. Pyller, suk og klager som skulle have været øller, slik og kager for at gøre en fuldendt fredag. Men ak, det var det ikke.

Så der sad jeg. Med min pose M&M’s og nød roen, og afslapningen. Og sukkeret. Og vågnede lige så langsomt op igen. Og fik endda energi til at flytte lidt opvask fra den ene side af vasken til den anden.

Jeg tror dælme, at jeg er gået i barselslimbo. Gider ikke rigtig mere. Keder mig. Savner udfordringer større (eller måske i virkeligheden mindre) end at få et andet menneske til at sove, spise og skide.

Og kan alligevel heller ikke rigtig sætte mig op til det, der kommer næst. Var til fagfordelingsmøde i går. Og oplevede næsten en form for ligegyldighed over hvilke fag og arbejdsområder jeg skulle have næste år. Bare stik mig et eller andet at lave. Kan jeg ikke bare være hende der stempler kuverterne? Nå, det gør man ikke mere. Jamen, så lad mig vaske gulve, hva’?

Tror I det er solen? Varmen? Provinsen? Skal vi give den skylden?

Efter frokost fik jeg nok. Kunne ikke helt holde mig selv og mit eget selskab ud længere, og Ananassen var vist også kørt lidt træt af mig. Så vi sprang på cyklen (hendes første tur, yay!) og kørte på tanken efter yoghurt og kaffe. For kaffe måtte der til. Og manglen på yoghurt var bl.a. en af grundene til morgenens jammerseance. Og nu sover hun igen. Og jeg drikker kaffe. Begge under parasollen. Og jeg er stadig ikke helt vågen.

Godt det er fredag.

Hvilken slags indlæg er dette?

Dette kunne være et marmeladeindlæg, hvor jeg fortalte om den lækre rabarbermarmelade, jeg lavede forleden, efter Fru Sommers opskrift. Dog med en hel knold ingefær og to hele citroners skal. Hun har ret, det ER verdens bedste rabarbermarmelade. Den kunne godt fortjene sit helt eget indlæg.

Det kunne også være indlægget om nattesøvn. Nattesøvnen, der kom tilbage skulle det hedde så. Eller Barnet der igen blev nemt at putte. Men det ved vi alle, hvordan det går med sådanne indlæg. Nemesis læser med og forpurrer hele lortet dagen efter.

Eller hvad med en pallerammeplantekasseopdatering? Eller noget om al den yoga, jeg slet ikke får lavet? Halsbetændelsen, der ramte mig i stedet? Åh, jeg kunne blive ved. Mit liv er en stor fantastisk fortælling.

Nå, ikke.

Jamen, så lad det bare være indlægget om, hvordan jeg midt i al barselshverdagslummeret lige gik hen og viste mig selv (og et par andre), at jeg stadig er en ildsjæl. Og at, når jeg lige connecter de rigtige tråde oppe i hjernen, sørme godt kan tænke på andet end rugbrødshapsere og kravlekrydsteknikker. Lad os sige, at det vigtige møde inde i byen, havde sat gang i nogle hjul et sted inden i mig. Hjul, der fik dele af min hjerne til at køre igen i fuldt gear. Lad os også sige, at jeg siden har gået rundt med et flabet smil på mine læber og en lidt rankere ryg end før. Endda uden yoga. Og med en million tanker og idéer vrimlende rundt i mit hovede og titusinde sommerfugle i min mave. På grund af dét, der måske bliver til noget sejt samarbejde, hvor jeg kan få lov at tænke kreativt, digitalt, pædagogisk, didaktisk og fremadrettet på én gang. Og så kunne vi jo slutte af med at sige, at I hører nærmere, når jeg hører nærmere.