Give away – Blogbogen

Jeg har fået sindssygt meget ud af at blogge. Noget jeg ikke havde den fjerneste idé om, da jeg i 2003 begyndte at skrive på nettet om vores rejse til USA, så familien derhjemme kunne følge lidt med i vores gøren og laden. Det endte med Fra Hoved til Pen ad flere omveje. Og lukken ned og åben op – alt efter hvor mit paranoiabarometer lå i det pågældende år.

Bloggen er blevet mit frirum. Også selv om det er begrænset, hvad jeg skriver om. Den er mit familiealbum, mine Barnets Bøger om Skrupsakken og Ananassen. Min kreative opslagstavle med mine tegnerier og andre skaberier. Mit tankerum. Min holdningsholdeplads. Og senest blev den min ventil under en lockout, der fik en langt større betydning for mig, end jeg nogensinde havde turde tro. Faktisk overtog lockouten min blog og jeg måtte leje nye lokaler ude i byen, så denne blog kunne forblive det stressfrie rum, den efterhånden var blevet for mig.

Jeg bliver ikke rig af at blogge. Hvis man regner kroner og ører. Men regner man i netværk, ordkløveri, holdningsændringer, personlig perspektivering og venskaber, så er jeg blevet meget meget rig af min blog.

Julia Lahme har begået en ny klog bog. Denne handler netop om det at blogge. Og jeg har fået et eksemplar til at dele ud her på min blog. Så hvis du nu sidder og tænker, at det der blogging, det kunne måske være noget for dig. Måske er det lige netop en blog, du står og mangler for at finde din retning, dit fokus, din drøm…whatever. Så er Julias bog genial. Selv jeg, som har blogget i ti år nu, får noget ud af at læse om den genre, jeg efterhånden kender så godt. For Julia har et know-how i kommunikation og markedsføring, som i den grad skinner igennem i hele bogen. Hun er en af Danmarks førende indenfor PR- og kommunikation og er direktør i kommunikationsbureauet Lahme. Og så er hun selv blogger. Med andre ord, denne dejlige dame ved hvad hun taler om!

Så skriv en kommentar til indlægget her og deltag i min lodtrækning af Julias bog. Jeg trækker lod blandt alle kommentarerne lørdag den 21. september.

Og prøv lige at se, hvem der er nævnt på side 18. Arhmen, der er jo ikke et øje tørt:

Dine yndlingsbloggere

Hvis du som jeg læser mange forskellige blogs og ikke altid får skrevet en hel masse anerkendende i kommentarfeltet, så har du her chancen for at sende lidt kærlighed i retning af dine yndlingsbloggere.

I anledning af Julia Lahmes nye bog Blogbogen har Femina lavet deres helt egen Blogawards, hvor du blandt andet kan nominere det indlæg, der rørte dig mest, det indlæg, der skabte mest debat eller det indlæg der skabte mest fællesskab. Du kan læse mere om kategorierne for nomineringerne ved at klikke på billedet herunder:

blogawardJeg ved godt, hvem jeg vil nominere i de fleste af kategorierne, der er heldigvis mange dygtige bloggere derude, som rører mig dagligt med deres ord. Det svære bliver at vælge ud og finde lige netop dét indlæg, der gjorde forskellen for mig. Hvilken herlig anledning til klikke tilbage i et par af mine yndlingsblogge igen.

KLIK HER FOR AT NOMINERE DINE YNDLINGSINDLÆG I 2013.

Nye tider

Ok, jeg skal i gang igen. Jeg bliver et surere menneske af ikke at blogge. Al dampen ligger bare og buldrer under låget på mig i stedet for at blive lukket ud lidt efter lidt af min virtuelle ventil her. Så nu skal der et indlæg på bordet dagligt til jeg har fundet skrivekløen frem igen. Og hvilken bedre tid at blogge fra end ferietid?

Vi er startet på ferien. Nyder solen og haven og hinanden for fulde gardiner. Vi skal til Italien i år med hele min familie. Mine brødre, deres familier og min mor og hendes mand. Det bliver skønt. Jeg elsker at have en familie, jeg gider at holde ferie med. Og ikke mindst, en familie min mand gider at holde ferie med.

Men altså, den store nyhed, som skete lige inden ferien startede, den gør jo, at denne ferie faktisk gerne må gå lidt hurtigere, end jeg normalt ønsker for en ferie.

Jeg har fået nyt job! Tadaaaaa…..

Jeg skal stadig undervise på naboskolen, men på meget nedsat tid. For fra den 1. august skal jeg også være pædagogisk redaktør på Danskfaget.dk.


Kender du den? Måske dine børn gør. Det er Clios fagportal for danskfaget. Clio er et 100% digitalt forlag, der laver fagportaler til grundskolens mange fagområder. Og lige om lidt skal jeg være med til at udvikle på den danskfaglige del af dette. Behøver jeg at sige, at JEG GLÆDER MIG?

Det bliver SÅ fedt! Endelig får jeg lov til at prøve kræfter med de digitale undervisningsmidler på et mere professionelt plan. Det bliver skide skægt, vildt lærerigt og en lille smule angstprovokerende i starten. For det er det private erhvervsliv, jeg skal ind og bide skeer med. Og det er professionelle folk, der ved, hvad de taler om. Og de kan deres shit! Men.Hold.Nu.Op. Hvor er jeg klar på det. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for både dem og mig.

I det hele taget glæder jeg mig bare til mit nye arbejdsliv. To dage på Clio, tre dage på skolen i Syvendeklassen, hvor jeg igen skal være klasse- og dansklærer. To roller jeg har savnet inderligt i dette skoleår. Og så har jeg fået den skønneste makker til læsevejlederjobbet på skolen. En tidligere kollega vender tilbage og jeg glæder mig vildt meget til at få et samarbejde i gang med netop hende.

Og det er jo egentlig den bedste slags ferier, man kan have, ikke? Dem, hvor man ikke frygter at skulle i gang igen efterfølgende. Jeg kan mærke, at det giver mig en fantastisk indre ro denne gang. Til bare at være og slappe af og nyde den ekstra tid med mine børn.

Det var et hårdt sidste skoleår. Ikke mindst på grund af lockouten, som ramte mig på en markant anden måde, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg troede virkelig ikke, at det ville røre mig så meget at blive nægtet adgang til mit arbejde og at blive konfronteret med mit arbejdsliv i det offentlige rum. Det handlede for mig overhovedet ikke om de forandringer det varslede og senere medførte, men derimod om den virkelighed det udfoldede. Men det er et andet indlæg, som lige skal simre lidt mere, inden det er klar til at blive dampet helt ud.

Vejen hjem

Og så løb jeg tør for ord.

Da lockouten sluttede og hverdagen startede igen. I den første uge græd jeg hver dag, jeg var på arbejde. Af forskellige årsager. Men mest fordi det var følsomt at være tilbage – på alle mulige måder. Også glædelige.

Og nu er der næsten gået en måned. Jeg græder ikke så meget mere, men jeg har virkelig haft svært ved at finde ordene siden. Og jeg har haft svært ved at finde hjem til mig selv igen. Finde læreren i mig.

Lockouten blev en periode, hvor jeg handlede mig ud af frustrationen. Jeg oprettede BlockOut, samlede folk, delte mine ord med (rigtig mange) folktwittede mere end nogensinde, læste flere nyheder end nogensinde, tænkte store skoleudviklingstanker, involverede mig i skolepolitik, demonstrerede, snakkede, skrev om penge og om ledelse og om at være splittet. Jeg græd, følte og rystede og blev på alle mulige måder langt mere påvirket af det hele, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg ville gøre. På godt og ondt.

I onsdags mærkede jeg for første gang siden lockouten et sug i maven af glæde og forventning over det kommende skoleår. Et skoleår, hvor det ser ud til, at jeg skal være dansk- og klasselærer igen. En rolle jeg bevidst gav afkald på for første gang i hele mit lærerliv i år, fordi jeg havde en uddannelse, der skulle færdiggøres og et nystartet vuggestuebarn, der skulle indkøres. En rolle jeg har savnet meget i dette skoleår. Og jeg gik rundt der i stilheden på skolebiblioteket, som tilsynsvagt midt i den tyske skriftlige eksamen, og lod tankerne lege med næste års undervisning og det gav et sug i maven. Ideerne piblede frem i hovedet på mig og jeg fik lyst til at sætte mig ned og planlægge det hele med det samme.

Jeg har stadig ikke fundet helt hjem. Og måske har jeg også fået en bredere forståelse for, hvad mit professionelle hjem skal være i fremtiden. Men det er som om universet har hørt mig og sendt mig et par bolde, som jeg blot skal sørge for at gribe og kaste videre. En af dem er Lykke Rix’ workshop om “at komme hjem“, som jeg netop har tilmeldt mig. Lykke er en af mine nære venner, så jeg kender hende temmelig godt efterhånden. Derfor ved jeg også, at hun, om nogen, kan lave en workshop med den titel. Jeg glæder mig til blive klogere på mit professionelle hjem sammen med hende den 19. juni på Louisiana. Der er vist stadig få pladser, hvis du også skulle være interesseret.

Så det er blevet hverdag igen. En ny slags hverdag. Men hverdag. Også her på bloggen, hvor jeg håber på at kunne finde ordene frem påny, så der igen kommer lidt kontinuitet i indlæggene. Jeg håber stadig der er en læser eller to tilbage derude, når jeg er færdig med at spidse pennen.

Kommende jubilæum på bloggen

Jeg runder lige snart 1000 indlæg her på bloggen, og det skal da fejres på en eller anden måde. Men hvordan? Jeg er blank. Hjælp mig!

Skal jeg lave en gave og udlodde? Skal jeg synge en sang? Tegne en tegning? Sy noget? Skrive noget?

Hvad vil være den rette måde at fejre 1000 indlæg om alt muligt på? Vi har tre indlæg at gå i tænkeboks på.

Hvor er jeg?

Altså jeg er jo lige her. På bloggen. Og i min sofa. I mit hjem. Ved siden af min mand og babyalarmen.

Men jeg er også rimelig ofte (og indrømmet, nogen gange samtidig) på Instagram. Hvor jeg blandt andet viser mine første spæde overlockninger frem side om side med en illustreret folkeskolevirkelighed og livet som mor.

Og på Twitter, hvor jeg stadig famler mig lidt frem i blinde. Er jeg den eneste, der aldrig helt rigtig har forstået Twitter? Eller er det fordi, jeg bare ikke er god til det med at fatte mig i korthed om noget, der er vigtigt nok til at jeg vil dele det med andre.

Nå ja, og på Facebook. Selvfølgelig. Det er vel mit andet hjem. Og dit. Stedet hvor jeg kan give mit sociale liv en hjertestarter, selv om jeg kun orker at sidde i underbukser i min sofa.

Og en gang om ugen tager jeg expressen fra mailboksen ind på Linked In. Bare for at snuse lidt til mine drømme og ambitioner. Og se på listen over mine nuværende bedrifter, som vokser i takt med, at jeg finder mig mere og mere til rette i mit professionelle jeg.

Et jeg, der ofte leger med billeder på sin Billedguide. Og giver gode råd om kreativitet og billedsprog på DR’s hjemmeside. Og piller i sin egen navle her på bloggen.

Klout måler jeg mig med de andre virtuelt indfødte, og bliver bekræftet i, at en stor del af mit liv leves digitalt, og at jeg når længst ud, når jeg bruger mine to yndlinge; billeder og ord.

Og sådan klikker jeg mig rundt, frem og tilbage, op og ned, og lader den virtuelle verden få den plads den kræver i min analoge virkelighed. De to kan ikke skilles ad, som det er nu. Den ene er nærmest betinget af den anden og omvendt. For mig. Og for andre er hele dette indlæg skrevet på russisk med en usynlig pen i regnvejr.

Men altså ja, nu ved du hvor du kan finde mig, når jeg ikke lige er her.

Flower power

Nu skal jeg nok lade den være som den er for en stund. Bloggen. Men jeg skulle lige finde de rigtige blomster, den rigtige balance mellem råt og pussetnusset, pang og stilrent, de rigtige farver og du ved. Det gjorde jeg i aftes. Sent. Og nu er det fint, synes jeg.

Og hvis du ikke synes det, bedes du holde det for dig selv et stykke tid endnu. Skal vi sige, at du gav mig en uge til at nyde det hele lidt?

Og nu vi er ved blomster. Prøv lige at se hvor fint mit sommerblomstebed er blevet:

Og der er flere godter på vej dernedefra. I jorden.

Melon og Ananas

Cocktailen bliver ikke mindre sød af at blande de to:

Billederne er taget af min søde veninde, som specialiserer sig i at fotografere mødregrupper. Hun kan altså et eller andet særligt med de børn og kameraet.

…og ja, jeg har rettet overskriften på bloggen. Efter seks år under den falske titel. Utroligt alligevel, at det skulle tage så lang tid før end der kom en med nosser store nok til at fortælle mig det. Tak Birgitte og undskyld Onkel Eva!

Jeg overvejede et øjeblik der at lade den stå. Mest på grund af nostalgien. Men altså, nu kan jeg jo ikke se andet end den stavefejl, hver gang jeg logger ind og hvis jeg ikke retter det der, får jeg jo aldrig lært at stave HOVED rigtigt. Vel. Så nu er det rettet og bloggen har hermed fået nyt navn. Tadaaaa….

Halløjsa da!

Jeg blev simpelthen så træt af at se på min gamle side, så nu skulle der ske noget nyt. Jeg var træt af strømlinet, firkantet, indrammet, skarpt og enkelt. Der skulle farver til. Brudte linjer. Rod i butikken. Liv og leg. Vi får se, hvor længe det holder. Indtil da:

Velkommen til!

Og husk så lige, at det er i morgen kl. 11, at jeg trækker lod blandt mine Facebooklikere om denne fine hjemmelavede suttesnor.

Har du ikke været inde og like billedet endnu, og vil du gerne vinde den, så skynd dig dog derind!

Liker-lodtrækning

Forleden fik jeg en gave af en meget kær veninde, som selv har en dreng på alder med Ananassen. Hun havde for nyligt været i Paris og havde der købt nogle emaljerede suttesnorsklemmer med hjem til mig som gave. Tre af dem er allerede taget i brug:

Og den sidste ligger her ved siden af mig nu og venter på, at du måske har lyst til at vinde den:

Jeg vil jo mene, at den både kan bruges til en dreng og en pige, men det vil jeg lade dig afgøre. Hvis du vil have muligheden for at vinde den, skal du hoppe over på min Facebookside og trykke LIKE på billedet af sutten, og så er du med.

Så lover jeg, at den næste give away er mindre småbørnsforældre-minded og mere målrettet mod jer, der rent faktisk har mulighed for at drikke noget, mens det er varmt.