Jeg runder lige snart 1000 indlæg her på bloggen, og det skal da fejres på en eller anden måde. Men hvordan? Jeg er blank. Hjælp mig!
Skal jeg lave en gave og udlodde? Skal jeg synge en sang? Tegne en tegning? Sy noget? Skrive noget?
Hvad vil være den rette måde at fejre 1000 indlæg om alt muligt på? Vi har tre indlæg at gå i tænkeboks på.
Altså jeg er jo lige her. På bloggen. Og i min sofa. I mit hjem. Ved siden af min mand og babyalarmen.
Men jeg er også rimelig ofte (og indrømmet, nogen gange samtidig) på Instagram. Hvor jeg blandt andet viser mine første spæde overlockninger frem side om side med en illustreret folkeskolevirkelighed og livet som mor.
Og på Twitter, hvor jeg stadig famler mig lidt frem i blinde. Er jeg den eneste, der aldrig helt rigtig har forstået Twitter? Eller er det fordi, jeg bare ikke er god til det med at fatte mig i korthed om noget, der er vigtigt nok til at jeg vil dele det med andre.
Nå ja, og på Facebook. Selvfølgelig. Det er vel mit andet hjem. Og dit. Stedet hvor jeg kan give mit sociale liv en hjertestarter, selv om jeg kun orker at sidde i underbukser i min sofa.
Og en gang om ugen tager jeg expressen fra mailboksen ind på Linked In. Bare for at snuse lidt til mine drømme og ambitioner. Og se på listen over mine nuværende bedrifter, som vokser i takt med, at jeg finder mig mere og mere til rette i mit professionelle jeg.
Et jeg, der ofte leger med billeder på sin Billedguide. Og giver gode råd om kreativitet og billedsprog på DR’s hjemmeside. Og piller i sin egen navle her på bloggen.
På Klout måler jeg mig med de andre virtuelt indfødte, og bliver bekræftet i, at en stor del af mit liv leves digitalt, og at jeg når længst ud, når jeg bruger mine to yndlinge; billeder og ord.
Og sådan klikker jeg mig rundt, frem og tilbage, op og ned, og lader den virtuelle verden få den plads den kræver i min analoge virkelighed. De to kan ikke skilles ad, som det er nu. Den ene er nærmest betinget af den anden og omvendt. For mig. Og for andre er hele dette indlæg skrevet på russisk med en usynlig pen i regnvejr.
Men altså ja, nu ved du hvor du kan finde mig, når jeg ikke lige er her.
Nu skal jeg nok lade den være som den er for en stund. Bloggen. Men jeg skulle lige finde de rigtige blomster, den rigtige balance mellem råt og pussetnusset, pang og stilrent, de rigtige farver og du ved. Det gjorde jeg i aftes. Sent. Og nu er det fint, synes jeg.
Og hvis du ikke synes det, bedes du holde det for dig selv et stykke tid endnu. Skal vi sige, at du gav mig en uge til at nyde det hele lidt?
Og nu vi er ved blomster. Prøv lige at se hvor fint mit sommerblomstebed er blevet:
Og der er flere godter på vej dernedefra. I jorden.
Cocktailen bliver ikke mindre sød af at blande de to:
Billederne er taget af min søde veninde, som specialiserer sig i at fotografere mødregrupper. Hun kan altså et eller andet særligt med de børn og kameraet.
…og ja, jeg har rettet overskriften på bloggen. Efter seks år under den falske titel. Utroligt alligevel, at det skulle tage så lang tid før end der kom en med nosser store nok til at fortælle mig det. Tak Birgitte og undskyld Onkel Eva!
Jeg overvejede et øjeblik der at lade den stå. Mest på grund af nostalgien. Men altså, nu kan jeg jo ikke se andet end den stavefejl, hver gang jeg logger ind og hvis jeg ikke retter det der, får jeg jo aldrig lært at stave HOVED rigtigt. Vel. Så nu er det rettet og bloggen har hermed fået nyt navn. Tadaaaa….
Jeg blev simpelthen så træt af at se på min gamle side, så nu skulle der ske noget nyt. Jeg var træt af strømlinet, firkantet, indrammet, skarpt og enkelt. Der skulle farver til. Brudte linjer. Rod i butikken. Liv og leg. Vi får se, hvor længe det holder. Indtil da:
Velkommen til!
Og husk så lige, at det er i morgen kl. 11, at jeg trækker lod blandt mine Facebooklikere om denne fine hjemmelavede suttesnor.
Har du ikke været inde og like billedet endnu, og vil du gerne vinde den, så skynd dig dog derind!
Forleden fik jeg en gave af en meget kær veninde, som selv har en dreng på alder med Ananassen. Hun havde for nyligt været i Paris og havde der købt nogle emaljerede suttesnorsklemmer med hjem til mig som gave. Tre af dem er allerede taget i brug:
Og den sidste ligger her ved siden af mig nu og venter på, at du måske har lyst til at vinde den:
Jeg vil jo mene, at den både kan bruges til en dreng og en pige, men det vil jeg lade dig afgøre. Hvis du vil have muligheden for at vinde den, skal du hoppe over på min Facebookside og trykke LIKE på billedet af sutten, og så er du med.
Så lover jeg, at den næste give away er mindre småbørnsforældre-minded og mere målrettet mod jer, der rent faktisk har mulighed for at drikke noget, mens det er varmt.
Jeg har rodet med en ny blog. Det vil sige, det er den samme gamle Fra hovede til pen, men nu i en ny udgave og på en anden platform. WordPress selvfølgelig.
Jeg er træt af Blogger og den sidste fadæse med slettede indlæg og tre dages lukketid gjorde det ikke bedre. Desuden har jeg allerede www.billedguiden.dk liggende på WP, så jeg kender til systemet og kan rigtig godt lide det.
Men så er der hele det nostalgiske ved at have været ved Blogger i så mange år og have opbygget netop denne blog i deres design. Mit ur kan jeg fx ikke tage med. Jeg elsker det ur. Skal jeg gå all the way, som jeg gjorde med billedguiden, og installere det på eget domæne, som jeg har købt, eller skal jeg bare køre det i wordpress.com, hvor det er mere skrabet med designet, men til gengæld kan op og køre nu og her?
Og egentlig burde jeg jo bare i stedet skrive den eksamensopgave færdig, hvilket jeg vil gøre fraaaaaaa NU af!
Ses!
>…noget så frygteligt til at skrive et blogindlæg.
Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal skrive om, da det der fylder mit hovede lige for tiden ser sådan nogenlunde sådan her ud nu:
Og er en sund og rask Truntepige.
Der nu har fået en brugt rød Odderbarnevogn fra Amager.
Og har en storebror, der glæder sig til at lære sin lillesøster musik og at tegne sole med briller.
Men min hjerne er gået på påskeferie, som den troede var en kombineret sommerferie/barsel og er ikke rigtig vendt tilbage siden. Og jeg kan ikke komme på et eneste klogt ord at skrive eller en nogenlunde interessant streg at tegne, selv om der ligger et smukt Sankt Hans billede og venter på mig i min tegneudfordring. Og i næste uge er der Forårsmarked i Fyns land. Hvad skal jeg sælge? No clue, men jeg er der! Det er sikkert.
>
(Opklarende information inden læsning: Delingen af lige gyldig i overskriften er helt bevidst og slet ikke ligegyldig!)
Jeg skriver indlæg efter indlæg for tiden, men ingen af dem bliver udgivet. Ikke fordi de er grænseoverskridende at udgive eller fordi jeg føler de er for private. Tværtimod, så er de simpelthen for intetsigende og ligegyldige. Gudsjammelige kedelige vil jeg vove mig til at kalde dem. Måske går det for godt lige for tiden. Måske er jeg i chok over en januar så fyldt med glæde og gode oplevelser. Måske er jeg bare for træt til at skrive, fordi januarmørket alligevel har ramt energilageret på trods af primoannojubelscener.
Jeg havde fødderne godt begravet i fint middelhavssand i aften. Først lidt på Star Tours strande og derefter på Apollos. Et vennepar og vi har besluttet os for at holde ferie sammen i år, og det skulle planlægges i aften. Vi fik intet fastsat, men jeg føler faktisk lidt, at de tre timers surfen rundt fra strand til strand gav mig en lille fornemmelse for sol og varme. Jeg anede endda et par fregner, da jeg kiggede mig i spejlet for lidt siden. Men et indlæg, det er det vist ikke værd, vel.
Det ville en opsamling på indlægget om mine fordomme mod damen med den fejlfarvede elev dog være. Men det indlæg ligger stadig og venter inde bag hjernebarken. Det skal formuleres klart, fordi jeg faktisk har en helt særlig grund til at skrive, som jeg gør i det indlæg. Og tak for jeres virkelig dejlige kommentarer på mit spørgsmål. De er læst og taget ind og ligger lige nu under bearbejdning, dér bag hjernebarken. Uden at starte på indlægget her, kan jeg dog fortælle, at jeg faktisk finder mig selv, om ikke sammenlignligt, så i hvert tilfælde i en mindre grad, fordomsfuld i situationen også. Men det skal som sagt formuleres. Og det bliver det lige pludseligt.
Jeg har også en award, som ligger og skal flashes og selvfedes. Den er ikke glemt, blot gemt til et senere indlæg, som passer bedre lige om lidt. Ikke nu. Men om lidt.
Thøgers død er et indlæg værd, men at lade som om jeg kendte mere til manden end jeg gjorde ville virke utroværdigt. Dog vakte nyheden om hans alt for tidlige død den samme følelse indeni, som jeg havde da Jørgen Clevin døde i 1993. Hvorfor er det, at vi mennesker kan få så markante følelser for mennesker, vi ikke engang kender personligt. Clevin var en stjerne, en original, der ikke havde lige i min verden. Måske var Thøger Seidenfaden det også uden jeg var helt så bevidst om det end som så?
Håndbold rager mig.
X-factor is on. Igen. Og igen er en lærer fra Hellerup Skole ude og prøve at skyde efter stjernerne. Skulle man have holdt fast i sin ansættelse der og have satset på at ende med Blachman som mentor i 2015? Nej vel? Jeg tror ikke Steen får helt samme succes som sidste års Thomas. Men held og lykke skal han da have med på vejen. Det ærgrer mig lidt, at de to Helleruplærere, Mette Hauch og Martin Ryum, der vandt Microsoft Worldwide Innovative Educator Award, ikke fik helt den samme omtale og opmærksomhed i medierne, som de syngende lærere gør. Tænk sig, de vandt ikke bare en lille national sangkonkurrence, men kan nu kalde sig verdens mest innovative lærere. Det kunne til gengæld godt være et gyldigt indlæg værd, synes I ikke?
Og i morgen kommer så endnu en af de dage, der gør at denne januar bare er og bliver den smukkeste af slagsen i mange år. Udsigten til samvær med ligesindede drømmefangere og ildsjæle er nok til, at jeg kan leve hele februar på den energi, jeg ved jeg tager med hjem derfra i morgen aften. Det er noget ganske særligt og mindst lige så gyldigt som alt det andet.
>
Jeg har vist opbrugt mine ord for en periode, der kommer i hvert fald ikke så meget ud her på bloggen i disse dage.
Men jeg leger til gengæld. Med Bamses hus, en legetøjsmotorsav, en købmandsbutik og en tre-årig Skrupsak. Fik jeg sagt, at han er tre år nu? Måske er det derfor, jeg er lidt ordløs?
Og så leger jeg på min anden legeplads. Du ved, den med billederne. Den trængte til lidt maling og sådan, og jeg synes selv, den er blevet ganske fin, der i sine nye klæder:
Hop selv over og kig ved at klikke på billedet.
