>Bad news! Ingen hus i Ølstykke i denne omgang. Sælger havde fået kolde fødder over påsken, og vil ikke sælge nu alligevel. Så en måned af vores dyrebare tid til at finde en fast base under fødderne på dansk jord er nu spildt.

Jeg er frustreret, skuffet og usikker. De to første følelser skal jeg nok ryste ret hurtigt af mig. Det er jo bare et hus. Men usikkerheden gnaver i mig. Jeg har ligget vågen det meste af natten og tænkt og tænkt. Hvad gør vi om to måneder, når vi lander i Danmark og ikke har noget sted at bo. Ikke har noget sted at få vores møbler afleveret. Ikke har noget sted at søge pasningsordning til Drengen udfra. Ikke har noget sted at køre på arbejde fra. Ikke har noget sted at stå op om morgenen og spise morgenmad sammen og starte dagen på en tryg og god måde.

Før var vi bare to – to voksne, der kunne klare lidt af hvert, og som ikke behøvede meget sikkerhedsnet under fødderne. Vi havde jo kun os selv at tænke på. Men med Drengen i verden, er min usikkerhed vokset til kæmpestørrelse, og jeg har kun et formål i livet, og det er at skabe en tryg og dejlig tilværelse for ham. Hvordan kan jeg gøre det nu? Hvordan flytter man fra den ene ende af verden til den anden med et lille barn på 1½ år? Er der nogen der kender en hjemmeside, hvor jeg kan finde svaret? Jeg har prøvet at google det, men intet dukkede op i søgningen.

Vi kan ikke købe noget andet inden, da man jo ikke lige køber et hus ubeset online, så nu hedder det midlertidig lejebolig i en periode, hvor vi så kan søge efter huset imens. Derefter måske flytning til ny by, ny institution og nyt hus igen. Forandringer tager ingen skade af. Men når nu vi så gerne bare ville være fri for flere store forandringer, så kan det altså godt virke lidt uoverskueligt med selv de små forandringer inde i mit lille hovede.

Det tænker vi så lige lidt over fra nu af! Det er vist der vi er. Det andet var jo også lige lidt for godt til at være sandt. Nu jeg tænker over det…

>Der er ikke megen aktivitet på bloggen for tiden. Igen skyldes det ikke mangel på stof, men snarere mangel på orden i stoffet til at kunne få dem ned gennem tastaturet og ind på skærmen. Klokken er 6.15, og jeg har sneget mig nedenunder, hvor der er helt stille. Drengen og manden sover endnu, ligeledes gør sønderjyderne i gæsteværelset. Vi har besøg hjemmefra i denne uge. Kusinebesøg, og det er SÅ hyggeligt!

Nok om det. Det der fylder i vores hoveder er det (forbandede) hus. Ja, sådan er vi efterhånden snart begyndt at tænke om det, desværre. Mere præcist er det nok snarere de forbandede sælgere og den forbandede ejendomsmægler, der mener det er ok at holde andre folk hen i flere uger, mens de vægelsindede tænker frem og tilbage og op og ned af købskontrakten.
Status er:
- Vi HAR skrevet under.
- Vi HAR involveret os følelsesmæssigt i dette hus.
- Vi HAR drømt drømmen om de hyggelige stunder vi kan have sammen omkring spisebordet i køkken-alrummet.
- Jeg har indrettet diverse rum 1000 gange i mine tanker og bestemt mig for, hvor mine yndlingsskåle skal stå i køkkenskufferne og glædet mig til igen at få min 3 års bortgemte elskede elkedel frem på køkkenbordet i hjørnet, lige der ved vinduet. ( bortgemt pga. 220v i DK til 110v i USA)
- Vi HAR vænnet os til at sige NÅR vi flytter til Ølstykke og ikke HVIS, og samtidig vænnet os tilbage til at bruge HVIS igen, nu med slet skjult ængstelse og skuffelse i stemmen.
- Vi HAR ikke nogen plan B, når vi står i Danmark om præcis to måneder.
- Vi HAR nemlig været så naive at satse al vores tid, overskud og planlægning på dette hus, som ejendomsmægleren fik os til at tro var vores, hvis vi bare lige skrev under på kontrakten.
- Vi er ved at være stressede!
- Vi maner os selv til ro, og kigger lidt på lejeboliger og siger sætninger som: “Hvis ikke det sker, så er det nok fordi der er en god grund til det” og “Så må vi tage den derfra og det klarer vi jo nok også”.

Og det gør vi jo også. Det ved vi jo godt. Fornuftmæssigt. Men følelsesmæssigt, så er man bare så forbandet svær at styre, når det drejer sig om at finde et hjem, en base, en tryghed i den nye fremmede hverdag, som vi skal hjem til. Jeg glæde rmig så afsindigt til at være tilbage og til at få en hverdag op og køre i det danske igen. Og jeg glæder mig til at finde mig selv i noget varigt. Noget jeg kan se fremad i.

På mandag er det sælgers skæringsdato for at skaffe godkendelse fra diveres pantehavere. Så langt er de slet ikke i processen. Mand og kone, der gerne vil stoppe med at være mand og kone, da mand øjensynligt har været omkring andre koner for et år siden, er ikke enige om hvorvidt de skal tage i mod tilbuddet og få solgt det liv, de er på vej ud af. Desværre en delvist typisk historie i det kriseramte Vesten. I bund og grund en dyb sørgelig historie, hvor de begge ender med kæmpe underskud og enorme lån i banken bagefter, da prisen slet ikke er svarende til deres oprindelige pris og det de selv har købt huset for i 2007, hvor de sikkert sad med de samme drømme og håb, osm vi sidder med nu. Og her sidder vi så og græder de priviligeredes og forkæledes tårer. For vi har jo hinanden, kærligheden og pengene. Det er købers marked. Og vi ved jo godt, at vi sagtens kan finde lykken og livet for os i et hvilket som helst andet hus, og at et hus blot er rammen omkring det store billede, som vi selv skal male.

Ved du hvad, vi klarer den sgu nok. Vi finder nok et andet hus, og hvis ikke lige nu, så senere. Og sådan vil jeg så fortsæte med at overbevise mig selv om, at det slet ikke er så slemt endda og at jeg i hvert fald ikke bliver SÅ skuffet, hvis ikke det falder ud til vores fordel på mandag.

Så ja, jeg sagde jo, der var rodet deroppe – i hovedet!

>Jamen, man kan da kun konkludere, at Tiden er på vores side pt. Den går jo….

Meeen, lidt langsomt føles det altså alligevel. Mon man kan bestikke den til at skynde sig lidt mere?