Vejen hjem

Og så løb jeg tør for ord.

Da lockouten sluttede og hverdagen startede igen. I den første uge græd jeg hver dag, jeg var på arbejde. Af forskellige årsager. Men mest fordi det var følsomt at være tilbage – på alle mulige måder. Også glædelige.

Og nu er der næsten gået en måned. Jeg græder ikke så meget mere, men jeg har virkelig haft svært ved at finde ordene siden. Og jeg har haft svært ved at finde hjem til mig selv igen. Finde læreren i mig.

Lockouten blev en periode, hvor jeg handlede mig ud af frustrationen. Jeg oprettede BlockOut, samlede folk, delte mine ord med (rigtig mange) folktwittede mere end nogensinde, læste flere nyheder end nogensinde, tænkte store skoleudviklingstanker, involverede mig i skolepolitik, demonstrerede, snakkede, skrev om penge og om ledelse og om at være splittet. Jeg græd, følte og rystede og blev på alle mulige måder langt mere påvirket af det hele, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg ville gøre. På godt og ondt.

I onsdags mærkede jeg for første gang siden lockouten et sug i maven af glæde og forventning over det kommende skoleår. Et skoleår, hvor det ser ud til, at jeg skal være dansk- og klasselærer igen. En rolle jeg bevidst gav afkald på for første gang i hele mit lærerliv i år, fordi jeg havde en uddannelse, der skulle færdiggøres og et nystartet vuggestuebarn, der skulle indkøres. En rolle jeg har savnet meget i dette skoleår. Og jeg gik rundt der i stilheden på skolebiblioteket, som tilsynsvagt midt i den tyske skriftlige eksamen, og lod tankerne lege med næste års undervisning og det gav et sug i maven. Ideerne piblede frem i hovedet på mig og jeg fik lyst til at sætte mig ned og planlægge det hele med det samme.

Jeg har stadig ikke fundet helt hjem. Og måske har jeg også fået en bredere forståelse for, hvad mit professionelle hjem skal være i fremtiden. Men det er som om universet har hørt mig og sendt mig et par bolde, som jeg blot skal sørge for at gribe og kaste videre. En af dem er Lykke Rix’ workshop om “at komme hjem“, som jeg netop har tilmeldt mig. Lykke er en af mine nære venner, så jeg kender hende temmelig godt efterhånden. Derfor ved jeg også, at hun, om nogen, kan lave en workshop med den titel. Jeg glæder mig til blive klogere på mit professionelle hjem sammen med hende den 19. juni på Louisiana. Der er vist stadig få pladser, hvis du også skulle være interesseret.

Så det er blevet hverdag igen. En ny slags hverdag. Men hverdag. Også her på bloggen, hvor jeg håber på at kunne finde ordene frem påny, så der igen kommer lidt kontinuitet i indlæggene. Jeg håber stadig der er en læser eller to tilbage derude, når jeg er færdig med at spidse pennen.

Lockouthjerne

De er småt med ordene i disse dage. Mest fordi, det kan være svært at finde de rigtige af dem. Dem som beskriver klart og markerer tydeligt. De ord, der kommer til mig nu er flagrende og upræcise. De lægger sig ikke fast på hverken eller. Og de smutter lige så hurtigt, som jeg finder dem.

Lockouthjerne kalder de det.

Ligesom ammehjerne, formoder jeg.

Jeg kunne ikke huske, hvad bearnaisesauce hed i dag. Eleverne sagde, de ville lave mayonaisesauce til deres bøffer i hjemkundskab, hvortil jeg svarede: “Det hedder ikke mayonaisesauce, men bayonaisesauce!?” Tja, det er svært at komme og sige til Antorini, at jeg gjorde de to piger dygtigere i dag.

Og når man ikke engang kan skille den ene fede sauce fra den anden, så siger det ligesom sig selv, at man slet ikke kan formulere hele sætninger eller endnu værre – skrive hele blogindlæg.

Så i stedet får i en tegning. En skitse, men dog en tegning.

IMG_1815

Siden sidst

Jamen, livet sker jo. Og dagene går og pludselig er man blevet læsevejleder, bare ved at få et brev med posten, hvor der lå et overraskende ti-tal i. Overraskende, fordi jeg virkelig ikke havde regnet med, at det jeg havde lavet var godt nok. En tvivl, jeg ikke har haft lignende ved de to andre opgaver. Men nu er det så slut med at rende inde på UCC og lege studerende hver onsdag. Og slut med at mødes med de skønne mennesker jeg læste sammen med på ugentlig basis. Slut med at læse den ene lixtunge bog efter den anden om børn og læsning og læseindlæring.

Og pludselig var jeg også sådan en, der deltog i et seminar i min fagforening. Ikke noget jeg ellers har dyrket særlig meget før. Faktisk deltager jeg ikke engang i faglig klub møderne på skolen. Men jeg synes ligesom, det var på tide at lægge lidt handling bag ordene. Ord som blandt andet bliver smidt her på bloggen. Derfor drog jeg til Hillerød og gav al min rest af kreativitet fra sidste uge til DLF’s idekatalog med forslag til centrale initiativer i modspillet til regeringens reformudspil. Ja, så var man sådan en, der gjorde det.

På fredag kan du igen læse et par gode råd fra mig på DR’s hjemmeside. Denne gang handler det om brug af tablets i kreativiteten og billedsprogets navn. Jeg skal nok linke her fra siden, når artiklen kommer på. Så kan du jo selv klikke dig ind og måske endda blive inspireret. Og fra min egen hånd, ligger der en artikel klar om, hvorfor du skal lade dit barn lege med billedsproget. Den artikel bliver bragt i det nye nummer af Blogish!, som vi lige nu er ved at lægge den sidste hånd på i redaktionen. Så mon ikke du skulle kunne glæde dig til at have et helt nyt e-magasin i hånden i din vinterferie. Igen helt gratis. Igen fyldt med gode inspirerende artikler, opskrifter og billedreportager.

Og inde imellem alt det, opstod en chance for at blive skribent på Gyldendals og Rosinantes BØRNeBØGER.nu. En chance jeg selvfølgelig sagde ja tak til.

Og når jeg ikke render og laver alt det hejs, så kryber jeg ind i min hule og krammer min mand og mine børn og øver mig i at blive verdensmester i at strikke. Det er januar og det er koldt som ind i Hellerup udenfor. Skrupsakken spørger hver morgen, om han må blive hjemme og hygge med os i stedet. Ikke fordi han er ked af børnehaven, men allerhelst så sad han helt tæt op af mig i sofaen med ipaden i den ene hånd og mig i den anden. Han er meget krammende for tiden. Og meget meget glad for at være hjemme ved sin mor, far og Ananas. Og han siger jo bare det, vi andre har lyst til også. Forhåbentligt er foråret lige om hjørnet, og kommer det før tid, skal der ikke lyde en eneste klage fra denne front. Jeg savner at komme ud i min have. At få tæerne ud i det fri. At mærke solens varme stråler i kinderne. At spise ude. Jep, lidt før vil være godt.

Den første onsdag af fire

Jeg bilder mig selv ind, at det bliver en bedre opgave, hvis jeg lige giver mig selv lov til lidt kreativitet inden. Hvis bare jeg lige får lov til at hellige mig min blog og mine ord et øjeblik. Og tillader mig selv en times tid med Skrupsakkens fødselsdagssweater, som ligger på 3,5′ern. En enkelt kop kaffe. Lidt morgen-tv. Lidt sofatid og måske et tæppe.

Nej, det er en glidebane. Jeg ved det jo godt. Opgaven skal afleveres den 14. december, og jeg har præcis 4 onsdage til at skrive den. I dag er den første. Når den er skrevet og afleveret og modtaget og forhåbentligt bestået, kan jeg officielt kalde mig Læsevejleder. Så der burde være rigelig motivation for at komme i gang. Jeg har endda også en plan klar. Ved lige hvad den skal handle om: Udskolingslæsning 112!

I aftes sad jeg til skolehjemsamtaler i Niendeklassen, og jeg talte højt og flot om at komme i gang med opgaverne i god tid. Og om at fokusere på målet. På at få en god afslutning på et godt skoleforløb. Mjaa…Måske skulle jeg lytte lidt til mig selv. Jeg giver åbenbart gode råd.

Jeg snakkede dog også med de unge om at have sig selv med. Om at huske at nyde det undervejs og at give sig selv rum og luft. Social Kapital i andre ord. Invester i dig selv og din trivsel, så blomstrer professionalismen også. Og der kommer sorte tal på bundlinjen. Kort fortalt.

I dag er en investeringsdag. Aftalen er, at jeg SKAL have formuleret min problemformulering og have bestilt materialer og bøger inden dagen er omme. Det skulle være til at klare. Tre onsdage tilbage.

En bog tager form

Som skrevet i det sidste indlæg, så arbejder jeg på en bog. Ikke en af den slags, der skal udgives og læses af mange. Bare en privat bog.

Kender du siden Blurb.com? Det er en hjemmeside, hvor du kan downloade din blog og samle den i en rigtig lækker bog. Ikke sådan noget nogen af jer måske kender fra diverse danske supermarkedskædefotosider, men en virkelig lækker indbundet kvalitetsbog, hvor man kan lege med lækker æstetisk lay-out og mere eller mindre selv bygge sin bog op. Indtil videre er jeg kommet til side 70 og jeg har kun samlet det første halve år af Skrupsakkens liv og har dermed stadig to et halvt års oplevelser tilbage at hygge mig med endnu. Men prøv lige at se, hvor lækkert det kan laves. Her er det foreløbige omslag til bogen:

Jeg har valgt den største udgave, der er. Den er 33×28 centimeter stor. Det vil sige, at ens billeder kan blive blæst op på en fuld side og rigtig få liv. Det kræver dog, at billedets størrelse passer til det, men det oplyser programmet dig om, som du sætter billederne ind. I det hele taget er det et vildt brugervenligt program, og du kan selv vælge hvor stor valgfrihed du vil have i design og opsætning.

Du kan endda få programmet til at downloade og stille hele bloggen op for dig automatisk, så du ikke skal løfte en finger. Jeg elsker den tekniske del med at sidde og lege med det, så jeg lægger selv indlæggene og billederne ind ét for ét, så det bliver lige som jeg vil have det i den sidste ende. Her er det afsnittet om Skrupsakkens fødsel:

For mig er det en bedre måde at lave et personligt fotoalbum på end at sidde og klippe og klistre. Her kan jeg lege mig frem til resultatet og med teknikkens hjælp få det til at se fedt og lækkert ud samtidigt. Og jo, det er dyrere end Føtex og Bilka. Men det er også en hel del mere lækkert i slutresultatet.

Den lille pige og madkassen til de 17 halve

>Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

>Når pennen kradser

>Det kommer stadig som en overraskelse for mig, når jeg engang i mellem opdager, at min pen kan kradse eller at min mund kan bide. Min dag i går var præget af planlagte samtaler, der alle krævede, at jeg vejede mine ord og netop hverken bed eller kradsede nogen i processen. 10 skolehjemsamtaler, hvoraf den ene var af kritisk karakter, og min egen medarbejderudviklingssamtale satte min mundtlighed på prøve, og da dagen var gået, var jeg træt, helt overstyrelig træt, men også tilfreds med udfaldet af mine ord. De havde ramt i de rigtige retninger, og de havde opmuntret og motiveret eleverne, og min leder havde forstået mine budskaber, både de gode og de mere kritiske, på en god og konstruktiv måde.

Og alligevel kommer jeg så hjem i aftes og opdager at midt i al det velvalgte ordkløveri har min pen kradset nogen på sin vej. Midt i travlheden, i en af mine hurtige pauser, og måske midt i mit fokus på alt det mundtlige, havde min pen talt med egne ord og ikke tænkt så meget over afsender/modtager-effekt, positive formuleringer og anerkendende retorik. Og det overraskede mig, at blive gjort opmærksom på det. For det overrasker mig til stadighed, at mine ord kan have magt. At mine ord kan have betydning for andre. Mest, når det, som i dette tilfælde, er en negativ betydning. Helt ærligt, det overrasker mig.

Jeg kunne være blevet et mobbebarn, da jeg gik i folkeskolen. Jeg havde alle mulighederne i mig. Lidt for tyk, lidt for kikset og lidt for morsom på den trælse måde. Det kunne have været endt slemt. Jeg siger det bare. Men det gjorde det ikke. Af en eller anden grund. Og grunden var ikke, at jeg bed tilbage. Det gjorde jeg aldrig, men jeg lod mig heller aldrig gå på af kommentarerne. Engang i mellem brugte jeg dem tværtimod positivt og gav dem min egen betydning, som fx da jeg blev udnævnt til nullet i titallet. Min veninde, det tynde tårnhøje helvede, var selvklart et-tallet og I kan jo selv forestille jer, hvem der passede naturligt ind i den anden form. Moi. Vi kunne være blevet frygtlige kede af den kommentar, som hang ved længe. Vi var et umage par, rent fysisk, at se på. Men vi tog det til os og brugte det som et tegn på, at vi var uadskillelige og at vi sammen var en 10′er, og ret snart gad ingen bruge det som våben længere.

Var det selvværd, der gjorde det for os? Jeg tror det. Vi havde begge fået skovlet selvværd ind med havregrøden hjemmefra og det styrkede vores rygrade hele vejen op igennem de svære teenageår. Men på et punkt har jeg aldrig følt selvtillid (du ved godt, at selvværd og selvtillid, ikke er det samme, ikke?), før jeg blev voksen. Og det var i min sproglighed. Jeg følte altid jeg kom til kort, når jeg stod og skulle komme med smarte bemærkninger eller nogen skulle have en hurtig sjov tilbage inden den famøse pinlighedspause var overtrådt. Jeg kom altid for sent. Derfor har jeg aldrig været fremme i skoene med kritiske bemærkninger, politiske formuleringer og lignende potentielle konfliktfyldte dialoger. For hvad nu hvis jeg kom til kort sprogligt eller fik mig formuleret forkert, så mine tanker blev misforstået?

Derfor overrasker det mig altså, selv i mit voksne liv, hvor jeg ellers efterhånden synes jeg er ved at have fundet min kritiske røst og pen frem i et nogenlunde selvsikkert lejde, når jeg rammer nogen personligt. Jeg trækker følehornene til mig, undskylder ud af det hårde liv og bliver ked af det indeni. Også selv om det, som i dette tilfælde, var en bagatel, som modtageren måske, måske ikke, går halvt så meget op i, som jeg pludselig gør. Er det konfliktskyhed? Sikkert. Er det naturligt? Højst sandsynligt.

Er det vigtigt at vide, at ens pen kan kradse, og at ens ord kan bide? Bestemt!

>Sproglighed og indforståethed

>

Inde i sofaen sidder en mand og hans barn med en dyne. De snakker om dinosaurusser (enten en helt særlig slags dinosaurer eller en ganske speciel form for russer?), der gemmer sig under dynen sammen med trolden. Faren er babyen og barnet er faren. Babyen kan ikke hjælpe faren med at fange dinosaurusserne, så han får en pandekage istedet. Som han i øvrigt ikke må dele med hajerne!

Vi spiste abesmør i havregrynene til morgen. Abesmør stammer fra det amerikanske applebutter, som svigermor har knækket koden til opskriften på. Og norske klejner kan fra denne jul af ikke hedde andet en torskekegler, hvilket jo i virkeligheden giver så meget mere mening!?

På et punkt var jeg dog enig med Yndlingsmeteren alias Skrupsakken alias Sprogministeren. Der VAR svedende varmt i butikkerne i Roskilde i går, når man kom ind fra minus ti graders frost udenfor, så tager det ikke meget mere end et minut før sveden pibler frem under dun og uld. Så er det super med en kæmpe snebunke, også kendt som bakkEN, lige ved domkirken, hvor man kunne rutsche nedad 108 gange, mens forældrene igen fik kølet de dejlig varme tæer ned til under frysepunktet.

foto

Der er dømt hygge og symbiose i det lille hjem i disse dage. Vi taler vores eget sprog nu, drikker spandevis af kaffe og ser pænt meget Ramasjang. Mellemdage kalder I det. Ok med mig.

>Lidt om awards og anerkendelse

>For en uges tid siden sad jeg i bilen med Julie på vej til Vestjylland, og vi snakkede blogging og alt hvad dertil hører – også blogawards. Og jeg måtte kejtet indrømme, at jeg undrede ærgrede mig over, at alle andre omkring mig får de her awards, og at alle omkring mig får emails fra firmaer, der ville give dem alt muligt og udnytte deres ord på alle mulige måder. Og jeg får aldrig en skid. Og det får mig ind i mellem til at falde i de her dybe grå huller af en dags varighed, hvor jeg tænker, at enten er der  ingen, der rigtig læser min blog, eller også *gys* er den bare ikke så interessant og vedkommende for andre, som jeg selv går og bilder mig ind.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det jo egentligt var lidt plat med de der awards, og at jeg bare skulle prise mig lykkelig for ikke at blive kontaktet af firmaerne hele tiden. Akkeja, så har man ikke de problemer, og så videre, I ved…Godt man heldigvis er hævet over den slags! Og sådan har jeg det jo også på langt de fleste dage. På langt de fleste dage er min blog, det den er, nemlig min blog. Og gider I læse med, så fedt. Og ikke, så hul i det.

Men der er også de der dage, hvor man måler sig og kigger med ved andre og ser dem få tusindvis af kommentarer til hvert indlæg. Også de indlæg, som faktisk ikke er vildt interessante. Face it, de er der, og vi ved det alle. Men hvorfor får jeg det så ikke, selv på de uinteressante indlæg, for de er der i den grad også. Det ved jeg. På de dage indser man, at man bare er endnu et af de ynkelige usikre pjok, som vi mennesker jo bare er en gang i mellem.

Nå, men sådan kører jeg så lidt i ring i en halv dags tid, klikker lidt tilbage i min blog, stener gamle indlæg og får selvtilliden og glæden for bloggen op igen. Jo, det er MIN blog og mine tanker og skid hul i, hvor mange der gider læse dem, når bare dem, der læser er nogen, der er her, fordi de kan lide ordene fra pennen.
OG SÅ….skider jeg så lige et nyt hul i alt dette og hæver armene langt op over hovedet i jubel og glemmer alt om, at awards er platte, for jeg har netop fået min aller aller første blog award efter fire års blogging:

Picture_8 Og awards styrer for vildt! Og jeg er en BEAUTIFUL blogger, at I ved det! Det siger Helene selv, og hun sidder på Guam og ved bedst. Det ved enhver! Og jeg kan faktisk ikke finde nogen, jeg ville blive gladere for at modtage den fra end Helene, da hun er en af mine personlige venner fra New Jersey, som flyttede derfra samtidig som jeg. Jeg har nævnt Helene før, og hvis ikke du læser med om hendes eksotiske liv som kunstner og soldaterkone til en amerikaner på stillehavsøen Guam, så start nu. Og glæden ved at få den fra hende ligger ene og alene i, at så ved jeg, at hun har fået den før mig, og at hun er nået ud i blogland med sine ord og sine billeder.

Og for at fejre denne længe ventede succes, så har jeg simpelthen købt en Villa. Ja, en villa med stort V, sådan som de kun bygger dem i Italien. Og allerede fra i dag kan du købe min vin i Kvickly i Jyllingecenteret:

IMG_0989

Den kvikke læser vil hermed også kunne komme tilnærmelsesvis tæt på min rigtige navn, som jo ikke er AB, selvom jeg nogen gange kunne foranlediges til at tro det, men derimod noget meget tæt på Anneberta. Lad os kalde dét for mit italienske navn fra nu af. Nu da jeg er en BEAUTIFUL blogger!

Af hjertet tak, Helene!

Nå, men der er noget med syv ting om mig selv og syv andre blogs, der skal nomineres. Det første kan vist godt tælles sammen i alt det vrøvl, jeg allerede har skrevet. Du skal endda selv få lov at tælle dig frem. Den sidste del er lidt sværere, for ALLE andre end jeg har jo fået denne award. Jeg tror faktisk, jeg er den absolut sidste, der får den. Lad det komme an på en prøve: Hvis jeg ikke er, så smid mig en kommentar til dette indlæg med din blogurl, så slår vi to fluer med et smæk: Jeg opdager din blog OG du viser mig, at du har opdaget min! Hey, det’ tre fluer, for du kan jo risikere at vinde en award oveni i hatten. Det er jo nærmest en give away det her. No strings attached :-)

And now this witch is on it’s way. See ya in Bloksbjerg, Harzen, girls!