Alenemor for en stund

Jeg er alene hjemme med børnene i denne uge. Min mand er i USA, faktisk “hjemme”, i vores geografi, i New Jersey og New York. Udover at være dødmisundelig over, at han får lov til at se vores venner derovre og give dem lakridser og pålægschokolade, for ikke at nævne, at han er et åndedrag (eller tre) fra NYC, som jo er, ja NYC. De to ting, jeg savner allermest ved USA: Venner og NYC. (Og billig OPI neglelak og Glad wrap.)

Nå, men jeg er alene hjemme med de to gangstere. Eller i hvert fald én gangster:

Den anden er nok mere udforskertypen. Han har fået den ide, at han skal stå ud af bilen lige når vi kører ind i vores kvarter, og så løber han ad selvfunde smutveje hjem til huset. Han føler sig meget stor og stolt, når han ankommer på egen hånd efter os andre:

Og vi er fulde af overskud endnu. I går nåede jeg endda at få dem begge i bad inden aftensmaden! Og madpakkerne er for anden aften i træk klar i køleskabet og endda lidt kreative i deres indhold, hvis jeg selv må sige det. Jeg må dog også sige, at mit nye job har mulighed for noget større fleksibilitet i hverdagen, hvilket hjælper helt fantastisk på sådan en uge her.

Ungerne savner deres far. Og det gør jeg også. Overskuddet er en ren overspringshandling for panisk bevidsthed om, at der ikke er en anden til at samle op, der hvor jeg fejler eller glemmer. Som der plejer at være til daglig. Derfor er jeg hele tiden to skridt foran mig selv. Meget effektivt. Og meget trættende.

Til gengæld får jeg strikket, når der ikke er nogen at snakke med efter kl. 20. Jeg har stadig min Cilletrøje, som faktisk er temmelig tæt på færdig, men som jeg også er kørt lidt træt i. For- og bagstykker er færdige, nu skal jeg til halsudskæringen.

Så i mellemtiden har jeg strikket et par What Up-huer fra Trine Kok. Denne her er med ren perlestrik i stedet for stribevis rib og perle:

Og er nu i gang med en vest til Ananassen i noget bomuldsgarn med pailletter, jeg fandt i Netto i går. Små hurtige in between projekter, til at give det hurtige rush, man få af at færdiggøre noget, man har siddet og nørklet med. Lad os se, om overskuddet fortsætter, så tjekker jeg nok ind igen sidst på ugen. Vi får se.

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

20131019-225843.jpg

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

20131019-230500.jpg

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.

20131019-231015.jpg

Fødselsdagsgaver

Nå, men vil du se, hvad jeg fik i fødselsdagsgave?

Jeg havde ønsket mig et par ringe med fødselssten fra oktober og december, som er mine børns fødselsmåneder fra Carré. De der klassiske ringe med en sten i. En lille for Ananassen og en stor for Skrupsakken. Fordi hun er lille, og han er s….well, you get it. I get it. Det fik jeg så ikke.

Men jeg fik noget lige så godt, og måske endda bedre. For fredagen inden min fødselsdag listede min mand og ungerne ind til Strædet i København, ind i Carré og købte denne smukke sag:

Og det er min egen fødselssten Turmalin, der glimter deri i alle mulige farver. Det sjove er, at jeg faktisk stod og kiggede ind af vinduet til butikken, mens de var derinde. De så mig, jeg så ikke dem, for jeg var så hangry (verdens bedste ord for min tilstand, når jeg bliver FOR sulten), at Julie fik besked på at kigge udefra, så vi kunne komme videre til noget mad.

Hvad bedre er, så har han (min mand) lige fortalt mig over aftensmaden, at han faktisk havde tænkt sig at give mig en billet til BETT Show 2014 i London. Det er den fedeste gave i min verden. Slår alverdens fine ringe og smukke sten, og jeg fik den hurtigt kringlet sådan, at vi begge tager afsted til det i januar alligevel. Så win/win for mig! Det er den ultimative teknologimesse for folk i uddannelsesverden og det er det ene trylleshow efter det andet. Sidst jeg var der, var i 2006, hvor jeg endte med at sidde i tre timer på Adobes stand. Fuldstændig tryllebundet af deres Creative Suite. Trylleshow, siger jeg jer! Det er SÅ vildt. Og gaver og gadgets ved hver stand. Og ja ja ja…man lærer jo også et og andet om det der tech, ikke. Og digitaliseret læring. Åh, det bliver så sejt!

Tilbage til gaverne.

Fra Julie fik jeg den smukke fjerring fra Pandora. Og som tak for det, købte jeg også en til hende. Det var det mindste jeg kunne gøre. Så nu har vi veninderinge.

Fra mine svigerforældre fik jeg (endelig) Lene Holme Samsøes strikkebøger og en bøtte lakridsmandler (nomnom).

Jeg har deltaget i alle de give aways med disse to bøger, jeg har kunne finde på kreabloggene, men vandt ikke en dyt. Heldigvis var min svigermor mere pålidelig og nu er jeg allerede i gang med det første projekt fra en af bøgerne, pigernes priktrøje:

Det tog mig lige fem ommere inden jeg helt forstod det der med at læse diagram, men nu kører det, sådan nogenlunde.

Af mine brødre fik jeg Maren Uthaugs bog “Og sådan blev det“, som jeg havde ønsket mig og en smuk vase, som jeg ikke har fået taget et billede af. Det må du have til gode. Den står allerede fyldt med blomster. Jeg kan afsløre så meget, at det ikke er Kähler.

Og så fik jeg en million dejlige hilsener på Facebook. Fødselsdage er blevet optimeret med 100% siden Facebook kom til. Det holder maks!

Og til sidst den allerbedste gave af dem alle. Men den får et indlæg for sig selv. I morgen. Så tror jeg nok ikke, du får sovet i nat, hva’! Hvis der er noget, vi kan her på bloggen, så er det at lave cliffhangere, der får læserne til at klikke F5, F5, F5, F5…..til de får deres næste fix. Jep, jep.

Vi ses i morgen.

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.

På onsdag

Man kunne jo godt skrive et indlæg om alle de tanker, man gjorde sig for to år siden, da man sad tyk og oppustet og ventede og ventede på tiende dag over tid. Men det gider jeg ikke.

For lige så langsomt som tiden gik i de dage. Lige så hurtigt er den gået siden. Og på onsdag skal vi fejre Ananassens to års fødselsdag. Hun snakker om ALT, danser, synger, filmer, faker, puzzler, tryller, slår smut med både øjne og sten og er i det hele taget bare en fest at være sammen med. Jeg er vild med, at hun kom forbi vores hus og blev her.

Hun er en stor pige nu, og spørger du hende, er hun næsten lige så stor som sin storebror. Kan det samme som ham. Næsten. Hun prøver i hvert fald med de knubs det medfører. Xerox kalder vi hende. Hun er skide ligeglad med at blive kaldt en simpel kopist, hun vil også kunne dance breakdance, regne på fingre og køre uden støttehjul. Og så er hun selv blevet mor. Det kræver jo sine kompetencer; som fx at kunne holde en taske rigtigt på skulderen. Det mestrer hun også!

Sort arbejde

Det sker ind i mellem herhjemme, at en af os får en vild idé efter kl. 21.30 om aftenen. Som at flytte om i stuen. Eller at male et maleri. Eller at sy tre par leggins. Eller at grave tørv op hele vejen rundt om legehuset og plante de høstanemoner og hostaer, nogen lige har fået af sin svigermor. I mørke.

Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker. Men det er jo mig. Det havde I regnet ud, ikke?

Og så kommer jeg alt for sent i seng, når det sker. Og ind i mellem er der så også et barn, der vågner tidligere end sædvanligt. Gerne efter en af den der slags aftener, der peekede efter 21.30. Og barnet har feber. Og så kan man ligesom godt regne ud, at man ikke får det barn til at sove videre, ikk’?

Så her sidder vi. Barnet og jeg. Hun med iPad’en og feberen, jeg med bloggen og snotnæsen, og vi er trætte. Men vi har nye leggins på og pæne blomster i haven. Jeg er for træt til at poste billeder. Se med på Instagram, hvis du ikke kan være i din krop for nysgerrighed.

Nye tider

Ok, jeg skal i gang igen. Jeg bliver et surere menneske af ikke at blogge. Al dampen ligger bare og buldrer under låget på mig i stedet for at blive lukket ud lidt efter lidt af min virtuelle ventil her. Så nu skal der et indlæg på bordet dagligt til jeg har fundet skrivekløen frem igen. Og hvilken bedre tid at blogge fra end ferietid?

Vi er startet på ferien. Nyder solen og haven og hinanden for fulde gardiner. Vi skal til Italien i år med hele min familie. Mine brødre, deres familier og min mor og hendes mand. Det bliver skønt. Jeg elsker at have en familie, jeg gider at holde ferie med. Og ikke mindst, en familie min mand gider at holde ferie med.

Men altså, den store nyhed, som skete lige inden ferien startede, den gør jo, at denne ferie faktisk gerne må gå lidt hurtigere, end jeg normalt ønsker for en ferie.

Jeg har fået nyt job! Tadaaaaa…..

Jeg skal stadig undervise på naboskolen, men på meget nedsat tid. For fra den 1. august skal jeg også være pædagogisk redaktør på Danskfaget.dk.


Kender du den? Måske dine børn gør. Det er Clios fagportal for danskfaget. Clio er et 100% digitalt forlag, der laver fagportaler til grundskolens mange fagområder. Og lige om lidt skal jeg være med til at udvikle på den danskfaglige del af dette. Behøver jeg at sige, at JEG GLÆDER MIG?

Det bliver SÅ fedt! Endelig får jeg lov til at prøve kræfter med de digitale undervisningsmidler på et mere professionelt plan. Det bliver skide skægt, vildt lærerigt og en lille smule angstprovokerende i starten. For det er det private erhvervsliv, jeg skal ind og bide skeer med. Og det er professionelle folk, der ved, hvad de taler om. Og de kan deres shit! Men.Hold.Nu.Op. Hvor er jeg klar på det. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for både dem og mig.

I det hele taget glæder jeg mig bare til mit nye arbejdsliv. To dage på Clio, tre dage på skolen i Syvendeklassen, hvor jeg igen skal være klasse- og dansklærer. To roller jeg har savnet inderligt i dette skoleår. Og så har jeg fået den skønneste makker til læsevejlederjobbet på skolen. En tidligere kollega vender tilbage og jeg glæder mig vildt meget til at få et samarbejde i gang med netop hende.

Og det er jo egentlig den bedste slags ferier, man kan have, ikke? Dem, hvor man ikke frygter at skulle i gang igen efterfølgende. Jeg kan mærke, at det giver mig en fantastisk indre ro denne gang. Til bare at være og slappe af og nyde den ekstra tid med mine børn.

Det var et hårdt sidste skoleår. Ikke mindst på grund af lockouten, som ramte mig på en markant anden måde, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg troede virkelig ikke, at det ville røre mig så meget at blive nægtet adgang til mit arbejde og at blive konfronteret med mit arbejdsliv i det offentlige rum. Det handlede for mig overhovedet ikke om de forandringer det varslede og senere medførte, men derimod om den virkelighed det udfoldede. Men det er et andet indlæg, som lige skal simre lidt mere, inden det er klar til at blive dampet helt ud.

Jeg er her stadig

Selv om jeg stadig er lockoutet og stadig skriver alt om det på BLockOut, så er jeg også stadig her i mit personlige felt. Jeg får bare ikke rigtig skrevet om det.

Det er som om, at når det andet fylder så meget, så bliver det personlige endnu mere personligt og trangen til at holde kortene helt tæt inde på kroppen øges. Men lad os bare sige, at de sidste tre uger har været en rutchebanetur med alt hvad det indebærer af op- og nedture, gys og kilden i maven, kvalme og rundtossethed og ikke mindst uvished. I dag er en stille dag. Jeg forsøger at holde vognen i ro i min sofa. Skriver lidt. Strikker lidt og om lidt går jeg ud og syer lidt på overlockeren.

Jeg er træt ovenpå weekenden, hvor jeg var alene med begge børnene. Vi har hygget os og haft det skønt. Her er de i aftes. Nyvaskede med ipad-underholdning og JustEat-pizzaer. Bad eller mad? Det blev bad den aften.

Man er bare altid lidt mast, når man pludselig står alene med hele mandsopdækningen af især hende den lille opkomling. Hun kan virkelig give sine forældre kamp til stregen med spontane flugtplaner, kaosteorier og psykologisk krigsførsel. Hun er i en kategori hendes storebror aldrig har turde overveje at træde ind i, og det er på en gang forfriskende dejligt og total angstprovokerende at opleve som forælder. Men hold nu op, hvor er hun festlig at være sammen med!

Skrupsakken er faldet godt til i sin nye SFO. Han melder sig selv til ture ud af huset, får nye venner og udvikler sig i det hele taget hurtigere, end jeg kan nå at skrive om for tiden. Det var ligesom nemmere dengang, det drejede sig om at begynde at gå, eller kravle, eller snakke. Håndgribelige konkrete udviklingsmarkeringer. Nu taler vi om flagrende kompetencer som selvstændighedshandlinger, grænsemarkeringer og social bevidsthed. Noget sværere lige at skrive om på en blog. Men lad mig bare konkludere, at jeg synes han klarer det der SFO-shit til UG! Og at hans behov for tryghed og hjemmehygge som følge deraf, bliver honoreret 100%. Vi fylder tanken op herhjemme og håber der er nok brændstof på til hele dagen i SFO. Her graver de et hul. Bare fordi huller åbenbart er det nye sort i SFO’en.

Jeg er stoppet på syskolen. Pengene skal strække lidt længere i disse lockoutdage og så må man vælge til og fra. Jeg valgte min sytid fra. Jeg har også efterhånden lært så meget af Line, at jeg godt kan holde interessen ved lige herhjemme lidt og måske en dag vender jeg tilbage til kælderen på Vesterbro. Den sidste gang i torsdags endte i de her to tunikaer til Ananassen:

Jeg overvejer, hvordan jeg kan få lavet en lignende i størrelse AB. Det må kunne fixes. Nogen der kender et godt raglanmønster til en voksentunika?

Vinterferie

Vi blev raske igen og ungerne slap fri, så onsdag eftermiddag drog vi mod vest med Molslinien. Besøget i Nordjylland blev udsat, men Midtjylland og morfar skulle ikke snydes. Her står Skrupsakken og venter spændt på den næste færge. Vi kom for sent til den første…

20130216-180003.jpg

Vidste I, at det er yt at drikke latte? Jeg havde godt nok hørt en hipster eller to snakke om det engang før jul, men det blev for alvor bekræftet for mig, da jeg stod i Sigfreds Kaffebar i Århus og spurgte efter latte.

20130216-180130.jpg

Café au lait blev vi enige om, baristaen og jeg. Efter at have kigget hinanden indforstået i øjnene. Når de siger det i Århus, så er det sket. Så fra nu af, vil jeg også servere kaffe med overordentlig meget mælk i og kalde det en café au lait. Bare så I ved det.

Og se lige en casual hindbærsnitte. Totalt Det Moderne Gennembrud efter Romantikken. Ud med det skønne og ordnede. Jeg synes den hindbærsnitte er virkelig smuk. Skæv, klasket og snasket. Gennemført ægte og virkelig lækker. Edvard Munch ville have været stolt.

20130216-180120.jpg

Og så vil jeg lige dele et hemmeligt trick med jer. Et trick til evig raskhed. Dette bliver det nye Bio Strath, der virker! Småbørnsfamiliernes immunforsvar er reddet for evigt! Det siger de selv. I Århus. Eller Hammel anyways. Men er I klar over, hvor tæt på Århus det er? Ingefærsnaps hedder det.

20130216-180046.jpg

Og jeg giver det et forsøg. Mest af alt, fordi jeg synes det smager sindssygt godt. Prøv lige at se, hvad det kan gøre. Vi mangler egentlig bare at det kan sørge for fred i verden og så helbrede cancer, så har vi med en vidunderdrik at gøre. Og nej, der er ikke alkohol i.

20130216-180101.jpg

Ellers nåede vi både en kæresteaften og en lillesøsterfri tur til Århus, ad to omgange. Den første endte på MASH, hvor vi fik blæksprutter og amerikanske steaks. Det var lækkert. Bestemt. Men jeg synes faktisk ikke, at det er SÅ godt, som det hypes op til at være. Steaken var virkelig lækker, men tilbehøret og blæksprutten, som i øvrigt var lækker frisk, var så meget smurt ind i dej og fedt, at man faktisk ikke kunne smage det. Og det er jo dyrt nok. Jeg havde givet de samme penge for langt mindre, så længe jeg kunne holde ham i hånden, der sad overfor og dele de uafbrudte snakke vi gjorde. Det var skønt til gengæld. Virkelig skønt!

Dagen efter tog vi Skrupsakken med ind til Århus, mens Ananassen blev hjemme ved morfar og mosse. Vi tog på café og spiste voksent. Tog på ARoS og så på store drenge, splatkanoner og kæmpe regnbuer. Og i Latinerkvarteret og shoppede. Top hyggeligt for os alle tre.

20130216-212755.jpg

20130216-212809.jpg