Pinseskriblerier

Så skøn en pinse, det har været! Vi startede med at holde fri om fredagen, hvor vi bare slappede af herhjemme.

Lørdag havde Skrupsakken en legegruppedag med to af sine venner fra klassen. I den anledning havde vi inviteret drengenes forældre til at grille med om aftenen, når de hentede. Vi er efterhånden ved at være en naturlig del af den “nye” klasse og det er rigtig rart, at vi også efterhånden kender en del af forældrene nu.

Vi havde en virkelig hyggelig aften på terrassen med god mad, sammenskudsglæder og god vin og rom. Og imens kunne ungerne lege videre. Det er tydeligt, at for Skrupsakken betyder det virkelig meget, at han kan se, at vi kender forældrene og kan lide dem. For ham er det trygt og godt og giver ham mere ro til også selv at gå lidt mere til de andre forældre. Han er stadig virkelig glad for sin nye klasse og ikke mindst skolen. Det samme er vi. Der går faktisk ikke mange dage, hvor en af os ikke lige siger et eller andet om, hvor rigtigt det var at flytte ham.

Søndag var vi ved min bror og hans familie. De sidste mange gange vi har set hinanden har været i større sammenhænge som ved fødslen af deres lille nye Sarah eller ved vores nevøs fødselsdag. Og når vi er så mange mennesker samlet, får man ikke altid lige snakket med alle. Derfor var det så rart at have i en dag som i søndags. Hvor der er ro på. Vi kan snakke med hinanden. Ungerne kan lege. Og vi kan nyde det lille nye familiemedlem i ro og mag. Lidt sjovt at tænke på, at alle disse tre piger har jeg været tæt på fra første øjeblik:

Den største er mit gudbarn. Da hun blev født sad jeg på fødegangen og ventede med en bog. Min bror og svigerinde havde sagt god for det. Det var SÅ stort at få sådan et lille nyt menneske ind i sin familie. Den næste, ja hun er jo min egen Ananas, så det siger sig selv. Og den sidste kom til verden, mens jeg passede hendes søskende og ventede spændt sammen med dem derhjemme. Jeg er meget stolt over at have dem alle tre i mit liv på den måde. Det er meget priviligeret at få lov til det som søster og svigerinde.

Mandag formiddag gik med et panikprojekt. Indrømmet: not my finest moment. Jeg havde købt en lyserød seng på DBA til Ananassen, som gerne ville ud af tremmesengen. Men den var lidt for lyserød. Og da vi havde fået skilt den anden ad, måtte vi jo have den nye klar inden hun skulle sove mandag aften. Så male male male…..og andet lag…male male male….

3. lag….male male male….oooooooog færdig! Det er typisk mig lige at hive sådan et lille hyggeprojekt ind fra højre. Min mand er et meget tålmodigt menneske på den front.

Solen hjalp rigtig godt med at lyntørre sengen og gjorde det muligt for os at nå omkring mine svigerforældre om eftermiddagen og nyde de sidste helligdagstimer med dem i deres dejlige have. Og det var en meget stolt Ananas, der til sidst blev puttet i sin nye seng. Og hun kom kun op fem gange og var kun halvanden time om at falde i søvn, så det gik jo rigtig godt med at skifte seng…

Det der hverdag

Vi fejrede Fars Dag i går ved at lade Far være alene hjemme med to lukkedagebørn og en lungebetændelse. Alt sammen hans, både børn og lungebetændelse.

Jeg havde det ærlig talt lidt dumt indeni, ved at lade ham i stikken på den måde. Men en ny hverdag er dukket op for os. En hverdag, hvor min arbejdstid også fylder. Og hvor jeg ikke bare har fri, fordi ungerne har fri. Til aftensmad fik vi: rester fra i foregårs: spaghetti bolognaise + rester fra i går: mad fra den lokale inder + rester fra min frokost på job: Jakobs marokkanske kødboller med Quinoa og salat. Restebuffet. Med rødvin og saftevand til blev det et festmåltid.

Jeg har en times pendlertid hver vej til og fra arbejde, så morgenstunden kunne helt klart prioriteres anderledes end vi gør nu. Vi spiser sammen og kører sammen alle fire. Afleverer en efter en. Klart vi ville optimere dagen, hvis jeg kørte meget tidligere, så jeg kunne komme tidligere hjem. Det gør vi ikke. Det giver lidt længere dage til børnene, men til gengæld giver det også samvær med os begge og ro på i morgenstunden. Jeg bilder mig faktisk ind, at de også helst vil have det sådan. Det hjælper også på det, at jeg har arbejdstid og -mulighed i toget. Tænk, hvis jeg ikke arbejdede digitalt.

Jeg elsker at hverdagen er et puslespil engang i mellem. Og at vi ryger op at toppes og har udfordringer I at få tingene til at passe. Og at vi fejler ind i mellem. For det betyder, at vi har mange ting, vi gerne vil. Det fede er, når alt kommer til alt, så vil vi allerhelst bare være sammen, derhjemme. Og så er det faktisk temmelig priviligeret, synes jeg, at den tid, der frarøver en det samvær, er tid man også er vild med. Jeg er seriøst vild med mit arbejde. Jeg elsker alle de forskellige opgaver jeg har nu. Jeg elsker togturen derind. Jeg elsker gåturen langs Grønningen. Jeg elsker det sgu! Og jeg elsker at komme hjem igen bagefter. Det giver mening nu, at køre væk fra dem jeg elsker. Det gjorde det ikke helt på samme måde for et år siden.

Jeg hader HADER H.A.D.E.R. derimod vasketøj, madpakker og rengøring. Vi deler tjanserne på det område og betaler os fra resten.

Jeg synes hverdag i en småbørnsfamilie kan være skide hårdt engang i mellem. Især når der som i denne uge, kommer en lungebetændelse og en bihule- og mellemørebetændelse til. Men vi klarer det jo og så er det heller ikke værre. Derimod giver sådanne ting mulighed for at stoppe op og give far og datter en hel eksklusiv uge sammen med hygge derhjemme. Ingen af dem har været slået ud af sygdommen, så det har været en hverdag i tosomhed for dem, som de nok i virkeligheden trængte lidt til i en ellers meget morsygperiode.

Hvad prøver jeg at sige? Jeg prøver at melde lidt pas på Facebookudfordringer, tror jeg. Jeg gider ikke vise fem hverdagsbilleder. Det gør jeg så rigeligt i forvejen. Tjek selv min IG. Og jeg gider heller ikke skrive tre positive ting i tre dage. For livet er mere end at tage ja-hatten på og se det positive i alt. Noget jeg i forvejen også er ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Min hverdag er min. Med alt hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Af vasketøj og nærværstid. Af job og fritid. Jeg vil ikke bytte den for noget. Jeg værdsætter hver en lille del af den. Og jeg ved, at der er folk derude, der slås med langt større udfordringer end vi gør.

Som om en trampolin ikke var nok. Nu også med fodboldmål i haven!

Jeg skriver indimellem sponsorerede indlæg her på bloggen. Og indimellem skriver jeg bare indlæg om produkter, som jeg tilfældigvis har købt og har fundet særligt lækre eller har fået en helt særlig service med, som jeg gerne vil dele. Uanset, så er jeg altid ærlig om min holdning til produktet, også når det ikke har været en positiv oplevelse.

Alligevel er der noget helt særligt fedt ved at skrive et indlæg om noget, som man bare skriver, fordi man synes andre skal kende til muligheden og få samme oplevelse med det som jeg. Dette er et af den slags indlæg.

Det handler om fodboldmål til haven. Vi skulle have to til Skrupsakken, som længe har været bidt af boldspil. Ligesom jeg aldrig troede, jeg skulle have en trampolin i min have, var fodboldmål heller ikke tidligere øverst på listen over drømmehaven. Men jeg må indrømme, at trampolinen er den investering i vores hjem, der har hentet sin pris hjem i legetimer by far og fodboldmålene har den ekstra feature, at de kan gribe lidt af de bolde, der ellers ville ramme mine blomster. Så jeg sluger gerne de par kameler på vejen. Glade børn gør det så meget nemmere at sluge kameler, sjovt nok.

Da vores nevø fyldte seks her i weekenden, blev vi enige om, at han da også skulle have et mål. Så jeg søgte på nettet. Og jeg er sjældent i god tid med sådanne ting, så det var (indrømmet) lørdag formiddag, jeg lavede denne søgning. Samme lørdag, som vi skulle være til fødselsdagsfest kl. 14.00.

Jeg fandt en forhandler, der havde adresse i Vedbæk og ringede til ham. Kunne vi evt. hente de mål, vi havde købt i hans webshop, i stedet for at få dem leveret, og havde han tilfældigvis tre af de samme mål liggende, som vi kunne komme forbi og hente…om en times tid?

Og svaret var: “Ja da!” Og vi fik simpelthen så god service og info omkring målene, ligesom han havde ekstra GOAL-blade liggende til Skrupsakken, som var med ude og hente målene. Han havde kun to af de samme mål liggende udenfor lageret, og da det var lørdag, kunne han ikke skaffe det tredje, men det eftersender han da bare mandag morgen, så vi har det tirsdag. Endda til fri levering, “…fordi vi skulle da ikke ligge og køre helt derud igen.” Jeg siger jer, Thyge er simpelthen pisseflink!

foto 2

Så til Thyge fra Target-Sport: Tusind tak for at du reddede fødselsdagsgaven til en meget glad seksårig nevø, og tak fordi du gav vores søn og os sådan en god og positiv oplevelse med at købe vores fodboldmål. Og målene – de er jo vildt nemme at samle og sætte op. De er stabile og de er lavet i god kvalitet. Vi samlede nevøens mål i går til festen til alles glæde, og Skrupsakken og jeg samlede vores eget her til morgen, og det har ikke haft mange frie stunder i dag, på trods af regnen.

foto 1

De mål vi købte, var dem der hedder PRO 2, som er 150 cm høje og 180 cm brede. De er perfekte i størrelsen til en have, synes jeg, men de fåes også både større og mindre.

foto 3

Vi er meget tilfredse kunder!

Hit and run på Nordjylland

Vi har været i Jylland igen.

For fjerde gang i tre uger for mit vedkommende. Vi lavede et hit and run på Frederikshavn. Kom i går eftermiddags, fejrede min morfars 75 års fødselsdag og rejste hjem igen i formiddags. Molslinjen tur/retur.

Og bare det, at vi lige havde lørdag formiddag og søndag eftermiddag herhjemme, gjorde at det alligevel smagte lidt af weekend. At vi alligevel nåede at geare helt ned og bare være sammen og lege og småskændes lidt med hinanden.

Hvor andre får udrejselængsel og lyst til at se nye steder om foråret, får jeg lyst til at være hjemme i min have og bare følge tingene, som de springer ud.

Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå en tur i haven og se forandringerne siden jeg tog afsted. Er noget nyt sprunget ud? Har hostaerne mon overlevet vinteren? Er klematisen kommet højere op af legehuset siden sidst? Mon pæonen er kommet op over jorden? Har kastanjen det godt? (…og det har den!)

Og jeg ved godt, at det tangerer mormorstadiet, men jeg elsker virkelig bare at se det hele gro lige for øjnene af mig. Og at se min lille familie midt i det. Bruge det og vælte det og nyde det. Haven bliver det ekstra legerum, vi ikke har i huset. Vi har spist ude hver dag siden påsken.

Jeg kan fornemme, at vi går sådan en sommer i møde, hvor tre haver bliver til én inklusiv vejen. Ananassen kører frit mellem genboens og vores egen have sammen med sin gode ven Carl. Den anden genbo, Bertram kommer så småt med i legen også og ingen af de tre går særligt meget op i grundskel eller ejerrettigheder. Som venner vi deles. Og vi elsker det allesammen. Det styrker fællesskabet yderligere og presser os voksne til at komme ud af vores vinterskal og snakke med hinanden igen. Så foråret er hjemmetid for mig.

Jeg har hjemmearbejdsdag om mandagen og lige i morgen passer det mig rigtig fint at have hele dagen herhjemme alene. Have ro til at arbejde, mens de andre er afsted, og være hjemme i rammen imens.

På et hotelværelse i Nordjylland

Hvis ikke alenetid på et hotelværelse i Rebild Bakker kan puste liv i et blogindlæg, så ved jeg ikke, hvad kan. Nu prøver jeg. Jeg er ikke klar til at give afkald på bloggen, men jeg får heller ikke skrevet meget for tiden. Det kan enhver jo se. I virkeligheden aner jeg ikke, om der overhovedet er nogen, der vil læse dette. Måske er jeg lige så alene herinde, som jeg er her på hotelværelset. Der er noget vildt skræmmende over kombinationen hotelværelser og alenetid for mig. Og samtidig er jeg vild med at kun være mig selv. Kun tænke på mig og mine egne behov. Som jeg skrev på Twitter her til morgen:

Lige så meget som jeg hader at sove alene på hotelværelset #scaryshit , elsker jeg morgenmadsbuffetten i eget egoselskab #purebliss

Åh, at sidde der ved morgenmadsbuffeten og langsomt drikke sin kaffe færdig, nyde sin croissant og kun reflektere over, om man har mest lyst til et ingefærshot eller en kanelsnegl mere? Det opvejer til hver en tid skrækscenarierne fra værelset i den mørke aftensstund. Og konferencetid. Inspirerende oplæg som perler på en snor, delikate hoved- og mellemmåltider, gode faglige samtaler om hjerteblod og nørderi og tid til eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker mit job for denne slags muligheder! Og alligevel sad jeg nu, inden jeg skrev dette indlæg, og bladrede mig smilende frem og tilbage mellem de ni screenshots, jeg tog under Facetimesamtalen tidligere. Hvor tre yndlingsliv sagde godnat og “vi elsker dig” til mig. Hvor de skiftevis kyssede skærmen og kiggede distraherede bort mod fjernsynet. Som at være der selv. Og ikke.

Alenemor for en stund

Jeg er alene hjemme med børnene i denne uge. Min mand er i USA, faktisk “hjemme”, i vores geografi, i New Jersey og New York. Udover at være dødmisundelig over, at han får lov til at se vores venner derovre og give dem lakridser og pålægschokolade, for ikke at nævne, at han er et åndedrag (eller tre) fra NYC, som jo er, ja NYC. De to ting, jeg savner allermest ved USA: Venner og NYC. (Og billig OPI neglelak og Glad wrap.)

Nå, men jeg er alene hjemme med de to gangstere. Eller i hvert fald én gangster:

Den anden er nok mere udforskertypen. Han har fået den ide, at han skal stå ud af bilen lige når vi kører ind i vores kvarter, og så løber han ad selvfunde smutveje hjem til huset. Han føler sig meget stor og stolt, når han ankommer på egen hånd efter os andre:

Og vi er fulde af overskud endnu. I går nåede jeg endda at få dem begge i bad inden aftensmaden! Og madpakkerne er for anden aften i træk klar i køleskabet og endda lidt kreative i deres indhold, hvis jeg selv må sige det. Jeg må dog også sige, at mit nye job har mulighed for noget større fleksibilitet i hverdagen, hvilket hjælper helt fantastisk på sådan en uge her.

Ungerne savner deres far. Og det gør jeg også. Overskuddet er en ren overspringshandling for panisk bevidsthed om, at der ikke er en anden til at samle op, der hvor jeg fejler eller glemmer. Som der plejer at være til daglig. Derfor er jeg hele tiden to skridt foran mig selv. Meget effektivt. Og meget trættende.

Til gengæld får jeg strikket, når der ikke er nogen at snakke med efter kl. 20. Jeg har stadig min Cilletrøje, som faktisk er temmelig tæt på færdig, men som jeg også er kørt lidt træt i. For- og bagstykker er færdige, nu skal jeg til halsudskæringen.

Så i mellemtiden har jeg strikket et par What Up-huer fra Trine Kok. Denne her er med ren perlestrik i stedet for stribevis rib og perle:

Og er nu i gang med en vest til Ananassen i noget bomuldsgarn med pailletter, jeg fandt i Netto i går. Små hurtige in between projekter, til at give det hurtige rush, man få af at færdiggøre noget, man har siddet og nørklet med. Lad os se, om overskuddet fortsætter, så tjekker jeg nok ind igen sidst på ugen. Vi får se.

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

20131019-225843.jpg

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

20131019-230500.jpg

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.

20131019-231015.jpg

Fødselsdagsgaver

Nå, men vil du se, hvad jeg fik i fødselsdagsgave?

Jeg havde ønsket mig et par ringe med fødselssten fra oktober og december, som er mine børns fødselsmåneder fra Carré. De der klassiske ringe med en sten i. En lille for Ananassen og en stor for Skrupsakken. Fordi hun er lille, og han er s….well, you get it. I get it. Det fik jeg så ikke.

Men jeg fik noget lige så godt, og måske endda bedre. For fredagen inden min fødselsdag listede min mand og ungerne ind til Strædet i København, ind i Carré og købte denne smukke sag:

Og det er min egen fødselssten Turmalin, der glimter deri i alle mulige farver. Det sjove er, at jeg faktisk stod og kiggede ind af vinduet til butikken, mens de var derinde. De så mig, jeg så ikke dem, for jeg var så hangry (verdens bedste ord for min tilstand, når jeg bliver FOR sulten), at Julie fik besked på at kigge udefra, så vi kunne komme videre til noget mad.

Hvad bedre er, så har han (min mand) lige fortalt mig over aftensmaden, at han faktisk havde tænkt sig at give mig en billet til BETT Show 2014 i London. Det er den fedeste gave i min verden. Slår alverdens fine ringe og smukke sten, og jeg fik den hurtigt kringlet sådan, at vi begge tager afsted til det i januar alligevel. Så win/win for mig! Det er den ultimative teknologimesse for folk i uddannelsesverden og det er det ene trylleshow efter det andet. Sidst jeg var der, var i 2006, hvor jeg endte med at sidde i tre timer på Adobes stand. Fuldstændig tryllebundet af deres Creative Suite. Trylleshow, siger jeg jer! Det er SÅ vildt. Og gaver og gadgets ved hver stand. Og ja ja ja…man lærer jo også et og andet om det der tech, ikke. Og digitaliseret læring. Åh, det bliver så sejt!

Tilbage til gaverne.

Fra Julie fik jeg den smukke fjerring fra Pandora. Og som tak for det, købte jeg også en til hende. Det var det mindste jeg kunne gøre. Så nu har vi veninderinge.

Fra mine svigerforældre fik jeg (endelig) Lene Holme Samsøes strikkebøger og en bøtte lakridsmandler (nomnom).

Jeg har deltaget i alle de give aways med disse to bøger, jeg har kunne finde på kreabloggene, men vandt ikke en dyt. Heldigvis var min svigermor mere pålidelig og nu er jeg allerede i gang med det første projekt fra en af bøgerne, pigernes priktrøje:

Det tog mig lige fem ommere inden jeg helt forstod det der med at læse diagram, men nu kører det, sådan nogenlunde.

Af mine brødre fik jeg Maren Uthaugs bog “Og sådan blev det“, som jeg havde ønsket mig og en smuk vase, som jeg ikke har fået taget et billede af. Det må du have til gode. Den står allerede fyldt med blomster. Jeg kan afsløre så meget, at det ikke er Kähler.

Og så fik jeg en million dejlige hilsener på Facebook. Fødselsdage er blevet optimeret med 100% siden Facebook kom til. Det holder maks!

Og til sidst den allerbedste gave af dem alle. Men den får et indlæg for sig selv. I morgen. Så tror jeg nok ikke, du får sovet i nat, hva’! Hvis der er noget, vi kan her på bloggen, så er det at lave cliffhangere, der får læserne til at klikke F5, F5, F5, F5…..til de får deres næste fix. Jep, jep.

Vi ses i morgen.

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.