Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

20131019-225843.jpg

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

20131019-230500.jpg

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.

20131019-231015.jpg

Om 37-årige barnlige behov

For lidt over en måned siden ringede jeg til min mor, som bor i Nordjylland:

Mig: “Hej mor”

Mor: “Hejsa, hvad så?”

Mig: “Jeg har simpelthen sådan et barnligt behov for at vise dig min have. For at du skal komme og rose mig og sige, at den er pæn, og at jeg er god til at få ting til at gro. Kender du det?

Mor: “Om jeg gør. Hvornår skal vi komme?”

Og de kom, hende og min papfar, dagen efter sommerferien var startet. Og de blev i fem dage, hvor de ikke bare så og roste min have, men også malede alt vores træværk og legede med vores unger og hyggede med os.

Nogen gange gør det godt at turde vise sin mor, at man stadig har brug for hendes anerkendelse og ros, selv om man er 37 år gammel. Og min have lige nu er min stolthed. Jeg elsker den have. Og alle blomsterne. Min svigermors stauder. Og min mors klokkeblomster. De er der begge to rundt omkring i hele haven. Små kvindelige moderlige spor, der blomstrer og minder mig om, at voksne også kan være usikre og få lyst til at vise deres mødre, hvor dygtige de er engang i mellem.

Mig og mine brødre

Det har været en af de hyggeligste dage i lang tid. Frokost i en baggård på Østerbro med mine brødre og deres dejlige älsklinger. Jeg elsker mine brødre. De er det bedste jeg har, næstefter min mand og børn. Vi slapper af sammen og griner med og af hinanden, og vores tre familier er på forunderlig vis bare blevet spundet sammen. Deres piger er nogle af de bedste veninder jeg har, og børnene savner hinanden, når de ikke synes de ses ofte nok.

På vejen hjem sagde min mand i bilen: “Jeg elsker dine familie.” Jeg elsker ham for at sige sådan, for jeg er godt nok også overordentlig glad for den.

På Århus Plads ligger den lækreste legeplads, og min storebror boede engang i lejligheden lige over den, min lillebror lige har købt, lige ved siden af legepladsen. Sidst jeg var på legepladsen, var da jeg nød den fyrværkerifyldte nattehimmel en nytårsaften fra legetårnets top i en fantastisk brandert. Dengang var jeg single og barnløs. I dag styrede Skrupsakken det kæntrede piratskib i baggrunden sammen med sin fætter og kusine, og Ananassen udforskede Østerborisk gemmologi på nært hold, mens jeg sad helt stille og nød mine to smukke raketter.

Tidslommer

Vi ferierer stadig i nordjylland, ungerne og jeg, og det er altid som om, at tiden står lidt mere stille i min mors hjem. På den gode måde.

  • Det tager tid at stille sine brikker op som små soldater uden de vælter.
  • Det tager tid (og flere forsøg) at stille to hele æsker dominobrikker op på række uden at vælte dem undervejs.
  • Det tager tid at tælle øjne for hver en brik man lægger, når man er fire år gammel og for første gang spiller domino.
  • Det tager tid at være sammen.

Vi spillede også mikado. To spil, jeg personligt havde glemt eksisterede og som Skrupsakken fandt stor morskab i.

Og

  • Det tager tid at vågne ordentligt en morgen efter natteroderi med en lysvågen Ananas.
  • Det tager tid at finde det mest nuttede sted på den lysvågne Ananas, i et fortvivlet forsøg på at holde sig selv vågen også.

Det tager så meget tid, alt det her ferieren, at jeg bliver resigned fra det ene spil wordfeud efter det andet. Godt man er tilbage i barselslommen igen på torsdag. Så de’et…

Kvinddomsprøven

Ananassen fylder tre uger i morgen, og i går tog jeg den første af mange prøver i dette nye uudforsket land af MORskabet med to børn. En lille times togtur ind til Tivoli, hvor vi skulle mødes med min bror og hans familie og min far og hans kone. Uden min mand. Bare mig og ungerne. Og barnevognen. (Det skrummel!) …og en million andre mennesker, der også synes Tivoli og Halloween var en god cocktail. (note til Tivoli: har I overvejet at sætte begrænsning på hvor mange I lukker ind på én gang, eller er I bare glade for hver en krone, de besøgende smider i billettælleren og skide ligeglade med helhedsoplevelsen i haven?)

Det gik godt. Rigtig godt.

Ananassen kvitterede med denne opførsel 95% af tiden og kunne spises af ved Restaurant De To Toppe de sidste 5%:

Skrupsakken nød godt af sin moster og onkels overskud til både forlystelser og sukkerskyer, og jeg nød endelig at kunne prøve ting med ham igen efter at være kommet af med maven:

Alt i alt en prøve der blev bestået. Med lidt hjælp fra familien. Og ungerne. Og Manden, der hentede os. Pyyyyhhh…

Hvad kan man få for en pakke Smarties?

Der er tre uger til terminen, og jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan skjule, at det er pissehårdt det her graviditet for anden gang. Så hvis vi kan starte med at få ynken ud, vil det virkelig lette en del for de næste ord. Det er blevet tungt og krævende her til sidst. Jeg kan næsten ikke trække vejret, når jeg lægger mig ned og det føles konstant som om jeg har fået trykket tre ribben ind mod lungen i højre side. Jeg har plukkeveer og halsbrand konstant, ondt i maveskindet af alle de spark og bevægelser, hun laver derinde. Hun er 100 gange mere livlig, end jeg husker Skrupsakken nogensinde var. Det tegner rigtig spændende for hendes personlighed udenfor maven. Jeg vågner om natten og kan ikke få luft eller ikke vende mig eller ikke ligge ned på grund af smerter i ryggen eller sveder så hele min dyne er plaskvåd…eller all of the above! Og holder jeg mig en dag som i går, hvor jeg vaskede to maskinfulde, støvsugede huset og bagte franskbrød og boller, så magter min krop ikke engang at komme op af sofaen bagefter. Og helt ærlig, det er jo ikke nogen halvmarathon, jeg har løbet, vel! Drister jeg mig til, som i morges, at spise en omgang morgenmad med et par skiver brød og et glas juice kører min puls op på maks og hele min krop begynder at ryste af overbelastning. Kroppen arbejder på højtryk for tiden, og det er pissebelastende, for at være helt ærlig. Jeg er SÅ klar til, at hun melder sin ankomst. ANYTIME nu. Jo før jo bedre. Vi er klar.

Det har også betydet, at vi har måtte melde afbud til en årlig familieudflugt i Fårup Sommerland med min fars familie. Turen til Nordjylland inklusiv sommerlandshalløj og fremmede soveforhold var ikke kompatibelt med min tilstand pt. Så nu sidder vi herhjemme i tordenvejret og nyder den fred og ro vi har fået forærende ved netop det afbud. Et lille stik i hjertet mærker jeg, over at gå glip af familiehyggen i det nordlige, men nyder også at jeg kan lægge mig ind på sengen hveranden time for en slapper, mens jeg hører lyden af drenge- og mandehænder, der roder gennem kasse 1 og 2 af legoklodserne i deres forsøg på at skabe den ultimative rumraket.

Og drengen der, ikk’, han er ikke supervild med at få taget billeder af sig selv for tiden, medmindre de er i superheltepositur og virkelig fremhæver hans megasejhed, så at bede ham om et softie shot af storebror, der krammer lillesøster i maven, er nærmest et overgreb. Medmindre man kan tilbyde en pakke Smarties som bestikkelse. Så her er, hvad man får for en pakke Smarties en lørdag formiddag. En meter og seks centimeter, der lige kan presses til at røre ved maven med den ENE hånd! For lige så snart kameraet har klikket at stikke den anden hånd frem for at modtage sin løn.

Jeg kan leve med det. Jeg synes faktisk det er blevet et helt godt billede. Og jeg skal heller ikke være sen til at indrømme, at vi udnyttede hans velvillighed og et svagt øjeblik lidt senere og nappede et til uden beregning, da han lige skulle høre, om hun var ok derinde:

Sådan er det, når man forhandler med nordjyder. Vi ved, hvordan man får noget for sine chokoladeknapper.

Til svigermor

Min svigermor og jeg har flere ting til fælles, men særligt to ting gjorde sig gældende i aftes på Ølgod på Bakken. Countrymusik og linedance. Jeg elsker countrymusik og al det medfører af hjerte, der rimer på smerte og æbletærte. Boots og flæser. Gals and pals.

Efter mit udvekslingsår i Texas i 1992 har countrymusikken og de store barer med linedance sat sig godt og grundigt fast i mit hjerte. Jeg elsker Patsy, Dolly, Eva, Dixierne, Garth og alle de andre hillbillies med hjertekvaler. Og det samme gør min svigermor. At hun så dyrker linedancen nu også, gør hende jo en hel del bedre end jeg til de synkrone trin i dansehallerne.

Men som vi sad der på Ølgod og blot lige skulle se en enkelt dans eller to og høre bare ét nummer mere, kunne vi vist begge to godt være blevet siddende. Jeg truede endda med at hoppe med hende ud på gulvet til den næste routine, på trods af kæmpemave og plukkeveer.  Og så spillede bandet “Jolene”. Nok et af mine alleralleryndlingsnumre indenfor countrymusik. Og da det er svigermors fødselsdag på torsdag, skal hun have en lille ekstra førgave her på bloggen. Nemlig en lidt alternativ udgave af “Jolene”. Omskrevet og sunget af de to danske sangdivaer Annika Aakjær og Aura. Kvaliteten af klippet er ikke overvældende, og alligevel får Aakjærs stemme ståpelsen frem på armene af mig, hver gang jeg hører det. Desværre kan jeg ikke finde en indspillet udgave af nummeret nogen steder.

 

En anden stor ting vi for øvrigt har til fælles er kærligheden til de her tre fartglade knægte, som også var med på Bakken:

Tillykke med fødselsdagen på torsdag svigermor!

Gu ska’ der tegnes!

Forestil jer P.S. Krøyer på skrump!

Eeeih, det bliver alligevel for søgt. Nå, men Fru Z spørger om jeg aldrig skal i gang med at tegne igen. I ved den der udfordring, hvor jeg vist sagde noget i retning af, at jeg kan tegne ALT! Ja, ja intet mindre kunne gøre det. Man skal jo have selvtilliden i orden og alt det der.

Min svigerfar er aldrig sen til at udfordre mig på sådanne udtalelser – og heldigvis for det da, ellers ville jeg være total umulig at være sammen med.

Så jeg har været i tænkeboks. For se, hvad han sendte mig på mail, den gang i marts:

Han skrev bl.a.: “Kompositionen er ret god – siger noget om den sommertid vi alle længes efter. Kunne være lidt a la “skagensmalerne” bål, studenter, midsommer, sejlbåde – hvad siger du? Farfar

Just like that! Oh well, jeg troede helt sikkert han have noget malerisk i tankerne. I ved noget med pensel og lærred og en masse maling. Det havde jeg også self i starten. Måske derfor jeg aldrig kom videre. Orkede ikke lige det helt store projekt. Det er derfor tusserne er så gode lige for tiden. Det går dejligt hurtigt og udtrykket er enkelt og udtryksfuldt.

Nå men, tilbage til Fru Z, som spurgte. Og SKrupsakken som gerne ville lege med krympeplast i morges. Og Lis, der laver ringe, som fik mig til at sige ja, til ham den lille krymper. Og så kom vi videre:

Så nu kan farfar få en Krøyer look alike på skrump på sit køleskab. Om ikke andet. Sådan ser den ud i skrumpet form på køleskabet:

Og vi kom videre med udfordringen. Fru Z er den næste på listen og hendes ønske er ikke meget nemmere. Men lad os se, hvad det ender med…

7 runde gule luftige kærlige overspring fra Italien

Når Trine leger, plejer jeg at lege med. Her får I mit visuelle bud igennem vores italienske ferielinse.

Efter SYV kugler italiensk is fra Gelateria I Caruso i Rom.

RUND gryde med min storebrors Pici Con Ragu i villaens køkken.

GULT i Montepulciano.

LUFTEN var fyldt af duft af lavendel, summen fra bier og flagrende sommerfugle op af gangstien til villaen i Castellina in Chianti.

KÆRLIGHED på Piazza Il Campo i Siena, hvor min far overrasker min bror i et “tilfældigt” møde i anledning af hans 40 års fødselsdag.

OVERSPRINGshandling ved at finde oversete skatte mellem brostenene på Peterspladsen i Rom.