En pause fra hverdagen

Vi er lige kommet hjem fra fire dage i et sommerhus i Lønstrup. En by, der nok er min all time favourite by i hele Danmark. Findes der et smukkere sted i dette land? Seriøst?

Ananassen havde fødselsdag i torsdags og jeg har på onsdag, så det var en kærkommen lejlighed til at fejre os begge i det nordjyske, hvor det meste af vores familie alligevel opholdt sig. Vi inviterede min lillebror og hans kæreste til at bo der sammen med os og på den måde havde vi ligesom bare lagt rammen om fire dages afslapning og familietid.

En pause fra hverdagen. Fra alle pligterne, lektierne, kravene og alt det andet. Bare chillin’.

Og sådan blev det. Tingene skulle være lette og det var de. Fire fantastiske dage i laveste gear, med gang i dansegulvet og vestenvind i kinderne. Kagemand med slik, slow cooked chili con carne og masser af ture i den indendørs swimmingpool, der hørte til huset.

Jeg havde nogle uger forinden fået to poser færdigblandet knækbrødsblandinger tilsendt fra Finax.dk (ligesom en masse andre bloggere), som jeg bevidst havde gemt til denne tur. Perfekt at have med til lige at banke en hurtig omgang hjemmebagt knækbrød sammen med uden at det krævede det helt store energiniveau. Se, hvor lækkert det blev:

Og vel hjemme igen her til aften ramte virkeligheden os med madpakkesmøring, fødselsdagsfejring i børnehaven og oprydning efter turen. Og det er sgu helt ok. For cellerne er fyldt op igen indeni og hverdagen er savnet af os alle. Og nu nåede jeg også lige at skrive et blogindlæg. Tænk, hvad mentale pauser kan gøre for éns energiniveau.

Når en kvinde mister håret – et interview med min mor

“Meget af min kvindelighed sidder i mit hår”. Hvor ofte har vi ikke hørt en veninde eller os selv sige det, når vi for 117ende gang leger med tanken om at gå fra lang til kort på hovedet. Men hvad nu hvis du ikke havde valget? Hvad nu hvis du mistede alt dit hår – helt uden grund. Ingen kemo, ingen cancer. Bare hårtab. Hvor ville din kvindelighed så sidde og godte sig henne?

Jeg har inviteret min mor på besøg på bloggen. Jeg spurgte hende forleden, om hun havde lyst til, at jeg lavede et interview med hende og delte det på bloggen. Hun har mistet håret ad flere gange, og er nu ved at få det tilbage igen. Det er tredje gang, at hun igen opbygger alt sit håb om, at det nye hår, der dukker op på hendes hoved, er kommet for at blive. Min mormor oplevede det samme. Dog kun en gang. Måske ligger det i mine gener også. I så fald håber jeg, at jeg kan mobilisere bare en lille smule af den styrke, jeg har oplevet fra hende. Indtil da, sætter jeg min lid til de mange grå hår jeg allerede har.

Min mor var skaldet på sin 60 års fødselsdag. Alligevel synes jeg, at dette er et af de smukkeste billeder jeg har af hende:

385958_10150526595029111_511058028_n

Kan du kort fortælle, hvad grunden til dit hårtab er? Hvad giver lægerne som begrundelse? Hvad tror du selv er grunden?
Jeg kan fortælle lidt om, hvad jeg har fundet ud af på nettet. Patientforeningen Alopecia (pletskaldethed) har en god hjemmeside, ligesom du hurtigt finder mange sider med eksempler på hårtab. Alopecia areata er en hudsygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber forskellige celler i og omkring hårfolliklerne. Når disse celler angribes går hårcyklus i stå og håret fældes. Der skal flere faktorer til for at udvikle AA. Først og fremmest skal man have en bestemt genetisk baggrund. Forskere i USA har fundet mindst 8 gener og flere vævstyper med forbindelse til AA – så det er ikke kun et enkelt gen der giver sygdommen. Udover at man skal have generne til det, skal der også være en ”trigger” til at sætte sygdomsprocessen i gang. Der er ikke en kendt fælles trigger for alle, men der mistænkes infektion, fysisk traume og psykisk stress.

Der er tre typer af Alopecia: den første Areata giver pletskaldethed, Totalis taber man alt håret på hovedet og endelig, som jeg, Universalis, hvor man taber alt hår, også øjenvipper, bryn mm.

Den første gang jeg tabte håret, blev jeg sendt til hudlæge. Min egen læge var sikker på, at det var en hudsygdom. Hudlægen omtalte stress – men lægen afviste dette. Anden gang sagde lægen, at det måske var udløst af stress. Tredje gang sagde han: Det er stress! Men jeg havde jo ikke tabt håret, hvis ikke genet havde været der.

Din egen mor mistede alt sit hår en gang. Fortæl mig, hvad du tænkte dengang, da du stod ved siden af og oplevede det ske for hende. Den gang havde du ikke selv prøvet det på egen krop.
Der var ingen, der dengang tænkte på at det kunne skyldes et gen og evt. stress. Det var en hudsygdom – basta. Jeg syntes, det var frygtelig for hende og hjalp hende med at få en paryk. Indrømmet, jeg synes også, at det var godt hun fik en paryk. Den havde hun faktisk ønsket sig i flere år. Hun var meget ked af sit tynde fistne hår.

Mor tog til behandlinger hos hudlægen i Hjørring og jeg kørte hende derop. Jeg måtte dog ikke komme med ind – hvorfor ved jeg ikke. Behandlingen hjalp ikke på hendes hår, men hun fik det dog tilbage til sidst og da kunne jeg mærke, hvor meget det havde betydet for hende. Jeg tror nok, at hun fortalte mig mindst tusinde gange om din reaktion, da hun første gang viste sig med sit nye hår. Hun blev så glad, fordi du sagde, at hun var smuk.

Fortæl mig om den første gang du selv mistede håret. Hvad gik gennem dine tanker og dine følelser, da de første store totter røg af?
Den første gang jeg bemærkede, at der var noget galt, var til min fødselsdag i 2007 – jeg kunne mærke den bare plet i nakken. Jeg blev forskrækket og gik op i soveværelset for at se den, selvom vi havde gæster.

Det var dog først, da jeg så hårene på min kontorstol, at jeg gik til lægen. Den var fuld af lange hår og når jeg friserede mig, var kammen fuld af hår. Det er aldrig faldet af i totter, men bare forsvundet lidt over det hele. Godt nok med store bare pletter til følge.

Jeg kan huske besøget hos jer i USA, hvor jeg var så ked af at vaske hår, for hele badeværelset flød med hår bagefter. Jeg gjorde som hudlægen gav mig besked på – smurte mig med noget frygtelig stads og det hjalp ikke. Så blev jeg sendt til Aalborg, for at få en paryk og det var en positiv oplevelse. De var så empatiske, forstående og hjælpsomme hos Toftild i Aalborg.

Hvordan reagerede dine omgivelser på dit hårtab den første gang?
De fleste var chokerede – kunne ikke forstå, hvordan det kunne ske. På skolen accepterede mine kollegaer det hurtigt og gav mig opbakning, når jeg var ked af det.
Mine elever var fantastiske. Jeg brugte jo kasket i starten, inden jeg fik paryk. Selv om jeg forlangte at de skulle lægge huen eller kasketten i timerne, var der aldrig nogen, der sagde noget til mig. Selv i 9. klasse accepterede de min hat.

Der var også flere, der spurgte mig om, hvilken form for kræft, jeg havde fået.

Hvornår valgte du første gang at gå ud i offentligheden med bar isse? Kan du beskrive dine tanker og følelser den dag, hvis du kan huske det?
Jeg går ikke ud offentligt uden min kasket – det er kun, når vi er på ferie og det føles helt vildt dejligt. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg ikke kunne trives med parykken. Hver gang vi var sammen med familien eller venner, smed jeg den efter et par timer.

Den første gang jeg skulle vise mit bare hoved til familien, var det svært. Jeg kan huske, at vi besøgte din bror og hans familie i sommerhus. Der var pool og mit barnebarn ville have mig med i. Det ville jeg ikke, for så skulle parykken af. Det kom den dog senere på dagen og hun så mig også uden det.

Hvad ser du selv, når du ser dig i spejlet med skaldet isse og uden øjenbryn?
Det er de værste øjeblikke – jeg hader det. Jeg synes, jeg ligner en heks. Jeg kigger efter de mindste hår – prøver at rykke i dem, hvis der er nogen. Bare for at tjekke, at de bliver siddende. Når der så er kommet hår, skal jeg også hele tiden tjekke at de bliver der.

Hvad tror du andre ser, når de ser en skaldet kvinde komme gående ned ad gaden?
Jeg er helt sikker på, at de tror, jeg er syg og får kemo. Mange gange kan man se medlidenheden i deres ansigter.

Du har siden den første gang været møllen igennem tre gange og er netop nu ved at få håret tilbage igen efter en meget lang periode uden hår. Den længste til dato. Hvordan har du det i dag med at miste håret på den måde?
Det er frygteligt at miste håret, det kan næsten ikke beskrives. Angsten mellem turene er næsten det værste. Når så det begynder, så er der de daglige ritualer: spejlet i badeværelset med nakkespejl, vende og dreje hovedpuden, for at finde hår (og endelig, når der er godt gang i hårtabet, støvsuge puden inden jeg reder seng om morgenen)

Når de sidste rester af hår er fjernet fra hovedet, som du gjorde for mig i Italien, så er det ligesom lidt nemmere at forholde sig til. Så skal jeg kun vente på at det gror ud igen. Og her har jeg aldrig været i tvivl. Det kommer igen. Spørgsmålet er så bare, hvor meget der kommer. Siden første gang har jeg ikke haft hår under armene og denne gang er der endnu ikke hår på benene. Nu er det jo heller ikke de værste steder at undvære hår, som kvinde.

Men da jeg den anden aften kunne mærke lidt vipper, var jeg helt ærligt helt i den syvende himmel. Det var vildt dejligt.

Var det nemt for dig at finde information om det du oplevede? På nettet, ved lægen, på apoteket mm.? Hvilken information manglede du?
Det var faktisk nemt at finde informationen, dog var den for 7 år siden meget forskelligartet. En side fortalte at det var for evigt – en anden at 80% fik håret tilbage. Det bedste, dengang, var at læse de forskellige artikler på AA´s hjemmeside.

Som før fortalt var lægen temmelig uvidende og det var de også på apoteket. Men helsekostforretningen vidste lidt om det og anbefalede mig at starte med Priorin. Jeg tror, de hjalp. Men nu har jeg nok taget dem for længe. Jeg manglede information om, hvad jeg selv kunne gøre. For der måtte da være noget. Hvis du brækker et ben, skal du hvile og du skal udvikle andre muskler for at komme omkring. Her var der intet, jeg kunne gøre.

Hvad er det vigtigste du kan dele videre med dine oplevelser, til andre kvinder, der oplever det samme? Hvad havde du mest brug for, at der var nogen der sagde til dig?
Det vigtigste må være netop det jeg selv blev meget glad for at høre: Nemlig at jeg var den samme person, både med og uden hår. Det er også super skønt, når jeg får respons på min glæde over de nye hår.

Hvis du kunne give ét godt råd til andre kvinder i lignende situation, hvad skulle det så være?
Her ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare, for jeg har egentlig ikke et godt råd. Når jeg ser tilbage, så var det nemmest første gang. Her accepterede jeg, at sådan så jeg ud og livet gik videre. Men det blev sværere og sværere at acceptere og tjaaaaa, jeg ved ikke hvad der sker, hvis det falder af igen.


Min mor anbefaler særligt to artikler, som er gode at læse, hvis du vil vide mere om hårdtab.

Måske kender du nogen, der på samme måde har oplevet at miste håret. Måske har du selv prøvet det. Så skriv endelig i kommentarfeltet og del dine oplevelser og erfaringer med os andre. Jeg er fuld af beundring for min mor, over at hun tør stå frem på denne måde og dele ikke bare sin fortælling, men også sit ansigt og sin isse med jer andre. Du er sej mor!

Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

20131019-225843.jpg

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

20131019-230500.jpg

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.

20131019-231015.jpg

Om 37-årige barnlige behov

For lidt over en måned siden ringede jeg til min mor, som bor i Nordjylland:

Mig: “Hej mor”

Mor: “Hejsa, hvad så?”

Mig: “Jeg har simpelthen sådan et barnligt behov for at vise dig min have. For at du skal komme og rose mig og sige, at den er pæn, og at jeg er god til at få ting til at gro. Kender du det?

Mor: “Om jeg gør. Hvornår skal vi komme?”

Og de kom, hende og min papfar, dagen efter sommerferien var startet. Og de blev i fem dage, hvor de ikke bare så og roste min have, men også malede alt vores træværk og legede med vores unger og hyggede med os.

Nogen gange gør det godt at turde vise sin mor, at man stadig har brug for hendes anerkendelse og ros, selv om man er 37 år gammel. Og min have lige nu er min stolthed. Jeg elsker den have. Og alle blomsterne. Min svigermors stauder. Og min mors klokkeblomster. De er der begge to rundt omkring i hele haven. Små kvindelige moderlige spor, der blomstrer og minder mig om, at voksne også kan være usikre og få lyst til at vise deres mødre, hvor dygtige de er engang i mellem.

Mig og mine brødre

Det har været en af de hyggeligste dage i lang tid. Frokost i en baggård på Østerbro med mine brødre og deres dejlige älsklinger. Jeg elsker mine brødre. De er det bedste jeg har, næstefter min mand og børn. Vi slapper af sammen og griner med og af hinanden, og vores tre familier er på forunderlig vis bare blevet spundet sammen. Deres piger er nogle af de bedste veninder jeg har, og børnene savner hinanden, når de ikke synes de ses ofte nok.

På vejen hjem sagde min mand i bilen: “Jeg elsker dine familie.” Jeg elsker ham for at sige sådan, for jeg er godt nok også overordentlig glad for den.

På Århus Plads ligger den lækreste legeplads, og min storebror boede engang i lejligheden lige over den, min lillebror lige har købt, lige ved siden af legepladsen. Sidst jeg var på legepladsen, var da jeg nød den fyrværkerifyldte nattehimmel en nytårsaften fra legetårnets top i en fantastisk brandert. Dengang var jeg single og barnløs. I dag styrede Skrupsakken det kæntrede piratskib i baggrunden sammen med sin fætter og kusine, og Ananassen udforskede Østerborisk gemmologi på nært hold, mens jeg sad helt stille og nød mine to smukke raketter.

Tidslommer

Vi ferierer stadig i nordjylland, ungerne og jeg, og det er altid som om, at tiden står lidt mere stille i min mors hjem. På den gode måde.

  • Det tager tid at stille sine brikker op som små soldater uden de vælter.
  • Det tager tid (og flere forsøg) at stille to hele æsker dominobrikker op på række uden at vælte dem undervejs.
  • Det tager tid at tælle øjne for hver en brik man lægger, når man er fire år gammel og for første gang spiller domino.
  • Det tager tid at være sammen.

Vi spillede også mikado. To spil, jeg personligt havde glemt eksisterede og som Skrupsakken fandt stor morskab i.

Og

  • Det tager tid at vågne ordentligt en morgen efter natteroderi med en lysvågen Ananas.
  • Det tager tid at finde det mest nuttede sted på den lysvågne Ananas, i et fortvivlet forsøg på at holde sig selv vågen også.

Det tager så meget tid, alt det her ferieren, at jeg bliver resigned fra det ene spil wordfeud efter det andet. Godt man er tilbage i barselslommen igen på torsdag. Så de’et…

Kvinddomsprøven

Ananassen fylder tre uger i morgen, og i går tog jeg den første af mange prøver i dette nye uudforsket land af MORskabet med to børn. En lille times togtur ind til Tivoli, hvor vi skulle mødes med min bror og hans familie og min far og hans kone. Uden min mand. Bare mig og ungerne. Og barnevognen. (Det skrummel!) …og en million andre mennesker, der også synes Tivoli og Halloween var en god cocktail. (note til Tivoli: har I overvejet at sætte begrænsning på hvor mange I lukker ind på én gang, eller er I bare glade for hver en krone, de besøgende smider i billettælleren og skide ligeglade med helhedsoplevelsen i haven?)

Det gik godt. Rigtig godt.

Ananassen kvitterede med denne opførsel 95% af tiden og kunne spises af ved Restaurant De To Toppe de sidste 5%:

Skrupsakken nød godt af sin moster og onkels overskud til både forlystelser og sukkerskyer, og jeg nød endelig at kunne prøve ting med ham igen efter at være kommet af med maven:

Alt i alt en prøve der blev bestået. Med lidt hjælp fra familien. Og ungerne. Og Manden, der hentede os. Pyyyyhhh…

Hvad kan man få for en pakke Smarties?

Der er tre uger til terminen, og jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan skjule, at det er pissehårdt det her graviditet for anden gang. Så hvis vi kan starte med at få ynken ud, vil det virkelig lette en del for de næste ord. Det er blevet tungt og krævende her til sidst. Jeg kan næsten ikke trække vejret, når jeg lægger mig ned og det føles konstant som om jeg har fået trykket tre ribben ind mod lungen i højre side. Jeg har plukkeveer og halsbrand konstant, ondt i maveskindet af alle de spark og bevægelser, hun laver derinde. Hun er 100 gange mere livlig, end jeg husker Skrupsakken nogensinde var. Det tegner rigtig spændende for hendes personlighed udenfor maven. Jeg vågner om natten og kan ikke få luft eller ikke vende mig eller ikke ligge ned på grund af smerter i ryggen eller sveder så hele min dyne er plaskvåd…eller all of the above! Og holder jeg mig en dag som i går, hvor jeg vaskede to maskinfulde, støvsugede huset og bagte franskbrød og boller, så magter min krop ikke engang at komme op af sofaen bagefter. Og helt ærlig, det er jo ikke nogen halvmarathon, jeg har løbet, vel! Drister jeg mig til, som i morges, at spise en omgang morgenmad med et par skiver brød og et glas juice kører min puls op på maks og hele min krop begynder at ryste af overbelastning. Kroppen arbejder på højtryk for tiden, og det er pissebelastende, for at være helt ærlig. Jeg er SÅ klar til, at hun melder sin ankomst. ANYTIME nu. Jo før jo bedre. Vi er klar.

Det har også betydet, at vi har måtte melde afbud til en årlig familieudflugt i Fårup Sommerland med min fars familie. Turen til Nordjylland inklusiv sommerlandshalløj og fremmede soveforhold var ikke kompatibelt med min tilstand pt. Så nu sidder vi herhjemme i tordenvejret og nyder den fred og ro vi har fået forærende ved netop det afbud. Et lille stik i hjertet mærker jeg, over at gå glip af familiehyggen i det nordlige, men nyder også at jeg kan lægge mig ind på sengen hveranden time for en slapper, mens jeg hører lyden af drenge- og mandehænder, der roder gennem kasse 1 og 2 af legoklodserne i deres forsøg på at skabe den ultimative rumraket.

Og drengen der, ikk’, han er ikke supervild med at få taget billeder af sig selv for tiden, medmindre de er i superheltepositur og virkelig fremhæver hans megasejhed, så at bede ham om et softie shot af storebror, der krammer lillesøster i maven, er nærmest et overgreb. Medmindre man kan tilbyde en pakke Smarties som bestikkelse. Så her er, hvad man får for en pakke Smarties en lørdag formiddag. En meter og seks centimeter, der lige kan presses til at røre ved maven med den ENE hånd! For lige så snart kameraet har klikket at stikke den anden hånd frem for at modtage sin løn.

Jeg kan leve med det. Jeg synes faktisk det er blevet et helt godt billede. Og jeg skal heller ikke være sen til at indrømme, at vi udnyttede hans velvillighed og et svagt øjeblik lidt senere og nappede et til uden beregning, da han lige skulle høre, om hun var ok derinde:

Sådan er det, når man forhandler med nordjyder. Vi ved, hvordan man får noget for sine chokoladeknapper.

Til svigermor

Min svigermor og jeg har flere ting til fælles, men særligt to ting gjorde sig gældende i aftes på Ølgod på Bakken. Countrymusik og linedance. Jeg elsker countrymusik og al det medfører af hjerte, der rimer på smerte og æbletærte. Boots og flæser. Gals and pals.

Efter mit udvekslingsår i Texas i 1992 har countrymusikken og de store barer med linedance sat sig godt og grundigt fast i mit hjerte. Jeg elsker Patsy, Dolly, Eva, Dixierne, Garth og alle de andre hillbillies med hjertekvaler. Og det samme gør min svigermor. At hun så dyrker linedancen nu også, gør hende jo en hel del bedre end jeg til de synkrone trin i dansehallerne.

Men som vi sad der på Ølgod og blot lige skulle se en enkelt dans eller to og høre bare ét nummer mere, kunne vi vist begge to godt være blevet siddende. Jeg truede endda med at hoppe med hende ud på gulvet til den næste routine, på trods af kæmpemave og plukkeveer.  Og så spillede bandet “Jolene”. Nok et af mine alleralleryndlingsnumre indenfor countrymusik. Og da det er svigermors fødselsdag på torsdag, skal hun have en lille ekstra førgave her på bloggen. Nemlig en lidt alternativ udgave af “Jolene”. Omskrevet og sunget af de to danske sangdivaer Annika Aakjær og Aura. Kvaliteten af klippet er ikke overvældende, og alligevel får Aakjærs stemme ståpelsen frem på armene af mig, hver gang jeg hører det. Desværre kan jeg ikke finde en indspillet udgave af nummeret nogen steder.

 

En anden stor ting vi for øvrigt har til fælles er kærligheden til de her tre fartglade knægte, som også var med på Bakken:

Tillykke med fødselsdagen på torsdag svigermor!