Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

20131019-225843.jpg

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

20131019-230500.jpg

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.

20131019-231015.jpg

To new beginnings

Ferien er slut for vores vedkommende. Italien var skøn. Varm og fyldt med familie, daglige is og meterlange krydderurtebuske. Hvis du følger mig på Instagram har du sikkert allerede duftet rosmarinen og smagt isene. Ellers kig over og se flere glimt fra vores ferie.

På torsdag banker hverdagen for alvor på for mig, hvor jeg starter på mit nye job. Jeg behøver ikke at sige, at jeg glæder mig afsindigt, vel? Tænkte jeg nok.

En anden, der går rundt med sommerfugle i maven er Skrupsakken. Om lidt over en uge skal han starte i 0. klasse og i dag var han ude og købe skoletaske med sin morfar og mosse.

Lego Chima blev det til. 100% eget valg og lidt hjælp fra morfar til at finde taske og penalhus der matchede. Det tog under ti minutter. Og han havde den på ryggen resten af tiden, vi var ude. Han glæder sig SÅ meget. Så meget at han bliver tavs i det. Laver gyserysten i hele kroppen. Smiler og griner fjoget, når vi snakker om det. Jeg kan godt kende følelsen. Når spændingen slet ikke kan være i ens krop. Og man er så usikker på, hvad den spænding dækker over, at man hellere holder mund. Man er bange og glad på én gang. Jeg har det i virkeligheden nok lidt ligedan i forhold til min nye start på torsdag.

August bliver en killermåned med dobbeltjob og løse ender, der skal falde på plads. Men det bliver også en måned med nye begyndelser og ikke mindst, Leonard Cohen! Endelig er du her august. Du har været ventet for første gang i mange år!

Og for det alene, vil jeg belønne mig selv med en ny cykel. Min gamle cykel er efterhånden elleve år gammel, og jeg overvejer at købe en ny Raleigh Classic de Luxe Plus i aquablå.

Har dog også luret på en Cortina med forlad.

Har du nogle gode anbefalinger til lignende must-have-cykler inden jeg kører kortet igennem i butikken i morgen, så er det nu du skal skyde dem afsted. Jeg er lutter ører! To krav….den skal være i farver, ikke mere kedelig sort cykel til mig. Og den skal kunne have plads til forlad. Sæt igang!

Paint left. Paint right.

Skrupsakken og jeg har fået malet vores legehus indeni i dag. Der er snart ikke det træværk på vores grund, der ikke har fået en omgang maling denne sommer. Udhæng på huset, gavlene, plankeværket og nu legehuset. Heldigt at jeg godt kan lide at male. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at male. Man kan se, hvor man kommer til. Det er meditativt og beroligende for mig at sidde der med penslen og male frem og tilbage og få fladerne til at stå rene og nymalede hen.

I skal nok få det færdige resultat at se, når vi er helt færdige, det er en større husrenovering, vi har gang i. Her er et par shots fra i formiddags inden vi for alvor gik i gang med penslen.

IMG_3157 Ananassen stod for forplejningen, mens sjakbajsen preppede huset til første omgang maling.

IMG_3159

Malearbejdet er bare en lille del af renoveringen. Her til aften har jeg siddet på terassen og syet betræk til den madras, der ligger på bænken derinde, og i morgen er det pudebetrækkene og så alle de små ting.

Faktisk er det lidt sjovt at gøre det både til et drengehus og et pigehus. Kodeordet er indtil videre ‘Vespa’. Jeg ved ikke om det helt holder i realiteten. Vi får se.

Sommerferielæsning

Jeg har netop været nede i boghandleren for i min naivitet at opruste til de rolige feriestunder. Og vi ved jo alle, at jeg ikke engang har mulighed for at læse på toilettet, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg overhovedet prøver. Men det er lige så umuligt for mig at gå ud af en boghandler uden at købe en bog, som det er at pakke en kuffert uden at putte mindst én bog deri. Det betyder ikke, at jeg får læst et ord, men intentionen er der!

Og jeg fik da også købt lidt bogstaver at snacke på ved poolen i Italien. Så med i kufferten skal disse bøger (du kan klikke på billederne og læse anmeldelser af bøgerne):

Det her er nok sommerens mest hypede bog, og jeg er simpelthen nødt til at læse den selv nu:

brun-mands-byrde_236671

Jeg har læst de to andre han har skrevet, og der er ingen tvivl om Hosseini ligger på min top tre over verdens bedste forfattere. Derfor var denne bog et must have for mig:

og-bjergene-gav-genlyd_226698

Jeg var vild med Undtagelsen og er det syv år, han har researchet til denne her? Syv år Niller! Det siger et og andet. Forhåbentlig:du-forsvinder1

Hvad skal du læse? Vil du ikke dele dine sommerlæsetips med mig og de andre læsere?

Nye tider

Ok, jeg skal i gang igen. Jeg bliver et surere menneske af ikke at blogge. Al dampen ligger bare og buldrer under låget på mig i stedet for at blive lukket ud lidt efter lidt af min virtuelle ventil her. Så nu skal der et indlæg på bordet dagligt til jeg har fundet skrivekløen frem igen. Og hvilken bedre tid at blogge fra end ferietid?

Vi er startet på ferien. Nyder solen og haven og hinanden for fulde gardiner. Vi skal til Italien i år med hele min familie. Mine brødre, deres familier og min mor og hendes mand. Det bliver skønt. Jeg elsker at have en familie, jeg gider at holde ferie med. Og ikke mindst, en familie min mand gider at holde ferie med.

Men altså, den store nyhed, som skete lige inden ferien startede, den gør jo, at denne ferie faktisk gerne må gå lidt hurtigere, end jeg normalt ønsker for en ferie.

Jeg har fået nyt job! Tadaaaaa…..

Jeg skal stadig undervise på naboskolen, men på meget nedsat tid. For fra den 1. august skal jeg også være pædagogisk redaktør på Danskfaget.dk.


Kender du den? Måske dine børn gør. Det er Clios fagportal for danskfaget. Clio er et 100% digitalt forlag, der laver fagportaler til grundskolens mange fagområder. Og lige om lidt skal jeg være med til at udvikle på den danskfaglige del af dette. Behøver jeg at sige, at JEG GLÆDER MIG?

Det bliver SÅ fedt! Endelig får jeg lov til at prøve kræfter med de digitale undervisningsmidler på et mere professionelt plan. Det bliver skide skægt, vildt lærerigt og en lille smule angstprovokerende i starten. For det er det private erhvervsliv, jeg skal ind og bide skeer med. Og det er professionelle folk, der ved, hvad de taler om. Og de kan deres shit! Men.Hold.Nu.Op. Hvor er jeg klar på det. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for både dem og mig.

I det hele taget glæder jeg mig bare til mit nye arbejdsliv. To dage på Clio, tre dage på skolen i Syvendeklassen, hvor jeg igen skal være klasse- og dansklærer. To roller jeg har savnet inderligt i dette skoleår. Og så har jeg fået den skønneste makker til læsevejlederjobbet på skolen. En tidligere kollega vender tilbage og jeg glæder mig vildt meget til at få et samarbejde i gang med netop hende.

Og det er jo egentlig den bedste slags ferier, man kan have, ikke? Dem, hvor man ikke frygter at skulle i gang igen efterfølgende. Jeg kan mærke, at det giver mig en fantastisk indre ro denne gang. Til bare at være og slappe af og nyde den ekstra tid med mine børn.

Det var et hårdt sidste skoleår. Ikke mindst på grund af lockouten, som ramte mig på en markant anden måde, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg troede virkelig ikke, at det ville røre mig så meget at blive nægtet adgang til mit arbejde og at blive konfronteret med mit arbejdsliv i det offentlige rum. Det handlede for mig overhovedet ikke om de forandringer det varslede og senere medførte, men derimod om den virkelighed det udfoldede. Men det er et andet indlæg, som lige skal simre lidt mere, inden det er klar til at blive dampet helt ud.

Hvorfor så trist?

I aftes midt i X-Factorfinalens pause, eskalerede dramaet om min arbejdstid pludselig. Og før end jeg vidste af det, havde jeg fået en mail fra Danmarks Lærerforening, hvori der stod, at jeg ikke måtte møde op på mit arbejde den 2. april. Forhandlingerne var brudt sammen. Forligskvinden havde kastet håndklædet i ringen. Og jeg var hermed lockoutet.

Så sad jeg der i sofaen. Der var jo i princippet ikke noget nyt i min opfattelse af tingene. Intet jeg ikke havde forventet på forhånd. Og stadig en god uges påskeferie med familien forude.

Og alligevel blev jeg overraskende ked af det. Som i grædende ked af det. Som i nedtrykt, demotiveret og inderligt trist.

Overraskende, fordi jeg ikke selv havde regnet med den reaktion. Hvilket min mand naturligvis heller ikke havde, og han spurgte derfor, hvad det mon var, der vækkede så voldsom en reaktion fra mig? Men jeg ved det ikke.

Måske var det kulminationen på flere ugers spekuleren, vejen for og imod og insisterende engagement. Måske var det følelsen af at være en ligegyldig brik i et større skakspil. Eller var det mon fornemmelsen af, at skulle gentage mig selv igen og igen i et tåbeligt forsøg på at forsvare mig selv og min faglige integritet?

Så var der farcen med Ziegler og Bondo’s skænderi i døren. Beskeden om de genoptagede forhandlinger. Ventetiden. Trætheden. Og jeg valgte dynen og søvnen. Indtil min telefon bippede omkring midnat med en pushbesked fra DR Nyheder, der fortalte mig, at der igen var sammenbrud. Og at lockouten igen var en realitet.

En besked jeg knap nok ænsede i min søvn, men resten af natten blev urolig, usammenhængende og alt for kort. Når man vågner med hoved på, er det som regel et tegn på en aften fyldt med fest og sjov. Hvor ville jeg ønske, at det var baggrunden for det hoved, jeg vågnede med i morges. Og har båret rundt på hele dagen i dag.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det hele lige nu. Og hvor jeg ser mig selv i det. Eller hvad der sker næst. Jeg prøver ihærdigt at starte påskeferien på ny i dag. Og at fokusere på større og vigtigere ting i mit liv end skolekonflikter. Som fx at Skrupsakken havde sin sidste børnehavedag i fredags. Og at han lige om lidt skal være SFO-dreng og kommende skolebarn. Det har i det hele taget været en uge med følelserne uden på tøjet på mange planer, der ikke har en disse med skolekonflikten at gøre. Måske var dramaet i aftes bare en katalysator, ligesom en dårlig b-film, der gav tårerne det frie løb, de havde ventet på at få?

Vinterferie

Vi blev raske igen og ungerne slap fri, så onsdag eftermiddag drog vi mod vest med Molslinien. Besøget i Nordjylland blev udsat, men Midtjylland og morfar skulle ikke snydes. Her står Skrupsakken og venter spændt på den næste færge. Vi kom for sent til den første…

20130216-180003.jpg

Vidste I, at det er yt at drikke latte? Jeg havde godt nok hørt en hipster eller to snakke om det engang før jul, men det blev for alvor bekræftet for mig, da jeg stod i Sigfreds Kaffebar i Århus og spurgte efter latte.

20130216-180130.jpg

Café au lait blev vi enige om, baristaen og jeg. Efter at have kigget hinanden indforstået i øjnene. Når de siger det i Århus, så er det sket. Så fra nu af, vil jeg også servere kaffe med overordentlig meget mælk i og kalde det en café au lait. Bare så I ved det.

Og se lige en casual hindbærsnitte. Totalt Det Moderne Gennembrud efter Romantikken. Ud med det skønne og ordnede. Jeg synes den hindbærsnitte er virkelig smuk. Skæv, klasket og snasket. Gennemført ægte og virkelig lækker. Edvard Munch ville have været stolt.

20130216-180120.jpg

Og så vil jeg lige dele et hemmeligt trick med jer. Et trick til evig raskhed. Dette bliver det nye Bio Strath, der virker! Småbørnsfamiliernes immunforsvar er reddet for evigt! Det siger de selv. I Århus. Eller Hammel anyways. Men er I klar over, hvor tæt på Århus det er? Ingefærsnaps hedder det.

20130216-180046.jpg

Og jeg giver det et forsøg. Mest af alt, fordi jeg synes det smager sindssygt godt. Prøv lige at se, hvad det kan gøre. Vi mangler egentlig bare at det kan sørge for fred i verden og så helbrede cancer, så har vi med en vidunderdrik at gøre. Og nej, der er ikke alkohol i.

20130216-180101.jpg

Ellers nåede vi både en kæresteaften og en lillesøsterfri tur til Århus, ad to omgange. Den første endte på MASH, hvor vi fik blæksprutter og amerikanske steaks. Det var lækkert. Bestemt. Men jeg synes faktisk ikke, at det er SÅ godt, som det hypes op til at være. Steaken var virkelig lækker, men tilbehøret og blæksprutten, som i øvrigt var lækker frisk, var så meget smurt ind i dej og fedt, at man faktisk ikke kunne smage det. Og det er jo dyrt nok. Jeg havde givet de samme penge for langt mindre, så længe jeg kunne holde ham i hånden, der sad overfor og dele de uafbrudte snakke vi gjorde. Det var skønt til gengæld. Virkelig skønt!

Dagen efter tog vi Skrupsakken med ind til Århus, mens Ananassen blev hjemme ved morfar og mosse. Vi tog på café og spiste voksent. Tog på ARoS og så på store drenge, splatkanoner og kæmpe regnbuer. Og i Latinerkvarteret og shoppede. Top hyggeligt for os alle tre.

20130216-212755.jpg

20130216-212809.jpg

Nyt fra lazarettet

Klokken er over tre om natten. Roskildesygen har delt hjemmet op i flere lejre. De Syge. De Potentielt Syge. Og de PostRamte, som nu er Skaffere.

Jeg sover ved siden af Skrupsakken i nat. I vores seng i soveværelset. Han er PS. Jeg er PR nu Sk. For ti minutter siden råbte han hjælp i søvne, og mine reflekser hev straks baljen fra under sengen frem. Men han sov bare videre. Det var åbenbart en drøm. Sikkert om en eller anden Ninjago eller måske om det grønne monster fra Ramasjang. Det som spiser børn og råber højt. Frygtelig irriterende, synes jeg. Frygteligt farligt, synes han.

Manden vakler mellem at være Sy og PR. Derfor ligger han på sofaen. Han har Ananasvagten. I morgen bliver han forfremmet til Sk så snart han vågner. Hun er PS. Vi opererer ikke med baljer på børn under halvandet år. Vi ved jo alle, at den slags er kolde i røven over for baljer og deslige opbevaringselementer.

Hvad der kunne have været Verdens Længste Nat med alt hvad det indebærer af klamme lagner og grædende børn, er heldigvis snart slut. Vi nærmer os det punkt, som nogle mennesker faktisk kalder morgen. For mig er det stadig nat. Og kun fordi jeg gik i seng kl. 20 og fordi nogen råbte om hjælp for lidt siden er jeg vågen nu.

Vinterferien blev forpurret. Vi skulle have været en tur til Nordjylland og besøge bedsterne. Det må blive i påsken i stedet. Måske når vi midtjylland og morfar og ARoS. Hvis ikke, tror jeg ikke nogen af delene har planer om at flytte inden påske.

Jeg hader de timer, dage, mellem den første bliver ramt til man kan konkludere, at det var det for denne gang. Man venter bare. Hver en rumlen i maven, hvert et pyllertegn fra ungerne, hver lille ting bliver analyseret og konstateret til MÅSKE er man ramt.

Nå, 3.46. Der findes mennesker, der står op kl. 4. Hvis jeg sover videre nu, vil jeg rent faktisk sove længe i deres verden. See you on the other side.

Det var så den jul

…og nå, men det var så det år, hva’? Hello and goodbye.

Vi har haft en virkelig dejlig jul. Helt rolig og afslappende. Afsluttet med en god julefrokost i går. En fast tradition fra min familie, som vi har haft siden jeg selv var Annas alder. Vi er virkelig en stor sammensat familie den dag. Svigerforældre, eksmænd og -koner, papmødre og -fædre, gamle venner, nye venner og hvem der ellers lige har tid den dag. Sådan ha det altid været. Jeg elsker den dag.

Og vi fik givet vores hjemmelavede gaver væk. Niecen og nevøen blev virkelig glade for sengetøjet og vesten. Seriøst rart at høre, når man har siddet og bandet og svovlet over de forbandede tittekanter, man pludselig i et gyldent øjeblik selv fandt på, at man skulle have derpå. Nu ved jeg, hvorfor der ikke findes mange voksensengesæt med tittekanter i handlen. Det er jo et helvede at sidde med på seks meter og firs centimeter dynen rundt. Men flot blev det! Og hvis nogen skulle have den døje i gave, så er det de to minimennesker. De er de dejligste unger!

Jeg selv fik en overlocker! Som jeg faktisk fik allerede i starten af december. Min mand kunne ikke vente med at give mig den, og heldigvis for det, for den hjalp mig lige med at lave alle julegaverne. Jeg fik også fem Mumikopper, en Kählervase og håndmikser. Jow jow. Og noget bluseværk og en lanterne til terrassen. Seriøst, jeg havde ønsket mig det hele, men altså, hvor er man blevet voksen og lidt kedelig, hva’. Når man virkelig bliver glad for en stribet vase og fem kopper med mumitrolde på. Altså, jeg var sådan helt grundglad indeni, da jeg åbnede dem. Sådan må det være at være tættere på fyrre end tredive.

Så jeg gav min mand noget, der også kunne komme mig selv lidt til gode. Et par billetter til Hey Jude den 11. januar og et par billetter til Leonard Cohen i Odense den 17. august. Han blev vildt glad og jeg har inviteret mig selv med på begge dele – påtvunget. Det virkede ikke til at gøre ham noget, så “Værs’go skat!” og tak for gaven til mig selv lige der! Når man får børn, så får de jo pludselig alle de gaver, man selv før sad og scorede i et væk. Så må man ligesom tage andre midler i brug, tænker jeg. For at holde gaveflowet kørende for en selv, ikk’!

Og nu et par dages ferie. Ro. Afslapning. Inden et nyt år skal tages i brug. Helt rent og ubrugt. Glat som et spejl og sprødt somen nybagt brødskorpe. Det skal vi nok få krøllet til i en fart og smasket blødt og lækkert inden påske. Skulle vi tage et nytårsindlæg inden den 31.? Hvor vi samler lidt op, og kigger lidt frem og måske endda vover os ud i et par spådomme for de kommende tolv måneder. Giv mig en dag eller to, så skal jeg lave det til jer.