Lad mig starte med at sige, at dagen i dag er dagen derpå. Dagen efter dagen, hvor en Radikal vicestatsminister svarede i kommentarfeltet på et indlæg fra min hånd. Ja, der tog du r…. på mig Margrethe. Tak for det! Det var stort i den personlige bog. Det er sådan en dag, der rangerer deroppe ved siden af en dag med et 12-tal til eksamen eller en vellykket ansættelsessamtale, der resulterer i et job. Sådan en dag, man sender en sms om til sine forældre. Bare fordi. Det var stort. Jeg er jo bare en helt almindelig skolelærer, forælder og blogger. Og det gav mig et eller andet sted fornemmelsen af, at der alligevel ikke er så langt ind i Folketinget, som man godt kunne foranlediges til at tro engang i mellem. Hurra for de sociale medier og for politikere, der gider tage sig tiden til at svare ordentligt, når man spørger.

Når det så er sagt (ja, den måtte jo komme). Da jeg fik tid til at sætte mig ned og læse det lange og grundige svar fra Margrethe Vestager, så kom fornuften tilbage til mig og det blev “bare” endnu en kommentar på min blog (dog af de længere og mere læste), men alligevel en kommentar fyldt med ord, som jeg ville forholde mig personligt og sagligt til.

Og Margrethe, hvis du er her endnu (på bloggen) så lad mig sige, at jeg kan godt se, hvor det er, at I vil give os en god skole. Det har jeg vist også nævnt før på bloggen. Jeg har ingen personlige behov for at skabe myter om jeres reform ej heller skjule de gode ting, I vil i den.

Jeg kan godt se det gode i større arbejdsfrihed og sammenhængende undervisningsdage. Som engelsklærer er det heller ikke svært for mig at se fornuften og gaven i at have engelsk fra 1. klasse. Og som dine radikale pressefolk kunne se på min Linked In, så er jeg virkelig virkelig glad for både de praktisk/musiske fag og de digitale medier og alt der har med det og læring at gøre. Så mere af det, også som valgfag, er bestemt en god ting i min bog. Ligesom jeg som læsevejleder og klasselærer heller ikke kan være uenig i, at vi skal have en bedre inklusion og styrke fællesskabet i klassen. Ja, jeg er endda for mere natur/teknik, selv om jeg aldrig helt selv har forstået det. Måske netop derfor!

Og to lærere på i flere lektioner ville være en gave for både mig og eleverne. Især hvis vi begge er linjefagsuddannede, som er jeres mål inden 2020. Hvad vi ikke kunne udrette med undervisningen så, når vi også skal have en bedre efteruddannelse og nogle klarere nationale mål at arbejde efter.

Det er den del jeg glæder mig til! Virkelig. Det håber jeg, du ved, at jeg oprigtigt mener.

Det jeg mangler, er at se logistikken og økonomien i det. Med de ekstra aktivitetstimer også, som jeg måske ikke er helt så stor en fan af, som jeg er for alt det ovenstående, og med min mindre forberedelsestid (der var den igen, den gamle sang) og øgede undervisningstid, så kan jeg ikke få det til at hænge sammen med, at jeg også får ekstra tid til at efteruddanne mig og lave kvalitativt teamsamarbejde med mine kolleger. Og vi skal jo have et stærkt team nu, hvor der skal være endnu mere sammenhæng i undervisningen og vi skal kunne være to lærere på i undervisningen.

Og hvor er økonomien henne Margrethe? (jeg håber virkelig du stadig er her), vil du så ikke være sød, at forklare det for mig? Udover de fire milliarder I har valgt at investere i det indtil 2020 og den pulje I sparer på min nye arbejdstidsaftale. Fire milliarder er i følge flere økonomer ikke nær nok til alt det I vil. Der skal uddannes nye indskolingsengelsklærere, da engelskfagsdidaktikken ikke helt er den samme, når man ikke kan læse og skrive og der skal efteruddannes lærere, så de er linjefagsuddannede i de fag, de underviser i. Der skal købes materialer til alt det ekstra praktisk/musiske og naturvidenskabelige I tilfører og til de ekstra aktivitetstimer, vi skal tilbyde. Når man oplever pt. at man ikke har råd til at købe 50 stykker falsæskekarton til et billedforløb i kristendom inden jul, fordi billedkunst- og klassekontoen var brugt op, så kan det godt være lidt svært at forestille sig, hvordan de penge pludselig skulle dukke op ud af det blå. Tænker I, at det er nogle af de friheder I også lægger ud i kommunerne? For så tror jeg endnu mindre på det, er jeg ked af. Vi kæmper allerede i vores kommune for at kunne leve op til den virkelig gennemtænkte og ambitiøse it-læringsstrategi vi har, da vi ikke har råd til at købe udstyret ind til dens gode visioner. Noget jeg faktisk ærgrer mig over dagligt i min undervisning. Men vi er på vej, med små skridt. Jeg er bare bange for, at vi bliver overhalet indenom af udviklingen, inden vi får opgraderet hele pakken efter de mål, vi har nu.

Og nu kan jeg godt høre, den modløse nej-siger af en lærer, der også er flyttet ind i mig. Jeg vil virkelig gerne bevare optimismen, og til dels også gerne naiviteten i at tro på, at det bliver bedre.

Jeg hørte dig engang tale, på min gamle arbejdsplads Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, som desværre blev lukket af den tidligere regering. Og du inspirerede mig med dine visioner og især om din snak om markskel. Og om at give tid til at man kan bygge noget nyt op og få det til at gro, så det giver læ til de korn man sår imellem. Jeg synes jeg oplever lige nu, at man hiver alle mine markskel op og lover mig nye stærke fuldvoksne planter i stedet, men også at man ikke har pengene at købe dem for. Så måske ender jeg med små to-årsplanter, der igen skal have tid og ro og opmærksomhed til at udvikle sig. Og i mens forgår mine små nysåede frø på marken. De blæser væk for mig, fordi jeg ikke når at skærme dem undervejs.

Jeg behøver ikke at fortælle dig, at frøene er mine elever og at markskelene er jeres reform, vel? Jeg håber du kan huske dine egen ord? De gjorde et stort indtryk på mig dengang i 2005.

Jeg håber virkelig, at I har store fuldvoksne planter med til os, hvis (eller når) vi reformerer folkeskolen. Og jeg håber, at I husker, at vi som lærere er dem, der skal passe og bruge jeres planter, og at det derfor godt kan betale sig, at investere lidt social kapital i os. Vi vil det gerne. Og vi bryder os ikke om, at blive skåret over en kam som myteskabere. Eller at blive løbet over ende i vores overenskomstforhandlinger og føle at forhandlingselementen blot er en slags placebo, som i virkeligheden aldrig var andet end et diktat. Og man mister modet, selv som en forholdvis stærk og fremsynet (nordjysk) landmand, hvis man skal stå oprejst i vestenvinden hele tiden.