Om at vokse den rigtige vej

Det er nu snart et halvt år siden, at vi valgte at flytte Skrupsakken fra den folkeskole han var startet på kun et halvt år forinden. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har været et godt bytte. Et rigtig valg. Vi valgte en lokal privatskole. Så ja, vi er en del af dén statistik, der skrives en del om i nyhederne for tiden. Lad mig slå fast: vi flyttede ikke pga. skolereformen. Vi flyttede pga. dårlig skoleledelse og et utrygt miljø for vores barn. Vi flyttede fordi vores barn var skoletræt efter kun et halvt år i skolen.

Nu, et halvt år efter, er jeg selv ved at nå dertil, hvor jeg kan deltage i morgensangen på den nye skole og ikke blive rørt til tårer. Jeg har seriøst siddet der på sidelinjen og smågrædt af glæde over at se en af lærerne stå og småfjolle, kramme og hundse med de store elever og høre hele skolens elevflok synge fælles fødselsdagssang for dem, der har fødselsdag netop den dag. De har en lærer på skolen, som skriver sine egne sange, og også det kunne få mig til at sluge klumper i halsen og blinke tårer væk. For det er gode sange. Med indhold og med glæde for musik og børn. I det hele taget er morgensangen bare en dejlig stund for alle. Og den ledes af skolens leder. Hun kender børnene og de kender hende.

Han er vokset af flyttet. Ikke bare fagligt, hvor han nu kan både læse og skrive en del og har ret godt styr på regnereglerne for plus og minus. Det gør mig stolt, klart det gør! Men det, der virkelig gør mig stolt, er når han selv nu, går hen til sin fodboldtræner og spørger om kontingentregler eller selv går ind i en butik og spørger ind til en vare og bagefter køber den. Hans tillid til andre voksne er vokset helt enormt. Hans tro på, at han godt kan og at han ikke fejler er vokset. Hans nysgerrighed til at ville vide alle mulige mærkelige ting om alt muligt er vokset. Og….hans frækhed er vokset. Og jeg kan lide det hele!

Jeg kan godt lide, at han har fået mere nerve. Mere vilje og mere modspil i sig. Vi tager flere ture herhjemme på den konto, men hold nu op, hvor synes jeg det er fedt, når han står fast ved noget, han synes er uretfærdigt eller han ikke lige gider. Ligesom jeg synes det er fedt, at han siger fra overfor sine kammerater, hvis de gør noget, som han ikke har lyst til. Han er ikke bange for at miste ansigt. Han hviler sgu meget godt i sig selv på den måde. Det gør mig stolt af at være hans mor!

Han er vokset. Det er jeg den nye skole evigt taknemmelig for. For han vokser op og ud nu.

Foreningen for Bevarelsen af de Kreative Fag i Folkeskolen

Jeg er på vej hjem fra Vejle. Åbenbart er togturene gode for min blogfrekventering. Nok noget med tid og ro at gøre #rocketscience.

Jeg har holdt kursus om Street Art, først i Odense og så i Vejle i dag og har simpelthen været så fedt. To hele dage, hvor billedkunst- og danskfaget fik lov at flyde sammen til en stor pløre. Gode kursister, der gad lege med! I kan læse mere om det på Billedguiden senere.

Da jeg skulle overnatte på hotel i Vejle fik jeg også den skønneste solskinsaften i Vejle i aftes med verdens dejligste Hverdagsjunkie.

Vi nåede både at redde en gammel dame med formodet sukkersygeanfald, drikke lidt for meget øl, spise lidt for meget mad og klargøre hele strategien bag Bevarelsen af de Kreative Fag i Folkeskolen. Så bare rolig. Vi er på sagen!

En turban fyldt med appelsiner

Jeg blev ringet op for et par uger siden. TV2 inviterede mig ind til en paneldebat om folkeskolereformen i Go’Morgen Danmark. De havde brug for en lærer, der havde sagt op. Og det var jeg jo, mente de. Sådan en lærer.

I panelet ville der også være en folkeskolelærer, der stadig var i folkeskolen og en skoleleder, der netop arbejdede med den nye reform og arbejdstidsaftale som et forsøg på sin skole lige nu. Måske så du det? I så fald så du også, at jeg ikke var med.

Jeg takkede nej. Som min kloge veninde sagde, da jeg spurgte: “Vil du være hende der skred, eller hende der greb andre muligheder?” Faktum er, at jeg jo nok er begge. Men jeg har det rigtig godt, med den jeg er, nu:

  • Den der stadig tænker god undervisning og læring for eleverne i alt, hvad jeg arbejder med.
  • Den der har tid til at fordybe sig i de gode idéer og formidle dem videre på en spændende, motiverende og lærerig måde.
  • Den der får lov til at tænke ud af boksen og skabe nye indgange til læsning og læring sammen med andre dygtige mennesker.
  • Den der stadig møder lærere, der brænder for de samme ting og som kan bruge de ting, jeg laver til noget.
  • Den der lærer noget nyt og får udvidet sin horisont næsten dagligt.
  • Den er møder anerkendelse og tillid på sin arbejdsplads.
  • Den der har et fleksibelt og motiverende job, hvor der er plads til at have familieliv og ambitioner på samme tid.
  • Den der har en turban, der er smækfyldt med de lækreste og mest farverige appelsiner.

Men ville det være god TV? Nej, vel. Ville de lærere, der blev og kæmpede videre for vores allesammens folkeskole kunne bruge det til noget? Nej, heller ikke, vel? Så jeg takkede nej til at se mere tilbage, især for åben skærm. I stedet glæder jeg mig over at se fremad og være den, jeg er nu.

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.

Om at synge sange og kaste med kopper

Jeg har siddet i et kvarter med Anna på skødet og set denne video om og om igen. “Mer!”, sagde hun, hver gang den sluttede og pegede med pegefingeren ind i den anden hånd (babytegnet for MERE). Og jeg greb den straks. Og tudede hver eneste effin gang vi kørte den.

Jamen, der er bare noget med børn og fællesskab og det, at finde den fælles melodi, der rammer mig lige nu. Midt i al denne reformsnak og inklusionspædagogik og helt almindelige udfordringer, man møder som lærer, så savner jeg at have mulighed for at kunne lave sådan en fælles happening her med alle mine elever. Det er sådanne stunder som denne, der gør alle udfordringerne det hele værd. Se lige på børnene, der synger. Se deres fælles glæde. Deres koncentration og engagement.

Og da det lykkedes. De fælles kopper, der flyver op i luften. Det er SÅ fedt og det sker! Ikke kun på Youtube, men også i det små rundt omkring i klasserne på Danmarks skoler. Ind i mellem alle udfordringerne, der synger vi sange sammen og kaster med ting på samme tid. Og det SKAL vi fandme blive ved med at gøre, ellers giver det ikke mening mere. Blev der sagt!

Syv år Niller!

Nej, det er ikke ham her, der fylder syv år endnu. Pointen kommer længere nede.

Det er snart 14 dage siden, at Skrupsakken havde sin første skoledag og det går indtil videre rigtig godt for ham. Han er træt med træt på, når han kommer hjem efter SFO, og i går måtte vi aflyse hans håndboldtræning, da han simpelthen var for smadret.

Han går op i det. Og kan godt lide det. Siger han i hvert fald. Og jeg tror på ham. Jeg tror han trives i de nye faste rammer, hvor der forventes noget af ham og hvor han føler sig ret stor, når han laver lektier eller pakker gymnastiktøj. Han var helt skuffet forleden, da han ingen lektier havde for. Gad vide, hvor længe den holder. Det er tankevækkende, hvor motiveret de små nye skoleelever er, og hvor meget de mister af den motivation inden de når syvende klasse, hvor jeg fx møder dem for første gang. Er det naturens gang? Eller er det folkeskolens egen skyld? Er det uundgåeligt at teenagesløvsindet sætter ind og motivationen til at ville lære noget slås fra eller har nogle forskere ret, når de siger, at vi simpelthen ikke forstår at holde dem ved ilden, når vi har dem der?

I 0. klasse kæmper eleverne om lærerens opmærksomhed. I 7. klasse kæmper de om at undgå den samme opmærksomhed. Hvad sker der på de syv år?

Vejen hjem

Og så løb jeg tør for ord.

Da lockouten sluttede og hverdagen startede igen. I den første uge græd jeg hver dag, jeg var på arbejde. Af forskellige årsager. Men mest fordi det var følsomt at være tilbage – på alle mulige måder. Også glædelige.

Og nu er der næsten gået en måned. Jeg græder ikke så meget mere, men jeg har virkelig haft svært ved at finde ordene siden. Og jeg har haft svært ved at finde hjem til mig selv igen. Finde læreren i mig.

Lockouten blev en periode, hvor jeg handlede mig ud af frustrationen. Jeg oprettede BlockOut, samlede folk, delte mine ord med (rigtig mange) folktwittede mere end nogensinde, læste flere nyheder end nogensinde, tænkte store skoleudviklingstanker, involverede mig i skolepolitik, demonstrerede, snakkede, skrev om penge og om ledelse og om at være splittet. Jeg græd, følte og rystede og blev på alle mulige måder langt mere påvirket af det hele, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg ville gøre. På godt og ondt.

I onsdags mærkede jeg for første gang siden lockouten et sug i maven af glæde og forventning over det kommende skoleår. Et skoleår, hvor det ser ud til, at jeg skal være dansk- og klasselærer igen. En rolle jeg bevidst gav afkald på for første gang i hele mit lærerliv i år, fordi jeg havde en uddannelse, der skulle færdiggøres og et nystartet vuggestuebarn, der skulle indkøres. En rolle jeg har savnet meget i dette skoleår. Og jeg gik rundt der i stilheden på skolebiblioteket, som tilsynsvagt midt i den tyske skriftlige eksamen, og lod tankerne lege med næste års undervisning og det gav et sug i maven. Ideerne piblede frem i hovedet på mig og jeg fik lyst til at sætte mig ned og planlægge det hele med det samme.

Jeg har stadig ikke fundet helt hjem. Og måske har jeg også fået en bredere forståelse for, hvad mit professionelle hjem skal være i fremtiden. Men det er som om universet har hørt mig og sendt mig et par bolde, som jeg blot skal sørge for at gribe og kaste videre. En af dem er Lykke Rix’ workshop om “at komme hjem“, som jeg netop har tilmeldt mig. Lykke er en af mine nære venner, så jeg kender hende temmelig godt efterhånden. Derfor ved jeg også, at hun, om nogen, kan lave en workshop med den titel. Jeg glæder mig til blive klogere på mit professionelle hjem sammen med hende den 19. juni på Louisiana. Der er vist stadig få pladser, hvis du også skulle være interesseret.

Så det er blevet hverdag igen. En ny slags hverdag. Men hverdag. Også her på bloggen, hvor jeg håber på at kunne finde ordene frem påny, så der igen kommer lidt kontinuitet i indlæggene. Jeg håber stadig der er en læser eller to tilbage derude, når jeg er færdig med at spidse pennen.

Blockout.dk

Jeg har lockoutet alle mine tanker om skolekonflikt, lockout, reform og skoleudvikling fra bloggen. Men lige som alle lærerne i Danmark, lader de sig ikke lige sådan stoppe, så de har fundet deres outlet i et blogfællesskab i stedet, hvor vi i øvrigt er ved at være mange om at have meningerne. Og vi er ikke kun lærere. Vi er også forældre, elever, skoleledere, seminarielærere og måske endda politikere.

Og vi er ikke alle enige – altid, men vi er dog enige om noget: Debatten skal leve og vi skal blive klogere på hinanden og det der skole. Og vi vil gerne skrive om det og dele det med jer.

image001

Så kom med, hvis du har lyst til at møde os alle i et nyt rum: BLockOut!