Om at vokse den rigtige vej

Det er nu snart et halvt år siden, at vi valgte at flytte Skrupsakken fra den folkeskole han var startet på kun et halvt år forinden. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har været et godt bytte. Et rigtig valg. Vi valgte en lokal privatskole. Så ja, vi er en del af dén statistik, der skrives en del om i nyhederne for tiden. Lad mig slå fast: vi flyttede ikke pga. skolereformen. Vi flyttede pga. dårlig skoleledelse og et utrygt miljø for vores barn. Vi flyttede fordi vores barn var skoletræt efter kun et halvt år i skolen.

Nu, et halvt år efter, er jeg selv ved at nå dertil, hvor jeg kan deltage i morgensangen på den nye skole og ikke blive rørt til tårer. Jeg har seriøst siddet der på sidelinjen og smågrædt af glæde over at se en af lærerne stå og småfjolle, kramme og hundse med de store elever og høre hele skolens elevflok synge fælles fødselsdagssang for dem, der har fødselsdag netop den dag. De har en lærer på skolen, som skriver sine egne sange, og også det kunne få mig til at sluge klumper i halsen og blinke tårer væk. For det er gode sange. Med indhold og med glæde for musik og børn. I det hele taget er morgensangen bare en dejlig stund for alle. Og den ledes af skolens leder. Hun kender børnene og de kender hende.

Han er vokset af flyttet. Ikke bare fagligt, hvor han nu kan både læse og skrive en del og har ret godt styr på regnereglerne for plus og minus. Det gør mig stolt, klart det gør! Men det, der virkelig gør mig stolt, er når han selv nu, går hen til sin fodboldtræner og spørger om kontingentregler eller selv går ind i en butik og spørger ind til en vare og bagefter køber den. Hans tillid til andre voksne er vokset helt enormt. Hans tro på, at han godt kan og at han ikke fejler er vokset. Hans nysgerrighed til at ville vide alle mulige mærkelige ting om alt muligt er vokset. Og….hans frækhed er vokset. Og jeg kan lide det hele!

Jeg kan godt lide, at han har fået mere nerve. Mere vilje og mere modspil i sig. Vi tager flere ture herhjemme på den konto, men hold nu op, hvor synes jeg det er fedt, når han står fast ved noget, han synes er uretfærdigt eller han ikke lige gider. Ligesom jeg synes det er fedt, at han siger fra overfor sine kammerater, hvis de gør noget, som han ikke har lyst til. Han er ikke bange for at miste ansigt. Han hviler sgu meget godt i sig selv på den måde. Det gør mig stolt af at være hans mor!

Han er vokset. Det er jeg den nye skole evigt taknemmelig for. For han vokser op og ud nu.

Det der hverdag

Vi fejrede Fars Dag i går ved at lade Far være alene hjemme med to lukkedagebørn og en lungebetændelse. Alt sammen hans, både børn og lungebetændelse.

Jeg havde det ærlig talt lidt dumt indeni, ved at lade ham i stikken på den måde. Men en ny hverdag er dukket op for os. En hverdag, hvor min arbejdstid også fylder. Og hvor jeg ikke bare har fri, fordi ungerne har fri. Til aftensmad fik vi: rester fra i foregårs: spaghetti bolognaise + rester fra i går: mad fra den lokale inder + rester fra min frokost på job: Jakobs marokkanske kødboller med Quinoa og salat. Restebuffet. Med rødvin og saftevand til blev det et festmåltid.

Jeg har en times pendlertid hver vej til og fra arbejde, så morgenstunden kunne helt klart prioriteres anderledes end vi gør nu. Vi spiser sammen og kører sammen alle fire. Afleverer en efter en. Klart vi ville optimere dagen, hvis jeg kørte meget tidligere, så jeg kunne komme tidligere hjem. Det gør vi ikke. Det giver lidt længere dage til børnene, men til gengæld giver det også samvær med os begge og ro på i morgenstunden. Jeg bilder mig faktisk ind, at de også helst vil have det sådan. Det hjælper også på det, at jeg har arbejdstid og -mulighed i toget. Tænk, hvis jeg ikke arbejdede digitalt.

Jeg elsker at hverdagen er et puslespil engang i mellem. Og at vi ryger op at toppes og har udfordringer I at få tingene til at passe. Og at vi fejler ind i mellem. For det betyder, at vi har mange ting, vi gerne vil. Det fede er, når alt kommer til alt, så vil vi allerhelst bare være sammen, derhjemme. Og så er det faktisk temmelig priviligeret, synes jeg, at den tid, der frarøver en det samvær, er tid man også er vild med. Jeg er seriøst vild med mit arbejde. Jeg elsker alle de forskellige opgaver jeg har nu. Jeg elsker togturen derind. Jeg elsker gåturen langs Grønningen. Jeg elsker det sgu! Og jeg elsker at komme hjem igen bagefter. Det giver mening nu, at køre væk fra dem jeg elsker. Det gjorde det ikke helt på samme måde for et år siden.

Jeg hader HADER H.A.D.E.R. derimod vasketøj, madpakker og rengøring. Vi deler tjanserne på det område og betaler os fra resten.

Jeg synes hverdag i en småbørnsfamilie kan være skide hårdt engang i mellem. Især når der som i denne uge, kommer en lungebetændelse og en bihule- og mellemørebetændelse til. Men vi klarer det jo og så er det heller ikke værre. Derimod giver sådanne ting mulighed for at stoppe op og give far og datter en hel eksklusiv uge sammen med hygge derhjemme. Ingen af dem har været slået ud af sygdommen, så det har været en hverdag i tosomhed for dem, som de nok i virkeligheden trængte lidt til i en ellers meget morsygperiode.

Hvad prøver jeg at sige? Jeg prøver at melde lidt pas på Facebookudfordringer, tror jeg. Jeg gider ikke vise fem hverdagsbilleder. Det gør jeg så rigeligt i forvejen. Tjek selv min IG. Og jeg gider heller ikke skrive tre positive ting i tre dage. For livet er mere end at tage ja-hatten på og se det positive i alt. Noget jeg i forvejen også er ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Min hverdag er min. Med alt hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Af vasketøj og nærværstid. Af job og fritid. Jeg vil ikke bytte den for noget. Jeg værdsætter hver en lille del af den. Og jeg ved, at der er folk derude, der slås med langt større udfordringer end vi gør.

På et hotelværelse i Nordjylland

Hvis ikke alenetid på et hotelværelse i Rebild Bakker kan puste liv i et blogindlæg, så ved jeg ikke, hvad kan. Nu prøver jeg. Jeg er ikke klar til at give afkald på bloggen, men jeg får heller ikke skrevet meget for tiden. Det kan enhver jo se. I virkeligheden aner jeg ikke, om der overhovedet er nogen, der vil læse dette. Måske er jeg lige så alene herinde, som jeg er her på hotelværelset. Der er noget vildt skræmmende over kombinationen hotelværelser og alenetid for mig. Og samtidig er jeg vild med at kun være mig selv. Kun tænke på mig og mine egne behov. Som jeg skrev på Twitter her til morgen:

Lige så meget som jeg hader at sove alene på hotelværelset #scaryshit , elsker jeg morgenmadsbuffetten i eget egoselskab #purebliss

Åh, at sidde der ved morgenmadsbuffeten og langsomt drikke sin kaffe færdig, nyde sin croissant og kun reflektere over, om man har mest lyst til et ingefærshot eller en kanelsnegl mere? Det opvejer til hver en tid skrækscenarierne fra værelset i den mørke aftensstund. Og konferencetid. Inspirerende oplæg som perler på en snor, delikate hoved- og mellemmåltider, gode faglige samtaler om hjerteblod og nørderi og tid til eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker mit job for denne slags muligheder! Og alligevel sad jeg nu, inden jeg skrev dette indlæg, og bladrede mig smilende frem og tilbage mellem de ni screenshots, jeg tog under Facetimesamtalen tidligere. Hvor tre yndlingsliv sagde godnat og “vi elsker dig” til mig. Hvor de skiftevis kyssede skærmen og kiggede distraherede bort mod fjernsynet. Som at være der selv. Og ikke.

Alenemor for en stund

Jeg er alene hjemme med børnene i denne uge. Min mand er i USA, faktisk “hjemme”, i vores geografi, i New Jersey og New York. Udover at være dødmisundelig over, at han får lov til at se vores venner derovre og give dem lakridser og pålægschokolade, for ikke at nævne, at han er et åndedrag (eller tre) fra NYC, som jo er, ja NYC. De to ting, jeg savner allermest ved USA: Venner og NYC. (Og billig OPI neglelak og Glad wrap.)

Nå, men jeg er alene hjemme med de to gangstere. Eller i hvert fald én gangster:

Den anden er nok mere udforskertypen. Han har fået den ide, at han skal stå ud af bilen lige når vi kører ind i vores kvarter, og så løber han ad selvfunde smutveje hjem til huset. Han føler sig meget stor og stolt, når han ankommer på egen hånd efter os andre:

Og vi er fulde af overskud endnu. I går nåede jeg endda at få dem begge i bad inden aftensmaden! Og madpakkerne er for anden aften i træk klar i køleskabet og endda lidt kreative i deres indhold, hvis jeg selv må sige det. Jeg må dog også sige, at mit nye job har mulighed for noget større fleksibilitet i hverdagen, hvilket hjælper helt fantastisk på sådan en uge her.

Ungerne savner deres far. Og det gør jeg også. Overskuddet er en ren overspringshandling for panisk bevidsthed om, at der ikke er en anden til at samle op, der hvor jeg fejler eller glemmer. Som der plejer at være til daglig. Derfor er jeg hele tiden to skridt foran mig selv. Meget effektivt. Og meget trættende.

Til gengæld får jeg strikket, når der ikke er nogen at snakke med efter kl. 20. Jeg har stadig min Cilletrøje, som faktisk er temmelig tæt på færdig, men som jeg også er kørt lidt træt i. For- og bagstykker er færdige, nu skal jeg til halsudskæringen.

Så i mellemtiden har jeg strikket et par What Up-huer fra Trine Kok. Denne her er med ren perlestrik i stedet for stribevis rib og perle:

Og er nu i gang med en vest til Ananassen i noget bomuldsgarn med pailletter, jeg fandt i Netto i går. Små hurtige in between projekter, til at give det hurtige rush, man få af at færdiggøre noget, man har siddet og nørklet med. Lad os se, om overskuddet fortsætter, så tjekker jeg nok ind igen sidst på ugen. Vi får se.

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…

Vigtige ting at få på plads om Nicklas Mandela

Skrupsakken er kommet i den alder, hvor han gerne vil være med til at snakke om de ting, som vi voksne snakker om. Så i aftes skulle vi lige vende et par spørgsmål fra dagens voksensnak. Han ville gerne høre lidt mere om ham Nicklas Mandela. Var han virkelig lige så gammel som Oldebedste? Havde han egentlig fået mad i det der fængsel? Og var det rigtigt, at han var en helt i både Danmark og hele verden?

Og konklusionen: Hvor var det godt, at han kæmpede for at både mørke og lyse skulle bestemme lige meget, for han syntes jo fx også selv, at han og Frederik (bedstevennen, som er pæredansk, men dog mørkhåret) skulle bestemme lige meget, når de spillede Minecraft i den samme verden.

Ok, han har fanget det vigtigste. The rest will come.

Nogen der lige gider bremse tiden?

Ananassen har fået en gave, som jeg ville ønske også kom i min størrelse. Det er min mor, der har været i gang med strikkepindene og lavet en poncho á la den prinsesse Isabella har. Hun har lavet lidt om i den med nogle striber og sådan og jeg er vild med den! Jeg glæder mig til at hun kan få den på, så jeg rigtig kan se den på.

20131019-225843.jpg

Efterårsferien synger på sidste vers og jeg kan mærke, at jeg ikke helt er færdig med det der ferie endnu. Det er jeg selvfølgelig, fordi den slutter nu, men sådan mentalt kunne jeg snildt bruge en uge mere. Jeg er ikke færdig med at sidde tæt med mine unger i sofaen, at lave ting på symaskinen, at samle plusplusser, lego eller kastanjer, at have sene morgener med kildeture og Ramasjang og lange nattøjsdage med økullertendenser. Jeg har virkelig nydt at have den ekstra tid med min familie. Plads og tid til at være ligeglade med plads og tid.

20131019-230500.jpg

På mandag står vi igen godt solidt plantet midt i hverdagen. Og jeg ved godt, at det er moderne at holde af hverdagen. Og det gør jeg egentlig også. Men jeg er altså også ret vild med hverdagsbruddene. De øjeblikke, hvor det genkendelige syvdagesmønster pilles fra hinanden og skaber rum for uforudsigeligheden og spontaniteten…og ikke mindst tidslommerne og nærværet.

Som når man står der og venter på fri bane ved vejkanten og bare er to fætre, der er overordentligt glade for hinanden.

20131019-231015.jpg

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.

På onsdag

Man kunne jo godt skrive et indlæg om alle de tanker, man gjorde sig for to år siden, da man sad tyk og oppustet og ventede og ventede på tiende dag over tid. Men det gider jeg ikke.

For lige så langsomt som tiden gik i de dage. Lige så hurtigt er den gået siden. Og på onsdag skal vi fejre Ananassens to års fødselsdag. Hun snakker om ALT, danser, synger, filmer, faker, puzzler, tryller, slår smut med både øjne og sten og er i det hele taget bare en fest at være sammen med. Jeg er vild med, at hun kom forbi vores hus og blev her.

Hun er en stor pige nu, og spørger du hende, er hun næsten lige så stor som sin storebror. Kan det samme som ham. Næsten. Hun prøver i hvert fald med de knubs det medfører. Xerox kalder vi hende. Hun er skide ligeglad med at blive kaldt en simpel kopist, hun vil også kunne dance breakdance, regne på fingre og køre uden støttehjul. Og så er hun selv blevet mor. Det kræver jo sine kompetencer; som fx at kunne holde en taske rigtigt på skulderen. Det mestrer hun også!