Tanker fra en (tidligere) lærer

Det er morgen. Vi har stadig ferie og vi har lige lyttet til denne her ved morgenbordet. Min mand spørger mig, om jeg egentlig ser mig selv som lærer eller som redaktør nu. Det er et halvt år siden, jeg sagde farvel til lærerfaget og gik 100% ind i min redaktørstilling. Og jeg må sige, at jeg endnu ikke helt har vænnet mig til at sige “redaktør”, når nogen spørger. Jeg føler stadig, at det er en anden person, jeg taler om. For jeg er jo lærer.

Før sommerferien startede, var jeg ret spændt på, hvordan jeg ville forholde mig til ikke at skulle gå på ferie, når min søn gjorde det fra skolen. Den lange sommerferie er jo en af myterne i lærerfaget. Og jeg forstår den faktisk godt. Når selv min far, som gud hjælpe mig har støttet os lærere og har lagt mange ører til mine frustrationer om synet på lærerene, joker inden ferien om, at jeg nu skulle holde almindelig ferie, som alle andre, så er det nok fordi vi aldrig helt får andre til at forstå det. Og det er også ok. Så.

Men det jeg måske kan få nogen til at forstå er, at jeg ikke savnede den “lange” ferie i år. Jeg har holdt to uger sammenhængende og en uge splittet op på forskellige fridage for at kunne imødekomme mine børns behov for lang ferie.

Jeg savnede ikke at kaste mig udmattet over målstregen til ferie. Jeg savnede ikke at skulle forsvare mig selv overfor andre, fordi jeg kunne holde fem uger sammenhængende ferie med mine børn. Jeg savnede ikke at tænke på, hvordan mine elever, dem af dem, der har det svært, nu skulle få de næste fem uger til at hænge sammen. At bekymre mig om andet end min egen familie. Egoistisk måske, men enormt befriende, kan jeg så afsløre. Chok, selv for mig selv, jeg savnede ikke lærernes lange sommerferie! Jeg savnede ikke at være lærer, selv der.

Men så her til morgen. Da sangen spiller. Og min mand og jeg aftaler logistikken for vores søns første skoledag i 1. klasse. Dér slår det mig. Dér savner jeg det. At starte en klasse op efter ferien. At møde eleverne igen efter fem ugers adskillelse. At se, at de er ok, især de elever, man har bekymret sig om. At gå i nørd med faglige emner og temaer igen sammen med dem. At skabe sjov og læring i fællesskab med andre. At pakke bøger ind! (I know! Jeg kommer nok til at hade den del som mor, men jeg elsker virkelig at pakke bøger pænt ind og sætte navnemærker på). At starte en ny kalender. At starte en ny notesbog, måske endda om nye børn.

Så news flash: Det første en lærer, der har kysset faget farvel, savner ved sit fag, er IKKE den lange ferie, men skolestarten derefter. Alligevel noget, ikke?

(…og jeg ved godt, at hvis man er i lærerfaget stadig, så er det måske ikke den samme følelse, man starter med i år, da de mange nye forandringer kan være temmelig angstprovokerende for mange.)

Glædelige lørdagsblandinger

Der er helt stille i huset. Det er lørdag og klokken er 12 og her plejer ikke at være stille på dette tidspunkt. I hvert fald ikke, hvis jeg selv er hjemme. Ved siden af mig ligger min mand og sover jetlag af og begge unger er med deres farmor og farfar i legeland. Jeg kan i stilheden høre deres hvindende fryd over at drøne ned af rutchebanen sammen med farfar for niogfyrretyvende gange.

Jeg gav min nye chef et kram, da jeg mødte på arbejde i går. Og et stort tak for muligheden for den fleksibilitet mit job nu tilbyder mig og som hun foreslog mig at bruge i denne uge. Hjemmearbejdsdage er vidunderlige, når man skal være alenemor for to i en uge og bor langt væk fra sin arbejdsplads. De reddede mig og fik mig igennem ugen med et overskud, jeg ikke havde turde håbe på, da jeg sendte manden afsted mandag morgen. Jeg har haft ro til at være noget mere end bare praktiske mor, for mine børn og vi har hygget os, på trods af savn.

Men da jeg fredag morgen steg ud af s-toget på Østerport og gik mod rulletrappen, fik jeg altså også det der glædesrus i maven, som jeg bare får, når jeg skal ind på kontoret. For jeg glæder mig virkelig til at komme derind og se de andre kolleger, snakke med dem, sparre med dem, arbejde sammen med dem. Hjemmearbejde kan redde logistik. Men udearbejde kan, for mig, redde arbejdsglæde. I hvert fald, når man arbejder et sted, som indeholder så meget liv og humor og nørderi, som jeg gør nu.

Og nu er der stilhed. Lidt hjemmearbejde igen, fordi jeg ikke helt kan lade være. Men skulle lige omkring bloggen først. Den er der nemlig også kommet hul igennem på igen. Der kommer ord ud af mig igen. Som jeg netop sagde til min veninde, så har der alt for længe ligget en masse puds om arbejdstristesse og klokket systemet til. Fordi det fyldte meget for mig, og fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle om det uden at samtidig føle, at jeg trådte på noget tillid og loyalitet på vejen.

Måske er det også foråret, for blogland virker i det hele taget generelt som om det er ved at vågne lidt op igen og finde sine ord og billeder. Fx har Undreland fundet sin pen igen, og nu sidder jeg så og håber, at hun sammen med den fandt sit glasværksted, så hun kan smelte nogle nye smukke maskemarkører til mig og mine pinde.

Ind til da, kan du følge med på nye indlæg fra hende på hendes nye Facebookside. Jeg elsker at følge blogs via Facebook. Jo færre medier jeg skal omkring i min hverdag, jo bedre. Så glæde herfra Anne!

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.

Om at synge sange og kaste med kopper

Jeg har siddet i et kvarter med Anna på skødet og set denne video om og om igen. “Mer!”, sagde hun, hver gang den sluttede og pegede med pegefingeren ind i den anden hånd (babytegnet for MERE). Og jeg greb den straks. Og tudede hver eneste effin gang vi kørte den.

Jamen, der er bare noget med børn og fællesskab og det, at finde den fælles melodi, der rammer mig lige nu. Midt i al denne reformsnak og inklusionspædagogik og helt almindelige udfordringer, man møder som lærer, så savner jeg at have mulighed for at kunne lave sådan en fælles happening her med alle mine elever. Det er sådanne stunder som denne, der gør alle udfordringerne det hele værd. Se lige på børnene, der synger. Se deres fælles glæde. Deres koncentration og engagement.

Og da det lykkedes. De fælles kopper, der flyver op i luften. Det er SÅ fedt og det sker! Ikke kun på Youtube, men også i det små rundt omkring i klasserne på Danmarks skoler. Ind i mellem alle udfordringerne, der synger vi sange sammen og kaster med ting på samme tid. Og det SKAL vi fandme blive ved med at gøre, ellers giver det ikke mening mere. Blev der sagt!

Perspektiv og forsvindingspunkter

Jeg er så heldig, at en af mine opgaver ved mit nye arbejde er at lave nogle nye illustrationer til vores portal. Jeg har nu et job, hvor det er en opgave at tegne. Jeg tegner.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg laver også meget andet. Blandt andet danner jeg mig et overblik over alle de kloge ord, vi skriver om læsning. Og skriver et par ekstra af dem undervejs. Så jeg genlæser al min faglitteratur og finder frem til de strategier, som vi synes giver allermest mening. Og jeg elsker det. Det er fordybende og nørdet.

Når jeg tegner forsvindingspunkter og lader alle mine streger ende derude, så går jeg i zen med linealen og blyanten og lader tankerne flyde med ind i papirets evighed. For derinde ligger mulighederne. Omme bagved bakken, hvor man ikke altid kan se dem. Eller nede af den vej, der drejer nede ved p-huset i t-krydset.

Og sådan opstår der lige så stille perspektiv – både på papiret og i min bevidsthed.

To new beginnings

Ferien er slut for vores vedkommende. Italien var skøn. Varm og fyldt med familie, daglige is og meterlange krydderurtebuske. Hvis du følger mig på Instagram har du sikkert allerede duftet rosmarinen og smagt isene. Ellers kig over og se flere glimt fra vores ferie.

På torsdag banker hverdagen for alvor på for mig, hvor jeg starter på mit nye job. Jeg behøver ikke at sige, at jeg glæder mig afsindigt, vel? Tænkte jeg nok.

En anden, der går rundt med sommerfugle i maven er Skrupsakken. Om lidt over en uge skal han starte i 0. klasse og i dag var han ude og købe skoletaske med sin morfar og mosse.

Lego Chima blev det til. 100% eget valg og lidt hjælp fra morfar til at finde taske og penalhus der matchede. Det tog under ti minutter. Og han havde den på ryggen resten af tiden, vi var ude. Han glæder sig SÅ meget. Så meget at han bliver tavs i det. Laver gyserysten i hele kroppen. Smiler og griner fjoget, når vi snakker om det. Jeg kan godt kende følelsen. Når spændingen slet ikke kan være i ens krop. Og man er så usikker på, hvad den spænding dækker over, at man hellere holder mund. Man er bange og glad på én gang. Jeg har det i virkeligheden nok lidt ligedan i forhold til min nye start på torsdag.

August bliver en killermåned med dobbeltjob og løse ender, der skal falde på plads. Men det bliver også en måned med nye begyndelser og ikke mindst, Leonard Cohen! Endelig er du her august. Du har været ventet for første gang i mange år!

Og for det alene, vil jeg belønne mig selv med en ny cykel. Min gamle cykel er efterhånden elleve år gammel, og jeg overvejer at købe en ny Raleigh Classic de Luxe Plus i aquablå.

Har dog også luret på en Cortina med forlad.

Har du nogle gode anbefalinger til lignende must-have-cykler inden jeg kører kortet igennem i butikken i morgen, så er det nu du skal skyde dem afsted. Jeg er lutter ører! To krav….den skal være i farver, ikke mere kedelig sort cykel til mig. Og den skal kunne have plads til forlad. Sæt igang!

Nye tider

Ok, jeg skal i gang igen. Jeg bliver et surere menneske af ikke at blogge. Al dampen ligger bare og buldrer under låget på mig i stedet for at blive lukket ud lidt efter lidt af min virtuelle ventil her. Så nu skal der et indlæg på bordet dagligt til jeg har fundet skrivekløen frem igen. Og hvilken bedre tid at blogge fra end ferietid?

Vi er startet på ferien. Nyder solen og haven og hinanden for fulde gardiner. Vi skal til Italien i år med hele min familie. Mine brødre, deres familier og min mor og hendes mand. Det bliver skønt. Jeg elsker at have en familie, jeg gider at holde ferie med. Og ikke mindst, en familie min mand gider at holde ferie med.

Men altså, den store nyhed, som skete lige inden ferien startede, den gør jo, at denne ferie faktisk gerne må gå lidt hurtigere, end jeg normalt ønsker for en ferie.

Jeg har fået nyt job! Tadaaaaa…..

Jeg skal stadig undervise på naboskolen, men på meget nedsat tid. For fra den 1. august skal jeg også være pædagogisk redaktør på Danskfaget.dk.


Kender du den? Måske dine børn gør. Det er Clios fagportal for danskfaget. Clio er et 100% digitalt forlag, der laver fagportaler til grundskolens mange fagområder. Og lige om lidt skal jeg være med til at udvikle på den danskfaglige del af dette. Behøver jeg at sige, at JEG GLÆDER MIG?

Det bliver SÅ fedt! Endelig får jeg lov til at prøve kræfter med de digitale undervisningsmidler på et mere professionelt plan. Det bliver skide skægt, vildt lærerigt og en lille smule angstprovokerende i starten. For det er det private erhvervsliv, jeg skal ind og bide skeer med. Og det er professionelle folk, der ved, hvad de taler om. Og de kan deres shit! Men.Hold.Nu.Op. Hvor er jeg klar på det. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for både dem og mig.

I det hele taget glæder jeg mig bare til mit nye arbejdsliv. To dage på Clio, tre dage på skolen i Syvendeklassen, hvor jeg igen skal være klasse- og dansklærer. To roller jeg har savnet inderligt i dette skoleår. Og så har jeg fået den skønneste makker til læsevejlederjobbet på skolen. En tidligere kollega vender tilbage og jeg glæder mig vildt meget til at få et samarbejde i gang med netop hende.

Og det er jo egentlig den bedste slags ferier, man kan have, ikke? Dem, hvor man ikke frygter at skulle i gang igen efterfølgende. Jeg kan mærke, at det giver mig en fantastisk indre ro denne gang. Til bare at være og slappe af og nyde den ekstra tid med mine børn.

Det var et hårdt sidste skoleår. Ikke mindst på grund af lockouten, som ramte mig på en markant anden måde, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg troede virkelig ikke, at det ville røre mig så meget at blive nægtet adgang til mit arbejde og at blive konfronteret med mit arbejdsliv i det offentlige rum. Det handlede for mig overhovedet ikke om de forandringer det varslede og senere medførte, men derimod om den virkelighed det udfoldede. Men det er et andet indlæg, som lige skal simre lidt mere, inden det er klar til at blive dampet helt ud.

Vejen hjem

Og så løb jeg tør for ord.

Da lockouten sluttede og hverdagen startede igen. I den første uge græd jeg hver dag, jeg var på arbejde. Af forskellige årsager. Men mest fordi det var følsomt at være tilbage – på alle mulige måder. Også glædelige.

Og nu er der næsten gået en måned. Jeg græder ikke så meget mere, men jeg har virkelig haft svært ved at finde ordene siden. Og jeg har haft svært ved at finde hjem til mig selv igen. Finde læreren i mig.

Lockouten blev en periode, hvor jeg handlede mig ud af frustrationen. Jeg oprettede BlockOut, samlede folk, delte mine ord med (rigtig mange) folktwittede mere end nogensinde, læste flere nyheder end nogensinde, tænkte store skoleudviklingstanker, involverede mig i skolepolitik, demonstrerede, snakkede, skrev om penge og om ledelse og om at være splittet. Jeg græd, følte og rystede og blev på alle mulige måder langt mere påvirket af det hele, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg ville gøre. På godt og ondt.

I onsdags mærkede jeg for første gang siden lockouten et sug i maven af glæde og forventning over det kommende skoleår. Et skoleår, hvor det ser ud til, at jeg skal være dansk- og klasselærer igen. En rolle jeg bevidst gav afkald på for første gang i hele mit lærerliv i år, fordi jeg havde en uddannelse, der skulle færdiggøres og et nystartet vuggestuebarn, der skulle indkøres. En rolle jeg har savnet meget i dette skoleår. Og jeg gik rundt der i stilheden på skolebiblioteket, som tilsynsvagt midt i den tyske skriftlige eksamen, og lod tankerne lege med næste års undervisning og det gav et sug i maven. Ideerne piblede frem i hovedet på mig og jeg fik lyst til at sætte mig ned og planlægge det hele med det samme.

Jeg har stadig ikke fundet helt hjem. Og måske har jeg også fået en bredere forståelse for, hvad mit professionelle hjem skal være i fremtiden. Men det er som om universet har hørt mig og sendt mig et par bolde, som jeg blot skal sørge for at gribe og kaste videre. En af dem er Lykke Rix’ workshop om “at komme hjem“, som jeg netop har tilmeldt mig. Lykke er en af mine nære venner, så jeg kender hende temmelig godt efterhånden. Derfor ved jeg også, at hun, om nogen, kan lave en workshop med den titel. Jeg glæder mig til blive klogere på mit professionelle hjem sammen med hende den 19. juni på Louisiana. Der er vist stadig få pladser, hvis du også skulle være interesseret.

Så det er blevet hverdag igen. En ny slags hverdag. Men hverdag. Også her på bloggen, hvor jeg håber på at kunne finde ordene frem påny, så der igen kommer lidt kontinuitet i indlæggene. Jeg håber stadig der er en læser eller to tilbage derude, når jeg er færdig med at spidse pennen.