Lockouthjerne

De er småt med ordene i disse dage. Mest fordi, det kan være svært at finde de rigtige af dem. Dem som beskriver klart og markerer tydeligt. De ord, der kommer til mig nu er flagrende og upræcise. De lægger sig ikke fast på hverken eller. Og de smutter lige så hurtigt, som jeg finder dem.

Lockouthjerne kalder de det.

Ligesom ammehjerne, formoder jeg.

Jeg kunne ikke huske, hvad bearnaisesauce hed i dag. Eleverne sagde, de ville lave mayonaisesauce til deres bøffer i hjemkundskab, hvortil jeg svarede: “Det hedder ikke mayonaisesauce, men bayonaisesauce!?” Tja, det er svært at komme og sige til Antorini, at jeg gjorde de to piger dygtigere i dag.

Og når man ikke engang kan skille den ene fede sauce fra den anden, så siger det ligesom sig selv, at man slet ikke kan formulere hele sætninger eller endnu værre – skrive hele blogindlæg.

Så i stedet får i en tegning. En skitse, men dog en tegning.

IMG_1815

Hvorfor så trist?

I aftes midt i X-Factorfinalens pause, eskalerede dramaet om min arbejdstid pludselig. Og før end jeg vidste af det, havde jeg fået en mail fra Danmarks Lærerforening, hvori der stod, at jeg ikke måtte møde op på mit arbejde den 2. april. Forhandlingerne var brudt sammen. Forligskvinden havde kastet håndklædet i ringen. Og jeg var hermed lockoutet.

Så sad jeg der i sofaen. Der var jo i princippet ikke noget nyt i min opfattelse af tingene. Intet jeg ikke havde forventet på forhånd. Og stadig en god uges påskeferie med familien forude.

Og alligevel blev jeg overraskende ked af det. Som i grædende ked af det. Som i nedtrykt, demotiveret og inderligt trist.

Overraskende, fordi jeg ikke selv havde regnet med den reaktion. Hvilket min mand naturligvis heller ikke havde, og han spurgte derfor, hvad det mon var, der vækkede så voldsom en reaktion fra mig? Men jeg ved det ikke.

Måske var det kulminationen på flere ugers spekuleren, vejen for og imod og insisterende engagement. Måske var det følelsen af at være en ligegyldig brik i et større skakspil. Eller var det mon fornemmelsen af, at skulle gentage mig selv igen og igen i et tåbeligt forsøg på at forsvare mig selv og min faglige integritet?

Så var der farcen med Ziegler og Bondo’s skænderi i døren. Beskeden om de genoptagede forhandlinger. Ventetiden. Trætheden. Og jeg valgte dynen og søvnen. Indtil min telefon bippede omkring midnat med en pushbesked fra DR Nyheder, der fortalte mig, at der igen var sammenbrud. Og at lockouten igen var en realitet.

En besked jeg knap nok ænsede i min søvn, men resten af natten blev urolig, usammenhængende og alt for kort. Når man vågner med hoved på, er det som regel et tegn på en aften fyldt med fest og sjov. Hvor ville jeg ønske, at det var baggrunden for det hoved, jeg vågnede med i morges. Og har båret rundt på hele dagen i dag.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det hele lige nu. Og hvor jeg ser mig selv i det. Eller hvad der sker næst. Jeg prøver ihærdigt at starte påskeferien på ny i dag. Og at fokusere på større og vigtigere ting i mit liv end skolekonflikter. Som fx at Skrupsakken havde sin sidste børnehavedag i fredags. Og at han lige om lidt skal være SFO-dreng og kommende skolebarn. Det har i det hele taget været en uge med følelserne uden på tøjet på mange planer, der ikke har en disse med skolekonflikten at gøre. Måske var dramaet i aftes bare en katalysator, ligesom en dårlig b-film, der gav tårerne det frie løb, de havde ventet på at få?

I har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende

Så kom dét frem, dét som vi jo egentlig allerede troede, vi vidste. Nu ved vi bare, at vi ved det. Og det føles på en eller anden mærkværdig måde langt værre. Mere håbløst og trist.

I morgen er der planlagt demonstrationer i de større byer over hele landet som en del af protesten mod det der foregår i disse overenskomstforhandlinger. Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville deltage. Om jeg kunne se mig selv i det. For ærligt talt, så er jeg ikke sådan et menneske, der er særlig god til at vælge side og danne fælles front. Måske er det min indre Vægt, der vejer for og i mod hele tiden eller måske er det Sandwichbarnet i mig, der konstant forsøger at finde den gyldne middelvej for at få alle til at mødes i kompromiset på midten. Faktum er, at jeg kan se både og i den her konflikt.

21 Søndag forleden afgjorde det for mig, selv om det tog mig et par dage at indse det. Jeg vil være der. Både fordi, jeg ikke har lyst til at gå glip af noget, der nok går hen og bliver en historisk begivenhed engang. Men også fordi, der sker dingen und sachen lige nu, som jeg overhovedet ikke synes er i orden.

Jeg synes ikke, at det er ok, at KL og regeringen har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende overfor en masse gode tiltag i en ny og anderledes skolereform, fordi de sammen besluttede sig for at blande den til en grå uigennemsigtig masse af ufinansierede luftkasteller og påtvungne arbejdstidsregler.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de på forhånd har bestemt, hvad jeg skal mene og gøre som lærer i den danske folkeskole, når jeg står overfor forandringer af den ene og anden slags.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de sammen beslutter, at jeg pr. automatik er klassens genstridige møgunge, som bare skal køres “hele vejen” i en slags Nul Tolerance pædagogik for at makke ret.

Og jeg synes ikke, at det er ok, at den regering, jeg selv var med til at stemme ind og som jeg havde spændte forhåbninger og stor tillid til, ler hånt af Den Danske Model og retten til at føre en reel arbejdstidsforhandling som faggruppe. En rød regering!?

Jeg kan faktisk godt leve med, at Antorini stiller sig op og gør sig klog på, hvad hun mener er ny og spændende undervisning, som jeg ikke allerede udfører, nu på 13. år. For det er hende, der kommer til at se dummere ud, når hun gør det. Vi andre, både vi forældre, vi lærere og vi, der holder os bare en lille smule opdaterede i medierne, ved jo godt, at man i mange år har arbejdet både praktisk/musisk, projektorienteret, med flere læringsstile og i team på tværs af fag og klasser i folkeskolen.

Og jeg kan også godt leve med, at man vil tilføje noget, man vil kalde aktivitetstimer for at kunne forsvare, at man forlænger børnenes skoledage markant, fordi man i virkeligheden vil skrue på et helt samfunds arbejdstidsregulering. Bevares, vi ved jo alle, at vi er færre, der skal passe mange lige om lidt, så jo mere vi alle kan arbejde, jo bedre. Vi er nødt til at effektivisere alle steder. Jeg ville ikke synes om det, men jeg ville kunne leve med det, og jeg ville få det bedste ud af det, fordi det måske betød, at nogen havde en idé om, at det gav en bedre skole for vores børn og et bedre samfund for os som helhed. På den lange bane.

Men jeg kan næsten ikke leve med det, hvis der ikke er netop den idé med det hele. At skabe noget bedre for os alle på sigt. Og at man alligevel dækker det ind under den agenda.

At det hele i stedet handler om taktik og økonomi, som i den sidste ende blot skal munde ud i nogle tal nederst på bundlinjen, der beviser at en rød regering godt kan finde ud af at tænke økonomisk strategisk og imens lukke ned for solidariteten og socialismen. At bevise, at rød kan godt tænke blåt.

Tillykke, jeg tror, I når målet Kære Regering. Jeg håber, I har jer selv med hele vejen derop, og at alle de værdier, I gik ind i politik med engang, stadig ligger godt gemte i jeres hjerter. For det føles for mig lige nu, som om nogen af jer, har tabt dem lidt på vejen mod toppen. I har i hvert fald tabt mig, og min stemme vandrer på nuværende tidspunkt hjemløs rundt derude et sted.

Så i morgen kl. 17 er jeg at finde på Christianborg Slotsplads sammen med forhåbentligt tusindvis af andre, der tænker bare en lille smule som jeg selv. Måske er vi ikke 100% enige om alting, os mange tusinde demonstranter, for vi er jo en broget flok af humanister, vidensskabsfolk, sportsudøvere, musikere, kunstnere, sprognørder, matematikere og meget mere. Men vi er enige om én ting, og det er at det ikke er i orden, det I har gang i lige nu, KL og Kære Regering!

Kære Margrethe Vestager

Det er et modigt træk, du gjorde i nat. Først på din Facebookprofil og senere via Berlingske. Det er en af grundene til, at jeg altid har haft enorm stor respekt for dig som politiker. Fordi du tør at melde ud. Også når det er upopulært. Man kan vist godt konstatere, at du har en ret stor skare af vælgere blandt lærerne, hvilket jo bunder i, at du gentagne gange har talt vores sag og plederet for, at man også skulle lytte til os som faggruppe.

Du er var min favorit som statsminister. Du er var for mig indbegrebet af statsministerpotentiale med dit nærvær, fornuft, økonomiske forståelse og respekt for individet. Du er var min sidste tro på denne regering, som jeg desværre selv har stemt ind.

Så når du så vælger at give mig en opsang en søndag morgen, for at bakke op om den overenskomstkonflikt, min faggruppe står midt i, så lytter jeg. For det plejer jeg at gøre, når du udtaler dig. Ofte sidder jeg og nikker, når du bliver citeret i pressen, og jeg forsvarer dine holdninger i de politiske snakke jeg har med venner og kolleger. Fordi jeg er enig. Eller fordi jeg synes du argumenterer godt for din sag og dermed måske endda ændrer min mening. Og hvis ikke vi er enige, så respekterer jeg alligevel (næsten) altid den holdning du fremfører, da den som regel netop er velargumenteret og velformuleret.

Og nu sidder jeg her. Og læser artikelen på Berlingske igennem igen og igen. Og leder efter det, der skal få mig til at bakke op om dig igen. Det der skal give mig den anden vinkel på min situation. For det vil jeg gerne. Kunne se tingene fra flere sider og forholde mig kritisk til mine egne opfattelser også. Og jeg nikker, når jeg læser at du siger: “Vores ambition er at gøre skolen bedre. I stedet for at tro, at man kan opnå større mål ved at have samme forberedelse til alle fag, må vi gøre tingene anderledes.” For ja, vi skal gøre tingene anderledes end nu og vi skal gøre det bedre. Og det er forskelligt, hvor meget tid, hvert fag og hver lærer bruger på forberedelse. Men det er jo netop konkluderet af flere forskere og undersøgelser, at det ikke gøre læringen bedre at bruge mere tid på undervisningen. Hvorfor overhører du det? Du plejer ikke at lukke ørerne for kompetente faglige vurderinger. Hvorfor nu?

Og du forholder dig til plakaten, du kører forbi hver morgen, men forholder dig ikke til det ord på plakaten, som særligt sætter lærerne og forældrene i opposition: Heldagsskole. Din agenda går på lærerne. Og deres forberedelsestid. Som jo er en konsekvens af heldagsskolen. Og som skal finansiere hele jeres reform. Og som du derfor selv var med til at blande sammen til en grå uigennemsigtig cocktail, da du gik med til reformen.

Og du gør noget ved mig, som lukker mine ører, min hjerne og mit hjerte. Du taler ned til mig. Pludselig. Ud af det blå. Først med et billede af et æble på din Facebook, hvor du sagde jeg var Dagens Helt, netop som du havde offentliggjort reformudspillet sammen med Antorini. Og nu igen, hvor du i de sene aftentimer forbereder mig på, hvilken lussing jeg kan forvente at vågne op til næste morgen i pressen. Og jeg skal lige vænne mig til, at du ikke længere nødvendigvis taler min sag. Eller lytter til mig. For du lytter til noget andet nu. Og det prøver jeg at forstå, hvad er. Fordi du før har gjort dig fortjent til, at jeg brugte energi på at forstå dig.

Og du får mig derfor til at tænke, at måske er det mig, der er noget galt med. Måske er den sag, jeg kæmper for lige nu helt tosset. Måske har jeg misforstået det hele og er røget i lemmingsfælden. For når Margrethe Vestager kan være så skråsikker i sine holdninger, at hun bryder al god pli og etik og finder det nødvendigt at blande sig i en overenskomstforhandling. Så må der da være noget om snakken. Også selv om det er mig selv, der står for skud.

Og så slår det mig: Er det strategien Margrethe? Er det dét I har tænkt, da I valgte at lade dig gå ud med den pressemeddelelse til Berlingske? At hvis de (læs: lærerne) vil lytte til nogen, så må det være dig. For dig respekterer de. Dig kan fleste af dem lide. Du er deres yndling. Er det dét I har tænkt? Jeg spørger, fordi jeg ikke kan finde argumentet i dine ord for, at det er i orden, at du som politiker pludselig går ind og blander dig i mine arbejdstidsforhandlinger og på den måde påvirker processen politisk. Du siger, at det er mig, der blander det sammen. Men det er det jo ikke. Det er dig. Og regeringen.

I startede det“, ville man høre ude i skolegården i det store spisefrikvarter. Søndag er min uges spisefrikvarter, og jeg starter den med at tude højt og pege fingre og med at miste troen på en mine største rollemodeller fra de store klasser. Hende som jeg troede var reel og som normalt bakkede mig op, når de andre store drillede. Hun vendte mig ryggen i det frikvarter og brugte sin retoriske styrke på den grimmeste mobbende måde, jeg har set længe. Og det skal jeg lige forstå hvorfor. Jeg leder stadig efter en voksen, der kan hjælpe mig med at løse konflikten.

I stedet vil jeg nu holde frikvarter resten af dagen. For det trænger jeg til. Mit hoved er ved at eksplodere af stillingstagen og tankevirksomhed om mit professionelle jeg og dets nærmeste fremtid. Og det er godt. For jeg prøver at forstå. Og at finde mening i det hele. Men din udmelding Margrethe, den fik det til at koge over et øjeblik. Og derfor skal jeg have en pause nu.

God søndag til dig og dine
AB

Hvad siger 5200 likes?

Der er vist ikke nogen tvivl om, at mit indlæg om skolekonflikten blev delt på de sociale medier. På de sidste tre dage, har der været 20.000 besøgende omkring bloggen og 5200 af dem klikkede LIKE på Facebookknappen under mit indlæg.

Indlægget sagde dem noget. De ville gerne dele det med andre. Det blev viralt på en aften fra 65 likes kl. 15 til 1800 inden midnat og det fortsætte dagen efter. Klik klik klik.

Min egen Facebook- og Twitterfeed har de sidste dage boomet med links til artikler om skolekonflikten, med holdninger for og imod både lærernes og KL’s krav, med undringer og reflektioner over den varslede lockout og hele overenskomstforhandlingen generelt. Jeg har fulgt med så godt jeg kunne, delt det, jeg synes var værd at dele og sorteret groft undervejs. Jeg er en af dem, der bruger min FB-feed som en genvej til dagens nyheder. Både dem fra de etablerede aviser og dem fra blogs, hjemmesider og andre medier.

Jeg synes ikke, man hovedløst bare skal dele alt. Og jeg synes egentlig heller ikke, at man skal dele uden at koble en kommentar med sin deling. Og mest af alt, så synes jeg man skal læse, det man deler, inden man deler.

Ja, det må du gerne læse igen.

Vær kritisk. Stil spørgsmål. Både ved det du bakker op om, og det du er imod.

Del netop både for og imod. Når du knytter en kommentar til, viser du jo tydeligt din egen holdning i delingen. Det nuancerer nu engang debatten, når vi får flere sider af sagen med. Og det er gør din deling mere interessant i andres feed. Den lugter mindre af spam og mere af personlig indsigt.

For mig handler det ikke om, at få likes, selvom jeg da skal være den første til at indrømme, at jeg har trykket opdater på bloggen en million gange de sidste tre dage, for at se den seneste status. Og det har givet mig et boost af de store, at pludselig blive hørt og anerkendt for mine holdninger af mange mennesker på den måde. Det er svært motiverende, at være på indersiden af en viral deling, hvor man kan se statistikkens kurver nå nye uafprøvede højder og ens egne ord få deres eget sociale liv. Og svært at leve op i indlægget efter, skulle jeg hilse at sige.

(Jeg venter stadig på at en af de landsdækkende medier kontakter mig for uddybning af mine genialiteter. Hvor mange likes mon man skal op på, før der står en fotograf i ens indkørsel, når man kører på arbejde?)

Nej, for mig handler det nu engang om at skabe debat. At skabe nysgerrighed. At udtrykke mine holdninger og dele mine tanker med andre og meget gerne rykke mig selv lidt. Noget jeg fx synes mangler i denne forhandling. Hvor er det vi bliver klogere på hinanden henne, når vi stejlt holder på hver vores og ikke tillader os selv at blive klogere eller at justere krav og ønsker. Når vi ikke lytter til hinandens professionelle vurderinger, som meget ofte er baseret på spidskompetencer og faglig indsigt.

Jeg vil prøve at se sagen lidt fra alles vinkler i den kommende uge. Tage lærerbrillerne af lidt. Og i stedet tage forælder- og skatteyderbrillen på. Hvem ved, måske endda prøve en KL-solbrille. Hvordan mon verden ser ud i den optik? Kan jeg overhovedet stille skarpt på noget, som på nuværende tidspunkt påvirker mig så meget følelsesmæssigt? Jeg ved det helt ærligt ikke. Men en virkelig god ven gav mig indirekte udfordringen i dag, og jeg har tænkt mig at tage den op. Så, lad os se, hvor det leder mig hen. Vil du med?

Grundlæggende…ikke imødekomme…ønsket om…at modernisere

Der blev, som forventet, varslet lockout i dag kl. 13.00 for alle folkeskolelærere. Jeg sad og så det på lærerværelset på min ipad og tog et par fine screen dumps til jer.

Jeg ved ikke med dig, men når jeg hører ordet ‘modernisere’ så tænker jeg 80er og 90er-retorik. Men i dag fandt jeg ud af, at det er mig, der er håbløst gammeldags og helt grundlæggende forandringsangst: (læs teksten i det gule felt).

IMG_0273IMG_0274KL er simpelthen i gang med at modernisere mine arbejdstidsregler. Jeg burde være glad. Det er jo ligesom at få et helt nyt køkken bare ved at male mine låger.

Men som lærer er jeg åbenbart grundlæggende imod ønsket om modernisering. Eller er jeg imod modernisering i det hele taget? Nå nej, jeg er ikke grundlæggende imod det. Jeg vil bare grundlæggende ikke imødekomme ønsket om at modernisere. Aihmen, er jeg den eneste, der synes, at den sætning er noget vrøvl?

Hvad ved jeg? Jeg er jo også bare dansklærer.

En dansklærer, der faktisk godt kan lide fornyelse. Jeg trives forbavsende godt i fornyelsen. Hungrer ligefrem efter den ind i mellem, når der går for meget hverdag og rutine i den. Ja, også gerne fornyelse og forbedringer undskyld, modernisering af mine arbejdstidsregler. Jeg har længe syntes, at de var håbløse at finde rundt i og skabe overblik over. Så nej, det er jeg ikke imod. I ved vist godt, hvad jeg er imod i denne sag. Det er der heldigvis også en del andre der er, efter LIKE-knappen at dømme på det indlæg. Det handler jo ikke bare om at forandre for forandringens skyld. Det handler om at forandre til noget, der er bedre. Det ligger ligesom i ordet ‘modernisere’, ikke?

Så skal vi ikke bare blive enige om, at det her ikke handler om, at lærerne er grundlæggende imod ønsker om moderniseringer. Vi har faktisk selv foreslået nogle ret markante forbedringer af vores arbejdstidsaftale, som vi synes giver en bedre skole for vores børn. Det er stadig dem, vi laver skole for, ikke?

Vi lærere er også professionelle nok til at kunne se, at lige netop de moderniseringer KL kræver, kommer til at koste os endnu mere arbejde, som vi ikke får ekstra løn for at udføre. Fordi de selvsamme moderniseringers besparelser skal bruges til at finansiere en stor politisk skolereform, som ellers ikke kunne realiseres rent økonomisk. En reform, som jeg for øvrigt godt kan se en masse gode tanker bag på trods af kritikken. Så nej, jeg er ikke pr. definition imod alt nyt, bare fordi jeg er lærer. Bare så vi forstår hinanden.

Hvis jeg ikke var lærer…

Lad os bare for et kort øjeblik lade som om, jeg ikke var lærer i den danske folkeskole. Lad os nu bare sige, at jeg “bare” var forælder til et kommende skolebarn. Et barn, der skal starte om en måned i mini-SFO.

Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Hvad så hvis, jeg ER lærer. Og overraskende måske (for nogen) ikke pr. automatik var imod forandringer. Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Ok, men lad os så sige, at jeg var lærer OG forælder til et kommende skolebarn OG omstillingsparat på én gang. Måske endda ligefrem søgte efter forandringer på folkeskoleområdet. Hvad så? Tror du, jeg er imod?

Du har ret!

Hvad er jeg så imod?

  • Jeg er imod, at man vil bestemme over mit barns og min fritid sammen.
  • Jeg er imod, at man ikke tilgodeser det rige forenings- og klubliv, vi har i Danmark.
  • Jeg er imod, at man ikke lytter til forskere og andre eksperter på området, og at man direkte fordrejer deres vurderinger, så de passer til ens egen agenda.
  • Jeg er imod, at man lover forandringer i en skole, der trænger til det, og ikke har det økonomiske fundament eller de pædagogiske og didaktiske begrundelser i orden til at holde, hvad man lover.
  • Jeg er imod, at man presser en overenskomst ned over hovedet på lærerne og dermed blander politik og arbejdstidsforhandlinger sammen.
  • Jeg er imod, at man lader som om, man vil forhandle, når man allerede inden har bestemt sig for, at det vil man ikke.
  • Jeg er imod, at man spilder min tid både som forælder og som lærer og som ildsjæl, når man alligevel ikke har tænkt sig at lytte til, hvad jeg har at sige.
  • Jeg er imod, at jeg ikke kan gøre en skid ved det hele og føler mig låst fast i en forhandling, der i virkeligheden er et diktat fra min øverste chef.

Men mest af alt, er jeg imod, at man ikke kigger på vores børn. Og finder ud af, hvordan vi allerbedst, sammen, ALLE os der arbejder med deres skole, kan tilgodese de behov, de hver især har for god undervisning og udviklende læring. Vi er skole for børnene. Og det synes jeg, man glemmer lige nu. Og det er jeg virkelig meget imod.

Nyt fra lazarettet

Klokken er over tre om natten. Roskildesygen har delt hjemmet op i flere lejre. De Syge. De Potentielt Syge. Og de PostRamte, som nu er Skaffere.

Jeg sover ved siden af Skrupsakken i nat. I vores seng i soveværelset. Han er PS. Jeg er PR nu Sk. For ti minutter siden råbte han hjælp i søvne, og mine reflekser hev straks baljen fra under sengen frem. Men han sov bare videre. Det var åbenbart en drøm. Sikkert om en eller anden Ninjago eller måske om det grønne monster fra Ramasjang. Det som spiser børn og råber højt. Frygtelig irriterende, synes jeg. Frygteligt farligt, synes han.

Manden vakler mellem at være Sy og PR. Derfor ligger han på sofaen. Han har Ananasvagten. I morgen bliver han forfremmet til Sk så snart han vågner. Hun er PS. Vi opererer ikke med baljer på børn under halvandet år. Vi ved jo alle, at den slags er kolde i røven over for baljer og deslige opbevaringselementer.

Hvad der kunne have været Verdens Længste Nat med alt hvad det indebærer af klamme lagner og grædende børn, er heldigvis snart slut. Vi nærmer os det punkt, som nogle mennesker faktisk kalder morgen. For mig er det stadig nat. Og kun fordi jeg gik i seng kl. 20 og fordi nogen råbte om hjælp for lidt siden er jeg vågen nu.

Vinterferien blev forpurret. Vi skulle have været en tur til Nordjylland og besøge bedsterne. Det må blive i påsken i stedet. Måske når vi midtjylland og morfar og ARoS. Hvis ikke, tror jeg ikke nogen af delene har planer om at flytte inden påske.

Jeg hader de timer, dage, mellem den første bliver ramt til man kan konkludere, at det var det for denne gang. Man venter bare. Hver en rumlen i maven, hvert et pyllertegn fra ungerne, hver lille ting bliver analyseret og konstateret til MÅSKE er man ramt.

Nå, 3.46. Der findes mennesker, der står op kl. 4. Hvis jeg sover videre nu, vil jeg rent faktisk sove længe i deres verden. See you on the other side.

Lidt fjernsynsbitterhed

Jeg har luret noget. Det er slet ikke KL, som regeringen har lavet aftaler med i den nye skolereform. Det er de to danske tv-kanaler.

Vi kan sagtens skære i lærernes forberedelsestid, for der er faktisk et arbejdsområde, som vi ikke længere skal tage os af. I stedet tager Silas Holst og Peter Mygind over. De kører i levende billeder, landsdækkende og sender direkte fra konflikternes skolegård. Nu skal det være slut med mobning i folkeskolen. Og hvis den ene fejler, samler den anden op. Og lykkedes de begge, kan vi bagefter få lov til at vurdere, hvem der lykkedes bedst. Det er en win/win situation! Vi er godt dækket ind. Jeg tror mest på Mygind af de to, men hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg faktisk bare hellere gøre det selv. I ro og fred. Og uden kameraer.

Ja, jeg er stadig tenderende bitter over både skolereformsdebatretorikken og Mygind goes Jamie Oliver på mobningen i den danske folkeskole. Mobning og dårlig skolemad går ikke hånd i hånd i min verden. Mobning er SÅ meget mere følsomt og skal behandles med den allerstørste respekt for de børn, det omhandler. Det håber jeg både TV2 og DR husker på, når de redigerer sig frem til den gode historie. Og nej, jeg er ikke imod at man sætter fokus på mobning, som ja, helt klart er et kæmpe problem i det danske samfund.

Personligt glæder jeg mig mere til Anders Aggers vidunderlige stemme og forunderlige dokumentarform i Herlufsholm – 8 år senere. Han lader sine hovedpersoner fortælle sine egne historier og lægger ikke ord i munden på nogen.

Ikke at jeg siger, at andre gør det…

Jeg har nok i virkeligheden altid været lidt hemmeligt forelsket i ham Agger. Ham, Jørgen Clevin og Poul Richardt. Og min mand selvfølgelig. Men det er jo ikke særligt hemmeligt og helt klart irrelevant for resten af dette indlæg.

Aaaaaih maaain, kåsteer’t nå’e?

Jeg sidder midt i opgaveskrivningen, når jeg altså ikke arbejder og passer børn og går på syskole og blogger og alt muligt andet.

Men der er noget, der forstyrrer min evne til at tænke klogt om læsevejledning i folkeskolen i disse dage, og det er reformudspillet om folkeskolen. Det fylder selvklart meget for både mig, mine kolleger og en stor del af mit netværk for tiden.

Og lad mig lige starte med at slå fast, at der er faktisk ikke ret meget i den her reform, som jeg ikke bakker op om. Jeg synes virkelig, at det er en ret god reform. Hvem med en lille smule interesse i børn og undervisning kan ikke bakke om dette: Engelsk fra 1. klasse, større fokus på den praktiskmusiske dimension, bedre muligheder for to voksne i undervisningen, mere og bedre undervisning i dansk og matematik, mere anvendelse af it og digitale læringsformer, inddragelse af elever og forældre og øget fokus på trivsel, en udskoling med øget fokus på overgangen til ungdomsuddannelser og inklusion – en folkeskole med plads til alle!

What’s not to like? OK, nogen (læs:jeg) er ikke hooked på idéen med heldagsskolen. Og andre, synes ikke aktivitetstimer er et hit. Men altså, de store træk er jo fine.

Ja, man har endda tænkt sig at fjerne en stor del af det unødvendige bureaukrati. Min største kæphest ved folkeskolen.

Men altså, det er luftkasteller for mig. For de har lavet en indkøbsliste uden at have penge med til købmanden. Og alle kan godt se, at det kunne blive et brag af fest med de varer, der står på listen. Hvis bare man havde pengene. Og tiden. Og aftalen med deltagerne på plads. Det har man bare ikke. Og jeg fatter ikke, hvorfor de ikke har tænkt over det.

Jeg . fatter . det . ikke . !

Min barndomsveninde, som også er lærer skrev sådan her på sin Facebook i dag:

Klokken er 22 og endnu en aften er gået med at besvare mails fra forældre og kollegaer, forberede undervisning og læse PPR indstilling igennem, inden den sendes videre i systemet. I morgen tidlig kl. 7.30 lægger jeg ud med et møde med forældre og en elev. Gad vide om Antorini synes jeg har hvilet for meget på laurbærene, inden jeg har fortjent at holde weekend?

Min egen dag startede kl. 8.00 og sluttede kl. 16.15 efter et teammøde, og nu sidder jeg lige og kigger på undervisningen til min engelsktime i morgen i Niendeklassen. Men det er min egen fejl, at jeg sidder så sent. Jeg tillod mig at holde aftenen fri til egne fornøjeligheder på Syskolen. Klaphat!

Prøliåhørher…De der 16 timer, ikk. Som en gennemsnitslærer åbenbart underviser om ugen. Det er retorik venner! Det er ikke virkelighed. Det er et gennemsnit, der er regnet sammen ved at tælle ALLE læreres undervisningstal sammen. Og det er ikke realistisk. For vi er nogen, som ikke har ren undervisning. Fx har jeg 100 timer læsevejledning om året og 3 lektioner faglig støtte om ugen. Og så får jeg 200 timer om året til mit studie, fordi jeg læser for at kunne udfylde den rolle som læsevejleder, som jeg har fået tildelt.

Mit ugentlige undervisningstal er 17 lektioner + de tre faglige støtte timer. Dvs. 20. Min kollega er AKT-lærer. Hendes ugentlige undervisningstal er endnu mindre.

Men det er fordi vi laver noget andet. Som man for øvrigt også forbereder sig til. Og bruger masser af tid på ved siden af. Det er bare ikke undervisning. Og mit og hendes skema tæller ned for resten af flokkens 23-25 lektioner, hvilket ikke virker sådan helt fair, vel?

Men det er god retorik. Og det forstærker en sejlivet myte om os skolelærere og vores lange ferier. Nu fortæller jeg dig så, at IT AIN’T SO! Fortæl det gerne videre, til dem der gider lytte. Og endnu hellere til dem der ikke gør.