Zapperbarnet

Det gik op for mig på lærermødet i dag. At jeg ikke før har været så længe på en arbejdsplads, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er en af de nye og dermed i næsten automatisk undring og kritisk stillingtagen til alt. I stedet er jeg blevet en af dem, der får trang til at forsvare nogle af de handlemønstre vi har. Også de mindre heldige. Jeg er blevet en af de “gamle”.

Det er mit fjerde år på skolen. Dog med en barsel imellem. Det er første gang i mit nu tolv år lange lærerliv, at jeg er på fjerde år. Jeg har arbejdet som lærer 7 forskellige steder. Fra Aalborg til København og Brooklyn og nu her på naboskolen.

Jeg er indbegrebet af zappergenerationen. Der skal ske noget. Forandring. Fornyelse. Et eller andet. Keder jeg mig, slår jeg væk. Zapper videre. Eller måske er jeg bange for forpligtelsen? Og det ansvar der følger med det at være en af “de gamle”. Det stempel. Måske bilder jeg mig bare ind, at det er nemmere at skifte personligt spor, i stedet for at blive og tage slæbet med at skifte retning, der hvor jeg er. Noget af det handler også om, at jeg ikke gider spilde min tid på et job, der gør mig ked af det eller som ikke giver mig noget. Det skal være min tid værd. Jeg er der ikke kun for pengenes skyld. Hey, så var jeg aldrig blevet lærer.

Men, noget er anderledes nu, hvor jeg er på fjerde år. Måske er det den barsel, der kom imellem, der skabte forandring nok. Måske er det min uddannelse. Måske er jeg bare faldet mere til ro. Eller måske er det fordi forandringerne lige så stille sker for næsen af mig. Lærermødet i dag var i hvert fald anderledes end før. Mere drive. Energi og vilje. Humor. Det var rart.

På min mands arbejde afskedigede de i dag 30 personer. Han var heldig og er stadig ansat. Nu på 12. år.

Vi er lidt forskellige på det punkt, kan man vist roligt sige.

Jeg bor i mit 19. hjem i mit 37 år lange liv. Det er to år hvert sted i gennemsnit.
Han bor i sit 5. hjem. De sidste tre flytninger har været med mig. Zapperbarnet.

Jeg er blevet bedre til at være i nuet af at kende ham. Han er blevet bedre til at turde slippe det. Vi er et ret godt match på den måde. Og lige som man tror, at ens nu er roligt og urokkeligt, kommer sådan en morgenmail med varsling om fyringer. Og man bliver nervøs på hans vejne. Også selv om man føler sig sikker for ham. Helt sikker er man jo aldrig i dag. Vel. Det var de 30 andre fx ikke.

Det er en forkælet tankegang at være zapperbarn. Jeg ved godt, at jeg er et produkt af en måske afsluttet æra. At zappe videre er de færreste forundt i dag, selv som lærer. Men jeg ville stadig skifte, hvis mit job gav mig flere ærgrelser end glæder. I et splitsekund.

Og der sad jeg, på lærermødet, og tænkte tanker om næste år. Og de kommende år. På den skole. For mig. Og for mine børn. Og se nu der! Det var første gang for mig. At tænke sådan. At det nu, jeg sad i, også var en del af den fremtid, jeg drømte om.

Det er faktisk også sjældent, at jeg ser andet end DR i dag. Og det skriver jeg egentlig mest bare for at runde indlægget af. Er det et mønster, tror I?

Det spøger!

Ok, så her i aften, så sad jeg med min nye iPad (ja, det har alle lærerne fået udleveret på skolen, hvor jeg arbejder, hvilket i virkeligheden er et indlæg for sig selv). Men jeg havde den koblet til min MacBook for at sætte den op i iTunes. Og så pludselig begynder min computer selv at skrue op og ned.

Jeg slår lyden fra, men den skruer bare op igen. Og ned. Og op….megairriterende! Og lidt spooky. Jeg tager stikket ud fra iPaden, da jeg tænker det måske er den, der laver hokus pokus. Men den gør det stadig.

Min mand sidder lige ved siden af mig og leger med sin nye AppleTV (Ja, vi er total sovset ind i sekten), og hver gang jeg vil vise ham det, så stopper det. Nu er vi der, hvor jeg begynder at tro på spøgelser. Det er jo klassisk. Der er aldrig nogen der tror på den der kan se det overnaturlige, fordi det er væk, når de almindelige dødelige kommer til. Jeg er mediet. Min mand er den dødelige i dette scenarie. Forestil jer det lige, ikk’!

Og lige så snart han vendte hovedet tilbage mod fjernsynet, så gjorde den det igen.

Jeg var på kanten mellem at være freaked out bange over at det spøgte og fucked up irriteret over, at min elskede Mac var ved at gå død (igen). Hvad er egentlig værst? Et spøgelse, der indtager ens computer som sit fysiske legeme eller en højt elsket og stærkt vanedannende computer, der er ved at stemple ud? Jeg var på panikken rand.

Og da ser jeg det.

At volumeskiftningen passede med bevægelserne i min mands hånd. Den lille fjernbetjening, som han sad med i hånden mod AppleTV’et gik ind og lavede rav i den i min computer. Nøj, hvor vi grinede. Jamen, det er jo slet ikke sjovt, når jeg skriver det her, men vi grinede altså rigtig meget af det. Vi syntes begge to, at det var mægtig sjovt. Helt tosset. Men vi havde også lige spist en hindbærsnitte. Måske skulle vi bare komme lidt mere ud. Og overveje, om vi har nået grænse for, hvor mange Appleprodukter man bør have inden for sine egne fire vægge.

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

Korthuse i blæsevejr

Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza, og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg erkende, at han oprigtigt har været syg. Med over 39 i feber. Og jeg må ligeledes erkende, at jeg havde nok været mindst lige så pylret, som han er, hvis det var mig.

Men hvis det er sådan, jeg har det, hvorfor bliver jeg så helt og aldeles uudholdelig at være sammen med i sådan en situation? Hvorfor bliver jeg ikke lige så omsorgsfuld og betænksom, som han ville have været over for mig? Og det ville han. Han er den bedste sygeplejer i verden, som kommer med te og nusser rygge og alt muligt.

Faktum er, at jeg ikke kan døje ham, når han er syg. Jeg bliver så pisseirriteret på ham og synes, at han gør alting forkert. Han snakker kun om, hvor skidt han har det. Ligesom han har behov for at beskrive detaljerne i hans følelse i halsen, når teen løber ned. Og skal han absolut måle sin feber hele tiden, og dermed ligesom dyrke den, i stedet for bare at tage et par panodil og komme videre? Og med komme videre, mener jeg selvfølgelig ud i stuen og hjælpe mig med de minimennesker, der også bor i vores hjem. Og med vasketøjet. Og aftensmaden. Og livet, you know. For faktum er også, at som hans pylreniveau stiger, stiger mit eget pylreniveau proportionelt. Jeg synes pludselig, at det er vildt synd for mig, at jeg skal gøre det hele selv. Og at jeg ikke har nogen voksen at snakke med om, hvor synd det er for mig. Og at jeg ikke kan ligge og snue derinde under dynen, som han kan, for det er jo i virkeligheden, det han gør. Snuer. Dog med feberrystelser, men stadig snuer. Ikk’? Sådan føler jeg det, seriøst. jeg sagde jo, jeg var slem.

Så de sidste par dage er der kun én jeg har været mere irriteret på end ham, og det er mig selv. For hold nu op, hvor er jeg træls så. Stort U i panden for Uudholdelig til mig! Og så må jeg jo gå i tænkeboks lidt. Det er her, jeg bliver stille og lukker af og tænker tænker (dobbelt tænker er, når man for alvor grubler). Hvad er det der gør mig så uudholdelig? Hvad er det der tricker det i mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være omsorgsfuld og rumme hans svaghed?

Og det er jo elementært, når man lige tænker tænker sig lidt om. For han skal jo være stærk. Vi skal være stærke sammen. Ellers holder korthuset ikke i blæsevejret. Hvis han forsvinder, står jeg jo alene med det hele. Og den angst er alt for stor at rumme, så jeg vælger at blive irriteret på ham i stedet. Det synes meget lettere i øjeblikket. Og ligger så lige for at blive.

Og nej, en influenza slår ingen ihjel. Men jeg tror, at tegnene på, at han kan væltes, vækker noget grundlæggende i mig. En instinktiv angst. Og måske også et instinktivt ønske om, at han skal være stærkere end mig. For hvem skal ellers gribe mig, når jeg vælter?

Nå, men nu er han heldigvis ved at være rask igen, og så kan jeg stoppe alt det tænke tænkeri, for det er sgu da lige til at få grå hår og mylderbæ af. Øget selvbevidsthed er fandme anstrengende mand og SÅ opreklameret!

Fra børn og fulde folk, ikk’!

Jeg siger det lige igen, bare med lidt andre ord. For vi har gang i en revolution nu. Vi provinsielle borgerlige kedelige voksne mennesker dukker lige så stille op til overfladen her og der. Senest er det SuzetteGravidgraHVAD og Trine, der alle er ved at springe ud som voksne på deres blogge.

Men prøv lige at tænke på det sådan her:

Hvis du stod på gaden og så på en lille grædende pige. Og den lille pige havde fået at vide af sin mor, at hvis hun nogensinde blev væk fra hende, så skulle hun finde en voksen, der kunne hjælpe hende. Hvad ville du så helst; at hun så på dig og bad om hjælp, fordi du i hendes øjne er en voksen. Eller at hun så på dig og lod blikket søge videre efter en anden, fordi hun ikke turde tro på, at du var voksen nok til at være der for hende?

Har du børn? Så er du den voksne af jer. Den de regner med.
Er du færdig med din uddannelse og igang med at fast job?
Har du realkreditlån?
Ser du DR2?
Sukker du jævnligt over P3′s værter og slukker hovedrystende for The Voice?

SÅ . ER . DU . VOKSEN .

Det behøver ikke betyde, at verden herefter går i stå og at du aldrig mere må sige, gøre eller ønske noget sjovt og umodent. Voksen betyder ikke nødvendigvis alvor og kedsomhed resten af livet. Bare rolig!

Voksen betyder derimod at der er en ny generation under dig, der regner med dig. Med voksenlivet kommer et ansvar, som kan være temmelig skræmmende, og lad os bare sammen indrømme, at det er derfor, det er så skide svært for vores generation at indse, at vi er voksne. Vi er ikke supervilde med ansvar. Det forpligter. Og skaber forventninger. Alt sammen tunge ord for generation X.

Men hold nu op, ikk’? For vi kan jo ikke rende fra at de fleste af os er over 30 nu, vel? Og at vi har børn, kreditforeningslån og pensionsopsparinger. Og vi kører i stationcars eller har eget firma. Så kan vi nok så mange gange sige, at vi ikke føler os voksne og at vores ægtemænd og koner er vores kærester. Men sandheden er, at vi er de voksne i legen nu. Og hende du gifter dig med, bliver din kone, om du kan lide ordet eller ej.

Som min yndlingsJulie siger: “Fred og ro og tilfredshed er det nye avantgarde.” Jeg er så meget med dig på den Julie!

Dagens igangsættelsesmetoder

Ok, så lad os konkludere, at Faxe Kondi/hindbærsnittemetoden stadig har udviklingspotentiale i sig. I hvert tilfælde virkede den ikke på mig.

Derfor har vi taget andre midler i brug i dag. Jeg har besluttet, at jeg lige så godt kan gøre en public service ud af mine forsøg. På et eller andet tidspunkt rammer vi vel noget, der virker. Om ikke andet så noget fra Herlev Hospitals lager af vestimulerende medikamenter og ballonkatetere.

Men tilbage til dagens metoder, som jo stadig står tvivlsomme hen som succesfulde. De skal jo lige have lov at sætte sig i kroppen, inden vi kan konkludere endeligt på det. Jeg startede dagen med sårbarhed. Ok, lad os bare være ærlige, jeg begynder at blive for alvor bange for, hvad det her fødselshalløj ender ud i. Når jeg skræller alle lag af humor og andre forsvarsmekanismer af, så er tanken om en igangsættelse i den sidste ende, virkelig virkelig skræmmende for mig. Og det er den fordi, min sidste fødsel endte som den gjorde. Jeg ønsker ikke et 36 timers veforløb uden udvikling og et akut kejsersnit igen. Og med et kejsersnit i bagagen er en igangsættelse ikke det mest optimale for den næste fødsel. Så jeg vågnede sårbar og pessimistisk i morges, og min mor blev lynaflederen. En times tudetur over mobilnettet til Nordjylland og en lovning på at lægge mig og få noget af den tabte søvn fra natten tømte om ikke andet følelseslageret ud.

Jeg er ikke altid lige god til at gøre, hvad min mor siger, så i stedet for søvnen på sofaen, nappede jeg støvsugeren, gulvmoppen og støvkluden og cleanede hele hytten, mens drengene var i svømmehallen. Og det føltes SÅ godt! At skabe ro i kaos. Orden i uorden. Fred i hovedet og mærke sin egen krop fysisk. Tage kontrol og få duften af Probat og Ajax i snuden. Hell yeah!

Så tudetur og hovedrengøring er dermed dagens metoder. Jeg melder ind i morgen, om det skulle være den magiske kombi, der kan få selv den mest stædige BZ’er til at bukke under og komme ud i verden. Jeg ved, at JEG krydser fingre for det. Om ikke andet.

Før sengetid

Hvornår skal vi dø, mor?

Just som man står der og tror at putteseancen er klaret med Den Grimme Ælling og et møs møs “Godnat og sov godt“, bliver man mødt med det spørgsmål.

Efterfulgt af: “Jeg vil ikke dø.

Jeg var overrumplet over, at det lille menneske kunne rumme så store tanker og spørgsmål. Og hvor kom de lige fra i dag? Vi havde da ikke snakket om død for nyligt. Men jeg greb den, og vi snakkede om døden og om alderdom. Om at alle mennesker skal dø på et tidspunkt. “Hvorfor mor?

Hmmm, fordi alle mennesker bliver født og alle mennesker dør. Men vi skal blive meget gamle først.

Jeg var ikke klar til at fortælle ham, at nogen gange bliver man ikke så gammel, før man dør. Når man ikke engang er fyldt fire år, tror jeg den sandhed tids nok kan komme.

Vi grinede sammen af fremtidsbillederne af ham med kone og børn. Og ham som bedstefar. Som oldefar, der var meget gammel. Ligesom Oldebille og Oldefar Per. Jeg med en klump i halsen. Han som om, det var noget uvirkeligt og fantasifuldt sludder.

Og Oldebedste. Som er i himlen. “Hun passer på os. Og vi gav hende blomster ned i hullet. Dem har hun nok med derop. Og hun har også en computer, tror jeg. Når nogen dør savner man dem. Jeg savner Oldebedste.” 

Han sluttede selv samtalen med et godnat. Han havde fået sine svar. Og som jeg gik ud af døren kom det fra ham:

Du må ikke dø mor. For så savner jeg dig.

Og nu vælter tårerne frem igen, som jeg skriver det. Ikke lige aftenen, hvor man frisk og frejdigt går ind og ser indsamlingsshow om døende børn i Afrika.

Så jeg filmquizede med veninderne på Facebook med mine skyklapper på og lod som om, at vi alle bliver 125 år gamle og at film om evigt liv og kærlighed til alle var virkelighed.

Do I look like Sandra Bullock?

Kan I huske den der film med Sandra Bullock, hvor hendes identitet bliver slettet fra den ene dag til den anden? Og hvor hun pludselig ikke eksisterer længere i denne verden? Nettet, hedder den vist.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal vente mig af dagen i morgen. Måske står jeg op og ser en fremmed kvinde, der umiddelbart ligner mig selv, stå og lave kaffe i mit køkken og hælde yoghurt op til Skrupsakken. Eller måske sker det først senere på dagen. Jeg kommer hjem fra mødet med min svigermor og patchworkdamen, og opdager at min nøgle ikke længere passer i låsen, og når jeg vil hente Skrupsakken i børnehaven er han allerede blevet hentet…af sin mor!

Det er helt loco, jeg ved det. Men jeg blev altså lidt paranoid i dag, da jeg efter lang tids overvejelse (ej, faktisk var det en impulsbeslutning baseret på lang tids irritation og grim misundelse) købte en iPhone 4 på Telenors hjemmeside. Den hvide. Altså telefon, ikk’.

Nå, men så skulle jeg bare lige skrive mit cpr. nr. så de kunne matche det med mine folkeregisteroplysninger og dermed skulle mit abonnement være ændret og telefonen på vej til mig. Og så sker det. Hjemmesiden nægter at godkende mit cpr. nr. som det jeg er registreret med i Folkeregisteret. Jeg prøver igen. Det er jo det rigtige. Jeg tjekker lige for en sikkerheds skyld. Jo, og bindestreg und alles. Der mangler sgu da ikke noget. Klik på fortsæt. AFVIST!

Jeg ringer op til Telenor. Det må jo klart være en fejl i deres system. Mariane fra Telenor, som for øvrigt er one hell of a supportmedarbejder, kører processen igennem en gang til, nu i deres interne system. BAAAANG, fejlen kommer igen. Hun kontakter deres teknikere og vender tilbage en halv time senere. Det viser sig, at det er en teknisk fejl. Pyyyh, tænker jeg. For jeg vil jo have telefonen nu, ikk’? I have to have the iPhone 4 today!

Men det er ikke en generel teknisk fejl, som teknikermanden og Mariane lige kan klare i et snuptag. Det er en teknisk fejl ved mig. Og mit cpr. nr. Og mine abonnementsoplysninger i forhold til folkeregisteroplysningerne!? Hmmm…Mariane er også forvirret, men hun lover at holde sin tekniker fast på det, til det er løst. Hun vil ikke risikere, at jeg går andetsteds hen og køber min hvide drøm.

Og tilbage sidder jeg og føler mig en lille smule nervøs. Også selv om jeg ville give en jetjager og en halv ko for at ligne Sandra Bullock lige nu. Og ikke mindst være lige så fleksibel, som hun er i filmens kampscener. Sammenlignet med de højlydte støn og gisp min krop udstøder, når jeg skal klø mig selv på knæet, virker det faktisk ikke helt så frastødende at være identitetsløs fra i morgen. Hvis bare jeg får min iPhone 4 alligevel!

Ramt af H.U.G.iansk regnvejrsmelankoli

Jeg sad herhjemme i morges. En hyggedag lå foran mig med et af førbarselsprojekterne: At samle de sidste tre-et-halvt års ord og billeder i en endnu en bog som denne:

Jeg havde kaffen lavet klar. Regnen udenfor virkede beroligende og stemningsfyldt til sofahygge og tilbageblik. Alenetid i hjemmet uden mand og barn og med ren fordybelse i billedopsætning og ordkløveri satte smil på mine læber.

Men jeg blev pludselig for lidt siden ramt af en overvældende følelse af sorg. Der, midt i tømningen af opvaskemaskinen og Lars HUG’s melankolske univers overvældede gråden mig ud af ingenting. Der stod jeg med valget om at bage franskbrød eller boller og et andet sted sidder hun og forsøger desperat at komme igennem endnu en dag i dag uden sin yngste datter. En telefonsamtale fra i formiddags havde sat sine spor i mig og mindede mig nu, midt i dagligdagen og regnens selvfølgelighed, om den skrøbelige glæde mit liv det er. Og hvor bange jeg pludselig er for at miste det hele.

Det billedlige tilbageblik fra Skrupsakkens fødsel til nu trak al luft ud af mig. Kombinationen af regn, H.U.G.iansk melankoli, opvask, minder, franskbrødsdej og små spark i maven tydeliggjorde min egen lykke, min selvfølgelighed, som jeg alt for ofte tager for givet som var den uslettelig. Men det er den ikke. Og alt vi gør fra nu af kan ikke ændre det faktum, at en del af deres lykke er forsvundet uigenkaldeligt. Ingenting vi eller de gør kan ændre det. Kan bringe hende tilbage.

Det blev til boller. Og en mand og en dreng, der kommer tidligere hjem end aftalt. De har ferie nu og jeg glæder mig pludselig helt ned i storetåen til at få dem inden for døren igen og nær ved mig.

Om at føle sig forkert og misforstået

Den sidste tredjedel af graviditeten er så småt begyndt og endemålet begynder at fylde mere og mere i min bevidsthed. Jeg har bekymret mig lidt om fødselen denne gang. Min sidste fødsel endte kort fortalt i et kejsersnit efter 36 timers veer. Jeg fødte i USA og havde, trods alt, en god oplevelse med hele forløbet. Jeg formodede endda at blogge under veerne, så dem derhjemme kunne følge med i processen, og da det efter 30 timer gik op for mig, at det var kejsersnittet, vi var på vej imod, siede jeg nettet igennem for information om kejsersnit fra barselssengen. Jeg skulle vide, hvad jeg gik ind til kl. 7.30 den 4. december, når jeg blev kørt ind på den operationsstue, der var forudbestilt til mig aftenen før, hvis Skrupsakken ikke kom i løbet af natten. Det gjorde han ikke. Og alternativet kejsersnit blev en realitet, som jeg ikke havde regnet med, men som jeg følte mig forberedt på, når nu det ikke kunne være anderledes.

Hvad jeg ikke kunne forberede mig på, var virkningen af rygmarvsbedøvelsen, som desværre ramte opad i mit system og derved bedøvede min lunge- og talefunktion. Det var skræmmende og angstfremkaldende at ligge der og miste sin evne til at trække vejret og samtidig ikke kunne sige det til nogen. Heldigvis blev anestesilægen opmærksom på det, beroligede mig og gav mig ilt. Da Skrupsakken var ude blev jeg lagt i fuld bedøvelse og havde det godt igen, da jeg vågnede og kunne sige goddag til mit lille nye yndlingsliv.

Nu er jeg i Danmark og hele det tidligere forløb er i USA. Journalen har jeg fået sendt hjem, men oplevelserne, tankerne, fødselslægen og rammerne er langt væk. Med mig har jeg kun mine egne minder, min mands indre harddisk og en masse tvivl og usikkerhed på, hvordan det skal ende denne gang. Når man tidligere har fået kejsersnit får man automatisk en samtale på svangerlaboratoriet og sådan én var jeg til for tre uger siden. Jeg gik derfra som zappet tilbage til den første uges følelsesmæssige hormonhelvede, hvor jeg tænkte irrationelle tanker, som at jeg ikke havde født rigtigt og at jeg ikke havde kæmpet nok for en naturlig fødsel. Jeg følte mig forkert og hysterisk, og i den grad misforstået efter mødet. Den mandlige svangerlæge jeg havde møde med startede samtalen ud med at sige, at som udgangspunkt kunne alle kvinder føde naturligt. Og så fortsatte han sin dagsorden med at fortælle mig, at han til enhver tid anbefalede mig at føde naturligt denne gang, da det var det bedste for både barnet og moderen. Og ønskede jeg kejsersnit var det ene og alene mit ønske og ganske unødvendigt efter hans mening. At min amerikanske fødselslæge havde anbefalet kejsersnit næste gang, var efter hans mening, kun et udtryk for at hun var – ja, amerikansk! Derovre giver de jo alle kejsersnit…

Lad mig gøre det klart. Jeg ønsker ikke kejsersnit. Jeg ønsker heller ikke at ligge i 36 timer igen for at føde naturligt. Jeg ønsker ikke at opleve den angst og at gå glip af mit andet barns fødsel igen pga. en mislykkes bedøvelse. Jeg ønsker ikke at være i tvivl. Og alt jeg havde brug for, var at han tog min bekymring og mit behov for vejledning alvorligt. Det følte jeg ikke han gjorde. Tværtimod vækkede han alle de irrationelle negative følelser jeg havde i mig fra sidste gang.

Det gjorde min jordmoder derimod ikke dag. Hun lyttede og i hendes ord kunne jeg høre, at hun forstod mig. Hun forklarede, hvad hun tænkte var sket sidste gang, og hun anbefalede et forløb, der tilgodeså mine bekymringer. Og det var rart!

Der bliver lavet en skriftlig fødselsaftale med svangerambulatoriet om mine ønsker for fødselsforløbet. Og når jeg skal til undersøgelse ved hende igen i uge 36, tjekker hun om den lille pige derinde har indstillet hovedet den rigtige vej – nemlig vejen ud.  Og har hun ikke det, så handler vi derefter. Måske med et nyt kejsersnit i planen, måske med efterfølgende undersøgelser for at vurdere muligheden for en naturlig fødsel. Og dét er netop dét jeg ønsker. At være i trygge hænder og at være en del af processen. Og at blive hørt og forstået. Og ikke at føle mig forkert, fordi jeg indtænker kejsersnit som en mulighed denne gang. Ligesom jeg tænker den naturlige fødsel som en mulighed. Bare det, at være forberedt på begge dele, gør det hele lidt mere overskueligt og mindre utrygt.

Man kan sige meget om det amerikanske system, men jeg følte mig aldrig dømt eller påduttet nogle bestemte holdninger, hverken i forhold til kejsersnit, amning eller andre sundheds(an)befalinger. Herhjemme har jeg endnu ikke mødt en læge eller jordmoder, der ikke indiskret har fået fnyst deres personlige holdninger om enten netop kejsersnit, mislykkedes ammeforløb eller for højt BMI ud mellem sidebenene. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke er førstegangsfødende ung mor, der blot søger bekræftelse og anerkendelse på, at jeg i det mindste gør ét eller andet rigtigt for mit ufødte barn. For det skal man godt nok lede længe efter i dette system. Oplever jeg. Og hører jeg andre oplever. Jeg ved jo godt, at jeg gør det ok. Og at der kom et helt og et dejligt menneske ud af den første omgang. Og alligevel blev jeg usikker på mig selv. Alligevel fik en af de velmenende autoriteter sået tvivl i mig. Jeg forundres over min egen sårbarhed og hans manglende indsigt i en gruppe han burde være ekspert på.

Derfor fik jordmoderen i dag et kram. Et at de ekstra store. Fordi hun fik mig til at føle mig rigtig, som jeg var. Utroligt, hvor lidt der skal til. Egentlig. Ikke?