Dette er mit indlæg nr. 1000 her på bloggen. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for, hvordan og OM det overhovedet skal fejres yderligere. Det skal det jo nok. Men lige nu er der noget andet der fylder. Så for nu, vil jeg fejre det med fire gode forslag til Christine Antorini og hendes reformslæng.
Jeg er træt af at være trist og lade mig føre. Så nu tager jeg pegepinden i den anden hånd, og tænker med og fremad i stedet. Jeg har kigget lidt på reformen Gør en god skole bedre, igen, og jeg har et par seriøse idéer til en tillægssektion. En finpudsning. En slags opgradering. Eller skulle vi måske endda vove os til at sige: En modernisering?
Nå, men glædelig 1000 indlæg Kære Regering. Følgende punkter er til jer fra mig og I må bruge dem frit fra nu af:
Fastsæt 30% af tiden i de nye aktivitetstimer eller lad et af de nye spændende valgfag fra 7. klasse være et obligatorisk tilbud til faget Programmering.
Aktivitetstiden er i reformen tænkt til “…en mere afvekslende og spændende skoledag . Aktivitetstimerne skal bruges til at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt og til leg, bevægelse og lektiehjælp.” Indrømmet, der er ikke meget bevægelse i programmeringsarbejdet, men der er masser af leg, afveksling og ikke mindst kreativitet. Og så understøtter det punktet i reformen, om mere anvendelse af it og digitale læringsformer. Som dansk- og billedkunstlærer og læsevejleder kan jeg kun tale for, at man ikke bare lærer at være bruger af it, men også lærer at være producerende og at forstå de bagvedliggende mekanismer, der netop er så vidunderlige ved it-teknologien. For de digitalt indfødte er HTML vel bare endnu en malepalet og limpistol. HTML er for det nye årtusinde, hvad papmache var for det gamle. Og de praktiskmusiske fag er for længst gået ind i den nye tidsalder, så måske skulle vi lade Folkeskolen gøre det samme.
Se følgende video for mere understøttelse af dette punkt:
Glem alt om klasselokaler og lav i stedet lærerteamlokaler. Lad eleverne vandre i undervisningen og få på den måde løst problemet om personlige arbejdspladser for lærerne.
Der er ingen tvivl om, at tanken om hjemmebasen for en klasse burde være en vigtig del af at føle sig tryg på en skole. Men jeg oplever desværre oftere, at klasselokalerne er rodede, halvsmadrede og en slags udvidet del af deres eget værelse, som lærerne forgæves forsøger at få eleverne til at føle et medansvar og et ejerforhold til. Men som de i stedet føler sig fremmedgjorte og stemplet på forhånd i.
Ved at lade lokalerne være lærerteamets base, vil man både imødekomme målet om at alle lærere underviser i deres linjefag inden 2020 og dermed have faginspirerende læringsmiljøer, som de enkelte lærerteam har frihed til at lade blomstre op. Jeg oplever, at trygheden ligger ved læreren og dennes person, mere end den ligger i klasselokalet som hjemmebase. Ofte vil klasserne alligevel få en slags hjemmebase i klasseteamets lokale, hvor de selvfølgelig har de fleste af deres timer. Ligeledes vil det give lærerne hjemmebanefordel i undervisningen, hvilket jeg tror vil have en positiv virkning på lærerrollens status i skolen og samfundet generelt.
Det kræver, at man retænker den traditionelle klasseværelsesopbygning med faste pladser ved tomandsborde eller gruppevis, som det stadig er det på en stor del af landets skoler. Og i stedet laver arbejdsområder i klassen og på fællesarealerne, hvor lærerne har mulighed for at tænke ud af boksen i undervisningen og ind i hjertet af læringen.
Gør skolen papirløs så vidt som muligt.
Støt de digitale undervisningsportaler, så de får råd til og mod på at udvikle sig, så man kan abbonere på rettigheder til enkelte materialer, som man skal bruge dem. Det vil styrke undervisningsdifferentieringen på sigt og målrette og optimere de midler, der bruges til materialer. En slags Spotify for undervisningsmidler. Drop kopimaskinerne og lav en-til-en-løsninger på alle skoler. Styrk interaktiviteten og kreativiteten i det digitale læringsrum og udnyt at den it-baserede løsning kan langt mere end at være en uploadet bog, man kan bladre i ved at swipe en skærm.
Det vil mindske en lille del af lærernes forberedelsestid, være mere miljørigtigt og være en kæmpe besparelse i papirforbrug, som i stedet kan investeres i it og de digitale læringsformer, som jo er et af reformens store mål.
Tænk kreativiteten ind i undervisningen i stedet for at lade undervisningen være målbaseret efter nationale standardiserede test og fælles mål.
Jeg vil lade Ken Robinson forklare den sidste her. Det gør han så smukt og videoen her er stadig 100% relevant, selv om den nu er 2,5 år gammel. Jeg elsker Ken Robinsons syn på læring. Og skal vi tænke den til ende, så bør vi måske også have et opgør med hele klasseopdelingstanken. Jeg siger det bare. Det er kassetænkning, som hører en anden tid til. Men se den nu selv:
Selv tak!
