Pinseskriblerier

Så skøn en pinse, det har været! Vi startede med at holde fri om fredagen, hvor vi bare slappede af herhjemme.

Lørdag havde Skrupsakken en legegruppedag med to af sine venner fra klassen. I den anledning havde vi inviteret drengenes forældre til at grille med om aftenen, når de hentede. Vi er efterhånden ved at være en naturlig del af den “nye” klasse og det er rigtig rart, at vi også efterhånden kender en del af forældrene nu.

Vi havde en virkelig hyggelig aften på terrassen med god mad, sammenskudsglæder og god vin og rom. Og imens kunne ungerne lege videre. Det er tydeligt, at for Skrupsakken betyder det virkelig meget, at han kan se, at vi kender forældrene og kan lide dem. For ham er det trygt og godt og giver ham mere ro til også selv at gå lidt mere til de andre forældre. Han er stadig virkelig glad for sin nye klasse og ikke mindst skolen. Det samme er vi. Der går faktisk ikke mange dage, hvor en af os ikke lige siger et eller andet om, hvor rigtigt det var at flytte ham.

Søndag var vi ved min bror og hans familie. De sidste mange gange vi har set hinanden har været i større sammenhænge som ved fødslen af deres lille nye Sarah eller ved vores nevøs fødselsdag. Og når vi er så mange mennesker samlet, får man ikke altid lige snakket med alle. Derfor var det så rart at have i en dag som i søndags. Hvor der er ro på. Vi kan snakke med hinanden. Ungerne kan lege. Og vi kan nyde det lille nye familiemedlem i ro og mag. Lidt sjovt at tænke på, at alle disse tre piger har jeg været tæt på fra første øjeblik:

Den største er mit gudbarn. Da hun blev født sad jeg på fødegangen og ventede med en bog. Min bror og svigerinde havde sagt god for det. Det var SÅ stort at få sådan et lille nyt menneske ind i sin familie. Den næste, ja hun er jo min egen Ananas, så det siger sig selv. Og den sidste kom til verden, mens jeg passede hendes søskende og ventede spændt sammen med dem derhjemme. Jeg er meget stolt over at have dem alle tre i mit liv på den måde. Det er meget priviligeret at få lov til det som søster og svigerinde.

Mandag formiddag gik med et panikprojekt. Indrømmet: not my finest moment. Jeg havde købt en lyserød seng på DBA til Ananassen, som gerne ville ud af tremmesengen. Men den var lidt for lyserød. Og da vi havde fået skilt den anden ad, måtte vi jo have den nye klar inden hun skulle sove mandag aften. Så male male male…..og andet lag…male male male….

3. lag….male male male….oooooooog færdig! Det er typisk mig lige at hive sådan et lille hyggeprojekt ind fra højre. Min mand er et meget tålmodigt menneske på den front.

Solen hjalp rigtig godt med at lyntørre sengen og gjorde det muligt for os at nå omkring mine svigerforældre om eftermiddagen og nyde de sidste helligdagstimer med dem i deres dejlige have. Og det var en meget stolt Ananas, der til sidst blev puttet i sin nye seng. Og hun kom kun op fem gange og var kun halvanden time om at falde i søvn, så det gik jo rigtig godt med at skifte seng…

Hit and run på Nordjylland

Vi har været i Jylland igen.

For fjerde gang i tre uger for mit vedkommende. Vi lavede et hit and run på Frederikshavn. Kom i går eftermiddags, fejrede min morfars 75 års fødselsdag og rejste hjem igen i formiddags. Molslinjen tur/retur.

Og bare det, at vi lige havde lørdag formiddag og søndag eftermiddag herhjemme, gjorde at det alligevel smagte lidt af weekend. At vi alligevel nåede at geare helt ned og bare være sammen og lege og småskændes lidt med hinanden.

Hvor andre får udrejselængsel og lyst til at se nye steder om foråret, får jeg lyst til at være hjemme i min have og bare følge tingene, som de springer ud.

Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå en tur i haven og se forandringerne siden jeg tog afsted. Er noget nyt sprunget ud? Har hostaerne mon overlevet vinteren? Er klematisen kommet højere op af legehuset siden sidst? Mon pæonen er kommet op over jorden? Har kastanjen det godt? (…og det har den!)

Og jeg ved godt, at det tangerer mormorstadiet, men jeg elsker virkelig bare at se det hele gro lige for øjnene af mig. Og at se min lille familie midt i det. Bruge det og vælte det og nyde det. Haven bliver det ekstra legerum, vi ikke har i huset. Vi har spist ude hver dag siden påsken.

Jeg kan fornemme, at vi går sådan en sommer i møde, hvor tre haver bliver til én inklusiv vejen. Ananassen kører frit mellem genboens og vores egen have sammen med sin gode ven Carl. Den anden genbo, Bertram kommer så småt med i legen også og ingen af de tre går særligt meget op i grundskel eller ejerrettigheder. Som venner vi deles. Og vi elsker det allesammen. Det styrker fællesskabet yderligere og presser os voksne til at komme ud af vores vinterskal og snakke med hinanden igen. Så foråret er hjemmetid for mig.

Jeg har hjemmearbejdsdag om mandagen og lige i morgen passer det mig rigtig fint at have hele dagen herhjemme alene. Have ro til at arbejde, mens de andre er afsted, og være hjemme i rammen imens.

En turban fyldt med appelsiner

Jeg blev ringet op for et par uger siden. TV2 inviterede mig ind til en paneldebat om folkeskolereformen i Go’Morgen Danmark. De havde brug for en lærer, der havde sagt op. Og det var jeg jo, mente de. Sådan en lærer.

I panelet ville der også være en folkeskolelærer, der stadig var i folkeskolen og en skoleleder, der netop arbejdede med den nye reform og arbejdstidsaftale som et forsøg på sin skole lige nu. Måske så du det? I så fald så du også, at jeg ikke var med.

Jeg takkede nej. Som min kloge veninde sagde, da jeg spurgte: “Vil du være hende der skred, eller hende der greb andre muligheder?” Faktum er, at jeg jo nok er begge. Men jeg har det rigtig godt, med den jeg er, nu:

  • Den der stadig tænker god undervisning og læring for eleverne i alt, hvad jeg arbejder med.
  • Den der har tid til at fordybe sig i de gode idéer og formidle dem videre på en spændende, motiverende og lærerig måde.
  • Den der får lov til at tænke ud af boksen og skabe nye indgange til læsning og læring sammen med andre dygtige mennesker.
  • Den der stadig møder lærere, der brænder for de samme ting og som kan bruge de ting, jeg laver til noget.
  • Den der lærer noget nyt og får udvidet sin horisont næsten dagligt.
  • Den er møder anerkendelse og tillid på sin arbejdsplads.
  • Den der har et fleksibelt og motiverende job, hvor der er plads til at have familieliv og ambitioner på samme tid.
  • Den der har en turban, der er smækfyldt med de lækreste og mest farverige appelsiner.

Men ville det være god TV? Nej, vel. Ville de lærere, der blev og kæmpede videre for vores allesammens folkeskole kunne bruge det til noget? Nej, heller ikke, vel? Så jeg takkede nej til at se mere tilbage, især for åben skærm. I stedet glæder jeg mig over at se fremad og være den, jeg er nu.

På et hotelværelse i Nordjylland

Hvis ikke alenetid på et hotelværelse i Rebild Bakker kan puste liv i et blogindlæg, så ved jeg ikke, hvad kan. Nu prøver jeg. Jeg er ikke klar til at give afkald på bloggen, men jeg får heller ikke skrevet meget for tiden. Det kan enhver jo se. I virkeligheden aner jeg ikke, om der overhovedet er nogen, der vil læse dette. Måske er jeg lige så alene herinde, som jeg er her på hotelværelset. Der er noget vildt skræmmende over kombinationen hotelværelser og alenetid for mig. Og samtidig er jeg vild med at kun være mig selv. Kun tænke på mig og mine egne behov. Som jeg skrev på Twitter her til morgen:

Lige så meget som jeg hader at sove alene på hotelværelset #scaryshit , elsker jeg morgenmadsbuffetten i eget egoselskab #purebliss

Åh, at sidde der ved morgenmadsbuffeten og langsomt drikke sin kaffe færdig, nyde sin croissant og kun reflektere over, om man har mest lyst til et ingefærshot eller en kanelsnegl mere? Det opvejer til hver en tid skrækscenarierne fra værelset i den mørke aftensstund. Og konferencetid. Inspirerende oplæg som perler på en snor, delikate hoved- og mellemmåltider, gode faglige samtaler om hjerteblod og nørderi og tid til eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker mit job for denne slags muligheder! Og alligevel sad jeg nu, inden jeg skrev dette indlæg, og bladrede mig smilende frem og tilbage mellem de ni screenshots, jeg tog under Facetimesamtalen tidligere. Hvor tre yndlingsliv sagde godnat og “vi elsker dig” til mig. Hvor de skiftevis kyssede skærmen og kiggede distraherede bort mod fjernsynet. Som at være der selv. Og ikke.

Glædelige lørdagsblandinger

Der er helt stille i huset. Det er lørdag og klokken er 12 og her plejer ikke at være stille på dette tidspunkt. I hvert fald ikke, hvis jeg selv er hjemme. Ved siden af mig ligger min mand og sover jetlag af og begge unger er med deres farmor og farfar i legeland. Jeg kan i stilheden høre deres hvindende fryd over at drøne ned af rutchebanen sammen med farfar for niogfyrretyvende gange.

Jeg gav min nye chef et kram, da jeg mødte på arbejde i går. Og et stort tak for muligheden for den fleksibilitet mit job nu tilbyder mig og som hun foreslog mig at bruge i denne uge. Hjemmearbejdsdage er vidunderlige, når man skal være alenemor for to i en uge og bor langt væk fra sin arbejdsplads. De reddede mig og fik mig igennem ugen med et overskud, jeg ikke havde turde håbe på, da jeg sendte manden afsted mandag morgen. Jeg har haft ro til at være noget mere end bare praktiske mor, for mine børn og vi har hygget os, på trods af savn.

Men da jeg fredag morgen steg ud af s-toget på Østerport og gik mod rulletrappen, fik jeg altså også det der glædesrus i maven, som jeg bare får, når jeg skal ind på kontoret. For jeg glæder mig virkelig til at komme derind og se de andre kolleger, snakke med dem, sparre med dem, arbejde sammen med dem. Hjemmearbejde kan redde logistik. Men udearbejde kan, for mig, redde arbejdsglæde. I hvert fald, når man arbejder et sted, som indeholder så meget liv og humor og nørderi, som jeg gør nu.

Og nu er der stilhed. Lidt hjemmearbejde igen, fordi jeg ikke helt kan lade være. Men skulle lige omkring bloggen først. Den er der nemlig også kommet hul igennem på igen. Der kommer ord ud af mig igen. Som jeg netop sagde til min veninde, så har der alt for længe ligget en masse puds om arbejdstristesse og klokket systemet til. Fordi det fyldte meget for mig, og fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle om det uden at samtidig føle, at jeg trådte på noget tillid og loyalitet på vejen.

Måske er det også foråret, for blogland virker i det hele taget generelt som om det er ved at vågne lidt op igen og finde sine ord og billeder. Fx har Undreland fundet sin pen igen, og nu sidder jeg så og håber, at hun sammen med den fandt sit glasværksted, så hun kan smelte nogle nye smukke maskemarkører til mig og mine pinde.

Ind til da, kan du følge med på nye indlæg fra hende på hendes nye Facebookside. Jeg elsker at følge blogs via Facebook. Jo færre medier jeg skal omkring i min hverdag, jo bedre. Så glæde herfra Anne!

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

#GakMedGarn

Der sker noget på denne tid af året. Det er altid der, jeg får lidt sving i mit garnlager igen. Kulden, tæpperne og sofahyggen indbyder ligesom til det.

Det har været et crazy efterår med en del kurser i Jylland, et par læsekonferencer og sådan generelt bare meget arbejde. Så når jeg har haft fri, er jeg enten faldet død om på sofaen eller været 120% belejret med morsyge børn, der skulle overdoseres på moderlighed, inden jeg slap dem igen.

Men nu er juleroen endelig ved at falde over os, og jeg er kommet i gang med at strikke igen. Altid et godt tegn på, at jeg enten er vågen eller ikke har et barn i armene. Egentlig var jeg i gang med en cardigan til Ananassen fra Lene Holme Samsøes bog, den med bomberne. Men farveskiftet deri harmonerede ikke med den garntype, jeg havde valgt. Den merinould fra Lana Grossa, som jeg ellers elsker, var for elastisk og fik bomberne til at trække sig for meget sammen. Det blev bare ikke pænt, så jeg endte med at trævle hele skulderpartiet op igen, da jeg så Christinas nye trøje på Instagram. Hun er lige blevet færdig med Cilletrøjen fra Suveræn Strik, også af Lene Holme Samsøe. Den bog har jeg længe ønsket mig, og da hun kunne fortælle, at den var på spot i Netto for 89kr. i denne uge, skyndte jeg mig at købe den. Og nu er jeg fuldstændig hooked på at lave den flotte spiral færdig, så jeg endelig kan prøve at få en trøje til mig selv ud af alt mit arbejde.

Samtidig har jeg lige fået et eksemplar med hjem af en ny bog fra min dejlige kollega inde på forlaget, Maja Hansen. Det er hende med de hæklede dyr og bloggen Håndarbejdsom. Jeg elsker Majas bøger, da de er så enkle at følge for en forholdsvis uerfaren garngakker som jeg. Hun har lige forfattet en ny bog med Hæklet Julepynt og nu ligger den jo også og trækker. For det lille betuttede rensdyr og Jomfru Maria med stritører og Jesusbarn er da ikke til at undvære på juletræets grene.

Annika og Allan

Kære Annika Aakjær,

Din farmor havde ret. Du var den bedste deroppe på den scene i aftes. Undskyld Allan, Randi og Dorthe og I andre talentfulde mennesker. Men det var hun. I var også gode. Især Allans forunderlige evne til at se de mennesker vi alle kender og sætte melodi på dem og Dorthes sexede og vidunderlige stemme gav dig konkurrence til stregen. Men allerede i første nummer En stille glød i mørket, fik du mig helt i knæ. Din stemme, Allans tekst, teaterets ramme og min egen afdøde bedste var mere end jeg kunne rumme i mig på én gang.

Den kongelige scene var spækket med talent. Maria Timm, Randi Laubæk, Dorthe Gerlach, Marie Bergman og violinisten Jane Clark gjorde alle deres til, at jeg hørte de ellers så velkendte Allan Olsen numre på en ny måde. Hans tekster blev bestemt ikke ringere af at have kvindelige afsendere. Poul Erik Krogen blev endelig hyldet på Det Kongelige, Kongelogen blev fyldt op med Vendelbomålsfællessang og jeg lærte, hvordan engelske låneord også kan oversættes til dialekt, med blot et lille ryst på hovedet. Jeg blev fyldt med en ellers lidt glemt stolthed over at være nordjyde. Det var i sandhed en fantastisk aften fra start til slut.

Så Annika, du må meget gerne indspille den sang og udgive den, og gerne lidt tjept, så jeg kan høre den og dig igen og igen. Indtil da, må vi nyde den version, jeg indtil i aftes, troede var den ultimative bedste. Det var det så ikke. Du gjorde den fuldendt for mig. Tak for det!

 

OPDATERING:
Dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, linkede Annika Aakjær selv til dette klip fra aftenens koncert, så nu kan du også få hendes version med. Hvis du klikker på ejeren af klippet, kan du se flere af hans videoer fra aftenen på hans Youtubekanal.

OS TO – Give Away!

Min nye tegneseriepusher Forlaget Damgaard har sendt mig endnu en lille oversat perle, som jeg også må dele med jer. Så lyt godt efter nu!

OS TO er virkelig fin! Allerede når du får den i hånden føles den lækker og indbydende. Et lille hæfte fyldt med sødme. Den er rød, den er blød og den er sød….eller måske ikke. For forholdet mellem mand og kvinde er jo ikke altid kun sødt og blødt. Og det får Philippa Rice vist os på sin helt egen stille og småsarkastiske måde igennem sine lette streger. Der er genkendeligehed og humor på hver side for mig.

Jeg tænker, at det er en perfekt lille gave til et bryllup, til veninden, til kæresten og ikke mindst, til én selv. 80 kr. koster den, når du køber den direkte fra forlaget. Den er alle pengene værd i min bog!

Desuden synes jeg, at oversættelsen til dansk fungerer rigtig godt i denne tegneserie, lidt i modsætning til min oplevelse med Pope Hats. Forlaget Damgaard skriver faktisk selv på deres blog om netop, hvorfor det er vigtigt at udgive disse tegneserier til dansk. Læs selv mere her.

Og det bedste af det hele, du kan vinde den! Lige nu. Her hos mig!

Skriv en kommentar herunder og så trækker jeg lod mellem jer om en uges tid. Vinderen får direkte besked og gaven bliver sendt direkte fra forlaget.

Ord. Der fortæller hvordan vi har det med hinanden

Jeg lovede jo at fortælle jer om min bedste fødselsdagsgave i går. Det nåede jeg ikke, så det bliver nu i stedet.

Lad mig starte med, hvad det ikke var. Det var ikke en dyr gave. Den var heller ikke stor og prangende. Og nej, det var heller ikke en graviditet, som jeg kan forstå, at jeg har fået mange af jer til at tro med den afsluttende cliffhanger. Der er en risiko for, at netop I bliver slemt skuffede over dette indlæg.

Gaven var et håndskrevet kort leveret med posten.

20131018-083157.jpg

Og indeni stod der den sødeste og dejligste hilsen fra den veninde, der nok har kendt mig længst og bedst. Og som desværre bor alt for langt væk med alt for mange mænd og børn og jobs og uddannelser mellem os. Den manlende resttid i hverdagen opsluger alt det tomme rum imellem os, hvor vi kunne mødes og snakke.

20131018-083340.jpg

Den fortjener sit eget indlæg, fordi det er den slags gaver vi alle bør give lidt oftere. Ord. Der fortæller hvordan vi har det med hinanden.

Og fordi hun fortjener at læse, hvor vigtig netop den gave var for mig. Hun fortjener i det hele tager sit eget indlæg på denne blog. Lad dette være starten på det.