Vejen hjem

Og så løb jeg tør for ord.

Da lockouten sluttede og hverdagen startede igen. I den første uge græd jeg hver dag, jeg var på arbejde. Af forskellige årsager. Men mest fordi det var følsomt at være tilbage – på alle mulige måder. Også glædelige.

Og nu er der næsten gået en måned. Jeg græder ikke så meget mere, men jeg har virkelig haft svært ved at finde ordene siden. Og jeg har haft svært ved at finde hjem til mig selv igen. Finde læreren i mig.

Lockouten blev en periode, hvor jeg handlede mig ud af frustrationen. Jeg oprettede BlockOut, samlede folk, delte mine ord med (rigtig mange) folktwittede mere end nogensinde, læste flere nyheder end nogensinde, tænkte store skoleudviklingstanker, involverede mig i skolepolitik, demonstrerede, snakkede, skrev om penge og om ledelse og om at være splittet. Jeg græd, følte og rystede og blev på alle mulige måder langt mere påvirket af det hele, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg ville gøre. På godt og ondt.

I onsdags mærkede jeg for første gang siden lockouten et sug i maven af glæde og forventning over det kommende skoleår. Et skoleår, hvor det ser ud til, at jeg skal være dansk- og klasselærer igen. En rolle jeg bevidst gav afkald på for første gang i hele mit lærerliv i år, fordi jeg havde en uddannelse, der skulle færdiggøres og et nystartet vuggestuebarn, der skulle indkøres. En rolle jeg har savnet meget i dette skoleår. Og jeg gik rundt der i stilheden på skolebiblioteket, som tilsynsvagt midt i den tyske skriftlige eksamen, og lod tankerne lege med næste års undervisning og det gav et sug i maven. Ideerne piblede frem i hovedet på mig og jeg fik lyst til at sætte mig ned og planlægge det hele med det samme.

Jeg har stadig ikke fundet helt hjem. Og måske har jeg også fået en bredere forståelse for, hvad mit professionelle hjem skal være i fremtiden. Men det er som om universet har hørt mig og sendt mig et par bolde, som jeg blot skal sørge for at gribe og kaste videre. En af dem er Lykke Rix’ workshop om “at komme hjem“, som jeg netop har tilmeldt mig. Lykke er en af mine nære venner, så jeg kender hende temmelig godt efterhånden. Derfor ved jeg også, at hun, om nogen, kan lave en workshop med den titel. Jeg glæder mig til blive klogere på mit professionelle hjem sammen med hende den 19. juni på Louisiana. Der er vist stadig få pladser, hvis du også skulle være interesseret.

Så det er blevet hverdag igen. En ny slags hverdag. Men hverdag. Også her på bloggen, hvor jeg håber på at kunne finde ordene frem påny, så der igen kommer lidt kontinuitet i indlæggene. Jeg håber stadig der er en læser eller to tilbage derude, når jeg er færdig med at spidse pennen.

Jeg er på pindene

Trine, Maria og Christina har få mig helt hooked på strikkepindene efter et Blogish! redaktionsmøde i vestjylland. Indtil nu har jeg (og nok mest mine børn) nydt godt af min mor og min svigermors strikkerier, og tro mig, de er begge ligaer over mig, så det håber jeg ikke stopper. Men jeg har aldrig selv rigtig fået gang i pindene på samme måde som hæklenålen og symaskinenålen. I det hele taget er denne pludselige håndarbejdsinteresse ret ny for mig. Jeg har syet, broderet, strikket, hæklet og sågar orkeret siden jeg første gang var på ferie ved min bedste og farfar, men jeg har aldrig sådan rigtig gået op i det. Måske fordi tegningen fik overtaget på interessekontoen. Den krævede ingen opskrifter og faste teknikker, der skulle læres. Troede jeg. Det ved jeg nu, ikke passer, men det kom bare mere naturligt for mig at tegne, og derfor opdagede jeg ikke teknikken bag det. Og så er der Youtube nu! Og internettet er fyldt med strikkelystne damer, der lave close up videoer af diverse strikketeknikkker og deler dem med os andre.

Nå, men nu er jeg helt tosset med det strikkeri. Og i aftes blev jeg endelig færdig med Pickles’ Enkel kittel med hette, som jeg har haft liggende halvt færdig til Ananassen i et stykke tid. Jeg løb tør for garn, men nu er den færdig, og jeg er helt vild med den. Jeg lavede den i effektgarn fra Mayflower og det er især farveskiftet og -spillet jeg er vild med i den ellers ret enkel opskrift. Jeg lavede den efter den gratis opskrift, som lå på siden. Det er str. 2-3 år, men den passer fint, selv om hun kun er halvanden. Og så er den så blød så blød.

Jeg startede ellers på den samme opskrift i en vildt lækker brun Cool Wool fra Lana Grossa, det er 30% silke og 70% merino, som jeg havde fundet i en restudsalgskurv et sted, men den blev for lille, da jeg brugte for små pinde. Så jeg rundede den af efter Pickles’ Rund Tunika, og sendte den til en lille pige, der lige havde den rette størrelse og en mor, der forstår at sætte pris på lækkert garn.

Da jeg havde en del af det brune garn tilbage, startede jeg med at lave Hjertesweateren Sigrid, som jeg har haft liggende på min Pinterest i lang tid, men som jeg konsekvent er gået udenom, fordi der var så mange farveskift deri, og jeg troede det var megasvært. Det viste sig, at det var det ikke. Men jeg havde ikke nok af det brune garn, så det endte med endnu et kompromis og her kommer lige en lille beskrivelse, da der er flere der har spurgt til en opskrift. Jeg håber det giver mening. Ellers skriv og spørg!

Jeg startede med at strikke efter opskriften på hjertesweateren nederst, hvor jeg forlængede stykket til at kunne have to rækker af hver farve, så den blev mere kjoleagtig. Og så lagde jeg 36 masker til i hver ærme, hvor jeg havde lukket seks masker af til ærmer. Strikkede dem rib og lavede derefter det stribede bærestykke, hvor jeg tog masker ind på 1 pind i hver farve. Startede med at tage hver sjette maske, og endte med at tage hver tredje. Så det var sådan lidt fordelt på slump. Lavede åbningen i de sidste rækker af farverne ved at strikke frem og tilbage på rundpinden. Hullet kunne godt have været lidt større, så tror jeg ville starte det allerede nede ved stribestarten en anden gang. Og så lidt brun rib som afslutning. Og her er det færdige resultat:

Lige nu ligger der en vest til Skrupsakken på pindene. Han har selv fundet garnet, og bedt mig lave den. Det var faktisk slet ikke nemt at finde et ordentligt mønster, men til sidst fandt jeg et, som jeg kunne tilpasse lidt til det han gerne vil have. Der skal nemlig være knapper ned foran og striber. Mere om det i et andet indlæg.

Scener og store lærreder #nofilter

Kort: Hvis ikke du har set De Urørlige endnu, så gør det. Snart! Før din nabo.

Den er fantastisk og jeg tror faktisk, at det er den bedste film jeg har set. Nogensinde. Den er så enkel og ren i sin historie, fri for sideveje, smutveje og omveje ned af biveje. Og så bekræfter den Løgstrups fine tanke om, at hver gang man møder et andet menneske, holder man lidt af dennes liv i sin hånd. Vi forandrer hinanden, bare ved at være sammen med dem.

Jeg græd, da rulleteksterne kørte ned over skærmen. Mest fordi, jeg var trist over at forlade Philip og Driss. Og fordi jeg, som jeg næsten altid gør, blev helt fyldt op af følelser, der bare skulle ud. Jeg har ingen filter, når det gælder scener og store lærreder. Og jeg var sådan kommet til at holde af dem og kunne sagtens have brugt en time mere i deres selskab. Heldigvis havde jeg min dejlige mand og hans gode selskab lige ved hånden til at tage over. Og han var enig! Fantastisk film. Virkelig!

Zapperbarnet

Det gik op for mig på lærermødet i dag. At jeg ikke før har været så længe på en arbejdsplads, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er en af de nye og dermed i næsten automatisk undring og kritisk stillingtagen til alt. I stedet er jeg blevet en af dem, der får trang til at forsvare nogle af de handlemønstre vi har. Også de mindre heldige. Jeg er blevet en af de “gamle”.

Det er mit fjerde år på skolen. Dog med en barsel imellem. Det er første gang i mit nu tolv år lange lærerliv, at jeg er på fjerde år. Jeg har arbejdet som lærer 7 forskellige steder. Fra Aalborg til København og Brooklyn og nu her på naboskolen.

Jeg er indbegrebet af zappergenerationen. Der skal ske noget. Forandring. Fornyelse. Et eller andet. Keder jeg mig, slår jeg væk. Zapper videre. Eller måske er jeg bange for forpligtelsen? Og det ansvar der følger med det at være en af “de gamle”. Det stempel. Måske bilder jeg mig bare ind, at det er nemmere at skifte personligt spor, i stedet for at blive og tage slæbet med at skifte retning, der hvor jeg er. Noget af det handler også om, at jeg ikke gider spilde min tid på et job, der gør mig ked af det eller som ikke giver mig noget. Det skal være min tid værd. Jeg er der ikke kun for pengenes skyld. Hey, så var jeg aldrig blevet lærer.

Men, noget er anderledes nu, hvor jeg er på fjerde år. Måske er det den barsel, der kom imellem, der skabte forandring nok. Måske er det min uddannelse. Måske er jeg bare faldet mere til ro. Eller måske er det fordi forandringerne lige så stille sker for næsen af mig. Lærermødet i dag var i hvert fald anderledes end før. Mere drive. Energi og vilje. Humor. Det var rart.

På min mands arbejde afskedigede de i dag 30 personer. Han var heldig og er stadig ansat. Nu på 12. år.

Vi er lidt forskellige på det punkt, kan man vist roligt sige.

Jeg bor i mit 19. hjem i mit 37 år lange liv. Det er to år hvert sted i gennemsnit.
Han bor i sit 5. hjem. De sidste tre flytninger har været med mig. Zapperbarnet.

Jeg er blevet bedre til at være i nuet af at kende ham. Han er blevet bedre til at turde slippe det. Vi er et ret godt match på den måde. Og lige som man tror, at ens nu er roligt og urokkeligt, kommer sådan en morgenmail med varsling om fyringer. Og man bliver nervøs på hans vejne. Også selv om man føler sig sikker for ham. Helt sikker er man jo aldrig i dag. Vel. Det var de 30 andre fx ikke.

Det er en forkælet tankegang at være zapperbarn. Jeg ved godt, at jeg er et produkt af en måske afsluttet æra. At zappe videre er de færreste forundt i dag, selv som lærer. Men jeg ville stadig skifte, hvis mit job gav mig flere ærgrelser end glæder. I et splitsekund.

Og der sad jeg, på lærermødet, og tænkte tanker om næste år. Og de kommende år. På den skole. For mig. Og for mine børn. Og se nu der! Det var første gang for mig. At tænke sådan. At det nu, jeg sad i, også var en del af den fremtid, jeg drømte om.

Det er faktisk også sjældent, at jeg ser andet end DR i dag. Og det skriver jeg egentlig mest bare for at runde indlægget af. Er det et mønster, tror I?

DSB flipbook

Jeg sidder i toget på vej mod Århus. Det er i dag, at jeg skal finde på noget klogt at sige om Graphic Novels og deres plads på landets biblioteker. Og det sidder jeg lige og finpudser lidt på, mens Danmark passerer forbi udenfor vinduet. Det er egentlig en skøn måde at arbejde på. Med sådan et levende billede ved sin side. En slags hurtigbladet Graphic Novel. Sekvens efter sekvens efter sekvens…

Sommerfuglene i min mave bliver flittigt holdt nede af den optursfølelse, der stadig sidder og fylder efter gårsdagens forældremøde. At være en del af et godt og solidt lærerteam fyldt med humor og professionalisme, som jeg er lige nu. Det giver mig en arbejdsglæde, som jeg lige har skulle lede lidt ekstra efter, da min barsel sluttede. Jeg tror, jeg genfandt den for alvor i aftes. Og forleden, da jeg gik grinende hjem fra arbejde. Det gør ikke noget, at mit arbejde også er sjovt. Det er faktisk helt ok med mig.

Og mit job på ARoS i dag. Det giver mig sommerfugle i maven, fordi jeg altid har den der naturlige følelse af at skulle præstere. At skulle huske ting. At skulle kunne formulere mig godt. Måske endda være lidt sjov og underholdende. Jeg er den sidste der skal på efter en lang dags kursusoplæg om børn og kunst. Så jeg finpudser lige lidt mere og øver mig. Mens DSB’s flipbook bladrer videre ved min side.

Flere gode nyheder!

Jeg har hørt i dag, at fra år 2015 er det igen muligt at være ordblind. En diagnose der ellers er blevet slettet fra oven, og som derfor ikke længere eksisterer i flere kommuner i Danmark. Det er billigere sådan. Det må I forstå. Men nu er den tilbage. Eller det vil sige. Om tre år er den tilbage.

Så skal vi bare lige have tiden til at gå indtil da. Og håbe på, at der ikke dukker nogen op i butikken, med så stærke læse- og skrivevanskeligheder, at de ikke får noget ud af den almindelige faglige støtte i undervisningen. Herregud, det er kun tre år. Det går nok. Hvor mange børn er der på en årgang i hele Danmark? Gange tre. Og vi kan jo være heldige, at det er nogle gode årgange. Det tror jeg bestemt det er. Og små årgange…nå nej, men gode, det er de helt sikkert.

Men fra 2015 folkens! Så bliver det igen en fest at være ordblind! Aaaah, det føles godt at være tilbage på skolebænken på læsevejlederuddannelsen, når man kan starte med SÅ gode nyheder.

Disclaimer: Der kan i ovenstående tekst forekomme elementer af ironi, som dækker over den store frustration, det til tider kan være som lærer at være ude af stand til at give en elev den fornødne hjælp han/hun fortjener for at kunne få et rigt og kvalitativt skoleliv. Hvis du skulle være i tvivl.

Gode nyheder!

Kære syvende, jeg vil gerne lige dele en nyhed med jer“, sagde jeg for 40 minutter siden med en klump i halsen. “I kender hende ikke, men i dag er der en jeg kender, der har vundet over kræften. Og da jeg lige har læst beskeden nu, er det jer, der må dele den med mig. For deles skal den. Og jeg er simpelthen så glad indeni og udenpå lige nu, at jeg ikke kan lade være med at sige det højt til nogen.

Hvad gjorde de? Hvad sagde de?

De klappede! For hende. Og den kamp hun vandt. Helt spontant klappede de allesammen. Og smilede med mig.

Det er nutidens unge. Og jeg kan godt rigtig godt li’ dem!

Tadaaaaah….

Den 28. august kan du få del i noget, der betyder sindssygt meget for mig. Et fællesskab, som har blomstret og båret frugt og måske endda kastet frø til mere.

Den 28. august udkommer vores første udgave af et online MAGASIN, som er lavet af en gruppe kvindelige bloggere, deriblandt jeg selv. I tre år har jeg kendt disse vidunderlige kvinder og om under en uge, vil vi delagtige gøre jer lidt i al den mangfoldighed, vi tilsammen udgør. Vi er på mange måder forskellige, og alligevel er der en eller anden form for fællesnævner. Måske lyser den igennem i dette MAGASIN, så vi også selv for første gang bliver bevidste om den.

Jeg skriver blandt andet om det at tegne med sit barn og giver dig nogle gode råd med på vejen. Og så kan du læse lidt om, hvad jeg går og drømmer om at blive, når jeg bliver stor.

Så kig ind her på bloggen, eller ved Lis, Trine, Sidsel, Astrid, Frk. Fryd, Julie, Cristine eller en af de andre 9 fantastiske bloggere, (som jeg løbende vil linke til i dette indlæg, som de skriver teasere til magasinet) den 28. august og hent et direkte link til vores gave til dig. Vores allerførste online MAGASIN.

Billedet er tage af Sidsel fra Spagat og Anne fra Undreland, som selvfølgelig også er med på galejen.

En gave til mig selv

Jeg har givet mig selv en tidlig fødselsdagsgave. Det har længe været min drøm at blive bedre til at sy og til at bruge min maskine og alle dens fine funktioner. Måske endda sy noget tøj til mig selv og ungerne? Og nu har jeg fået muligheden. For Line havde en plads på sit onsdagshold på Syskolen og jeg har lige modtaget en mail fra hende om, at den plads er min, hvis jeg vil have den! Om jeg vil? Der er ventelister til de hold, fordi de er så populære og endelig blev det min tur. Line er den jeg kender, der ved allermest om at sy, og jeg kender ellers nogle skrappe damer i den kategori, som jeg i den grad også ser op til, når det kommer til at zigzagge sig kreativt. For ikke at tale om dejlige Astrid! Alt den kvinde laver er jo bare så ordentligt og gennemført.

Så den 5. september skal jeg troppe op med min Brother under armen, og så skal I se løjer. Aaiiih, jeg glæder mig simpelthen så meget. Tænk, en hel aften hveranden uge, hvor det kun handler om at skabe og være i ét med det man har i hænderne. Det bliver fantastisk!