Glædelige lørdagsblandinger

Der er helt stille i huset. Det er lørdag og klokken er 12 og her plejer ikke at være stille på dette tidspunkt. I hvert fald ikke, hvis jeg selv er hjemme. Ved siden af mig ligger min mand og sover jetlag af og begge unger er med deres farmor og farfar i legeland. Jeg kan i stilheden høre deres hvindende fryd over at drøne ned af rutchebanen sammen med farfar for niogfyrretyvende gange.

Jeg gav min nye chef et kram, da jeg mødte på arbejde i går. Og et stort tak for muligheden for den fleksibilitet mit job nu tilbyder mig og som hun foreslog mig at bruge i denne uge. Hjemmearbejdsdage er vidunderlige, når man skal være alenemor for to i en uge og bor langt væk fra sin arbejdsplads. De reddede mig og fik mig igennem ugen med et overskud, jeg ikke havde turde håbe på, da jeg sendte manden afsted mandag morgen. Jeg har haft ro til at være noget mere end bare praktiske mor, for mine børn og vi har hygget os, på trods af savn.

Men da jeg fredag morgen steg ud af s-toget på Østerport og gik mod rulletrappen, fik jeg altså også det der glædesrus i maven, som jeg bare får, når jeg skal ind på kontoret. For jeg glæder mig virkelig til at komme derind og se de andre kolleger, snakke med dem, sparre med dem, arbejde sammen med dem. Hjemmearbejde kan redde logistik. Men udearbejde kan, for mig, redde arbejdsglæde. I hvert fald, når man arbejder et sted, som indeholder så meget liv og humor og nørderi, som jeg gør nu.

Og nu er der stilhed. Lidt hjemmearbejde igen, fordi jeg ikke helt kan lade være. Men skulle lige omkring bloggen først. Den er der nemlig også kommet hul igennem på igen. Der kommer ord ud af mig igen. Som jeg netop sagde til min veninde, så har der alt for længe ligget en masse puds om arbejdstristesse og klokket systemet til. Fordi det fyldte meget for mig, og fordi jeg ikke kunne finde ud af at fortælle om det uden at samtidig føle, at jeg trådte på noget tillid og loyalitet på vejen.

Måske er det også foråret, for blogland virker i det hele taget generelt som om det er ved at vågne lidt op igen og finde sine ord og billeder. Fx har Undreland fundet sin pen igen, og nu sidder jeg så og håber, at hun sammen med den fandt sit glasværksted, så hun kan smelte nogle nye smukke maskemarkører til mig og mine pinde.

Ind til da, kan du følge med på nye indlæg fra hende på hendes nye Facebookside. Jeg elsker at følge blogs via Facebook. Jo færre medier jeg skal omkring i min hverdag, jo bedre. Så glæde herfra Anne!

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

#GakMedGarn

Der sker noget på denne tid af året. Det er altid der, jeg får lidt sving i mit garnlager igen. Kulden, tæpperne og sofahyggen indbyder ligesom til det.

Det har været et crazy efterår med en del kurser i Jylland, et par læsekonferencer og sådan generelt bare meget arbejde. Så når jeg har haft fri, er jeg enten faldet død om på sofaen eller været 120% belejret med morsyge børn, der skulle overdoseres på moderlighed, inden jeg slap dem igen.

Men nu er juleroen endelig ved at falde over os, og jeg er kommet i gang med at strikke igen. Altid et godt tegn på, at jeg enten er vågen eller ikke har et barn i armene. Egentlig var jeg i gang med en cardigan til Ananassen fra Lene Holme Samsøes bog, den med bomberne. Men farveskiftet deri harmonerede ikke med den garntype, jeg havde valgt. Den merinould fra Lana Grossa, som jeg ellers elsker, var for elastisk og fik bomberne til at trække sig for meget sammen. Det blev bare ikke pænt, så jeg endte med at trævle hele skulderpartiet op igen, da jeg så Christinas nye trøje på Instagram. Hun er lige blevet færdig med Cilletrøjen fra Suveræn Strik, også af Lene Holme Samsøe. Den bog har jeg længe ønsket mig, og da hun kunne fortælle, at den var på spot i Netto for 89kr. i denne uge, skyndte jeg mig at købe den. Og nu er jeg fuldstændig hooked på at lave den flotte spiral færdig, så jeg endelig kan prøve at få en trøje til mig selv ud af alt mit arbejde.

Samtidig har jeg lige fået et eksemplar med hjem af en ny bog fra min dejlige kollega inde på forlaget, Maja Hansen. Det er hende med de hæklede dyr og bloggen Håndarbejdsom. Jeg elsker Majas bøger, da de er så enkle at følge for en forholdsvis uerfaren garngakker som jeg. Hun har lige forfattet en ny bog med Hæklet Julepynt og nu ligger den jo også og trækker. For det lille betuttede rensdyr og Jomfru Maria med stritører og Jesusbarn er da ikke til at undvære på juletræets grene.

Annika og Allan

Kære Annika Aakjær,

Din farmor havde ret. Du var den bedste deroppe på den scene i aftes. Undskyld Allan, Randi og Dorthe og I andre talentfulde mennesker. Men det var hun. I var også gode. Især Allans forunderlige evne til at se de mennesker vi alle kender og sætte melodi på dem og Dorthes sexede og vidunderlige stemme gav dig konkurrence til stregen. Men allerede i første nummer En stille glød i mørket, fik du mig helt i knæ. Din stemme, Allans tekst, teaterets ramme og min egen afdøde bedste var mere end jeg kunne rumme i mig på én gang.

Den kongelige scene var spækket med talent. Maria Timm, Randi Laubæk, Dorthe Gerlach, Marie Bergman og violinisten Jane Clark gjorde alle deres til, at jeg hørte de ellers så velkendte Allan Olsen numre på en ny måde. Hans tekster blev bestemt ikke ringere af at have kvindelige afsendere. Poul Erik Krogen blev endelig hyldet på Det Kongelige, Kongelogen blev fyldt op med Vendelbomålsfællessang og jeg lærte, hvordan engelske låneord også kan oversættes til dialekt, med blot et lille ryst på hovedet. Jeg blev fyldt med en ellers lidt glemt stolthed over at være nordjyde. Det var i sandhed en fantastisk aften fra start til slut.

Så Annika, du må meget gerne indspille den sang og udgive den, og gerne lidt tjept, så jeg kan høre den og dig igen og igen. Indtil da, må vi nyde den version, jeg indtil i aftes, troede var den ultimative bedste. Det var det så ikke. Du gjorde den fuldendt for mig. Tak for det!

 

OPDATERING:
Dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, linkede Annika Aakjær selv til dette klip fra aftenens koncert, så nu kan du også få hendes version med. Hvis du klikker på ejeren af klippet, kan du se flere af hans videoer fra aftenen på hans Youtubekanal.

OS TO – Give Away!

Min nye tegneseriepusher Forlaget Damgaard har sendt mig endnu en lille oversat perle, som jeg også må dele med jer. Så lyt godt efter nu!

OS TO er virkelig fin! Allerede når du får den i hånden føles den lækker og indbydende. Et lille hæfte fyldt med sødme. Den er rød, den er blød og den er sød….eller måske ikke. For forholdet mellem mand og kvinde er jo ikke altid kun sødt og blødt. Og det får Philippa Rice vist os på sin helt egen stille og småsarkastiske måde igennem sine lette streger. Der er genkendeligehed og humor på hver side for mig.

Jeg tænker, at det er en perfekt lille gave til et bryllup, til veninden, til kæresten og ikke mindst, til én selv. 80 kr. koster den, når du køber den direkte fra forlaget. Den er alle pengene værd i min bog!

Desuden synes jeg, at oversættelsen til dansk fungerer rigtig godt i denne tegneserie, lidt i modsætning til min oplevelse med Pope Hats. Forlaget Damgaard skriver faktisk selv på deres blog om netop, hvorfor det er vigtigt at udgive disse tegneserier til dansk. Læs selv mere her.

Og det bedste af det hele, du kan vinde den! Lige nu. Her hos mig!

Skriv en kommentar herunder og så trækker jeg lod mellem jer om en uges tid. Vinderen får direkte besked og gaven bliver sendt direkte fra forlaget.

Ord. Der fortæller hvordan vi har det med hinanden

Jeg lovede jo at fortælle jer om min bedste fødselsdagsgave i går. Det nåede jeg ikke, så det bliver nu i stedet.

Lad mig starte med, hvad det ikke var. Det var ikke en dyr gave. Den var heller ikke stor og prangende. Og nej, det var heller ikke en graviditet, som jeg kan forstå, at jeg har fået mange af jer til at tro med den afsluttende cliffhanger. Der er en risiko for, at netop I bliver slemt skuffede over dette indlæg.

Gaven var et håndskrevet kort leveret med posten.

20131018-083157.jpg

Og indeni stod der den sødeste og dejligste hilsen fra den veninde, der nok har kendt mig længst og bedst. Og som desværre bor alt for langt væk med alt for mange mænd og børn og jobs og uddannelser mellem os. Den manlende resttid i hverdagen opsluger alt det tomme rum imellem os, hvor vi kunne mødes og snakke.

20131018-083340.jpg

Den fortjener sit eget indlæg, fordi det er den slags gaver vi alle bør give lidt oftere. Ord. Der fortæller hvordan vi har det med hinanden.

Og fordi hun fortjener at læse, hvor vigtig netop den gave var for mig. Hun fortjener i det hele tager sit eget indlæg på denne blog. Lad dette være starten på det.

Fødselsdagsgaver

Nå, men vil du se, hvad jeg fik i fødselsdagsgave?

Jeg havde ønsket mig et par ringe med fødselssten fra oktober og december, som er mine børns fødselsmåneder fra Carré. De der klassiske ringe med en sten i. En lille for Ananassen og en stor for Skrupsakken. Fordi hun er lille, og han er s….well, you get it. I get it. Det fik jeg så ikke.

Men jeg fik noget lige så godt, og måske endda bedre. For fredagen inden min fødselsdag listede min mand og ungerne ind til Strædet i København, ind i Carré og købte denne smukke sag:

Og det er min egen fødselssten Turmalin, der glimter deri i alle mulige farver. Det sjove er, at jeg faktisk stod og kiggede ind af vinduet til butikken, mens de var derinde. De så mig, jeg så ikke dem, for jeg var så hangry (verdens bedste ord for min tilstand, når jeg bliver FOR sulten), at Julie fik besked på at kigge udefra, så vi kunne komme videre til noget mad.

Hvad bedre er, så har han (min mand) lige fortalt mig over aftensmaden, at han faktisk havde tænkt sig at give mig en billet til BETT Show 2014 i London. Det er den fedeste gave i min verden. Slår alverdens fine ringe og smukke sten, og jeg fik den hurtigt kringlet sådan, at vi begge tager afsted til det i januar alligevel. Så win/win for mig! Det er den ultimative teknologimesse for folk i uddannelsesverden og det er det ene trylleshow efter det andet. Sidst jeg var der, var i 2006, hvor jeg endte med at sidde i tre timer på Adobes stand. Fuldstændig tryllebundet af deres Creative Suite. Trylleshow, siger jeg jer! Det er SÅ vildt. Og gaver og gadgets ved hver stand. Og ja ja ja…man lærer jo også et og andet om det der tech, ikke. Og digitaliseret læring. Åh, det bliver så sejt!

Tilbage til gaverne.

Fra Julie fik jeg den smukke fjerring fra Pandora. Og som tak for det, købte jeg også en til hende. Det var det mindste jeg kunne gøre. Så nu har vi veninderinge.

Fra mine svigerforældre fik jeg (endelig) Lene Holme Samsøes strikkebøger og en bøtte lakridsmandler (nomnom).

Jeg har deltaget i alle de give aways med disse to bøger, jeg har kunne finde på kreabloggene, men vandt ikke en dyt. Heldigvis var min svigermor mere pålidelig og nu er jeg allerede i gang med det første projekt fra en af bøgerne, pigernes priktrøje:

Det tog mig lige fem ommere inden jeg helt forstod det der med at læse diagram, men nu kører det, sådan nogenlunde.

Af mine brødre fik jeg Maren Uthaugs bog “Og sådan blev det“, som jeg havde ønsket mig og en smuk vase, som jeg ikke har fået taget et billede af. Det må du have til gode. Den står allerede fyldt med blomster. Jeg kan afsløre så meget, at det ikke er Kähler.

Og så fik jeg en million dejlige hilsener på Facebook. Fødselsdage er blevet optimeret med 100% siden Facebook kom til. Det holder maks!

Og til sidst den allerbedste gave af dem alle. Men den får et indlæg for sig selv. I morgen. Så tror jeg nok ikke, du får sovet i nat, hva’! Hvis der er noget, vi kan her på bloggen, så er det at lave cliffhangere, der får læserne til at klikke F5, F5, F5, F5…..til de får deres næste fix. Jep, jep.

Vi ses i morgen.

Om at synge sange og kaste med kopper

Jeg har siddet i et kvarter med Anna på skødet og set denne video om og om igen. “Mer!”, sagde hun, hver gang den sluttede og pegede med pegefingeren ind i den anden hånd (babytegnet for MERE). Og jeg greb den straks. Og tudede hver eneste effin gang vi kørte den.

Jamen, der er bare noget med børn og fællesskab og det, at finde den fælles melodi, der rammer mig lige nu. Midt i al denne reformsnak og inklusionspædagogik og helt almindelige udfordringer, man møder som lærer, så savner jeg at have mulighed for at kunne lave sådan en fælles happening her med alle mine elever. Det er sådanne stunder som denne, der gør alle udfordringerne det hele værd. Se lige på børnene, der synger. Se deres fælles glæde. Deres koncentration og engagement.

Og da det lykkedes. De fælles kopper, der flyver op i luften. Det er SÅ fedt og det sker! Ikke kun på Youtube, men også i det små rundt omkring i klasserne på Danmarks skoler. Ind i mellem alle udfordringerne, der synger vi sange sammen og kaster med ting på samme tid. Og det SKAL vi fandme blive ved med at gøre, ellers giver det ikke mening mere. Blev der sagt!

Graphic novels gaveregn

Jeg tror ikke, at det er en hemmelighed for nogen, der læser med her på bloggen, at jeg er ret vild med graphic novels. Og den glæde vil jeg gerne dele med jer derude. Jeg er nemlig så heldig, at to forlag, uafhængige af hinanden, har sendt mig et par nye udgivelser af tre graphic novels, som jeg kunne anmelde og dele videre med jer i en give away. Så er du også vild med tegnede fortællinger, så læs lige med her.

Pope Hats er den danske oversættelse af canadieren, illustratoren og tegneserieforfatteren Ethan Rillys graphic novel, eller tegneserie for voksne som forlaget selv kalder det, om den unge kvinde Frances Scarland. Det er forlaget Damgaard, der udgiver de prisbelønnede Pope Hats på dansk og 2′ern og 3′ern er også på vej fra samme forlag.

Frances hænger ud med en alkoholiseret skuespillerinde og et spøgelse ved navn Saarsgard. Jeg kunne godt lide historien og pudsigheden i især Frances’ samtaler med spøgelset og tegningerne er enkle og rammende for fortællingen. Dog sad jeg tilbage med lysten til at læse den på engelsk også. Men sådan har jeg det næsten altid, når jeg læser oversættelser. Det er som om, sproget bliver lidt mere kantet i oversættelsen. Jeg kiggede forbi Rillys egen webside og fandt et par gratis pdf downloads af udvalgte sider af romanen, og jeg kunne bedre lide den originale tone. Damgaards oversættelse er dog ret god, og jeg skal helt sikkert læse Pope Hats 2 og 3 på dansk også, når de udkommer.

You had me at Hello“, kunne man fristes til at sige. Men sådan havde jeg det faktisk, da jeg læste den indledende underoverskrift, og den lyver ikke:

De andre to bøger, som du kan vinde her, er fra forlaget Cobolt, som blandt meget andet har udgivet Persepolis, en af de bedste graphic novels, jeg har læst.

Margaux Motin fransk og forfatter til den ene af romanerne “Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog.” Hun er også tegneserieblogger, og bogen er en samling af hendes blogindlæg, nu oversat til dansk fra fransk. Hun tegner fantastisk. Men historierne bliver lidt for ensformede for mig til sidst. Jeg mangler dybden. Det er chicklitt med humor og lækre streger. Hurtigt læst, godt underholdt og kræs for øjnene på én gang.

Den anden roman “Paris” er skrevet af belgieren Maarten Vande Wiele. Jeg er ikke nær så vild med tegningerne i denne roman, men det er jo smag og behag. De for simple og kubistiske for mig. Jeg bliver irriteret over at kigge på de skæve og kantede dameansigter. Historien er dog mere interessant. Noget mere sort og satirisk end den lyserøde forside indikerer. Den har en del ret explicitte tegninger af en forsumpet bagside af mode, berømmelse og succes.

Vil du vinde en af de tre bøger, så skriver du en kommentar til dette indlæg, hvor du også skriver, hvilken af de tre du helst vil vinde. Hvis du synes alle tre lyder spændende, så skriver du bare det eller ingenting i din kommentar.

Jeg trækker lod på min fødselsdag den 8. oktober. Jeg tænker, at der er god karma i at dele gaver ud på ens egen gavedag.

På onsdag

Man kunne jo godt skrive et indlæg om alle de tanker, man gjorde sig for to år siden, da man sad tyk og oppustet og ventede og ventede på tiende dag over tid. Men det gider jeg ikke.

For lige så langsomt som tiden gik i de dage. Lige så hurtigt er den gået siden. Og på onsdag skal vi fejre Ananassens to års fødselsdag. Hun snakker om ALT, danser, synger, filmer, faker, puzzler, tryller, slår smut med både øjne og sten og er i det hele taget bare en fest at være sammen med. Jeg er vild med, at hun kom forbi vores hus og blev her.

Hun er en stor pige nu, og spørger du hende, er hun næsten lige så stor som sin storebror. Kan det samme som ham. Næsten. Hun prøver i hvert fald med de knubs det medfører. Xerox kalder vi hende. Hun er skide ligeglad med at blive kaldt en simpel kopist, hun vil også kunne dance breakdance, regne på fingre og køre uden støttehjul. Og så er hun selv blevet mor. Det kræver jo sine kompetencer; som fx at kunne holde en taske rigtigt på skulderen. Det mestrer hun også!