Sådan så det ud i dag, da Skrupsakken og jeg kørte i metroen mod Ti’øren på Amager. Jeg synes selv, det er helt pænt, selv om det er regn.

På en måde passede det bare rigtig godt med regnbyger i dag. Ikke just en velsignelse jeg lige havde overvejet, da vi tog hjemmefra med regntøj og gummistøvler, Skrupsakken og jeg. Men, da vi sad der i toget, gik det op for mig, at det var lige meget. Og at regnen måske endda alligevel gjorde sit til at gøre dagen endnu mere rar.

For eksempel var det superhyggeligt at sidde under det kæmpe træ i regnen uden for cirkusindgangen, mens vi ventede spændte på vores nevø og niece og deres forældre. Rigtige cirkusheste skal på græs, før de skal i manegen. Og når man færdes i regnbyger, nyder man solstunderne dobbelt op.

Og Muskelsvindsfondens elkørestolsrace er i mine øjne genialt tænkt. For hvilken blandet følelse det er at se sit raske barn sidde i en kørestol, godt nok for sjov og i leg, men alligevel også i alvor. What if, udspillede sig i morhjernen samtidig med at drengehjernen fik afmystificeret et tabu og leget med fart og spænding. En forlystelse med mening bag. Godt tænkt! Tak for det.

Da lysene slukkedes og den ene stjerne efter den anden tændtes i manegen, blev den fireårige helt stille. Starstruck, tror jeg bedst beskriver det. Showet havde ham i sin hule hånd fra start til slut, og moren og faren ligeså. Det var godt. Det var underholdende. Det var musikalske bolsjer. Og det var 100% storebrortid.

Og det blev lovet der, i strandparken efter forestillingen, at det skulle vi også næste år. I Cirkus Summarum. Deal!