Annika og Allan

Kære Annika Aakjær,

Din farmor havde ret. Du var den bedste deroppe på den scene i aftes. Undskyld Allan, Randi og Dorthe og I andre talentfulde mennesker. Men det var hun. I var også gode. Især Allans forunderlige evne til at se de mennesker vi alle kender og sætte melodi på dem og Dorthes sexede og vidunderlige stemme gav dig konkurrence til stregen. Men allerede i første nummer En stille glød i mørket, fik du mig helt i knæ. Din stemme, Allans tekst, teaterets ramme og min egen afdøde bedste var mere end jeg kunne rumme i mig på én gang.

Den kongelige scene var spækket med talent. Maria Timm, Randi Laubæk, Dorthe Gerlach, Marie Bergman og violinisten Jane Clark gjorde alle deres til, at jeg hørte de ellers så velkendte Allan Olsen numre på en ny måde. Hans tekster blev bestemt ikke ringere af at have kvindelige afsendere. Poul Erik Krogen blev endelig hyldet på Det Kongelige, Kongelogen blev fyldt op med Vendelbomålsfællessang og jeg lærte, hvordan engelske låneord også kan oversættes til dialekt, med blot et lille ryst på hovedet. Jeg blev fyldt med en ellers lidt glemt stolthed over at være nordjyde. Det var i sandhed en fantastisk aften fra start til slut.

Så Annika, du må meget gerne indspille den sang og udgive den, og gerne lidt tjept, så jeg kan høre den og dig igen og igen. Indtil da, må vi nyde den version, jeg indtil i aftes, troede var den ultimative bedste. Det var det så ikke. Du gjorde den fuldendt for mig. Tak for det!

 

OPDATERING:
Dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, linkede Annika Aakjær selv til dette klip fra aftenens koncert, så nu kan du også få hendes version med. Hvis du klikker på ejeren af klippet, kan du se flere af hans videoer fra aftenen på hans Youtubekanal.

Cirkus Summarum 2013

Vi gentog successen i år, og købte billetter til Cirkus Summarum sammen med min bror og hans familie. Det var Skrupsakkens aften uden lillesøster, som blev passet herhjemme af farmor og farfar.

Der sker altså et eller andet mærkeligt med mig, når alle artisterne kommer ind i manegen til åbningsnummeret. Nu er jeg jo sådan en, der næsten altid græder lidt ved live-optrædener af enhver art. Simpelthen fordi, jeg bliver så rørt over, at nogen optræder med deres kunnen lige for næsen af mig, og jeg er så heldig at være vidne til den deling. Jeg er på den måde en meget nem tilskuer at tilfredsstille.

Men altså, man sidder der i manegen. Rundt omkring snurrer de lysende propeller fra små fedtede børnehænder. Om kamp med dem lyser spændingen i børnenes øjne og de mange projektører i cirkusteltets loft.

Og så kommer Rasmus Bjerg ind, som vores allesammens cirkusdirektør og efter ham kommer den ene kendte figur efter den anden. Og så er det, det sker. Klumpen i halsen snørrer sig sammen, tårekanalerne i øjnene fyldes, den fedtede barnehånd i min føles pludselig varmere og blødere end nogen sinde før og så gør jeg det, jeg IKKE må gøre, men gør: Kigger på ham den lille. Og på artisterne. Og på ham. Og så løber det over med følelser. Og ned triller tårerne på mine kinder, mens jeg krampagtigt forsøger at smile stort og klappe, for nøj, hvor har vi det skægt. Og det har jeg. Men jeg bliver bare så pokkers rørt.

For de figurer i manegen betyder så meget for min lille dreng. De er ikke dumme intetsigende actionfigurer, nej de er levende figurer, der giver ham fornemmelsen af eventyr, fortællinger og udfordrende lege. Og han er starstruck beyond. Og overvældet over, at de allesammen er kommet. Det er så freakin’ vildt, siger jeg dig. Hvis du ikke har børn, så er det grund nok alene til at få det. Den følelse lige der.

Og så selvfølgelig chancen for at få lov til at se Kvartet de Rumpet år efter år.

Altså, nu vil jeg så afsløre noget, som jeg vist kun har fortalt ganske få. Men jeg græd som pisket, den dag Jørgen Clevin døde. Og Poul Reichardt. De var mine Ramasjangfigurer og bare tanken om, at jeg kunne have set dem live i et cirkusshow, mand! Kan du se det for dig? Nå ikke, nej det er nok også lige kreativt nok tænkt. Men tanken, ikke. Du er med, ikke?

Nåhmen…

Drengene styrede for vildt!

Også her i huset blev der set MGP. Og jublet. Og danset. Og jeg følte mig hensat til min egen barndoms Melodi Grand Prix aftener, hvor jeg stod foran fjerneren og dansede rejehop sammen med Gry. Og jeg må indrømme, at børne MGP virker langt bedre end den voksne udgave. Værterne var jo både naturlige, humoristiske og intelligente at høre på og ikke bundet op på en stiv koreografi og dumme påtagede dialoger. Julie siger, at det er fordi børn er mere kritiske end voksne. Jeg tror hun har ret. Skrupsakken gad i hvert fald ikke at se det kedelige voksen MGP.

Og det var drengenes aften i går. I hvert fald her i huset, selvom vi dog også syntes at nr. 10 var god…nok. Her var Håndværkerrøv og Kristian de helt store favoritter. Håndværkerrøven skulle dog lige censurtjekkes omkring mor først. Skrupsakken var ikke helt sikker på, at han turde heppe på en sang, hvor de sang RØV. Men mor sad og jublede og skreg med, og så var det vel ok. Der må åbenbart være undtagelser for brug af ordet røv.

20130203-074220.jpg

Scener og store lærreder #nofilter

Kort: Hvis ikke du har set De Urørlige endnu, så gør det. Snart! Før din nabo.

Den er fantastisk og jeg tror faktisk, at det er den bedste film jeg har set. Nogensinde. Den er så enkel og ren i sin historie, fri for sideveje, smutveje og omveje ned af biveje. Og så bekræfter den Løgstrups fine tanke om, at hver gang man møder et andet menneske, holder man lidt af dennes liv i sin hånd. Vi forandrer hinanden, bare ved at være sammen med dem.

Jeg græd, da rulleteksterne kørte ned over skærmen. Mest fordi, jeg var trist over at forlade Philip og Driss. Og fordi jeg, som jeg næsten altid gør, blev helt fyldt op af følelser, der bare skulle ud. Jeg har ingen filter, når det gælder scener og store lærreder. Og jeg var sådan kommet til at holde af dem og kunne sagtens have brugt en time mere i deres selskab. Heldigvis havde jeg min dejlige mand og hans gode selskab lige ved hånden til at tage over. Og han var enig! Fantastisk film. Virkelig!

100% storebrortid

Sådan så det ud i dag, da Skrupsakken og jeg kørte i metroen mod Ti’øren på Amager. Jeg synes selv, det er helt pænt, selv om det er regn.

På en måde passede det bare rigtig godt med regnbyger i dag. Ikke just en velsignelse jeg lige havde overvejet, da vi tog hjemmefra med regntøj og gummistøvler, Skrupsakken og jeg. Men, da vi sad der i toget, gik det op for mig, at det var lige meget. Og at regnen måske endda alligevel gjorde sit til at gøre dagen endnu mere rar.

For eksempel var det superhyggeligt at sidde under det kæmpe træ i regnen uden for cirkusindgangen, mens vi ventede spændte på vores nevø og niece og deres forældre. Rigtige cirkusheste skal på græs, før de skal i manegen. Og når man færdes i regnbyger, nyder man solstunderne dobbelt op.

Og Muskelsvindsfondens elkørestolsrace er i mine øjne genialt tænkt. For hvilken blandet følelse det er at se sit raske barn sidde i en kørestol, godt nok for sjov og i leg, men alligevel også i alvor. What if, udspillede sig i morhjernen samtidig med at drengehjernen fik afmystificeret et tabu og leget med fart og spænding. En forlystelse med mening bag. Godt tænkt! Tak for det.

Da lysene slukkedes og den ene stjerne efter den anden tændtes i manegen, blev den fireårige helt stille. Starstruck, tror jeg bedst beskriver det. Showet havde ham i sin hule hånd fra start til slut, og moren og faren ligeså. Det var godt. Det var underholdende. Det var musikalske bolsjer. Og det var 100% storebrortid.

Og det blev lovet der, i strandparken efter forestillingen, at det skulle vi også næste år. I Cirkus Summarum. Deal!

Ny fantastisk work out og hjælp til at blogge videoklip på iPad og iPhone i ét indlæg!

Jeg elsker at blogge fra min iPad eller iPhone, men en af de ting, der har irriteret mig sindssygt ved at gøre det, er at jeg ikke har kunne indsætte videoklip i indlægget, da youtube og andre videokanaler ikke tilbyder en embedded kode på iPad og iPhone. Det gør det noget nær umuligt at lægge et videoklip ind i dine indlæg så.

Men i aften så jeg lyset. Jeg fandt en side, hvor jeg kan generere en kode selv, ved at kopiere videoens URL over. Og det vil jeg da lige dele med jer. Det kunne jo være, der var andre der sad med samme frustration. Siden hedder Tools4Noobs og det er nemmere at bruge den, end det er at klø sig i … øret! Prøv selv.

Grunden til jeg ville finde ud af dette, er fordi jeg sidder her i det nordjyske, uden min MacBook, men med min iPad, og ville uploade en video til jer. For jeg har fundet den perfekte workout nu. Og I skal være med. Jeg har allerede lovet min ven Lars, som gav mig linket til videoen, at vi skal vælte Danmark med denne sport.

Det handler om Walk Dance. Og her er instruktionsvideoen til jer. Genereret på Tools4Noobs og hermed delt videre:

The kid should see this

En kollega anbefalede denne side til mig i aften, og jeg er nødt til at dele den videre med jer? Det er en samling af videoklip, som børn bør se. Samlet af Ripon Nakaya og hans fireårige hjælper. Børnevenlige overhovedet-ikke-lavet-for-børn-videoer i en lang række om naturen, kunsten, fortællingen, kulturen, teknologien og meget mere. Fælles for det hele er, at man aldrig må undervurdere et barns viden og nysgerrighed. Og se fx bare denne video om fantasi, som jeg fandt på siden.

Ikke mindre end fantastisk fortalt. Og virkelig godt ramt!