Et stk. færdigbagt Anna

Start med 12 timers ballonkateter á 60 mg pr. ballon

  • 1 hindesprængning

Røres godt rundt i 1 1/2 times hospitalsvandring

  • 1 portion Klyx
  • 1 portion vestimulerende drop til max dosis tilsættes løbende over de næste 12 timer

Forvent 12 timers blandede veoplevelser

  • 1 Epidoralbedøvelse
  • 2 Bolusblokader
  • Lattergas efter behov
  • 5 ml Benzylpenicillin mod høj feber

Afslut med 45 minutters presseveer.

Hele kagen bages ved ca. 37,5 grader de første 42 uger og skrues op på 39,1 grader de sidste fem timer.

Færdigbages til præcis 1 minut over midnat, så den endelige ETA holdes sprød og spændstig til det sidste.

Resultat: 4356 gram og 56 cm langt pigebarn med mørkt hår og tendens til udpræget selvstændighedsfølelse fra starten af.

En oktobervægt

Det, som vi troede, skulle være en septemberjomfru, ser nu ud til at blive en oktobervægt i stedet. En vægt bliver hun i hvert tilfælde. Ligesom sin mor for øvrigt.

Og efter mødet på Herlev Hospital i dag med verdens bedste jordemoder, har vi nu fået en tid til igangsættelse den 1. oktober, hvor jeg er 42 uger henne. Vi skal møde derinde allerede fredag aften kl. 20, hvor vi bliver indlagt over natten med et ballonkateter, som gerne skulle have sat lidt gang i sagerne til lørdag morgen, hvor fødslen så for alvor sættes i gang.

Jeg er lettet. Spændt. Nervøs. Overrasket. Forventningsfuld og alt muligt andet. Men vigtigst af alt, så er jeg positiv og optimistisk omkring det. Og det har jeg ikke været i flere uger nu. Men der var noget ved snakken i dag, der ændrede min opfattelse af tingene.

Måske var det sætningen: “Jeg forstår godt dit dilemma og din tvivl,” eller måske var det: “Det er dig, der kender din krop bedst, og det du mærker bør ikke være uvæsentligt for din afgørelse“. Mest af alt var det nok: “Jeg kan ikke give nogen garantier, men alt ser godt og sundt ud, som det ser ud nu.

Jeg blev mødt med forståelse, anerkendelse og respekt for den voksne selvstændigt tænkende kvinde, jeg nu engang er. Og ikke med fordomme, mistro og nedladenhed. Og jeg blev taget alvorligt i mine bekymringer. Og svaret. Med ærlighed. Og ingen garantier, fordi det er ærligt. Og det var det jeg havde behov for.

Så, hvis ikke BZ’eren har tænkt sig at tage sagen i egen hånd, (hvilket hun for øvrigt har valgt at gøre hele vejen indtil nu, så hvorfor slutte her) så får hun højst sandsynligt lov til for fremtiden at fejre sin fødselsdag den 1. oktober.  Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle få et oktoberbarn. Men nu synes jeg faktisk, at det kunne være helt hyggeligt at dele både mit stjernetegn og min fødselsdagsmåned med netop hende.

Metodefrihed

Man skal komme hviledagen i hu, og det har vi gjort i dag. Derfor har vi hverken afprøvet igangsætningsmetoder eller født. Vi har derimod hængt ud i nattøj langt op af dagen, hygget i haven og nydt et skønt spontant besøg, som endte i fælles aftensmad med gode venner.

Jeg tror faktisk lige der var tre minutter på et tidspunkt, hvor jeg helt havde glemt, at jeg gerne ville føde. Det må have været en slags solstik.

Vi kan derfor konkludere, at hovedrengøring og tudetur heller ikke er måden at ryge BZ’eren ud af hulen på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal konkludere i morgen, hvis hun vælger at overgive sig i nat. Men glad bliver jeg da. Bestemt!

 

Dagens igangsættelsesmetoder

Ok, så lad os konkludere, at Faxe Kondi/hindbærsnittemetoden stadig har udviklingspotentiale i sig. I hvert tilfælde virkede den ikke på mig.

Derfor har vi taget andre midler i brug i dag. Jeg har besluttet, at jeg lige så godt kan gøre en public service ud af mine forsøg. På et eller andet tidspunkt rammer vi vel noget, der virker. Om ikke andet så noget fra Herlev Hospitals lager af vestimulerende medikamenter og ballonkatetere.

Men tilbage til dagens metoder, som jo stadig står tvivlsomme hen som succesfulde. De skal jo lige have lov at sætte sig i kroppen, inden vi kan konkludere endeligt på det. Jeg startede dagen med sårbarhed. Ok, lad os bare være ærlige, jeg begynder at blive for alvor bange for, hvad det her fødselshalløj ender ud i. Når jeg skræller alle lag af humor og andre forsvarsmekanismer af, så er tanken om en igangsættelse i den sidste ende, virkelig virkelig skræmmende for mig. Og det er den fordi, min sidste fødsel endte som den gjorde. Jeg ønsker ikke et 36 timers veforløb uden udvikling og et akut kejsersnit igen. Og med et kejsersnit i bagagen er en igangsættelse ikke det mest optimale for den næste fødsel. Så jeg vågnede sårbar og pessimistisk i morges, og min mor blev lynaflederen. En times tudetur over mobilnettet til Nordjylland og en lovning på at lægge mig og få noget af den tabte søvn fra natten tømte om ikke andet følelseslageret ud.

Jeg er ikke altid lige god til at gøre, hvad min mor siger, så i stedet for søvnen på sofaen, nappede jeg støvsugeren, gulvmoppen og støvkluden og cleanede hele hytten, mens drengene var i svømmehallen. Og det føltes SÅ godt! At skabe ro i kaos. Orden i uorden. Fred i hovedet og mærke sin egen krop fysisk. Tage kontrol og få duften af Probat og Ajax i snuden. Hell yeah!

Så tudetur og hovedrengøring er dermed dagens metoder. Jeg melder ind i morgen, om det skulle være den magiske kombi, der kan få selv den mest stædige BZ’er til at bukke under og komme ud i verden. Jeg ved, at JEG krydser fingre for det. Om ikke andet.

Dagens kreationer

Faxe Kondien gjorde ikke helt sit i aftes med BZ’eren, men hvis ret skal være ret, så var det vist kombien af Faxe Kondi OG hindbærsnitter, der gjorde tricket for de fleste, så den får lige en chance mere i aften.

I mellemtiden har jeg fået syet lidt mere. Skrupsakken har også fået nyt sengetøj nu, når lillesøster skulle have. Godt nok proklamerede han forleden, at jeg altså ikke skulle sy noget sengetøj til ham. Og godt nok begyndte han ulykkeligt at græde, fordi jeg ikke havde hørt efter, hvad han sagde, da jeg fortalte ham i går, at jeg alligevel havde syet et sæt med seje motorcrossere på. Efter en halv times larmende tavshed hjem fra børnehaven i går, kom det spædt fra ham: “Moar…det jeg sagde med, at jeg ikke ville have sengetøjet. Det var bare fordi, at jeg mente, at jeg gerne ville have det, men at jeg ikke ville bruge det lige nu. Men måske når jeg bliver større.” Og så ville han for øvrigt gerne sove med det i nat. Ligesom han gerne ville se, om der kom nogle “hjerneskud” fra stjernerne…

Men ok, hvis du var en dreng på snart fire år, ville du så ikke også overgive dig til disse seje crossere?

Og så var der den barnevognskæde, som jeg truede med at lave, hvis jeg ikke snart fødte. Nåååh…men, jeg fødte jo ikke, så nu har vi også en barnevognskæde lavet i filt og Liberty. Måske ligger hun i virkeligheden og tænker derinde, at jo længere hun venter, jo mere pyntegejl får hun, når hun kommer ud? Måske griber jeg dette helt forkert an?

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal finde på at sy mere. Hvis I har gode idéer så sig endelig til! Indtil da, har jeg en hindbærsnitte og halvanden liter Faxe Kondi der venter på mig.

En liter Faxe Kondi senere

Jeg er nået til det punkt, hvor jeg er villig til at prøve ALT. Det virkede for Lykke, for Velomama, for Carport og Noia og nu også for Øglemor i morges, som jeg ellers havde planlagt synkronfødsel med (hmpfr!)

Nå men, efter besøg hos jordemoderen, som ikke kunne præstere skyggen af black magic på BZ’eren i maven, var det tid at tage andre midler i brug. Det blev til running sushi suppleret med rundt regnet en liter Faxe Kondi.

Jeg har hele dagen haft sindssygt ondt i maven, dog lidt længere oppe end hvad godt er i fødselssammenhæng og har, lad mig bare sige det ligeud, fået renset godt og grundigt ud i systemet. Kombineret med tegnblødning siden lørdag og onde plukveer, der tvang mig ned at sidde på posepakkepladen i SuperBest, så synes jeg faktisk kun det er på sin plads, at Faxe Kondien træder i karakter nu og gør resten af arbejdet. Desuden vil passe rigtig godt med en ny baby i huset over weekenden. Så skal vi ikke bare sige, at det er det, vi gør så?

Look on the bright side of life

Jeg prøver at bevæge mig nedad på skalaen:Derfor får I her listen over fordele ved at gå over tiden:

  • Hver dag jeg går over tid tæller ekstra barselstid i den anden ende.
  • Jeg fik set Toppen af Poppen i går og græd lidt sammen med Jørgen og Noller.
  • Jeg får lavet alt muligt kreajazz.
  • Jeg elsker maven. Det gør jeg virkelig. Jeg synes den er så smuk og nyder at kunne være tyk på den lækre måde.
  • Skrupsakken bliver mere og mere glædeligt utålmodig og har faktisk fået mere interesse i den kommende fremtid som storebror, end han havde før terminen.
  • Jeg har stadig en god undskyldning for at smæske mig i kager, chokolade og saltede fisk. Når barnet er ude, skal man pludselig tænke på modermælkspåvirkning, ammemafia og eftergraviditetskilo.
  • Jeg har tid til at spille Wordfeud (scrabble) på iPhonen.
  • Jeg skal ikke tilpasse mine vågne timer efter et andet menneskes søvnmønster.
  • Det er tilladt at prutte, når man rejser sig fra sofaen.

Jeg siger til, hvis jeg kommer på flere. Ellers er I velkommen til at tilføje i kommentarfeltet.

(Kender du for øvrigt Savage Chickens? Hvis ikke, så klik på billedet og kom ind på Doug Savages hjemmeside, hvor du kan finde flere af hans Post it Cartoons med kyllingerne)

 

Nattetanker

Nu er det, at tankerne for alvor begynder at opstå om natten. Jeg ligger vågen 70% af tiden alligevel, og så kender I vel proceduren. Man drejer rundt som en anden grillkylling på spyd, dog ikke helt så ensartet og flydende lige pt og så kører hovedet i dobbelt fart videre rundt.

Tankerne har været der længe. Mon jeg kan føde selv denne gang? Skrupsakken er en kejsersnitte, som af den ene eller anden grund ikke kunne finde sin vej ud af de naturlige kanaler. To uger før min termin sagde min jordmoder derfor, at hun ville være lidt alarmeret, hvis dette barn ikke i det mindste var på vej ned mod de såkaldte naturlige kanaler. Det var hun ikke. Langt fra.

En undersøgelse på svangerambulatoriet en uge senere viste samme svar. Og besøget på fødegangen i lørdags, på terminen, igen det samme. Hun ligger og svæver rundt langt oppe og er slet ikke på vej ned i noget bækken. Hvis der var alarmklokker to uger før terminen, hvorfor er der så ikke alarmklokker tre dage efter også? Jeg forstår det ikke.

Jeg får at vide, at det er helt normalt at barnet først sætter sig fast i bækkenet under fødselen ved andengangsfødende. Jeg får også at vide, at jeg teknisk set er førstegangsfødende. Jeg får at vide, at det er svært at sige, om mit bækken er for smalt og om barnet er for stort. Jeg får også at vide, at jeg bare skal vente med tålmodighed, men at jeg godt nok venter et stort barn denne gang.

Og jeg har alt for meget tid til at gå og spekulere og gøre mig selv kulret. Og vågne nætter og dårlig vejrtrækning gør ikke sagen nemmere. Fordi hun ligger så højt og er så stor og snurrer rundt som en snurretop, så er mine lungers plads efterhånden ved at være temmelig trang. Der er ikke meget luft at hente i hvert drag, hvilket er værre i liggende position. Er der ikke noget med, at manglende ilt til hjernen også gør en lidt småskør? Smider du så en pulje blandede hormoner oven i suppen, så har du en ret uligevægtig følelsesmæssig rodebunke af en kvinde, der vist ikke er helt nem at bo side om side med for tiden.

Mon vi kvinder er lige så gode til at huske at beundre vores mænd for den ro og tålmodighed, de besidder i vores selskab inden fødslen, som vi forventer de skal være til at beundre os vores styrke og power under fødslen. I know I will. Jeg elsker dig skat!