Dramaet om indeni og udenpå

Van Gogh og Gauguin er to af mine yndlingskunstnere. Lige for tiden er der en stor udstilling på Ordrupgaard med netop de to og Émile Bernard.

Skærmbillede 2014-05-28 kl. 22.56.08

Jeg skal op og se udstillingen sammen med Cristine og Julie den 9. juni og jeg glæder mig! Ikke bare til at se dem igen. Men også til at nyde det smukke museum (en af mine favoritter i DK) og til at se udstillingen. Den skulle være ganske fantastisk og være opbygget i forhold til den konflikt Van Gogh og Gauguin havde i Arles, hvor de var uenige om måden at udtrykke verden omkring dem på: Skulle man vise det man så, eller skulle man vise det man oplevede indeni? I virkeligheden ikke kun en konflikt mellem de to, men en generel konflikt inden for kunstens verden på det tidspunkt i slutningen af 1800tallet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg faktisk fået lov til at dele udstillingen med jer også. Jeg har fået to fribilletter til at dele ud på Billedguiden. Så hop over på Billedguiden og skriv dit navn i kommentarfeltet, så trækker jeg lod om to vindere den 4. juni. Du kan lige nå at se udstillingen, som slutter den 22. juni.

…og så alligevel ikke…

Det sluttede nemlig ikke der. For jeg kunne ikke skille moren og folkeskolelæren ad, som jeg skrev i går. Det har jeg nok i virkeligheden ikke kunne siden jeg skrev indlægget: Hvis jeg ikke var lærer. Et indlæg, der fik denne blog til at vælte viralt med over 5000 delinger på Facebook.

Nå, men hvad så, hvis jeg ikke var lærer? Det finder jeg ud af nu. For jeg er en af de lærere, der netop er hoppet af toget. I starten af december, efter vi havde besluttet at folkeskolen ikke var stedet for vores søn, besluttede vi også, at det heller ikke var stedet for mig mere. Måske har det i virkeligheden aldrig rigtig været det.

Forstå mig ret. Jeg har elsket at være lærer. Fra den første dag som legende og social efterskolelærer, videre ud som udviklende og eksperimenterende forsøgsskolelærer og sørme også som engelsktalende gravid sømandskirkelærer. Men ikke som folkeskolelærer. Ikke sådan rigtigt. I mine 14 år som lærer har jeg hånden på hjertet ikke haft hårdere job end jobbet på en folkeskole. Og jeg kan stadig ikke sætte fingeren på, hvad det helt nøjagtigt er, der gør det.

For arbejdstiderne var hårdere og elevgruppen langt mere kompleks på efterskolen. De professionelle krav og forventninger om konstant udvikling og innovation var langt mere stressende på forsøgsskolen. Og arbejdsvilkårene og differentieringen af stoffets sværhedsgrad var langt mere udfordrende i Sømandskirken, for ikke at tale om den halvanden times kørsel i New York rush hour traffic, der var hver vej til og fra arbejde.

Alligevel har jobbet som folkeskolelærer trættet mig mere end de tre andre tilsammen. Det har demotiveret mig langsomt for at peake på fjerdeåret med en lockout, der fuldstændig slog benene væk under mit professionelle jeg og smed den sidste rest af gejst ud med det retoriske storskrald regeringen og medierne skulle af med.

Faktum er, at jeg ikke kan kende mig selv i den lærer, der bliver beskrevet i min avis og mit fjernsyn. Jeg kan heller ikke kende mange af mine kolleger. Og alligevel kender jeg jo også godt den lærer. Lockouten synliggjorde min splittethed. For jeg var på den ene side slet ikke enig med min fagforenings kampplan og spillestrategi og mine vrede kollegers dommedagsprofetier. Og på den anden side endte min regering med at svigte og skuffe mit politiske jeg og mit efterhånden noget trætte lærerhjerte mere end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Jeg burde være glad, da lockouten sluttede, men det var jeg ikke. Af så mange grunde, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte med at remse dem op. Så jeg valgte i stedet at sige op. Ikke give op. For dette er et meget bevidst fravalg af et produkt, jeg ikke længere kan stå inde for at være med til at producere. Jeg vil ikke være kokken, der ikke spiser sin egen mad.

Jeg var engang en ildsjæl. Jeg var en pissegod lærer. Og jeg brændte for den opgave. Den 1. februar er jeg det ikke længere. Jeg lovede mig selv for længe siden, at jeg aldrig ville blive en af de bitre lærere, der sidder på sin faste plads på lærerværelset og brokker sig og nægter at flytte sig, både fra sin plads og sin tid. Derfor må jeg også videre fra folkeskolen nu.

Jeg ved ikke, hvad der venter mig derude. Indtil videre har jeg mit dejlige forlagsarbejde på halv tid og mine formidlinger på CFU’erne. Måske er det nu, jeg skal give mit eget lille hjertebarn den tid, det fortjener til at vokse sig til noget større. Måske åbner der sig nogle andre muligheder for mig, som jeg nu kan gribe, når de rammer mig. En ting er sikkert. Jeg er og har altid været omstillingsparat og udviklingsorienteret. Så jeg glæder mig til mere frihed og ikke mindst større arbejdsglæde igen.

OS TO vindere!

Sidste uge var crazy for mig med forældrekursus på skolen og dobbelt workshop i A Technicolor Dream i Silkeborg om iPads og billedkunst. Men nu er der lige lidt ro på og så skal vi altså have fundet en vinder af den smukke bog OS TO fra Forlaget Damgaard.

Vinderen, der får et eksemplar tilsendt var nr. 13 i anledning af KV13 som er i dag. Du har husket at stemme, ikke?

Og det er Line Cecilie, der er vinderen, som faktisk havde fødselsdag den 11. Tillykke med fødselsdagen Line. Send mig din adresse på ab(snabela)billedguiden.dk, så skal jeg sørge for, at du får et eksemplar tilsendt af bogen.

Syv år Niller!

Nej, det er ikke ham her, der fylder syv år endnu. Pointen kommer længere nede.

Det er snart 14 dage siden, at Skrupsakken havde sin første skoledag og det går indtil videre rigtig godt for ham. Han er træt med træt på, når han kommer hjem efter SFO, og i går måtte vi aflyse hans håndboldtræning, da han simpelthen var for smadret.

Han går op i det. Og kan godt lide det. Siger han i hvert fald. Og jeg tror på ham. Jeg tror han trives i de nye faste rammer, hvor der forventes noget af ham og hvor han føler sig ret stor, når han laver lektier eller pakker gymnastiktøj. Han var helt skuffet forleden, da han ingen lektier havde for. Gad vide, hvor længe den holder. Det er tankevækkende, hvor motiveret de små nye skoleelever er, og hvor meget de mister af den motivation inden de når syvende klasse, hvor jeg fx møder dem for første gang. Er det naturens gang? Eller er det folkeskolens egen skyld? Er det uundgåeligt at teenagesløvsindet sætter ind og motivationen til at ville lære noget slås fra eller har nogle forskere ret, når de siger, at vi simpelthen ikke forstår at holde dem ved ilden, når vi har dem der?

I 0. klasse kæmper eleverne om lærerens opmærksomhed. I 7. klasse kæmper de om at undgå den samme opmærksomhed. Hvad sker der på de syv år?

Hvad siger 5200 likes?

Der er vist ikke nogen tvivl om, at mit indlæg om skolekonflikten blev delt på de sociale medier. På de sidste tre dage, har der været 20.000 besøgende omkring bloggen og 5200 af dem klikkede LIKE på Facebookknappen under mit indlæg.

Indlægget sagde dem noget. De ville gerne dele det med andre. Det blev viralt på en aften fra 65 likes kl. 15 til 1800 inden midnat og det fortsætte dagen efter. Klik klik klik.

Min egen Facebook- og Twitterfeed har de sidste dage boomet med links til artikler om skolekonflikten, med holdninger for og imod både lærernes og KL’s krav, med undringer og reflektioner over den varslede lockout og hele overenskomstforhandlingen generelt. Jeg har fulgt med så godt jeg kunne, delt det, jeg synes var værd at dele og sorteret groft undervejs. Jeg er en af dem, der bruger min FB-feed som en genvej til dagens nyheder. Både dem fra de etablerede aviser og dem fra blogs, hjemmesider og andre medier.

Jeg synes ikke, man hovedløst bare skal dele alt. Og jeg synes egentlig heller ikke, at man skal dele uden at koble en kommentar med sin deling. Og mest af alt, så synes jeg man skal læse, det man deler, inden man deler.

Ja, det må du gerne læse igen.

Vær kritisk. Stil spørgsmål. Både ved det du bakker op om, og det du er imod.

Del netop både for og imod. Når du knytter en kommentar til, viser du jo tydeligt din egen holdning i delingen. Det nuancerer nu engang debatten, når vi får flere sider af sagen med. Og det er gør din deling mere interessant i andres feed. Den lugter mindre af spam og mere af personlig indsigt.

For mig handler det ikke om, at få likes, selvom jeg da skal være den første til at indrømme, at jeg har trykket opdater på bloggen en million gange de sidste tre dage, for at se den seneste status. Og det har givet mig et boost af de store, at pludselig blive hørt og anerkendt for mine holdninger af mange mennesker på den måde. Det er svært motiverende, at være på indersiden af en viral deling, hvor man kan se statistikkens kurver nå nye uafprøvede højder og ens egne ord få deres eget sociale liv. Og svært at leve op i indlægget efter, skulle jeg hilse at sige.

(Jeg venter stadig på at en af de landsdækkende medier kontakter mig for uddybning af mine genialiteter. Hvor mange likes mon man skal op på, før der står en fotograf i ens indkørsel, når man kører på arbejde?)

Nej, for mig handler det nu engang om at skabe debat. At skabe nysgerrighed. At udtrykke mine holdninger og dele mine tanker med andre og meget gerne rykke mig selv lidt. Noget jeg fx synes mangler i denne forhandling. Hvor er det vi bliver klogere på hinanden henne, når vi stejlt holder på hver vores og ikke tillader os selv at blive klogere eller at justere krav og ønsker. Når vi ikke lytter til hinandens professionelle vurderinger, som meget ofte er baseret på spidskompetencer og faglig indsigt.

Jeg vil prøve at se sagen lidt fra alles vinkler i den kommende uge. Tage lærerbrillerne af lidt. Og i stedet tage forælder- og skatteyderbrillen på. Hvem ved, måske endda prøve en KL-solbrille. Hvordan mon verden ser ud i den optik? Kan jeg overhovedet stille skarpt på noget, som på nuværende tidspunkt påvirker mig så meget følelsesmæssigt? Jeg ved det helt ærligt ikke. Men en virkelig god ven gav mig indirekte udfordringen i dag, og jeg har tænkt mig at tage den op. Så, lad os se, hvor det leder mig hen. Vil du med?

Så er det ud af busken?

Hvor mange af jer læsere har altid gået og tænkt, at det var da mærkeligt, at hun skriver HOVEDE med e til sidst?

Birgitte har netop været så flabet at gøre mig opmærksom på det under mit HVEM faneblad. Og nu er jeg faktisk lidt nysgerrig efter at høre, hvor mange, der egentlig vidste det eller hvor mange, der ligesom jeg, skriver det konsekvent forkert. Så jeg har lavet en lille hurtig afstemning, hvor du kan give din mening til kende. Og vær nu ærlig, ikk’?

Så er kjolen solgt!

Til en af de mest ærlige, humoristiske og åbenhjertige bloggere, jeg kender. Måske skriver hun selv om det. Måske ikke. Men jeg er faktisk rigtig glad for, at det er netop hende, der skal flashe rødt og sætte prikkerne over i’erne.

Jeg håber, du bliver glad for kjolen!

Og se så lige i stedet nogle dejlige solsko, jeg fandt i går til en hund: 

Billede

Nu må det da blive solskin snart. Hva’?

Shit!

Nu har jeg købt materialer til at lave min egen dukke af. Et par timers googlesurf, og man føler jo nærmest den allerede er lavet. Så nemt som at klø sig i nakken…arhem…ja, ok. Vupti vupti og 250 kr. senere på Tante Grøn havde jeg sparet 600 kr. og forpligtet mig på, hvad skal vi sige…bum bum bum…regne regne…MANGE timers arbejde. 

Nå, men mon ikke jeg kan finde en hjælper eller to til hendes tøj? Og håret ligger allerede inde i skabet. Og vupti vupti…