Zapperbarnet

Det gik op for mig på lærermødet i dag. At jeg ikke før har været så længe på en arbejdsplads, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er en af de nye og dermed i næsten automatisk undring og kritisk stillingtagen til alt. I stedet er jeg blevet en af dem, der får trang til at forsvare nogle af de handlemønstre vi har. Også de mindre heldige. Jeg er blevet en af de “gamle”.

Det er mit fjerde år på skolen. Dog med en barsel imellem. Det er første gang i mit nu tolv år lange lærerliv, at jeg er på fjerde år. Jeg har arbejdet som lærer 7 forskellige steder. Fra Aalborg til København og Brooklyn og nu her på naboskolen.

Jeg er indbegrebet af zappergenerationen. Der skal ske noget. Forandring. Fornyelse. Et eller andet. Keder jeg mig, slår jeg væk. Zapper videre. Eller måske er jeg bange for forpligtelsen? Og det ansvar der følger med det at være en af “de gamle”. Det stempel. Måske bilder jeg mig bare ind, at det er nemmere at skifte personligt spor, i stedet for at blive og tage slæbet med at skifte retning, der hvor jeg er. Noget af det handler også om, at jeg ikke gider spilde min tid på et job, der gør mig ked af det eller som ikke giver mig noget. Det skal være min tid værd. Jeg er der ikke kun for pengenes skyld. Hey, så var jeg aldrig blevet lærer.

Men, noget er anderledes nu, hvor jeg er på fjerde år. Måske er det den barsel, der kom imellem, der skabte forandring nok. Måske er det min uddannelse. Måske er jeg bare faldet mere til ro. Eller måske er det fordi forandringerne lige så stille sker for næsen af mig. Lærermødet i dag var i hvert fald anderledes end før. Mere drive. Energi og vilje. Humor. Det var rart.

På min mands arbejde afskedigede de i dag 30 personer. Han var heldig og er stadig ansat. Nu på 12. år.

Vi er lidt forskellige på det punkt, kan man vist roligt sige.

Jeg bor i mit 19. hjem i mit 37 år lange liv. Det er to år hvert sted i gennemsnit.
Han bor i sit 5. hjem. De sidste tre flytninger har været med mig. Zapperbarnet.

Jeg er blevet bedre til at være i nuet af at kende ham. Han er blevet bedre til at turde slippe det. Vi er et ret godt match på den måde. Og lige som man tror, at ens nu er roligt og urokkeligt, kommer sådan en morgenmail med varsling om fyringer. Og man bliver nervøs på hans vejne. Også selv om man føler sig sikker for ham. Helt sikker er man jo aldrig i dag. Vel. Det var de 30 andre fx ikke.

Det er en forkælet tankegang at være zapperbarn. Jeg ved godt, at jeg er et produkt af en måske afsluttet æra. At zappe videre er de færreste forundt i dag, selv som lærer. Men jeg ville stadig skifte, hvis mit job gav mig flere ærgrelser end glæder. I et splitsekund.

Og der sad jeg, på lærermødet, og tænkte tanker om næste år. Og de kommende år. På den skole. For mig. Og for mine børn. Og se nu der! Det var første gang for mig. At tænke sådan. At det nu, jeg sad i, også var en del af den fremtid, jeg drømte om.

Det er faktisk også sjældent, at jeg ser andet end DR i dag. Og det skriver jeg egentlig mest bare for at runde indlægget af. Er det et mønster, tror I?

Eftergraviditetslivsstilstanker

Når jeg vågner om morgenen, knirker og knager hele min krop. Jeg går med halvbukket ryg ud på toilettet, og kan knap nok tørre mig selv, fordi min ryg er så stiv. Ja, det er et af de ærlige indlæg det her. Slå væk, hvis ikke du kan klare mosten.

Jeg vejer mindst 20 kg for meget efter fødselen. Mindst!

Og har ikke haft det behageligt med min vægt siden før jeg fik Skrupsakken. Min krop ter sig som om den er 72 år gammel eller ældre. Jeg er i virkeligheden kun halvvejs. Graviditeterne har tærret på den. Det samme har kanelssneglene, chokoladen, isen og jeg kunne blive ved. Jeg elsker mad.

For længe siden, lige før Ananassens fødsel skrev jeg et indlæg om før- og eftergraviditetsyoga. Jeg havde fået en dvd tilsendt gratis mod, at jeg skrev om den på bloggen. Engang var jeg glad for yoga. Da jeg var gravid med Skrupsakken hjalp det mig med mine rygproblemer og jeg følte aldrig, at jeg mistede min smidighed på trods af maven og kiloen.

Hvor mange her, tror jeg har brugt den dvd bare én gang, siden oktober 2011, hvor jeg fik Ananassen? Ræk hænderne op… I kender mig sgu bedre end jeg troede. For nej, gu har jeg da ej lavet yoga foran fjernsynet. Jeg har jo haft travlt med at stoppe i fjæset og ligge og slænge på mig sofaen. Men det skal altså slutte nu. For jeg skal ikke have det sådan her, når jeg er 36 år gammel. Det er ikke meningen. Heller ikke selv om jeg slæber rundt på 9 kg baby hver dag. Eller måske netop ikke derfor.

Så selv om min far altid har sagt, at man ikke skal starte noget nyt en mandag, så vover jeg alligevel, da det jo heller ikke er helt nyt, at starte med at dyrke yoga hver dag fra i dag af. Hver morgen, når Ananassen er lagt ud og sove, så skal der trænes. For prøv lige at se, hvad det kan ende med:

Sådan vil jeg også forvandles. Og jeg har endda ikke lige så langt som ham. Jeg kan fx gå endnu. Det er da en start.

Det er ikke sådan, at I nu skal belemres med en slags slankeyogalogbog eller lignende. Det gider jeg slet ikke, men jeg deler dette med jer, for at forpligte mig selv lidt. Det er nemlig utroligt så usmidig jeg er blevet, når jeg nu har en rygrad som en regnorm. Jeg burde kunne putte neglelak på tæerne med tungen. Men nej. Så nu er det yogatid.

Et pinligt hængeparti

Kan I huske Mødrehjælpens Juleindsamling i Blogland sidste år?

Den, som Trine og Marina knoklede sammen på nul tid og fik samlet 28.250 kr. ind ved. Den I ved, som Trine igen i år leger med planer om at gentage.

Nå, men jeg var en af de glade givere. Eller det lovede jeg i hvert tilfælde at være. Og min vinder hed Helene. Vi skrev sammen og aftalte at hun ville få sit maleri, som var lavet over denne tegning, leveret efter jul:

Der skete det, at jeg blev gravid i julen. Glemte alt om Helene og hendes maleri. Gik totalt i graviditetsselvsvingsmode. Og sådan kunne livets gang i Lidenlund have fortsat ufortrødent, hvis det ikke var fordi Helene lige skrev til mig for nylig på mail og spurgte til sin gevinst. Fedt gjort Helene. For selvfølgelig skal du da have din gave. Og jeg kæmpe egofjols skal da bare huske at levere den a.s.a.p. Og jeg vil gerne give Helene en offentlig undskyldning her på bloggen også.

Så endnu et hængeparti er nu streget af listen. Her er Helenes mødrehjælpemaleri størrelse 75×100 cm. Jeg håber du bliver glad for det Helene, og at du kan tilgive mig min langsommelighed og glemsomhed. Undskyld!

Hvad kan man få for en pakke Smarties?

Der er tre uger til terminen, og jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan skjule, at det er pissehårdt det her graviditet for anden gang. Så hvis vi kan starte med at få ynken ud, vil det virkelig lette en del for de næste ord. Det er blevet tungt og krævende her til sidst. Jeg kan næsten ikke trække vejret, når jeg lægger mig ned og det føles konstant som om jeg har fået trykket tre ribben ind mod lungen i højre side. Jeg har plukkeveer og halsbrand konstant, ondt i maveskindet af alle de spark og bevægelser, hun laver derinde. Hun er 100 gange mere livlig, end jeg husker Skrupsakken nogensinde var. Det tegner rigtig spændende for hendes personlighed udenfor maven. Jeg vågner om natten og kan ikke få luft eller ikke vende mig eller ikke ligge ned på grund af smerter i ryggen eller sveder så hele min dyne er plaskvåd…eller all of the above! Og holder jeg mig en dag som i går, hvor jeg vaskede to maskinfulde, støvsugede huset og bagte franskbrød og boller, så magter min krop ikke engang at komme op af sofaen bagefter. Og helt ærlig, det er jo ikke nogen halvmarathon, jeg har løbet, vel! Drister jeg mig til, som i morges, at spise en omgang morgenmad med et par skiver brød og et glas juice kører min puls op på maks og hele min krop begynder at ryste af overbelastning. Kroppen arbejder på højtryk for tiden, og det er pissebelastende, for at være helt ærlig. Jeg er SÅ klar til, at hun melder sin ankomst. ANYTIME nu. Jo før jo bedre. Vi er klar.

Det har også betydet, at vi har måtte melde afbud til en årlig familieudflugt i Fårup Sommerland med min fars familie. Turen til Nordjylland inklusiv sommerlandshalløj og fremmede soveforhold var ikke kompatibelt med min tilstand pt. Så nu sidder vi herhjemme i tordenvejret og nyder den fred og ro vi har fået forærende ved netop det afbud. Et lille stik i hjertet mærker jeg, over at gå glip af familiehyggen i det nordlige, men nyder også at jeg kan lægge mig ind på sengen hveranden time for en slapper, mens jeg hører lyden af drenge- og mandehænder, der roder gennem kasse 1 og 2 af legoklodserne i deres forsøg på at skabe den ultimative rumraket.

Og drengen der, ikk’, han er ikke supervild med at få taget billeder af sig selv for tiden, medmindre de er i superheltepositur og virkelig fremhæver hans megasejhed, så at bede ham om et softie shot af storebror, der krammer lillesøster i maven, er nærmest et overgreb. Medmindre man kan tilbyde en pakke Smarties som bestikkelse. Så her er, hvad man får for en pakke Smarties en lørdag formiddag. En meter og seks centimeter, der lige kan presses til at røre ved maven med den ENE hånd! For lige så snart kameraet har klikket at stikke den anden hånd frem for at modtage sin løn.

Jeg kan leve med det. Jeg synes faktisk det er blevet et helt godt billede. Og jeg skal heller ikke være sen til at indrømme, at vi udnyttede hans velvillighed og et svagt øjeblik lidt senere og nappede et til uden beregning, da han lige skulle høre, om hun var ok derinde:

Sådan er det, når man forhandler med nordjyder. Vi ved, hvordan man får noget for sine chokoladeknapper.

>Navnet er Aguilera. AB Aguilera.

>

Da min tidligere kollega Poul fyldte 40 år, oplevede han i den tidlige morgenstund i sit toiletspejl, at en åbenbaring gik op for ham. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han aldrig blev professionel fodboldspiller. I det sekund, på den dag, gik det op for ham, at han nu var for gammel til at kunne udleve drømmen. Needless to say – det var en halvhård erkendelse for ham.

Jeg er ikke nået dertil endnu. Jeg tror stadig et eller andet sted dybt inde, at jeg, hvis jeg virkelig gad (og det er selvfølgelig kun, fordi jeg ikke gider lige nu) kunne blive professionel singasongwriter slash kunstner slash danser. I det daglige fylder den bevidsthed selvklart ikke så meget (jeg gider jo li’som ikke lige nu, vel!), men når jeg kommer ud fra en shoppetur med veninden, som slutter med den seneste dansechickflick, så er jeg i de første ti minutter efter filmen er slut, forvandlet til Christina Aguilera og er bedste venner med Cher og Doktor McSteamy. Seriøst. Jeg tror på det. Det er det, den slags film gør ved mig. Det er uundgåeligt (og kan måske være grunden til, at jeg elsker dansefilm så meget). Når man har poserne fyldte med lækre klude og smykkestativer og hovedet fyldt med danselækkert musik og kuldegysskabende sangstemmer, så sidder følelsen af “Coulda Woulda Shoulda” altså ret godt fast i kroppen, skulle jeg hilse og sige.

Og den slags film er fx Burlesque, som jeg var inde og se med en veninde 3. juledag.

Aaarhh, come lige on, hva’? Du ved sgu da godt, hvad det er jeg snakker om. Ikk’? Right? No? Troede du ikke bare en lille smule, at du var Jennifer Grey og var kærester med Patrick Swayze i 1987?

Hmm…så prøv lige at se Burlesque og vend tilbage til mig, ikk’? Man glemmer alt om urealistiske plots og halvdårlige dialoger, når man sidder og tripper med fødderne under stolerækkerne og allerede har købt soundtracket fem gange i fantasien.

>Til Trine og alle næsehornene derude

>

Trine har et fantastisk indlæg på sin blog i dag, som alle næsehorn bør læse og lære af.

IMG_4259

Jeg måtte altså tegne en lidt blidere udgave af hendes Dotty, for jeg vil så gerne se den anden side af hende også.

Og inden jeg straks ryster opgivende på hovedet af alle de andre næsehorn derude (som jo ville være så dejligt nemt), så vil jeg lige tage et kort sekund og tænke tilbage på de gange, jeg har mødt Dotty i mig selv.

Har vi ikke alle en lille smule Dotty i os, når vi nu skal være helt ærlige? Og hader vi ikke os selv allermest, når vi har den slags dage? Jeg ved, jeg gør.

>Rengøringsfe søges

>Jeg kommer gerne med en tilståelse, og man kan endda overveje, om det overhovedet er en tilståelse, når det er noget jeg faktisk er lidt stolt af. Er der ikke en regel om at tilståelser skal være noget man er flov over at indrømme?

Jeg har altid sagt, at hvis der var bare det mindste overskud på bankkontoen, så skulle det gå til rejser og rengøringsfeer. For hjemme ved os er vi altså lidt nogle svin. Ikke sådan at vi går og er ulækre eller sådan, men vi går bare ikke særlig meget op i rengøring. Jeg hader personligt selv at gøre rent. Jeg elsker det bagefter, bevares! Men hele processen med at skulle have våde hænder, vride klamme klude og tørre gammelt støv op tiltaler mig bare ikke overhovedet. Min mand har det på samme måde, tror jeg. Han bruger det i hvert fald heller ikke særlig meget. Hvis jeg skal finde en undskyldning, så har jeg altid døjet med astmaeksem og mine fingre bliver vildt tørre og kløende af det sæbeholdige vand. Men den undskyldning holder vist ikke helt stik, når man stiller et støvet og urent hjem op i modsætning de gener sæbevand kan give en allergiker.

En anden ting, der irriterer mig, er at vi sjældent når hele hjemmet rundt i én rengøringsomgang, hvilket betyder at der altid er et område som er mere eller mindre beskidt end andre områder. Man får aldrig helhedsfornemmelsen af renhed über alles.

I USA havde vi en rengøringsfe. Hun kom en gang hver 14. dag og tog hele hytten, og jeg husker at jeg undskyldte de to ugers pausetid med, at så kunne vi jo selv tage småtterierne i mellemtiden. Yeah right! Der blev højst tørret af på køkkenbordet, og vores hjem har ikke været så rent siden vi flyttede fra staterne og rengøringsfeen over alle rengøringsfeer. Jeg ville ønske at vi kunne få os taget sammen til en gang hver 14. dag nu. Men hver 3. uge er nok nærmere sandheden, hvis du MÅ vide det. Jeg husker dog tydeligt glæden ved at komme hjem efter hendes besøg torsdag aften og indsnuse duften af et helt rent hjem og vide at hvert eneste rum havde været under hendes trylleklud. Det var en fryd at se de ensrettede striber fra støvsugeren i vores centimetertykke amerikanske gulvtæpper, når man satte de første bare fodspor på dem, som et barn i nyfalden sne i haven. Gud, hvor jeg savner det.

I aften fik jeg lige nappet badeværelset, da Skrupsakken alligevel sad derude i badekarret og boblede. Det er sådan vi ordner det nu. Når vi alligevel er fastlåste til de enkelte rum i definerede tidslommer, hvor vi lige så godt lige kan smide en våd klud over de blanke flader. Jeg hader det. Og jeg hader den måde mine tørre fingre nu knitrer, når de rører tasterne på den bærbare. Aadddr!

Måske skulle man se, om der gik en dansk rengøringsfe rundt herude i det nordsjællandske stykke provinshimmel? Kender du én?

>Blandede følelser

>I et hvert parforhold er der issues, som gentagne gange kommer op, og hvor parret tydeligvis ikke er enige. Sådanne issues har vi selvfølgelig også.

Jeg er fx ikke meget for hokus pokus. Ting jeg ikke kan forklare. Og her taler vi ikke om ånder, skæbnen og sådanne håndgribelige emner. Nej, vi snakker om mikroovne, flydende tankskibe, flyvende jumbojets, induktionskomfurer, sojabønner og robotstøvsugere. Bare for at nævne et par eksempler.

Kampen er tabt på forhånd fra min side, for jeg er gift med en tekniknørd, som elsker alt det der hokus pokus. Og han prøver ihærdigt at forklare mig, hvorfor man kan koge spaghetti på en magnetisk kogeplade, der ikke er varm uden gryden, og hvorfor jumbojetsene kan flyve osv. Det går bare ikke rigtig ind, og principperne har været faste i min verden. Det hokus pokus skal i hvert fald ikke ind i mit hjem!

Vi ved jo alle, at principper er kun sjove, hvis de bliver brudt, og det gør de så også i stor stil for mit vedkommende i denne sag. Mikroovnen har vi haft i mange år, og jeg bruger den flittigt i dag. Jeg flyver gerne med jumbojets, dog helst på første klasse, hvis det kan lade sig gøre, men andet kan også gå an. Og jeg sendte for nyligt hele mit hjem over Atlanten i en container på et flydende tankskib, så på en måde kom det også ind i mit hjem, eller omvendt. Same shit, different wrapping! Princippet røg uanset hvad.

Soyabønnerne forstår jeg stadig ikke helt, og jeg spiser dem også helst lige som de er, grønne og lækre letkogte med salt på.

Induktionskomfuret og robotstøvsugeren var mine sidste kæpheste. Så fandt vi drømmehuset, og hvad stod der i det – lige midt i køkkenet og grinede af mig og mine nyindkøbte gryder fra USA (som ikke var magnetiske og nu er at finde i Okinawa)? Et induktionskomfur. Jeg forstår det stadig ikke, men det koger godt nok spaghettien hurtigt. Det må jeg dog indrømme. Og jeg har også et par gange priset mig lykkelig for den manglende varme uden kontakten med gryden, når Skrupsakkens små fingre er kommet lidt for tæt på. Så ud røg også det princip.

Men jeg havde stadig ryggen rank i tvekampen, for jeg havde jo robotstøvsugeren tilbage at kæmpe for. Og jeg var sikker i min sag. Den fik aldrig et ben til jorden, eller en børste eller andet sugende, i hvert fald ikke i mit hjem!

Og hvad tror I så er årets julegave fra Mandens arbejdsplads?

IMG_0385

Så nu har jeg sådan en brummende lettere forvirret robot kørende rundt i mit hjem under påskud af, at den gør rent. Jeg ved nu ikke rigtigt med det. Jeg synes lige så godt, at vi lige selv kunne tage Mielen og køre det hele over på 1/20 af den tid, den bruger på at banke sig selv ind i dørlisterne. Og hvordan kan den huske, hvor den har været før og hvor den skal hen næst? Manden fabler om algoritmer og kortlægningsprocesser. Jeg tror ikke rigtigt på det. Og jeg synes også den kigger så mærkeligt på mig. Kan I ikke også se det?

>Arhraaaa, so dat is vat is so funni!

>Et indlæg ved Julia fik mig netop til at tænke på nogle af mit livs AHA-øjeblikke. Der er selvfølgelig mange, men et par af dem står mere klare i min erindring end andre.

For eksempel den som jeg nævner i kommentaren til Julias indlæg, hvor ordet DETERMINATION i lang tid blev læst som DET ER MIN NATION af mig. Det irriterede mig grænseløst, at man kunne lave en så simpel stavefejl på en ellers fed (total 80er) plakat af en mand og en kvinde der stod og kyssede i stonewash cowboybukser ved havet (allerede dengang var dansklæreren ved at vokse frem i mig).

Jeg kunne selvfølgelig ikke finde originalen, men det var lidt a la dette her:

Behøver jeg at sige, at jeg syntes det var den fedeste og mest romantiske plakat i verden, og jeg kunne slå min storebror ihjel for at eje den, da den hang på hans sort/hvide teenageværelse. Jeg er næsten 100% sikker på, at det er en gammel Levisreklame.

Nå, men den anden øjenåbner kom flere år senere, nemlig nytårsaften år 1998. Vi var en flok venner, der holdt fest sammen og traditionen tro skulle vi se 90 års fødselsdag og skåle med den kære James. Og der, lige i det sekund filmen er næsten slut, går det op for mig, hvorfor mine forældre og deres venner altid grinte fjoget ved Miss Sophies sidste replik på vej op af trappen: “Same procedure as every year James….”!

Der er bare nogle ting her i livet, som man kun kan forstå, når man bliver “gammel nok”!

>En moderlig indrømmelse efterfulgt af musikalsk genialitet

>Indrømmelsen først:
Efter at have haft STORE skrubler over at skulle rejse væk fra Skrupsakken fra mandag til lørdag og derfor for første gang skulle adskille mig fra ham i over 10 sammenhængende timer, må jeg med skam indrømme, at jeg først kom til at savne ham sådan rigtigt om torsdagen OG at jeg faktisk et øjeblik glemte, at jeg havde et barn fredag aften ved 20.30-tiden, da Annika Aakjær sang “Help” på Gasværket. Som afslutning på en fantastisk lejrskoleuge tog Manden og jeg en egoistisk kæresteaften med sushi, øl og teater, mens Skrupsakken forlængede sit moderfravær med en ekstra dag og fik et fantastisk døgn ved farmor og farfar i stedet. Et genialt koncept for øvrigt, som hermed bliver skrevet til protokols til senere erindring. For hvem er egentlig klar til at være en ansvarlig og omsorgsfuld mor efter fem dage sammen med 41 stk. 7. klasseselever? Let’s be honest!

Hvilket også næsten helt naturligt bringer mig videre til genialiteten:
Come Together på Gasværket er intet mindre end musikalsk genialitet i mine ører! De gamle, alt for velkendte, Beatlesnumre fik nyt liv, større stemmer og mere syret fandenivoldskhed, end jeg nogensinde troede muligt. John Lennon ville have været en stolt og rørt mand, hvis han havde kunne besøge det gamle gasværk på Østerbro i København. Han ville have elsket, hvad Cederholm og de andre genier havde gjort ved de gamle numre, og han ville have tænkt: “Now, why didn’t I think of that?”.

Især må nævnes to nye navne i min bevidsthed. Annika Aakjær og Sara Grabow! Annika Aakjær sang så hårene rejste sig på min arme og hendes fortolkning af Help var intet mindre end formidabel. I kan se lidt af den i dette klip:

Jeg har siden brugt hele aftenen på at Google de to og fandt blandt andet ud af, at de bestemt ikke er nye ansigter på den danske musikscene, så måske er det bare mit fravær de sidste tre år, der her igen kommer til udtryk. Sara Grabow er for eksempel Sebastians datter og har deltaget i flere større teateropsætninger. Hun var fortryllende med sine store opspilede øjne og rene næsten feagtige stemme i Come Together.

Handling og rød tråd – spørg mig ikke, men musikken er forførende og fængslende og dens enorme popularitet og velkendthed er jo samtidig enormt bindende og begrænsende for videre fortolkning af den. Måske derfor følte jeg hele tiden, at jeg var besøgende på en sindsygeanstalt i middelalderen, hvor alle de indlagte var fanget og bundet af musikkens forførende selv. Den styrede dem totalt, og hver og én lod de sig fange og leve ind i de toner, der jog den sidste rest af fornuft ud af dem.