Indlæg nr. 1000 – et tillæg til skolereformen: Gør en god skole bedre

Dette er mit indlæg nr. 1000 her på bloggen. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for, hvordan og OM det overhovedet skal fejres yderligere. Det skal det jo nok. Men lige nu er der noget andet der fylder. Så for nu, vil jeg fejre det med fire gode forslag til Christine Antorini og hendes reformslæng.

Jeg er træt af at være trist og lade mig føre. Så nu tager jeg pegepinden i den anden hånd, og tænker med og fremad i stedet. Jeg har kigget lidt på reformen Gør en god skole bedre, igen, og jeg har et par seriøse idéer til en tillægssektion. En finpudsning. En slags opgradering. Eller skulle vi måske endda vove os til at sige: En modernisering?

Nå, men glædelig 1000 indlæg Kære Regering. Følgende punkter er til jer fra mig og I må bruge dem frit fra nu af:

Fastsæt 30% af tiden i de nye aktivitetstimer eller lad et af de nye spændende valgfag fra 7. klasse være et obligatorisk tilbud til faget Programmering.
Aktivitetstiden er i reformen tænkt til “…en mere afvekslende og spændende skoledag . Aktivitetstimerne skal bruges til at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt og til leg, bevægelse og lektiehjælp.” Indrømmet, der er ikke meget bevægelse i programmeringsarbejdet, men der er masser af leg, afveksling og ikke mindst kreativitet. Og så understøtter det punktet i reformen, om mere anvendelse af it og digitale læringsformer. Som dansk- og billedkunstlærer og læsevejleder kan jeg kun tale for, at man ikke bare lærer at være bruger af it, men også lærer at være producerende og at forstå de bagvedliggende mekanismer, der netop er så vidunderlige ved it-teknologien. For de digitalt indfødte er HTML vel bare endnu en malepalet og limpistol. HTML er for det nye årtusinde, hvad papmache var for det gamle. Og de praktiskmusiske fag er for længst gået ind i den nye tidsalder, så måske skulle vi lade Folkeskolen gøre det samme.

Se følgende video for mere understøttelse af dette punkt:


Glem alt om klasselokaler og lav i stedet lærerteamlokaler. Lad eleverne vandre i undervisningen og få på den måde løst problemet om personlige arbejdspladser for lærerne.
Der er ingen tvivl om, at tanken om hjemmebasen for en klasse burde være en vigtig del af at føle sig tryg på en skole. Men jeg oplever desværre oftere, at klasselokalerne er rodede, halvsmadrede og en slags udvidet del af deres eget værelse, som lærerne forgæves forsøger at få eleverne til at føle et medansvar og et ejerforhold til. Men som de i stedet føler sig fremmedgjorte og stemplet på forhånd i.

Ved at lade lokalerne være lærerteamets base, vil man både imødekomme målet om at alle lærere underviser i deres linjefag inden 2020 og dermed have faginspirerende læringsmiljøer, som de enkelte lærerteam har frihed til at lade blomstre op. Jeg oplever, at trygheden ligger ved læreren og dennes person, mere end den ligger i klasselokalet som hjemmebase. Ofte vil klasserne alligevel få en slags hjemmebase i klasseteamets lokale, hvor de selvfølgelig har de fleste af deres timer. Ligeledes vil det give lærerne hjemmebanefordel i undervisningen, hvilket jeg tror vil have en positiv virkning på lærerrollens status i skolen og samfundet generelt.

Det kræver, at man retænker den traditionelle klasseværelsesopbygning med faste pladser ved tomandsborde eller gruppevis, som det stadig er det på en stor del af landets skoler. Og i stedet laver arbejdsområder i klassen og på fællesarealerne, hvor lærerne har mulighed for at tænke ud af boksen i undervisningen og ind i hjertet af læringen.

Gør skolen papirløs så vidt som muligt.
Støt de digitale undervisningsportaler, så de får råd til og mod på at udvikle sig, så man kan abbonere på rettigheder til enkelte materialer, som man skal bruge dem. Det vil styrke undervisningsdifferentieringen på sigt og målrette og optimere de midler, der bruges til materialer. En slags Spotify for undervisningsmidler. Drop kopimaskinerne og lav en-til-en-løsninger på alle skoler. Styrk interaktiviteten og kreativiteten i det digitale læringsrum og udnyt at den it-baserede løsning kan langt mere end at være en uploadet bog, man kan bladre i ved at swipe en skærm.

Det vil mindske en lille del af lærernes forberedelsestid, være mere miljørigtigt og være en kæmpe besparelse i papirforbrug, som i stedet kan investeres i it og de digitale læringsformer, som jo er et af reformens store mål.

Tænk kreativiteten ind i undervisningen i stedet for at lade undervisningen være målbaseret efter nationale standardiserede test og fælles mål.
Jeg vil lade Ken Robinson forklare den sidste her. Det gør han så smukt og videoen her er stadig 100% relevant, selv om den nu er 2,5 år gammel. Jeg elsker Ken Robinsons syn på læring. Og skal vi tænke den til ende, så bør vi måske også have et opgør med hele klasseopdelingstanken. Jeg siger det bare. Det er kassetænkning, som hører en anden tid til. Men se den nu selv:

Selv tak!

Nørden og Fuglen

Jeg har ikke på noget tidspunkt i dag tænkt, at jeg ville gå i seng til aften og have begge ungers fastelavnskostumer på plads. For at være ærlig har jeg slet ikke tænkt, at de skulle noget med fastelavn i denne uge. Jeg har ligget under dynen på sofaen og hygget mig med resterne af den halsbetændelse, jeg fik inden weekenden.

Men et hurtigt smut på børneintra efter aftensmaden viste sig at være velvalgt, da hele institutionen holder fastelavnsfest på fredag, hvor børnene skal møde op udklædte. Og da jeg ikke er hjemme hverken i morgen eller torsdag aften, var det ligesom i aften, at den ged skulle barberes. Sig forresten lige til mig, at jeg ikke er den eneste, der konsekvent undrer sig over, at man for det første kan slippe afsted med at udvikle så elendig en kommunikationsplatform til kommunalt regi og for det andet, at man ikke bare bruger skoleintra fra starten af, så man ikke skal køre to forskellige systemer. Forældre kan være svære at opdrage, you know.

Nå, men Skrupsakken var nem. Han har længe proklameret, at han ville være Kåre fra Store Nørd. Hans store idol.

En hurtig udskæring af NØRD-logoet i karton og et par grågrønne bukser og en grøn bluse gjorde det muligt for Skrupsakken selv at male logoet på tøjet. Hørebøfferne fra hans fødselsdag og nytårsbeskyttelsesbrillerne færdiggør looket sammen med dunvesten. Og nå ja, så skal han låne mit strithårscreme (!?), så han kan få Kårehår.

Super nemt og hvor er jeg stolt over, at han vælger netop det kostume, som siger ham mest og ikke det som alle de andre drenge vil have. “Det bliver min yndlingstrøje fra nu af, mor“, sagde han inden han gik i seng. Det tror jeg på.

Ananassen var straks værre, for helt ærligt, så fatter hun det jo alligevel ikke, og hun gider ikke have noget på hovedet. En hurtig billedgoogling gav mig en god mulighed for at bruge nogle af alle de stofrester, jeg har liggende. Indtil videre har jeg limet to fuglevinger til hende, som lige skal have en tur i symaskinen i morgen.

Jeg regner med at sy dem fast på ærmerne på en farverig bluse og så et par orange leggings eller strømpebukser og hun er en fugl. Forhåbentligt. Vi får se. Hun er en ret bestemt lille dame, der ikke sådan lige lader sig forvandle til hvad som helst.

Torsdag holder vi fastelavn i udskolingen, hvilket betyder, at jeg også lige skal have lavet et kostume til mig selv. Min kollega og jeg har en plan sammen. Måske får du resultatet at se her på bloggen. Måske ikke.

Peace!

Takket være Trine og hendes tip om at Netto havde broderbare iPhonecovers, fik jeg forleden weekend pimpet min telefon. En hurtig billedgoogling og jeg havde mit motiv. Så var det bare om at lade tråden og nålen tegne stregen.

Lidt bling, lidt petroleum og lidt orange og vupti vupti…

Eneste minus ved denne løsning, er at coveret bliver lidt fyldt med tråd indvendig, hvilket betyder, at det ikke sidder helt optimalt på telefonen. Især når man tager billeder med blitz er det generende. Men det gør jeg heldigvis nærmest aldrig. Så det får lov at blive siddende lidt endnu. Det er til gengæld virkelig rart at holde ved. Jeg ved ikke hvorfor. Det har bare en virkelig good feel ved sig. Og så er det jo unikt.

Årets første lærermøde og en ny taske rigere

Jeg startede på job i dag. Nuff said!

Lad mig i stedet vise jer, hvad jeg fik hæklet på de to timer, hvor jeg sad i mødelokalet og hørte om samspil og relationer, mens mit barn blev passet af nogen andre (jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød at have hænderne fri et par timer):

Ja, den er lyserød vil nogen måske mene. Men i virkeligheden er den mere sådan sart rosa, og hvad kan jeg sige? Jeg er bare blevet mere pink/rosa siden jeg er blevet mor til en pige. There I said it! Men jeg bliver ALDRIG babylyserød, ‘kay?

Læderhåndtagene er fra en gammel taske, jeg havde liggende, som jeg alligevel aldrig vil få brugt igen. Dem har jeg monteret herhjemme i aften. Det hele tog vel omtrendt tre timer i alt. Og 75 kr. for et nøgle garn. Ingen opskrift, bare en oval bund og så opad indtil jeg ikke havde mere garn. I like!

The kid should see this

En kollega anbefalede denne side til mig i aften, og jeg er nødt til at dele den videre med jer? Det er en samling af videoklip, som børn bør se. Samlet af Ripon Nakaya og hans fireårige hjælper. Børnevenlige overhovedet-ikke-lavet-for-børn-videoer i en lang række om naturen, kunsten, fortællingen, kulturen, teknologien og meget mere. Fælles for det hele er, at man aldrig må undervurdere et barns viden og nysgerrighed. Og se fx bare denne video om fantasi, som jeg fandt på siden.

Ikke mindre end fantastisk fortalt. Og virkelig godt ramt!

Noget med en krog eller noget (kan med andre ord ikke finde på en titel)

Jeg er blevet helt tosset med at hækle. Det går så dejligt hurtigt (altså på nær det MacBook cover jeg har været en evighed om, men det er ikke hæklingens skyld, nok nærmere en designmæssig fejlvurdering, da jeg skifter farve for hver runde…suk en masse hæftninger det koster).

Jeg lærte at hækle, da jeg var lille og kom på ferie ved min bedste. Når jeg kom derned havde hun altid forberedt en lille ting, som jeg kunne arbejde med, mens jeg var der. Et korsstingsbroderi, et hæklemønster, en orkeringsopgave eller et strikkeprojekt. Det endte gerne med broderiet eller hæklingen, men jo da, jeg kan skam orkere. Måske som en af de sidste i Danmark? Eller hvad?

Da ferierne stoppede, stoppede mine nørklerier også. Blyanten tog over og jeg tegnede mig igennem matematiktimerne og kærestesorgerne. Og som så mange andre mødre in spe, fandt jeg først pindene og nålene frem igen, da jeg ventede mit første barn. Og nu er jeg så blevet helt hooked på hæklekrogen. Min kære bedste er her desværre ikke længere, så jeg må ty til Youtube og Garnstudios instruktionsvideoer, når jeg vil lære noget nyt. Og det er jo helt genialt! Fx fandt jeg den fedeste hueopskrift, fordi jeg ville lære at lave pufmasker. Det kom der rastafarihuen ud af. Faktisk var det en mobiltaske, som jeg havde set på Pinterest, der satte hele pufmaskejagten i gang for mig. Det endte med denne her, som er lavet på samme måde som den sidste taske jeg lavede, bare i pufmasker:

Og nu er jeg så gået i gang med et lidt større projekt, som jeg finder på som jeg kommer frem. Det startede med inspiration fra denne denne her på Garnstudio, men jeg har lavet en del justeringer undervejs, og indtil videre ser den sådan her ud:

Det er dog ikke pufmasker, men dobbelte stangmasker, jeg arbejder med her. Og billigt garn fra Fakta og en 5.5 nål.

Så nu vil jeg lige nappe et par runder mere, mens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at Skrupsakken ikke har fanget den mavevirus han legede med i går, og at Ananassen ikke nappede den tredagesfeber med hjem, som hun lå på tæppe med, også i går, eller at jeg selv eller en af de to små ikke deler den (mande)influenza, som ligger ved siden af mig i sofaen lige nu. Og når det så er gjort. Den overbevisen. Så vil jeg fortsætte med to runder mere og slutte af med at få den piven af coverversioner på overspeedede musestemmer ud af min hjerne, som har siddet der siden Skrupsakken og jeg så Alvin og de frække jordegern tidligere i dag på vores date. Så skulle der vist være ro til at sove. Hvis ikke vi til den tid er ved at være fremme ved første natteamning. Måske skulle man bare lægge sig nu.

ANIBET

Jeg faldt over en ny blog i dag, som er skrevet af illustrator Caitlin Clarkson. Hun laver nogle fede illustrationer og har netop færdiggjort sit ANIBET (et alfabet tegnet med dyr). Det er set før, anibeter, men dette er altså virkelig virkelig flot og detaljeret tegnet! Prøv lige at se:

Hvis du klikker her, kommer du ind på hendes personlige hjemmeside, hvor hvert bogstav ligger for sig som store billedfiler. Lige til at printe ud til børneværelset eller klasselokalet. Hun skriver ikke, at man ikke må printe dem, så jeg regner med, at hun har lagt dem der for at dele.

(Dear Caitlin, if you read this and disagree with my sharing, please let me know and I’ll remove both picture and link a.s.a.p.)

Hey, jeg findes stadig!

Pyyyh, jeg var ikke forsvundet i de fortabte CPR-registre. Heldigvis var jeg bare flyttet tilbage til USA for en stund, men blev hurtigt rykket tilbage på dansk jord og kunne dermed købe min nye hvide iPhone 4. Det er rart at være hjemme igen, og jeg tænker lidt at udlandsopholdet i Telenors arkiver, måske forklarer mine høje telefonregninger indtil nu. Jeg forventer helt klart, at de bliver skåret kraftigt ned, nu jeg har fast bopæl inden for indenrigstaksterne igen.

Som ekstra bonus tog jeg lige en smuttur på Den Blå Avis og fandt ud af, hvad man var villig til at give for ulåste iPhones derinde. Selv sådan en to år gammel 3’er uden S bagefter, som min den gamle var. Jeg spenderede 300 kr og en halv time på et nyt glas ved iPhonedoktoren i København og simsalabim havde jeg fire timer senere solgt den for 1200 kr.! 1200 kr. for en 3G’er! Om jeg fatter det. Og vi kunne have solgt den fire gange for den pris. It’s all about the apple. Sad but true.

Nå, men sådan en ny fin hvid perle skulle da have sig en ny bolig. Og Christina er altid sød at dele sine opskrifter og idéer med os andre, så jeg hæklede en ny sok til Darlingen ud fra hendes indlæg og er nu blevet helt spundet ind i det hækleri igen. Her får I lige lidt billedspam af både sok og mave:

Jeg ved endnu ikke helt, om der skal et eller andet bling på forsiden af sokken. På den ene side kan jeg godt lide enkeltheden, på den anden side synes jeg, den bliver lidt kedelig. Bling ville klæde den, tror jeg. Hvad tænker du? Idéer er velkomne.

Jeg kan meget godt lide, at snoren kan tages af og på og bruges som nøglesnor også. Derfor lavede jeg en haps bagpå pungen, ligesom Christina havde lavet på sin. I kan se anvisningerne i Christinas indlæg. Det er forbavsende let at lave.

Snoren hæklede jeg bare ved at lave en lang række løsmasker, i den længde der nu passede rundt om min hals, og så en gang fastmasker rundt om løsmaskerne bagefter. Jeg lavede fire fastmasker i den første løsmaske, da jeg drejede om på den anden side.

Mit næste projekt på hæklenålen er også Christinas. Se lige et fedt cover til MacBooken! Og med fire uger til terminen, skulle der vist liiiige være tid nok.

Et kys midt i balladen i Vancouver

Da vrede Canucksfans gik amok i onsdags i Vancouver efter nederlaget til Boston Bruins var der én fotograf, der fangede sit livs shot:

Richard Lams billede med historien om det unge kyssende par, der står skarpt skudt midt i de slørede gadekampe er gået verden over. Og det viser sig, at billedet er taget ved mere eller mindre en tilfældighed. I dagene efter har der været masser af spekulationer over, hvem det unge par var, hvorfor de lå der, om de kyssede eller om noget andet mere alvorligt var på færde og ikke mindst, om billedet var staged (sat op). Også de danske medier skrev om historien, hvor den bl.a. på DR blev den mest læste nyhedshistorie fra udlandet i dag. Jeg elsker den slags mysterier!

Billedet er et af de smukkeste pressefotos jeg har set længe, både kompositionsmæssigt og indholdsmæssigt, og jeg måtte bare dele det med jer. Det er ikke sat op til begivenheden. Et vidne så pigen blive overrumplet og væltet omkuld sammen med sin kæreste, da politiet gennede gruppen af ballademagere væk fra gaden. Parret er siden blevet identificeret som australieren Scott Jones og hans canadiske kæreste Alex Thomas og de bekræfter vidnets historie. Jones fortæller at hans kæreste blev væltet af politiet og han lagde sig ved hende og kyssede hende for at berolige hende og fortælle hende, at hun var ok.

Det er derfor jeg elsker billeder! Dette øjeblik kunne kun fanges i ét billede. De skærende kontraster billedet fanger, handler jo om langt mere end en tabt NHL-kamp og kan relateres med så mange andre aspekter af livet. Og så er det bare et helt fantastisk æstetisk smukt billede!