Wang-nederdel til #glimmeronsdage

Forleden nævnte Lis, i en snak vi havde med nogle fælles veninder, noget om en nederdel, som hele blogland havde lavet. En Wang-nederdel. Hun sagde at den sidder pænt og strammer ind lige, hvor den skal! Gotta have it!

Straks googlede jeg “Wang nederdel DIY’ og fandt blandt andet den her og den her. I skabet havde jeg et stykke pailletjersey, som bare har ligget og skreget GLIMMERONSDAAAAAAG! efter mig, hver gang jeg åbnede skabsdøren. Jeg brugte et lidt bredere elastik i livet, da jeg synes det kunne være flot. 4 cm bredt er det. Og så syede jeg løbegangen på for sig med overlockeren.

Og se lige her, hvad det endte med. VERDENS NEMMESTE NEDERDEL!

Er du ikke hoppet på #glimmeronsdagskonceptet endnu, så er det nu. Onsdage er perfekte dage at glimre lidt på. Jeg har haft en glimrende dag på trods af febersygt barn og lockout på fjerde uge. Kan også have noget at gøre med en dejlig frokost i Lyngby med tre af landets bedste og dejligste læsevejledere.

Skaberi, meraki, krea…kald det hvad du vil

Hvis du følger mig på Instagram, så har du nok allerede set disse billeder, men her på bloggen kan jeg knytte lidt flere ord til, så derfor får du dem lige her også. Jeg er inde i en virkelig god stime for tiden, hvor jeg får produceret en hel masse. Hver gang jeg sidder til et lærermøde eller hjemme i sofaen om aftenen har jeg strikketøjet i hænderne. Jeg er blevet helt afhængig, og jeg er sådan nærmest barnlig ivrig efter at få færdiggjort projekterne, så jeg kan prøve dem på og se dem i brug.

Denne gang var det Skrupsakken, der fik en ny vest, som han specifikt havde bestilt og selv valgt garn til.

Jeg fandt den rigtige opskrift i e-bogen Boys Knits efter en del søgen. Jeg vidste lige nøjagtig, hvordan den skulle være oppe i hovedet, men kunne ikke finde den helt rigtige opskrift, før jeg fandt Katya Frankels e-bog. Den er strikket i Mayflowers Big Classic, så den er god vamset og tyk uden at være for voldsom. Han blev meget glad for den, heldigvis. Det er aldrig helt til at vide med ham nu. Han har virkelig fået sine egne meninger  om tingene.

Udover strikkeriet, så får jeg også produceret lidt inde på syskolen ved Line.

I torsdags lavede jeg en tunika til Ananassen efter dette mønster i en af Lines japanske bøger.

Stoffet er fra Stof & Stil og er en meget let og luftig bomuld. Indtil det bliver lidt lunere kan hun have den på med en langærmet body indenunder og senere er den rigtig fin til forår og sommer. Helt sikkert et mønster jeg godt gad have i voksenstørrelse.

Til sidst skal I lige se en fødselsdagsgave, som jeg skulle have haft med til Nordjylland i vinterferien. Men da den tur blev spoleret af sygdom, må min mor vente lidt ekstra på sin gave. Nu får hun den så at se her, som en lille forsmag. Jeg håber den falder i hendes smag. Selv vesten var et ønske, men stoffet har jeg selv valgt til hende. Det er sart rosa babyfløjl med broderier yderst og Liberty inderst. Tillykke med fødselsdagen mor:

Hvor er jeg?

Altså jeg er jo lige her. På bloggen. Og i min sofa. I mit hjem. Ved siden af min mand og babyalarmen.

Men jeg er også rimelig ofte (og indrømmet, nogen gange samtidig) på Instagram. Hvor jeg blandt andet viser mine første spæde overlockninger frem side om side med en illustreret folkeskolevirkelighed og livet som mor.

Og på Twitter, hvor jeg stadig famler mig lidt frem i blinde. Er jeg den eneste, der aldrig helt rigtig har forstået Twitter? Eller er det fordi, jeg bare ikke er god til det med at fatte mig i korthed om noget, der er vigtigt nok til at jeg vil dele det med andre.

Nå ja, og på Facebook. Selvfølgelig. Det er vel mit andet hjem. Og dit. Stedet hvor jeg kan give mit sociale liv en hjertestarter, selv om jeg kun orker at sidde i underbukser i min sofa.

Og en gang om ugen tager jeg expressen fra mailboksen ind på Linked In. Bare for at snuse lidt til mine drømme og ambitioner. Og se på listen over mine nuværende bedrifter, som vokser i takt med, at jeg finder mig mere og mere til rette i mit professionelle jeg.

Et jeg, der ofte leger med billeder på sin Billedguide. Og giver gode råd om kreativitet og billedsprog på DR’s hjemmeside. Og piller i sin egen navle her på bloggen.

Klout måler jeg mig med de andre virtuelt indfødte, og bliver bekræftet i, at en stor del af mit liv leves digitalt, og at jeg når længst ud, når jeg bruger mine to yndlinge; billeder og ord.

Og sådan klikker jeg mig rundt, frem og tilbage, op og ned, og lader den virtuelle verden få den plads den kræver i min analoge virkelighed. De to kan ikke skilles ad, som det er nu. Den ene er nærmest betinget af den anden og omvendt. For mig. Og for andre er hele dette indlæg skrevet på russisk med en usynlig pen i regnvejr.

Men altså ja, nu ved du hvor du kan finde mig, når jeg ikke lige er her.

Waiting for the bus

Ved I hvad? Jeg synes de digitale medier er fantastiske (surprise!). De gør det fx muligt for os at udgive vores eget magasin, bare fordi vi har lyst. Og nej, @tveskov, det skal ikke printes ud på papir. Siden hvornår har det været fedt at gå tilbage?

De digitale medier gør det også muligt for mig at sidde her nu, og blogge. Mens mine niendeklasseelever sidder opslugte i at skrive deres halve times fokusessay. Et essay, der i øvrigt også er udsprunget af de digitale medier. De arbejder nemlig med et billede lånt fra O’Mannes Instagramkonto (med tilladelse). Så nu venter de på bussen sammen med Anne og Linus. Og sveder lidt imens.

20120831-083936.jpg

Jeg er for øvrigt også at finde på Instagram under navnet ‘annbirthe’. Come visit!