På et hotelværelse i Nordjylland

Hvis ikke alenetid på et hotelværelse i Rebild Bakker kan puste liv i et blogindlæg, så ved jeg ikke, hvad kan. Nu prøver jeg. Jeg er ikke klar til at give afkald på bloggen, men jeg får heller ikke skrevet meget for tiden. Det kan enhver jo se. I virkeligheden aner jeg ikke, om der overhovedet er nogen, der vil læse dette. Måske er jeg lige så alene herinde, som jeg er her på hotelværelset. Der er noget vildt skræmmende over kombinationen hotelværelser og alenetid for mig. Og samtidig er jeg vild med at kun være mig selv. Kun tænke på mig og mine egne behov. Som jeg skrev på Twitter her til morgen:

Lige så meget som jeg hader at sove alene på hotelværelset #scaryshit , elsker jeg morgenmadsbuffetten i eget egoselskab #purebliss

Åh, at sidde der ved morgenmadsbuffeten og langsomt drikke sin kaffe færdig, nyde sin croissant og kun reflektere over, om man har mest lyst til et ingefærshot eller en kanelsnegl mere? Det opvejer til hver en tid skrækscenarierne fra værelset i den mørke aftensstund. Og konferencetid. Inspirerende oplæg som perler på en snor, delikate hoved- og mellemmåltider, gode faglige samtaler om hjerteblod og nørderi og tid til eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker mit job for denne slags muligheder! Og alligevel sad jeg nu, inden jeg skrev dette indlæg, og bladrede mig smilende frem og tilbage mellem de ni screenshots, jeg tog under Facetimesamtalen tidligere. Hvor tre yndlingsliv sagde godnat og “vi elsker dig” til mig. Hvor de skiftevis kyssede skærmen og kiggede distraherede bort mod fjernsynet. Som at være der selv. Og ikke.

Fem år!

Når man står i sit køkken og indser, at man har nok legetøj i huset til at holde en hel børnehavestue på tyve børn underholdt i to timer, så er det svært at forsvare, at ens børn ønsker sig mere.

Alligevel blev Skrupsakken bare helt vildt glad for sit høreværn, sin sneskovl, sin Brandmand Sam station, sit Anders And abonnement og sin nye kælk her til morgen. Alle inderlige ønsker. Bør man se et mønster i at halvdelen af hans gaver indtil videre er købt i et byggemarked?

Og nu er han så fem år. Og snakker om at have sin far og sin mor og sin Anna i sit hjerte. Og at han er i vores hjerter. Og at vi aldrig glemmer hinanden, når vi har hinanden i vores hjerter. Og mor har et virkelig stort hjerte, for hun har også alle mulige andre i sit også.

Arhmen, så er man sgu da solgt, hva’!

Ja, så trodser man sne og snotnæse og opfylder dagens sidste fødselsdagsønske om at at få sushi på Kineseren. Hvor de har spejllofter!

f442ec0e3e5111e2982122000a1f8c32_7

Mig og mine brødre

Det har været en af de hyggeligste dage i lang tid. Frokost i en baggård på Østerbro med mine brødre og deres dejlige älsklinger. Jeg elsker mine brødre. De er det bedste jeg har, næstefter min mand og børn. Vi slapper af sammen og griner med og af hinanden, og vores tre familier er på forunderlig vis bare blevet spundet sammen. Deres piger er nogle af de bedste veninder jeg har, og børnene savner hinanden, når de ikke synes de ses ofte nok.

På vejen hjem sagde min mand i bilen: “Jeg elsker dine familie.” Jeg elsker ham for at sige sådan, for jeg er godt nok også overordentlig glad for den.

På Århus Plads ligger den lækreste legeplads, og min storebror boede engang i lejligheden lige over den, min lillebror lige har købt, lige ved siden af legepladsen. Sidst jeg var på legepladsen, var da jeg nød den fyrværkerifyldte nattehimmel en nytårsaften fra legetårnets top i en fantastisk brandert. Dengang var jeg single og barnløs. I dag styrede Skrupsakken det kæntrede piratskib i baggrunden sammen med sin fætter og kusine, og Ananassen udforskede Østerborisk gemmologi på nært hold, mens jeg sad helt stille og nød mine to smukke raketter.

Den er faktisk ret stor, den del af hjernen, der kan snakke med piger

Vi har været i Zoo i dag sammen med naboen og hendes datter, Jessica. Og pludselig er der sket det, at Skrupsakken er blevet stum, når hun er omkring ham. Hvor de før kunne lege og snakke i ét væk, er han nu helt mut og stille. Faktisk tenderende ubehøvlet.

Men her er forklaringen. Og det er slet ikke så usandsynligt endda:

Der er vist også en anden del af hjernen, der er blevet væk, når mor spørger for meget og kommer for tæt på. Så er det godt med motorcykler og den slags håndgribelige glæder i livet.

Højt og tæt…ekstremt højt og utroligt tæt

Jeg ved ikke, om det var på grund af, at jeg havde hans hånd i min, og vi kun var os to for første gang i fem måneder. Der i biografens mørke.

Eller om det var tanken om mulighederne i mine egne børns dybe underfundige indre verdener.

Eller om det var smagen af en af de bedste romaner, jeg nogensinde har læst.

Det slog i hvert fald mit filter fra og fik mig revet med ind i New Yorks gader og ud i de yderste kroge af en niårig drengs bevidsthed og helt dybt ned i hans savn over sin afdøde far. Og jeg kunne slet ikke slippe hverken den, filmen, eller ham, drengen, igen, længe efter rulleteksterne var stoppet.

Det var ekstremt højt! Og helt utroligt tæt på. Og jeg elskede det. Den er alt hvad den er slået op til at være og Jonathan Safran Foer kan kun være stolt af at se sine vidunderlige ord visualiseret igennem Stephen Daldrys filmatisering og Thomas Horns underfundige skuespil. Det var en Maggiterning af følelser, sorg, jagt og intellektuelle ledetråde i jagten på meningen med livet…og ikke mindst døden.

Lykkelige hønsefutter

Jeg har snakket om lykkelighed i dag. Med et menneske, der er en af de modige derude.

Og her til aften mærkede jeg den. Lykkeligheden. Da jeg stod derinde på Skrupsakkens værelse og ville tage et billede af Ananassens futter til min lillebror. De er en gave fra hans og kærestens ophold i Buenos Aires. Og futterne kom med på billedet. De er skønne.  Og unikke. To skøre hæklede høns. Mon høns er de nye ugler?

Og så stod jeg der og blev helt rolig indeni. Georg Gearløs’ Lille Hjælper lavede rav i den i Anders And bladet og vi smågrinede sammen alle fire. Og lige der i børnesengen var hele min lykkelighed.

Nogen gange hjælper det altså lige at ramme tingene lidt ind i en sort fotoramme og sløre dem lidt, for at se det hele lidt klarere. Hipstamatics sløring viser ikke småskænderierne inden puttetid. De viser ikke mit barselsfedt eller mandens tiltagende måne eller hvad en baby i smørhullet gør for ens samvær. De viser ikke søvnunderskuddet og den manglende madpakke, der stadig skal smøres. Og vasketøjet, der skal vaskes. Men det viser i al sin slørethed, det allervigtigste. Varmen. Nærværet. Kærligheden. Og hønsefutterne.

Godnat og sov godt derude.

Tegning kontra kickboxing

For lige nøjagtig ni år siden i aften, sad jeg på et værelse på Århus City Sleep Inn og drak Barcardi Lemon med en veninde. Totalt uvidende om, at om lidt skulle jeg møde faderen til mine børn. Om lidt ville jeg blive spurgt af ham: “Hvad er du god til?” Og jeg ville svare: “At tegne“. Og min veninde ville svare: “Kickboxing“. Hvilket egentligt opsummerer resten af historien ret godt. For det viste sig, at han skulle starte sit bekendtskab med mig med at vidne mod min veninde i retten i Århus. Og at vi skulle udveksle det første kys uden for politistationen den aften, hvor vi også udvekslede telefonnumre.

Jeg var fuldstændig uvidende om, at min veninde, som sad der og grinte på hotelværelset, havde det i sig at kunne smadre et glas i hovedet på et andet menneske. En kvinde hun slet ikke kendte. Det stod ikke i kortene eller i Barcardiflasken for den sags skyld, at hun den aften skulle få taget mugshots på den anden side af vejen over for Train. Og at den aften, hvor vi skulle fejre mit kommende nye job på en katolsk privatskole i København Ø, skulle ende i detentionen for hende og i et nyt forhold for mig.

Men ham der manden i mit liv, faderen til mine børn, ikk’? Han så det ske. Hen over hovedet på mig. Og endte som hovedvidne i sagen. Jeg endte som eksveninde og distancekæreste. Ham i Gentofte. Mig i Støvring. Og veninden på samfundstjeneste.

Et halvt år efter flyttede jeg ind på sommeferieprøve hos ham og flyttede ikke ud igen før vi sammen pakkede kufferterne og flyttede til USA i 2006. Den flytning betød at vi måtte gifte os. Så mandag den 18. september kl. 15 tog vi på Gentofte Rådhus for at få den lille detalje ordnet. Min svigermor havde lavet den smukkeste buket fra sin have, da hun ikke kunne bære tanken om, at jeg ikke skulle have en brudebuket. Jeg elskede de blomster. Og det var alle mine yndlingsfarver, ligesom alle mine yndlingsmennesker var til stede den dag på rådhuset. Og min yndlingsmand. Som tre dage forinden besluttede sig for, at vi alligevel skulle have ringe på, selvom det jo ikke var et rigtigt bryllup. Ringene blev valgt ved guldsmeden, ved at prøve os frem og finde to vi kunne passe. Der var ikke tid til mere. Heldigvis var de ens de to vi fandt.

Og brylluppet blev pludseligt meget rigtigt. Og meget romantisk. Og rejsen over Atlanten tømrede os mere sammen end titusind ægteskabsløfter kunne gøre. Vi var ét team, og da vi udvidede holdet med endnu en spiller, Skrupsakken, blev vi bare stærkere. Nu er vi fire på holdet, og der har ikke været mange skår i vores forhold siden den første aften. Vi kaster ikke selv særlig meget med hverken glas eller tallerkener.  Temperamentet er der bare ikke rigtig ved nogen af os. Til gengæld har der været masser af grin, nærhed og forståelse.

Jeg plejer at kalde ham Bæib. Eller Ham Der Forstår Mig Allerbedst. Kunne jo også bare kalde ham min mand.

Tik tak

Alt er relativt. De to uger jeg gik over tid inden jeg fødte, føltes som to måneder eller mere. En evighed. De sidste seks uger er derimod fløjet afsted og føltes som 3 minutter og to splitsekunder. Ananassen er ikke længere en ny baby. Nu er hun en stor baby i en rivende udvikling. Hun dufter dog stadig af det der helt særlige stof babyer er gjort af.

Og det nyder vi alle. Også Skrupsakken. Som hele tiden skal være helt tæt med hende. Og mig. Eller rettere sagt, min arm. Den arm, hun ikke hænger på. Hvilket ikke efterlader mange arme til at spise og opfylde andre basale behov for mig selv. Men pyt. Jeg har også stadig en del kilo at give af. Og han vil bare have min arm. Ikke andet. “Jeg skal lige bruge din arm mor,” siger han. Og så sidder han der med den og holder fast. Godt fast. Ikke noget med nænsomme kærtegn der.

Og Ananassen mærker de samme kærtegn. Han elsker for eksempel at putte hendes næse i munden, hvilket jo ikke er helt problemfrit.

Og han vil helst holde om hendes hovede, når de krammer, hvilket heller ikke altid er helt så forsigtigt, som bøgerne anbefaler.

Men han elsker hende. På sin helt egen snart-fire-årig-drengede måde. Og hvad der ikke slår hende ihjel, gør hende vel bare stærkere. Right?

Piratboller til Gule Fugle

I morgen skal jeg dele storebrorboller ud ved samling. Og vise billeder af Lillesøster og Mig. Og det skal være pirater, mor. Pigepirater og drengepirater. Og de skal have sølvdukater, for det er rige pirater. Og klap for øjet.

JAVEL!

Og mor. Jeg er bare så glad for at Lillesøster kom ud til os. Hun er så sød.

*smelte* *smelte*

(ja, vi er stuck i sødsuppeland en uges tid endnu, så bliver det for meget glasur for dig, så læs andre blogs i mellemtiden, ikk’!)