Momentært familiært overskud skåret ud i græskar

I disse dage oplever vi en vis portion slidthed i det lille hjem. Vi er ramte af den klassiske første-efterårsperiode-efter-institutionsstart-sygdoms-marathon. Med hvad der føles som (og faktisk også er ved at være det) måneder med lungebetændelse i huset, og nu en omgang mavevirus til deling. Min mand hoster stadig sine lunger ud at vende hver nat, og Ananassen og jeg har lige testet muligheden for at købe toiletpapir oftere end en gang om måneden.

Og selv om det er efterårsferie, så er det alligevel stadig som om vi er tre minutter bagefter alt det vi skal. Den eneste forskel er nok bare, at nu har vi accepteret det og lader det komme som det gør.

I går nåede vi fx alt muligt på en dag, hvor vi ellers ikke havde regnet med at nå nogetsomhelst. Skrupsakken skulle ind og røntgenfotograferes i lungerne fra morgenstunden, som et efterfølgende check up på hans lungebetændelse. Og da han og hans far var kørt tog pokker ved mig. Så blev sengetøjet vasket og luftet. Og gulvet støvsuget. Og hovedpuderne vasket. Nu skulle al den sygdom ud af huset. Og ind kom tre kæmpe græskar, som har stået og ventet på familiært overskud på vores terrasse i flere uger. Legeaftalen med Skrupsakkens gode ven kl. 12 gav lige det pusterum fra hans underholdningsgen, som vi voksne havde brug for, og selv om Ananassen kontinuert sked bleer, der mest af alt nedvurderede effekten af en ble, så gik det alligevel helt ok. Og vi fik endda mobiliseret så meget overskud, at jeg spontant inviterede legekammeratens forældre på aftensmad, da de hentede senere, og at vi rent faktisk fik brugt indmaden i græskarene til noget fornuftigt. Og for første gang i denne ferie føltes det som ferie for os.

Da roen flyttede ind i sofaen lidt senere på aftenen, kunne jeg mærke, hvor dejligt det føltes med en dag, hvor tingene ikke bare var blevet gjort fordi de skulle. Hvor vi rent faktisk havde hygget os med de ting, vi havde lavet. Klokken var 20.30 og vi var trætte begge to. Dette er efterhånden vores normale sengetidsspunkt. De sidste mange uger, har klokken ikke været meget over 20 før vi også har ligget i vores senge og sovet. Enten på grund af træthed eller sygdom. Og i aftes blev vi oppe. Og nød at være vågne sammen, bare os to. På trods af trætheden.

Ja, småbørn slider på et forhold. Og på et menneske. Og det samme gør arbejde og sygdom. Men det overrasker mig gang på gang, hvor lidt der skal til for at glemme den slidthed i et øjeblik og i stedet blive stærkere af det.

En stolt Skrupsak, der endelig greb sin store cykel, som han har haft i et halvt år uden rigtig at føle sig klar til at bruge den, der nu cykler sejrstolt op og ned af vejen. Eller en halvsyg koalaunge af en Ananas, der klamrer sig tillidsfuldt til ens nakke, mens hun instant falder til ro ved følelsen af nærhed og bare putter sig ind til ens hals. Eller synet af de to græskar, der nu står og lyser i vores indkørsel og fortæller resten af nabolaget løgnen om, at her i huset har vi overskud. I bedste halloween-pretend-to-be-stil. Og det er ok. Den løgn må de gerne fortælle, for vi ved jo allesammen godt, inderst inde, at hvor der er smidt tre børnecykler ved kantstenen, er der også dage, hvor de ikke blev stillet på plads. Også selv om der står fine nyudskårne græskar ved siden af.

>Ude af spil

>Jeg kom desværre ikke til blogtræf i torsdags. Jeg var simpelthen for træt og orkede det ikke. ÆV!

Hele weekenden har jeg gået sådan lidt to skridt bag ved mig selv, og søndag aften kunne jeg godt mærke, hvor det bar henad. Så nu ligger jeg her på 2. sygedag og i dag med manden ved min side. Hold da kæft, hvor det bare SUCKS at være syg i den første måned på sit nye arbejde!

Jeg føler mig fuldstændig sat ude af spillet og kan kun sidde her på sidelinien og følge med igennem Skolekom (lærerenes interne kommunikationsforum) og Facebook.

På den gode side, kan jeg glæde mig over, at Skrupsakken ikke virker syg og derfor kunne komme i vuggestue i morges. Det er nu engang lidt nemmere at være syg og have ondt af sig selv, hvis man ikke har en lille syg dreng på 20 måneder ved siden af sig.

Suk….

>Store forventninger

>Jeg har store forventninger til tiden efter 13.30 i dag.
Fra da af kan jeg igen nyde sommerens varme og blomsternes skønne duft.
Fra da af bliver jeg ikke mere irriteret over de mest banale små ting, som kommer i min vej.
Fra da af kan jeg igen trække vejret i gennem både mund og begge næsebor!
Fra da af skal jeg ikke mere føle, at jeg konstant går rundt med 39 i feber og den ondeste influenza i kroppen.

Kun en allergiker kan rigtig forstå, hvordan det føles at være ramt af høfeber 24-7. Det er ikke mindre end forfærdeligt, og jeg er ikke mindre end forfærdelig at være sammen med, når det står på. Møgforfærdelig for at være helt ærlig. Så forfærdelig, at jeg ikke engang selv kan holde ud at være sammen med mig.

Men i dag kl. 13.30 skal jeg til lægen og have et skud Diprospan. Det eneste der hjælper for mig. Det har jeg store forventninger til. Tænk jer, den 3. juli kl. 13.30 var den dag livet igen rigtig begyndte…..STORE forventninger, siger jeg jer!