Category Archives: Opdragelse

Mere om missionerende tv-programmer

Posted on by
9

Da Jamie Oliver i sin tid besluttede sig for at revolutionere først de engelske skolekantiner og dernæst de amerikanske, gik han i begge omgange ind og arbejdede med de voksne, der lavede maden. Han vandrede ind og ud af konflikter med sine programdeltagere og der var masser af drama undervejs. Men det handlede om mad og om voksne og deres beslutninger.

Nu er Mygind på en mission og Silas er i gang med sit opgør. Og jeg synes det er problematisk. Så langt er alle vist med. Jeg er så småt ved at finde ind til kernen af, hvorfor jeg synes det er problematisk, og det vil jeg gerne dele med jer. For det handler selvfølgelig ikke kun om, at jeg bliver ramt på min professionelle stolthed, når et par kendisser kommer ind fra højre og skal gøre mit job bedre end jeg og mine kolleger.

Jeg synes det er problematisk, at

  • børnene ikke fra starten af bliver indviet i, hvad Myginds tilstedeværelse på skolen handler om. Det er vigtigt for projektet, at de ikke ved, hvad han skal i den første uge. Jeg bryder mig ikke om, at man spiller med skjult dagsorden på den måde. Slet ikke over for børn.
  • at man laver realityprogrammer om børn og med børn som hovedrolleindehavere.
  • at det netop er børnene, der er i fokus. Hvorfor ikke arbejde med lærerne, pædagogerne og forældrene i stedet. Arbejd med de voksne, som selv er myndige til at vælge til og fra i deres medvirken i programmet. Undervis dem, superviser dem og giv dem redskaberne til at bekæmpe mobning og følg op på arbejdet efterfølgende. Spred det glade budskab til andre voksne. Lav mobbe-squads, der tager ud på andre skoler og giver erfaringerne videre. Men lad børnene være offline.
  • at mobning og skæve relationer i barndommen er noget af det mest sårbare og skrøbelige, man kan arbejde med, og det synes jeg måske ikke er reality-tv-materiale. Mygind er selv inde på det i aften, og det glæder mig. Trods alt.
  • at progammerne er fyldte med floskler, hurtige konklusioner og generaliseringer, som fx da Mygind konstaterer, at hvis forældrene ikke møder op, så er det fordi de ikke interesserer sig for at bekæmpe mobning, eller at man bare skal lære at elske det man kommer fra.
  • at det bliver for amerikansk i sin opbygning. For dramatisk. For følelsespornoagtigt. For selviscenesættende og for frelst.
  • at en vinkling, der tager udgangspunkt i én mands mission og anden mands opgør, bliver for personligt forankrede. Det er folkeskolens mission og børnenes opgør.

Når jeg sidestiller skolereformdebatten og disse programmer i mit sidste indlæg, så er det hovedsagelig fordi, det er to emner, der har fyldt en del her på bloggen og på min Facebook i de sidste par uger. Det var mere tænkt som en retorisk morsomhed end som en direkte kobling. Med andre ord, så tror jeg ikke, at de to ting har noget som helst med hinanden at gøre i den virkelige verden. Heldigvis. Tag det som en lidt træt lærer, der formulerer sig kluntet, når hun er småbitter.

Jeg har derfor besluttet mig at smide bitterheden overbord. Den er alligevel ikke hverken konstruktiv eller fremadrettet. Så nu vil jeg se på både reformdebatten og mobbeprogrammerne med et åbent sind og en kritisk pande, og ja, belemre dig med tankerne undervejs. Zap videre, hvis du ikke er interesseret. Stay tuned, hvis du er og deltag gerne i kommentarfeltet. for Eva har ret, når hun skriver til det sidste indlæg: “…at det MÅ og SKAL af-tabuiseres og diskuteres vidt og bredt! Ved middagsbordene, i personalerum, i klasseværelserne og online.“

—

Jeg har netop læst en kommentar fra lærerne på Hyltebjerg Skole i en debattråd på DR’s programside, og den vil jeg gerne gengive her:

205 – Trine Schneider: mandag kl. 15:47

Lærerne på Hyltebjerg Skole arbejder aktivt og professionelt med at bekæmpe mobning

Vi er som lærere på Hyltebjerg Skole ufrivilligt blevet en del af en aktuel mediedebat. Debatten tager afsæt i tv-programmet Myginds Mission, som er optaget på vores skole og hvor første program blev sendt onsdag d. 2. 1. 13 på DR1.

Vi mener, at mobning er et væsentligt emne og finder det afgørende, at vi som lærere deltager aktivt i kampen for, at alle børn i folkeskolen trives og har et godt skoleliv. Alligevel var vi fra begyndelsen bekymrede, da Myginds Mission og STV ankom til vores skole. Vores primære bekymring har hele tiden været skolens elever. Hvordan ville elever, som eksempelvis havde mobbet andre eller været udsat for mobning klare den eksponering, som følger med et sådan tv-program?

Vi er enige i, at tv-programmer kan være med til at sætte fokus på væsentlige emner, men har forholdt os undrende i forhold til, hvordan Peter Mygind i rollen som skolelærer skulle kunne opdage og bekæmpe mobning bedre end vi, som professionelle lærere, gør det i vores daglige arbejde. Vi mener, at gode eksempler på mobbesituationer mv. i stedet med fordel ville kunne vises som rekonstruktioner.

Allerede nu efter første udsendelse har temaet om mobning taget en ny og uventet drejning og en scene i udsendelsen, hvor Peter Mygind spiser sin madpakke alene på lærerværelset har fået unødig meget fokus. Da den pågældende scene blev optaget, var dele af skolens lærere i gang med at holde teammøder og planlægge undervisning. I den scene misbruger Peter Mygind og STV vores tillid idet de undlader at tydeliggøre, at det ikke er i en spisepause, at vi er på arbejde og at Peter Mygind ikke sidder alene, men har et kamerahold med. Målet om at lave godt tv synes tydeligere end missionen om at bekæmpe mobning.

Vi mener, at Hyltebjerg Skole er en god skole, hvor der professionelt og reflekteret dagligt arbejdes med blandt andet konflikthåndtering, trivsel mv. På nuværende tidspunkt har virkeligheden desværre overgået vores tidlige bekymring.

Vi har ikke haft mulighed for at se de kommende programmer og må som lærere på skolen desværre blot afvente indhold og reaktioner i medierne. Det bliver interessant at følge, hvorvidt den gode sag om at bekæmpe mobning vinder over kampen om høje seertal.

Karin Børresen, Signe Krøll Nielsen, Karsten Westberg, Charlotte Forsberg, Monica Edelmann, Camilla Jelstrup, Hanne Winther, Rikke Walter, Kristina Sebro Thirstrup, Karina Abildgaard Leisin, Vibeke Madsen, Liselotte Berg Vestergaard Andersen, Therese Gad, Mette Fryd, Line Spicker, Kristine Walter, Gurli Krüger og Trine Schneider, lærere på Hyltebjerg Skole

En røvdag for fireårige superhelte

Posted on by
2

Skrupsakken har haft en rigtig møgdag i dag. Og det til trods for, at han har været i biografen med mig og se Min Søsters Børn Alene Hjemme. One on one tid med mor er savnet. Derfor skulle vi i biffen uden Ananas og far. Og der blev endda stylet hår inden, fordi man skulle være smart, når man sådan havde mor med på date:

Så langt så godt. Han var simpelthen så fin og havde selv sat hver en lok. Og det var heldigvis hyggeligt. Og filmen var slet ikke så irriterende dårlig, som jeg troede. Måske fordi jeg helt automatisk kom til at se den med en fireårigs øjne, når han sad ved siden af. Det hjælper altid på Min Søsters Børn for mig.

Nå, men på vejen hjem, der gik det helt galt for os. Og vi endte med at holde pause mellem os: “Nu holder vi to lige en pause, inden en af os (mig) siger noget vi fortryder bagefter. Så kan du sige noget igen, når du har noget postivt at tilføje, ellers gider jeg faktisk ikke høre flere ord fra din mund resten af vejen hjem.”

Og så kan den 20 minutter lange tur fra Roskilde godt føles meget lang, når den gennemføres i pinlig (og temmelig vred) tavshed. Men han var simpelthen så pisse provokerende og selvfed, at jeg nærmest ikke kunne kende ham igen. Altså, jeg kender godt den side ved ham, ork jo. Hvor han tror han er verdens superhelt, og han bestemmer alt og kan alt. Ser den oftere og oftere, og prøv lige at se en attitude, han ligger for dagen her:

Han er FIRE år for crying out loud! Og hvad sker der for det nonchalante ben der?

Heldigvis sluttede vi med en dybfølt snak i puttestunden, hvor vi blev enige om, at det havde været en rigtig røvdag med al den skæld ud. Og at jeg undskyldte for at have kaldt ham en møgunge (ja, den er ikke god, jeg ved det godt), og han undskyldte for at have opført sig som én (hvilket blev vores kompromis).

Og sådan endte dagen alligevel nogenlunde fredeligt. Og tilbage sidder jeg med fornemmelsen, at vi kun lige har snittet overfladen af, hvad vi har i vente med den knægt. Ååårh majn, da osse!

The kid should see this

Posted on by
Reply

En kollega anbefalede denne side til mig i aften, og jeg er nødt til at dele den videre med jer? Det er en samling af videoklip, som børn bør se. Samlet af Ripon Nakaya og hans fireårige hjælper. Børnevenlige overhovedet-ikke-lavet-for-børn-videoer i en lang række om naturen, kunsten, fortællingen, kulturen, teknologien og meget mere. Fælles for det hele er, at man aldrig må undervurdere et barns viden og nysgerrighed. Og se fx bare denne video om fantasi, som jeg fandt på siden.

Ikke mindre end fantastisk fortalt. Og virkelig godt ramt!

Zooper zooper scary sted

Posted on by
1

Jeg har efterhånden hørt flere småbørnsforældre tale godt om Zoologisk Museum og det har længe været vores plan at tage Skrupsakken med derind en tur. Da han holder barsel hver onsdag (joohoooow, man kan i hvert fald godt holde barsel fra børnehaven!), blev det i går endelig dagen, hvor vi skulle se Mammutter og Dinosaurskeletter. STORE forventninger i den retning.

Efter fem minutter i fuglerummet, spurgte han første gang: “Skal vi snart ud mor?” Da jeg selv er mere til fortælling og fantasi end naturvidenskabelige fakta, kunne jeg godt forstå ham. Jeg kedede mig også bravt, og jeg havde hele tiden fornemmelsen af at gå rundt inde i et kæmpe stort gammelt støvet biologilokale. Og jeg synes helt ærligt, at det er et af de mest uhyggelige og klamme steder på en skole. Men hey, dinoskeletterne was yet to come. Og hans far virkede rigtig interesseret og nørdet omkring det hele. Så vi gav det en chance. Han gik mut videre og kiggede høfligt på alle dyrene og skeletterne. Mammutten fik et hurtigt blik. Og det samme gjorde dinoskeletterne. Men vi gik igennem det hele og prøvede virkelig at engagere os i alle udstillingerne.

Da vi kom ud i det fri igen, udbrød Skrupsakken: “Pyyyh, det var godt at komme ud!” Da begge vi voksne havde kedet os gudsjammerligt og ligeledes var herreskuffet over den “Åh så kvalitetsbevidste og børnevenlige” café, som vi havde læst om hjemmesiden, og som mest viste sig bare at være lige så dødkedelig som resten, spurgte jeg ham, om han synes det var meget kedeligt?

“Nej,” var svaret overraskende. “Men jeg synes det var alt alt for uhyggeligt med alle de døde dyr og mennesker.” Og da jeg kom hjem og så mine billeder igennem på telefonen, måtte jeg jo give ham ret. Det er et super super scary sted, når man kun er fire år. Se lige her. Hvis løven, sælen og hvalrossen er døde dyr, der nu er udstoppet, hvad må han så ikke tænke om ham her:

Og hende her:

Freaky!

Så vi pakkede barnevognen i bilen igen og kørte ind til Strøget og tog en tur i Disneybutikken. Efter den omgang actionpacked biologiundervisning gjorde det vist ikke noget at balancere det hele lidt med en ordentlig røvfuld kommerciel fantasiunivers, hvor legetøj og biler taler og mennesker og dyr danser mere end de dør.

På onsdag napper vi Eksperimentariet. Se det er naturvidenskab, jeg kan forholde mig til, hvor man leger realiteterne ind i kroppen og bliver klogere på sig selv og verden igennem ALLE sanserne. Jeg glæder mig allerede.

Basic knowledge

Posted on by
7

I en tid, hvor man allerede i børnehaven begynder at selektere legekammerater efter, hvem der har en sej Spiderman t-shirt på eller hvem der ikke går i bløde bukser er det nogen gange nødvendigt med lidt simpel forælderindoktrinering inden sengetid. Så vi øver jævnligt denne remse (gerne tilføjet lidt kung fu eller rock moves efter behov):

Og så fik vi også lige lært at grine af os selv, når vi slår os og at mælk er godt for knoglerne. What more do we really need to know?

Hvad skal man mene om det?

Posted on by
Reply

Havde det nu været den anden vej rundt. Så havde jeg måske fanget et billede af en storesøster, der lærte sin lillebror, hvordan Barbiedukken bedst kan sætte sit hår op.

Det er det ikke. Så i morges fangede jeg Skrupsakken i at lære Ananassen at lade en hundeproppistol og skyde farlige pirater med den.

Som min kloge kollega sagde til mig en dag: “Jeg brugte hele min søns barndom på at lære ham, at blive pacifist, ved at forbyde alle former for våben i huset. Nu er han i Afghanistan for tredje gang. Hvis jeg var dig, ville jeg opmuntre ham i at skyde alt det han kan i leg og på den vis få sin indre soldat ud. Og han må meget gerne skyde efter det lyserøde Hello Kitty monster, der løber rundt i stuen og får al sin prinsesselyst udlevet på samme vis.“

Således skulle vi kunne sætte flueben ved den ene af de to nu.

Det siger de voksne selv!

Posted on by
14

Det er sundt at kede sig. Det siger de voksne selv. Dem nede i Skrupsakkens børnehave. Det er, når man keder sig, at fantasien går i gang.

Og let’s face it. Jeg bor i en ret så kedelig by, så jeg forstår godt, at de gerne vil lære børnene at tro på det. Min by er ikke særlig cool. Hverken på den rå og betonagtige måde med ghettoer og bazarer, eller på den posh og hipsteragtige måde med toetagers muremestervillaer og retrosætningsskader. Den er ikke tæt nok på København til at være en forstad og ikke langt nok væk til at være udkantsdanmark. Vi har ikke en sort forfatter, der kan skrive om os og gøre os tilpas lækkerskæve på den måde heller. Vi bryster os med at ligge på en s-togslinje. Og det er vist dét vi har, når vi sælger huse, her i byen. Thank God for linje C!

Vi bor i et nybygget Lind og Risør-kvarter, hvor bøgehækkene forlænger naboens liguster, og hvor vi seriøst går tur om aftenen for at finde inspiration i de andres carporte, til vi engang får nok friværdi til at bygge en selv. Vi har legehus, trampolin og sandkasse i haven. Og forrige år plantede jeg seks rhododendroner i ét bed. Hvorfor så kedelig, når nu jeg havde muligheden for at spragle min have? Fordi jeg fandt ud af at det var langt nemmere med ét bed, når de skulle plantes i spagnum. Hvilket for øvrigt vist også summerer den sommers selvudvikling meget godt. Jord er ikke bare jord. Der er forskel på jord. I år overvejer jeg om jeg skal have to spiselige højbede. Har endnu ikke helt besluttet mig. Det er en af de ting, der kræver lidt længere betænkningstid end én sæson kan klare.

Vi kører i stationcar. En blå én endda. Focus. Og irriterer os over skraldeproblematikken i kommunen. Jeg arbejder selv i det kommunale. Som lærer på en af de lokale folkeskoler. Den der ligger tættest på os selv. Og jeg er derfor også en af de forældre, der henter tidligt i institutionen.

Er du faldet i søvn endnu?

Vi har et kontor, som vi aldrig bruger, og vores børn har hver deres eget værelse og den store har lige lært at cykle uden støttehjul ude på vejen. Der er færre biler på vores vej end der er i vores indkørsel. Og dem der kommer helt herned, kommer bare for at vende og køre ud igen. De kørte ved en fejl herned, da de troede de kunne komme ud den vej. Men vores vej er ikke en vej ud. Det er enden. Medmindre de er nogen af dem, der skulle ind til os eller naboen og grille på gasgrillen. Det er mest ved 17-tiden. Så det kan man planlægge sig udenom.

Med andre ord. Jeg har valgt den meget kedelige traditionelle vej ud i småborgerlighedens forstad. Hvor haverne er meget ordnede og hvor man ikke kan gøre sig utjekket på Nynnemåden, men bare må indse, at man er utjekket og derfor ikke kan flashe sin flawsomeness på nogen som helst hip måde. Jeg lever det, de fleste i min generation frygter. Et slags voksent liv.

Og jeg keder mig da. Engang i mellem. Og det river da i mig. Engang i mellem. For at gå ud på vejen og råde “Pik og Patter” til den gamle dame og hendes gøende collie overfor. Men det meste af tiden, så er jeg faktisk rigtig glad for det jeg har og det jeg er. Total småborgerlig husmor, der strikker og bager og sladrer med mine småborgerlige naboer. Og jeg prøver virkelig på at ikke prøve på, at være mere end det jeg er. Ikke på jantemåden. Mere på “slap nu af“-måden. Eller “du når det nok“-måden. Er jeg i nuet? Carpe diem‘er jeg nok? Sikkert ikke lige nu. Men mine børn ved hvor de har mig og jeg ved, hvor mange penge, der går ind på min konto næste måned. Og jeg har prøvet at sidde i min lejlighed ved Hudsonfloden og kigge ud af vinduet på New York Skyline og sammenligne den med en ligusterhæk. Jeg har prøvet at rejse over Atlanten med et skrigende barn i otte timer for at komme hjem og besøge bedsteforældrene. Jeg har prøvet at flytte fra sted til sted, at skifte arbejde alt for mange gange og at stå uden arbejde. Jeg har prøvet at bo både i Frederikshavn, Aalborg, København Ø og Gentofte. Og jeg har aldrig haft nemmere ved at kede mig, end jeg har nu. Og takket være de digitale medier og vores kære linje C, kan jeg også godt følge med i Copenhipsterlivet herudefra. Internettet stopper ikke ved Valby Bakke, som nogen vist går og siger.

Så når andre gyser ved tanken om det jeg lever i, Småborgerligheden, så slapper jeg af indeni og tænker, at det nok egentlig passer meget godt til mig. Og jeg tænker, at det er jo ikke stedet, der gør mig til dén jeg er, men mig der er med til at gøre stedet til det dét er. Og det er egentlig synd, at det ikke er mere hipt end det. For det er rart. Og trygt. Og kedeligt og forudsigeligt. Men det er sundt at kede sig. Det siger de voksne selv. Og det vil jeg egentlig gerne lære mine børn.

Kom lad os sige det i kor. Det gør ikke ondt, jeg lover det:
Mit navn er AB og jeg er voksen. Hej AB!

Den lille pige og madkassen til de 17 halve

Posted on by
7

>Der var engang en lille pige, der legede, at hun bagte de skønneste kager. Hvad der virkelig kom ud af hendes ovn, var allerede forfabrikerede chokoladerutebiler, men i hendes univers var det intet mindre et kongeligt konditori, hun havde kørende. Også ovnen var noget andet end dét, den gav sig ud for at være. Engang havde den været en bondemands madkasse, hvori han bragte sine 17 halve med pålæg i marken, men den lille pige så ovnens virkelige potentiale og opgraderede den til royal støbejernsovn i det kongelige konditori. På sådan vis kunne den lille pige i sine sommerferier levere smukke nybagte konditorikager til den gamle kone, som ejede ovnen og al dens herlighed. Som betaling for bagekunsten fortalte den gamle kone fantastiske fortællinger om bortløbne pandekager, mænd, der delte have i to og kvinder der blev frelst for deres synder.

Det var en magisk og forunderlig verden de to havde opbygget på det lille loft over pigens bedsteforældres stue, og da den lille pige blev voksen og gik en tur på havnen i Hvide Sande, kom den verden tilbage i splitsekund. For der stod den, madkassen til de 17 halve, den royale konditoriovn, fortællingen om universets tilblivelse og fortryllelsen ved det at have en fantasi.

175 rigsdaler kostede det at give al den herlighed videre til en Skrupsak og hans kongelige gemakker i haven. Må den bringe ham den samme rigdom og søde glæde, som den bragte den lille pige.

>Det er sgu i orden!

Posted on by
6

>Så bliver man sgu grundglad indeni, når en kendt popstjerne tør at tage bladet fra munden og give en regulær opsang til et par fjolser, der ikke forstår at nyde en god (og i øvrigt gratis) koncert.

Sådan Medina!