Vejen hjem

Og så løb jeg tør for ord.

Da lockouten sluttede og hverdagen startede igen. I den første uge græd jeg hver dag, jeg var på arbejde. Af forskellige årsager. Men mest fordi det var følsomt at være tilbage – på alle mulige måder. Også glædelige.

Og nu er der næsten gået en måned. Jeg græder ikke så meget mere, men jeg har virkelig haft svært ved at finde ordene siden. Og jeg har haft svært ved at finde hjem til mig selv igen. Finde læreren i mig.

Lockouten blev en periode, hvor jeg handlede mig ud af frustrationen. Jeg oprettede BlockOut, samlede folk, delte mine ord med (rigtig mange) folktwittede mere end nogensinde, læste flere nyheder end nogensinde, tænkte store skoleudviklingstanker, involverede mig i skolepolitik, demonstrerede, snakkede, skrev om penge og om ledelse og om at være splittet. Jeg græd, følte og rystede og blev på alle mulige måder langt mere påvirket af det hele, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg ville gøre. På godt og ondt.

I onsdags mærkede jeg for første gang siden lockouten et sug i maven af glæde og forventning over det kommende skoleår. Et skoleår, hvor det ser ud til, at jeg skal være dansk- og klasselærer igen. En rolle jeg bevidst gav afkald på for første gang i hele mit lærerliv i år, fordi jeg havde en uddannelse, der skulle færdiggøres og et nystartet vuggestuebarn, der skulle indkøres. En rolle jeg har savnet meget i dette skoleår. Og jeg gik rundt der i stilheden på skolebiblioteket, som tilsynsvagt midt i den tyske skriftlige eksamen, og lod tankerne lege med næste års undervisning og det gav et sug i maven. Ideerne piblede frem i hovedet på mig og jeg fik lyst til at sætte mig ned og planlægge det hele med det samme.

Jeg har stadig ikke fundet helt hjem. Og måske har jeg også fået en bredere forståelse for, hvad mit professionelle hjem skal være i fremtiden. Men det er som om universet har hørt mig og sendt mig et par bolde, som jeg blot skal sørge for at gribe og kaste videre. En af dem er Lykke Rix’ workshop om “at komme hjem“, som jeg netop har tilmeldt mig. Lykke er en af mine nære venner, så jeg kender hende temmelig godt efterhånden. Derfor ved jeg også, at hun, om nogen, kan lave en workshop med den titel. Jeg glæder mig til blive klogere på mit professionelle hjem sammen med hende den 19. juni på Louisiana. Der er vist stadig få pladser, hvis du også skulle være interesseret.

Så det er blevet hverdag igen. En ny slags hverdag. Men hverdag. Også her på bloggen, hvor jeg håber på at kunne finde ordene frem påny, så der igen kommer lidt kontinuitet i indlæggene. Jeg håber stadig der er en læser eller to tilbage derude, når jeg er færdig med at spidse pennen.

En slags statusopdatering

Trine har skrevet poesi ved hjælp af sine statusopdateringer fra 2012. Det starter med den første hjertelyd. Det bliver ikke smukkere i min verden.

Vi kom igennem år 2012. Verden gik ikke under, det første år med barn nummer to slog os ikke omkuld og livet efter barsel gjorde ikke ondt på nogen.

År 2012 har været det år, hvor vi lærte vores lille nye familiemedlem at kende. Året, hvor hun poppede ud af sin lukkede indre verden og langsomt inddrog os mere og mere i sine kluk og småsnakke. Hun anerkendte os ved at sige vores navne højt, løbe efter os og stole nok på os til at turde gå væk fra os også. Hun omfavnede sin storebror og alt han står for og følger ham med beundrende blikke og forundrede hovedryst. Året med Ananassen har været oplevelsesrigt, morsomt og øjenåbende for os alle.

Det var også året, hvor Skrupsakken begyndte at hvile i det menneske, han er. Hvor han tog sine første skridt ind i fordybelsens verden. Han fandt ud af at ét bogstav, sat sammen med et andet, byggede ord, der kunne gives videre, og at en legoklods sat sammen med en anden byggede en ny verden op omkring ham. Han lærte at følge opskrifter. På at bygge verdener op og på at være menneske. Og han retter så småt de sidste til hen ad vejen, så de passer til det menneske, han kan lide at være. Han forstærkede de venskaber, han allerede har så kære, og kom nærmere de familiemedlemmer, som han sommetider synes han kan være lidt for genert til at vise åbent, hvor meget han holder af. Han sluttede sit år af med at sige, at det skulle være jul altid. For så kunne man altid være sammen med sin familie.

Min mand brugte sit år til at finde sin form. Han cyklede rundt i det sjællandske skove og frem og tilbage til arbejdet og dag for dag forsvandt der lidt mere af ham. På årets sidste dag blev jeg også bedt om at trimme hovedet på ham, så de glatte områder på hans isse ikke længere stod alene. Jeg synes, han ser brandgodt ud, men det har jeg jo hele tiden synes. Nu synes han det vist også selv, og det er virkelig fedt at se. Han er stadig verdens bedste far, og da han holdte sine ti ugers barsel med Ananassen, var det fantastisk at se, hvordan han virkelig nød at være sammen med både børnene og mig. Jeg elsker den mand så højt. Han er mit ét og alt, og jeg synes vi er så stærke og gode sammen. Vi brugte hans barsel på en rejse tilbage i tiden. Vores gensyn med USA var på én gang bekræftende og konkluderende. Det var dejligt at være tilbage og ikke mindst se de mennesker, vi holder så meget af. Men det var også tydeligt for os, at vi valgte rigtigt, den dag vi valgte at rejse hjem til Danmark igen. USA var en oplevelse for os. En oplevelse, vi ikke ville have været foruden, men det var også en begrænset periode, og det vi har her nu, det er ubegrænset tid. Med familien. Men et samfund, der passer til os og vores værdier. Og med jobs, der gør os glade og giver os frihed til at være familie. Sammen. Vi har det godt og priviligeret.

I 2013 kunne jeg godt tænke mig at finde min form, min opskrift og mine ord igen. Jeg vil rigtig gerne have skrællet lidt af mine barselslag af. Finde ind til den kvinde, der jo stadig gemmer sig derinde. Også selv om Skrupsakken siger, at han elsker at have verdens blødeste mor. Jeg tror godt, jeg kan bevare lidt af den blødhed alligevel. Opskriften på en blanding af det gode berigende arbejdsliv og det værdifulde nærende familieliv, den vil jeg gerne finde. Jeg er så småt ved at have fundet de enkelte dele, der skal sættes sammen i det for mig. Nu skal blandingsforholdene bare på plads også. Hvornår er for lidt for meget og omvendt. I kender det. Og den er så individuel den opskrift. Det der passer for den ene, er helt forkert for den anden. Og sådan er det jo. Jeg skal finde min. Og gøre det til vores familieopskrift. Og ordene har jeg jo. Og jeg deler dem gerne. Både her og på Billedguiden. Men de skal finpudses, de ord. Og have lidt mere retning. Herinde får de stadig lov at flagre i vildskab, som de altid har gjort det. Det er min pointe med bloggen. Men når det handler om billeder, ord, undervisning og børn, så skal de gøres klarere. Og skarpere. Det er et af de vigtigste mål, jeg har for mig selv i det kommende år.

2012 var et springbræt. For mine børn, min mand, mig selv og måske også for den folkeskole, jeg er blevet en del af. Vi lander i 2013. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i min lille familie, nok skal lande sikkert på vores ben (eller cykelhjul). Folkeskolen kan jeg måske godt tvivle lidt på, men så rejser den sig igen. Og det kan måske også være meget godt at vælte lidt engang i mellem. At komme lidt ud af balance og være tvunget til at finde sit faste ståsted igen. Forhåbentligt et bedre ståsted. Måske et nyt. Og stærkere. Jeg er med den. Og holder fast så godt jeg kan, hvis den vælter. Og hjælper den inderligt gerne med at komme op og stå igen.

Glædeligt nyt år for jer alle. Og TAK fordi I gider læse med i mine personlige kringelkroge. Uden læsere, ingen blog, ingen pingpong. Jeg glæder mig til at møde det nye år sammen med jer og mine kære.

Om at inkludere

Der tales meget om inklusion for tiden. Jeg mener en del om det, både positivt og negativt. Og jeg kan heller ikke sige mig fri for at have tænkt og nævnt besparelsestanken et par gange eller mere. Men forleden mødte jeg en ung mand, der hedder Emil. Han er 23 år. Og det han fortalte mig, fik mig til at beslutte to ting:

  • at uanset hvad de bestemmer fra højere steder og med hvilken grund de gør det, så har og vil jeg altid være(t) inkluderende over for de børn, der sidder i min klasse. Målet helliger ikke altid midlet, men det gør det måske lige netop i denne situation. Og jeg kan ikke være den lærer, der lader mig styre af begrænsninger og besparelser. Tværtimod er det min pligt at finde ud at skabe noget godt i det – også på trods.
  • at når jeg spørger en elev, om hvordan han har det, så vil jeg altid tage mig tid til at blive stående og rent faktisk vente på, at han svarer. Og lytte til ham. Eller hende. Vise hende, at jeg er tilstede, og at jeg gider hende og hendes glæder og problemer. Den Autentiske Lærer, vil det hedde på Bullshit Bingo pladen. Men det er ikke bullshit. Man skulle tro, det var basic common sense i min profession. Det er det ikke altid, desværre. Men det lover jeg dem. Og mest af alt mig selv.

En tanke til weekenden

Jeg ser American History X med min niendeklasse i disse dage. Vi ser den i engelsk i et forløb om racisme. Og tværfagligt med kristendom, hvor vi snakker om Barmhjertighed, Tilgivelse og Retfærdighed.

Og eleverne er fanget. Det er de altid med den film.

Jeg har set den mange gange før. Det er en af mine personlige yndlingsfilm. Og som altid, når jeg læser eller ser noget igen igen, så dukker der noget nyt op, der fanger mine tanker. Denne gang var det dette klip, jeg ikke kunne slippe efter timen:

Og jeg gik derfra spørgende til mig selv: “Hvad har jeg egentlig gjort indtil nu, der har gjort mit liv bedre?” Jeg har heldigvis ikke helt så svært ved at finde svar på spørgsmålet, som Derek har, men alligevel gav det stof til eftertanke. Jeg har gjort en del ting, synes jeg. Hvad med dig? Skal vi lade det være weekendens niche til eftertænksomhed?

En kommentar…

Maren linker til Fuck you very much i sit indlæg i dag. Og jeg linker til hende. Eller faktisk mest til hendes kommentarspor. For det er sjældent, at jeg oplever, at kommentarerne overhaler bloggen indenom og bliver til indlægget, der i virkeligheden ikke var skrevet, før der kom kommentarer til. Det er svært at forklare. Se det selv. Og kommenter gerne.

Jeg glædes og forundres mest over, hvor meget der kommer frem, når man bare tør spørge. Måske skulle man spørge lidt oftere…

 

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

Eftergraviditetslivsstilstanker

Når jeg vågner om morgenen, knirker og knager hele min krop. Jeg går med halvbukket ryg ud på toilettet, og kan knap nok tørre mig selv, fordi min ryg er så stiv. Ja, det er et af de ærlige indlæg det her. Slå væk, hvis ikke du kan klare mosten.

Jeg vejer mindst 20 kg for meget efter fødselen. Mindst!

Og har ikke haft det behageligt med min vægt siden før jeg fik Skrupsakken. Min krop ter sig som om den er 72 år gammel eller ældre. Jeg er i virkeligheden kun halvvejs. Graviditeterne har tærret på den. Det samme har kanelssneglene, chokoladen, isen og jeg kunne blive ved. Jeg elsker mad.

For længe siden, lige før Ananassens fødsel skrev jeg et indlæg om før- og eftergraviditetsyoga. Jeg havde fået en dvd tilsendt gratis mod, at jeg skrev om den på bloggen. Engang var jeg glad for yoga. Da jeg var gravid med Skrupsakken hjalp det mig med mine rygproblemer og jeg følte aldrig, at jeg mistede min smidighed på trods af maven og kiloen.

Hvor mange her, tror jeg har brugt den dvd bare én gang, siden oktober 2011, hvor jeg fik Ananassen? Ræk hænderne op… I kender mig sgu bedre end jeg troede. For nej, gu har jeg da ej lavet yoga foran fjernsynet. Jeg har jo haft travlt med at stoppe i fjæset og ligge og slænge på mig sofaen. Men det skal altså slutte nu. For jeg skal ikke have det sådan her, når jeg er 36 år gammel. Det er ikke meningen. Heller ikke selv om jeg slæber rundt på 9 kg baby hver dag. Eller måske netop ikke derfor.

Så selv om min far altid har sagt, at man ikke skal starte noget nyt en mandag, så vover jeg alligevel, da det jo heller ikke er helt nyt, at starte med at dyrke yoga hver dag fra i dag af. Hver morgen, når Ananassen er lagt ud og sove, så skal der trænes. For prøv lige at se, hvad det kan ende med:

Sådan vil jeg også forvandles. Og jeg har endda ikke lige så langt som ham. Jeg kan fx gå endnu. Det er da en start.

Det er ikke sådan, at I nu skal belemres med en slags slankeyogalogbog eller lignende. Det gider jeg slet ikke, men jeg deler dette med jer, for at forpligte mig selv lidt. Det er nemlig utroligt så usmidig jeg er blevet, når jeg nu har en rygrad som en regnorm. Jeg burde kunne putte neglelak på tæerne med tungen. Men nej. Så nu er det yogatid.

Retningssans

Der begynder at tegne sig en retning i mit hovede. En retning mod mit kommende arbejdsliv. Eller ønsket om det i hvert fald.

Der er fem måneder til, at min barsel er slut, og jeg kan mærke, at jeg lige så stille er begyndt at vende blikket ud af boblen igen. Som Ananassen vokser sig større og mere og mere selvstændig, giver jeg mere og mere slip på hende og tager fat på mig selv. Jeg var godt i gang med en uddannelse, da jeg stoppede sidste sommer og mangler stadig en tredjedel af den. En uddannelse, som kom mere eller mindre tilfældigt ned i min turban, men som endte med at være langt mere interessant og gnisttændende for mig end forventet. Jeg glæder mig afsindigt til at komme til at arbejde med børns læsning igen.

Jeg har sat mig et personligt mål, som jeg måske vil dele med jer en dag. Om ikke andet, når det er opfyldt. Og det skal det gerne være inden sommeren 2013. Det vil sige, at jeg har givet mig selv et år til at nå mit mål. Og jeg tror faktisk, at det endeligt er et realistisk mål, også selv om det er tæt på at være drømmemålet for mig. Det føles på én gang forunderligt og grænseoverskridende at tro så meget på mine egne evner og ambitioner. Det er i hvert fald nyt. Og det giver mig, om ikke andet, lyst til at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Lyst til at dygtiggøre mig yderligere. Lyst til redefinere nogle ting og lyst til at cementere nogle andre.

Den lyst har jeg savnet. Og jeg ønsker den hjertelig velkommen hjem igen. Den er min indre retningssans.