Så har man ligesom gjort sig bemærket, ikk’

Anden dag på mit nye job endte, da jeg blev sendt på skadestuen i en taxa. Nu ved de ligesom, hvem jeg er. Something to remember me by.

Jeg havde vovet mig ud i noget højhælet, godt nok kilehæl, men dog højt. Og det skulle jeg nok ikke have gjort. I hvert fald snublede jeg på vej ud af Emmerys med min sandwich (til en halv million) i den ene hånd og min æblemost (til en ekstra halv million) i den anden, og i forsøget på at redde den dyrtkøbte frokost, endte jeg med at falde ned på begge knæ. Det ene ramte metalskinnen til døren. For h…… det gjorde ondt!

Men hey, I kender det. Op med mig, børste børste, ikke noget galt, nej nej, det var slet ikke så slemt. Nothing to see here folks, just move on….tralalala…ud af butikken, tage fem normale skridt AB, så er du rundt hjørnet…og så humpe humpe humpe tilbage til porten ind til kontorets baggård. Skulle lige tjekke knæet, det gjorde godt nok lidt ondt og rullede buksebenet op. CHOK, mit knæ havde en ret dyb flænge på 5-6 cm på tværs. Mine nye kolleger var søde. Hentede plaster, tjekkede såret, vurderede en syning var på sin plads, pakkede mine ting og sendte mig til Bispebjerg. Hvor jeg rigtig nok blev sendt til stue 3 for et hurtigt lille syjob. Udført af en medicinstuderende, der aldrig havde prøvet at sy et rigtigt menneske før. Mjaah…ok. Jamen, feel free, giv den gas. Der er nok at øve sig på. Og hun var temmelig nervøs, men hun klarede det så fint. Og var helt høj efterfølgende. Hun havde gået og ventet hele dagen på, at sådan en som mig kom ind. Og jeg tænkte, at det var da mindste jeg kunne gøre: flække mit knæ, så hun kunne få øvet sig og komme videre i sin lægegerning. Sådan er jeg så flink.

20130802-234620.jpg

Som trøst købte jeg en cykel. Vil du se den??? Vil du??? Jeg ved, du går op i det. Jeg skal hente den i morgen, og jeg er stadig selv lidt overrasket over, at jeg valgte netop den cykel.

Nååå, nu er du nok lidt spændt, hva’?

Nyt fra lazarettet

Klokken er over tre om natten. Roskildesygen har delt hjemmet op i flere lejre. De Syge. De Potentielt Syge. Og de PostRamte, som nu er Skaffere.

Jeg sover ved siden af Skrupsakken i nat. I vores seng i soveværelset. Han er PS. Jeg er PR nu Sk. For ti minutter siden råbte han hjælp i søvne, og mine reflekser hev straks baljen fra under sengen frem. Men han sov bare videre. Det var åbenbart en drøm. Sikkert om en eller anden Ninjago eller måske om det grønne monster fra Ramasjang. Det som spiser børn og råber højt. Frygtelig irriterende, synes jeg. Frygteligt farligt, synes han.

Manden vakler mellem at være Sy og PR. Derfor ligger han på sofaen. Han har Ananasvagten. I morgen bliver han forfremmet til Sk så snart han vågner. Hun er PS. Vi opererer ikke med baljer på børn under halvandet år. Vi ved jo alle, at den slags er kolde i røven over for baljer og deslige opbevaringselementer.

Hvad der kunne have været Verdens Længste Nat med alt hvad det indebærer af klamme lagner og grædende børn, er heldigvis snart slut. Vi nærmer os det punkt, som nogle mennesker faktisk kalder morgen. For mig er det stadig nat. Og kun fordi jeg gik i seng kl. 20 og fordi nogen råbte om hjælp for lidt siden er jeg vågen nu.

Vinterferien blev forpurret. Vi skulle have været en tur til Nordjylland og besøge bedsterne. Det må blive i påsken i stedet. Måske når vi midtjylland og morfar og ARoS. Hvis ikke, tror jeg ikke nogen af delene har planer om at flytte inden påske.

Jeg hader de timer, dage, mellem den første bliver ramt til man kan konkludere, at det var det for denne gang. Man venter bare. Hver en rumlen i maven, hvert et pyllertegn fra ungerne, hver lille ting bliver analyseret og konstateret til MÅSKE er man ramt.

Nå, 3.46. Der findes mennesker, der står op kl. 4. Hvis jeg sover videre nu, vil jeg rent faktisk sove længe i deres verden. See you on the other side.

Momentært familiært overskud skåret ud i græskar

I disse dage oplever vi en vis portion slidthed i det lille hjem. Vi er ramte af den klassiske første-efterårsperiode-efter-institutionsstart-sygdoms-marathon. Med hvad der føles som (og faktisk også er ved at være det) måneder med lungebetændelse i huset, og nu en omgang mavevirus til deling. Min mand hoster stadig sine lunger ud at vende hver nat, og Ananassen og jeg har lige testet muligheden for at købe toiletpapir oftere end en gang om måneden.

Og selv om det er efterårsferie, så er det alligevel stadig som om vi er tre minutter bagefter alt det vi skal. Den eneste forskel er nok bare, at nu har vi accepteret det og lader det komme som det gør.

I går nåede vi fx alt muligt på en dag, hvor vi ellers ikke havde regnet med at nå nogetsomhelst. Skrupsakken skulle ind og røntgenfotograferes i lungerne fra morgenstunden, som et efterfølgende check up på hans lungebetændelse. Og da han og hans far var kørt tog pokker ved mig. Så blev sengetøjet vasket og luftet. Og gulvet støvsuget. Og hovedpuderne vasket. Nu skulle al den sygdom ud af huset. Og ind kom tre kæmpe græskar, som har stået og ventet på familiært overskud på vores terrasse i flere uger. Legeaftalen med Skrupsakkens gode ven kl. 12 gav lige det pusterum fra hans underholdningsgen, som vi voksne havde brug for, og selv om Ananassen kontinuert sked bleer, der mest af alt nedvurderede effekten af en ble, så gik det alligevel helt ok. Og vi fik endda mobiliseret så meget overskud, at jeg spontant inviterede legekammeratens forældre på aftensmad, da de hentede senere, og at vi rent faktisk fik brugt indmaden i græskarene til noget fornuftigt. Og for første gang i denne ferie føltes det som ferie for os.

Da roen flyttede ind i sofaen lidt senere på aftenen, kunne jeg mærke, hvor dejligt det føltes med en dag, hvor tingene ikke bare var blevet gjort fordi de skulle. Hvor vi rent faktisk havde hygget os med de ting, vi havde lavet. Klokken var 20.30 og vi var trætte begge to. Dette er efterhånden vores normale sengetidsspunkt. De sidste mange uger, har klokken ikke været meget over 20 før vi også har ligget i vores senge og sovet. Enten på grund af træthed eller sygdom. Og i aftes blev vi oppe. Og nød at være vågne sammen, bare os to. På trods af trætheden.

Ja, småbørn slider på et forhold. Og på et menneske. Og det samme gør arbejde og sygdom. Men det overrasker mig gang på gang, hvor lidt der skal til for at glemme den slidthed i et øjeblik og i stedet blive stærkere af det.

En stolt Skrupsak, der endelig greb sin store cykel, som han har haft i et halvt år uden rigtig at føle sig klar til at bruge den, der nu cykler sejrstolt op og ned af vejen. Eller en halvsyg koalaunge af en Ananas, der klamrer sig tillidsfuldt til ens nakke, mens hun instant falder til ro ved følelsen af nærhed og bare putter sig ind til ens hals. Eller synet af de to græskar, der nu står og lyser i vores indkørsel og fortæller resten af nabolaget løgnen om, at her i huset har vi overskud. I bedste halloween-pretend-to-be-stil. Og det er ok. Den løgn må de gerne fortælle, for vi ved jo allesammen godt, inderst inde, at hvor der er smidt tre børnecykler ved kantstenen, er der også dage, hvor de ikke blev stillet på plads. Også selv om der står fine nyudskårne græskar ved siden af.

Toiletpapir en gang om måneden

For tiden bliver vi overrasket flere gange i løbet af dagen:

“Gud! Madpakker!”

“Gud! Aftensmad!”

“Gud!, det regner…barnevognen skal ind!”

“Gud! Morgenmad!”

“Gud! Jeg har tøj i maskinen…fra igår!”

“Gud! Ungerne skal i bad mere end en gang om ugen!”

Og jeg er så træt af at leve mit liv ad hoc. Vi skranter stadig begge to, og ingen af os orker fx at tage ud og handle. Jeg ved ikke i det hele taget ikke, hvad der er sket på den konto. Jeg gider overhovedet ikke at handle mere, heller ikke når jeg ikke hoster. Mig som ellers elskede en tur i Netto, hvor jeg kunne snuse i alle de nye tilbudsvarer. Men nej. Jeg.hader.det.nu. Jeg forstår pludselig min svigerfar helt ind til knoglerne nu. H.A.D.E.R. D.E.T.

Vi har en madplan for denne uge, vi har bare ikke nået at fået handlet ind til den. Og så er det jo ligesom så som så med sådan en. I aften hentede vi aftensmaden på den lokale familiepizzarestaurant i stedet. Og manden er lige kommet hjem fra Fakta, som er den eneste købmand der er åben efter puttetid. Frugt, mælk, yoghurt og pålæg. Jeg kan vores indkøbsseddel i hovedet, for den er altid ens. Det er hvad vi lever af. Og toiletpapir en gang om måneden.

Men altså, vi bliver jo raske igen på et tidspunkt. Og der findes noget, der hedder Nemlig.com. Og det skal jeg udforske nu.

Og GUD! På lørdag skal vi have huset fuld af gæster til etårsfødselsdagsfest. Og det går nok også. De kan vælge mellem frugt, pålæg, yoghurt eller et glas mælk. Og de er velkommen til at bruge toilettet.

Sy’gt!

Jeg går glip en af en god aften i syskolen i dag. Fordi jeg stadig er syg. Damn! Line tog dette billede af Vibeke og jeg sidste gang, vi var der.

Jeg nyder virkelig den tid, jeg har der hver 14. dag. Ikke mindst fordi det er tre timer i træk, hvor jeg 100% kan fordybe mig i noget, der kun er for mig. Og så selvfølgelig snakke og sladre med Vibeke, som jeg har arbejdet sammen med tidligere. Og jeg lærer og bliver klogere på den hersens maskine, jeg har stående. Jeg er helt høj og glad indeni, når jeg kører hjem bagefter.

Heldigvis kan jeg sidde og sy lidt herhjemme istedet. Det er rent håndarbejde lige nu, da jeg skal have hoved og krop syet sammen på den Walldorfdukke, jeg er ved at lave til Ananassen. Det var den, der startede hele dukkevognsprojektet. Nu er den næsten færdig. Mangler lidt ekstra fylde i kroppen og så skal den syes sammen i numsen også. Og selvfølgelig have ansigt og hår. Og nå ja, tøj.

 Mjaa! Næsten færdig, ikk’! Det er først på tirsdag, at hun fylder år.

Har jeg fortalt jer, at hun går nu? Ananassen altså. Hun er så dygtig. Og pludselig meget stor. Det er en af de milepæle, der får dem til at vokse fem centimeter over natten. Så sindssygt at være vidne til. Jeg elsker den del ved hele morskabet. At følge mine børn, mens de oplever hele verden for første gang. Det er hverken mindre eller større af, at det er nummer to, der gør det. Det er bare fantastisk.

Ligesom det var fantastisk at se Skrupsakkens stolthed, da han fik samlet den raket han har haft liggende i fragmenteret tilstand i sin opfinderkasse i flere uger. Og som vi malede den og overhældte den med glitter og pailetter, for en raket skal jo glitre og glimte, så blev han bare højere og højere og mere og mere stolt over, at han havde bygget en raket.

Præcis som Store Nørderne gør. Hans store idoler. Som han skal møde på lørdag. For vildt, siger jeg jer. Det sidste han sagde i aften inden han sov, var: “Jeg skal BARE huske at få deres autograf, mor!

Ynk og link

Jeg ved godt, at der er alt for få ord på bloggen for tiden, men vi har kæmpet med sygdom i huset og overskuddet til at skrive noget som helst har været helt i bund. Skrupsakken har fået en grim lungebetændelse, og vi andre har sympatihostet og -snottet så godt vi kunne. Jeg er desværre bange for at min sympati er gået for langt, og jeg frygter lidt at der har sat sig en betændelse fast i mine lunger også. Damn! Når sådan noget kommer, så er det, at man straks begynder at banke sig selv oven i hovedet. Så er man for længe væk fra sit arbejde. Så kommer man ikke nok ud i den friske luft. Så spiser man ikke vitaminer nok. Så er man for tyk. For doven. For træt. For for for…. Og man får besøg af skøn smuk veninde og føler sig pludselig som en anden Sjuskedorthe, når man sidder der i sit daggamle bløde tøj, med spaltede negle, sorte rander under øjnene og fedtet hår. Godt nok har man fået bagt franskbrød, men hun har sort eyeliner på og perfekt lagt concealer. Og røde kinder fra det friske efterårsvejr udenfor.

Og nu sidder vi her igen, Skrupsakken og jeg. Under dynen i sofaen med SvampeBob i aluminiumsrammen og hoster om kap. Og jeg frygter at i morgen bliver endnu en sygedag for mig. Og jeg som ellers elsker efteråret, og som ellers var på vej op igen. Og alle siger, at sådan er det jo, når den lille starter i vuggestue. Så bliver hun pludselig syg af alle de nye bakterier. Men det er sgu da ikke hende, der er syg. Hun har været afsted hele ugen og har en fest med det. Godt nok ikke når vi går. Det er nærmere en slags italiensk begravelsesceremoni. Men to sekunder efter fester hun. Og holder pædagogerne på spidserne ved at sove så lidt som muligt og kræve så meget som muligt. Jeg toppede udfordringen til dem dernede i mandags og sagde, at jeg gav kage til alle de voksne, hvis de kunne få hende til at tage mere end to skridt og dokumentere det. Se, det er et sprog vi pædagogisk uddannede kan forstå. Bolsjepædagogik er det første fag man har på seminariet og det virker! Hver gang! Så vi sluttede ugen af med seks skridt på vuggestuens iPad. Og nu er hun hooked. Så måske når hun at blive stabil på benene inden hun fyldet et år den 2. oktober. Så kan vi andre blive liggende imens.

Og midt i hele sygdomsrouletten, så blev jeg ringet op af en sød dame fra DR, der havde læst vores magasin Blogish! og vældig godt kunne lide min artikel om at tegne med sit barn. Og så interviewede hun mig, mens jeg trøstede Skrupsakken, der havde slået sin finger, og jeg selv var ved at hoste hendes trommehinder aled igennem røret. Og her til morgen kom artiklen på hjemmesiden. Du kan læse den her. Jeg synes den er blevet rigtig fin, og jeg er så stolt over at være finde på selveste DR’s hjemmeside. Alt sammen på grund af vores dejlige magasin. Som du for øvrigt godt kan glæde dig til at høre mere fra lige om lidt. Vi har et julenummer i støbeskeen og du kan være med til at bestemme indholdet lige her.

Ikke flere links. Ikke mere ynk. Ikke mere for denne gang. I morgen er en ny dag og der er det hele sikkert meget bedre og helt anderledes.

Forstå noget

Jeg prøver at forstå, hvorfor han handler som han gør. Hvorfor han irriteret undersøger drengen med de rutineprægede bevægelser. Alt er efter bogen. Der lyttes på ryggen. Der lyttes på brystet. Drengen roses for sin ro og sine vejrtrækning. Der er intet astmatisk at høre, får moren at vide. Alligevel går hun undrende derfra med en recept på en Pulmicort.

De går tidligt i seng begge to. Klokken er ikke meget over tyve, da deres hoveder rammer puderne. Egentlig er de ikke trætte nok, men de ved, at morgenen kan starte allerede klokken fire, så det er godt at få sovet på forhånd. Det var godt tænkt, tænker hun, da hun i de meget tidlige morgentimer står med drengen ved wc-kummen og han kaster op for femte nat i træk. Det er ikke maven, men hosten, der driller. Og det minder dem om noget.

Og hun ligger der. Da drengen igen falder i søvn mellem dem. Og hun er vågen. Og prøver på at forstå, at der er mange som dem, der kommer hver dag med deres syge børn. Og de vil alle have hjælp, så børnene ikke skal være syge mere. Giv mig noget. Gør noget. Sig noget.

Og hun tænker: forstå noget!

Forstå, at jeg er bekymret. Forstå at jeg ikke kommer, medmindre jeg tænkte det var nødvendigt. Forstå at jeg gør det, fordi jeg har tillid til, at du ved mere end jeg gør, om det der sker. Forstå at jeg ikke bare kommer for at få medicin ud af dig, men fordi du skal tage min bekymring alvorligt, og måske fortælle mig, at min dreng ikke fejler noget alvorligt. Så jeg tror på det. Forstå, at det ikke kun handler om helbredelse, men om forståelse. Og svar. Forklaring. Så jeg forstår.

Tænker hun, da hun prøver at forstå.

…intet alvorligt på færde. Blot frustration på ord. Og en dreng med lungebetændelse i behandling.

Slow speed

Det går langsomt herhjemme i dag. Jeg vågnede med ondt i hele kroppen. Sådan en feberagtig følelse og tunghed. Fryser, mens alle går rundt og har det fint varmt. Aldrig et godt tegn.

Skrupsakken sov længe og vågnede med ondt i knæet. Han kunne slet ikke gå på det ene ben. Tror nok vi lige blev lidt pylrede, der. Måske var det mest en smerte, der opstod, da han kom ind i køkkenet og så, at vi andre var oppe og at Ananassen havde hans mor og far helt for sig selv, mens hun spiste morgenmad. Så kan man godt få lidt ondt i knæet. Især når man har været på overnatningsbesøg dagen før, hvor den selvsamme Ananas havde forældresolotid. Det går lige i knæet sådan noget. Det tror jeg, vi alle ved.

Så ham og mig ind på sofaen. Cirkus Summarum på kassen. Dynen over os. Dagens aftaler aflyst og Ananassen ud og sove.

Nu er han gået kold i vores seng. Jeg blogger, mens duften af de færdigwakuumpakkede dåsekanelsnegle, vi hamstrede med hjem fra USA, breder sig i hele hytten. De er to die for. Og helt sikkert ikke gode for noget som helst, andet end slow speed på en søndag.

Åh, der er et eller andet ved at sove i mors og fars dyner. De er helt særligt bløde. Dufter helt særligt trygt. Og virker helt særligt søvndyssende.

Korthuse i blæsevejr

Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza, og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg erkende, at han oprigtigt har været syg. Med over 39 i feber. Og jeg må ligeledes erkende, at jeg havde nok været mindst lige så pylret, som han er, hvis det var mig.

Men hvis det er sådan, jeg har det, hvorfor bliver jeg så helt og aldeles uudholdelig at være sammen med i sådan en situation? Hvorfor bliver jeg ikke lige så omsorgsfuld og betænksom, som han ville have været over for mig? Og det ville han. Han er den bedste sygeplejer i verden, som kommer med te og nusser rygge og alt muligt.

Faktum er, at jeg ikke kan døje ham, når han er syg. Jeg bliver så pisseirriteret på ham og synes, at han gør alting forkert. Han snakker kun om, hvor skidt han har det. Ligesom han har behov for at beskrive detaljerne i hans følelse i halsen, når teen løber ned. Og skal han absolut måle sin feber hele tiden, og dermed ligesom dyrke den, i stedet for bare at tage et par panodil og komme videre? Og med komme videre, mener jeg selvfølgelig ud i stuen og hjælpe mig med de minimennesker, der også bor i vores hjem. Og med vasketøjet. Og aftensmaden. Og livet, you know. For faktum er også, at som hans pylreniveau stiger, stiger mit eget pylreniveau proportionelt. Jeg synes pludselig, at det er vildt synd for mig, at jeg skal gøre det hele selv. Og at jeg ikke har nogen voksen at snakke med om, hvor synd det er for mig. Og at jeg ikke kan ligge og snue derinde under dynen, som han kan, for det er jo i virkeligheden, det han gør. Snuer. Dog med feberrystelser, men stadig snuer. Ikk’? Sådan føler jeg det, seriøst. jeg sagde jo, jeg var slem.

Så de sidste par dage er der kun én jeg har været mere irriteret på end ham, og det er mig selv. For hold nu op, hvor er jeg træls så. Stort U i panden for Uudholdelig til mig! Og så må jeg jo gå i tænkeboks lidt. Det er her, jeg bliver stille og lukker af og tænker tænker (dobbelt tænker er, når man for alvor grubler). Hvad er det der gør mig så uudholdelig? Hvad er det der tricker det i mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være omsorgsfuld og rumme hans svaghed?

Og det er jo elementært, når man lige tænker tænker sig lidt om. For han skal jo være stærk. Vi skal være stærke sammen. Ellers holder korthuset ikke i blæsevejret. Hvis han forsvinder, står jeg jo alene med det hele. Og den angst er alt for stor at rumme, så jeg vælger at blive irriteret på ham i stedet. Det synes meget lettere i øjeblikket. Og ligger så lige for at blive.

Og nej, en influenza slår ingen ihjel. Men jeg tror, at tegnene på, at han kan væltes, vækker noget grundlæggende i mig. En instinktiv angst. Og måske også et instinktivt ønske om, at han skal være stærkere end mig. For hvem skal ellers gribe mig, når jeg vælter?

Nå, men nu er han heldigvis ved at være rask igen, og så kan jeg stoppe alt det tænke tænkeri, for det er sgu da lige til at få grå hår og mylderbæ af. Øget selvbevidsthed er fandme anstrengende mand og SÅ opreklameret!

For seks millioner gyngestol

Jeg er hjemme i dag. Under dynen. Buzz og Woody står for underholdningen, mens Skrupsakken og jeg hoster om kap fra sofaen. Ananassen ligger og sover ude i barnevognen, og jeg ghost-shopper pragtvillaer i det nordsjællandske. Pragtvillaer skulle være gode mod forkølelse og dårlig hals. Har jeg hørt.

Hvis jeg havde seks millioner, ville jeg købe en gyngestol til den veranda: (klik på billedet og husk, at jeg så det først!)