Om at vokse den rigtige vej

Det er nu snart et halvt år siden, at vi valgte at flytte Skrupsakken fra den folkeskole han var startet på kun et halvt år forinden. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det har været et godt bytte. Et rigtig valg. Vi valgte en lokal privatskole. Så ja, vi er en del af dén statistik, der skrives en del om i nyhederne for tiden. Lad mig slå fast: vi flyttede ikke pga. skolereformen. Vi flyttede pga. dårlig skoleledelse og et utrygt miljø for vores barn. Vi flyttede fordi vores barn var skoletræt efter kun et halvt år i skolen.

Nu, et halvt år efter, er jeg selv ved at nå dertil, hvor jeg kan deltage i morgensangen på den nye skole og ikke blive rørt til tårer. Jeg har seriøst siddet der på sidelinjen og smågrædt af glæde over at se en af lærerne stå og småfjolle, kramme og hundse med de store elever og høre hele skolens elevflok synge fælles fødselsdagssang for dem, der har fødselsdag netop den dag. De har en lærer på skolen, som skriver sine egne sange, og også det kunne få mig til at sluge klumper i halsen og blinke tårer væk. For det er gode sange. Med indhold og med glæde for musik og børn. I det hele taget er morgensangen bare en dejlig stund for alle. Og den ledes af skolens leder. Hun kender børnene og de kender hende.

Han er vokset af flyttet. Ikke bare fagligt, hvor han nu kan både læse og skrive en del og har ret godt styr på regnereglerne for plus og minus. Det gør mig stolt, klart det gør! Men det, der virkelig gør mig stolt, er når han selv nu, går hen til sin fodboldtræner og spørger om kontingentregler eller selv går ind i en butik og spørger ind til en vare og bagefter køber den. Hans tillid til andre voksne er vokset helt enormt. Hans tro på, at han godt kan og at han ikke fejler er vokset. Hans nysgerrighed til at ville vide alle mulige mærkelige ting om alt muligt er vokset. Og….hans frækhed er vokset. Og jeg kan lide det hele!

Jeg kan godt lide, at han har fået mere nerve. Mere vilje og mere modspil i sig. Vi tager flere ture herhjemme på den konto, men hold nu op, hvor synes jeg det er fedt, når han står fast ved noget, han synes er uretfærdigt eller han ikke lige gider. Ligesom jeg synes det er fedt, at han siger fra overfor sine kammerater, hvis de gør noget, som han ikke har lyst til. Han er ikke bange for at miste ansigt. Han hviler sgu meget godt i sig selv på den måde. Det gør mig stolt af at være hans mor!

Han er vokset. Det er jeg den nye skole evigt taknemmelig for. For han vokser op og ud nu.

At skrive sig til læsning

Jeg er blevet bedt om at anmelde app’en Skriv og Læs, da jeg jo har et barn i indskolingsalderen og netop arbejder med børn og læsning i det daglige.

screen480x480

Jeg skal udvikle en digital undervisningsportal til indskolingen i dansk, og jeg sad faktisk og ledte efter en app eller et program, der kunne lige netop dét, som Janus Madsens app kan, så jeg har også haft glæden af at møde ham i den forbindelse, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den mand har sin forskning og sine didaktiske teorier på plads. Der er en grund til, at dette er den mest solgte uddannelsesapp i DK i 2013 og at den har været nomineret i hovedkategorien ved Uddannelsesministeriets innovationspris 2013.

screen480x480 1

Skriv og Læs er en app, hvor barnet kan lave sine egne bøger og ved hjælp af børneskrivning får mulighed for at udtrykke sig skriftligt allerede helt tidligt i sit læseindlæringsforløb. Børneskrivning er en tilgang til det vi kalder skriftsprogstilegnelse, hvor barnet skriver de bogstaver i ordene, som de kan høre sig frem til. Der kan godt være stavefejl i det skrevne, men det er i orden i starten, for det vigtigste er, at de bliver opmærksomme på de fonetiske lyde, hvert bogstav kan lave. Der lægges vægt på det kommunikative formål, altså at barnet oplever den succes, det er, at kunne formidle sine tanker ved hjælp af skriftsproget.

screen480x480 2

En af de geniale ting ved Janus’ app er, at den under det felt, hvor barnet skriver har endnu et felt, hvor den voksne skriver. I det felt skriver den voksne (forælderen eller læreren) det samme som barnet har skrevet, bare med korrekt stavning. Børnene fanger fanger lynhurtigt de konventionelle stavemåder, når de ser deres egen tekst blive oversat til ”voksenskrivning”, og det pirrer deres nysgerrighed i forhold til endelser og stumme bogstaver, så det er altså en rigtig god tilgang til at lære at læse, netop ved at bruge det skrevne sprog selv.  Som noget andet har den også en knap, hvor du kan vælge om du vil høre bogstavets lyd, bogstavets navn eller ingen lyd. Det er en kæmpe hjælp for eleverne. Der er allerede flere skoler, der har taget Skriv og Læs til sig og bruger den som en integreret del af læse- og skriveundervisningen i indskolingen.

Som I kan høre, er jeg stor fan af både børneskrivning og app’en Skriv og Læs. Hvis du også har børn i førskole- eller indskolingsalderen, så er den hver og en af de 45 kr, den koster, værd. Du kan finde den i appstore her og den virker både på iPhone og iPad. Den er desværre ikke udkommet til andre tablets og smartphones endnu, men jeg ved at Janus arbejder hårdt på at få en webversion op at køre indenfor den nærmeste fremtid.

Jeg får ikke noget for at skrive denne anmeldelse ud over en gratis kode til app’en, som jeg i øvrigt havde købt i forvejen. Så mine holdninger til produktet er 100% for egen regning.

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.

Min lille verdensmand

Det er fredag i morgen. Og det blev så den uge, hvor min femårige søn brød endnu et af sine forsigtighedslag og selv cyklede hjem fra skole på eget initiativ. Normalt er det os, der skal puffe ham forsigtig ud i den slags udfordringer, og lige netop dét at køre hjem selv, lå endnu langt ude i fremtiden i min optik. Jeg arbejder jo på den samme skole, så det er kun naturligt, at vi følges frem og tilbage. Men i tirsdags var jeg hjemme syg, og den chance greb han.

Skrupsakken er den dreng, når han kommer til en ny legeplads, et nyt vandland, en ny udfordring, der stiller sig op, lidt på afstand, og skeptisk ser det hele an. Laver en indre overlevelsesstatistik, holder tal på de andre vovehalses skadeprocent og de mulige risikofaktorer der kan være forbundet med udfordringen. Når han kan konkludere, at alle overlever, kun få bliver skadet og risikofaktoren ved at hoppe ud i det er relativt lille, så hopper han som regel med.

I tirsdags var han den første i hans klasse (han er vist også den der bor tættest på skolen), der tog turen hjem på egen hånd. Det er sejt gået. Jeg er vildt stolt af ham. Mest fordi han selv fik idéen, tog initiativet og bare gjorde det.

I løbet af dagen fik jeg kolde fødder og spurgte ud på Facebook, om hvorvidt det var for tidligt, at lade sit barn køre hjem fra skole alene. Jeg var kommet i tvivl, da en af pædagogerne havde udtrykt undring og forargelse over, at han skulle det allerede. Tydeligvis tolkede han det som om, at det var noget vi pressede ham ud i alt for tidligt. Svarene var mange på mit spørgsmål. De fleste var enige om, at så længe han selv havde taget initiativ, så var det bare om at gribe muligheden og give ham det ansvar, han tydeligvis var parat til at få. Jeg var enig. Og bekræftet i, at det trods alt nok alligevel var ok, at han fik lov.

Og de 500 meter havde skabt en verdensmand af rang. En verdensmand, der “…havde fulgtes med Adriana nede fra nr. 15 på vejen.” “Hun går i 1. klasse mor, hvis du ikke kender hende.” Og han “…bare havde fiflet lidt med låsen på sin cykel“, da han ikke kunne få den op. Adriana fra nr. 15??? Fiflet???? Hvor kom den lille Onkel Morfar lige fra? Jeg måtte gå på toilettet og grine ud, da han var færdig med at tale om sin hjemrejse som en lille gammel nordjysk fisker, der lige havde fiflet lidt med kutteren efter en strid tur på de syv have.

To new beginnings

Ferien er slut for vores vedkommende. Italien var skøn. Varm og fyldt med familie, daglige is og meterlange krydderurtebuske. Hvis du følger mig på Instagram har du sikkert allerede duftet rosmarinen og smagt isene. Ellers kig over og se flere glimt fra vores ferie.

På torsdag banker hverdagen for alvor på for mig, hvor jeg starter på mit nye job. Jeg behøver ikke at sige, at jeg glæder mig afsindigt, vel? Tænkte jeg nok.

En anden, der går rundt med sommerfugle i maven er Skrupsakken. Om lidt over en uge skal han starte i 0. klasse og i dag var han ude og købe skoletaske med sin morfar og mosse.

Lego Chima blev det til. 100% eget valg og lidt hjælp fra morfar til at finde taske og penalhus der matchede. Det tog under ti minutter. Og han havde den på ryggen resten af tiden, vi var ude. Han glæder sig SÅ meget. Så meget at han bliver tavs i det. Laver gyserysten i hele kroppen. Smiler og griner fjoget, når vi snakker om det. Jeg kan godt kende følelsen. Når spændingen slet ikke kan være i ens krop. Og man er så usikker på, hvad den spænding dækker over, at man hellere holder mund. Man er bange og glad på én gang. Jeg har det i virkeligheden nok lidt ligedan i forhold til min nye start på torsdag.

August bliver en killermåned med dobbeltjob og løse ender, der skal falde på plads. Men det bliver også en måned med nye begyndelser og ikke mindst, Leonard Cohen! Endelig er du her august. Du har været ventet for første gang i mange år!

Og for det alene, vil jeg belønne mig selv med en ny cykel. Min gamle cykel er efterhånden elleve år gammel, og jeg overvejer at købe en ny Raleigh Classic de Luxe Plus i aquablå.

Har dog også luret på en Cortina med forlad.

Har du nogle gode anbefalinger til lignende must-have-cykler inden jeg kører kortet igennem i butikken i morgen, så er det nu du skal skyde dem afsted. Jeg er lutter ører! To krav….den skal være i farver, ikke mere kedelig sort cykel til mig. Og den skal kunne have plads til forlad. Sæt igang!

Hvorfor så trist?

I aftes midt i X-Factorfinalens pause, eskalerede dramaet om min arbejdstid pludselig. Og før end jeg vidste af det, havde jeg fået en mail fra Danmarks Lærerforening, hvori der stod, at jeg ikke måtte møde op på mit arbejde den 2. april. Forhandlingerne var brudt sammen. Forligskvinden havde kastet håndklædet i ringen. Og jeg var hermed lockoutet.

Så sad jeg der i sofaen. Der var jo i princippet ikke noget nyt i min opfattelse af tingene. Intet jeg ikke havde forventet på forhånd. Og stadig en god uges påskeferie med familien forude.

Og alligevel blev jeg overraskende ked af det. Som i grædende ked af det. Som i nedtrykt, demotiveret og inderligt trist.

Overraskende, fordi jeg ikke selv havde regnet med den reaktion. Hvilket min mand naturligvis heller ikke havde, og han spurgte derfor, hvad det mon var, der vækkede så voldsom en reaktion fra mig? Men jeg ved det ikke.

Måske var det kulminationen på flere ugers spekuleren, vejen for og imod og insisterende engagement. Måske var det følelsen af at være en ligegyldig brik i et større skakspil. Eller var det mon fornemmelsen af, at skulle gentage mig selv igen og igen i et tåbeligt forsøg på at forsvare mig selv og min faglige integritet?

Så var der farcen med Ziegler og Bondo’s skænderi i døren. Beskeden om de genoptagede forhandlinger. Ventetiden. Trætheden. Og jeg valgte dynen og søvnen. Indtil min telefon bippede omkring midnat med en pushbesked fra DR Nyheder, der fortalte mig, at der igen var sammenbrud. Og at lockouten igen var en realitet.

En besked jeg knap nok ænsede i min søvn, men resten af natten blev urolig, usammenhængende og alt for kort. Når man vågner med hoved på, er det som regel et tegn på en aften fyldt med fest og sjov. Hvor ville jeg ønske, at det var baggrunden for det hoved, jeg vågnede med i morges. Og har båret rundt på hele dagen i dag.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det hele lige nu. Og hvor jeg ser mig selv i det. Eller hvad der sker næst. Jeg prøver ihærdigt at starte påskeferien på ny i dag. Og at fokusere på større og vigtigere ting i mit liv end skolekonflikter. Som fx at Skrupsakken havde sin sidste børnehavedag i fredags. Og at han lige om lidt skal være SFO-dreng og kommende skolebarn. Det har i det hele taget været en uge med følelserne uden på tøjet på mange planer, der ikke har en disse med skolekonflikten at gøre. Måske var dramaet i aftes bare en katalysator, ligesom en dårlig b-film, der gav tårerne det frie løb, de havde ventet på at få?

Hvis jeg ikke var lærer…

Lad os bare for et kort øjeblik lade som om, jeg ikke var lærer i den danske folkeskole. Lad os nu bare sige, at jeg “bare” var forælder til et kommende skolebarn. Et barn, der skal starte om en måned i mini-SFO.

Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Hvad så hvis, jeg ER lærer. Og overraskende måske (for nogen) ikke pr. automatik var imod forandringer. Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Ok, men lad os så sige, at jeg var lærer OG forælder til et kommende skolebarn OG omstillingsparat på én gang. Måske endda ligefrem søgte efter forandringer på folkeskoleområdet. Hvad så? Tror du, jeg er imod?

Du har ret!

Hvad er jeg så imod?

  • Jeg er imod, at man vil bestemme over mit barns og min fritid sammen.
  • Jeg er imod, at man ikke tilgodeser det rige forenings- og klubliv, vi har i Danmark.
  • Jeg er imod, at man ikke lytter til forskere og andre eksperter på området, og at man direkte fordrejer deres vurderinger, så de passer til ens egen agenda.
  • Jeg er imod, at man lover forandringer i en skole, der trænger til det, og ikke har det økonomiske fundament eller de pædagogiske og didaktiske begrundelser i orden til at holde, hvad man lover.
  • Jeg er imod, at man presser en overenskomst ned over hovedet på lærerne og dermed blander politik og arbejdstidsforhandlinger sammen.
  • Jeg er imod, at man lader som om, man vil forhandle, når man allerede inden har bestemt sig for, at det vil man ikke.
  • Jeg er imod, at man spilder min tid både som forælder og som lærer og som ildsjæl, når man alligevel ikke har tænkt sig at lytte til, hvad jeg har at sige.
  • Jeg er imod, at jeg ikke kan gøre en skid ved det hele og føler mig låst fast i en forhandling, der i virkeligheden er et diktat fra min øverste chef.

Men mest af alt, er jeg imod, at man ikke kigger på vores børn. Og finder ud af, hvordan vi allerbedst, sammen, ALLE os der arbejder med deres skole, kan tilgodese de behov, de hver især har for god undervisning og udviklende læring. Vi er skole for børnene. Og det synes jeg, man glemmer lige nu. Og det er jeg virkelig meget imod.

Undervisningspligtig!

Skrupsakken er nået den alder, hvor han begynder at kunne lugte kridtet i tavlerenden og forleden modtog vi brevET. Det brev, der fortæller en, at ens barn er blevet modtagelig for ord, tal og viden.
Og folkeskolelæreren i mig har altid tænkt, at mine børn da selvfølgelig skulle gå i folkeskolen. Sammen med resten af folket. Og samtidig blev jeg ramt på min faglige stolthed, da jeg som kok pludselig ikke turde lade mit eget barn smage maden. For hvad nu hvis, den ikke var god nok?

Så begge børn blev skrevet op til privatskolen. Just in case. Holde mulighederne åbne. Bare hvis nu. (…og indrømmet, i mangel af bedre).

I aften var der informationsmøde på min skole. Naboskolen. Eller Mors skole, som den hedder herhjemme. Jeg tror ikke min leder endnu har opdaget, at jeg faktisk ejer den skole. Det må jeg lige huske at nævne ved næste MUS. Men jeg sendte manden og hans åbne sind. Og sad nervøs herhjemme og ventede på dommen. Var det godt nok, det han så? Bestod folkets skole hans personlige test, eller havde den drevet sit folk ud i det private marked, hvor læring er en handelsvare på linje med agurker og selvudviklingskurser?

Ved I hvad? Han kom sgu begejstret hjem! Og han fortalte om indlevende og energiske børnehaveklasselærere, der havde et professionelt syn på læring og børn. Og han fortalte om en dejlig SFO, hvor han kunne se vores dreng finde op til flere personlige hyggekroge. Legorummet fx. Om åbne frie rammer, der alligevel indbød til tryghed og nærvær. Og han var ikke i tvivl. Og så er jeg det jo heller ikke.

Så snart skal Skrupsakken og jeg forhåbentlig følges i skole. Og deles i skolegården. Ham mod indskoling. Mig mod udskoling. Og jeg glæder mig. Og tør endelig godt indrømme for andre end mig selv, at det er et af mine mentale glansbilleder fra seminarietiden, der bliver virkeliggjort.

Da jeg spurgte ham over aftensmaden, om hvilken skole han gerne ville gå på, var svaret: “På din skole, mor.
Er det fordi mor er der?“, spurgte jeg.
Ja.“, var svaret.

Ok, hvad skulle han ellers svare, Tumpe!