Hvorfor så trist?

I aftes midt i X-Factorfinalens pause, eskalerede dramaet om min arbejdstid pludselig. Og før end jeg vidste af det, havde jeg fået en mail fra Danmarks Lærerforening, hvori der stod, at jeg ikke måtte møde op på mit arbejde den 2. april. Forhandlingerne var brudt sammen. Forligskvinden havde kastet håndklædet i ringen. Og jeg var hermed lockoutet.

Så sad jeg der i sofaen. Der var jo i princippet ikke noget nyt i min opfattelse af tingene. Intet jeg ikke havde forventet på forhånd. Og stadig en god uges påskeferie med familien forude.

Og alligevel blev jeg overraskende ked af det. Som i grædende ked af det. Som i nedtrykt, demotiveret og inderligt trist.

Overraskende, fordi jeg ikke selv havde regnet med den reaktion. Hvilket min mand naturligvis heller ikke havde, og han spurgte derfor, hvad det mon var, der vækkede så voldsom en reaktion fra mig? Men jeg ved det ikke.

Måske var det kulminationen på flere ugers spekuleren, vejen for og imod og insisterende engagement. Måske var det følelsen af at være en ligegyldig brik i et større skakspil. Eller var det mon fornemmelsen af, at skulle gentage mig selv igen og igen i et tåbeligt forsøg på at forsvare mig selv og min faglige integritet?

Så var der farcen med Ziegler og Bondo’s skænderi i døren. Beskeden om de genoptagede forhandlinger. Ventetiden. Trætheden. Og jeg valgte dynen og søvnen. Indtil min telefon bippede omkring midnat med en pushbesked fra DR Nyheder, der fortalte mig, at der igen var sammenbrud. Og at lockouten igen var en realitet.

En besked jeg knap nok ænsede i min søvn, men resten af natten blev urolig, usammenhængende og alt for kort. Når man vågner med hoved på, er det som regel et tegn på en aften fyldt med fest og sjov. Hvor ville jeg ønske, at det var baggrunden for det hoved, jeg vågnede med i morges. Og har båret rundt på hele dagen i dag.

Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det hele lige nu. Og hvor jeg ser mig selv i det. Eller hvad der sker næst. Jeg prøver ihærdigt at starte påskeferien på ny i dag. Og at fokusere på større og vigtigere ting i mit liv end skolekonflikter. Som fx at Skrupsakken havde sin sidste børnehavedag i fredags. Og at han lige om lidt skal være SFO-dreng og kommende skolebarn. Det har i det hele taget været en uge med følelserne uden på tøjet på mange planer, der ikke har en disse med skolekonflikten at gøre. Måske var dramaet i aftes bare en katalysator, ligesom en dårlig b-film, der gav tårerne det frie løb, de havde ventet på at få?

Hvis jeg ikke var lærer…

Lad os bare for et kort øjeblik lade som om, jeg ikke var lærer i den danske folkeskole. Lad os nu bare sige, at jeg “bare” var forælder til et kommende skolebarn. Et barn, der skal starte om en måned i mini-SFO.

Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Hvad så hvis, jeg ER lærer. Og overraskende måske (for nogen) ikke pr. automatik var imod forandringer. Ville jeg så være imod den nye skolereform?

Ja!

Ok, men lad os så sige, at jeg var lærer OG forælder til et kommende skolebarn OG omstillingsparat på én gang. Måske endda ligefrem søgte efter forandringer på folkeskoleområdet. Hvad så? Tror du, jeg er imod?

Du har ret!

Hvad er jeg så imod?

  • Jeg er imod, at man vil bestemme over mit barns og min fritid sammen.
  • Jeg er imod, at man ikke tilgodeser det rige forenings- og klubliv, vi har i Danmark.
  • Jeg er imod, at man ikke lytter til forskere og andre eksperter på området, og at man direkte fordrejer deres vurderinger, så de passer til ens egen agenda.
  • Jeg er imod, at man lover forandringer i en skole, der trænger til det, og ikke har det økonomiske fundament eller de pædagogiske og didaktiske begrundelser i orden til at holde, hvad man lover.
  • Jeg er imod, at man presser en overenskomst ned over hovedet på lærerne og dermed blander politik og arbejdstidsforhandlinger sammen.
  • Jeg er imod, at man lader som om, man vil forhandle, når man allerede inden har bestemt sig for, at det vil man ikke.
  • Jeg er imod, at man spilder min tid både som forælder og som lærer og som ildsjæl, når man alligevel ikke har tænkt sig at lytte til, hvad jeg har at sige.
  • Jeg er imod, at jeg ikke kan gøre en skid ved det hele og føler mig låst fast i en forhandling, der i virkeligheden er et diktat fra min øverste chef.

Men mest af alt, er jeg imod, at man ikke kigger på vores børn. Og finder ud af, hvordan vi allerbedst, sammen, ALLE os der arbejder med deres skole, kan tilgodese de behov, de hver især har for god undervisning og udviklende læring. Vi er skole for børnene. Og det synes jeg, man glemmer lige nu. Og det er jeg virkelig meget imod.

Undervisningspligtig!

Skrupsakken er nået den alder, hvor han begynder at kunne lugte kridtet i tavlerenden og forleden modtog vi brevET. Det brev, der fortæller en, at ens barn er blevet modtagelig for ord, tal og viden.
Og folkeskolelæreren i mig har altid tænkt, at mine børn da selvfølgelig skulle gå i folkeskolen. Sammen med resten af folket. Og samtidig blev jeg ramt på min faglige stolthed, da jeg som kok pludselig ikke turde lade mit eget barn smage maden. For hvad nu hvis, den ikke var god nok?

Så begge børn blev skrevet op til privatskolen. Just in case. Holde mulighederne åbne. Bare hvis nu. (…og indrømmet, i mangel af bedre).

I aften var der informationsmøde på min skole. Naboskolen. Eller Mors skole, som den hedder herhjemme. Jeg tror ikke min leder endnu har opdaget, at jeg faktisk ejer den skole. Det må jeg lige huske at nævne ved næste MUS. Men jeg sendte manden og hans åbne sind. Og sad nervøs herhjemme og ventede på dommen. Var det godt nok, det han så? Bestod folkets skole hans personlige test, eller havde den drevet sit folk ud i det private marked, hvor læring er en handelsvare på linje med agurker og selvudviklingskurser?

Ved I hvad? Han kom sgu begejstret hjem! Og han fortalte om indlevende og energiske børnehaveklasselærere, der havde et professionelt syn på læring og børn. Og han fortalte om en dejlig SFO, hvor han kunne se vores dreng finde op til flere personlige hyggekroge. Legorummet fx. Om åbne frie rammer, der alligevel indbød til tryghed og nærvær. Og han var ikke i tvivl. Og så er jeg det jo heller ikke.

Så snart skal Skrupsakken og jeg forhåbentlig følges i skole. Og deles i skolegården. Ham mod indskoling. Mig mod udskoling. Og jeg glæder mig. Og tør endelig godt indrømme for andre end mig selv, at det er et af mine mentale glansbilleder fra seminarietiden, der bliver virkeliggjort.

Da jeg spurgte ham over aftensmaden, om hvilken skole han gerne ville gå på, var svaret: “På din skole, mor.
Er det fordi mor er der?“, spurgte jeg.
Ja.“, var svaret.

Ok, hvad skulle han ellers svare, Tumpe!