Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Første skoledag…igen

Kan I huske, at jeg skrev om en skolestart, som desværre ikke helt var blevet så god, som vi havde håbet? Nå, men det blev ikke bedre. Og han blev ikke gladere. Tværtimod, vil jeg nærmere sige. Vores søndage var prægede af grædende putninger og ondt i maven, kvalme og ked-af-det-hed. Han ville ikke i skole og fakede endda sygdom for at slippe. Når han så kom hen på skolen næste morgen og så sine venner, så var han ok. Lagde ansigtet i de tapre folder. Lærere og pædagoger kunne fortælle om en glad dreng, der legede godt med vennerne. Herhjemme fortalte han grædende om uro og utryghed, især i frikvartererne og SFO-tiden. Han fortalte om mobbende drengegrupper og manglen på pauserum, hvor man kunne finde ro. Han kunne godt lide klassen og vennerne. Rigtig godt endda. Så vi var ikke der, hvor vi havde et barn i mistrivsel. Udefra virkede han endda som et barn i trivsel. Men søndagene og efterhånden også hverdagsaftenerne sagde noget andet. Vi blev mere og mere bevidste om, at der ikke var plads til drenge som ham på denne skole. Det er ikke fordi han kræver noget særligt i min bog. Han er vist bare en helt normal social dreng, der godt kan lide gode lege med sine kammerater, elsker pjat og fis, fodbold, Minecraft og at lege krig. Men han har også brug for sin ro. Sine pauser. Sin opladning og små stille hyggestunder. Dem kunne han ikke finde. “Der er hele tiden nogen, der råber, mor“, sagde han til mig. Børnehaveklasselederen kunne samtidig fortælle mig, at han ofte sad og holdte sig for ørerne i timerne.

En af dagene i november tog jeg telefonen og ringede til den privatskole, som han var kommet ind på inden ferien, men som vi havde fravalgt i håbet om, at den folkeskole, som jeg altid har troet så fast på, skulle være svaret på det gode skoleliv for ham. Jeg ville høre, hvad muligheden for at blive skrevet på venteliste igen var. Just in case. Hvis nu, det ikke blev bedre. Deres svar var overraskende. De havde en plads lige nu. Hvis vi var interesseret.

Det var vi ikke. Det var slet ikke, der vi var. Eller var det? Efter mange samtaler frem og tilbage og mange opkald til privatskolen var den spirende tanke hurtigt blevet til en beslutning. En fælles beslutning om, at det var bedre at flytte ham nu end om et halvt år, om tre år eller om fem år. Hvis vi alligevel inderst inde havde mistet tilliden og troen på, at det blev godt, så ville det jo aldrig blive godt. Og hellere flytte ham inden han for alvor var i mistrivsel end at lade ham ende der, hvor han virkelig ville komme til at hade skolelivet. Seks måneder havde det taget at suge skoleglæden ud af ham. Jeg vil sige, at vi som skole har fejlet på den konto.

Et besøg på privatskolen en torsdag i starten af december cementerede vores beslutning. Den skole emmede af ro og trygge rammer. Af leg og kreativitet og af gode voksne, der ikke var bange for at vise vejen for børnene. Skolelederen gav et indtryk af nærvær og engagement og hun talte med ham, før hun talte med os. Hun viste hele sin skole frem for os, alle klasser fra 0. til 10. klasse fik et besøg og et hej på vejen. Eleverne kom og krammede og snakkede med hende på turen rundt. Og hun var stolt af sin skole, sine elever og sine ansatte. Hendes begejstring smittede straks af på os alle tre.

Det var en hård afslutning inden jul på den gamle skole. Tunge farveller til de gode kammerater. Dette var helt tydeligt vores valg som forældre. Et valg på hans vegne, for hans skyld, men bestemt ikke hans valg. Vi vaklede ikke. Vi måtte love tæt kontakt til bedstevennen og dyrkede venskabet maks i juledagene med overnatninger og lange legedage. Det beroligede ham. Og inden nytår var det kun positive forventninger, vi hørte fra ham, om den nye skole. Vi gav ham det frirum, han havde brug for. Snakkede kun om skolestart, når han selv bragte det op eller når det faldt unaturligt ikke at snakke om det.

I dag havde han så første skoledag på den nye skole. Jeg må indrømme, at selv om jeg har været 100% sikker på beslutningen siden den dag, vi tog den, har jeg alligevel haft kvalme og ondt i maven, hver gang jeg tænkte på det i juledagene. Tanken om, hvad vi havde hevet ham ud i, og hvad han nu skulle igennem, fordi vi havde taget det forkerte valg for ham i første omgang, var kvalmende.

Men første skoledag i dag gik godt. Rigtig godt endda. Han havde sin far med, som efterfølgende kunne fortælle om en dreng, der allerede i første frikvarter havde fundet sin plads i legen med de andre drenge. Han havde været med i undervisningen og havde endda været alene med klassen i en times tid. Det var en storsmilende dreng, der kom hjem efter skole og han var lettet. For han havde slet ikke været så nervøs, som han han troede han ville være.

Det blev et farvel til folkeskolen for os denne gang. Det var ikke et alternativ for os at prøve med en ny folkeskole i vores kommune. Vi havde ikke indtryk af, at det ville blive meget anderledes ved at gøre det. Vores kommune er ikke kendt for at vægte børne- og skoleområdet særligt højt i forhold til andre nærliggende kommuner, og de sidste par år har der været nogle beslutninger omkring inklusionsopgaven og skoleomlægninger, der gør, at vi faktisk ikke mere tør tro på, at det er en mulighed for os. Jeg kan godt selv høre det. Kokken, der ikke vil spise sin egen mad. Folkeskolelæreren, der flytter sit barn ud af folkeskolen. Og på den måde har det været en kæmpe indre værdikamp med mig selv. Jeg føler, at jeg vender ryggen til noget, som jeg selv har været med til arbejde hårdt og inderligt for. Men en ting er at være folkeskolelærer. Noget andet er at være mor. Og de to ting har jeg været nødt til at skille af i dette. Så enkelt er det. På en måde.

Og så alligevel ikke…

Vigtige ting at få på plads om Nicklas Mandela

Skrupsakken er kommet i den alder, hvor han gerne vil være med til at snakke om de ting, som vi voksne snakker om. Så i aftes skulle vi lige vende et par spørgsmål fra dagens voksensnak. Han ville gerne høre lidt mere om ham Nicklas Mandela. Var han virkelig lige så gammel som Oldebedste? Havde han egentlig fået mad i det der fængsel? Og var det rigtigt, at han var en helt i både Danmark og hele verden?

Og konklusionen: Hvor var det godt, at han kæmpede for at både mørke og lyse skulle bestemme lige meget, for han syntes jo fx også selv, at han og Frederik (bedstevennen, som er pæredansk, men dog mørkhåret) skulle bestemme lige meget, når de spillede Minecraft i den samme verden.

Ok, han har fanget det vigtigste. The rest will come.

Wunderwear

Jeg har været så heldig at få tilbudt en fitting i Wunderwear med dertilhørende gavekort, som jeg kunne købe lækkerier for. Dette er derfor et sponsoreret indlæg, men oplevelsen og holdningerne til produktet er 100% mine egne.

I går kl. 15.30 mødte jeg op i Wunderwear i Roskilde hos Caroline, som skulle hjælpe mig med at finde min rigtige bh-størrelse efter to omgange graviditeter, amninger og vægtøgninger. Ja, jeg er så en af dem, der ikke helt har fået smidt de graviditetskilo igen. Så min krop har ændret sig meget mere end indholdet i min undertøjsskuffe har de sidste seks år! SEKS ÅR! (Skrupsakken har fødselsdag i morgen til at bevise det)

Nå men apropos Skrupsakken, så tog jeg ham med på tur. Vi trængte til at holde tidligt fri sammen, pakke en pose med hjemmejulebag, en drikkedunk og iPaden og så hoppe på en bus til Roskilde. Mor og Skruppe på tur.

Først cafe med varm chokolade og børnetoastmenu til os begge. Lige for at blive godt fyldt op inden man skulle ind og smide klunset i et prøverum og klemme sig ned i diverse spændetrøjer. Han blev parkeret i det ene rum med iPad og Minecraft.

IMG_4779

Jeg gik i det andet rum og så servicerede Caroline ellers os begge efter alle kunstens regler. Ham med pebernødder og mig med den ene dejlige bh efter den anden. Både billige og dyre og det var jo ikke hendes skyld, at jeg bedst kunne lide de dyre. Og tre af dem endda. Jeg tror, jeg prøvede 20-25 stykker, og hun ramte sjældent forbi min smag. Det var så god service! Og dejligt at jeg ikke selv skulle ud og gå og lede efter først den rigtige bh og derefter den rigtige størrelse, og så ind og prøve, og i tøjet igen for at finde en anden størrelse, og tilbage igen og prøve en ny og så videre. Jeg kunne bare blive, hvor jeg var, og prøve mig frem. SKØNT! Det endte med disse tre og ja, jeg måtte spytte lidt i kassen selv også, så på den måde vandt de også lidt.

Det havde jeg det godt med efter alt det arbejde, hun havde med mig. Det var det hele værd!

Hvis du nu selv er blevet lidt nysgerrig på de lækkerier Caroline fandt til mig, kan du jo kigge i deres meget flotte E-katalog. Jeg endte med både en Marie Jo (den brune), en Simone Perele (den blå) og en Femilet (den sorte).

Vi er klar til ferie. Bring it on!

En af mine yndlingsferier er efterårsferien. Den kommer altid som et længe ventet break på en lang periode, hvor der som regel altid har været fart på. I år har været ekstra vild, synes jeg. Vi er tyvstartet lidt her i weekenden, hvor alle vores aftaler blev aflyst på grund af Annanassens mavevirus. Skar et par græskar ud. Hyggede på legepladsen. Slappede totalt af.

Med nyt job og nu jongleren af to jobs, der både supplerer hinanden og modspiller hinanden, har jeg fået min sag for. Men det går faktisk godt med den del. Det ene job fylder mig op, der hvor det andet dræner mig. Og det er forbavsende, hvor nemt det er for mig, at skifte mellem de to i min tankegang. Indholdsmæssigt supplerer de jo hinanden, de handler begge om danskfaget og det at skabe god undervisning med blandt andet digitale hjælpemidler. Modsætningen opstår i måden at arbejde på. I det ene job render jeg rundt og skal forholde mig til (hvad der nogen gange føles som) tusinder af menneskers holdninger, tanker og relationer, mens jeg samtidig husker mit fag. I det andet sidder jeg stille ved mit skrivebord og min computer og fokuserer på faget og dets indhold. Når jeg snakker med mine kolleger der, er det om faglighed, teknologi og kommunikation, og jeg suger al den nye viden og inspiration ud af dét, som jeg kan.

Skrupsakken er også drænet. Klar til pause. Han har været uheldig med sin skolestart, da hans faste lærer havde sagt op inden ferien og derfor stoppede den 1. september efter lige at have startet den nye 0. klasse op. Så fik de en vikar, som desværre også fik nyt job og derfor stoppede den 1. oktober. Nu har har så en ny vikar, som skal være ved klassen indtil deres nye faste lærer starter den 28. oktober. Hun kunne ikke starte før, derfor den lange vikarperiode. Men det er fire forskellige voksne i en nystartet børnehaveklasse. Det er ikke optimalt. Og det har fyldt en del ved mig, det må jeg indrømme. Jeg ved jo, hvad mange lærerskift kan gøre ved en klasse. Og det behøver slet ikke at ende der, med denne klasse. De har en rigtig god klasse, heldigvis. Så vi holder humøret højt for hans skyld. Forsøger at vise ham, at der er styr på det og at lige om lidt, så får de den faste lærer, de skal have resten af året. Men han er ikke god i sådan noget usikkert noget. Han bliver selv utryg. Han taler sjældent godt om skolen mere. Har ondt i maven om morgenen og synes skole er hårdt og kedeligt, og “der er så meget man skal huske hele tiden“, siger han. Og det er jo rigtigt. Det er nyt det hele og det har intet med hans lærersituation at gøre. Og så alligevel. For hvis nu det hele var en genkendelig ramme, hvor han vidste, hvad der ville ske hver dag, så skulle han måske ikke huske så meget hele tiden. Og føle at det hele var så forvirrende.

Jeg bliver ked af det, når han siger sådan. For han har glædet sig til det skole. Og han var vildt glad for det i starten. Stortrivedes med at skulle lære noget og have lektier og sådan. Og nu vil han bare helst være hjemme, hvor der er ro og fred. Det er ikke gode tegn efter kun tre måneder. Og det er heller ikke, hvad jeg hører fra hans andre kammerater. Og jeg ved ikke, om jeg skal være alarmeret eller om jeg overreagerer. Om det er på grund af hans lærersituation eller om det simpelthen er helt naturligt efter den første periode i skolen. Jeg tænker bare, at det godt måtte tage lidt mere end tre måneder at suge skoleglæden ud af mit barn. Jeg husker det indlæg, jeg skrev på hans første skoledag om 7 år. Jeg havde ikke på det tidspunkt tænkt, at jeg ville skrive dette indlæg allerede tre måneder senere. Hvad tænker I? Jeg kunne godt bruge lidt sparring på denne her, inden jeg går helt i selvsving.

Så ja tak, ferie til os, tak! Og gerne lidt tjept! Fem hverdage tilbage.

Min lille verdensmand

Det er fredag i morgen. Og det blev så den uge, hvor min femårige søn brød endnu et af sine forsigtighedslag og selv cyklede hjem fra skole på eget initiativ. Normalt er det os, der skal puffe ham forsigtig ud i den slags udfordringer, og lige netop dét at køre hjem selv, lå endnu langt ude i fremtiden i min optik. Jeg arbejder jo på den samme skole, så det er kun naturligt, at vi følges frem og tilbage. Men i tirsdags var jeg hjemme syg, og den chance greb han.

Skrupsakken er den dreng, når han kommer til en ny legeplads, et nyt vandland, en ny udfordring, der stiller sig op, lidt på afstand, og skeptisk ser det hele an. Laver en indre overlevelsesstatistik, holder tal på de andre vovehalses skadeprocent og de mulige risikofaktorer der kan være forbundet med udfordringen. Når han kan konkludere, at alle overlever, kun få bliver skadet og risikofaktoren ved at hoppe ud i det er relativt lille, så hopper han som regel med.

I tirsdags var han den første i hans klasse (han er vist også den der bor tættest på skolen), der tog turen hjem på egen hånd. Det er sejt gået. Jeg er vildt stolt af ham. Mest fordi han selv fik idéen, tog initiativet og bare gjorde det.

I løbet af dagen fik jeg kolde fødder og spurgte ud på Facebook, om hvorvidt det var for tidligt, at lade sit barn køre hjem fra skole alene. Jeg var kommet i tvivl, da en af pædagogerne havde udtrykt undring og forargelse over, at han skulle det allerede. Tydeligvis tolkede han det som om, at det var noget vi pressede ham ud i alt for tidligt. Svarene var mange på mit spørgsmål. De fleste var enige om, at så længe han selv havde taget initiativ, så var det bare om at gribe muligheden og give ham det ansvar, han tydeligvis var parat til at få. Jeg var enig. Og bekræftet i, at det trods alt nok alligevel var ok, at han fik lov.

Og de 500 meter havde skabt en verdensmand af rang. En verdensmand, der “…havde fulgtes med Adriana nede fra nr. 15 på vejen.” “Hun går i 1. klasse mor, hvis du ikke kender hende.” Og han “…bare havde fiflet lidt med låsen på sin cykel“, da han ikke kunne få den op. Adriana fra nr. 15??? Fiflet???? Hvor kom den lille Onkel Morfar lige fra? Jeg måtte gå på toilettet og grine ud, da han var færdig med at tale om sin hjemrejse som en lille gammel nordjysk fisker, der lige havde fiflet lidt med kutteren efter en strid tur på de syv have.

Animation Creator

En mand finder en pistol. Han trykker på den og bliver så forskrækket over lyden, at han taber alt sit hår. Heldigvis kommer der en sød hund forbi, som gør ham glad igen.

Lavet af min femårige søn, Isac, og jeg i app’en Animation Creator.

Vi brugte en halv time, det er ca. så længe jeg kan holde ham koncentreret af gangen, og vupti havde vi denne lille tegnefilm. App’en er nem at navigere rundt i. Den er enkelt sat op og med det udhviskede preview af det foregående billede, kan man nemt se, hvor man skal flytte sin streg hen for at få bevægelsen i gang. Den fåes i en Expressudgave, der er gratis og den lidt mere udvidede udgave koster 13 kr og findes kun til iPad og iPhone.

Jeg kan godt lide, at en app eller et computerprogram inviterer brugeren til at være kreativ. Til at finde på. At skabe noget nyt selv. At den ikke er låst fast i skabeloner og løsningsmoduler. Animation Creator inviterer barnet til at åbne op for sin fantasi til at bygge en sammenhængende fortælling op og til at bruge sit billedsprog til at formidle den historie. Med ganske få virkemidler oplever barnet, at hans historie og de figurer, han har fundet på, bliver levende for øjnene af ham.

Dette indlæg er tidligere bragt på www.borneboger.nu.

Syv år Niller!

Nej, det er ikke ham her, der fylder syv år endnu. Pointen kommer længere nede.

Det er snart 14 dage siden, at Skrupsakken havde sin første skoledag og det går indtil videre rigtig godt for ham. Han er træt med træt på, når han kommer hjem efter SFO, og i går måtte vi aflyse hans håndboldtræning, da han simpelthen var for smadret.

Han går op i det. Og kan godt lide det. Siger han i hvert fald. Og jeg tror på ham. Jeg tror han trives i de nye faste rammer, hvor der forventes noget af ham og hvor han føler sig ret stor, når han laver lektier eller pakker gymnastiktøj. Han var helt skuffet forleden, da han ingen lektier havde for. Gad vide, hvor længe den holder. Det er tankevækkende, hvor motiveret de små nye skoleelever er, og hvor meget de mister af den motivation inden de når syvende klasse, hvor jeg fx møder dem for første gang. Er det naturens gang? Eller er det folkeskolens egen skyld? Er det uundgåeligt at teenagesløvsindet sætter ind og motivationen til at ville lære noget slås fra eller har nogle forskere ret, når de siger, at vi simpelthen ikke forstår at holde dem ved ilden, når vi har dem der?

I 0. klasse kæmper eleverne om lærerens opmærksomhed. I 7. klasse kæmper de om at undgå den samme opmærksomhed. Hvad sker der på de syv år?

To new beginnings

Ferien er slut for vores vedkommende. Italien var skøn. Varm og fyldt med familie, daglige is og meterlange krydderurtebuske. Hvis du følger mig på Instagram har du sikkert allerede duftet rosmarinen og smagt isene. Ellers kig over og se flere glimt fra vores ferie.

På torsdag banker hverdagen for alvor på for mig, hvor jeg starter på mit nye job. Jeg behøver ikke at sige, at jeg glæder mig afsindigt, vel? Tænkte jeg nok.

En anden, der går rundt med sommerfugle i maven er Skrupsakken. Om lidt over en uge skal han starte i 0. klasse og i dag var han ude og købe skoletaske med sin morfar og mosse.

Lego Chima blev det til. 100% eget valg og lidt hjælp fra morfar til at finde taske og penalhus der matchede. Det tog under ti minutter. Og han havde den på ryggen resten af tiden, vi var ude. Han glæder sig SÅ meget. Så meget at han bliver tavs i det. Laver gyserysten i hele kroppen. Smiler og griner fjoget, når vi snakker om det. Jeg kan godt kende følelsen. Når spændingen slet ikke kan være i ens krop. Og man er så usikker på, hvad den spænding dækker over, at man hellere holder mund. Man er bange og glad på én gang. Jeg har det i virkeligheden nok lidt ligedan i forhold til min nye start på torsdag.

August bliver en killermåned med dobbeltjob og løse ender, der skal falde på plads. Men det bliver også en måned med nye begyndelser og ikke mindst, Leonard Cohen! Endelig er du her august. Du har været ventet for første gang i mange år!

Og for det alene, vil jeg belønne mig selv med en ny cykel. Min gamle cykel er efterhånden elleve år gammel, og jeg overvejer at købe en ny Raleigh Classic de Luxe Plus i aquablå.

Har dog også luret på en Cortina med forlad.

Har du nogle gode anbefalinger til lignende must-have-cykler inden jeg kører kortet igennem i butikken i morgen, så er det nu du skal skyde dem afsted. Jeg er lutter ører! To krav….den skal være i farver, ikke mere kedelig sort cykel til mig. Og den skal kunne have plads til forlad. Sæt igang!

Paint left. Paint right.

Skrupsakken og jeg har fået malet vores legehus indeni i dag. Der er snart ikke det træværk på vores grund, der ikke har fået en omgang maling denne sommer. Udhæng på huset, gavlene, plankeværket og nu legehuset. Heldigt at jeg godt kan lide at male. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at male. Man kan se, hvor man kommer til. Det er meditativt og beroligende for mig at sidde der med penslen og male frem og tilbage og få fladerne til at stå rene og nymalede hen.

I skal nok få det færdige resultat at se, når vi er helt færdige, det er en større husrenovering, vi har gang i. Her er et par shots fra i formiddags inden vi for alvor gik i gang med penslen.

IMG_3157 Ananassen stod for forplejningen, mens sjakbajsen preppede huset til første omgang maling.

IMG_3159

Malearbejdet er bare en lille del af renoveringen. Her til aften har jeg siddet på terassen og syet betræk til den madras, der ligger på bænken derinde, og i morgen er det pudebetrækkene og så alle de små ting.

Faktisk er det lidt sjovt at gøre det både til et drengehus og et pigehus. Kodeordet er indtil videre ‘Vespa’. Jeg ved ikke om det helt holder i realiteten. Vi får se.