Jeg ved godt, at der er alt for få ord på bloggen for tiden, men vi har kæmpet med sygdom i huset og overskuddet til at skrive noget som helst har været helt i bund. Skrupsakken har fået en grim lungebetændelse, og vi andre har sympatihostet og -snottet så godt vi kunne. Jeg er desværre bange for at min sympati er gået for langt, og jeg frygter lidt at der har sat sig en betændelse fast i mine lunger også. Damn! Når sådan noget kommer, så er det, at man straks begynder at banke sig selv oven i hovedet. Så er man for længe væk fra sit arbejde. Så kommer man ikke nok ud i den friske luft. Så spiser man ikke vitaminer nok. Så er man for tyk. For doven. For træt. For for for…. Og man får besøg af skøn smuk veninde og føler sig pludselig som en anden Sjuskedorthe, når man sidder der i sit daggamle bløde tøj, med spaltede negle, sorte rander under øjnene og fedtet hår. Godt nok har man fået bagt franskbrød, men hun har sort eyeliner på og perfekt lagt concealer. Og røde kinder fra det friske efterårsvejr udenfor.

Og nu sidder vi her igen, Skrupsakken og jeg. Under dynen i sofaen med SvampeBob i aluminiumsrammen og hoster om kap. Og jeg frygter at i morgen bliver endnu en sygedag for mig. Og jeg som ellers elsker efteråret, og som ellers var på vej op igen. Og alle siger, at sådan er det jo, når den lille starter i vuggestue. Så bliver hun pludselig syg af alle de nye bakterier. Men det er sgu da ikke hende, der er syg. Hun har været afsted hele ugen og har en fest med det. Godt nok ikke når vi går. Det er nærmere en slags italiensk begravelsesceremoni. Men to sekunder efter fester hun. Og holder pædagogerne på spidserne ved at sove så lidt som muligt og kræve så meget som muligt. Jeg toppede udfordringen til dem dernede i mandags og sagde, at jeg gav kage til alle de voksne, hvis de kunne få hende til at tage mere end to skridt og dokumentere det. Se, det er et sprog vi pædagogisk uddannede kan forstå. Bolsjepædagogik er det første fag man har på seminariet og det virker! Hver gang! Så vi sluttede ugen af med seks skridt på vuggestuens iPad. Og nu er hun hooked. Så måske når hun at blive stabil på benene inden hun fyldet et år den 2. oktober. Så kan vi andre blive liggende imens.

Og midt i hele sygdomsrouletten, så blev jeg ringet op af en sød dame fra DR, der havde læst vores magasin Blogish! og vældig godt kunne lide min artikel om at tegne med sit barn. Og så interviewede hun mig, mens jeg trøstede Skrupsakken, der havde slået sin finger, og jeg selv var ved at hoste hendes trommehinder aled igennem røret. Og her til morgen kom artiklen på hjemmesiden. Du kan læse den her. Jeg synes den er blevet rigtig fin, og jeg er så stolt over at være finde på selveste DR’s hjemmeside. Alt sammen på grund af vores dejlige magasin. Som du for øvrigt godt kan glæde dig til at høre mere fra lige om lidt. Vi har et julenummer i støbeskeen og du kan være med til at bestemme indholdet lige her.

Ikke flere links. Ikke mere ynk. Ikke mere for denne gang. I morgen er en ny dag og der er det hele sikkert meget bedre og helt anderledes.