Når en kvinde mister håret – et interview med min mor

“Meget af min kvindelighed sidder i mit hår”. Hvor ofte har vi ikke hørt en veninde eller os selv sige det, når vi for 117ende gang leger med tanken om at gå fra lang til kort på hovedet. Men hvad nu hvis du ikke havde valget? Hvad nu hvis du mistede alt dit hår – helt uden grund. Ingen kemo, ingen cancer. Bare hårtab. Hvor ville din kvindelighed så sidde og godte sig henne?

Jeg har inviteret min mor på besøg på bloggen. Jeg spurgte hende forleden, om hun havde lyst til, at jeg lavede et interview med hende og delte det på bloggen. Hun har mistet håret ad flere gange, og er nu ved at få det tilbage igen. Det er tredje gang, at hun igen opbygger alt sit håb om, at det nye hår, der dukker op på hendes hoved, er kommet for at blive. Min mormor oplevede det samme. Dog kun en gang. Måske ligger det i mine gener også. I så fald håber jeg, at jeg kan mobilisere bare en lille smule af den styrke, jeg har oplevet fra hende. Indtil da, sætter jeg min lid til de mange grå hår jeg allerede har.

Min mor var skaldet på sin 60 års fødselsdag. Alligevel synes jeg, at dette er et af de smukkeste billeder jeg har af hende:

385958_10150526595029111_511058028_n

Kan du kort fortælle, hvad grunden til dit hårtab er? Hvad giver lægerne som begrundelse? Hvad tror du selv er grunden?
Jeg kan fortælle lidt om, hvad jeg har fundet ud af på nettet. Patientforeningen Alopecia (pletskaldethed) har en god hjemmeside, ligesom du hurtigt finder mange sider med eksempler på hårtab. Alopecia areata er en hudsygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber forskellige celler i og omkring hårfolliklerne. Når disse celler angribes går hårcyklus i stå og håret fældes. Der skal flere faktorer til for at udvikle AA. Først og fremmest skal man have en bestemt genetisk baggrund. Forskere i USA har fundet mindst 8 gener og flere vævstyper med forbindelse til AA – så det er ikke kun et enkelt gen der giver sygdommen. Udover at man skal have generne til det, skal der også være en ”trigger” til at sætte sygdomsprocessen i gang. Der er ikke en kendt fælles trigger for alle, men der mistænkes infektion, fysisk traume og psykisk stress.

Der er tre typer af Alopecia: den første Areata giver pletskaldethed, Totalis taber man alt håret på hovedet og endelig, som jeg, Universalis, hvor man taber alt hår, også øjenvipper, bryn mm.

Den første gang jeg tabte håret, blev jeg sendt til hudlæge. Min egen læge var sikker på, at det var en hudsygdom. Hudlægen omtalte stress – men lægen afviste dette. Anden gang sagde lægen, at det måske var udløst af stress. Tredje gang sagde han: Det er stress! Men jeg havde jo ikke tabt håret, hvis ikke genet havde været der.

Din egen mor mistede alt sit hår en gang. Fortæl mig, hvad du tænkte dengang, da du stod ved siden af og oplevede det ske for hende. Den gang havde du ikke selv prøvet det på egen krop.
Der var ingen, der dengang tænkte på at det kunne skyldes et gen og evt. stress. Det var en hudsygdom – basta. Jeg syntes, det var frygtelig for hende og hjalp hende med at få en paryk. Indrømmet, jeg synes også, at det var godt hun fik en paryk. Den havde hun faktisk ønsket sig i flere år. Hun var meget ked af sit tynde fistne hår.

Mor tog til behandlinger hos hudlægen i Hjørring og jeg kørte hende derop. Jeg måtte dog ikke komme med ind – hvorfor ved jeg ikke. Behandlingen hjalp ikke på hendes hår, men hun fik det dog tilbage til sidst og da kunne jeg mærke, hvor meget det havde betydet for hende. Jeg tror nok, at hun fortalte mig mindst tusinde gange om din reaktion, da hun første gang viste sig med sit nye hår. Hun blev så glad, fordi du sagde, at hun var smuk.

Fortæl mig om den første gang du selv mistede håret. Hvad gik gennem dine tanker og dine følelser, da de første store totter røg af?
Den første gang jeg bemærkede, at der var noget galt, var til min fødselsdag i 2007 – jeg kunne mærke den bare plet i nakken. Jeg blev forskrækket og gik op i soveværelset for at se den, selvom vi havde gæster.

Det var dog først, da jeg så hårene på min kontorstol, at jeg gik til lægen. Den var fuld af lange hår og når jeg friserede mig, var kammen fuld af hår. Det er aldrig faldet af i totter, men bare forsvundet lidt over det hele. Godt nok med store bare pletter til følge.

Jeg kan huske besøget hos jer i USA, hvor jeg var så ked af at vaske hår, for hele badeværelset flød med hår bagefter. Jeg gjorde som hudlægen gav mig besked på – smurte mig med noget frygtelig stads og det hjalp ikke. Så blev jeg sendt til Aalborg, for at få en paryk og det var en positiv oplevelse. De var så empatiske, forstående og hjælpsomme hos Toftild i Aalborg.

Hvordan reagerede dine omgivelser på dit hårtab den første gang?
De fleste var chokerede – kunne ikke forstå, hvordan det kunne ske. På skolen accepterede mine kollegaer det hurtigt og gav mig opbakning, når jeg var ked af det.
Mine elever var fantastiske. Jeg brugte jo kasket i starten, inden jeg fik paryk. Selv om jeg forlangte at de skulle lægge huen eller kasketten i timerne, var der aldrig nogen, der sagde noget til mig. Selv i 9. klasse accepterede de min hat.

Der var også flere, der spurgte mig om, hvilken form for kræft, jeg havde fået.

Hvornår valgte du første gang at gå ud i offentligheden med bar isse? Kan du beskrive dine tanker og følelser den dag, hvis du kan huske det?
Jeg går ikke ud offentligt uden min kasket – det er kun, når vi er på ferie og det føles helt vildt dejligt. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg ikke kunne trives med parykken. Hver gang vi var sammen med familien eller venner, smed jeg den efter et par timer.

Den første gang jeg skulle vise mit bare hoved til familien, var det svært. Jeg kan huske, at vi besøgte din bror og hans familie i sommerhus. Der var pool og mit barnebarn ville have mig med i. Det ville jeg ikke, for så skulle parykken af. Det kom den dog senere på dagen og hun så mig også uden det.

Hvad ser du selv, når du ser dig i spejlet med skaldet isse og uden øjenbryn?
Det er de værste øjeblikke – jeg hader det. Jeg synes, jeg ligner en heks. Jeg kigger efter de mindste hår – prøver at rykke i dem, hvis der er nogen. Bare for at tjekke, at de bliver siddende. Når der så er kommet hår, skal jeg også hele tiden tjekke at de bliver der.

Hvad tror du andre ser, når de ser en skaldet kvinde komme gående ned ad gaden?
Jeg er helt sikker på, at de tror, jeg er syg og får kemo. Mange gange kan man se medlidenheden i deres ansigter.

Du har siden den første gang været møllen igennem tre gange og er netop nu ved at få håret tilbage igen efter en meget lang periode uden hår. Den længste til dato. Hvordan har du det i dag med at miste håret på den måde?
Det er frygteligt at miste håret, det kan næsten ikke beskrives. Angsten mellem turene er næsten det værste. Når så det begynder, så er der de daglige ritualer: spejlet i badeværelset med nakkespejl, vende og dreje hovedpuden, for at finde hår (og endelig, når der er godt gang i hårtabet, støvsuge puden inden jeg reder seng om morgenen)

Når de sidste rester af hår er fjernet fra hovedet, som du gjorde for mig i Italien, så er det ligesom lidt nemmere at forholde sig til. Så skal jeg kun vente på at det gror ud igen. Og her har jeg aldrig været i tvivl. Det kommer igen. Spørgsmålet er så bare, hvor meget der kommer. Siden første gang har jeg ikke haft hår under armene og denne gang er der endnu ikke hår på benene. Nu er det jo heller ikke de værste steder at undvære hår, som kvinde.

Men da jeg den anden aften kunne mærke lidt vipper, var jeg helt ærligt helt i den syvende himmel. Det var vildt dejligt.

Var det nemt for dig at finde information om det du oplevede? På nettet, ved lægen, på apoteket mm.? Hvilken information manglede du?
Det var faktisk nemt at finde informationen, dog var den for 7 år siden meget forskelligartet. En side fortalte at det var for evigt – en anden at 80% fik håret tilbage. Det bedste, dengang, var at læse de forskellige artikler på AA´s hjemmeside.

Som før fortalt var lægen temmelig uvidende og det var de også på apoteket. Men helsekostforretningen vidste lidt om det og anbefalede mig at starte med Priorin. Jeg tror, de hjalp. Men nu har jeg nok taget dem for længe. Jeg manglede information om, hvad jeg selv kunne gøre. For der måtte da være noget. Hvis du brækker et ben, skal du hvile og du skal udvikle andre muskler for at komme omkring. Her var der intet, jeg kunne gøre.

Hvad er det vigtigste du kan dele videre med dine oplevelser, til andre kvinder, der oplever det samme? Hvad havde du mest brug for, at der var nogen der sagde til dig?
Det vigtigste må være netop det jeg selv blev meget glad for at høre: Nemlig at jeg var den samme person, både med og uden hår. Det er også super skønt, når jeg får respons på min glæde over de nye hår.

Hvis du kunne give ét godt råd til andre kvinder i lignende situation, hvad skulle det så være?
Her ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal svare, for jeg har egentlig ikke et godt råd. Når jeg ser tilbage, så var det nemmest første gang. Her accepterede jeg, at sådan så jeg ud og livet gik videre. Men det blev sværere og sværere at acceptere og tjaaaaa, jeg ved ikke hvad der sker, hvis det falder af igen.


Min mor anbefaler særligt to artikler, som er gode at læse, hvis du vil vide mere om hårdtab.

Måske kender du nogen, der på samme måde har oplevet at miste håret. Måske har du selv prøvet det. Så skriv endelig i kommentarfeltet og del dine oplevelser og erfaringer med os andre. Jeg er fuld af beundring for min mor, over at hun tør stå frem på denne måde og dele ikke bare sin fortælling, men også sit ansigt og sin isse med jer andre. Du er sej mor!

Lettelse!

Nogen gange er man nødt til at frigive noget energi, så man kan lukke noget nyt ind. Det viste sig, at være de helt rigtige beslutninger, vi tog den dag i december. Den dag, hvor vi meldte Skrupsakken ind i en ny skole, kun et halvt år efter, at han var startet i 0. klasse. Det var også den dag, hvor jeg skrev min opsigelse som lærer, så jeg kunne printe den ud og aflevere den på skolen dagen efter.

Da vi gik i seng om aftenen, den dag, kiggede vi længe på hinanden og sagde mange gange på skift: “Det er det rigtige vi gør.” Og inde i os selv overvejede vi nok lidt begge to, hvem mon vi prøvede at overbevise. For selv om man er sikker, er man aldrig 100% sikker. Især ikke, når man tager beslutninger på vegne af et andet menneske – i dette tilfælde vores søn. Som ikke ville flytte skole. For selv om han ikke var rigtig glad for det, han var i, så var det dét, han kendte. Og dér hans venner var. Venner han havde kendt siden vuggestuen. Og nu havde han lige lært skolen at kende. Og lærerne. Og de andre elever. Og reglerne, ikke mindst. Han er en meget regelret dreng, der havde meget svært ved at overskue, at skulle til at lære et helt nyt sæt af både skrevne og uskrevne regler.

Og han blev ked af det. Og faldt til ro igen. Og vi holdte jul. Og efter jul startede han i den nye skole. Og nu er han der. Og jeg er nødt til at sige, at jeg tror aldrig, jeg har været mere stolt af ham end nu. Han har bare klaret det skoleskift SÅ sindssygt flot. Han har haft legekammerater med hjem, været med dem hjemme i nye byer langt væk hjemmefra i forhold til, hvad han er vant til. Han har hængt i og hentet ind i det faglige, som var lidt foran det han var vant til, og han har sagt til og fra, og sat ord på, når noget var svært eller sjovt eller bare ikke kunne sættes ord på. Han har været gladere. Mere lettet. Mere udfordret på den gode måde. Han er vokset i det. Fået mere selvværd og selvtillid. Mere pondus. Rettet ryggen og sænket skuldrene. Som han selv sagde forleden, da jeg spurgte ham, hvorfor han synes det var en bedre skole: “Det ved jeg ikke mor, det er det bare. Det kan jeg mærke her indeni mig selv.

Lettelse! Det VAR det rigtige valg.

Hvad så med mig? Mig, der hoppede fra lærerfaget, sagde nogle af mine grunde højt i lærernes fagblad og talte med klare ord på min arbejdsplads om de udfordringer, jeg ikke længere ville være en del af. Både de lokale og de lidt mere landsdækkende. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville gå med et åbent og ærligt sind. Gøre det ordentligt, kunne se mig selv og mine kolleger i øjnene, samtidig med at jeg gjorde rent bord og udtrykte mine frustrationer til dem, der fortjente at høre dem. Måske kunne mine ord være med til at sætte noget på en dagsorden. Måske kunne det rod jeg lavede med at sige op midt i et skoleår, trods alt gøre en eller anden positiv forskel på den lange bane. Så jeg var ret klar i spyttet. Og indeni var jeg ærligt talt pænt nervøs, for mit hop betød jo også, at jeg satsede hele den økonomiske sikkerhed, vi havde under vores lille familie. At gå fra fuld tid som lærer til timelønnet på 16 timer om ugen var noget af en forskel i budgettet. Vi skar alt væk. Valgte dagpengene fra, da jeg ikke havde lyst til at være låst fast i en ny vikarierende lærerrolle et nyt sted.

Og når man giver slip, åbner op og gør plads, så sker der jo det, som altid sker for mig. Så rykker der nye muligheder ind. Og den 1. februar gik jeg på fuld tid ved forlaget. Nu som redaktør på en ny indskolingsportal for Danskfaget, som går i luften næste år ved denne tid. Jeg skal udvikle den. Bygge den op fra scratch. Finde forfattere, illustratorer, bidragsydere, teoretisk fundament og al det der ligger derimellem. Og det er SÅ fedt! jeg elsker det. Det er bedre, fordi det kan jeg bare mærke indeni, at det er. SÅ meget bedre.

Så det VAR det rigtige valg! Lettelse…

Nu holder vi ferie alle fire. En meget tiltrængt ferie, hvor alle de nye ting kan få lov at stadfæste sig. Vi nåede, inden ferien, så småt at finde en ny rytme i de logistiske udfordringer, der medfølger, når man flytter halvdelen af husstandens hverdag udenfor byens grænser. Og her på femtedagen af ferien har jeg endelig overskud til at skrive igen her på bloggen. Forhåbentlig bliver hyppigheden forbedret meget fra nu af. Det har jeg store forventninger om. Hvis du er derude endnu i stilheden, så skal du vide, at jeg er glad for at have dig her. Tak fordi du venter tålmodigt på nye indlæg og ikke sletter mig af din blogroll og dit feed. Det er cool!

Min lille verdensmand

Det er fredag i morgen. Og det blev så den uge, hvor min femårige søn brød endnu et af sine forsigtighedslag og selv cyklede hjem fra skole på eget initiativ. Normalt er det os, der skal puffe ham forsigtig ud i den slags udfordringer, og lige netop dét at køre hjem selv, lå endnu langt ude i fremtiden i min optik. Jeg arbejder jo på den samme skole, så det er kun naturligt, at vi følges frem og tilbage. Men i tirsdags var jeg hjemme syg, og den chance greb han.

Skrupsakken er den dreng, når han kommer til en ny legeplads, et nyt vandland, en ny udfordring, der stiller sig op, lidt på afstand, og skeptisk ser det hele an. Laver en indre overlevelsesstatistik, holder tal på de andre vovehalses skadeprocent og de mulige risikofaktorer der kan være forbundet med udfordringen. Når han kan konkludere, at alle overlever, kun få bliver skadet og risikofaktoren ved at hoppe ud i det er relativt lille, så hopper han som regel med.

I tirsdags var han den første i hans klasse (han er vist også den der bor tættest på skolen), der tog turen hjem på egen hånd. Det er sejt gået. Jeg er vildt stolt af ham. Mest fordi han selv fik idéen, tog initiativet og bare gjorde det.

I løbet af dagen fik jeg kolde fødder og spurgte ud på Facebook, om hvorvidt det var for tidligt, at lade sit barn køre hjem fra skole alene. Jeg var kommet i tvivl, da en af pædagogerne havde udtrykt undring og forargelse over, at han skulle det allerede. Tydeligvis tolkede han det som om, at det var noget vi pressede ham ud i alt for tidligt. Svarene var mange på mit spørgsmål. De fleste var enige om, at så længe han selv havde taget initiativ, så var det bare om at gribe muligheden og give ham det ansvar, han tydeligvis var parat til at få. Jeg var enig. Og bekræftet i, at det trods alt nok alligevel var ok, at han fik lov.

Og de 500 meter havde skabt en verdensmand af rang. En verdensmand, der “…havde fulgtes med Adriana nede fra nr. 15 på vejen.” “Hun går i 1. klasse mor, hvis du ikke kender hende.” Og han “…bare havde fiflet lidt med låsen på sin cykel“, da han ikke kunne få den op. Adriana fra nr. 15??? Fiflet???? Hvor kom den lille Onkel Morfar lige fra? Jeg måtte gå på toilettet og grine ud, da han var færdig med at tale om sin hjemrejse som en lille gammel nordjysk fisker, der lige havde fiflet lidt med kutteren efter en strid tur på de syv have.

Animation Creator

En mand finder en pistol. Han trykker på den og bliver så forskrækket over lyden, at han taber alt sit hår. Heldigvis kommer der en sød hund forbi, som gør ham glad igen.

Lavet af min femårige søn, Isac, og jeg i app’en Animation Creator.

Vi brugte en halv time, det er ca. så længe jeg kan holde ham koncentreret af gangen, og vupti havde vi denne lille tegnefilm. App’en er nem at navigere rundt i. Den er enkelt sat op og med det udhviskede preview af det foregående billede, kan man nemt se, hvor man skal flytte sin streg hen for at få bevægelsen i gang. Den fåes i en Expressudgave, der er gratis og den lidt mere udvidede udgave koster 13 kr og findes kun til iPad og iPhone.

Jeg kan godt lide, at en app eller et computerprogram inviterer brugeren til at være kreativ. Til at finde på. At skabe noget nyt selv. At den ikke er låst fast i skabeloner og løsningsmoduler. Animation Creator inviterer barnet til at åbne op for sin fantasi til at bygge en sammenhængende fortælling op og til at bruge sit billedsprog til at formidle den historie. Med ganske få virkemidler oplever barnet, at hans historie og de figurer, han har fundet på, bliver levende for øjnene af ham.

Dette indlæg er tidligere bragt på www.borneboger.nu.

Fem år!

Når man står i sit køkken og indser, at man har nok legetøj i huset til at holde en hel børnehavestue på tyve børn underholdt i to timer, så er det svært at forsvare, at ens børn ønsker sig mere.

Alligevel blev Skrupsakken bare helt vildt glad for sit høreværn, sin sneskovl, sin Brandmand Sam station, sit Anders And abonnement og sin nye kælk her til morgen. Alle inderlige ønsker. Bør man se et mønster i at halvdelen af hans gaver indtil videre er købt i et byggemarked?

Og nu er han så fem år. Og snakker om at have sin far og sin mor og sin Anna i sit hjerte. Og at han er i vores hjerter. Og at vi aldrig glemmer hinanden, når vi har hinanden i vores hjerter. Og mor har et virkelig stort hjerte, for hun har også alle mulige andre i sit også.

Arhmen, så er man sgu da solgt, hva’!

Ja, så trodser man sne og snotnæse og opfylder dagens sidste fødselsdagsønske om at at få sushi på Kineseren. Hvor de har spejllofter!

f442ec0e3e5111e2982122000a1f8c32_7

Nu et år!

Så blev jeg endelig helt færdig med de to Walldorfdukker, jeg har haft gang i. Jeg lavede to på én gang, da det kit, jeg havde købt ved Tante Grøn havde nok materialer i sig til to. Så havde jeg også to chancer til at ramme et eller andet dukkeagtigt. De endte faktisk begge med at blive helt ok, synes jeg.

Jeg fulgte Wenches bog Tusindfryd Dukker, og fik her til aften også syet lidt tøj til dem begge. Den mørkhårede dukke blev færdig i aftes, og da jeg kiggede på klokken stod den på nøjagtig 0.01, som også er Ananssens fødselstidspunkt. Det afgjorde det for mig, og den er nu hendes dukke. Hun fik den i morges sammen med barnevognen og begge dele vakte heldigvis stor glæde.

Så skal jeg bare lige finde ud af, hvad der skal ske med den blonde dukke. Gode ideer modtages gerne.

Skrupsakken havde kuppet mig og købt sin egen gave til hende. Han havde fået 200 kr. med på weekend ved farmor og farfar, og havde resolut besluttet i ToysRus, at hun skulle have en Newborn Babydukke. Med meget lyserødt tilbehør. Jep. Og jeg behøver ikke at skrive, at hun legede mere med den i morges end med min hjemmesyede, vel? Godt, så lader vi bare den ligge fra nu af.

Og nu er hun så ET år gammel! Efter en helt almindelig dag i vuggestuen, hvor det føltes næsten lige så forkert at aflevere hende grædende på sin fødselsdag, som det ville gøre at bede om en omsorgsdag på andendagen efter 10 sammenhængende sygedage. Men hun havde gode boller med og der var flag og sang og venner, der glædede sig til hun kom. Og jeg passede mit arbejde. Vi nåede dog at hygge i morges med morgensang og gaver. Jeg elsker udtrykket vi fik, da vi vækkede hende med flag og sang:

Sy’gt!

Jeg går glip en af en god aften i syskolen i dag. Fordi jeg stadig er syg. Damn! Line tog dette billede af Vibeke og jeg sidste gang, vi var der.

Jeg nyder virkelig den tid, jeg har der hver 14. dag. Ikke mindst fordi det er tre timer i træk, hvor jeg 100% kan fordybe mig i noget, der kun er for mig. Og så selvfølgelig snakke og sladre med Vibeke, som jeg har arbejdet sammen med tidligere. Og jeg lærer og bliver klogere på den hersens maskine, jeg har stående. Jeg er helt høj og glad indeni, når jeg kører hjem bagefter.

Heldigvis kan jeg sidde og sy lidt herhjemme istedet. Det er rent håndarbejde lige nu, da jeg skal have hoved og krop syet sammen på den Walldorfdukke, jeg er ved at lave til Ananassen. Det var den, der startede hele dukkevognsprojektet. Nu er den næsten færdig. Mangler lidt ekstra fylde i kroppen og så skal den syes sammen i numsen også. Og selvfølgelig have ansigt og hår. Og nå ja, tøj.

 Mjaa! Næsten færdig, ikk’! Det er først på tirsdag, at hun fylder år.

Har jeg fortalt jer, at hun går nu? Ananassen altså. Hun er så dygtig. Og pludselig meget stor. Det er en af de milepæle, der får dem til at vokse fem centimeter over natten. Så sindssygt at være vidne til. Jeg elsker den del ved hele morskabet. At følge mine børn, mens de oplever hele verden for første gang. Det er hverken mindre eller større af, at det er nummer to, der gør det. Det er bare fantastisk.

Ligesom det var fantastisk at se Skrupsakkens stolthed, da han fik samlet den raket han har haft liggende i fragmenteret tilstand i sin opfinderkasse i flere uger. Og som vi malede den og overhældte den med glitter og pailetter, for en raket skal jo glitre og glimte, så blev han bare højere og højere og mere og mere stolt over, at han havde bygget en raket.

Præcis som Store Nørderne gør. Hans store idoler. Som han skal møde på lørdag. For vildt, siger jeg jer. Det sidste han sagde i aften inden han sov, var: “Jeg skal BARE huske at få deres autograf, mor!

Depinkafy with pink?!

Jeg var så heldig at arve min nabos pigers gamle Baby Born dukkevogn til Ananassen, og den har stået på loftet indtil forleden. Jeg havde faktisk glemt alt om den, da vi fik den før hun blev født, så jeg havde skrevet dukkevogn på hendes ønskeseddel til hendes etårsfødselsdag på tirsdag. Men da jeg så har været låst til hjemmet den sidste halvanden uge på grund af egen hoste/influenza og Skrupsakkens lungebetændelse, fandt jeg den frem og besluttede mig for at gøre den lidt mindre babylyserød. Lad mig bare sige det sådan, at det er ikke min yndlingsfarve. Som i slet ikke. Jeg havde noget stof liggende i skabet, som jeg ligeledes havde købt før hun blev født, og så klippede jeg ellers den gamle op og målte efter den, så godt jeg kunne.

Her en vognen før The Depinkafycashion:

Og efter. Den er stadig lyserød-ish, men dog alligevel ikke. Tænker jeg. Men piget. Ja. Se selv:

Blød blød blød dyne og pude….jaaaa…

Kalechen krævede lige en tænker. Forklappen er stivet med et stykke karton og bøjlerne er eftersyet i hånden indeni, da de ikke kunne afmonteres:

Den gamle havde en pusletaske, så det skulle den nye da også. Og neongrøn rem. Ja tak!Jeg mangler lige at hækle et par stropper til at holde kalechen oppe med og så overvejer jeg om den også skal yarnbombes med et hæklet styr i neongrøn. Jeg er 95% sikker på, at det sker.

Hvad så, ønsker Ananassen sig stadig en rød trædukkevogn i fødselsdagsgave? Kan en pige have for mange dukkevogne? Nej vel?

Ynk og link

Jeg ved godt, at der er alt for få ord på bloggen for tiden, men vi har kæmpet med sygdom i huset og overskuddet til at skrive noget som helst har været helt i bund. Skrupsakken har fået en grim lungebetændelse, og vi andre har sympatihostet og -snottet så godt vi kunne. Jeg er desværre bange for at min sympati er gået for langt, og jeg frygter lidt at der har sat sig en betændelse fast i mine lunger også. Damn! Når sådan noget kommer, så er det, at man straks begynder at banke sig selv oven i hovedet. Så er man for længe væk fra sit arbejde. Så kommer man ikke nok ud i den friske luft. Så spiser man ikke vitaminer nok. Så er man for tyk. For doven. For træt. For for for…. Og man får besøg af skøn smuk veninde og føler sig pludselig som en anden Sjuskedorthe, når man sidder der i sit daggamle bløde tøj, med spaltede negle, sorte rander under øjnene og fedtet hår. Godt nok har man fået bagt franskbrød, men hun har sort eyeliner på og perfekt lagt concealer. Og røde kinder fra det friske efterårsvejr udenfor.

Og nu sidder vi her igen, Skrupsakken og jeg. Under dynen i sofaen med SvampeBob i aluminiumsrammen og hoster om kap. Og jeg frygter at i morgen bliver endnu en sygedag for mig. Og jeg som ellers elsker efteråret, og som ellers var på vej op igen. Og alle siger, at sådan er det jo, når den lille starter i vuggestue. Så bliver hun pludselig syg af alle de nye bakterier. Men det er sgu da ikke hende, der er syg. Hun har været afsted hele ugen og har en fest med det. Godt nok ikke når vi går. Det er nærmere en slags italiensk begravelsesceremoni. Men to sekunder efter fester hun. Og holder pædagogerne på spidserne ved at sove så lidt som muligt og kræve så meget som muligt. Jeg toppede udfordringen til dem dernede i mandags og sagde, at jeg gav kage til alle de voksne, hvis de kunne få hende til at tage mere end to skridt og dokumentere det. Se, det er et sprog vi pædagogisk uddannede kan forstå. Bolsjepædagogik er det første fag man har på seminariet og det virker! Hver gang! Så vi sluttede ugen af med seks skridt på vuggestuens iPad. Og nu er hun hooked. Så måske når hun at blive stabil på benene inden hun fyldet et år den 2. oktober. Så kan vi andre blive liggende imens.

Og midt i hele sygdomsrouletten, så blev jeg ringet op af en sød dame fra DR, der havde læst vores magasin Blogish! og vældig godt kunne lide min artikel om at tegne med sit barn. Og så interviewede hun mig, mens jeg trøstede Skrupsakken, der havde slået sin finger, og jeg selv var ved at hoste hendes trommehinder aled igennem røret. Og her til morgen kom artiklen på hjemmesiden. Du kan læse den her. Jeg synes den er blevet rigtig fin, og jeg er så stolt over at være finde på selveste DR’s hjemmeside. Alt sammen på grund af vores dejlige magasin. Som du for øvrigt godt kan glæde dig til at høre mere fra lige om lidt. Vi har et julenummer i støbeskeen og du kan være med til at bestemme indholdet lige her.

Ikke flere links. Ikke mere ynk. Ikke mere for denne gang. I morgen er en ny dag og der er det hele sikkert meget bedre og helt anderledes.

DSB flipbook

Jeg sidder i toget på vej mod Århus. Det er i dag, at jeg skal finde på noget klogt at sige om Graphic Novels og deres plads på landets biblioteker. Og det sidder jeg lige og finpudser lidt på, mens Danmark passerer forbi udenfor vinduet. Det er egentlig en skøn måde at arbejde på. Med sådan et levende billede ved sin side. En slags hurtigbladet Graphic Novel. Sekvens efter sekvens efter sekvens…

Sommerfuglene i min mave bliver flittigt holdt nede af den optursfølelse, der stadig sidder og fylder efter gårsdagens forældremøde. At være en del af et godt og solidt lærerteam fyldt med humor og professionalisme, som jeg er lige nu. Det giver mig en arbejdsglæde, som jeg lige har skulle lede lidt ekstra efter, da min barsel sluttede. Jeg tror, jeg genfandt den for alvor i aftes. Og forleden, da jeg gik grinende hjem fra arbejde. Det gør ikke noget, at mit arbejde også er sjovt. Det er faktisk helt ok med mig.

Og mit job på ARoS i dag. Det giver mig sommerfugle i maven, fordi jeg altid har den der naturlige følelse af at skulle præstere. At skulle huske ting. At skulle kunne formulere mig godt. Måske endda være lidt sjov og underholdende. Jeg er den sidste der skal på efter en lang dags kursusoplæg om børn og kunst. Så jeg finpudser lige lidt mere og øver mig. Mens DSB’s flipbook bladrer videre ved min side.