Annika og Allan

Kære Annika Aakjær,

Din farmor havde ret. Du var den bedste deroppe på den scene i aftes. Undskyld Allan, Randi og Dorthe og I andre talentfulde mennesker. Men det var hun. I var også gode. Især Allans forunderlige evne til at se de mennesker vi alle kender og sætte melodi på dem og Dorthes sexede og vidunderlige stemme gav dig konkurrence til stregen. Men allerede i første nummer En stille glød i mørket, fik du mig helt i knæ. Din stemme, Allans tekst, teaterets ramme og min egen afdøde bedste var mere end jeg kunne rumme i mig på én gang.

Den kongelige scene var spækket med talent. Maria Timm, Randi Laubæk, Dorthe Gerlach, Marie Bergman og violinisten Jane Clark gjorde alle deres til, at jeg hørte de ellers så velkendte Allan Olsen numre på en ny måde. Hans tekster blev bestemt ikke ringere af at have kvindelige afsendere. Poul Erik Krogen blev endelig hyldet på Det Kongelige, Kongelogen blev fyldt op med Vendelbomålsfællessang og jeg lærte, hvordan engelske låneord også kan oversættes til dialekt, med blot et lille ryst på hovedet. Jeg blev fyldt med en ellers lidt glemt stolthed over at være nordjyde. Det var i sandhed en fantastisk aften fra start til slut.

Så Annika, du må meget gerne indspille den sang og udgive den, og gerne lidt tjept, så jeg kan høre den og dig igen og igen. Indtil da, må vi nyde den version, jeg indtil i aftes, troede var den ultimative bedste. Det var det så ikke. Du gjorde den fuldendt for mig. Tak for det!

 

OPDATERING:
Dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, linkede Annika Aakjær selv til dette klip fra aftenens koncert, så nu kan du også få hendes version med. Hvis du klikker på ejeren af klippet, kan du se flere af hans videoer fra aftenen på hans Youtubekanal.

Dagen derpå

Lad mig starte med at sige, at dagen i dag er dagen derpå. Dagen efter dagen, hvor en Radikal vicestatsminister svarede i kommentarfeltet på et indlæg fra min hånd. Ja, der tog du r…. på mig Margrethe. Tak for det! Det var stort i den personlige bog. Det er sådan en dag, der rangerer deroppe ved siden af en dag med et 12-tal til eksamen eller en vellykket ansættelsessamtale, der resulterer i et job. Sådan en dag, man sender en sms om til sine forældre. Bare fordi. Det var stort. Jeg er jo bare en helt almindelig skolelærer, forælder og blogger. Og det gav mig et eller andet sted fornemmelsen af, at der alligevel ikke er så langt ind i Folketinget, som man godt kunne foranlediges til at tro engang i mellem. Hurra for de sociale medier og for politikere, der gider tage sig tiden til at svare ordentligt, når man spørger.

Når det så er sagt (ja, den måtte jo komme). Da jeg fik tid til at sætte mig ned og læse det lange og grundige svar fra Margrethe Vestager, så kom fornuften tilbage til mig og det blev “bare” endnu en kommentar på min blog (dog af de længere og mere læste), men alligevel en kommentar fyldt med ord, som jeg ville forholde mig personligt og sagligt til.

Og Margrethe, hvis du er her endnu (på bloggen) så lad mig sige, at jeg kan godt se, hvor det er, at I vil give os en god skole. Det har jeg vist også nævnt før på bloggen. Jeg har ingen personlige behov for at skabe myter om jeres reform ej heller skjule de gode ting, I vil i den.

Jeg kan godt se det gode i større arbejdsfrihed og sammenhængende undervisningsdage. Som engelsklærer er det heller ikke svært for mig at se fornuften og gaven i at have engelsk fra 1. klasse. Og som dine radikale pressefolk kunne se på min Linked In, så er jeg virkelig virkelig glad for både de praktisk/musiske fag og de digitale medier og alt der har med det og læring at gøre. Så mere af det, også som valgfag, er bestemt en god ting i min bog. Ligesom jeg som læsevejleder og klasselærer heller ikke kan være uenig i, at vi skal have en bedre inklusion og styrke fællesskabet i klassen. Ja, jeg er endda for mere natur/teknik, selv om jeg aldrig helt selv har forstået det. Måske netop derfor!

Og to lærere på i flere lektioner ville være en gave for både mig og eleverne. Især hvis vi begge er linjefagsuddannede, som er jeres mål inden 2020. Hvad vi ikke kunne udrette med undervisningen så, når vi også skal have en bedre efteruddannelse og nogle klarere nationale mål at arbejde efter.

Det er den del jeg glæder mig til! Virkelig. Det håber jeg, du ved, at jeg oprigtigt mener.

Det jeg mangler, er at se logistikken og økonomien i det. Med de ekstra aktivitetstimer også, som jeg måske ikke er helt så stor en fan af, som jeg er for alt det ovenstående, og med min mindre forberedelsestid (der var den igen, den gamle sang) og øgede undervisningstid, så kan jeg ikke få det til at hænge sammen med, at jeg også får ekstra tid til at efteruddanne mig og lave kvalitativt teamsamarbejde med mine kolleger. Og vi skal jo have et stærkt team nu, hvor der skal være endnu mere sammenhæng i undervisningen og vi skal kunne være to lærere på i undervisningen.

Og hvor er økonomien henne Margrethe? (jeg håber virkelig du stadig er her), vil du så ikke være sød, at forklare det for mig? Udover de fire milliarder I har valgt at investere i det indtil 2020 og den pulje I sparer på min nye arbejdstidsaftale. Fire milliarder er i følge flere økonomer ikke nær nok til alt det I vil. Der skal uddannes nye indskolingsengelsklærere, da engelskfagsdidaktikken ikke helt er den samme, når man ikke kan læse og skrive og der skal efteruddannes lærere, så de er linjefagsuddannede i de fag, de underviser i. Der skal købes materialer til alt det ekstra praktisk/musiske og naturvidenskabelige I tilfører og til de ekstra aktivitetstimer, vi skal tilbyde. Når man oplever pt. at man ikke har råd til at købe 50 stykker falsæskekarton til et billedforløb i kristendom inden jul, fordi billedkunst- og klassekontoen var brugt op, så kan det godt være lidt svært at forestille sig, hvordan de penge pludselig skulle dukke op ud af det blå. Tænker I, at det er nogle af de friheder I også lægger ud i kommunerne? For så tror jeg endnu mindre på det, er jeg ked af. Vi kæmper allerede i vores kommune for at kunne leve op til den virkelig gennemtænkte og ambitiøse it-læringsstrategi vi har, da vi ikke har råd til at købe udstyret ind til dens gode visioner. Noget jeg faktisk ærgrer mig over dagligt i min undervisning. Men vi er på vej, med små skridt. Jeg er bare bange for, at vi bliver overhalet indenom af udviklingen, inden vi får opgraderet hele pakken efter de mål, vi har nu.

Og nu kan jeg godt høre, den modløse nej-siger af en lærer, der også er flyttet ind i mig. Jeg vil virkelig gerne bevare optimismen, og til dels også gerne naiviteten i at tro på, at det bliver bedre.

Jeg hørte dig engang tale, på min gamle arbejdsplads Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, som desværre blev lukket af den tidligere regering. Og du inspirerede mig med dine visioner og især om din snak om markskel. Og om at give tid til at man kan bygge noget nyt op og få det til at gro, så det giver læ til de korn man sår imellem. Jeg synes jeg oplever lige nu, at man hiver alle mine markskel op og lover mig nye stærke fuldvoksne planter i stedet, men også at man ikke har pengene at købe dem for. Så måske ender jeg med små to-årsplanter, der igen skal have tid og ro og opmærksomhed til at udvikle sig. Og i mens forgår mine små nysåede frø på marken. De blæser væk for mig, fordi jeg ikke når at skærme dem undervejs.

Jeg behøver ikke at fortælle dig, at frøene er mine elever og at markskelene er jeres reform, vel? Jeg håber du kan huske dine egen ord? De gjorde et stort indtryk på mig dengang i 2005.

Jeg håber virkelig, at I har store fuldvoksne planter med til os, hvis (eller når) vi reformerer folkeskolen. Og jeg håber, at I husker, at vi som lærere er dem, der skal passe og bruge jeres planter, og at det derfor godt kan betale sig, at investere lidt social kapital i os. Vi vil det gerne. Og vi bryder os ikke om, at blive skåret over en kam som myteskabere. Eller at blive løbet over ende i vores overenskomstforhandlinger og føle at forhandlingselementen blot er en slags placebo, som i virkeligheden aldrig var andet end et diktat. Og man mister modet, selv som en forholdvis stærk og fremsynet (nordjysk) landmand, hvis man skal stå oprejst i vestenvinden hele tiden.

Zapperbarnet

Det gik op for mig på lærermødet i dag. At jeg ikke før har været så længe på en arbejdsplads, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er en af de nye og dermed i næsten automatisk undring og kritisk stillingtagen til alt. I stedet er jeg blevet en af dem, der får trang til at forsvare nogle af de handlemønstre vi har. Også de mindre heldige. Jeg er blevet en af de “gamle”.

Det er mit fjerde år på skolen. Dog med en barsel imellem. Det er første gang i mit nu tolv år lange lærerliv, at jeg er på fjerde år. Jeg har arbejdet som lærer 7 forskellige steder. Fra Aalborg til København og Brooklyn og nu her på naboskolen.

Jeg er indbegrebet af zappergenerationen. Der skal ske noget. Forandring. Fornyelse. Et eller andet. Keder jeg mig, slår jeg væk. Zapper videre. Eller måske er jeg bange for forpligtelsen? Og det ansvar der følger med det at være en af “de gamle”. Det stempel. Måske bilder jeg mig bare ind, at det er nemmere at skifte personligt spor, i stedet for at blive og tage slæbet med at skifte retning, der hvor jeg er. Noget af det handler også om, at jeg ikke gider spilde min tid på et job, der gør mig ked af det eller som ikke giver mig noget. Det skal være min tid værd. Jeg er der ikke kun for pengenes skyld. Hey, så var jeg aldrig blevet lærer.

Men, noget er anderledes nu, hvor jeg er på fjerde år. Måske er det den barsel, der kom imellem, der skabte forandring nok. Måske er det min uddannelse. Måske er jeg bare faldet mere til ro. Eller måske er det fordi forandringerne lige så stille sker for næsen af mig. Lærermødet i dag var i hvert fald anderledes end før. Mere drive. Energi og vilje. Humor. Det var rart.

På min mands arbejde afskedigede de i dag 30 personer. Han var heldig og er stadig ansat. Nu på 12. år.

Vi er lidt forskellige på det punkt, kan man vist roligt sige.

Jeg bor i mit 19. hjem i mit 37 år lange liv. Det er to år hvert sted i gennemsnit.
Han bor i sit 5. hjem. De sidste tre flytninger har været med mig. Zapperbarnet.

Jeg er blevet bedre til at være i nuet af at kende ham. Han er blevet bedre til at turde slippe det. Vi er et ret godt match på den måde. Og lige som man tror, at ens nu er roligt og urokkeligt, kommer sådan en morgenmail med varsling om fyringer. Og man bliver nervøs på hans vejne. Også selv om man føler sig sikker for ham. Helt sikker er man jo aldrig i dag. Vel. Det var de 30 andre fx ikke.

Det er en forkælet tankegang at være zapperbarn. Jeg ved godt, at jeg er et produkt af en måske afsluttet æra. At zappe videre er de færreste forundt i dag, selv som lærer. Men jeg ville stadig skifte, hvis mit job gav mig flere ærgrelser end glæder. I et splitsekund.

Og der sad jeg, på lærermødet, og tænkte tanker om næste år. Og de kommende år. På den skole. For mig. Og for mine børn. Og se nu der! Det var første gang for mig. At tænke sådan. At det nu, jeg sad i, også var en del af den fremtid, jeg drømte om.

Det er faktisk også sjældent, at jeg ser andet end DR i dag. Og det skriver jeg egentlig mest bare for at runde indlægget af. Er det et mønster, tror I?

DSB flipbook

Jeg sidder i toget på vej mod Århus. Det er i dag, at jeg skal finde på noget klogt at sige om Graphic Novels og deres plads på landets biblioteker. Og det sidder jeg lige og finpudser lidt på, mens Danmark passerer forbi udenfor vinduet. Det er egentlig en skøn måde at arbejde på. Med sådan et levende billede ved sin side. En slags hurtigbladet Graphic Novel. Sekvens efter sekvens efter sekvens…

Sommerfuglene i min mave bliver flittigt holdt nede af den optursfølelse, der stadig sidder og fylder efter gårsdagens forældremøde. At være en del af et godt og solidt lærerteam fyldt med humor og professionalisme, som jeg er lige nu. Det giver mig en arbejdsglæde, som jeg lige har skulle lede lidt ekstra efter, da min barsel sluttede. Jeg tror, jeg genfandt den for alvor i aftes. Og forleden, da jeg gik grinende hjem fra arbejde. Det gør ikke noget, at mit arbejde også er sjovt. Det er faktisk helt ok med mig.

Og mit job på ARoS i dag. Det giver mig sommerfugle i maven, fordi jeg altid har den der naturlige følelse af at skulle præstere. At skulle huske ting. At skulle kunne formulere mig godt. Måske endda være lidt sjov og underholdende. Jeg er den sidste der skal på efter en lang dags kursusoplæg om børn og kunst. Så jeg finpudser lige lidt mere og øver mig. Mens DSB’s flipbook bladrer videre ved min side.

Gode nyheder!

Kære syvende, jeg vil gerne lige dele en nyhed med jer“, sagde jeg for 40 minutter siden med en klump i halsen. “I kender hende ikke, men i dag er der en jeg kender, der har vundet over kræften. Og da jeg lige har læst beskeden nu, er det jer, der må dele den med mig. For deles skal den. Og jeg er simpelthen så glad indeni og udenpå lige nu, at jeg ikke kan lade være med at sige det højt til nogen.

Hvad gjorde de? Hvad sagde de?

De klappede! For hende. Og den kamp hun vandt. Helt spontant klappede de allesammen. Og smilede med mig.

Det er nutidens unge. Og jeg kan godt rigtig godt li’ dem!

#Klumpihalsen

Dette syn gav mig en klump i halsen. Af mange grunde.

Af taknemmelighed over at de havde gjort sig umage for at få os til at føle os velkomne. Det er en særlig dag og det mærkede man også fra pædagogernes side.

Af deja vu tilbage til den dag Skrupsakken havde sin første dag på samme sted. Også det var en særlig dag. Vi var tilbage i Danmark og vuggestuelivet var en af de ting ved det danske system, jeg havde savnet mest. Underligt nok. Jeg kan den dag i dag stadig få kuldegys af glæde over at kunne cykle hjem i regnvejret med en glad børnehavedreng på cyklen. Det er meget dansk i min verden.

Af reality check! Nu er det nu. Nu skal hun ikke længere kun være vores. Men også deres. Deres lille Blå Giraf. En lille pige i en stor vuggestue.

Ved I, hvad jeg elsker?

Jeg elsker, at vi er den slags mennesker, der havde planlagt at bruge dagen på at finde havemøbler i Bilka og male profiler til et plankeværk og valgte at tage på hyggetur til Malmø i stedet.

20120729-204856.jpg

Jeg elsker, at vi pakker bilen med børn og diverse, kører, for to minutter efter at køre tilbage igen, for lige at høre naboen, om vi må tage hendes femårige datter med ud af landet for en dag. Bare fordi, det kunne være hyggeligt, at have et barn mere med!?

20120729-210532.jpg

Jeg elsker, at vi går rundt i Malmøs gader i småbyger og leger på legepladser og metrostationer og tænder lys i kirker i stedet for at shoppe, som ellers var en del af formålet med turen.

20120729-205445.jpg

Jeg elsker, at vi har tre børn med, som bare følger det uplanlagte med glæde og leg. Og som finder sig i småregn, junkfood og logistikforvirring af den simple grund, at vi er i Sverige, og det er for fedt!

20120729-205112.jpg

Jeg elsker, at jeg har en mand, som automatisk tænker mine halve tanker færdige i lynbleskiftet i bagagerummet på rastepladsen før Øresund, så den obligatoriske lort-to-minutter-efter-afgang blev efterladt i Sverige, hvor den i øvrigt også var produceret.

20120729-211946.jpg

Jeg elsker, at vi ikke altid når de ting vi skal, men at vi så i stedet når noget andet, der nogen gange giver så meget mere mening.

20120729-204804.jpg

Fejl og mangler

Så du hende, der kom grædende med barnevognen i regnen inde på Strøget i dag? Måske så du ikke tårerne for regndråber. Og måske så du hende ikke for mennesker.

Nå, men hun var mig. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men pludselig stod jeg der i Illums puslerum og opdagede, at jeg ikke kunne være i dagen i dag mere. I hvertfald ikke der hvor jeg var. I Illum. Med to ellers ret vidunderlige veninder. Måske var jeg for træt. Måske var det fordi jeg havde opdaget, at min menstruation var startet, og jeg ingen bind havde med. Måske var det fordi, jeg på én gang ikke kunne rumme min livlige lille datter, når jeg nu gerne ville shoppe og hygge lidt, samtidig med at jeg ikke kunne være i mig selv for dårlig samvittighed over, ikke at sætte nok pris på hver en stund jeg har med hende. Tænk, hvis jeg ikke havde flere. Stunder.

Og det er jo sådan det er. Der er dage, hvor man er irriteret på sin mand. Sine børn. Sig selv. Sine forældre. Og pludselig bliver man konfronteret med risikoen for at miste dem. Og man skynder sig rundt for at sætte pris på deres tilstedeværelse. Og for at mærke deres nærhed ekstra meget. Fordi man mærker sin egen usikkerhed. Man bliver sårbar. Står på gyngende grund. Alt bliver ligegyldigt og eviggyldigt på én gang. Og Illum bliver fyldt med larm og forældre, der som jeg, heller ikke kunne holde ud at være sammen med deres barn derinde.

Og så tænkte jeg. Gang denne følelse med en million i tiende. Og du har måske snerten af, hvad Isabellas forældre må føle, når de befinder sig ude i virkeligheden. Filterløse. Og et åbent sårbart hul. Og så måtte jeg hjem. Og jeg måtte græde i regnen. På Strøget.

For selvfølgelig skal der være dage, hvor vi ikke kan rumme alt. Og hvor vi er trætte af at være sammen med manden, børnene eller forældrene. Selvfølgelig. Alt andet vil være utopi. Det er jo det hverdagslivet handler om. Især som småbørnsforældre. At kunne slappe så meget af, at man både kan rumme de gode stunder og de mindre gode. At kunne stoppe op i travlheden og mærke mismodet eller lykken. At være menneske, med alle de fejl, det medfører.

Jeg kan godt lide fejl. Fejl er tegn på ærlighed og mangfoldighed. I min verden er det fejlene, der gør os særlige. Det er dem, der tvinger os til at sige undskyld. Til at se på os selv og ændre kurs. Det er dem, der gør os til hele mennesker, der prøver så godt vi kan, men også tillader os selv at træde ved siden af. Det er fejlene, der gør os klogere. At leve godt, er at ligesom at tegne uden viskelæder. Man kan ikke viske de forkerte streger ud. Men med tiden bliver de en del af det hele billede. En del, som gør billedet unikt. Og menneskeligt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med al den snak om fejl. Jeg kan godt læse, at indlægget tog en drejning, men jeg kan ikke rette det op og jeg kan heller ikke slette den del igen. Jeg må skrive uden viskelæder. Og lade det skrevne stå og så kan I jo læse det i det, I vil. Det er ikke altid, jeg kan servere pointerne for jer. Nogen gange kender jeg dem heller ikke helt selv.

Imens vil jeg gøre mig klar. Jeg skal til bogfest om lidt. Uden mand og børn, men sammen med nogle kvinder, som betyder alverden for mig. Og jeg glæder mig. Til at holde fri i en stund. Klæde mig pænt på i pailetter, rouge og hæle. Og til at fejre, at Annamette turde at skrive om det, som vi er mange der oplever, men ikke snakker så højt om. Om fejlene. Og prøvelserne. Og om ikke altid at huske at sætte pris på det hele og så alligevel opdage, at det man har, jo betyder ALT, og at man er villig til at kæmpe hårdt for at bevare det. For tænk, hvis man en dag skulle miste det.

Vent, måske kom vi alligevel frem til en pointe. Så du den?

Livets nuancer

I et hul, hvor der engang var noget, er der nu en regnbue.

Og i en lille billedmappe ligger billederne Michael tog, den dag han nåede ud fra 60. etage i Tower 2.

Og nu sidder vi i hans køkken i upstate New York med hans søde kone og deres dejlige fireårige dreng og tegner regnbuer med ord og fortællinger. Den dag, Michael løb for livet, sad hun i Danmark og sørgede for at Wall Street Journal udkom som den eneste avis i USA den 12. september 2011. Jeg sagde ikke mange ord i aftes. Jeg lyttede til deres historier. Deres glæde. Og latter. Og gik taknemmeligt i seng.