Om at synge sange og kaste med kopper

Jeg har siddet i et kvarter med Anna på skødet og set denne video om og om igen. “Mer!”, sagde hun, hver gang den sluttede og pegede med pegefingeren ind i den anden hånd (babytegnet for MERE). Og jeg greb den straks. Og tudede hver eneste effin gang vi kørte den.

Jamen, der er bare noget med børn og fællesskab og det, at finde den fælles melodi, der rammer mig lige nu. Midt i al denne reformsnak og inklusionspædagogik og helt almindelige udfordringer, man møder som lærer, så savner jeg at have mulighed for at kunne lave sådan en fælles happening her med alle mine elever. Det er sådanne stunder som denne, der gør alle udfordringerne det hele værd. Se lige på børnene, der synger. Se deres fælles glæde. Deres koncentration og engagement.

Og da det lykkedes. De fælles kopper, der flyver op i luften. Det er SÅ fedt og det sker! Ikke kun på Youtube, men også i det små rundt omkring i klasserne på Danmarks skoler. Ind i mellem alle udfordringerne, der synger vi sange sammen og kaster med ting på samme tid. Og det SKAL vi fandme blive ved med at gøre, ellers giver det ikke mening mere. Blev der sagt!

Kære Jan Guillou

Du er i pressen flere gange blevet beskrevet som en kontroversiel, venstreorienteret og aggressiv debatør og samfundskritiker. Ligesom dine kommentarer i Aftonbladet også viser en passioneret og vidende mand, der tydeligvis har et stærkt engagement i vores samfunds udvikling. Mit spørgsmål til dig lyder derfor: Hvordan har dine barndom/ungdomssoplevelser på Solbacka og med din far været med til at påvirke det menneskesyn og de værdier, du har i dag i dit voksne liv?

Mange hilsener
AB

Og sådan fik jeg to fribilletter til dette års Bogforum foræret. Desværre når jeg ikke ind i Diamanten i morgen aften og hører ham svare på mit spørgsmål. Hvis du gør, vil du så ikke fortælle mig, hvad han svarede?

Ses vi i Bella Center lørdag?

Hallo….

Nå, er der mon stadig en læser eller to på linjen?

Jeg har haft en periode, hvor det der arbejdsliv og det der morliv og det der koneliv og det der sygdomsliv ikke har været helt foreneligt med det der blogliv. Måske fordi der også kom lidt krealiv ind over det og lidt mere børnesygdomsliv og en hurtig og alt for kort sjat venindeliv i Holstebro.

Og arbejdslivet har i denne uge fyldt en del. Jeg har for det første været så dum at lade både Syvendeklassen og Niendeklassen aflevere engelske stile i den samme uge. Brud på regel nummer et i lærerhåndbogen: Fordel rettearbejdet på forskellige uger.

Derudover har jeg booket nationale test i Syvendeklassen, også i engelsk, i denne uge, og det er altid lidt stressende, selv om man bare skal logge dem på og sætte dem i gang. De skal jo helst være godt forberedte og have ro på inden de sætter sig ved tasterne. Også selv om denne omgang kun er en prøve på den obligatoriske omgang, der kommer i foråret.

Jeg er for øvrigt ikke i mod de nationale test. Jeps, der findes lærere derude, der ikke per definition er imod alle test. Vi er en del skulle jeg hilse og sige. Jeg kan dog godt være mod brugen af testene. Især de nationale. Test skal, efter min mening, bruges til at bekræfte en formodning eller til at målrette det kommende arbejde i klassen. Ikke til at lave målbare sammenligninger og tabeller med. Jeg bruger dem selv som et redskab til at løfte eleverne med. Og jeg prøver at lære dem, at testen også er for deres skyld. Så jeg kan se, hvad jeg skal fokusere på i min undervisning, så den bliver bedre rettet mod dem og deres kunnen. Og så Undrevisningsministeren (ja, undre…) kan se, om vi lærere leverer varen og holder niveauet i vores klasser. En sikring for dem som elever. Jeg kan se de tvivler, når jeg siger, at jeg ikke et sekund vil bruge dem til at tryne dem med. For er det ikke det, vi netop selv har lært dem, at test gør? Men altså, det behøver de jo faktisk ikke at gøre. Det handler meget om kommunikationen, hjælpemidlerne og relationen lærer, elev og fag imellem. Well, sådan ser jeg på det, anywhos.

Og, nå ja, nu vi er ved skolen og arbejdslivet. Så fik vi igår en fælles meddelelse om, at der er sat et forslag til høring om skolestrukturændringer i vores kommune. En gennemgribende strukturændring, der får store konsekvenser for de fleste skoler i kommunen, inklusiv min egen. De ansatte er som udgangspunkt sikret job. Så jeg er ikke nervøs på den konto. Og jeg glæder mig faktisk til at se, hvad det ender med. Først og fremmest om det bliver vedtaget. Dernæst om de kan nå det inden for den meget korte tidsramme der er sat. Og ikke mindst til at se, hvilke personlige konsekvenser det får for min stilling som lærer og læsevejleder i kommunen. Mit indre zapperbarn klapper i sine små hænder. Jeg elsker forandringer af denne karakter. Jeg tror, der kommer noget godt ud af at rykke sig, gerne i flok, og jeg tror vi trænger til det i vores kommune. Ikke alle er enige med mig, og hvem ved, måske er tonen en anden fra min side om et år. Men lige nu kan jeg mærke suget i maven, når vi taler om det. Som min kollega sagde i går: Vi skal være positive og optimistiske, men ikke naive. Jeg tendere naiv. Det ved jeg godt.

Og nu er det weekend. Forhåbentligt går der ikke over en uge, inden vi skrives ved igen.

Om at inkludere

Der tales meget om inklusion for tiden. Jeg mener en del om det, både positivt og negativt. Og jeg kan heller ikke sige mig fri for at have tænkt og nævnt besparelsestanken et par gange eller mere. Men forleden mødte jeg en ung mand, der hedder Emil. Han er 23 år. Og det han fortalte mig, fik mig til at beslutte to ting:

  • at uanset hvad de bestemmer fra højere steder og med hvilken grund de gør det, så har og vil jeg altid være(t) inkluderende over for de børn, der sidder i min klasse. Målet helliger ikke altid midlet, men det gør det måske lige netop i denne situation. Og jeg kan ikke være den lærer, der lader mig styre af begrænsninger og besparelser. Tværtimod er det min pligt at finde ud at skabe noget godt i det – også på trods.
  • at når jeg spørger en elev, om hvordan han har det, så vil jeg altid tage mig tid til at blive stående og rent faktisk vente på, at han svarer. Og lytte til ham. Eller hende. Vise hende, at jeg er tilstede, og at jeg gider hende og hendes glæder og problemer. Den Autentiske Lærer, vil det hedde på Bullshit Bingo pladen. Men det er ikke bullshit. Man skulle tro, det var basic common sense i min profession. Det er det ikke altid, desværre. Men det lover jeg dem. Og mest af alt mig selv.

#Klumpihalsen

Dette syn gav mig en klump i halsen. Af mange grunde.

Af taknemmelighed over at de havde gjort sig umage for at få os til at føle os velkomne. Det er en særlig dag og det mærkede man også fra pædagogernes side.

Af deja vu tilbage til den dag Skrupsakken havde sin første dag på samme sted. Også det var en særlig dag. Vi var tilbage i Danmark og vuggestuelivet var en af de ting ved det danske system, jeg havde savnet mest. Underligt nok. Jeg kan den dag i dag stadig få kuldegys af glæde over at kunne cykle hjem i regnvejret med en glad børnehavedreng på cyklen. Det er meget dansk i min verden.

Af reality check! Nu er det nu. Nu skal hun ikke længere kun være vores. Men også deres. Deres lille Blå Giraf. En lille pige i en stor vuggestue.

Hvilken slags indlæg er dette?

Dette kunne være et marmeladeindlæg, hvor jeg fortalte om den lækre rabarbermarmelade, jeg lavede forleden, efter Fru Sommers opskrift. Dog med en hel knold ingefær og to hele citroners skal. Hun har ret, det ER verdens bedste rabarbermarmelade. Den kunne godt fortjene sit helt eget indlæg.

Det kunne også være indlægget om nattesøvn. Nattesøvnen, der kom tilbage skulle det hedde så. Eller Barnet der igen blev nemt at putte. Men det ved vi alle, hvordan det går med sådanne indlæg. Nemesis læser med og forpurrer hele lortet dagen efter.

Eller hvad med en pallerammeplantekasseopdatering? Eller noget om al den yoga, jeg slet ikke får lavet? Halsbetændelsen, der ramte mig i stedet? Åh, jeg kunne blive ved. Mit liv er en stor fantastisk fortælling.

Nå, ikke.

Jamen, så lad det bare være indlægget om, hvordan jeg midt i al barselshverdagslummeret lige gik hen og viste mig selv (og et par andre), at jeg stadig er en ildsjæl. Og at, når jeg lige connecter de rigtige tråde oppe i hjernen, sørme godt kan tænke på andet end rugbrødshapsere og kravlekrydsteknikker. Lad os sige, at det vigtige møde inde i byen, havde sat gang i nogle hjul et sted inden i mig. Hjul, der fik dele af min hjerne til at køre igen i fuldt gear. Lad os også sige, at jeg siden har gået rundt med et flabet smil på mine læber og en lidt rankere ryg end før. Endda uden yoga. Og med en million tanker og idéer vrimlende rundt i mit hovede og titusinde sommerfugle i min mave. På grund af dét, der måske bliver til noget sejt samarbejde, hvor jeg kan få lov at tænke kreativt, digitalt, pædagogisk, didaktisk og fremadrettet på én gang. Og så kunne vi jo slutte af med at sige, at I hører nærmere, når jeg hører nærmere.

Det skal have et forsøg

Efter blandt andet at have tilbragt en fantastisk uge i Upstate New York med en projektleder (udover min egen älskling af slagsen), er jeg blevet overbevist om, at selv en uorganiseret og impulsstyret ENFP’er som mig, kan følge og endda have glæde af en madplan. Om ikke andet kan min økonomi og min talje, som jeg for øvrigt begge glemte et sted mellem Starbucks og Dunkin Donuts.

Så her er den kommende uges demokratiske plan. Aftalt af alle husets medlemmer over stemmeretsalderen på et år (mandag skal vi til påskefrokost, derfor en kylling).

Der er handlet ind og i princippet burde vi ikke forbi købmanden mere i denne uge. I princippet.

Retningssans

Der begynder at tegne sig en retning i mit hovede. En retning mod mit kommende arbejdsliv. Eller ønsket om det i hvert fald.

Der er fem måneder til, at min barsel er slut, og jeg kan mærke, at jeg lige så stille er begyndt at vende blikket ud af boblen igen. Som Ananassen vokser sig større og mere og mere selvstændig, giver jeg mere og mere slip på hende og tager fat på mig selv. Jeg var godt i gang med en uddannelse, da jeg stoppede sidste sommer og mangler stadig en tredjedel af den. En uddannelse, som kom mere eller mindre tilfældigt ned i min turban, men som endte med at være langt mere interessant og gnisttændende for mig end forventet. Jeg glæder mig afsindigt til at komme til at arbejde med børns læsning igen.

Jeg har sat mig et personligt mål, som jeg måske vil dele med jer en dag. Om ikke andet, når det er opfyldt. Og det skal det gerne være inden sommeren 2013. Det vil sige, at jeg har givet mig selv et år til at nå mit mål. Og jeg tror faktisk, at det endeligt er et realistisk mål, også selv om det er tæt på at være drømmemålet for mig. Det føles på én gang forunderligt og grænseoverskridende at tro så meget på mine egne evner og ambitioner. Det er i hvert fald nyt. Og det giver mig, om ikke andet, lyst til at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Lyst til at dygtiggøre mig yderligere. Lyst til redefinere nogle ting og lyst til at cementere nogle andre.

Den lyst har jeg savnet. Og jeg ønsker den hjertelig velkommen hjem igen. Den er min indre retningssans.

Kan du tyde strikkesprog?

Min veninde har det fedeste halsrør, købt i Zara i London, og planen er, at jeg skal lave et selv. Men det fede, ved det, er strikketeknikken. Tjek lige de ternagtige masker.

Og jeg kan ikke tyde den. Min svigermor arbejder hårdt på sagen, men hun har ikke fået disse sidste shots at arbejde ud fra. Og svigermor, jeg tror vi skal bevæge os væk fra patenten igen, tror du ikke? Jeg spammer jer lige. Og så regner jeg med klare svar uden slinger i valsen og gerne opskrift på, hvad og hvordan jeg skal gøre det, efterfølgende. Tak!

Bagsiden først:

Og så forsiden:

Blev I klogere? Kunne I tyde det? Hvad siger I? Kom nu!

Skal der virkelig ikke mere til?

  • En reopfinding via et engelsk catchy navn.
  • En møgelendig ordbog, der ikke kender til sammensatte ord, ejefalds’s og ændring fra ental til flertal, men derimod godt kender ordet (?) ABC.
  • En sell out åbning for accept af forkortelser.
  • En smartphone app.
  • Et socialt netværk, hvor de seje i klassen siger at det er en sjov leg.

Og pludselig har jeg tusindvis af spillere at vælge imellem, når jeg vil spille scrabble. For det hedder det jo, spillet. Også selv om de smarte kalder det Wordfeud nu. Det er stadig scrabble. Og selv om jeg også spiller det i stor stil på iPhonen i Wordfeududgaven, så synes jeg altså stadig den gamle version, hvor forkortelser er et nono, hvor man kan score enorme mængder af point på modstanderens lange ord ved at tilføje ejefalds’s og sammensætte ekstra ord, er den bedste.

Også på italiensk.

Men jeg er altså AB1975. Og hvis du tør, så kom an.