At skrive sig til læsning

Jeg er blevet bedt om at anmelde app’en Skriv og Læs, da jeg jo har et barn i indskolingsalderen og netop arbejder med børn og læsning i det daglige.

screen480x480

Jeg skal udvikle en digital undervisningsportal til indskolingen i dansk, og jeg sad faktisk og ledte efter en app eller et program, der kunne lige netop dét, som Janus Madsens app kan, så jeg har også haft glæden af at møde ham i den forbindelse, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den mand har sin forskning og sine didaktiske teorier på plads. Der er en grund til, at dette er den mest solgte uddannelsesapp i DK i 2013 og at den har været nomineret i hovedkategorien ved Uddannelsesministeriets innovationspris 2013.

screen480x480 1

Skriv og Læs er en app, hvor barnet kan lave sine egne bøger og ved hjælp af børneskrivning får mulighed for at udtrykke sig skriftligt allerede helt tidligt i sit læseindlæringsforløb. Børneskrivning er en tilgang til det vi kalder skriftsprogstilegnelse, hvor barnet skriver de bogstaver i ordene, som de kan høre sig frem til. Der kan godt være stavefejl i det skrevne, men det er i orden i starten, for det vigtigste er, at de bliver opmærksomme på de fonetiske lyde, hvert bogstav kan lave. Der lægges vægt på det kommunikative formål, altså at barnet oplever den succes, det er, at kunne formidle sine tanker ved hjælp af skriftsproget.

screen480x480 2

En af de geniale ting ved Janus’ app er, at den under det felt, hvor barnet skriver har endnu et felt, hvor den voksne skriver. I det felt skriver den voksne (forælderen eller læreren) det samme som barnet har skrevet, bare med korrekt stavning. Børnene fanger fanger lynhurtigt de konventionelle stavemåder, når de ser deres egen tekst blive oversat til ”voksenskrivning”, og det pirrer deres nysgerrighed i forhold til endelser og stumme bogstaver, så det er altså en rigtig god tilgang til at lære at læse, netop ved at bruge det skrevne sprog selv.  Som noget andet har den også en knap, hvor du kan vælge om du vil høre bogstavets lyd, bogstavets navn eller ingen lyd. Det er en kæmpe hjælp for eleverne. Der er allerede flere skoler, der har taget Skriv og Læs til sig og bruger den som en integreret del af læse- og skriveundervisningen i indskolingen.

Som I kan høre, er jeg stor fan af både børneskrivning og app’en Skriv og Læs. Hvis du også har børn i førskole- eller indskolingsalderen, så er den hver og en af de 45 kr, den koster, værd. Du kan finde den i appstore her og den virker både på iPhone og iPad. Den er desværre ikke udkommet til andre tablets og smartphones endnu, men jeg ved at Janus arbejder hårdt på at få en webversion op at køre indenfor den nærmeste fremtid.

Jeg får ikke noget for at skrive denne anmeldelse ud over en gratis kode til app’en, som jeg i øvrigt havde købt i forvejen. Så mine holdninger til produktet er 100% for egen regning.

Om at synge sange og kaste med kopper

Jeg har siddet i et kvarter med Anna på skødet og set denne video om og om igen. “Mer!”, sagde hun, hver gang den sluttede og pegede med pegefingeren ind i den anden hånd (babytegnet for MERE). Og jeg greb den straks. Og tudede hver eneste effin gang vi kørte den.

Jamen, der er bare noget med børn og fællesskab og det, at finde den fælles melodi, der rammer mig lige nu. Midt i al denne reformsnak og inklusionspædagogik og helt almindelige udfordringer, man møder som lærer, så savner jeg at have mulighed for at kunne lave sådan en fælles happening her med alle mine elever. Det er sådanne stunder som denne, der gør alle udfordringerne det hele værd. Se lige på børnene, der synger. Se deres fælles glæde. Deres koncentration og engagement.

Og da det lykkedes. De fælles kopper, der flyver op i luften. Det er SÅ fedt og det sker! Ikke kun på Youtube, men også i det små rundt omkring i klasserne på Danmarks skoler. Ind i mellem alle udfordringerne, der synger vi sange sammen og kaster med ting på samme tid. Og det SKAL vi fandme blive ved med at gøre, ellers giver det ikke mening mere. Blev der sagt!

Blockout.dk

Jeg har lockoutet alle mine tanker om skolekonflikt, lockout, reform og skoleudvikling fra bloggen. Men lige som alle lærerne i Danmark, lader de sig ikke lige sådan stoppe, så de har fundet deres outlet i et blogfællesskab i stedet, hvor vi i øvrigt er ved at være mange om at have meningerne. Og vi er ikke kun lærere. Vi er også forældre, elever, skoleledere, seminarielærere og måske endda politikere.

Og vi er ikke alle enige – altid, men vi er dog enige om noget: Debatten skal leve og vi skal blive klogere på hinanden og det der skole. Og vi vil gerne skrive om det og dele det med jer.

image001

Så kom med, hvis du har lyst til at møde os alle i et nyt rum: BLockOut!

 

Når DR ikke vil åbne debatten, må vi jo gøre det selv

For dem af jer, der har misset det, så fik jeg forleden besøg af endnu et folketingsmedlem fra De Radikale Venstre, nemlig Lotte Rod, som er undervisningsordfører for partiet. Hun kommenterede ligesom et par andre på mit indlæg nr. 1000, hvor jeg kommer med et par ekstra forslag til den nye skolereform, og det har startet en spændende debat, som dels foregår på Twitter og dels i kommentarfeltet af det pågældende indlæg.

Måske er det en slags skyklapper for mig, men jeg har virkelig brug for at kunne se fremad og fokusere på noget positivt og udviklende i alt det her miskmask af en konflikt. Jeg nægter at lade regeringens og KL’s cocktail af reform og arbejdstidforhandlinger, forstyrre mit eget syn på skoleudvikling. Så jeg forbeholder mig hermed retten til at mene noget positivt – også om regeringens reform, selvom det nogen gange føles som om, at de kæmper hårdt for at få mig til noget andet.

Du kan også deltage, hvis du vil. Kommentarfeltet her på bloggen er åbent for alle, der kan holde en god tone, og er du på twitter, kan du finde mig under @nnbirthe og skrive med der også.

Så meget for en åben debat

Nå, men for dem af jer, der kender mig på FB, er dette ikke nyt. Men jeg skulle jo deltage i den store åbne debat i aftes på DR1, hvor vi skulle debatere Vores Skole.

Jeg havde sendt en ansøgning ind til programmet, da de søgte deltagere og blev godkendt. Det var ret udtydeligt i mailen, hvordan programmet ville forløbe, og hvad min rolle i det ville blive. Så som udgangspunkt tænkte jeg Højlunds Forsamlingshus, hvor publikum deltager aktivt i debatten og kan stille spørgsmål til dem, der er på scenen. Og jeg tænkte, at måske fik jeg taletid, og så var det fedt. Og måske gjorde jeg ikke, og så var det stadig fedt at være med på første række til sådan et program. Win-win, you know.

Well, not so much.

I løbet af eftermiddagen i går fik jeg det simpelthen så dårligt efter at have spist en rest af en pastaret, vi havde i køleskabet. Da kl. blev 18 og jeg skulle til at afsted, var jeg stadig helt mat efter at have, ja sorry, tømt hele maven ud. Men jeg ville bare med. Hvornår får man lige sådan en chance igen? Og jeg var egentlig ved at være ret ok igen. Tænkte jeg.

Så jeg kørte derind. Kom indenfor. Tog et par billeder, pattede en vandhane i et klasselokale, sad og småsnakkede lidt med et par af de andre deltagere. De var begge blevet ringet op i løbet af dagen og havde fået sminke på. Helt klart vigtigere end jeg så. En halv time før programmets start blev vi gennet på vores pladser. Tre store klumper af ca. 30 personer i hver. Vi skulle stå op under hele programmet, og det var derfor vigtigt at vi blev stående, hvor vi stod, indtil programmet startede.

IMG_1202

Pyyyh, det var varmt. Og trykkende. Og jeg var tørstig.

Men så kom de virkelig vigtige folk ud fra lærerværelset. Antorini, Ziegler, Vera Rosenbeck, Dorthe Lange m. fl. Folk der var inviteret til debatten og som var der i kraft af deres ståsted i hele cirkusset. Vi var statisterne. De var stjernerne.

Og sådan var det også, da jeg senere kom hjem og så programmet på computeren. Jeg selv dejsede om ti minutter inde i debatten, og måtte sendes hjem med en taxa på DR’s regning. Det svimlede simpelthen rundt for mig, så jeg måtte gå ud og sidde og drikke sodavand på lærerværelset i stedet for “at tage kampen om Vores Skole“. Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvad de snakkede om de ti minutter, jeg var der. Der havde jeg rigeligt at gøre med at holde mig oprejst.

Men da jeg igen sad hjemme i min seng og i ro og mag kunne se hele debatten blev jeg ærgerlig. For det var jo ikke en åben debat i forsamlingshusmanér, som de havde lovet os. Ikke én af dem, der ikke var inviteret blev inddraget. Ikke en af dem, jeg havde talt med inden, som var blevet ringet op og sminket, blev inddraget. Vi var bare fyld. Det var så tydeligt, at der var lagt en køreplan for talerækken hele programmet igennem. Så havde jeg været fit for fight havde jeg alligevel aldrig haft en chance for at få mine ord på noget som helst i det program.

Og Bildsøe som vært. Det skinnede så tydeligt igennem, at manden ikke var inde i sit stof. Hans tøven og mumlen i spørgsmålene, og hans “nu skal jeg lige provokere dig” uden at gøre det overhovedet, var bare pinlig. Men der kom nogle gode kommentarer på banen og dem, de havde inviteret til at repræsentere lærerne, gjorde det faktisk godt efter min mening. De sagde mange af de samme ting, som jeg selv ville have sagt. Især ham fra Islev Skole, synes jeg var virkelig god og præcis.

Men DR, det var ikke en åben debat og en anden gang, kan det godt betale sig at forberede sig en lille smule bedre på indholdet inden timen starter. Og tak for taxaen!

Indlæg nr. 1000 – et tillæg til skolereformen: Gør en god skole bedre

Dette er mit indlæg nr. 1000 her på bloggen. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for, hvordan og OM det overhovedet skal fejres yderligere. Det skal det jo nok. Men lige nu er der noget andet der fylder. Så for nu, vil jeg fejre det med fire gode forslag til Christine Antorini og hendes reformslæng.

Jeg er træt af at være trist og lade mig føre. Så nu tager jeg pegepinden i den anden hånd, og tænker med og fremad i stedet. Jeg har kigget lidt på reformen Gør en god skole bedre, igen, og jeg har et par seriøse idéer til en tillægssektion. En finpudsning. En slags opgradering. Eller skulle vi måske endda vove os til at sige: En modernisering?

Nå, men glædelig 1000 indlæg Kære Regering. Følgende punkter er til jer fra mig og I må bruge dem frit fra nu af:

Fastsæt 30% af tiden i de nye aktivitetstimer eller lad et af de nye spændende valgfag fra 7. klasse være et obligatorisk tilbud til faget Programmering.
Aktivitetstiden er i reformen tænkt til “…en mere afvekslende og spændende skoledag . Aktivitetstimerne skal bruges til at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt og til leg, bevægelse og lektiehjælp.” Indrømmet, der er ikke meget bevægelse i programmeringsarbejdet, men der er masser af leg, afveksling og ikke mindst kreativitet. Og så understøtter det punktet i reformen, om mere anvendelse af it og digitale læringsformer. Som dansk- og billedkunstlærer og læsevejleder kan jeg kun tale for, at man ikke bare lærer at være bruger af it, men også lærer at være producerende og at forstå de bagvedliggende mekanismer, der netop er så vidunderlige ved it-teknologien. For de digitalt indfødte er HTML vel bare endnu en malepalet og limpistol. HTML er for det nye årtusinde, hvad papmache var for det gamle. Og de praktiskmusiske fag er for længst gået ind i den nye tidsalder, så måske skulle vi lade Folkeskolen gøre det samme.

Se følgende video for mere understøttelse af dette punkt:


Glem alt om klasselokaler og lav i stedet lærerteamlokaler. Lad eleverne vandre i undervisningen og få på den måde løst problemet om personlige arbejdspladser for lærerne.
Der er ingen tvivl om, at tanken om hjemmebasen for en klasse burde være en vigtig del af at føle sig tryg på en skole. Men jeg oplever desværre oftere, at klasselokalerne er rodede, halvsmadrede og en slags udvidet del af deres eget værelse, som lærerne forgæves forsøger at få eleverne til at føle et medansvar og et ejerforhold til. Men som de i stedet føler sig fremmedgjorte og stemplet på forhånd i.

Ved at lade lokalerne være lærerteamets base, vil man både imødekomme målet om at alle lærere underviser i deres linjefag inden 2020 og dermed have faginspirerende læringsmiljøer, som de enkelte lærerteam har frihed til at lade blomstre op. Jeg oplever, at trygheden ligger ved læreren og dennes person, mere end den ligger i klasselokalet som hjemmebase. Ofte vil klasserne alligevel få en slags hjemmebase i klasseteamets lokale, hvor de selvfølgelig har de fleste af deres timer. Ligeledes vil det give lærerne hjemmebanefordel i undervisningen, hvilket jeg tror vil have en positiv virkning på lærerrollens status i skolen og samfundet generelt.

Det kræver, at man retænker den traditionelle klasseværelsesopbygning med faste pladser ved tomandsborde eller gruppevis, som det stadig er det på en stor del af landets skoler. Og i stedet laver arbejdsområder i klassen og på fællesarealerne, hvor lærerne har mulighed for at tænke ud af boksen i undervisningen og ind i hjertet af læringen.

Gør skolen papirløs så vidt som muligt.
Støt de digitale undervisningsportaler, så de får råd til og mod på at udvikle sig, så man kan abbonere på rettigheder til enkelte materialer, som man skal bruge dem. Det vil styrke undervisningsdifferentieringen på sigt og målrette og optimere de midler, der bruges til materialer. En slags Spotify for undervisningsmidler. Drop kopimaskinerne og lav en-til-en-løsninger på alle skoler. Styrk interaktiviteten og kreativiteten i det digitale læringsrum og udnyt at den it-baserede løsning kan langt mere end at være en uploadet bog, man kan bladre i ved at swipe en skærm.

Det vil mindske en lille del af lærernes forberedelsestid, være mere miljørigtigt og være en kæmpe besparelse i papirforbrug, som i stedet kan investeres i it og de digitale læringsformer, som jo er et af reformens store mål.

Tænk kreativiteten ind i undervisningen i stedet for at lade undervisningen være målbaseret efter nationale standardiserede test og fælles mål.
Jeg vil lade Ken Robinson forklare den sidste her. Det gør han så smukt og videoen her er stadig 100% relevant, selv om den nu er 2,5 år gammel. Jeg elsker Ken Robinsons syn på læring. Og skal vi tænke den til ende, så bør vi måske også have et opgør med hele klasseopdelingstanken. Jeg siger det bare. Det er kassetænkning, som hører en anden tid til. Men se den nu selv:

Selv tak!

I har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende

Så kom dét frem, dét som vi jo egentlig allerede troede, vi vidste. Nu ved vi bare, at vi ved det. Og det føles på en eller anden mærkværdig måde langt værre. Mere håbløst og trist.

I morgen er der planlagt demonstrationer i de større byer over hele landet som en del af protesten mod det der foregår i disse overenskomstforhandlinger. Jeg har været meget i tvivl, om jeg ville deltage. Om jeg kunne se mig selv i det. For ærligt talt, så er jeg ikke sådan et menneske, der er særlig god til at vælge side og danne fælles front. Måske er det min indre Vægt, der vejer for og i mod hele tiden eller måske er det Sandwichbarnet i mig, der konstant forsøger at finde den gyldne middelvej for at få alle til at mødes i kompromiset på midten. Faktum er, at jeg kan se både og i den her konflikt.

21 Søndag forleden afgjorde det for mig, selv om det tog mig et par dage at indse det. Jeg vil være der. Både fordi, jeg ikke har lyst til at gå glip af noget, der nok går hen og bliver en historisk begivenhed engang. Men også fordi, der sker dingen und sachen lige nu, som jeg overhovedet ikke synes er i orden.

Jeg synes ikke, at det er ok, at KL og regeringen har frataget mig muligheden for at være begejstret og opbakkende overfor en masse gode tiltag i en ny og anderledes skolereform, fordi de sammen besluttede sig for at blande den til en grå uigennemsigtig masse af ufinansierede luftkasteller og påtvungne arbejdstidsregler.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de på forhånd har bestemt, hvad jeg skal mene og gøre som lærer i den danske folkeskole, når jeg står overfor forandringer af den ene og anden slags.

Jeg synes ikke, at det er ok, at de sammen beslutter, at jeg pr. automatik er klassens genstridige møgunge, som bare skal køres “hele vejen” i en slags Nul Tolerance pædagogik for at makke ret.

Og jeg synes ikke, at det er ok, at den regering, jeg selv var med til at stemme ind og som jeg havde spændte forhåbninger og stor tillid til, ler hånt af Den Danske Model og retten til at føre en reel arbejdstidsforhandling som faggruppe. En rød regering!?

Jeg kan faktisk godt leve med, at Antorini stiller sig op og gør sig klog på, hvad hun mener er ny og spændende undervisning, som jeg ikke allerede udfører, nu på 13. år. For det er hende, der kommer til at se dummere ud, når hun gør det. Vi andre, både vi forældre, vi lærere og vi, der holder os bare en lille smule opdaterede i medierne, ved jo godt, at man i mange år har arbejdet både praktisk/musisk, projektorienteret, med flere læringsstile og i team på tværs af fag og klasser i folkeskolen.

Og jeg kan også godt leve med, at man vil tilføje noget, man vil kalde aktivitetstimer for at kunne forsvare, at man forlænger børnenes skoledage markant, fordi man i virkeligheden vil skrue på et helt samfunds arbejdstidsregulering. Bevares, vi ved jo alle, at vi er færre, der skal passe mange lige om lidt, så jo mere vi alle kan arbejde, jo bedre. Vi er nødt til at effektivisere alle steder. Jeg ville ikke synes om det, men jeg ville kunne leve med det, og jeg ville få det bedste ud af det, fordi det måske betød, at nogen havde en idé om, at det gav en bedre skole for vores børn og et bedre samfund for os som helhed. På den lange bane.

Men jeg kan næsten ikke leve med det, hvis der ikke er netop den idé med det hele. At skabe noget bedre for os alle på sigt. Og at man alligevel dækker det ind under den agenda.

At det hele i stedet handler om taktik og økonomi, som i den sidste ende blot skal munde ud i nogle tal nederst på bundlinjen, der beviser at en rød regering godt kan finde ud af at tænke økonomisk strategisk og imens lukke ned for solidariteten og socialismen. At bevise, at rød kan godt tænke blåt.

Tillykke, jeg tror, I når målet Kære Regering. Jeg håber, I har jer selv med hele vejen derop, og at alle de værdier, I gik ind i politik med engang, stadig ligger godt gemte i jeres hjerter. For det føles for mig lige nu, som om nogen af jer, har tabt dem lidt på vejen mod toppen. I har i hvert fald tabt mig, og min stemme vandrer på nuværende tidspunkt hjemløs rundt derude et sted.

Så i morgen kl. 17 er jeg at finde på Christianborg Slotsplads sammen med forhåbentligt tusindvis af andre, der tænker bare en lille smule som jeg selv. Måske er vi ikke 100% enige om alting, os mange tusinde demonstranter, for vi er jo en broget flok af humanister, vidensskabsfolk, sportsudøvere, musikere, kunstnere, sprognørder, matematikere og meget mere. Men vi er enige om én ting, og det er at det ikke er i orden, det I har gang i lige nu, KL og Kære Regering!

Dagen derpå

Lad mig starte med at sige, at dagen i dag er dagen derpå. Dagen efter dagen, hvor en Radikal vicestatsminister svarede i kommentarfeltet på et indlæg fra min hånd. Ja, der tog du r…. på mig Margrethe. Tak for det! Det var stort i den personlige bog. Det er sådan en dag, der rangerer deroppe ved siden af en dag med et 12-tal til eksamen eller en vellykket ansættelsessamtale, der resulterer i et job. Sådan en dag, man sender en sms om til sine forældre. Bare fordi. Det var stort. Jeg er jo bare en helt almindelig skolelærer, forælder og blogger. Og det gav mig et eller andet sted fornemmelsen af, at der alligevel ikke er så langt ind i Folketinget, som man godt kunne foranlediges til at tro engang i mellem. Hurra for de sociale medier og for politikere, der gider tage sig tiden til at svare ordentligt, når man spørger.

Når det så er sagt (ja, den måtte jo komme). Da jeg fik tid til at sætte mig ned og læse det lange og grundige svar fra Margrethe Vestager, så kom fornuften tilbage til mig og det blev “bare” endnu en kommentar på min blog (dog af de længere og mere læste), men alligevel en kommentar fyldt med ord, som jeg ville forholde mig personligt og sagligt til.

Og Margrethe, hvis du er her endnu (på bloggen) så lad mig sige, at jeg kan godt se, hvor det er, at I vil give os en god skole. Det har jeg vist også nævnt før på bloggen. Jeg har ingen personlige behov for at skabe myter om jeres reform ej heller skjule de gode ting, I vil i den.

Jeg kan godt se det gode i større arbejdsfrihed og sammenhængende undervisningsdage. Som engelsklærer er det heller ikke svært for mig at se fornuften og gaven i at have engelsk fra 1. klasse. Og som dine radikale pressefolk kunne se på min Linked In, så er jeg virkelig virkelig glad for både de praktisk/musiske fag og de digitale medier og alt der har med det og læring at gøre. Så mere af det, også som valgfag, er bestemt en god ting i min bog. Ligesom jeg som læsevejleder og klasselærer heller ikke kan være uenig i, at vi skal have en bedre inklusion og styrke fællesskabet i klassen. Ja, jeg er endda for mere natur/teknik, selv om jeg aldrig helt selv har forstået det. Måske netop derfor!

Og to lærere på i flere lektioner ville være en gave for både mig og eleverne. Især hvis vi begge er linjefagsuddannede, som er jeres mål inden 2020. Hvad vi ikke kunne udrette med undervisningen så, når vi også skal have en bedre efteruddannelse og nogle klarere nationale mål at arbejde efter.

Det er den del jeg glæder mig til! Virkelig. Det håber jeg, du ved, at jeg oprigtigt mener.

Det jeg mangler, er at se logistikken og økonomien i det. Med de ekstra aktivitetstimer også, som jeg måske ikke er helt så stor en fan af, som jeg er for alt det ovenstående, og med min mindre forberedelsestid (der var den igen, den gamle sang) og øgede undervisningstid, så kan jeg ikke få det til at hænge sammen med, at jeg også får ekstra tid til at efteruddanne mig og lave kvalitativt teamsamarbejde med mine kolleger. Og vi skal jo have et stærkt team nu, hvor der skal være endnu mere sammenhæng i undervisningen og vi skal kunne være to lærere på i undervisningen.

Og hvor er økonomien henne Margrethe? (jeg håber virkelig du stadig er her), vil du så ikke være sød, at forklare det for mig? Udover de fire milliarder I har valgt at investere i det indtil 2020 og den pulje I sparer på min nye arbejdstidsaftale. Fire milliarder er i følge flere økonomer ikke nær nok til alt det I vil. Der skal uddannes nye indskolingsengelsklærere, da engelskfagsdidaktikken ikke helt er den samme, når man ikke kan læse og skrive og der skal efteruddannes lærere, så de er linjefagsuddannede i de fag, de underviser i. Der skal købes materialer til alt det ekstra praktisk/musiske og naturvidenskabelige I tilfører og til de ekstra aktivitetstimer, vi skal tilbyde. Når man oplever pt. at man ikke har råd til at købe 50 stykker falsæskekarton til et billedforløb i kristendom inden jul, fordi billedkunst- og klassekontoen var brugt op, så kan det godt være lidt svært at forestille sig, hvordan de penge pludselig skulle dukke op ud af det blå. Tænker I, at det er nogle af de friheder I også lægger ud i kommunerne? For så tror jeg endnu mindre på det, er jeg ked af. Vi kæmper allerede i vores kommune for at kunne leve op til den virkelig gennemtænkte og ambitiøse it-læringsstrategi vi har, da vi ikke har råd til at købe udstyret ind til dens gode visioner. Noget jeg faktisk ærgrer mig over dagligt i min undervisning. Men vi er på vej, med små skridt. Jeg er bare bange for, at vi bliver overhalet indenom af udviklingen, inden vi får opgraderet hele pakken efter de mål, vi har nu.

Og nu kan jeg godt høre, den modløse nej-siger af en lærer, der også er flyttet ind i mig. Jeg vil virkelig gerne bevare optimismen, og til dels også gerne naiviteten i at tro på, at det bliver bedre.

Jeg hørte dig engang tale, på min gamle arbejdsplads Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, som desværre blev lukket af den tidligere regering. Og du inspirerede mig med dine visioner og især om din snak om markskel. Og om at give tid til at man kan bygge noget nyt op og få det til at gro, så det giver læ til de korn man sår imellem. Jeg synes jeg oplever lige nu, at man hiver alle mine markskel op og lover mig nye stærke fuldvoksne planter i stedet, men også at man ikke har pengene at købe dem for. Så måske ender jeg med små to-årsplanter, der igen skal have tid og ro og opmærksomhed til at udvikle sig. Og i mens forgår mine små nysåede frø på marken. De blæser væk for mig, fordi jeg ikke når at skærme dem undervejs.

Jeg behøver ikke at fortælle dig, at frøene er mine elever og at markskelene er jeres reform, vel? Jeg håber du kan huske dine egen ord? De gjorde et stort indtryk på mig dengang i 2005.

Jeg håber virkelig, at I har store fuldvoksne planter med til os, hvis (eller når) vi reformerer folkeskolen. Og jeg håber, at I husker, at vi som lærere er dem, der skal passe og bruge jeres planter, og at det derfor godt kan betale sig, at investere lidt social kapital i os. Vi vil det gerne. Og vi bryder os ikke om, at blive skåret over en kam som myteskabere. Eller at blive løbet over ende i vores overenskomstforhandlinger og føle at forhandlingselementen blot er en slags placebo, som i virkeligheden aldrig var andet end et diktat. Og man mister modet, selv som en forholdvis stærk og fremsynet (nordjysk) landmand, hvis man skal stå oprejst i vestenvinden hele tiden.

Kære Margrethe Vestager

Det er et modigt træk, du gjorde i nat. Først på din Facebookprofil og senere via Berlingske. Det er en af grundene til, at jeg altid har haft enorm stor respekt for dig som politiker. Fordi du tør at melde ud. Også når det er upopulært. Man kan vist godt konstatere, at du har en ret stor skare af vælgere blandt lærerne, hvilket jo bunder i, at du gentagne gange har talt vores sag og plederet for, at man også skulle lytte til os som faggruppe.

Du er var min favorit som statsminister. Du er var for mig indbegrebet af statsministerpotentiale med dit nærvær, fornuft, økonomiske forståelse og respekt for individet. Du er var min sidste tro på denne regering, som jeg desværre selv har stemt ind.

Så når du så vælger at give mig en opsang en søndag morgen, for at bakke op om den overenskomstkonflikt, min faggruppe står midt i, så lytter jeg. For det plejer jeg at gøre, når du udtaler dig. Ofte sidder jeg og nikker, når du bliver citeret i pressen, og jeg forsvarer dine holdninger i de politiske snakke jeg har med venner og kolleger. Fordi jeg er enig. Eller fordi jeg synes du argumenterer godt for din sag og dermed måske endda ændrer min mening. Og hvis ikke vi er enige, så respekterer jeg alligevel (næsten) altid den holdning du fremfører, da den som regel netop er velargumenteret og velformuleret.

Og nu sidder jeg her. Og læser artikelen på Berlingske igennem igen og igen. Og leder efter det, der skal få mig til at bakke op om dig igen. Det der skal give mig den anden vinkel på min situation. For det vil jeg gerne. Kunne se tingene fra flere sider og forholde mig kritisk til mine egne opfattelser også. Og jeg nikker, når jeg læser at du siger: “Vores ambition er at gøre skolen bedre. I stedet for at tro, at man kan opnå større mål ved at have samme forberedelse til alle fag, må vi gøre tingene anderledes.” For ja, vi skal gøre tingene anderledes end nu og vi skal gøre det bedre. Og det er forskelligt, hvor meget tid, hvert fag og hver lærer bruger på forberedelse. Men det er jo netop konkluderet af flere forskere og undersøgelser, at det ikke gøre læringen bedre at bruge mere tid på undervisningen. Hvorfor overhører du det? Du plejer ikke at lukke ørerne for kompetente faglige vurderinger. Hvorfor nu?

Og du forholder dig til plakaten, du kører forbi hver morgen, men forholder dig ikke til det ord på plakaten, som særligt sætter lærerne og forældrene i opposition: Heldagsskole. Din agenda går på lærerne. Og deres forberedelsestid. Som jo er en konsekvens af heldagsskolen. Og som skal finansiere hele jeres reform. Og som du derfor selv var med til at blande sammen til en grå uigennemsigtig cocktail, da du gik med til reformen.

Og du gør noget ved mig, som lukker mine ører, min hjerne og mit hjerte. Du taler ned til mig. Pludselig. Ud af det blå. Først med et billede af et æble på din Facebook, hvor du sagde jeg var Dagens Helt, netop som du havde offentliggjort reformudspillet sammen med Antorini. Og nu igen, hvor du i de sene aftentimer forbereder mig på, hvilken lussing jeg kan forvente at vågne op til næste morgen i pressen. Og jeg skal lige vænne mig til, at du ikke længere nødvendigvis taler min sag. Eller lytter til mig. For du lytter til noget andet nu. Og det prøver jeg at forstå, hvad er. Fordi du før har gjort dig fortjent til, at jeg brugte energi på at forstå dig.

Og du får mig derfor til at tænke, at måske er det mig, der er noget galt med. Måske er den sag, jeg kæmper for lige nu helt tosset. Måske har jeg misforstået det hele og er røget i lemmingsfælden. For når Margrethe Vestager kan være så skråsikker i sine holdninger, at hun bryder al god pli og etik og finder det nødvendigt at blande sig i en overenskomstforhandling. Så må der da være noget om snakken. Også selv om det er mig selv, der står for skud.

Og så slår det mig: Er det strategien Margrethe? Er det dét I har tænkt, da I valgte at lade dig gå ud med den pressemeddelelse til Berlingske? At hvis de (læs: lærerne) vil lytte til nogen, så må det være dig. For dig respekterer de. Dig kan fleste af dem lide. Du er deres yndling. Er det dét I har tænkt? Jeg spørger, fordi jeg ikke kan finde argumentet i dine ord for, at det er i orden, at du som politiker pludselig går ind og blander dig i mine arbejdstidsforhandlinger og på den måde påvirker processen politisk. Du siger, at det er mig, der blander det sammen. Men det er det jo ikke. Det er dig. Og regeringen.

I startede det“, ville man høre ude i skolegården i det store spisefrikvarter. Søndag er min uges spisefrikvarter, og jeg starter den med at tude højt og pege fingre og med at miste troen på en mine største rollemodeller fra de store klasser. Hende som jeg troede var reel og som normalt bakkede mig op, når de andre store drillede. Hun vendte mig ryggen i det frikvarter og brugte sin retoriske styrke på den grimmeste mobbende måde, jeg har set længe. Og det skal jeg lige forstå hvorfor. Jeg leder stadig efter en voksen, der kan hjælpe mig med at løse konflikten.

I stedet vil jeg nu holde frikvarter resten af dagen. For det trænger jeg til. Mit hoved er ved at eksplodere af stillingstagen og tankevirksomhed om mit professionelle jeg og dets nærmeste fremtid. Og det er godt. For jeg prøver at forstå. Og at finde mening i det hele. Men din udmelding Margrethe, den fik det til at koge over et øjeblik. Og derfor skal jeg have en pause nu.

God søndag til dig og dine
AB

Hvad siger 5200 likes?

Der er vist ikke nogen tvivl om, at mit indlæg om skolekonflikten blev delt på de sociale medier. På de sidste tre dage, har der været 20.000 besøgende omkring bloggen og 5200 af dem klikkede LIKE på Facebookknappen under mit indlæg.

Indlægget sagde dem noget. De ville gerne dele det med andre. Det blev viralt på en aften fra 65 likes kl. 15 til 1800 inden midnat og det fortsætte dagen efter. Klik klik klik.

Min egen Facebook- og Twitterfeed har de sidste dage boomet med links til artikler om skolekonflikten, med holdninger for og imod både lærernes og KL’s krav, med undringer og reflektioner over den varslede lockout og hele overenskomstforhandlingen generelt. Jeg har fulgt med så godt jeg kunne, delt det, jeg synes var værd at dele og sorteret groft undervejs. Jeg er en af dem, der bruger min FB-feed som en genvej til dagens nyheder. Både dem fra de etablerede aviser og dem fra blogs, hjemmesider og andre medier.

Jeg synes ikke, man hovedløst bare skal dele alt. Og jeg synes egentlig heller ikke, at man skal dele uden at koble en kommentar med sin deling. Og mest af alt, så synes jeg man skal læse, det man deler, inden man deler.

Ja, det må du gerne læse igen.

Vær kritisk. Stil spørgsmål. Både ved det du bakker op om, og det du er imod.

Del netop både for og imod. Når du knytter en kommentar til, viser du jo tydeligt din egen holdning i delingen. Det nuancerer nu engang debatten, når vi får flere sider af sagen med. Og det er gør din deling mere interessant i andres feed. Den lugter mindre af spam og mere af personlig indsigt.

For mig handler det ikke om, at få likes, selvom jeg da skal være den første til at indrømme, at jeg har trykket opdater på bloggen en million gange de sidste tre dage, for at se den seneste status. Og det har givet mig et boost af de store, at pludselig blive hørt og anerkendt for mine holdninger af mange mennesker på den måde. Det er svært motiverende, at være på indersiden af en viral deling, hvor man kan se statistikkens kurver nå nye uafprøvede højder og ens egne ord få deres eget sociale liv. Og svært at leve op i indlægget efter, skulle jeg hilse at sige.

(Jeg venter stadig på at en af de landsdækkende medier kontakter mig for uddybning af mine genialiteter. Hvor mange likes mon man skal op på, før der står en fotograf i ens indkørsel, når man kører på arbejde?)

Nej, for mig handler det nu engang om at skabe debat. At skabe nysgerrighed. At udtrykke mine holdninger og dele mine tanker med andre og meget gerne rykke mig selv lidt. Noget jeg fx synes mangler i denne forhandling. Hvor er det vi bliver klogere på hinanden henne, når vi stejlt holder på hver vores og ikke tillader os selv at blive klogere eller at justere krav og ønsker. Når vi ikke lytter til hinandens professionelle vurderinger, som meget ofte er baseret på spidskompetencer og faglig indsigt.

Jeg vil prøve at se sagen lidt fra alles vinkler i den kommende uge. Tage lærerbrillerne af lidt. Og i stedet tage forælder- og skatteyderbrillen på. Hvem ved, måske endda prøve en KL-solbrille. Hvordan mon verden ser ud i den optik? Kan jeg overhovedet stille skarpt på noget, som på nuværende tidspunkt påvirker mig så meget følelsesmæssigt? Jeg ved det helt ærligt ikke. Men en virkelig god ven gav mig indirekte udfordringen i dag, og jeg har tænkt mig at tage den op. Så, lad os se, hvor det leder mig hen. Vil du med?