Syv år Niller!

Nej, det er ikke ham her, der fylder syv år endnu. Pointen kommer længere nede.

Det er snart 14 dage siden, at Skrupsakken havde sin første skoledag og det går indtil videre rigtig godt for ham. Han er træt med træt på, når han kommer hjem efter SFO, og i går måtte vi aflyse hans håndboldtræning, da han simpelthen var for smadret.

Han går op i det. Og kan godt lide det. Siger han i hvert fald. Og jeg tror på ham. Jeg tror han trives i de nye faste rammer, hvor der forventes noget af ham og hvor han føler sig ret stor, når han laver lektier eller pakker gymnastiktøj. Han var helt skuffet forleden, da han ingen lektier havde for. Gad vide, hvor længe den holder. Det er tankevækkende, hvor motiveret de små nye skoleelever er, og hvor meget de mister af den motivation inden de når syvende klasse, hvor jeg fx møder dem for første gang. Er det naturens gang? Eller er det folkeskolens egen skyld? Er det uundgåeligt at teenagesløvsindet sætter ind og motivationen til at ville lære noget slås fra eller har nogle forskere ret, når de siger, at vi simpelthen ikke forstår at holde dem ved ilden, når vi har dem der?

I 0. klasse kæmper eleverne om lærerens opmærksomhed. I 7. klasse kæmper de om at undgå den samme opmærksomhed. Hvad sker der på de syv år?

Se her Fru Thorning og Hr. Fabrin!

Jeg sidder hjemme under dynen med en næse så lang. Dels af snot. Dels af skolereformslæsning.

»Nu kan vi se, at borgerne har nøjagtig den samme opfattelse som os. Folkeskolen er ikke god nok. Produktet er ikke godt nok. Der skal tilføres mere undervisning. Og det kan man kun få, ved at lærerne tilbringer mere tid sammen med eleverne«, sagde Erik Fabrin, som er næstformand i Kommunernes Landsforening blandt andet til Politiken den 29. november.

Undskyld mig, Hr. Erik Fabrin. Men hvordan er den påstand og det argument indlysende? Produktet er ikke godt nok, siger du. Det er vi faktisk til dels enige om. Men det bliver da ikke et bedre produkt af, at man presser dem, der skal levere det yderligere og skærer deres mulighed for at forbedre produktet væk.

Jeg er selv leveringsdygtig af det produkt, som Erik Fabrin og befolkningen ikke kan lide. Jeg leverer varen hver dag i min klasse med de midler og muligheder jeg har. På min fabrik udvikler jeg selv min vare, organiserer den og producerer den. Jeg udtænker nye idéer til produktets design, produktets udførelse og produktets markedsføring. Det er vigtigt at jeg tænker kreativt og i målbare resultatskurver, så min øverste leder kan bruge mit produkt til at promovere sig selv og firmaet både i en stor verdensomspændende konkurrence og et mindre landsdækkende kapløb på fire år. Samtidig med at jeg selv står for hele produktionen af mit produkt, fra idé til udvikling til udførelse til levering, så skal jeg også forholde mig personligt til hver enkelt af mine forbrugere og deres individuelle modtagelse af produktet. Det er dem der skal bruge mit produkt, så det er vigtigt, at det er tilpasset specifikt til hver enkelt af dem. Det står i min personalehåndbog på side 1, at det er et af firmaets vigtigste mål. Eller er forbrugerne ikke netop en del af det produkt, Erik Fabrin taler om?

Og det er her jeg bliver forvirret. For hvordan kan vi overhovedet tale om et produkt i denne debat?

Vi har med mennesker at gøre! Meget små mennesker og lidt større mennesker, der er på vej til at blive hele fuldvoksne mennesker. Og dem bruger vi altså også tid på. På vores fabrik.

Og når regeringen og KL siger til mig, at jeg skal bruge mere tid med disse mennesker, så bliver jeg glad. Men når de så samtidig også siger, at jeg skal bruge mindre tid på at gøre dette samvær med de mennesker kvalitativt, trygt og udviklende. Så bliver jeg ked af det.

I må gerne skære i min forberedelse til hjemkundskab, for helt ærligt, jeg bruger ikke den tid på det, som jeg får. Til gengæld bruger jeg mere tid end den jeg får, når jeg er dansklærer, engelsklærer og ikke mindst klasselærer. Det samme gør min tysk-, matematik- og naturfagskollega osv. Var det en idé, at man ikke skar i den tid, der samtidig skal være eksamensforberedende? Eller den tid, der påvirker trivslen og læringsmiljøet i den enkelte klasse og for den enkelte elev?

Var det en idé, at man kiggede på de enkelte fag hver for sig, og måske endda vovede sig derhen, hvor man gav tid og løn for kvalifikationer, kompetencer og arbejdsområder, som man gør det på andre fabrikker og virksomheder. Nu hvor vi har valgt den retorik at sammenligne os med. Hvor man gjorde op med den tanke, at det skal være ens for alle ansatte, og i stedet belønnede dem, der gjorde noget godt for udviklingen for at nå de endelige mål på bedste vis. Taler jeg om bedste testscore? Hell no! Testresultater siger intet om en lærers eller en skoles formåen, med mindre de bliver sammenlignet med tidligere resultater af den præcis samme målgruppe. Jeg taler om vidensdeling, videreuddannelser, kompetencegivende kurser, løntillæg, ekstra forberedelsestid, innovative udviklingsprojekter og lignende produktudviklende tiltag. Måske ville det forbedre produktet?

Var det en idé Hr. Erik Fabrin og Fru Helle Thorning?

For helt ærligt, som det ser ud lige nu, med den idé I har fået sammen, så er jeg ikke sikker på, at jeg hverken selv orker at blive på fabrikken meget længere, og ej heller ønsker for mine børn, at de skal modtage den vare, der bliver leveret derfra. Men måske er I heldige, og jeg er den eneste, der tænker sådan. Måske kan forbrugerne godt lide det nye produkt, I er ved at udvikle sammen. Og så er alle jo glade alligevel. Og nye fabriksarbejdere, kan man jo altid finde, ikke? Især i disse tider.

Kære Jan Guillou

Du er i pressen flere gange blevet beskrevet som en kontroversiel, venstreorienteret og aggressiv debatør og samfundskritiker. Ligesom dine kommentarer i Aftonbladet også viser en passioneret og vidende mand, der tydeligvis har et stærkt engagement i vores samfunds udvikling. Mit spørgsmål til dig lyder derfor: Hvordan har dine barndom/ungdomssoplevelser på Solbacka og med din far været med til at påvirke det menneskesyn og de værdier, du har i dag i dit voksne liv?

Mange hilsener
AB

Og sådan fik jeg to fribilletter til dette års Bogforum foræret. Desværre når jeg ikke ind i Diamanten i morgen aften og hører ham svare på mit spørgsmål. Hvis du gør, vil du så ikke fortælle mig, hvad han svarede?

Ses vi i Bella Center lørdag?

Another one bites the dust

Jeg har tænkt hele eftermiddagen, på hvordan jeg fik lavet et sjovt ordspil mellem iPad og amning på gulvet på handicaptoilettet i Applebutikken på 5th Avenue.

iPad vs. I pat…get it? Nej? Det var også derfor jeg bare lod være og i stedet bare købte den nye 3′er.

Men synes I ikke, det er mærkeligt, at man ikke har et ammerum i hverken Apple eller F.A.O. Swartz? Især den sidste, som jo er en gigantisk legetøjsbutik, burde da kende sin kundegruppe godt nok til ikke at tvinge dem til at skifte bleer i klapvognen mellem Lego Ninjagofigurerne og det store klaver og 2000 købeglade turister, fordi deres ene puslebord er nærmest ikke-eksisterende.

Korthuse i blæsevejr

Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza, og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg erkende, at han oprigtigt har været syg. Med over 39 i feber. Og jeg må ligeledes erkende, at jeg havde nok været mindst lige så pylret, som han er, hvis det var mig.

Men hvis det er sådan, jeg har det, hvorfor bliver jeg så helt og aldeles uudholdelig at være sammen med i sådan en situation? Hvorfor bliver jeg ikke lige så omsorgsfuld og betænksom, som han ville have været over for mig? Og det ville han. Han er den bedste sygeplejer i verden, som kommer med te og nusser rygge og alt muligt.

Faktum er, at jeg ikke kan døje ham, når han er syg. Jeg bliver så pisseirriteret på ham og synes, at han gør alting forkert. Han snakker kun om, hvor skidt han har det. Ligesom han har behov for at beskrive detaljerne i hans følelse i halsen, når teen løber ned. Og skal han absolut måle sin feber hele tiden, og dermed ligesom dyrke den, i stedet for bare at tage et par panodil og komme videre? Og med komme videre, mener jeg selvfølgelig ud i stuen og hjælpe mig med de minimennesker, der også bor i vores hjem. Og med vasketøjet. Og aftensmaden. Og livet, you know. For faktum er også, at som hans pylreniveau stiger, stiger mit eget pylreniveau proportionelt. Jeg synes pludselig, at det er vildt synd for mig, at jeg skal gøre det hele selv. Og at jeg ikke har nogen voksen at snakke med om, hvor synd det er for mig. Og at jeg ikke kan ligge og snue derinde under dynen, som han kan, for det er jo i virkeligheden, det han gør. Snuer. Dog med feberrystelser, men stadig snuer. Ikk’? Sådan føler jeg det, seriøst. jeg sagde jo, jeg var slem.

Så de sidste par dage er der kun én jeg har været mere irriteret på end ham, og det er mig selv. For hold nu op, hvor er jeg træls så. Stort U i panden for Uudholdelig til mig! Og så må jeg jo gå i tænkeboks lidt. Det er her, jeg bliver stille og lukker af og tænker tænker (dobbelt tænker er, når man for alvor grubler). Hvad er det der gør mig så uudholdelig? Hvad er det der tricker det i mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være omsorgsfuld og rumme hans svaghed?

Og det er jo elementært, når man lige tænker tænker sig lidt om. For han skal jo være stærk. Vi skal være stærke sammen. Ellers holder korthuset ikke i blæsevejret. Hvis han forsvinder, står jeg jo alene med det hele. Og den angst er alt for stor at rumme, så jeg vælger at blive irriteret på ham i stedet. Det synes meget lettere i øjeblikket. Og ligger så lige for at blive.

Og nej, en influenza slår ingen ihjel. Men jeg tror, at tegnene på, at han kan væltes, vækker noget grundlæggende i mig. En instinktiv angst. Og måske også et instinktivt ønske om, at han skal være stærkere end mig. For hvem skal ellers gribe mig, når jeg vælter?

Nå, men nu er han heldigvis ved at være rask igen, og så kan jeg stoppe alt det tænke tænkeri, for det er sgu da lige til at få grå hår og mylderbæ af. Øget selvbevidsthed er fandme anstrengende mand og SÅ opreklameret!

Det siger de voksne selv!

Det er sundt at kede sig. Det siger de voksne selv. Dem nede i Skrupsakkens børnehave. Det er, når man keder sig, at fantasien går i gang.

Og let’s face it. Jeg bor i en ret så kedelig by, så jeg forstår godt, at de gerne vil lære børnene at tro på det. Min by er ikke særlig cool. Hverken på den rå og betonagtige måde med ghettoer og bazarer, eller på den posh og hipsteragtige måde med toetagers muremestervillaer og retrosætningsskader. Den er ikke tæt nok på København til at være en forstad og ikke langt nok væk til at være udkantsdanmark. Vi har ikke en sort forfatter, der kan skrive om os og gøre os tilpas lækkerskæve på den måde heller. Vi bryster os med at ligge på en s-togslinje. Og det er vist dét vi har, når vi sælger huse, her i byen. Thank God for linje C!

Vi bor i et nybygget Lind og Risør-kvarter, hvor bøgehækkene forlænger naboens liguster, og hvor vi seriøst går tur om aftenen for at finde inspiration i de andres carporte, til vi engang får nok friværdi til at bygge en selv. Vi har legehus, trampolin og sandkasse i haven. Og forrige år plantede jeg seks rhododendroner i ét bed. Hvorfor så kedelig, når nu jeg havde muligheden for at spragle min have? Fordi jeg fandt ud af at det var langt nemmere med ét bed, når de skulle plantes i spagnum. Hvilket for øvrigt vist også summerer den sommers selvudvikling meget godt. Jord er ikke bare jord. Der er forskel på jord. I år overvejer jeg om jeg skal have to spiselige højbede. Har endnu ikke helt besluttet mig. Det er en af de ting, der kræver lidt længere betænkningstid end én sæson kan klare.

Vi kører i stationcar. En blå én endda. Focus. Og irriterer os over skraldeproblematikken i kommunen. Jeg arbejder selv i det kommunale. Som lærer på en af de lokale folkeskoler. Den der ligger tættest på os selv. Og jeg er derfor også en af de forældre, der henter tidligt i institutionen.

Er du faldet i søvn endnu?

Vi har et kontor, som vi aldrig bruger, og vores børn har hver deres eget værelse og den store har lige lært at cykle uden støttehjul ude på vejen. Der er færre biler på vores vej end der er i vores indkørsel. Og dem der kommer helt herned, kommer bare for at vende og køre ud igen. De kørte ved en fejl herned, da de troede de kunne komme ud den vej. Men vores vej er ikke en vej ud. Det er enden. Medmindre de er nogen af dem, der skulle ind til os eller naboen og grille på gasgrillen. Det er mest ved 17-tiden. Så det kan man planlægge sig udenom.

Med andre ord. Jeg har valgt den meget kedelige traditionelle vej ud i småborgerlighedens forstad. Hvor haverne er meget ordnede og hvor man ikke kan gøre sig utjekket på Nynnemåden, men bare må indse, at man er utjekket og derfor ikke kan flashe sin flawsomeness på nogen som helst hip måde. Jeg lever det, de fleste i min generation frygter. Et slags voksent liv.

Og jeg keder mig da. Engang i mellem. Og det river da i mig. Engang i mellem. For at gå ud på vejen og råde “Pik og Patter” til den gamle dame og hendes gøende collie overfor. Men det meste af tiden, så er jeg faktisk rigtig glad for det jeg har og det jeg er. Total småborgerlig husmor, der strikker og bager og sladrer med mine småborgerlige naboer. Og jeg prøver virkelig på at ikke prøve på, at være mere end det jeg er. Ikke på jantemåden. Mere på “slap nu af“-måden. Eller “du når det nok“-måden. Er jeg i nuet? Carpe diem‘er jeg nok? Sikkert ikke lige nu. Men mine børn ved hvor de har mig og jeg ved, hvor mange penge, der går ind på min konto næste måned. Og jeg har prøvet at sidde i min lejlighed ved Hudsonfloden og kigge ud af vinduet på New York Skyline og sammenligne den med en ligusterhæk. Jeg har prøvet at rejse over Atlanten med et skrigende barn i otte timer for at komme hjem og besøge bedsteforældrene. Jeg har prøvet at flytte fra sted til sted, at skifte arbejde alt for mange gange og at stå uden arbejde. Jeg har prøvet at bo både i Frederikshavn, Aalborg, København Ø og Gentofte. Og jeg har aldrig haft nemmere ved at kede mig, end jeg har nu. Og takket være de digitale medier og vores kære linje C, kan jeg også godt følge med i Copenhipsterlivet herudefra. Internettet stopper ikke ved Valby Bakke, som nogen vist går og siger.

Så når andre gyser ved tanken om det jeg lever i, Småborgerligheden, så slapper jeg af indeni og tænker, at det nok egentlig passer meget godt til mig. Og jeg tænker, at det er jo ikke stedet, der gør mig til dén jeg er, men mig der er med til at gøre stedet til det dét er. Og det er egentlig synd, at det ikke er mere hipt end det. For det er rart. Og trygt. Og kedeligt og forudsigeligt. Men det er sundt at kede sig. Det siger de voksne selv. Og det vil jeg egentlig gerne lære mine børn.

Kom lad os sige det i kor. Det gør ikke ondt, jeg lover det:
Mit navn er AB og jeg er voksen. Hej AB!

Det kan byttes

Hvorfor er det første vi siger, når vi giver nogen en gave, næsten altid: “Det kan byttes.“?

I går i Aftensshowet (var det vist) havde de besøg af stand up’eren Maoud Vahedi, som er kommet til DK fra Iran som barn. Han undrede sig bl.a. over danskernes måde at give en gave på.

Det kan byttes“, siger vi.

Og jeg undrer mig med ham. Også selv om jeg ikke selv kan sige mig fri for at bruge byttesfrasen jævnligt. Hvad er vi bange for? At vores gave ikke er god nok? Selv om det specifikt var det der stod på bestillingsønskesedlen, vi har købt. Er det en form for beskyttelse? Forsvar? Kommen i forkøbet?

Ingen af delene fortæller mig, at det at give er den største glæde. Jeg tror, vi er blevet så forhippet på at købe det “rigtige”, at vi har glemt at det faktisk stadigvæk er ‘tanken der tæller. I know, det er en old fashion frase i forhold til “Det kan byttes“-frasen, men jeg er ikke i tvivl om, at de fleste af os i virkeligheden stadig mener, det er sådan det hænger sammen. Eller hvad?

Så i år har jeg givet mig selv et juleløfte. Jeg ville ikke sige “det kan byttes” om nogen af mine gaver. Jeg vil tro på, at den der modtager den, selv har regnet ud, at selvfølgelig kan det byttes, men at denne særlige ting, jeg har fundet eller lavet er præcis det der vil gøre modtagerens liv lidt rigere. Min gave er god nok. Og jeg giver den ikke for at den kan byttes.

Sig det med en rektal kage

Jeg voksede op i en lille bitte by uden for en lidt større by i Nordjylland. Vi boede på hovedgaden i byen. Ligesom min bedste veninde gjorde det, bare tre huse længere nede ad vejen. I det ene af de to huse, vi havde i mellem os, boede der tre drenge med deres forældre.  Vi havde aldrig rigtig noget med familien at gøre, men min veninde og hendes forældre var deres naboer, hvilket betød, at de havde den slags relation, man har med naboer, som man ellers ikke rigtig har noget til fælles med.

Jeg husker ikke, hvad der var det udslagsgivende, men de blev lidt sure på hinanden, min venindes forældre og drengenes forældre. En bagatel af en slags. Kunne være noget med noget hæk.

Og en morgen, da min venindes far ville bakke bilen ud af sin indkørsel, lå der lige så fint der på fliserne; tre menneskelorte. Ikke hundelorte. Ikke kattelorte. Der var ingen tvivl. This was a man’s doing.

Der var aldrig rigtig nogen tvivl om, at det var de tre drenge, der havde taget farens parti og lagt en hilsen til min venindes forældre. De lagde aldrig selv skjul på afsender/modtagerforholdet i historien. Og nabostriden var ligesom permanent derfra.

Nu bor jeg igen i en lille by uden for en større by, dog i en hel anden ende af landet. Og vores naboer er lige flyttet fra deres lejede hus. Vi var nysgerrige, Manden og jeg, efter at se huset indeni. Så vi gik derop, efter de var flyttet og huset stod tomt, og vi lurede ind af vinduerne. Og der i et af værelserne. Midt på gulvet. Der lå en lort. En menneskelort. Ikke en hundelort. Ikke en kattelort. De havde ikke husdyr. Nej, en af familiemedlemmerne, der havde boet i huset, havde åbenbart haft behov for at lægge en sidste hilsen til deres udlejer.

De sidste to dage har vinduerne stået åbne i huset. Der er nye lejere på vej til den 1., formoder jeg. Men der er nok lige lidt naturlig duft, der skal af vejen først.

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig en konflikt, hvor jeg kunne finde på at få det sidste ord med en rektal kage på den måde. Kan du?

Før sengetid

Hvornår skal vi dø, mor?

Just som man står der og tror at putteseancen er klaret med Den Grimme Ælling og et møs møs “Godnat og sov godt“, bliver man mødt med det spørgsmål.

Efterfulgt af: “Jeg vil ikke dø.

Jeg var overrumplet over, at det lille menneske kunne rumme så store tanker og spørgsmål. Og hvor kom de lige fra i dag? Vi havde da ikke snakket om død for nyligt. Men jeg greb den, og vi snakkede om døden og om alderdom. Om at alle mennesker skal dø på et tidspunkt. “Hvorfor mor?

Hmmm, fordi alle mennesker bliver født og alle mennesker dør. Men vi skal blive meget gamle først.

Jeg var ikke klar til at fortælle ham, at nogen gange bliver man ikke så gammel, før man dør. Når man ikke engang er fyldt fire år, tror jeg den sandhed tids nok kan komme.

Vi grinede sammen af fremtidsbillederne af ham med kone og børn. Og ham som bedstefar. Som oldefar, der var meget gammel. Ligesom Oldebille og Oldefar Per. Jeg med en klump i halsen. Han som om, det var noget uvirkeligt og fantasifuldt sludder.

Og Oldebedste. Som er i himlen. “Hun passer på os. Og vi gav hende blomster ned i hullet. Dem har hun nok med derop. Og hun har også en computer, tror jeg. Når nogen dør savner man dem. Jeg savner Oldebedste.” 

Han sluttede selv samtalen med et godnat. Han havde fået sine svar. Og som jeg gik ud af døren kom det fra ham:

Du må ikke dø mor. For så savner jeg dig.

Og nu vælter tårerne frem igen, som jeg skriver det. Ikke lige aftenen, hvor man frisk og frejdigt går ind og ser indsamlingsshow om døende børn i Afrika.

Så jeg filmquizede med veninderne på Facebook med mine skyklapper på og lod som om, at vi alle bliver 125 år gamle og at film om evigt liv og kærlighed til alle var virkelighed.