Mit yndlingskøb

Jeg fik købt Jonathan Safran Foers sidste bog “Tree of codes” mens jeg var i USA. Faktisk måtte jeg ind i Barnes and Nobles på Union Square for at finde et eksemplar. Og jeg tog den sidste.

20120408-095636.jpg

Jeg var nær aldrig kommet ud igen. Fire fulde etager med bøger og et barn, der lige var faldet i søvn i barnevognen. Hvor tit sker det lige?

Nu skal jeg bare lige have fundet ud af koden til at læse den.

20120408-095657.jpg

Har du læst den?

Livets nuancer

I et hul, hvor der engang var noget, er der nu en regnbue.

Og i en lille billedmappe ligger billederne Michael tog, den dag han nåede ud fra 60. etage i Tower 2.

Og nu sidder vi i hans køkken i upstate New York med hans søde kone og deres dejlige fireårige dreng og tegner regnbuer med ord og fortællinger. Den dag, Michael løb for livet, sad hun i Danmark og sørgede for at Wall Street Journal udkom som den eneste avis i USA den 12. september 2011. Jeg sagde ikke mange ord i aftes. Jeg lyttede til deres historier. Deres glæde. Og latter. Og gik taknemmeligt i seng.

Tidlig morgenjetlag

Vi vågnede kl. 4 alle fire. Og det er endda meget godt gået med en tidsforskel på fem timer. Vi havde aftalt hjemmefra, at selv om vi to voksne ville være smadrede, så ville vi ikke lade jetlag ødelægge humør og rejseglæde de første dage. Jetlag er et nødvendigt onde, man ikke slipper udenom, når man rejser på tværs. Især med børn. Og det er ikke børnenes skyld at forældrene hiver dem ud af deres vante rytme. Så vi stod op. Pakkede ud. Spiste morgenmad. Pakkede lidt mere ud. Og kl. 6.30 puttede Ananassen igen under dynen og Skrupsakken havde fået sig arrangeret med Cirkus Summarum i sin sovehule.

20120321-064534.jpg

Og vi, de voksne? Vi ligger i mørket og nyder roen, duften af Amerika og vores rigdoms to søvnige vejrtrækninger.

Om femten dage…

…skal vi tilbage til Staterne.

Til 14 dage i New York og New Jersey. Med nære venner og yndlingsmad. Skrupsakkens fødested og vores andet hjem.

Til F.A.O. Schwarz og Heckschers playground. Pop Burger og Thai Kitchen I, II og III. Woodbury Common og HomeGoods.

Starbucks og Barnes and Noble. Spiderman on Broadway og hikes i Upstate New York.

Forårsvarme solstråler ved universitetet i Princeton, brasilianske kaffetåre i Hoboken og fødselsdagsfest i Clinton.

Hvad glæder jeg mig mest til? At kramme og at indsnuse dufte.
Hvad frygter jeg mest? Kombinationen jetlag og børn.
Hvor skal vi helt sikkert hen? Central Park, Brooklyn Bridge og Belle Mead.
Hvad køber jeg helt sikkert for meget af? Starbuckskaffe, børnesko og amerikansk litteratur.
Hvad tager jeg ikke hjem uden? Et nyt par UGG-støvler, GLAD Plastic Wrap og denne her:

Igen – noget usammenligneligt, eller…

En god veninde postede i dag en update på sin Facebook (don’t we just love FB for delivering good stories to blogs?), som jeg bare må dele med jer.

A-T er udover at være en rigtig god ven, også en af mine yndlings FB-venner, fordi hun altid finder de gode historier og denne er ikke en undtagelse, synes jeg. Måske kan den endda lægge op til lidt debat her på bloggen? Feel free…

Den jødiske avis Der Tzitung bragte det efterhånden verdenskendte foto, som du ser herover, af hele den amerikanske politiske elite i The Situation Room under Osama Bin Ladens tilfangetagen og har i deres udgave editeret de to eneste kvinder, Hillary Clinton og Aurdrey Tomason ud af billedet.

Det vakte selvfølgelig provokation i den vestlige verden og ord som kvindeundertrykkelse og kønsdiskriminering kom på tale – også på Facebook.

Men jeg synes det er mere nuanceret end som så. Og mit svar til updaten lød:

Inden alle flyver op i det røde felt, så forklarer avisen det jo netop til sidst i artiklen: “Because of laws of modesty, we are not allowed to publish pictures of women, and we regret if this gives an impression of disparaging to women, is certainly never our intention. We apologize if this was seen as offensive.”

Som jeg læser det, er det en anstændighed/ærbarhedslov i Israel, der ganske givet i vores øjne er forældet, men ikke desto mindre nok er en lov, de er nødt til at følge som national avis. Men ja, det er da tankevækkende, at det er nødvendigt. I mine øjne handler det bare ikke om ligestilling, da problematikken er langt mere kompleks end som så. De mener jo derimod at de har beskyttet og respekteret det kvindelige køn, hvis du spørger dem. Kulturforskel er en mærkelig størrelse og når det bliver belyst i et globalt samfund, hvor vi kan dele hinandens nyhedsmedier og holdninger son vi kan i dag, så sætter det provokationer igang. Det tror jeg man skal passe på med, og i stedet prøve at forstå. Ikke acceptere, men forstå.

Undskyld, hvis jeg prøver at lyde frelst, men jeg synes bare det er mere nuanceret end som så :-) Tak for linket i øvrigt, A-T. Du finder altid de fede historier!

Du kan se billederne og hele avisens forklaring HER.

Hvad tænker du om det hele? Er jeg for blåøjet og naiv? Bliver du også provokeret? Eller kan du ligesom jeg faktisk godt forstå avisens forklaring og endda deres dilemma? Ja, hvad tænker du?

OPDATERING:
Der Tzitung er en ultraortodoks hassidisk avis, som læses af en del ultraortodokse jøder i Brooklyn, hvor den har hovedsæde. Jeg har ikke kunne finde noget sted, hvor der står om de to kvinder også er redigeret ud af teksten i artiklen. Den jødiske rabiner Jason Miller pointerer dog at avisen, ved at ændre på historiens gang på den måde, også bryder en jødisk lov. Han siger:

Der Tzitung edited Hillary Clinton out of the photo, thereby changing history. To my mind, this act of censorship is actually a violation of the Jewish legal principle of g’neivat da’at (deceit).

Citatet, der opstod til lejligheden

>

“I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the death of one, not even an enemy.” – Martin Luther King, Jr

Ovenstående citat har floreret på min Facebook News Feed hele det sidste døgn fra særligt mine amerikanske venners profiler. Og jeg må tilstå, det var sekunder fra at lande på min egen i en simpel copy/paste. Men det er sjældent, at jeg kopierer noget direkte uden lige at køre det igennem Googlemaskinen først. Som regel handler det om updates, der advarer mod den store stygge Facebookmonster, der konstant forsøger at franarre os vores personlige fotos og private oplysninger. Og når det er citater, som dette, synes jeg faktisk det er lidt sjovt at se bagved citatet. Hvor kommer det fra? I hvilken sammenhæng blev det sagt. Hvornår? Og hvorfor?

MLK’citatet rammer spot on, hvordan jeg selv har det med hele jubelscenen efter Bin Ladens død, men jeg undrede mig over, hvem de mange tusinde tabte liv var og hvem den enes død han talte om var. Var det Vietnam han refererede til? Eller en historisk reference til Hitler og 2. verdenskrig?

Ingen af delen viser det sig. For citatet er tilsyneladende falsk. Det er af mange brugt som indledning til det følgende citat, som derimod skulle være ægte nok:

Returning hate for hate multiplies hate, adding deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out darkness: only light can do that. Hate cannot drive out hate: only love can do that.”

Et citat, der stammer fra en samling af prædikener af Martin Luther King “Strength to love”. I sammenhæng med det førstnævnte citat giver det pludselig mening i en postmoderne verden, hvor et af de største fjendebilleder netop er blevet ryddet af vejen.

Efter den værste irritation over ikke at kunne bruge det velplacerede citat alligevel, havde lagt sig, forundredes jeg over, hvor hurtigt det var gået med at sprede citatet og honorere MLK for det. Hvorfor var han blevet forfatter til det? Hvorfor skulle citatet have en kendt ophavsmand, i stedet for at den person som havde startet det på sin Twitter selv kunne blive anerkendt for sin retorik og reflektion?

Virale medier er en forunderlig størrelse og jeg vil herefter fortsætte med at følge verdens lige så forunderlige reaktion på et af dette årtis største begivenheder. Hvor mon det ender? Og hvornår?