For to børn og en sommer siden

Kender I det, at man går på en gågade og pludselig ser et halvkendt ansigt komme i mod sig? Men der er noget der er anderledes. Og man bliver i tvivl. Og kigger lidt ekstra. For er det nu? Og kan det være? Og nej, det er da ikke. Men jo, det var det.

Det var min gamle kollega og veninde og snakkesøster. Det var hende, der sang gospel på Christiansborg, da vi gik fra blå til rød sidst. Det var hende, der danser mavedans og griner højere end mig, der kom gående der. Det, der var anderledes var hendes mave. Den havde hun ikke sidst, jeg så hende for to børn og en sommer siden.

Og jeg mærkede, at jeg har savnet hende. Og at jeg havde lyst til at holde fast i hende og sætte mig på cafeen ved siden af, og høre alt om hendes liv i de år vi missede.

Det første hun sagde var, at hun læste min blog og at hun nød at følge med. Jeg håber også hun læser dette og vil lade mig følge med den anden vej igen.

Her er mine to børn og en sommer på vej:

Forårsfrihed

Vi er til fødselsdag i dag. Hos vores fætter, som fylder fire år. Og der er forår i luften. Og frihed. På flere måder.

20120515-172013.jpg

20120515-172000.jpg

Og Ananassen fik luftet sin nye frakke fra Lis’ Kludeskab. Med Frihedsfor! Vi fandt den på tilbudshylden og den råbte simpelthen bare “Køb mig, køb mig!” til mig. Husk at Lis holder tirsdagstilbud i sin dejlige shop fra nu af. Kig ind. Der er MANGE fristelser, og det er virkelig lækkert håndværk for hver en krone. Og så kommer pakkerne med KÆRLIGHED!

Det er i aften, ikk’?

At alt er tilbage til normalt. At tænder er tænder, der er ude i det fri og slet ikke mere gør ondt. At jetlag er noget vi taler om i datid og at de to børn, vi lige har puttet, bare sover og først vågner igen i engang i morgen tidlig.

Og at det var den sidste gang, at det sneede i denne måned. Og den næste. Skal vi sige til november, bare for at have en slags bagkant?

Og så sagde vi, at det var i aften, det skete, ikk’? Jo, det gør vi.

Frederikshavn/Jante – 1/0

På onsdag pakker vi bilen og kører nordpå. Vi skal besøge min mor og min hjemby. Det er ikke så ofte, at jeg kommer helt derop, som jeg egentlig gerne ville. Køreturen på små fem timer kan virke uoverskuelig med en treårig på bagsædet. Jeg tør slet ikke tænke på før den nordjyske mafia slog til og skaffede os Jyllandsringen nord for Aalborg. Det sidste stykke landevej op til Frederikshavn må have trukket tænder ud på selv den mest garvede nordjyde. Så kan det være nok så smuk en kyststrækning.

Og det med kyststrækningen har frederikshavnerne virkelig gjort noget ved de sidste år. Det som ellers i folkemunde er kendt som Jantelovens højborg, nemlig Nordjylland, har en flække, der på trods af værftslukninger, massefyringer og udkantsdanmarkstemplinger for én gangs skyld valgt at skide højt og flot på, hvad Middelhavet tror de har patent på, nemlig tropisk strandmiljø. Sådan Frakshaaawn! De har taget skridtet videre fra lækre nordjyske vindblæste sandstrande til lækre nordjyske vindblæste sandstrande med PALMER!

Og selv om der har været palmer på Rønneren, som stranden hed før den blev omdøbt til Palmestranden, siden 2005, så kan jeg endnu ikke prale af at have siddet der i palmernes skygge og nydt udsigten mod Hirsholmene og Læsø. Den sætning alene skal lige bunde i mig. Palmernes skygge med udsigt mod Læsø.

Men DMI synes at gøre det muligt for mig på lørdag:

Så håber jeg bare at palmerne er blevet lukket ud af deres vinterhi i væksthuset, så vi rigtig kan få fornemmelsen af tropeparadis og charterferie ind i kroppen.

Får jag be om största möjliga tysnad

>Jeg ved ikke, om jeg er mest utryg ved store mængder vand generelt eller det mere er hele Lalandiakonceptet, der gør mig søsyg. Faktum er, at jeg ikke har den fjerneste lyst til at sætte mine ben i et badeland af den ene eller anden art. Svømmehaller kan gå an, når jeg tager trappen ned i vandet, men badeland…uf!

Måske er det min tid som barpige i Tropicana Bar på Stena Line Badehotel i Frederikshavn i 1993, der har sat sine spor? For øvrigt det eneste job, jeg nogensinde er blevet fyret fra…and proud of it! (Men det er en anden historie) Lumre eftermiddage i det kunstigt ophedede støjinferno med fulde svenske forretningsmænd i boblebadet, der drak Store Starke Öl, mens de småpruttede og onanerede i boblerne og skrigende unger, der smed ketchupsmattede pomfritter i klorpølerne på gulvet og tissede i vandkanten, kan måske være årsagen til, at jeg den dag i dag nærmest nægter at sætte min ben i et lignende foretagende.
Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med en nærdrukneoplevelse i Tunesien, da jeg var fem år gammel, og en efterfølgende utryghed ved store vandmængder, jeg ikke selv kan kontrolere. Den er lidt usikker. Jeg vælger at tro, at det nok er lidt af begge verdener.

Det har dog vist sig at virke til min fordel netop i dag, hvor hele sommerhusfølget er draget afsted til Lalandia, og jeg nu sidder tilbage i det tomme sommerhus med alle døre og vinduer åbne og fuglekvidder, der springer ind af hver en åbning, det kan finde. Solen skinner udenfor og ved siden af mig ligger Jacob Ejersbos Eksil, som jeg længe har haft liggende sammen med sine to efterfølgende trilogiske følgesvende. Liggestolen venter på terrassen. Der er dømt SOLitudetid, hyggelæsning og Största Möjliga Tysnad. Se det er en svensk talemåde vi kan bruge til noget!

>Aftrykket i solen

>Jeg har været til lærermøde i dag – om arbejdsglæde. Og jeg oplevede folk, der lod latteren skinne igennem, omsorgen komme på dagsordenen, modigheden stå for skud og sårbarheden stå åben. Fra dem jeg mindst ventede det og dem jeg ikke kunne se gøre andet. Det var dejligt og befriende.

Faktisk så skønt, at jeg et kort sekund fortrød, at jeg var blevet med rogn og ikke skulle arbejde med disse skønne mennesker hele næste år. OK, så kun for et kort øjeblik da. Men det er da egentlig også stort nok, ikke?

Jeg har ellers lukket mig selv og mine inde i en lille bobbel de sidste par uger. Vi har dyrket nærheden og søvnen, hvilket har betydet, at jeg har aflyst alt andet. Min krop var træt og hvis jeg skulle kunne leve op til de krav og forventninger, der kun er rimelige jeg lever op til i et normalt arbejdsliv, så måtte jeg trække stikket andre steder. Det kostede sol, strand og vand med nære mennesker, det kostede levende musik med skøn veninde og det kostede læring. Men det gav ro og overskud. Plus på kontoen i den sidste ende. Det er ved at vende, kan jeg mærke. Måske er det simpelthen bare helt naturlig forårskådhed, der gør sig gældende.

I et hvert valg ligger et fravalg, plejer jeg at sige. Så pisseklog, jeg kan være på andres sure bekostninger. Ikke en disse sjovt med den klogskab, når det er en selv, det drejer sig om. Nu glæder jeg mig til et skønt fynsk Forårsmarked, en påsketur i sommerhus ved Søndervig med dejlige venner og børn og en priviligeret tidlig start på min første rigtige barsel, som starter allerede den 25. juni, tre måneder før termin, når jeg går på sommerferie.

Har I også lagt mærke til det store aftryk, der er i solen for tiden? Det må være min næse, for den har siddet trykket op mod solens varme lys de sidste fire dage. Eller er det måske din?

>Det forpligter

>Jeg har lige opdaget, at det er den 21. marts i morgen. Ikke at der er noget særligt ved netop den dato, men det overrasker mig, at vi er så langt fremme med marts. Altså, det er jo nærmest april, som jeg skriver dette indlæg. Og I ved godt, hvad det betyder, ikke?

Så er vi MIDT i foråret! Altså når vi når april. Ikk’!

Og i dag lugtede lidt af april i mine næsebor. Jeg fik for første gang i år jord i rynkerne på mine fingre. I ved den slags, der er svær at vaske af, fordi den ligesom sætter sig der for good. Jeg fik for første gang i år frisk blomsterduftende luft helt ned i lungerne. Jeg fik for første gang i år insisterende sol på mine kinder og kan stadig mærke eftervirkningerne af stædigheden.

Jeg er ligeglad om det så sner i morgen, jeg er så meget i gang med foråret nu. Det forpligter at lave sådan en omgang sol og varme sidst i marts. Så vi smed havemøblerne og grillen ud på terrassen, og når jeg kigger ud af køkkenvinduet nu, ser jeg lange lyse grillaftener og badende børn. Jeg er nået til point of no return i årsfortællingen og herfra kan det kun gå én vej. Vil du med?

>Det spirer i haven

>

Jeg ved godt, at det er alt alt for tidligt at glæde sig endnu, men se lige min timian:

IMG_6494

Og mynten:

IMG_6496

Hvilken fantastisk fornemmelse at se grønt igen. At få det tunge hvide lag væk og se, hvad der gemmer sig derunder. Sne er smukt og jeg har virkelig nydt at have flagernes lys her i den mørke tid, men nu er jeg så til gengæld også klar til at få noget kulør på livet igen.