Det der hverdag

Vi fejrede Fars Dag i går ved at lade Far være alene hjemme med to lukkedagebørn og en lungebetændelse. Alt sammen hans, både børn og lungebetændelse.

Jeg havde det ærlig talt lidt dumt indeni, ved at lade ham i stikken på den måde. Men en ny hverdag er dukket op for os. En hverdag, hvor min arbejdstid også fylder. Og hvor jeg ikke bare har fri, fordi ungerne har fri. Til aftensmad fik vi: rester fra i foregårs: spaghetti bolognaise + rester fra i går: mad fra den lokale inder + rester fra min frokost på job: Jakobs marokkanske kødboller med Quinoa og salat. Restebuffet. Med rødvin og saftevand til blev det et festmåltid.

Jeg har en times pendlertid hver vej til og fra arbejde, så morgenstunden kunne helt klart prioriteres anderledes end vi gør nu. Vi spiser sammen og kører sammen alle fire. Afleverer en efter en. Klart vi ville optimere dagen, hvis jeg kørte meget tidligere, så jeg kunne komme tidligere hjem. Det gør vi ikke. Det giver lidt længere dage til børnene, men til gengæld giver det også samvær med os begge og ro på i morgenstunden. Jeg bilder mig faktisk ind, at de også helst vil have det sådan. Det hjælper også på det, at jeg har arbejdstid og -mulighed i toget. Tænk, hvis jeg ikke arbejdede digitalt.

Jeg elsker at hverdagen er et puslespil engang i mellem. Og at vi ryger op at toppes og har udfordringer I at få tingene til at passe. Og at vi fejler ind i mellem. For det betyder, at vi har mange ting, vi gerne vil. Det fede er, når alt kommer til alt, så vil vi allerhelst bare være sammen, derhjemme. Og så er det faktisk temmelig priviligeret, synes jeg, at den tid, der frarøver en det samvær, er tid man også er vild med. Jeg er seriøst vild med mit arbejde. Jeg elsker alle de forskellige opgaver jeg har nu. Jeg elsker togturen derind. Jeg elsker gåturen langs Grønningen. Jeg elsker det sgu! Og jeg elsker at komme hjem igen bagefter. Det giver mening nu, at køre væk fra dem jeg elsker. Det gjorde det ikke helt på samme måde for et år siden.

Jeg hader HADER H.A.D.E.R. derimod vasketøj, madpakker og rengøring. Vi deler tjanserne på det område og betaler os fra resten.

Jeg synes hverdag i en småbørnsfamilie kan være skide hårdt engang i mellem. Især når der som i denne uge, kommer en lungebetændelse og en bihule- og mellemørebetændelse til. Men vi klarer det jo og så er det heller ikke værre. Derimod giver sådanne ting mulighed for at stoppe op og give far og datter en hel eksklusiv uge sammen med hygge derhjemme. Ingen af dem har været slået ud af sygdommen, så det har været en hverdag i tosomhed for dem, som de nok i virkeligheden trængte lidt til i en ellers meget morsygperiode.

Hvad prøver jeg at sige? Jeg prøver at melde lidt pas på Facebookudfordringer, tror jeg. Jeg gider ikke vise fem hverdagsbilleder. Det gør jeg så rigeligt i forvejen. Tjek selv min IG. Og jeg gider heller ikke skrive tre positive ting i tre dage. For livet er mere end at tage ja-hatten på og se det positive i alt. Noget jeg i forvejen også er ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Min hverdag er min. Med alt hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Af vasketøj og nærværstid. Af job og fritid. Jeg vil ikke bytte den for noget. Jeg værdsætter hver en lille del af den. Og jeg ved, at der er folk derude, der slås med langt større udfordringer end vi gør.

Dramaet om indeni og udenpå

Van Gogh og Gauguin er to af mine yndlingskunstnere. Lige for tiden er der en stor udstilling på Ordrupgaard med netop de to og Émile Bernard.

Skærmbillede 2014-05-28 kl. 22.56.08

Jeg skal op og se udstillingen sammen med Cristine og Julie den 9. juni og jeg glæder mig! Ikke bare til at se dem igen. Men også til at nyde det smukke museum (en af mine favoritter i DK) og til at se udstillingen. Den skulle være ganske fantastisk og være opbygget i forhold til den konflikt Van Gogh og Gauguin havde i Arles, hvor de var uenige om måden at udtrykke verden omkring dem på: Skulle man vise det man så, eller skulle man vise det man oplevede indeni? I virkeligheden ikke kun en konflikt mellem de to, men en generel konflikt inden for kunstens verden på det tidspunkt i slutningen af 1800tallet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg faktisk fået lov til at dele udstillingen med jer også. Jeg har fået to fribilletter til at dele ud på Billedguiden. Så hop over på Billedguiden og skriv dit navn i kommentarfeltet, så trækker jeg lod om to vindere den 4. juni. Du kan lige nå at se udstillingen, som slutter den 22. juni.

Vinderne af de grafiske perler

Jeg har trukket lod! Godt nok lidt senere end lovet, men hey, så nåede de sidste også med og fik chancen. OG husk, hvis I ikke er blandt de heldige vindere, så kan bøgerne købes direkte ved forlaget til en meget fair pris. Jeg kan kun anbefale dem begge på det varmeste. Så kan I samtidig smide Anne Bredahls nye udgivelse Jeg vil ikke tage det flot med i kurven. En bog jeg helt sikkert selv skal have fingrene i. Jeg har længe været en kæmpe fan af Annes skriverier. Ikke mindst hendes måde at beskrive sin diagnose med sklerose på, som bogen netop handler om.

Og nu til vinderne:

Vinderen af Drømme og Ønsker blev….trommehvirvel…….Rasmus Julius, som skrev:

Drømme og ønsker. Min søn skulle også have været storebror for et par år siden, men sådan gik det desværre ikke. Et svært emne bogen berør, som jeg gerne vil læse om.

Jeg er på en eller anden måde rigtig glad for, at det var dig, der vandt netop den bog Rasmus.

Og vinderen af Mørket venter blev….trommehvirvel…..Johanne, som skrev:

Jeg kunne godt tænke mig mørket venter;)

Vil I begge sende mig jeres mailadresse på ab(snabela)billedguiden.dk, så sørger jeg for, at Ole fra Forlaget Damgaard sender jer jeres eksemplarer.

Got me on tape

Når man bruger briller, bliver de ekstra vinduer automatisk til en naturlig del af ens identitet.  Og når man kigger sig selv i spejlet, ser man tom ud uden brillerne. Og tager man et andet par briller på, ser ens ansigt helt skævt ud. Noget passer ikke rigtigt. Brillerne gror ligesom sammen med ens ansigt. Bliver en del af dig.

Medmindre man er et af de mennesker, der har seks par briller at vælge imellem. Og som også skifter lidt mellem briller og linser. Jeg er ikke en af dem. Jeg har ét par briller. Ét par solbriller. Og tre ringe, som jeg ALTID går med. Osv.

Og nu er mine briller knækket. Kaput. Kan ikke reddes. Og er nu tapet sammen. Virkelig smart look. Meget redaktøragtig. Mangler bare smøgerne.

Så i dag skulle jeg vælge nye briller ved optikeren. Pludselig virker to uger som virkelig lang tid. To ugers levering er der på de nye briller, jeg har bestilt. Mit nye ansigt.

Good news er, at jeg ikke er på skærmbrillebehovsniveauet endnu. Bad news er, at jeg alligevel ser dårligere siden sidst, jeg blev tjekket. Forbandede byggesjusk!

Nå, men jeg går all in, når det skal være, så jeg købte to par briller og et par nye solbriller med styrke. Så om to uger, så skal I se nye ansigtsvinduer. Indtil da….tape is my friend.

Vind grafiske perler!

Jeg sidder og samarbejder med en del forlag – både små og store. Mit nye job handler blandt andet om at finde de virkelig gode tekster, dem der er meningsfyldte og som kan give noget helt særligt til litteraturarbejdet i danskundervisningen. Og der er masser af den slags litteratur derude. Og masser af virkelig gode og interessante forlag, der finder de gode perler og udgiver dem, så vi kan drage nytte af dem i vores skoler. Og det er fedt!

En af mine yndlingsforlag, for selvfølgelig får man sådan nogle, er forlaget Damgaard.

Det er blevet en af yndlingene fordi Ole, som ejer det, simpelthen efter min mening er fantastisk til at vælge meningsfyldt litteratur ud og udgive det til os andre. Og han har en forkærlighed for den grafiske fortælling, lige som jeg selv har. Prøv lige at se et udvalg af bøger, han har og hans priser er virkelig gode, selv om hans bøger er indbundet med sans for lækkerhed og kvalitet. Der er titler til både børn og voksne, og begge dele.

Indimellem er jeg så heldig, at Ole sender mig et par eksemplarer af sine nyeste udgivelser, som jeg selv kan få lov at nyde og ligeledes kan dele videre med jer her på bloggen.

Og denne gang er ikke en undtagelse! Se blot de to grafiske perler her:

foto5

Mørket venter er en gysertegneserie for unge og voksne og den er med sine streger og sine helt enkle farvelægninger både smuk og uhyggelig på en gang. Vi følger søstrene Elsa og Frederikke, som bor hos deres plejeforældre, hvor de ikke har det videre fantastisk. Det leder dem ud i en slags flugt, som ender i en skov i et gammelt forladt hus. Et hus, der har ventet på dem… Som altid er bogen lækkert indbundet, og man føler, at halvdelen af lækkerheden fra illustrationerne og historierne siver udenpå i coveret og i hele fornemmelsen af at sidde med bogen i hånden. Jeg var fanget og igen forundret over, hvor koncentreret en fortælling kan blive, når den forenkles helt skarpt og illustreres grafisk.

Drømme og ønsker sidder jeg lige nu og planlægger, hvordan jeg kan bruge på indskolingsportalen. Den er simpelthen så smuk og så… ja, “breathtaking” er det bedste ord jeg kan finde. Findes der et lignende ord på dansk? Illustrationerne er virkelig indlevende, sørgelige og eftertænksomme og teksten står helt enkel ved siden af og skubber billederne det sidste stykke ud over kanten.

foto

Jeg er vild med den! Den handler om treårige Henkki, som skal være storebror. En ting er hans drømme om den fremtid, det kan munde ud i, noget andet er virkeligheden. Det er store livsspørgsmål i barnehøjde, der tages fat på i denne bog.

Du kan vinde begge! Skriv en kommentar herunder, hvor du fortæller hvilken bog du helst vil vinde og så trækker jeg lod når weekenden kommer. Vinderen får sin gevinst sendt direkte fra forlaget Damgaard.

Som om en trampolin ikke var nok. Nu også med fodboldmål i haven!

Jeg skriver indimellem sponsorerede indlæg her på bloggen. Og indimellem skriver jeg bare indlæg om produkter, som jeg tilfældigvis har købt og har fundet særligt lækre eller har fået en helt særlig service med, som jeg gerne vil dele. Uanset, så er jeg altid ærlig om min holdning til produktet, også når det ikke har været en positiv oplevelse.

Alligevel er der noget helt særligt fedt ved at skrive et indlæg om noget, som man bare skriver, fordi man synes andre skal kende til muligheden og få samme oplevelse med det som jeg. Dette er et af den slags indlæg.

Det handler om fodboldmål til haven. Vi skulle have to til Skrupsakken, som længe har været bidt af boldspil. Ligesom jeg aldrig troede, jeg skulle have en trampolin i min have, var fodboldmål heller ikke tidligere øverst på listen over drømmehaven. Men jeg må indrømme, at trampolinen er den investering i vores hjem, der har hentet sin pris hjem i legetimer by far og fodboldmålene har den ekstra feature, at de kan gribe lidt af de bolde, der ellers ville ramme mine blomster. Så jeg sluger gerne de par kameler på vejen. Glade børn gør det så meget nemmere at sluge kameler, sjovt nok.

Da vores nevø fyldte seks her i weekenden, blev vi enige om, at han da også skulle have et mål. Så jeg søgte på nettet. Og jeg er sjældent i god tid med sådanne ting, så det var (indrømmet) lørdag formiddag, jeg lavede denne søgning. Samme lørdag, som vi skulle være til fødselsdagsfest kl. 14.00.

Jeg fandt en forhandler, der havde adresse i Vedbæk og ringede til ham. Kunne vi evt. hente de mål, vi havde købt i hans webshop, i stedet for at få dem leveret, og havde han tilfældigvis tre af de samme mål liggende, som vi kunne komme forbi og hente…om en times tid?

Og svaret var: “Ja da!” Og vi fik simpelthen så god service og info omkring målene, ligesom han havde ekstra GOAL-blade liggende til Skrupsakken, som var med ude og hente målene. Han havde kun to af de samme mål liggende udenfor lageret, og da det var lørdag, kunne han ikke skaffe det tredje, men det eftersender han da bare mandag morgen, så vi har det tirsdag. Endda til fri levering, “…fordi vi skulle da ikke ligge og køre helt derud igen.” Jeg siger jer, Thyge er simpelthen pisseflink!

foto 2

Så til Thyge fra Target-Sport: Tusind tak for at du reddede fødselsdagsgaven til en meget glad seksårig nevø, og tak fordi du gav vores søn og os sådan en god og positiv oplevelse med at købe vores fodboldmål. Og målene – de er jo vildt nemme at samle og sætte op. De er stabile og de er lavet i god kvalitet. Vi samlede nevøens mål i går til festen til alles glæde, og Skrupsakken og jeg samlede vores eget her til morgen, og det har ikke haft mange frie stunder i dag, på trods af regnen.

foto 1

De mål vi købte, var dem der hedder PRO 2, som er 150 cm høje og 180 cm brede. De er perfekte i størrelsen til en have, synes jeg, men de fåes også både større og mindre.

foto 3

Vi er meget tilfredse kunder!

Hit and run på Nordjylland

Vi har været i Jylland igen.

For fjerde gang i tre uger for mit vedkommende. Vi lavede et hit and run på Frederikshavn. Kom i går eftermiddags, fejrede min morfars 75 års fødselsdag og rejste hjem igen i formiddags. Molslinjen tur/retur.

Og bare det, at vi lige havde lørdag formiddag og søndag eftermiddag herhjemme, gjorde at det alligevel smagte lidt af weekend. At vi alligevel nåede at geare helt ned og bare være sammen og lege og småskændes lidt med hinanden.

Hvor andre får udrejselængsel og lyst til at se nye steder om foråret, får jeg lyst til at være hjemme i min have og bare følge tingene, som de springer ud.

Det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå en tur i haven og se forandringerne siden jeg tog afsted. Er noget nyt sprunget ud? Har hostaerne mon overlevet vinteren? Er klematisen kommet højere op af legehuset siden sidst? Mon pæonen er kommet op over jorden? Har kastanjen det godt? (…og det har den!)

Og jeg ved godt, at det tangerer mormorstadiet, men jeg elsker virkelig bare at se det hele gro lige for øjnene af mig. Og at se min lille familie midt i det. Bruge det og vælte det og nyde det. Haven bliver det ekstra legerum, vi ikke har i huset. Vi har spist ude hver dag siden påsken.

Jeg kan fornemme, at vi går sådan en sommer i møde, hvor tre haver bliver til én inklusiv vejen. Ananassen kører frit mellem genboens og vores egen have sammen med sin gode ven Carl. Den anden genbo, Bertram kommer så småt med i legen også og ingen af de tre går særligt meget op i grundskel eller ejerrettigheder. Som venner vi deles. Og vi elsker det allesammen. Det styrker fællesskabet yderligere og presser os voksne til at komme ud af vores vinterskal og snakke med hinanden igen. Så foråret er hjemmetid for mig.

Jeg har hjemmearbejdsdag om mandagen og lige i morgen passer det mig rigtig fint at have hele dagen herhjemme alene. Have ro til at arbejde, mens de andre er afsted, og være hjemme i rammen imens.

Foreningen for Bevarelsen af de Kreative Fag i Folkeskolen

Jeg er på vej hjem fra Vejle. Åbenbart er togturene gode for min blogfrekventering. Nok noget med tid og ro at gøre #rocketscience.

Jeg har holdt kursus om Street Art, først i Odense og så i Vejle i dag og har simpelthen været så fedt. To hele dage, hvor billedkunst- og danskfaget fik lov at flyde sammen til en stor pløre. Gode kursister, der gad lege med! I kan læse mere om det på Billedguiden senere.

Da jeg skulle overnatte på hotel i Vejle fik jeg også den skønneste solskinsaften i Vejle i aftes med verdens dejligste Hverdagsjunkie.

Vi nåede både at redde en gammel dame med formodet sukkersygeanfald, drikke lidt for meget øl, spise lidt for meget mad og klargøre hele strategien bag Bevarelsen af de Kreative Fag i Folkeskolen. Så bare rolig. Vi er på sagen!

En turban fyldt med appelsiner

Jeg blev ringet op for et par uger siden. TV2 inviterede mig ind til en paneldebat om folkeskolereformen i Go’Morgen Danmark. De havde brug for en lærer, der havde sagt op. Og det var jeg jo, mente de. Sådan en lærer.

I panelet ville der også være en folkeskolelærer, der stadig var i folkeskolen og en skoleleder, der netop arbejdede med den nye reform og arbejdstidsaftale som et forsøg på sin skole lige nu. Måske så du det? I så fald så du også, at jeg ikke var med.

Jeg takkede nej. Som min kloge veninde sagde, da jeg spurgte: “Vil du være hende der skred, eller hende der greb andre muligheder?” Faktum er, at jeg jo nok er begge. Men jeg har det rigtig godt, med den jeg er, nu:

  • Den der stadig tænker god undervisning og læring for eleverne i alt, hvad jeg arbejder med.
  • Den der har tid til at fordybe sig i de gode idéer og formidle dem videre på en spændende, motiverende og lærerig måde.
  • Den der får lov til at tænke ud af boksen og skabe nye indgange til læsning og læring sammen med andre dygtige mennesker.
  • Den der stadig møder lærere, der brænder for de samme ting og som kan bruge de ting, jeg laver til noget.
  • Den der lærer noget nyt og får udvidet sin horisont næsten dagligt.
  • Den er møder anerkendelse og tillid på sin arbejdsplads.
  • Den der har et fleksibelt og motiverende job, hvor der er plads til at have familieliv og ambitioner på samme tid.
  • Den der har en turban, der er smækfyldt med de lækreste og mest farverige appelsiner.

Men ville det være god TV? Nej, vel. Ville de lærere, der blev og kæmpede videre for vores allesammens folkeskole kunne bruge det til noget? Nej, heller ikke, vel? Så jeg takkede nej til at se mere tilbage, især for åben skærm. I stedet glæder jeg mig over at se fremad og være den, jeg er nu.

På et hotelværelse i Nordjylland

Hvis ikke alenetid på et hotelværelse i Rebild Bakker kan puste liv i et blogindlæg, så ved jeg ikke, hvad kan. Nu prøver jeg. Jeg er ikke klar til at give afkald på bloggen, men jeg får heller ikke skrevet meget for tiden. Det kan enhver jo se. I virkeligheden aner jeg ikke, om der overhovedet er nogen, der vil læse dette. Måske er jeg lige så alene herinde, som jeg er her på hotelværelset. Der er noget vildt skræmmende over kombinationen hotelværelser og alenetid for mig. Og samtidig er jeg vild med at kun være mig selv. Kun tænke på mig og mine egne behov. Som jeg skrev på Twitter her til morgen:

Lige så meget som jeg hader at sove alene på hotelværelset #scaryshit , elsker jeg morgenmadsbuffetten i eget egoselskab #purebliss

Åh, at sidde der ved morgenmadsbuffeten og langsomt drikke sin kaffe færdig, nyde sin croissant og kun reflektere over, om man har mest lyst til et ingefærshot eller en kanelsnegl mere? Det opvejer til hver en tid skrækscenarierne fra værelset i den mørke aftensstund. Og konferencetid. Inspirerende oplæg som perler på en snor, delikate hoved- og mellemmåltider, gode faglige samtaler om hjerteblod og nørderi og tid til eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker mit job for denne slags muligheder! Og alligevel sad jeg nu, inden jeg skrev dette indlæg, og bladrede mig smilende frem og tilbage mellem de ni screenshots, jeg tog under Facetimesamtalen tidligere. Hvor tre yndlingsliv sagde godnat og “vi elsker dig” til mig. Hvor de skiftevis kyssede skærmen og kiggede distraherede bort mod fjernsynet. Som at være der selv. Og ikke.