Jeg runder lige snart 1000 indlæg her på bloggen, og det skal da fejres på en eller anden måde. Men hvordan? Jeg er blank. Hjælp mig!
Skal jeg lave en gave og udlodde? Skal jeg synge en sang? Tegne en tegning? Sy noget? Skrive noget?
Hvad vil være den rette måde at fejre 1000 indlæg om alt muligt på? Vi har tre indlæg at gå i tænkeboks på.
Jeg er ikke holdt op med at synes noget om hverken skolereformen eller overenskomstforhandlingerne. Jeg har bare trukket stikket lidt på min deleknap, mens vi befinder os her i limbolandet mellen forlig eller lockout.
Der kører vildt mange gode og saglige debatindlæg, artikler og oversigter rundt derude i cyberspace, både med det ene og det andet argument for og imod det hele. Og jeg læser. Og forholder mig til det. Lige som alle mine kolleger også gør. Og vi deler med hinanden og snakker med hinanden både online på computeren og inline i kaffekøen på lærerværelset.
I fredags blev jeg simpelthen overhalet indenom af en kæmpe træthed, svært forstærket af den halsbetændelse, jeg fik i tirsdags og først havde tid til at få penicillin til torsdag. Hele weekenden gik med at vågne op igen, og jeg hænger stadig lidt. Og det gik op for mig, at jeg havde brugt al min fritid på hele det cirkus, der kørte på de sociale medier og i nyhedsforarerne. Fordi jeg havde sat mig for, at jeg ville forstå og jeg ville være nuanceret i min forståelse. Jeg ville ikke falde i fælden, hvor jeg pr. automatik overtog alle Danmarks Lærerforenings holdninger, bare fordi jeg var lærer. Jeg ville bevare min evne til at se det hele fra begge sider og forholde mig kritisk, så vidt muligt, til selv mine egen argumenter. Det vil jeg stadig. Og jeg deler ikke bare alt, der støtter op om min faggruppes sag, bare fordi.
Jeg tror, det er en vigtig ting at kunne. At ikke lade sig rive med af vreden og bitterheden, og måske endda angsten, over alt det der måske kommer til at ske af forandringer. Men i stedet holde det hele lidt ud i strakt arm og se det lidt fra oven…og fra siden…og måske endda nedefra.
Og nu holder jeg så lige en tænkepause. Og mærke/følepause, hvor det hele får lov at synke ind, blive fordøjet og forstået og i mellemtiden finder de store mænd på toppen måske ud af det hele for os. Eller også gør de store damer på den højere top det måske. Jeg lover, at jeg ikke er stille helt indtil da. Men lige nu skal jeg lige finde fokus igen. Og passe mit arbejde og mine elever. Som lige nu skriver projektopgaver om det at være i et andet limboland, nemlig mellemlandet Barn til Voksen. Ingen af dem skriver om skole. Hverken den halve eller hele skole. Og de gør lige som jeg, fornemmer jeg; holder sig for ørerne og traller højt, og håber på, at det hele falder på plads lige snart, så vi kan få lidt arbejdsro igen. Jeg er (næsten) ligeglad med i hvilken retning det ender. Bare det ender. Snart.
Heldigvis venter påsken lige forude. Jeg spår, at det bliver en af de ferier, som mine kolleger og jeg kaster os over målstregen ved og sukker lettet over at være nået til.
Måske skriver jeg i morgen om det hele igen. Måske skriver jeg om noget jeg har syet eller strikket…eller tegnet. Måske hører du først fra mig i næste uge. Nu ved du hvorfor.
Lad mig starte med at sige, at dagen i dag er dagen derpå. Dagen efter dagen, hvor en Radikal vicestatsminister svarede i kommentarfeltet på et indlæg fra min hånd. Ja, der tog du r…. på mig Margrethe. Tak for det! Det var stort i den personlige bog. Det er sådan en dag, der rangerer deroppe ved siden af en dag med et 12-tal til eksamen eller en vellykket ansættelsessamtale, der resulterer i et job. Sådan en dag, man sender en sms om til sine forældre. Bare fordi. Det var stort. Jeg er jo bare en helt almindelig skolelærer, forælder og blogger. Og det gav mig et eller andet sted fornemmelsen af, at der alligevel ikke er så langt ind i Folketinget, som man godt kunne foranlediges til at tro engang i mellem. Hurra for de sociale medier og for politikere, der gider tage sig tiden til at svare ordentligt, når man spørger.
Når det så er sagt (ja, den måtte jo komme). Da jeg fik tid til at sætte mig ned og læse det lange og grundige svar fra Margrethe Vestager, så kom fornuften tilbage til mig og det blev “bare” endnu en kommentar på min blog (dog af de længere og mere læste), men alligevel en kommentar fyldt med ord, som jeg ville forholde mig personligt og sagligt til.
Og Margrethe, hvis du er her endnu (på bloggen) så lad mig sige, at jeg kan godt se, hvor det er, at I vil give os en god skole. Det har jeg vist også nævnt før på bloggen. Jeg har ingen personlige behov for at skabe myter om jeres reform ej heller skjule de gode ting, I vil i den.
Jeg kan godt se det gode i større arbejdsfrihed og sammenhængende undervisningsdage. Som engelsklærer er det heller ikke svært for mig at se fornuften og gaven i at have engelsk fra 1. klasse. Og som dine radikale pressefolk kunne se på min Linked In, så er jeg virkelig virkelig glad for både de praktisk/musiske fag og de digitale medier og alt der har med det og læring at gøre. Så mere af det, også som valgfag, er bestemt en god ting i min bog. Ligesom jeg som læsevejleder og klasselærer heller ikke kan være uenig i, at vi skal have en bedre inklusion og styrke fællesskabet i klassen. Ja, jeg er endda for mere natur/teknik, selv om jeg aldrig helt selv har forstået det. Måske netop derfor!
Og to lærere på i flere lektioner ville være en gave for både mig og eleverne. Især hvis vi begge er linjefagsuddannede, som er jeres mål inden 2020. Hvad vi ikke kunne udrette med undervisningen så, når vi også skal have en bedre efteruddannelse og nogle klarere nationale mål at arbejde efter.
Det er den del jeg glæder mig til! Virkelig. Det håber jeg, du ved, at jeg oprigtigt mener.
Det jeg mangler, er at se logistikken og økonomien i det. Med de ekstra aktivitetstimer også, som jeg måske ikke er helt så stor en fan af, som jeg er for alt det ovenstående, og med min mindre forberedelsestid (der var den igen, den gamle sang) og øgede undervisningstid, så kan jeg ikke få det til at hænge sammen med, at jeg også får ekstra tid til at efteruddanne mig og lave kvalitativt teamsamarbejde med mine kolleger. Og vi skal jo have et stærkt team nu, hvor der skal være endnu mere sammenhæng i undervisningen og vi skal kunne være to lærere på i undervisningen.
Og hvor er økonomien henne Margrethe? (jeg håber virkelig du stadig er her), vil du så ikke være sød, at forklare det for mig? Udover de fire milliarder I har valgt at investere i det indtil 2020 og den pulje I sparer på min nye arbejdstidsaftale. Fire milliarder er i følge flere økonomer ikke nær nok til alt det I vil. Der skal uddannes nye indskolingsengelsklærere, da engelskfagsdidaktikken ikke helt er den samme, når man ikke kan læse og skrive og der skal efteruddannes lærere, så de er linjefagsuddannede i de fag, de underviser i. Der skal købes materialer til alt det ekstra praktisk/musiske og naturvidenskabelige I tilfører og til de ekstra aktivitetstimer, vi skal tilbyde. Når man oplever pt. at man ikke har råd til at købe 50 stykker falsæskekarton til et billedforløb i kristendom inden jul, fordi billedkunst- og klassekontoen var brugt op, så kan det godt være lidt svært at forestille sig, hvordan de penge pludselig skulle dukke op ud af det blå. Tænker I, at det er nogle af de friheder I også lægger ud i kommunerne? For så tror jeg endnu mindre på det, er jeg ked af. Vi kæmper allerede i vores kommune for at kunne leve op til den virkelig gennemtænkte og ambitiøse it-læringsstrategi vi har, da vi ikke har råd til at købe udstyret ind til dens gode visioner. Noget jeg faktisk ærgrer mig over dagligt i min undervisning. Men vi er på vej, med små skridt. Jeg er bare bange for, at vi bliver overhalet indenom af udviklingen, inden vi får opgraderet hele pakken efter de mål, vi har nu.
Og nu kan jeg godt høre, den modløse nej-siger af en lærer, der også er flyttet ind i mig. Jeg vil virkelig gerne bevare optimismen, og til dels også gerne naiviteten i at tro på, at det bliver bedre.
Jeg hørte dig engang tale, på min gamle arbejdsplads Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, som desværre blev lukket af den tidligere regering. Og du inspirerede mig med dine visioner og især om din snak om markskel. Og om at give tid til at man kan bygge noget nyt op og få det til at gro, så det giver læ til de korn man sår imellem. Jeg synes jeg oplever lige nu, at man hiver alle mine markskel op og lover mig nye stærke fuldvoksne planter i stedet, men også at man ikke har pengene at købe dem for. Så måske ender jeg med små to-årsplanter, der igen skal have tid og ro og opmærksomhed til at udvikle sig. Og i mens forgår mine små nysåede frø på marken. De blæser væk for mig, fordi jeg ikke når at skærme dem undervejs.
Jeg behøver ikke at fortælle dig, at frøene er mine elever og at markskelene er jeres reform, vel? Jeg håber du kan huske dine egen ord? De gjorde et stort indtryk på mig dengang i 2005.
Jeg håber virkelig, at I har store fuldvoksne planter med til os, hvis (eller når) vi reformerer folkeskolen. Og jeg håber, at I husker, at vi som lærere er dem, der skal passe og bruge jeres planter, og at det derfor godt kan betale sig, at investere lidt social kapital i os. Vi vil det gerne. Og vi bryder os ikke om, at blive skåret over en kam som myteskabere. Eller at blive løbet over ende i vores overenskomstforhandlinger og føle at forhandlingselementen blot er en slags placebo, som i virkeligheden aldrig var andet end et diktat. Og man mister modet, selv som en forholdvis stærk og fremsynet (nordjysk) landmand, hvis man skal stå oprejst i vestenvinden hele tiden.
En af drengene i Syvendeklassen siger i dag højt ud i klassen, da vi snakker lockout og skolekonflikt: “Sig mig engang, har de røget pot eller er de bare nogle idioter i KL?” (han var frustreret, og så kommer det nogen gange sådan ud i udskolingen. Jeg kan godt høre mellem linjerne i hans spørgsmål.)
Jeg trækker vejret ind og tænker lidt før jeg taler. Her skal jeg veje mine ord, og mit svar er for mig vigtigt i langt større sammenhænge end en overenskomstkonflikt, som jo også får en ende en dag.
Jeg svarede:
“Det er vigtigt nu, at vi husker, at alle parter i denne sag kæmper for noget, de tror på. Der er efter min mening ingen idioter her og helt sikkert ikke nogen, der har røget pot. Det er ligesom ikke segmentet (den smilede vi lidt af, det håber jeg er ok?) Vi er nødt til at regne med, når vi står i konflikter i livet, at den anden part må tro så meget på det, han eller hun kæmper for, at de synes det er værd at stå fast på. Også selv om det er svært. Så jeg tænker, at KL virkelig må tro på, at de har det bedste bud på, hvordan folkeskolen skal være. Og at deres bud er det allerbedste de kan tilbyde jer og deres lærere. Når de vil gå så langt som at varsle en lockout, må de virkelig tænke, at det, Danmarks Lærerforening vil, er ødelæggende for folkeskolen. Eller i det mindste ødelæggende for deres ønske om at lave den bedste skole for alle.
Ingen kæmper for noget de ikke tror på. Det må vi tro på. Ellers bliver det meningsløst. Det samme gør lærerne jo. Så når I går hjem i dag, så snak med jeres forældre om det. Og lyt til dem og deres holdninger. Måske er de enige med lærerne. Måske er de ikke. Det er vigtigt at I danner jeres egen mening ud fra alt det, I hører og ser omkring jer. At I finder jer selv i alle ordene og mærker efter, hvad I selv kunne forestille jer ville være det bedste for jer som elever i den danske folkeskole. Det må I love mig, at I gør.”
For måske har jeg ret. Måske har jeg ikke. Jeg står jo her, fuldstændig sovset ind i mine egne personlige agendaer og holdninger. Og jeg mener det, jeg mener, af hjertet. Men jeg er også villig til at blive klogere. Og til at se sagen fra de andres vinkel. Jeg læser fx også KL’s hjemmeside om konflikten og deres støtters læserbreve, når jeg holder mig opdateret. Det gør du forhåbentligt også? Jeg kan godt se, hvor det er, de vil os alle det godt. Men jeg mangler, at de omvendt også vil se på, hvor det er, jeg vil det godt. Er det ikke det, en forhandling handler om? At lytte til hinanden.
Er det en fjollet utopi, når jeg fortæller eleverne, at der er en grund til, at vi har TO ører og EN mund? At vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler.
Det er et modigt træk, du gjorde i nat. Først på din Facebookprofil og senere via Berlingske. Det er en af grundene til, at jeg altid har haft enorm stor respekt for dig som politiker. Fordi du tør at melde ud. Også når det er upopulært. Man kan vist godt konstatere, at du har en ret stor skare af vælgere blandt lærerne, hvilket jo bunder i, at du gentagne gange har talt vores sag og plederet for, at man også skulle lytte til os som faggruppe.
Du er var min favorit som statsminister. Du er var for mig indbegrebet af statsministerpotentiale med dit nærvær, fornuft, økonomiske forståelse og respekt for individet. Du er var min sidste tro på denne regering, som jeg desværre selv har stemt ind.
Så når du så vælger at give mig en opsang en søndag morgen, for at bakke op om den overenskomstkonflikt, min faggruppe står midt i, så lytter jeg. For det plejer jeg at gøre, når du udtaler dig. Ofte sidder jeg og nikker, når du bliver citeret i pressen, og jeg forsvarer dine holdninger i de politiske snakke jeg har med venner og kolleger. Fordi jeg er enig. Eller fordi jeg synes du argumenterer godt for din sag og dermed måske endda ændrer min mening. Og hvis ikke vi er enige, så respekterer jeg alligevel (næsten) altid den holdning du fremfører, da den som regel netop er velargumenteret og velformuleret.
Og nu sidder jeg her. Og læser artikelen på Berlingske igennem igen og igen. Og leder efter det, der skal få mig til at bakke op om dig igen. Det der skal give mig den anden vinkel på min situation. For det vil jeg gerne. Kunne se tingene fra flere sider og forholde mig kritisk til mine egne opfattelser også. Og jeg nikker, når jeg læser at du siger: “Vores ambition er at gøre skolen bedre. I stedet for at tro, at man kan opnå større mål ved at have samme forberedelse til alle fag, må vi gøre tingene anderledes.” For ja, vi skal gøre tingene anderledes end nu og vi skal gøre det bedre. Og det er forskelligt, hvor meget tid, hvert fag og hver lærer bruger på forberedelse. Men det er jo netop konkluderet af flere forskere og undersøgelser, at det ikke gøre læringen bedre at bruge mere tid på undervisningen. Hvorfor overhører du det? Du plejer ikke at lukke ørerne for kompetente faglige vurderinger. Hvorfor nu?
Og du forholder dig til plakaten, du kører forbi hver morgen, men forholder dig ikke til det ord på plakaten, som særligt sætter lærerne og forældrene i opposition: Heldagsskole. Din agenda går på lærerne. Og deres forberedelsestid. Som jo er en konsekvens af heldagsskolen. Og som skal finansiere hele jeres reform. Og som du derfor selv var med til at blande sammen til en grå uigennemsigtig cocktail, da du gik med til reformen.
Og du gør noget ved mig, som lukker mine ører, min hjerne og mit hjerte. Du taler ned til mig. Pludselig. Ud af det blå. Først med et billede af et æble på din Facebook, hvor du sagde jeg var Dagens Helt, netop som du havde offentliggjort reformudspillet sammen med Antorini. Og nu igen, hvor du i de sene aftentimer forbereder mig på, hvilken lussing jeg kan forvente at vågne op til næste morgen i pressen. Og jeg skal lige vænne mig til, at du ikke længere nødvendigvis taler min sag. Eller lytter til mig. For du lytter til noget andet nu. Og det prøver jeg at forstå, hvad er. Fordi du før har gjort dig fortjent til, at jeg brugte energi på at forstå dig.
Og du får mig derfor til at tænke, at måske er det mig, der er noget galt med. Måske er den sag, jeg kæmper for lige nu helt tosset. Måske har jeg misforstået det hele og er røget i lemmingsfælden. For når Margrethe Vestager kan være så skråsikker i sine holdninger, at hun bryder al god pli og etik og finder det nødvendigt at blande sig i en overenskomstforhandling. Så må der da være noget om snakken. Også selv om det er mig selv, der står for skud.
Og så slår det mig: Er det strategien Margrethe? Er det dét I har tænkt, da I valgte at lade dig gå ud med den pressemeddelelse til Berlingske? At hvis de (læs: lærerne) vil lytte til nogen, så må det være dig. For dig respekterer de. Dig kan fleste af dem lide. Du er deres yndling. Er det dét I har tænkt? Jeg spørger, fordi jeg ikke kan finde argumentet i dine ord for, at det er i orden, at du som politiker pludselig går ind og blander dig i mine arbejdstidsforhandlinger og på den måde påvirker processen politisk. Du siger, at det er mig, der blander det sammen. Men det er det jo ikke. Det er dig. Og regeringen.
“I startede det“, ville man høre ude i skolegården i det store spisefrikvarter. Søndag er min uges spisefrikvarter, og jeg starter den med at tude højt og pege fingre og med at miste troen på en mine største rollemodeller fra de store klasser. Hende som jeg troede var reel og som normalt bakkede mig op, når de andre store drillede. Hun vendte mig ryggen i det frikvarter og brugte sin retoriske styrke på den grimmeste mobbende måde, jeg har set længe. Og det skal jeg lige forstå hvorfor. Jeg leder stadig efter en voksen, der kan hjælpe mig med at løse konflikten.
I stedet vil jeg nu holde frikvarter resten af dagen. For det trænger jeg til. Mit hoved er ved at eksplodere af stillingstagen og tankevirksomhed om mit professionelle jeg og dets nærmeste fremtid. Og det er godt. For jeg prøver at forstå. Og at finde mening i det hele. Men din udmelding Margrethe, den fik det til at koge over et øjeblik. Og derfor skal jeg have en pause nu.
God søndag til dig og dine
AB
Der er vist ikke nogen tvivl om, at mit indlæg om skolekonflikten blev delt på de sociale medier. På de sidste tre dage, har der været 20.000 besøgende omkring bloggen og 5200 af dem klikkede LIKE på Facebookknappen under mit indlæg.
Indlægget sagde dem noget. De ville gerne dele det med andre. Det blev viralt på en aften fra 65 likes kl. 15 til 1800 inden midnat og det fortsætte dagen efter. Klik klik klik.
Min egen Facebook- og Twitterfeed har de sidste dage boomet med links til artikler om skolekonflikten, med holdninger for og imod både lærernes og KL’s krav, med undringer og reflektioner over den varslede lockout og hele overenskomstforhandlingen generelt. Jeg har fulgt med så godt jeg kunne, delt det, jeg synes var værd at dele og sorteret groft undervejs. Jeg er en af dem, der bruger min FB-feed som en genvej til dagens nyheder. Både dem fra de etablerede aviser og dem fra blogs, hjemmesider og andre medier.
Jeg synes ikke, man hovedløst bare skal dele alt. Og jeg synes egentlig heller ikke, at man skal dele uden at koble en kommentar med sin deling. Og mest af alt, så synes jeg man skal læse, det man deler, inden man deler.
Ja, det må du gerne læse igen.
Vær kritisk. Stil spørgsmål. Både ved det du bakker op om, og det du er imod.
Del netop både for og imod. Når du knytter en kommentar til, viser du jo tydeligt din egen holdning i delingen. Det nuancerer nu engang debatten, når vi får flere sider af sagen med. Og det er gør din deling mere interessant i andres feed. Den lugter mindre af spam og mere af personlig indsigt.
For mig handler det ikke om, at få likes, selvom jeg da skal være den første til at indrømme, at jeg har trykket opdater på bloggen en million gange de sidste tre dage, for at se den seneste status. Og det har givet mig et boost af de store, at pludselig blive hørt og anerkendt for mine holdninger af mange mennesker på den måde. Det er svært motiverende, at være på indersiden af en viral deling, hvor man kan se statistikkens kurver nå nye uafprøvede højder og ens egne ord få deres eget sociale liv. Og svært at leve op i indlægget efter, skulle jeg hilse at sige.
(Jeg venter stadig på at en af de landsdækkende medier kontakter mig for uddybning af mine genialiteter. Hvor mange likes mon man skal op på, før der står en fotograf i ens indkørsel, når man kører på arbejde?)
Nej, for mig handler det nu engang om at skabe debat. At skabe nysgerrighed. At udtrykke mine holdninger og dele mine tanker med andre og meget gerne rykke mig selv lidt. Noget jeg fx synes mangler i denne forhandling. Hvor er det vi bliver klogere på hinanden henne, når vi stejlt holder på hver vores og ikke tillader os selv at blive klogere eller at justere krav og ønsker. Når vi ikke lytter til hinandens professionelle vurderinger, som meget ofte er baseret på spidskompetencer og faglig indsigt.
Jeg vil prøve at se sagen lidt fra alles vinkler i den kommende uge. Tage lærerbrillerne af lidt. Og i stedet tage forælder- og skatteyderbrillen på. Hvem ved, måske endda prøve en KL-solbrille. Hvordan mon verden ser ud i den optik? Kan jeg overhovedet stille skarpt på noget, som på nuværende tidspunkt påvirker mig så meget følelsesmæssigt? Jeg ved det helt ærligt ikke. Men en virkelig god ven gav mig indirekte udfordringen i dag, og jeg har tænkt mig at tage den op. Så, lad os se, hvor det leder mig hen. Vil du med?
Der blev, som forventet, varslet lockout i dag kl. 13.00 for alle folkeskolelærere. Jeg sad og så det på lærerværelset på min ipad og tog et par fine screen dumps til jer.
Jeg ved ikke med dig, men når jeg hører ordet ‘modernisere’ så tænker jeg 80er og 90er-retorik. Men i dag fandt jeg ud af, at det er mig, der er håbløst gammeldags og helt grundlæggende forandringsangst: (læs teksten i det gule felt).
KL er simpelthen i gang med at modernisere mine arbejdstidsregler. Jeg burde være glad. Det er jo ligesom at få et helt nyt køkken bare ved at male mine låger.
Men som lærer er jeg åbenbart grundlæggende imod ønsket om modernisering. Eller er jeg imod modernisering i det hele taget? Nå nej, jeg er ikke grundlæggende imod det. Jeg vil bare grundlæggende ikke imødekomme ønsket om at modernisere. Aihmen, er jeg den eneste, der synes, at den sætning er noget vrøvl?
Hvad ved jeg? Jeg er jo også bare dansklærer.
En dansklærer, der faktisk godt kan lide fornyelse. Jeg trives forbavsende godt i fornyelsen. Hungrer ligefrem efter den ind i mellem, når der går for meget hverdag og rutine i den. Ja, også gerne fornyelse og forbedringer undskyld, modernisering af mine arbejdstidsregler. Jeg har længe syntes, at de var håbløse at finde rundt i og skabe overblik over. Så nej, det er jeg ikke imod. I ved vist godt, hvad jeg er imod i denne sag. Det er der heldigvis også en del andre der er, efter LIKE-knappen at dømme på det indlæg. Det handler jo ikke bare om at forandre for forandringens skyld. Det handler om at forandre til noget, der er bedre. Det ligger ligesom i ordet ‘modernisere’, ikke?
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det her ikke handler om, at lærerne er grundlæggende imod ønsker om moderniseringer. Vi har faktisk selv foreslået nogle ret markante forbedringer af vores arbejdstidsaftale, som vi synes giver en bedre skole for vores børn. Det er stadig dem, vi laver skole for, ikke?
Vi lærere er også professionelle nok til at kunne se, at lige netop de moderniseringer KL kræver, kommer til at koste os endnu mere arbejde, som vi ikke får ekstra løn for at udføre. Fordi de selvsamme moderniseringers besparelser skal bruges til at finansiere en stor politisk skolereform, som ellers ikke kunne realiseres rent økonomisk. En reform, som jeg for øvrigt godt kan se en masse gode tanker bag på trods af kritikken. Så nej, jeg er ikke pr. definition imod alt nyt, bare fordi jeg er lærer. Bare så vi forstår hinanden.
Lad os bare for et kort øjeblik lade som om, jeg ikke var lærer i den danske folkeskole. Lad os nu bare sige, at jeg “bare” var forælder til et kommende skolebarn. Et barn, der skal starte om en måned i mini-SFO.
Ville jeg så være imod den nye skolereform?
Ja!
Hvad så hvis, jeg ER lærer. Og overraskende måske (for nogen) ikke pr. automatik var imod forandringer. Ville jeg så være imod den nye skolereform?
Ja!
Ok, men lad os så sige, at jeg var lærer OG forælder til et kommende skolebarn OG omstillingsparat på én gang. Måske endda ligefrem søgte efter forandringer på folkeskoleområdet. Hvad så? Tror du, jeg er imod?
Du har ret!
Hvad er jeg så imod?
Men mest af alt, er jeg imod, at man ikke kigger på vores børn. Og finder ud af, hvordan vi allerbedst, sammen, ALLE os der arbejder med deres skole, kan tilgodese de behov, de hver især har for god undervisning og udviklende læring. Vi er skole for børnene. Og det synes jeg, man glemmer lige nu. Og det er jeg virkelig meget imod.
Jeg ved ikke med dig, men jeg drømmer om forår, varme og udeliv. Jeg er færdig med vinteren. Jeg er ikke typen, der bliver vinterdeprimeret, og jeg kan faktisk godt lide vinterens mørke hygge og hvide snedyner. Men nu er jeg klar på noget nyt. Gerne noget lidt varmere og lysere. Ikke mindst fordi, jeg er ved at være virkelig træt af at gå i min sorte dunjakke og mit mørke tunge vintertøj.
Så da jeg fik tilbuddet om at testshoppe i onlineshoppen Zalando, sagde jeg selvfølgelig straks ja tak i håb om at kunne finde en lille duft af forår i deres store udvalg af lækkert modetøj og flotte sko.
Jeg kunne sagtens bruge mere end det beløb, jeg blev tilbudt (og det gjorde jeg så også), og disse sko skreg bare forår igennem skærmen til mig, så de røg straks i kurven:
Jeg er hoppet på Julias glimmeronsdage på Instagram, og selv om jeg har en del glimmer i min garderobe allerede, kunne jeg ikke modstå fristelsen for at købe lidt sølv til fødderne, så disse sko røg i kurven:
Og så lidt til overkroppen. Mest fordi den var så billig….og glimrende:
